Bestemmelserne i artikel 52 og 59 har direkte virkning. Det indebærer, at den enkelte medborger kan støtte ret mod en medlemsstat direkte

på grund af artiklen. Retten til at etablere sig eller udøve fri tjenesteydelsesvirksomhed er altså ikke afhængig af, at et direktiv udfærdiges for virksomheden eller for tjenesteydelsessektoren, og at direktivet derefter omsættes i hjemlandets lovgivning. Udfærdigelsen af et direktiv kan derimod ofte lette gennemførelsen af friheden til at etablere sig eller udøve tjenesteydelsesvirksomhed.

Indskrænkninger i retten til at etablere sig eller udøve fri tjenesteydelsesvirksomhed kan alene tillades i det omfang de forsikringsformidlere eller forsikringsmæglere, som ønsker at etablere sig eller at yde fri tjenesteydelsesvirksomhed på deres territorium skal opfylde særlige krav som værtslandet stiller til egne forsikringsformidlere, f.eks. angående kvalifikationer, organisation, god forsikringsmæglerskik og ansvarsforsikring, behøver det ikke at være i strid med Romtraktaten, såfremt medlemslandets krav ikke er diskriminerende overfor tjenesteyderne, står i rimeligt forhold til det formål, der skal opnås ved kravene, samt er objektivt nødvendige og ikke indebærer en unødig dublering af de krav, som den erhvervsdrivende opfylder ifølge sit hjemlands lovgivning.

Tjenesteydelsesvirksomhed antages at foreligge, når tjenesteyderen er eta-bleret i en anden stat end modtageren af tjenesteydelsen, hvilket f.eks. for så vidt angår skadesforsikringskontrakter vil sige, at tjenesteyderen skal være etableret i et andet land end der, hvor risikoen er beliggende, og for så vidt angår livsforsikringskontrakter skal tjenesteyderen være etableret i en anden stat end der, hvor den fysiske person har sin sædvanlige bopæl, eller hvis forsikringstageren er en juridisk person i den medlemsstat, hvor denne juridiske persons virksomhed som forsikringsaftalen vedrører, er beliggende.

Retten for forsikringsmæglere, som er etablerede i de øvrige EU-lande til at etablere sig eller udøve tjenesteydelsesvirksomhed her i landet indebærer, at de som danske forsikringsmæglere kan tilbyde tjenesteydelser til forsikringstagere, der har sin sædvanlige bopæl her i landet eller vedrører risici beliggende her i landet.

De krav, der i den kommende lovgivning vil blive stillet til forsikringsmæglerne her i landet, kan anvendes i et vist omfang på de udenlandske forsik-ringsmæglere, forudsat at de krav, der skal opfyldes, tilgodeser det almene vel, ikke er diskriminerende, er objektivt nødvendige og ikke indebærer en form for dublering af de krav, som mæglerne er underkastet i deres hjemlands lovgivning.

Direktivet om forsikringsmæglere indeholder regler om gensidig anerkendelse af medlemslandenes krav til disse personers erhvervserfaring, vandelskrav og konkursfrihed med det formål at lette den effektive udnyttelse af retten til fri etablering og fri udveksling af tjenesteydelser. Kommissionens henstilling om forsikringsmæglere har til formål yderligere

at lette markedsadgangen for forsikringsformidlerne og at skabe et minimumsbeskyttelsesniveau for forsikringstagerne. I henstillingen anbefales at de forsikringsformidlere, som driver virksomhed på de respektive EU-landes territorier opfylder visse kvalifikationer i henseende til erhvervserfaring, ansvarsforsikring, god vandel, konkursfrihed og finansiel styrke, samt at de er registreret i deres hjemland.

Hverken forsikringsmæglerdirektivet eller forsikringsmæglerhenstillingen er udtryk for en minimumsharmonisering af reglerne om forsikringsformidling, hvorfor der i de enkelte medlemslande kan bestå forskelle i de regelsæt, som forsikringsmæglervirksomhed er undergivet.

Nationalt opstillede minimumskrav til forsikringsmæglerne kan derfor indebære problemer for en forsikringsmægler, der ønsker at udnytte retten til fri etablering eller tjenesteydelsesvirksomhed i et andet EU-land, hvor f.eks. kravene til ansvarsforsikring er forskellige fra hjemlandets. Spørgsmålet er, om værtslandets eventuelle skrappere krav til egne forsikringsmægleres forsikringsdækning kan håndhæves over for en EU-forsikringsmægler, eller om ikke de nuværende EU-regler indebærer, at medlemslandene er forpligtede til gensidigt at anerkende de nationale krav til ansvarsforsikringen.

Som anført ovenfor er udgangspunktet, at alene regler begrundet i varetagelsen af det almene vel vil kunne håndhæves over for EU-tjenesteyderne. Dette indebærer mulighed for en ulighed i forsikringstagernes beskyttelse, alt efter om der benyttes en „EU" eller en „hjemlig" forsikringsmægler, og kan desuden medføre, at forsikringsmæglervirksomheder vælger at etablere sig i lande med lavere krav til f.eks. ansvarsforsikringen, og dermed gives der mulighed for at udøve tilsynsarbitrage.

En måde at imødegå dette på vil være vedtagelsen af et minimumsharmoniseringsdirektiv om forsikringsmægleres virksomhed inden for EU. Et sådant tiltag kan imidlertid ikke forudses inden for den nærmeste tid.

Et forsikringsmægleraktieselskab etableret i et andet land inden for EU eller en fysisk forsikringsmægler, som i hjemlandet er registreret til at kunne drive forsikringsmæglervirksomhed og som ønsker at udøve virksomhed her i landet, vil ikke kunne mødes med et krav om at leve op til præcis de samme betingelser, der stilles til de danske forsikringsmæglere, der ønsker optagelse i registeret.

Arbejdsgruppen foreslår, at der til brug for tilsynsmyndighedens indsigt med hvilke forsikringsmæglere fra andre EU-lande, der ønsker at udøve virksomhed her i landet, skal foretages anmeldelse af virksomheden hos den myndighed, der fører registeret over forsikringsmæglere her i landet og enten indleveres et registreringsbevis fra hjemlandets tilsynsmyndighed eller et af hjemlandets myndigheder udstedt bevis for erhvervserfaring, god vandel og konkursfrihed. På dette grundlag vil tilsynsmyndigheden som udgangspunkt optage den pågældende EU-tjenesteyder i registeret over forsikringsmæglere, der driver virksomhed her i landet. Et sådant administrativt system vil i nogen grad være i overensstemmelse med de samarbejdsprocedurer, der følges, når f.eks. forsikringsselskaber fra andre EU-lande ønsker at udøve virksomhed her i landet via filial eller fri tjenesteydelsesvirksomhed.

Såfremt der ikke i hjemlandet er etableret en særlig regulering af forsikringsmæglererhvervet, kan tilsynsmyndigheden i værtslandet kræve, at forsikringsmæglerne respekterer de samme regler, som gælder for værtslandets egne forsikringsmæglere og dermed undergivet et værtslandstilsyn.

De hjemlandsregistrerede forsikringsmæglere vil ikke blive undergivet „fuldt" tilsyn af tilsynsmyndigheden her i landet, idet disse forudsættes at være undergivet tilsyn i hjemlandet.

Uanset at der ikke forudsættes udøvet et decideret tilsyn med disse udenlandske forsikringsmæglere, der udøver virksomhed her i landet, skal det dog stadig være muligt for tilsynsmyndigheden at kræve overholdt ikke alene kravet om uafhængighed og ansvarsforsikring, men også at de pågældende udøver deres virksomhed i overensstemmelse med god forsikringsmæglerskik. Disse krav kan stilles med støtte i reglerne om almene hensyn.

Såfremt der f.eks. ikke i hjemlandet stilles noget krav om, at forsikringsmægleren skal være uafhængig af forsikringsselskabsinteresser, vil der af den danske tilsynsmyndighed kunne kræves bevis for denne uafhængighed på samme måde som overfor de danske forsikringsmæglere. Det vil således være tilsynsmyndigheden her i landet, der vil kunne tage stilling til, om den pågældende forsikringsmægler kan antages at være uafhængig af forsikringsselskabsinteresser. Et særligt aspekt af kravet om forsikringsmæglernes uafhængighed er omtalt i afsnittet Uafhængighed.

Hvis den pågældendes ansvarsforsikring ikke skønnes at være på et vist minimumsniveau i forhold til de danske regler om ansvarsforsikring, og således ikke giver forsikringstageren den fornødne beskyttelse, vil der tilsvarende med støtte i varetagelsen af de almene hensyn kunne stilles krav om en form for „tillægsforsikring".

Ligeledes indebærer kravet om overholdelse af god forsikringsmæglerskik, at forsikringsmæglerne uopfordret skal oplyse forsikringstagere her i landet om størrelsen af den provision og eventuel anden aflønning, som de enkelte forsikringsselskaber tilbyder forsikringsmægleren. Derimod anses det kun for aktuelt at kræve, at de udenlandske forsikringsmæglere rapporterer fordelingen af deres provisionsindtægter og anden aflønning i forbindelse med deres virksomhed her i landet til tilsynsmyndigheden her i landet, såfremt forsikringsmægleren ikke er undergivet regulering i hjemlandet. Overholdelsen af kravet om at forsikringsmægleren skal være uafhængig af forsikringsselskabsinteresser antages for de øvrige forsikringsmæglere varetaget af den hjemlige tilsynsmyndighed.

Såfremt den udenlandske forsikringsmægler opererer her i landet uden at overholde gældende lovgivning, vil tilsynsmyndigheden kunne give pålæg direkte til forsikringsmægleren eller henvende sig til forsikringsmæglerens hjemlandstilsyn med henblik på en reaktion overfor forsikringsmægleren med den yderste konsekvens, at forsikringsmægleren slettes af registeret her i landet.

Et her i landet registreret forsikringsmægleraktieselskab eller en registreret forsikringsmægler, der driver selvstændig forsikringsmæglervirksomhed har på tilsvarende vis adgang til fra Danmark at udøve grænseoverskridende virksomhed som filial eller tjenesteydelsesvirksomhed i de øvrige EU-medlemslande.