Rapport om betaling for rentegaranti

KAPITEL 2. Retsgrundlag og hidtidig praksis

2.1 Lovgrundlag

Regler om det tekniske grundlag fremgår af §§ 30 og 31 i LFV. Det specificeres i § 30, stk. 1, hvilke forhold der i dag skal anmeldes til Finanstilsynet som dele af det tekniske grundlag m.v.:

»§ 30. Det tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at grundlaget m.v. tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i de nævnte forhold. Anmeldelsen skal indeholde angivelse af

1) grundlaget for beregningen af forsikringspræmierne og livsforsikringshensættelserne,

2) de forsikringsformer, som selskabet agter at anvende,

3) regler for beregning og fordeling af overskud til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne,

4) selskabets principper for genforsikring,

5) regler for oplysninger, som de forsikringssøgende skal afgive til bedømmelse af risikoforholdene,

6) regler for beregning af tilbagekøbsværdier og fripolicer og

7) regler, hvorefter pensionsordninger med løbende udbetalinger tegnet eller aftalt som obligatoriske ordninger i et forsikringsselskab eller en pensionskasse kan overføres fra eller til selskabet i forbindelse med overgang til anden ansættelse eller i forbindelse med virksomhedsoverdragelse eller virksomhedsomdannelse.«

I § 31 anføres de principper, som de anmeldte forhold skal være i overensstemmelse med, og som Finanstilsynet lægger til grund ved vurderingen af selskabernes tekniske grundlag m.v. for livsforsikringsvirksomhed:

»§ 31. De anmeldte forhold skal være betryggende og rimelige over for den enkelte forsikringstager og andre berettigede efter forsikringsaftalerne.

Stk. 2. De anmeldte regler for beregning og fordeling af overskud, jf. § 30, stk. 1, nr. 3, skal være præcise og klare og skal føre til en rimelig fordeling.

Stk. 3. Præmierne for nytegnede forsikringer skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskabet kan opfylde alle sine forpligtelser, således at der ikke vil være behov for systematisk og permanent tilførsel af andre midler.

Stk. 4. Den eller de rentesatser, der lægges til grund ved beregningen af livsforsikringshensættelserne og forsikringspræmierne, skal vælges med forsigtighed.

Stk. 5. De statistiske beregningselementer samt omkostningselementerne skal vælges med forsigtighed.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-5 nævnte krav.

Stk. 7. Såfremt kravene i stk. 1-5 eller i regler udstedt i medfør af denne lov ikke er opfyldt, skal Finanstilsynet påbyde livsforsikringsselskabet at foretage de fornødne ændringer i de i henhold til § 30 anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat tidsfrist. Bestemmelserne i § 250 finder tilsvarende anvendelse.«

I lovbemærkningerne til § 31 anføres, at bestemmelserne præciserer de principper, som de tekniske grundlag m.v. skal udformes efter, jf. art. 18 og 19 i 3. livsforsikringsdirektiv (vedlagt som bilag 1). I lovbemærkningerne anføres tillige:

»Reglerne for fordeling af selskabets overskud skal, jf. stk. 2, være formuleret så det klart og præcist fremgår, hvorledes overskuddet anvendes til fordeling imellem de enkelte forsikringer, til henlæggelse til forsikringsbestanden som sådan (bonusudjævningshensættelser o. lign.) og til egenkapital m.m.

Fordelingen af selskabets overskud skal endvidere være rimelig i forhold til de berettigede parter. Hermed fastslås, at udgangspunktet for fordelingen af overskuddet er det såkaldte kontributionsprincip, hvorefter overskuddet fordeles blandt de berettigede parter efter de forhold, hvori de har bidraget til overskudsdannelsen. Den del af selskabets overskud, der herefter tilfalder forsikringstagerne (bonus), skal frigives på rimelig vis under forsikringsaftalens løbetid.

Kravet i stk. 3 betyder, at enhver forsikringstype vurderet på tegningstidspunktet skal kunne hvile i sig selv.

Grundlagsrente, de statistiske beregningselementer og omkostningselementerne skal, jf. stk. 4 og 5, vælges forsigtigt. Ved bedømmelse af om et beregningsgrundlag er betryggende er det herefter ikke tilstrækkeligt, at forholdet imellem de enkelte beregningselementer er realistiske, eller at beregningsgrundlaget ud fra en helhedsvurdering er betryggende. Grundlagsrenten for sig og risiko- og omkostningselementerne for sig skal vælges med forsigtighed.«

I en årrække har hovedparten af de tegnede forsikringer i specielt livsforsikringsselskaber været baseret på en grundlagsrente på 5 pct. samt de døds- og invaliditetsforudsætninger, der indgår i beregningsgrundlaget G 82. I tværgående pensionskasser har der ikke været den samme ensartethed i brugen af beregningsgrundlag. Mange af de ældre tværgående pensionskasser har tegnet forsikringer med en grundlagsrente på 4,25 pct. samt de døds- og invaliditetsforudsætninger, der indgår i beregningsgrundlaget R 66. En del af de nyere tværgående pensionskasser har anvendt beregningsgrundlaget G 82 med en grundlagsrente på 2,5 - 3 pct. Andre grundlag og grundlagsrenter findes også.

Implementeringen af 3. livsforsikringsdirektiv medførte imidlertid, at kravene til en forsigtig fastsat grundlagsrente blev eksplicit formulerede. Samtidig var der reelt tale om en skærpelse som følge af, at det ikke længere var tilladt, at vurdere beregningsgrundlaget ud fra en helhedsvurdering. Den fastlagte grundlagsrente og de fastlagte risiko- og omkostningselementer skulle nu hver for sig vælges med forsigtighed.

I Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 963 af 12. december 1995 om grundlagsrente for livsforsikringsvirksomhed (vedlagt som bilag 2) er der på baggrund af direktivreglerne fastsat en maksimal tilladt grundlagsrente på 3 pct. for nytegnede forsikringer og for visse forhøjelser på etablerede forsikringer.

2.2 Fastsættelse af grundlagsrente

Baggrunden for fastsættelse af en øvre grænse for, hvilken forrentning et selskab må love sine forsikringstagere, er, at der skal være stor sikkerhed for, at selskabet kan svare sine forpligtelser over for kunderne.

Spørgsmålet om grundlagsrentens størrelse er blevet særlig aktuelt i disse år, idet den nuværende og den forventede fremtidige markedsrente ligger tæt på den hidtidigt anvendte grundlagsrente på 5 pct., når der tages hensyn til realrenteafgift. Af tabel 2.1 fremgår udviklingen i renten samt realrenteafgiftssatsen i de sidste 8 år.

Tabel 2.1

Udviklingen i renteniveau, prisniveau og realrenteafgiftssatsen fra 1990 til 1998⁵

Den effektive rente for indeksobligationer vises i tabel 2.2.

Tabel 2.2

Effektiv rente og varighed for 3 repræsentative indeksobligationer pr. september 1997

Den finansielle risiko ved forsikringsvirksomheden har selskaberne i praksis imødegået ved tilpasning af investeringsadfærden, herunder anvendelsen af diversificering og finansielle instrumenter, og gennem en forsigtig fastsættelse af grundlagsrenten samt ved henlæggelser til bonusudjævningshensættelser og egenkapital m.v.

Selskabernes mulighed for at imødegå den finansielle risiko afhænger bl.a. af, i hvilket omfang man lader eller kan lade investeringernes løbetid afpasse med forsikringernes forventede løbetid.

I tabel 2.3 er udviklingen i afkastet af forskellige risikofrie investeringer sammenholdt med udviklingen i et indskud på 100 kr. forrentet med den garanterede rente. Det fremgår af tabellen, at der under de anførte forudsætninger kræves relativt lange investeringer for at kunne leve op til afgivne garantier. En 10-årig obligation vil således generere en værdi på 153,70 kr. efter 10 år, mens værdien af en afgiven 4,5 pct. garanti vil være på 155,30 kr. En 20-årig obligation vil efter forløbet af de første 10 år have genereret en værdi på 163,08 kr.

Tabel 2.3

Selskabernes mulighed for at leve op til rentegarantien⁶

Ingen selskaber tager i dag eksplicit betaling for rentegaranti. I forbindelse med G 82 grundlaget anvendes dog et kombineret omkostnings- og sikkerhedstillæg, der er afsat til ud over omkostninger at dække risici grundet variationer i såvel forsikringsbegivenheder som investeringsafkastet.

Spørgsmålet om betaling for rentegaranti vedrører lovgivningens krav til valg af et betryggende og rimeligt beregningsgrundlag. Efter bestemmelserne i § 31 i LFV skal det enkelte selskab således tage stilling til, hvorvidt der eksplicit bør opkræves en betaling hos den enkelte forsikringstager til dækning af den afgivne garanti om det fremtidige afkast, og Finanstilsynet har beføjelser til at gribe ind, såfremt det anmeldte grundlag i den forbindelse ikke findes betryggende og rimeligt.

2.3 Rimelighedsbetragtning

Som nævnt ovenfor, skal de afgivne garantier være baseret på et grundlag, der er såvel betryggende som rimeligt. Som følge af at grundlagsrenten er valgt forsigtigt, vil det faktisk opnåede afkast af selskabets aktiver normalt være større end det forudsatte afkast. Forskellen mellem den faktisk opnåede rente og grundlagsrenten tilskrives som udgangspunkt livsforsikringshensættelserne i form af bonus eller henlægges til senere bonusanvendelse i bonusudjævningshensættelserne.

Kontributionsprincippet er bestemmende såvel for fordelingen mellem de forsikringsmæssige hensættelser og egenkapitalen som mellem forsikringstagerne indbyrdes.

For den indbyrdes fordeling af afkastet mellem forsikringstagerne i form af bonus medfører anvendelsen af kontributionsprincippet, at det overskud, der opstår på baggrund af de forsigtige antagelser i tegningsgrundlaget B det såkaldte 1. ordens grundlag B bliver tilbageført til de forsikringsbestande, der har givet anledning til overskuddet. Fordelingen mellem forsikringstagerne styres af bonusgrundlaget, det såkaldte 2. ordens grundlag.

Efter nedsættelsen af grundlagsrenten omfatter forsikringsbestandene i mange selskaber såvel forsikringer med en grundlagsrente på 3 pct. som forsikringer med en grundlagsrente på 5 pct. Endvidere er der forsikringer med begge grundlagsrenter, idet de oprindeligt er tegnet med en grundlagsrente på 5 pct., men hvor senere ændringer er foretaget med en grundlagsrente på 3 pct.

Selskabernes anvendte tekniske grundlag er, da de blev taget i anvendelse, fundet betryggende og rimelige, men da de indeholder forskellige grundlagsrenter, kan de ikke være lige betryggende. Der er således behov for at analysere konsekvenserne af den nye situation og således specielt overveje den opståede risiko for urimelige omfordelinger mellem selskabernes delbestande. Dette vil eksempelvis kunne ske, såfremt selskaberne ikke løbende udlodder en rimelig andel af den indtjente forrentning.

I lyset af ovenstående er der rejst spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at forsikringstagere med forskellig rentegaranti ikke betaler for den forskel i risiko, selskabet belastes med. Dette er blevet særdeles aktuelt i selskaber, der har forsikringer med forskellige grundlagsrenter, idet disse indebærer en forskellig risiko for selskabet og stiller forskellige krav til selskabets investeringsevne.

2.4 Den ansvarshavende aktuars rolle

Et selskab, der driver livsforsikringsvirksomhed, skal i henhold til § 89 i LFV have ansat en af Finanstilsynet godkendt ansvarshavende aktuar.

Den ansvarshavende aktuar skal løbende påse, at det anvendte beregningsgrundlag er betryggende og rimeligt, jf. § 89, stk. 4, i LFV, herunder at selskabets forventede afkast kan stå mål med de afgivne garantier. I den forbindelse skal den ansvarshavende aktuar specielt varetage hensynet til forsikringstagerne, dels som samlet gruppe, dels som undergrupper med særskilte interesser, i overenstemmelse med § 31 i LFV.

Den ansvarshavende aktuar skal efter lovbestemmelserne opgøre selskabets forsikringsmæssige hensættelser og varetage de øvrige nødvendige forsikringstekniske funktioner.

I medfør af aktuarens pligter stiller Finanstilsynet krav om, at aktuaren skal afgive en årlig beretning om selskabets forhold, jf. i øvrigt Finanstilsynets vejledning af 20. april 1989 om indholdet i aktuarens beretning. Beretningen skal bl.a. indeholde en vurdering af, hvorvidt selskabets aktiver harmonerer med de forsikringsmæssige forpligtelser, herunder hvorvidt det af selskabets præmier og investeringsmæssige afledte cash- flow harmonerer med udbetalingerne, samt en vurdering af selskabets generelle økonomiske situation. Aktuarberetningen skal i øvrigt indeholde aktuarens vurdering af og kommentarer til udviklingen i selskabet, både aktuarmæssigt og regnskabsmæssigt.

I de seneste år har der fra aktuarmæssigt hold været peget på den stigende risiko, som 5 pct.-garantier udgør i takt med, at markedsrenten er faldet.

5. Nyplaceringsrenten defineres i realrenteafgiftslovens ' 10, stk. 3, litra b. Beholdningsrenten defineres i realrenteafgiftslovens § 10, stk. 3, litra a. Stigning i nettoprisindekset som denne indgår ved beregning af realrenteafgiftssatsen. Realrenteafgiftssatsen bestemmes udfra disse størrelser med forskelligt lag. Således fastsættes realrenteafgiftssatsen for 1997 ved brug af nyplaceringsrenten i 1996 og beholdningsrenten i 1995 samt en sammenvejneing af stigningen i nettoprisindekset de første 6 måneder i 1994, 1995 og 1996.

6. Redaktion af tabellen er afsluttet maj 1997.

Udgivet af Finanstilsynet februar 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet