Selskabets kapitalstyrke kan indgå ved fastsættelse af størrelsen af rentegarantibetalingen, idet risikoen for at selskabet vil få problemer i forhold til det fastlagte solvensmargenkrav⁷ aftager med voksende kapitalstyrke. Selskabets kapitalstyrke vil imidlertid indgå på samme måde i forhold til forskellige rentegarantier, hvorfor indregning af selskabets kapitalstyrke alene vil betyde en forskydning af niveauet for renterisikopræmier.

Selskabets investeringsafkast vil i almindelighed ikke være konstant over årene. Selskabet benytter bonusudjævningshensættelserne til at sikre en jævn udvikling i bonustildelingen. Bonusudjævningshensættelserne anvendes bl.a. til sikring af grundlagsrenten i enkelte år, hvor selskabet undtagelsesvist opnår en forrentning, som er mindre end grundlagsrenten.

Kontributionsprincippet tilsiger, at der skal ske en rimelig behandling af den enkelte forsikringstager. Et selskab skal herudover som tidligere omtalt til enhver tid fastlægge sit 1. ordens grundlag betryggende, herunder grundlagsrenten. Som udgangspunkt skulle der således ikke være behov for at fastlægge en eksplicit betaling for rentegaranti, idet der ved fastlæggelsen af grundlagsrenten allerede er taget højde for de udsving, der kan forventes i investeringsafkastet. Dette er i overensstemmelse med, at selskaberne hidtil ikke i deres 1. ordensgrundlag har taget en eksplicit betaling for rentegaranti. Rentegarantibetalingen har været implicit ved valg af bonusrenter i forhold til afkastet. Et selskabs portefølje kan imidlertid være etableret med flere forskellige grundlagsrenter og hermed forskellige behov for rentegarantibetaling.

Som det fremgår af afsnit 3.1 ovenfor indebærer ydelsesgarantier beregnet på en højere grundlagsrente alt andet lige en større finansiel risiko for det enkelte selskab. I selskaber med flere forskellige rentegarantier kan det derfor ud fra rimelighedssynspunktet være nødvendigt med en direkte betaling for rentegaranti, mens selskaber, der kun har afgivet én rentegaranti, stadig vil kunne operere med en indirekte betaling for rentegarantien.

Såfremt et selskabs bestand er tegnet med to forskellige grundlagsrenter og dermed giver selskabet forskellig risiko, kan der endelig argumenteres for, at kontributionspricippet alene indebærer et behov for, at de forsikringstagere, der har den høje garanti, betaler for den ekstra risiko, de indebærer for selskabet i forhold til forsikringstagerne med den lavere garanti.

Livsforsikringsaftaler er normalt uopsigelige af selskabet, og selskabet kan som hovedregel ikke i løbet af forsikringstiden ændre indholdet eller forudsætningerne til ugunst for den forsikrede. Størrelsen af fremtidig bonus er dog ugaranteret, og det er således muligt, ikke kun for nytegninger, men også for allerede etablerede forsikringer, at ændre (rimelige) bonusregler med henblik på at etablere et (endnu) mere rimeligt bonusfordelingsprincip.

Forsikringer med forskellige garanterede grundlagsrenter kunne tænkes placeret i forskellige grupper, for så vidt angår fordeling af rentebonus. I så fald bør der ligeledes etableres særskilte rentebonusudjævningshensættelser for hver rentebonusgruppe. Etableringen af særskilte rentebonusgrupper med dertil hørende rentebonusudjævningshensættelser indebærer, at der for hver gruppe fastsættes en særskilt rentebonussats. På denne måde vil det være muligt at lade forsikringer, der repræsenterer høj finansiel risiko, betale herfor.

De eksisterende forsikringer, der i dag beregnes på 5 pct.-grundlagsrente, har imidlertid via de allerede indbetalte præmier med margener betalt til opbygning af de eksisterende reserver, bl.a. bonusudjævningshensættelser og basiskapital, der bl.a. har til formål at sikre de garanterede ydelser. Der kan således argumenteres for, at disse forsikringstagere implicit allerede har betalt for rentegarantien, for så vidt angår de allerede opbyggede hensættelser.

For de allerede etablerede forsikringer er det imidlertid ikke nødvendigvis de allerede indbetalte præmier, der udgør et problem, men de fremtidige præmier, der nu indbetales i en periode, hvor det kan være svært at opnå en forrentning, der kan leve op til den lovede forrentning. Det skal derfor overvejes, om det ikke er tilstrækkeligt alene at indføre en rentegarantibetaling for nytegning og eventuelt for nye præmier. I denne forbindelse er det nødvendigt at analysere de genplaceringsrisici, som det enkelte selskab er udsat for, for så vidt angår de allerede indbetalte præmier.

Efter realrenteafgiftens indførelse i 1983 er afkastet af pensionsopsparing blevet pålagt en særlig afgift (realrenteafgift). Realrenteafgiften påhviler al pensionsopsparing, der er foretaget efter den 1. januar 1983. Således pålægges investeringsafkastet af visse aktivtyper realrenteafgift.

Det enkelte års realrenteafgiftssats, der anvendes ved beregning af realrenteafgift, giver i princippet mulighed for at de realrenteafgiftspligtige selskaber totalt kan opnå en gennemsnitlig forrentning, der overstiger inflationen med 3,5 pct., idet den fastlægges således, at det afkast, der overstiger inflationen med 3,5 pct., betales i afgift. Hvis denne gennemsnitlige forrentning i et år er mindre end inflationen med tillæg af 3,5 pct., fastsættes afgiftssatsen til nul. Konsekvensen af realrenteafgiftssatsberegningen er, at der i praksis bliver tale om en opnåelig forrentning, der kun overstiger inflationen med 3 pct., idet der ikke er mulighed for fremtidigt at foretage modregning for år, hvor den gennemsnitlige forrentning har været mindre end inflationen med tillæg af 3,5 pct.

De præmie- og indskudsbetalinger, der er foretaget før den 1. januar 1983, er fritaget for realrenteafgift og har således mulighed for at opnå en højere forrentning. Det kan synes urimeligt at pålægge disse indbetalinger en betaling for renterisiko, idet risikoen for disse forsikringer er mindre på baggrund af det højere afkast, de kan opnå.

Størrelsen af den renterisiko, selskaberne har påtaget sig, reduceres ved, at der er forskellige løbetider på de indgåede forsikringskontrakter, idet der herved sker en udjævning af kurstab og kursgevinster.

Såfremt forsikringerne er tegnet med garanterede genkøbsværdier, er der ikke alene tale om, at ydelserne skal være sikrede på de aftalte udbetalingstidspunkter, men genkøbsværdierne skal på ethvert tidspunkt leve op til de minimumskrav, der følger af selskabets tegningsgrundlag. Den kursrisiko, der følger heraf, er der i et vist omfang taget højde for i forbindelse med de i 1994 fastlagte rammer for beregning af genkøbsværdier. Således har en lang række af selskaberne i dag mulighed for ved genkøb i en særlig dårlig kurssituation, i kraft af det såkaldte kursværn, at belaste kunden for det tab, selskabet får ved realisering af aktiver. Genkøbsværdien er således kun garanteret i de situationer, hvor kursværnet ikke træder i kraft.