Rapport om betaling for rentegaranti
KAPITEL 6 Konklusion
Spørgsmålet om betaling for rentegaranti vedrører lovgivningens krav til valg af et betryggende og rimeligt beregningsgrundlag. Efter bestemmelserne i ' 31 i LFV skal det enkelte selskab således tage stilling til, hvorvidt der eksplicit bør opkræves en betaling hos den enkelte forsikringstager til dækning af den afgivne garanti om det fremtidige afkast, og Finanstilsynet har beføjelser til at gribe ind, såfremt det anmeldte grundlag i den forbindelse ikke findes betryggende og rimeligt.
Idet et selskabs beregningsgrundlag skal være betryggende på tegningstidspunktet, er det alene nødvendigt at overveje en supplerende betaling fra de grupper af forsikringstagere, der får en højere garanti end de andre. Selskaberne tager allerede i dag, via reglerne om solvensmargen en implicit betaling for rentegaranti, principielt uafhængig af grundlagsrentens størrelse.
De enkelte selskaber bør derfor tage stilling til spørgsmålet om en eksplicit betaling for rentegaranti således, at det påses, at de lovgivningsmæssige fastsatte krav om en rimelig behandling af samtlige grupper af forsikringstagere også er opfyldt i den nye situation med flere grundlagsrenter i samme selskab.
På baggrund af denne rapport bør de enkelte selskaber overveje, hvorledes de sikrer sig i forhold til de ydede garantier, og hvorledes dette finansieres. Selskaberne skal i den forbindelse estimere den nødvendige størrelse af hensættelser (buffere), der skal afdække fremtidige udsving i det opnåede afkast set i lyset af de afgivne garantier, og de aktiver selskabet har investeret i. De udviklede modeller har kvantificeret behovet for en relativ stor buffer i de situationer, hvor selskabet har forholdsmæssig store aktieinvesteringer. Det skal i den forbindelse huskes, at selskaberne til stadighed løbende skal udlodde en rimelig andel af den indtjente forrentning.
Der skal endvidere tages stilling til, hvorledes de allerede tegnede forsikringer skal behandles, herunder hvorledes rentegarantibetalingen indregnes på policeniveau. Selskaberne skal i denne forbindelse påse, at en eventuel betaling sker indenfor rammerne af allerede afgivne garantier.
De udviklede metoder til fastlæggelse af rentegarantibetalingen viser, hvorledes rentegarantibetalingens størrelse afhænger af porteføljesammensætningen, inflations- og renteniveauet samt den gældende afkastbeskatning og er afhængig af de valgte forudsætninger B også med hensyn til investeringsafkastets variation. Der vil derfor være behov for, at rentegarantibetalingens størrelse løbende overvåges. Selskabernes ansvarshavende aktuarer bør i forbindelse med udarbejdelse af de årlige aktuarberetninger, hvor der redegøres for forholdene i selskabet vedrørende de afgivne rentegarantier, tillige redegøre for en eventuel rentegarantibetaling.
Udgivet af Finanstilsynet februar 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet