//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Rapport om forsikringsmæglervirksomhed


Bunden af teksten Forige Næste Forside

KAPITEL 7

Ansvarsforsikring m.m. 

I Forsikringsmæglerhenstillingen artikel 4, stk. 3, er følgende anført:

„En forsikringsmægler skal tegne en ansvarsforsikring eller enhver tilsvarende garanti til dækning af ethvert erstatningskrav som følge af erhvervsmæssig forsømmelighed, medmindre en sådan forsikring er blevet tegnet af det forsikringsselskab eller andet selskab, af hvem han er ansat eller på hvis vegne han optræder."

Det følger således af Henstillingen, at det af forbrugerhensyn er nødvendigt at stille krav om etablering af en lovpligtig ansvarsforsikring af passende størrelse som forudsætning for, at en forsikringsmægler kan tillades at drive virksomhed. En kunde, der retter henvendelse til en forsikringsmægler, skal ikke stilles ringere på grund af forsikringsmæglerens uagtsomhed end hvis, kunden havde entreret direkte med forsikringsselskabet. Af henstillingen fremgår således, at den person, der driver selvstændig forsikringsmæglervirksomhed, skal være dækket af en ansvarsforsikring. For så vidt angår forsikringsmæglervirksomhed drevet i aktieselskabsform, fremgår det af Henstillingen, at kravet om en lovpligtig ansvarsforsikring stilles til forsikringsmægleraktieselskabet og ikke den enkelte mægler, såfremt denne er dækket af forsikringsmægleraktieselskabets ansvarsforsikring.

Lovgivningen stiller i dag flere steder krav om ansvarsforsikring til udøvere af rådgivningsvirksomhed, dette er f.eks. tilfældet ved statsautoriserede og registrerede revisorer, ejendomsmæglere og advokater1) . En sådan erhvervsansvarsforsikring kan grunde sig på to forskellige principper: Claims-made princippet og årsagsteorien.

Et erstatningskrav baseret på claims-made princippet skal for at være gyldigt mod forsikringsgiveren, være fremsat inden forsikringstidens udløb og angå et skadestilfælde som er indtrådt i forsikringstiden.


1 For så vidt angår statsautoriserede revisorer og registrerede revisorer, bekendtgørelse nr. 910 af 1. december 1995, og ejendomsformidlere, bekendtgørelse nr. 1010 af 12. december 1994. 

Et erstatningskrav baseret på årsagsteorien indebærer, at såfremt skaden er forårsaget i forsikringstiden vil den være dækket. Der kan således rejses erstatningskrav selv for skade, som opdages efter udløb af forsikringstiden.

Det overvejende indtryk er, at på området for professionelle ansvarsforsik-ringer for f.eks. ejendomsmæglere, revisorer og advokater, er det mest udbredt at basere ansvarsforsikringen på claims-made-princippet.

Ansvarsforsikringer baseret på claims-made-princippet vil ofte blive kombineret med en afløbsforsikring på typisk 5 år, der dækker eventuelt anmeldte skader i en periode efter udløb af ansvarsforsikringens forsikringstid f.eks. efter ophør af virksomhed.

På området for ansvarsforsikring for henholdsvis ejendomsmæglere og revisorer følger det af lovgivningen, at forsikringsselskabet hæfter direkte overfor den skadelidte forbruger.

Et krav om tegning af obligatorisk ansvarsforsikring følger allerede i dag af forsikringsmæglerforeningernes vedtægter som en forudsætning for optagelse i foreningerne. Dækningssummen er i begge foreninger fastsat til at udgøre 10 mio. kr. pr. begivenhed pr. år med en selvrisikosum på maks. 100.000 kr. pr. begivenhed. Der er tale om en forsikring baseret på claims-made-princippet. I visse tilfælde er ansvarsforsikringen kombineret med en afløbsdækning jf. ovenfor. Efter det oplyste har disse forsikringer fungeret problemfrit.

Forsikringsmæglerhenstillingen indeholder ikke noget forslag om ansvarsforsikringens minimumsdækning. Ansvarsforsikringens dækningssum foreslås derfor fastsat i forhold til omsætningen, karakteren af mæglervirksomheden og antallet af ansatte registrerede forsikringsmæglere. Dog med angivelse af en vis minimumsstørrelse.

Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der fastsættes regler, der giver tilsynsmyndigheden mulig for at udstede regler om ansvarsforsikringens minimumsdækning herunder også fastlæggelsen af selvrisikoens størrelse og om i, hvilket omfang en selvrisiko skal afdækkes over for den enkelte forbruger. Herudover skal der være en direkte adgang for kunden til at rette sit krav mod forsikringsselskabet, hvilket er en fravigelse af forsikringsaftaleloven § 95, hvoraf det følger at skadelidte kun i det omfang denne ikke har opnået dækning hos sikrede, vil indtræde i sikredes ret imod selskabet.

Af hensyn til forbrugerne bør der tillige stilles krav om en tvungen afløbsforsikring ved ophør af virksomhed.

Forsikringsmæglerhenstillingen forudsætter, at ethvert erstatningskrav fra kunden som følge af erhvervsmæssig forsømmelighed, skal være dækket af forsikring eller garanti, herunder også forsætlige forhold fra forsikringsmæglerens side i forbindelse med håndteringen af klient-kontomidler. Ansvarsforsikringen dækker alene det formuetab som forsikringsmægleraktieselskabet, personer selskabet er ansvarlig for, eller den selvstændige forsikringsmægler måtte påføre tredjemand ved uagtsomhed eller undladelse og således ikke tab som følge af forsætlig adfærd. I sammenhæng med regler om lovpligtig ansvarsforsikring skal der således ske en beskyttelse (skadesløsholdelse) af forsikringstagernes øvrige berettigede krav mod forsikringsmægleraktieselskabet eller forsikringsmægleren for tab i forbindelse med handlinger eller undladelser.

I det omfang forsikringsmægleraktieselskabet eller forsikringsmægleren modtager midler fra tredjemand, enten i form af præmieindbetalinger fra kunderne eller, hvor erstatningsudbetalingen sker direkte fra forsikringsselskabet til forsikringsmægleren, skal disse midler sikres mod eventuelle ulovligheder fra forsikringsmægleraktieselskabets eller forsikringmæglerens side og disse midler skal i en konkurssituation holdes udenfor den almindelige konkursmasse.

Forsikringsmæglerne bør således udskille betroede midler fra egne ved indsættelse på separate klientkonti, hvori pengeinstituttet har fraskrevet sig modregningsret. I det omfang midlerne faktisk er holdt adskilt fra forsikringsmægleraktieselskabets eller forsikringsmæglerens øvrige midler, må de efter omstændighederne også kunne holdes ude fra de øvrige kreditorer og kunne udleveres til den berettigede i tilfælde af en konkurssituation, jf. konkursloven § 82.

Arbejdsgruppen foreslår, at der indføres et generelt krav om, at forsikringsmægleraktieselskabet eller forsikringsmægleren skal oprette en klientkonto, hvor tredjemands midler holdes adskilt fra øvrige midler, der benyttes i driften af forsikringsmæglervirksomheden.

For at imødegå tab for forbrugeren som følge af eventuelt underslæb fra forsikringsmægleraktieselskabets eller forsikringsmæglerens side, er det nødvendigt at supplere klientkontoen med brugen af en frigørelseserklæring, tegning af underslæbsforsikring eller ved garantistillelse.

En frigørelseserklæring udstedes af forsikringsselskabet og indeholder en accept af, at forsikringstageren kan indbetale midler til forsikringsmæglerne med frigørende virkning. Hermed opnår kunden sikkerhed for, at denne kun afkræves betalingen én gang af forsikringsselskabet, uanset om midlerne måtte være tilstede på klientkontoen eller ej. Det er imidlertid op til forsikringsselskabet og forsikringsmægleren at indgå denne aftale. Er en sådan aftale ikke indgået, må klientkontoen suppleres med en underslæbsforsikring eller en garantistillelse til sikkerhed for brugerens midler.

Ejendomsmæglere og advokater, der beskæftiger sig med ejendomsformidling, mødes således med et krav om garantistillelse til dækning for ethvert pengekrav en forbruger måtte få mod vedkommende ud over den lovpligtige ansvarsforsikring, før en registrering kan finde sted i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen jf. bekendtgørelse nr. 1010 af 12. december 1994.


Toppen af teksten Forige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet juni 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet