Rapport om betaling for rentegaranti

KAPITEL 1: Indledning

1.1 Udvalgets opgave

De produkter, et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse (i det følgende benævnt selskab) udbyder, er typisk omfattet af en ydelsesgaranti, der er beregnet på basis af de forudsætninger om rente (grundlagsrente), risiko og administration, der er indeholdt i selskabets anmeldte beregningsgrundlag. Garantien gælder for hele den periode, hvor forsikringen er i kraft.

Valget af en given grundlagsrente betyder, at selskabets investeringer af de indbetalte præmier/indskud i gennemsnit over perioden fra indbetaling til udbetaling mindst skal give et afkast svarende til den valgte grundlagsrente, for at selskabet kan leve op til de garanterede ydelser uden tab.

Selskaberne påtager sig en risiko, når de yder en garanti over for kunderne. Grundlagsrenten skal derfor ligesom de andre statistiske forudsætninger om fremtidig dødelighed, invaliditet m.m. anmeldes til Finanstilsynet og være fastsat rimeligt og betryggende, jf. § 31 i lov om forsikringsvirksomhed (LFV)¹.

Såfremt forsikringen er tegnet med garanteret genkøbsværdi, er der ikke alene tale om, at ydelserne skal være sikret på de aftalte udbetalingstidspunkter, men genkøbsværdierne skal på ethvert tidspunkt leve op til de minimumskrav, der følger af selskabets tegningsgrundlag.

Gennem de seneste år er der sket et fald i de forventninger, selskaberne har til det fremtidige investeringsafkast, hvilket bl.a. hænger sammen med den forholdsvise lave rente og inflation i samfundet, jf. reglerne for beregning af realrenteafgiftssatsen. Som følge af 3. livsforsikringsdirektiv² har hovedparten af selskaberne efter 1. juli 1994 været nødsaget til at lade nytegninger etablere på en lavere grundlagsrente end den hidtil anvendte, bl.a. som følge af præciserede krav til en forsigtig fastlagt grundlagsrente³. Mange selskaber har derfor i dag tegnet forsikringer med to forskellige grundlagsrenter.

I lyset heraf har der været rejst spørgsmål om, hvorvidt der bør stilles nærmere krav til selskaberne angående forsikringstagernes betaling for de forskellige garantier, der gives. I denne anledning nedsatte Finanstilsynet i efteråret 1996 et udvalg, der fik til opgave at vurdere nødvendigheden af en eksplicit betaling for den garanti, selskaberne giver forsikringstagerne baseret på antagelser om fremtidig forrentning. I den forbindelse indgår også det forbrugerbeskyttende element, som følger af Finanstilsynets såkaldte rimelighedstilsyn, idet der ikke må forekomme en urimelig favorisering af nogle forsikringstagere på andres bekostning. Dette vil kunne ske, hvis selskabet ikke kan opnå en forrentning svarende til den højeste af de anvendte grundlagsrenter.

Når der nedenfor er benyttet terminologien rentegaranti, er der formelt tale om en ydelsesgaranti baseret på en nærmere defineret grundlagsrente⁴.

1.2 Udvalgets sammensætning

Udvalget har haft følgende sammensætning:

Chefaktuar Klaus Grünbaum, Finanstilsynet, (formand),
konsulent Frank Rasmussen, Finanstilsynet,
fuldmægtig Heidi Jensen, Finanstilsynet, (sekretær for udvalget),
direktør Andreas Kühle, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
afdelingsdirektør Henrik Ramlau-Hansen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
vicedirektør Carsten Andersen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
direktør Peter Melchior, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
seniorkonsulent Birte Toft Nielsen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
kontorchef Steen Kristiansson, Rådet for Dansk Forsikring og Pension,
fuldmægtig Anne Seiersen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension og
ansvarshavende aktuar Frank Cederbye, Den danske Aktuarforening.

Udvalget har afholdt 10 møder og fremlægger med denne rapport sine overvejelser vedrørende betaling for rentegaranti.

1.3 Resumé

I de anvendte beregningsgrundlag for livsforsikringsselskaber er der fastsat en grundlagsrente, som anvendes ved beregningen af sammenhængen mellem præmier og ydelser. Grundlagsrenten er normalt en garanteret forrentning, som selskabet er forpligtet til at forrente de opsparede hensættelser med. Grundlagsrenten skal derfor fastsættes tilpas lavt - på »den sikre side« - således at der normalt forekommer renteoverskud. Dette renteoverskud udloddes som bonus eller henlægges som ufordelt bonus i en bonusudjævningshensættelse til senere bonusudlodning. Endvidere vil en vis del af overskuddet blive henlagt til egenkapitalen.

Mange selskaber har i dag tegnet forsikringer med to forskellige grundlagsrenter. Mest almindeligt er det, at selskaberne har en bestand af forsikringer med en rentegaranti på 4,5 pct. (beregningsgrundlaget G 82 5 %), og en bestand af forsikringer med en rentegaranti på 2,5 pct. (beregningsgrundlaget G 82 3 %), men der er også enkeltforsikringer, hvori begge grundlagsrenter indgår.

Aktiverne til dækning af forpligtelserne ejes af livsforsikringsselskabet og er normalt ikke opdelt på de enkelte forsikringstagere, men er én aktivmasse, hvis afkast alle er »fælles« om. Den enkeltes opsparede hensættelse forrentes herved med en gennemsnitsrente baseret på afkastet af selskabets samlede investeringer.

Selskabernes brug af gennemsnitsrenteprincippet indebærer, at der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt der bør stilles nærmere krav til selskaberne angående forsikringstagernes betaling for de forskellige garantier, der gives.

I rapporten gennemgås først retsgrundlaget og den hidtidige praksis på området. Herefter analyseres, hvilke forhold der kan/bør indgå i modeller for beregning af en eventuel betaling for rentegaranti, og nogle konkrete modeller herfor opstilles. Endelig gennemgås spørgsmålet om, hvilke forsikringstagere der i givet fald bør betale for rentegaranti, samt hvorledes en sådan betaling kan ske.

Rapporten viser, at beregningen af en pris for en given rentegaranti kan modelleres på flere forskellige måder afhængig af den indfaldsvinkel, der anlægges. Alle de beskrevne modeller tager udgangspunkt i en forsikringsmatematisk prisfastsættelse af rentegaranti, dvs. prisen sikrer, at præmier og ydelser i gennemsnit balancerer.

Der kan ikke peges på én »korrekt« model for betaling for en rentegaranti, men der vil være en række modeller, der afspejler de bagved liggende indfaldsvinkler. De beskrevne modeller kan ikke opfattes som en udtømmende liste over mulighederne, men alene anvendes som et idékatalog over nogle grundlæggende metoder til beregning af betaling for rentegaranti.

Modelberegningerne viser dog samstemmende, at specielt en vedvarende lav inflation i størrelsesordenen 2 pct. eller derunder må give anledning til, at selskaberne nærmere vurderer, om der på tilstrækkelig vis sikres de forskellige kundegrupper en rimelig behandling i den nuværende situation, hvor der ikke skelnes mellem kundegrupper med forskellige garantirenter.

Modelberegningerne fører i øvrigt til nogenlunde ensartede prisforskelle mellem prisen for rentegarantier på henholdsvis 2,5 pct.og 4,5 pct. Med en inflation på 2 pct. viser modellerne en prisforskel i størrelsesordenen 1,5 - 3 pct. af præmierne. Selve merbetalingen for en rentegaranti på 4,5 pct. i forhold til 2,5 pct. kan eksempelvis beregnes som en procentdel af præmierne eller som en procentdel af livsforsikringshensættelserne.

Eksisterende forsikringer vil ikke normalt kunne pålægges en eksplicit betaling for rentegaranti, idet forsikringsaftalerne ikke åbner mulighed herfor. En eventuel merbetaling kan imidlertid opkræves implicit i forbindelse med udlodning af bonus.

I henhold til lovgivningen skal livsforsikringsselskabernes aktier normalt opgøres til markedsværdi. Et generelt kursfald vil således betyde, at aktiverne som helhed falder i værdi, mens dette ikke vil være tilfældet for så vidt angår størrelsen af livsforsikringshensættelserne. Der er således behov for, ud over stillingtagen til betaling for forskellen i rentegaranti, at der tages stilling til, hvor store reserver der er behov for i forbindelse med fremtidige udsving i afkastet af de indgåede investeringer, således at der ikke opstår en situation med manglende egenkapital.

1. Lov om forsikringsvirksomhed, jf. Erhvervsministeriets lovbekendtgørelse nr. 746 af 6. august 1996 med de ændringer, der følger af lov nr. 475 af 10. juni 1997.

2. Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/ 267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv). Artikel 18 og 19 herfra er gengivet i bilag 1.

3. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 963 af 12. december 1995 om grundlagsrente for livsforsikringsvirksomhed. Vedlagt som bilag 2.

4. I praksis er det hyppigst anvendte beregningsgrundlag G 82 indrettet med såvel en teknisk rente som en opgørelsesrente, f. eks. på 5 pct. hhv. 4,5 pct. eller 3 pct. hhv. 2,5 pct. Ydelsesgarantien vil være udregnet på baggrund af opgørelsesrenten, mens opnåelse af et afkast svarende til den tekniske rente er en forudsætning for, at selskabets grundlag holder, idet forskellen, i eksemplet 0,5 pct., anvendes som et omkostnings- og sikkerhedstillæg.

Udgivet af Finanstilsynet februar 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet