Forsikringsformidling foretages her i landet ikke alene af de i direktivets art. 2, stk. 1, litra a) angivne forsikringsmæglere, der er karakteriseret ved - som fuldmægtige for forsikringstageren og dermed uafhængige af et enkelt forsikringsselskab - søger at tilvejebringe dækning af risici ved formidling til frit valgte forsikringsselskaber.

Formidling udøves tillige af personer der i mere eller mindre tydeligt omfang handler på et forsikringsselskabs vegne, jf. direktivets art. 2, stk. 1, litra b) og c).

Erhvervsudøvelse under grupperne i direktivets art. 2, stk. 1, litra b) og c) omfatter f.eks.:

1. Ansatte:
   
   a)  assurandører,
   b)  personer, der som ansatte foretager direkte salg for   selskaberne, enten fra hovedkontor eller lokale salgskontorer. Herunder også medarbejdere i pengeinstitutter, der sælger forsikringer for forsikringsselskaber tilhørende samme koncern som pengeinstituttet,
   c)  fritidsagenter, „tillidsmænd".
2. I ansættelsesretlig henseende selvstændige, men ellers ikke uafhængige formidlere:
   a) agenter, der udadtil betegner sig som agenturer for det pågældende eller de pågældende forsikringsselskaber, hvad enten der er tale om enkeltmandsvirksomhed eller virksomhed i selskabsform. Disse indehavere af agenturer vil ofte have egne ansatte medarbejdere,
   b) agenter, der ikke udadtil tilkendegiver at være bundet til bestemte forsikringsselskaber, men i praksis har indgået aftaler, der i større eller mindre grad binder dem til be- stemte selskaber, herunder franchiseaftaler,
   c) forsikringsformidlere, der er „freelance" men hvor der er indgået samarbejdsaftaler med meget få og måske ikke særligt repræsentative selskaber,
   d) forsikringsformidlere, der fra nogle selskaber har modtaget bindende fuldmagt til inden for mere eller mindre snævre grænser at give dækningstilsagn.
3. Særlige branchebestemte salgskanaler:
   a) autoforhandlere,
   b) rejsebureauer,
   c) pengeinstitutter/ejendomsmæglere,
   d) liberale erhvervsudøvere.

For forbrugerne er det ikke let at gennemskue, om den enkelte forsikringsformidler er fast tilknyttet til et enkelt eller nogle få forsikringsselskaber med henblik på tegning af forsikringer alene til disse selskaber eller, om den pågældende formidler står frit.

Det er imidlertid afgørende, at brugerne er vidende om pågældende bliver betjent af en person, der er uafhængig af et forsikringsselskab eller om der i stedet er tale om en person, der har et fast tilknytningsforhold til et eller flere forsikringsselskaber, således at der ikke opstår tvivl om, hvor ansvaret for eventuelle ansvarspådragende handlinger eller undladelser efter dansk rets almindelige erstatningsregler i forbindelse med hvervets udførelse kan placeres.

Ad kategori 1)

a) Assurandører er som hovedregel defineret ved at være ansat helt eller delvist i et forsikringsselskab og således forpligtet til først og fremmest at varetage dette selskabs interesser. Ansvarspådragende fejl og undladelser fra assurandørens side vil være omfattet af arbejdsgiverens ansvar bl.a. ifølge Danske lov 3.19.2.Forsikringstageren vil i sådanne tilfælde kunne rejse krav mod forsikringsselskabet overfor eventuelle økonomiske tab, der kan henføres til forsikringsformidlingen.

Ad kategori 2)

a)-d) Agenter, der som anført kan være mere eller mindre bundet til et eller flere forsikringsselskaber ved aftale, kan ikke defineres som uafhængige. Her vil aftaleforholdet mellem forsikringsselskabet og agenten som udgangspunkt indebære, at ansvarspådragende handlinger bl.a. i medfør af Danske Lov 3.19.2 påhviler selskabet.

Ad kategori 3)

a)-d) Afhængighed vil ligeledes kunne statueres, såfremt et pengeinstitut eller en ejendomsmægler indgår samarbejdsaftaler med bestemte forsikringsselskaber i eller uden for koncern om formidling af forsikringsselskabernes produkter.

Automobilforhandlerens og rejsebureauets salg af forsikringer i forbindelse med salg af bil eller rejse kan heller ikke betragtes som uafhængig forsikringsformidling, idet denne distributionsform ligeledes antages at hvile på gensidige aftaler, men en sådan fomidling af „standardprodukter" betragtes som en accessorisk virksomhed til distributørens hovederhverv, og som sådan foreslås denne virksomhed ikke omfattet af den fremtidige regulering af forsik- ringsmæglere.

På tilsvarende vis vil f.eks. en revisors eller advokats lejlighedsvise rådgivning og formidling af forsikringskontrakter for klienter i forbindelse med varetagelsen af klientens interesser i øvrigt kunne henføres til udøvelse af accessorisk virksomhed i tilknytning til hovederhvervet.
Sådanne personers rådgivning om og formidling af forsikringer falder ligeledes uden for den påtænkte regulering og vil derfor for tiden være omfattet af dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar og eventuelt disse erhvervs regler om ansvar for ansvarspådragende handlinger.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund for at tydeliggøre ansvarsforholdene, at forsikringsselskaberne forpligtes til at udstyre de personer omfattet af kategori 1, a-c og 2, a-d, der virker for forsikringsselskabet med et bevis for tilknytningsforholdet og, at dette bevis uden opfordring skal fremvises for potentielle kunder. Forslaget tydeliggør forsikringsselskabernes økonomiske ansvar over for de ansattes, herunder assurandørernes og agenternes ansvarspådragende handlinger.

Disse personers virke for et forsikringsselskab vil tillige være omfattet af det regelsæt, der gælder for selskabets tilladelse til at kunne drive forsikringsvirksomhed her i landet, d.v.s. lov om forsikringsvirksomhed, herunder lovens § 7.

For så vidt de under kategori 3, a-c, anførte grupper anses det derimod for tilstrækkeligt at pålægge disse en oplysningspligt om de konkrete samarbejdsaftaler med forsikringsselskaber ved tydelig angivelse heraf i forretningslokalet, således som det f.eks. er tilfældet allerede for ejendomsmæglernes samarbejdsaftaler med realkreditinstitutter, og som det f.eks. er pålagt detailhandelen tydeligt at „skilte" med rabataftaler med indkøbsforeninger. Tab forårsaget ved ansvarspådragende handlinger fra disse grupper i forbindelse med formidlingen vil på tilsvarende måde belaste det konkrete forsikringsselskab.

Til forskel fra de i kategori 3, a-c, anførte grupper vil forsikringsformidling, der ikke hviler på forudgående aftale med et forsikringsselskab udøvet af de liberale erhvervsudøvere omfattet af kategori 3, d, derimod ikke blive omfattet af en tilsvarende oplysningspligt.

Det foreslås, at der optages særskilte bestemmelser om oplysningspligten enten i lov om forsikringsvirksomhed eller i den kommende regulering af forsikringsmæglere.

Det bør samtidig kræves, at forsikringsformidlingen sker på et erhvervs-mæssigt grundlag, heri ligger, at der skal være tilstræbt en økonomisk fordel, og at der ikke er tale om isolerede tilfælde. Herigennem udelukkes fra en kommende lovregulering f.eks. en kommunes lejlighedsvise formidling af forsikringer, jf. lov om patientforsikring, en koncerns egen ansatte risk-managementmedarbejder samt den rent private hjælp til forsikringsformidling. 

Når der lægges vægt på, at der i enhver erhvervsmæssig forsikringsformidlingssituation er klarhed over ansvarsforholdene overfor forsikringstageren, vil en regulering af erhvervsudøvelsen kunne begrænses til regulering af de af direktivets art. 2, stk. 1, litra a) omfattede personer, „som med henblik på ved forsikring [eller genforsikring] at tilvejebringe dækning af risici optræder som formidlere mellem forsikringstagere og frit valgte forsikrings- [og genforsikrings] foretagender, som tilrettelægger tegning af forsikringer, og som eventuelt medvirker til administration og gennemførelse af disse navnlig i skadestilfælde."

En forsikringsmægler, der handler uafhængigt af forsikringsselskaberne, er i sagens natur ikke dækket af forsikringsgiverens ansvarsforsikring i tilfælde af eventuelle erstatningskrav fra forsikringstagerne. For at sikre brugernes tillid til de uafhængige forsikringsmæglere er det påkrævet, at foretage en lovregulering af disse mæglere, der indebærer, at der kan stilles betingelser for adgangen til og udøvelsen af denne form for virksomhed.

Forskellige krav kan herefter stilles alt efter om forsikringsmægleren beskæftiger sig med formidling af direkte skades- og/eller liv- og pensionsforsikringer. Det kan f.eks. fastsættes, at der skal besiddes teoretiske og faglige færdigheder, at disse personer skal kunne dokumentere deres uafhængighed af forsikringsselskaberne, kunne fremlægge bevis for hæderlighed samt ikke mindst fremlægge bevis for tegning af ansvars- og garantiforsikring m.m. Opfyldelsen af disse betingelser vil indebære, at den pågældende kan drive virksomhed under betegnelsen forsikringsmægler, og at den pågældende vil kunne optages i registeret over uafhængige forsikringsmæglere, såfremt kravene hertil i øvrigt opfyldes, jf. afsnittet Offentligt register.

Dette betyder ikke, at andre udelukkes fra at rådgive og formidle kontakt mellem et forsikringsselskab og potientielle kunder, men det foreslås, at sådanne personer, som tidligere anført skal oplyse kunden om et eventuelt tilknytningsforhold til det pågældende forsikringsselskab, hvor der foreslås tegnet forsikring og, at disse personer ikke kan virke under betegnelsen forsikringsmægler. Denne titel vil blive forbeholdt de personer, der optages i registeret over forsikringsmæglere. Andre udøvere af erhvervsmæssig forsikringsformidling kan f.eks. i stedet benytte betegnelsen assurandør eller forsikringsagent. 

Arbejdsgruppen foreslår således i konsekvens af foranstående, at den kommende lovregulering af forsikringsformidlingserhvervet begrænses til de forsikringsmægleraktieselskaber og personer, der i uafhængighed af forsikringsselskaber erhvervsmæssigt formidler direkte forsikringer til flere frit valgte forsikringsselskaber, samt i tilknytning hertil evt. udøver administration og rådgivning i forsikringsforhold. Herved vil f.eks. også en såkaldt forsikringsrevisor, der uafhængigt af forsikringsselskaberne henvender sig til potentielle eller eksisterende forsikringstagere med henblik på gennemgang og/ eller revision af forsikringsbehov, udarbejdelse af udbudsmateriale og rådgivning om endelig etablering af forsikringskontrakter, være omfattet af den fremtidige lovregulering.

Dette indebærer samtidig, at der i loven fastsættes et forbud mod anden erhvervsmæssig forsikringsformidling, bortset fra den virksomhed, der udøves under et forsikringsselskabs ansvar.

Arbejdsgruppen foreslår ligeledes, at en lovregulering begrænses til formidling af direkte forsikringer, hvor aftaleparterne - forsikringstager-/forsik-ringsselskab - som udgangspunkt ikke kan anses for jævnbyrdige. En særlig regulering af reassuranceformidlingsvirksomhed falder uden for kommissoriet.