Spørgsmålet om den juridiske persons (forsikringsmægleraktieselskabet) uafhængighed
af forsikringsgiverinteresser er behandlet i afsnittet Ejerforhold.
I dette afsnit behandles, hvilke krav der kan stilles til den fysiske persons (den i
forsikringsmægleraktieselskabet ansatte eller den selvstændigt virkende
forsikringsmæglers) uafhængighed.
Forsikringsmægleren er forsikringstagerens befuldmægtigede og forudsættes alene at
varetage forsikringstagerens interesser, såvel ved forsikringsaftalens etablering, som
ved forsikringssaftalens senere „servicering". Det er derfor af vigtighed, at
der ikke kan rejses tvivl om forsikringsmæglerens uafhængighed.
Det er imidlertid ikke muligt udtømmende i en lovbestemmelse at angive, hvorledes
denne uafhængighed sikres. Det bør i stedet overvejes, at lade praksis dannes ved en
forvaltning af lovens krav eventuelt således, at tilsynsmyndigheden bemyndiges til at
kunne udstede nærmere retningslinier om indholdet af dette krav.
Det anses dog for hensigtsmæssigt at forsøge begrebet afgrænset i relation til krav
om, at
Ad 1) Det følger af den afgrænsning af området for en
lovregulering, der er foretaget, at en person, der via franchise,- agenturaftaler eller
ansættelseskontrakt er bundet til et forsikringsselskab, pensionskasse eller
pengeinstitut eller virksomheder, der kan udøve bestemmende indflydelse herover ikke
omfattes af definitionen af en uafhængig forsikringsmægler.
For så vidt angår den kapitalmæssige uafhængighed bør det fastsættes at en
forsikringsmægler, hverken direkte eller indirekte må have ejerinteresser i
forsikringsselskaber eller dertil knyttede koncernselskaber, hvortil der mægles. Dette
udelukker ikke, at en forsikringsmægler kan eje en ubetydelig post medarbejderaktier
stammende fra en tid, hvor den pågældende var ansat i et forsikringsselskab, ligesom
afhængighed heller ikke vil kunne statueres, såfremt en forsikringsmægler selv har et
almindeligt kundeforhold i selskabet.
Ad 2) I sammenhæng med den kapitalmæssige uafhængighed må det
kræves af den enkelte mægler, at denne ikke må indgå underhåndsaftaler eller
loyalitetsaftaler med bestemte forsikringsselskaber eller koncernselskaber, der bringer
uafhængigheden i fare.
Det må være således, at en forsikringsmægler ikke påtager sig hverv, der bringer
uafhængigheden i fare, f.eks. ved ansættelse som direktør, bestyrelsesmedlem,
funktionær eller lignende i forsikringsselskaber eller andre selskaber med
koncerntilknytning til sådanne virksomheder. En opgave som taksator i et
forsikringsselskab eller forsikringsselskabsejede taksatorsammen-slutninger, opgaver for
Foreningen til Bedømmelse af Personforsikringsrisiko eller ansættelse i Rådet for Dansk
Forsikring og Pension må tillige anses for udelukket.
Derimod vil det ikke umiddelbart bringe uafhængigheden i fare, såfremt en mægler
modtager underskriftsfuldmagt fra et eller flere forsikringsselskaber uden samtidig at
være forpligtet til kun at formidle forsikringer hertil. Derimod kan f.eks. adgang for
mægleren til, udover at foretage almindelig servicering af forsikringstageren i en
skadessituation, også at træffe bindende afgørelse på forsikringsselskabets vegne af
erstatningsbeløbets størrelse, kunne aktualisere spørgsmålet om mæglerens
uafhængighed.
Som retlig standard for hvilken virksomhed, der vil kunne udøves af en
forsikringsmægler udover forsikringsmæglervirksomheden, kan anføres mulighed for at
forsikringsmægleren driver virksomhed, der kan anses for direkte forbunden med
forsikringsmæglervirksomheden, eller hvor der ikke er tale om varetagelse af interesser,
der er til hinder for at drive forsikringsmæglervirksomheden på betryggende vis. Et
sådant krav følger i en vis forstand også af forslaget om, at forsikringsmægler
virksomhed skal udøves i overensstemmelse med god forsikringsmæglerskik, jf. afsnittet
Tilsyn.
Ad 3) Forsikringsmægleren aflønnes for sin tjenesteydelse som
udgangspunkt via provision (tegnings og/eller pasningsprovision) fra de forsikringsgivere,
hvormed mægleren har indgået samarbejdsaftaler. Der er intet grundlag for at statuere,
at selve aflønningsformen indebærer, at der etableres et særligt afhængighedsforhold
mellem forsikringsmægleren og forsikringsgiver.
Det må dog erkendes, at såfremt et forsikringsmæglerselskabs eller den selvstændigt
virkende forsikringsmæglers hele indtjening kan henføres til ganske få
forsikringsselskaber giver det anledning til tvivl om forsikringsmæglerselskabet eller
den selvstændigt virkende forsikringsmægler kan siges at agere uafhængigt af
forsikringsselskabsinteresser.
At fastsætte særlige maksimumkrav til hvor mange % af årets indtjening, der må
hidrøre fra det enkelte forsikringsselskab er formentlig ikke nogen farbar vej, såfremt
et sådant krav alene gælder forsikringsmægleraktieselskabet. Den enkelte ansatte
mægler kunne da hver især tilføre provisionsindtægter, på baggrund af blot få
forsikringsgiverkontrakter uden at dette samlet set ville bringe spredningskravet til
mæglerselskabets indtjening i fare. Et maksimum krav ville dog kunne virke regulerende
på den selvstændigt vir- kende forsikringsmæglers spredning af indtjeningen.
Det vil derfor være mere operationelt at forlange, at forsikrings-mægleren kan
dokumentere at have afsøgt en relevant del af forsikringsmarkedet, med henblik på at
kunne præsentere forsikringsta- geren for muligheden for at vælge den optimale løsning
af det aktuelle dækningsbehov. Dette krav kombineret med et krav til mægleren om i denne
forbindelse klart at angive, hvilke tilbud der udløser provision samt størrelsen heraf,
giver kunden mulighed for at tage disse oplysninger med ved valget af den endelige
forsikringsafdækning, og vil således ikke kunne siges at svække mæglerens
uafhængighed.
Forsikringsmæglernes brancheforeninger finder det ikke tilstrækkeligt begrundet at
stille krav om, at forsikringsmæglere uopfordret - også til den heri uinteresserede
kunde - skal give oplysning om provision og dens størrelse. Det er tilstrækkeligt at
stille krav om, at forsikringsmæglere, inden arbejdet påtages, skal indgå skriftlig
aftale med kunden om, hvorledes aflønningen finder sted, hvad enten dette sker i form af
provision, honorar eller på anden måde, eller i kombinationer, og at
forsikringsmægleren på opfordring fra den kunde, der måtte være interesseret deri,
skal oplyse størrelsen af de beløb, som forsikringsmægleren måtte modtage fra andre
end kunden selv. Kravet om uopfordret oplysning om provisionens størrelse er
konkurrenceforvridende i forhold til forsikringsselskaberne, der ikke er forpligtet til at
oplyse deres tilsvarende salgs- og serviceringsomkostninger.
Da der imidlertid ikke kan ses bort fra, at forsikringsmægleren kan have en særlig
økonomisk og eller personlig interesse i forsikringstagerens valg af produkter eller
forsikringsselskab, finder flertallet, at det vil være betænkeligt, hvis
forsikringsmægleren ikke har en lovfæstet pligt til at oplyse om provision eller andre
ydelser fra forsikringsselskabets side.
Bevis for at forsikringsmægleren har levet op til kravet om at indhente flere
relevante forsikringstilbud, vil kunne løftes vedat stille krav om, at f.eks. en
forsikringsmægler indhenter et vist antal tilbud afpasset efter markedsvilkårene.
Arbejdsgruppen finder det imidlertid mere relevant at give tilsynsmyndigheden mulighed
for at stille krav om dokumentation for en vis spredning af den af
forsikringsmægleraktieselskabet/den selvstændigt virkende forsikringsmæglers tegnede
forretning. Som grundlag for bedømmelsen af dette spredningskrav skal kunne kræves
årlig indberetning af forsikringsmæglerselskabets/den selvstændigt virkende
forsikringsmæglers indtjente provisioner og andre vederlag, der viser en rimelig
fordeling heraf på flere forsikringsselskaber, jf. Forsikringsmæglerhenstillingens
artikel 3. Et spredningskrav må dog fortolkes under hensyn til, hvad der til enhver tid
er muligt. En større spredning kan kræves i et stort marked med mange
forsikringsselskaber, der udbyder ensartede ydelser, end i et mindre marked med få
udbydere af konkurrencedygtige ydelser, som f.eks. typisk er tilfældet inden for livs- og
pensionsforsikringsmarkedet.
Såfremt det ikke umiddelbart antages, at det pågældende mæglerselskab/den
selvstændigt virkende forsikringsmægler lever op til et spredningskrav, må det kunne
kræves, at der kan redegøres for de forhold (specielle forsikringsarter og begrænsede
udbud), der er grunden til den ringe spredning af indtjeningen. I modsat fald vil en
tilbagekaldelse af forsikringsmægleraktieselskabets eller den selvstændigt virkende
forsikringsmæglers tilladelse, kunne komme på tale, jf. afsnittene Offentligt register
og Tilsyn.
Det såkaldte Tjenesteydelsesdirektiv (Rådsdirektiv 92/50/EØF) om offentlige
tjenesteydelser medfører, at alle tjenesteydelser der erhverves af offentlige myndigheder
m.v., og hvor prisen overstiger en fastsat tærskelværdi, som udgangspunkt skal udbydes i
EU-udbud.
Det gælder bl.a. forsikringsydelser, herunder forsikringsmæglernes
rådgivningstjenesteydelser, hvor f.eks. en kommune kan vælge at benytte sig af en
forsikringsmægler i forbindelse med et udbud.
Klagenævnet for Udbud har imidlertid i en konkret sag udtalt, at en offentlig udbyder
(forsikringstager) er berettiget til at foretage en opsplitning mellem selve
nettoforsikringsydelsen og serviceringen, og er berettiget til at antage en
forsikringsmægler som rådgiver i forbindelse med udbuddet uden, at dette kan
karakteriseres som en teknisk specifikation, der diskriminerer de bydende
forsikringsselskaber. På forsikringsområdet er der tradition for, at mægleren aflønnes
af forsikringsselskaberne på provisionsba- sis. Klagenævnet for Udbud udtalte endvidere,
at det i mangel af præcis aftale om hvem det påhvilede at honorere forsikrings-
mægleren fandtes bedst stemmende med almindelige principper for udbud, at honoreringen af
mægleren var sket direkte fra den offentlige udbyder og ikke fra forsikringsselskabet.
Klagenævnet for Udbud har således ikke udtalt sig om selve afløn ningsformens
forhold til spørgsmålet om forsikringsmæglernes uafhængighed.
