I forbindelse med tegning af forsikringer er det af vigtighed, at formidlingen af forsikringer mellem den potentielle forsikringstager og forsikringsgiver foretages af fagmænd d.v.s. assurandører eller forsikringsmæglere, der med baggrund i en relevant teoretisk og praktisk uddannelse vil have bedre forudsætninger for at vurdere det konkrete forsikringsbehov, og at rådgive om ofte komplicerede police- og præmievilkår samt for forsikringsmæglernes vedkommende fremskaffe de bedst mulige tilbud fra flere frit valgte forsikringsselskaber.

I EU blev der i 1976 vedtaget et direktiv med henblik på at fremme etableringsretten og retten til udveksling af fri tjenesteydelser for forsikringsagenter og forsikringsmæglere (77/92/EØF).

Direktivet henvender sig alene til medlemsstater, der stiller krav til forsik-ringsagenter og forsikringsmæglere om besiddelse af generelle handelsmæssige eller faglige kundskaber og færdigheder. Medlemsstater, der stiller sådanne krav til egne erhvervsudøvere, skal som sidestillet hermed acceptere bevis for relevant praktisk erfaring erhvervet af agenter og mæglere fra andre medlemsstater, såfremt disse agter at drive virksomhed i et andet medlemsland end hjemlandet. Direktivet sigter således ikke mod harmonisering eller samordning af de vidt forskellige nationale lovgivninger vedrørende adgang til og udøvelse af forsikringsagent og mæglervirksomhed.

Som opfølgning på direktivet har Kommissionen den 18. december 1991 vedtaget en henstilling om forsikringsmæglere (92/48/EØF). Det henstilles heri, at medlemslandene sikrer, at forsikringsmæglere der er etableret på deres område, underkastes erhvervsmæssige betingelser og registreres efter nærmere fastsatte retningslinier. 

Hverken direktivet eller henstillingen forpligter Danmark til at vedtage regler for alle de kategorier af forsikringsformidlere, som er omfattet heraf. Det tilkendegives alene, at såfremt et land følger direktiv og henstilling op med lovgivning for alle eller udvalgte grupper i overensstemmelse med kategoriseringen i direktiv samt henstilling, er landet forpligtet til at acceptere og anerkende, at andre medlemsstaters regler for disse udøvere anses ligeværdige til opfyldelse af egne krav til udøvelsen af erhvervet.

På grund af de forskelle der består mellem medlemslandene med hensyn til afgrænsningen af virksomhed som forsikringsagent og som forsikringsmægler, er det i direktivet i stedet forsøgt at angive de former for virksomhed, for hvilke direktivet finder anvendelse, jf. art. 2, stk. 1, litra a)-c). Direktivets anvendelsesområde angives således:

1. erhvervsudøvelse af personer, som med henblik på ved forsikring eller genforsikring at tilvejebringe dækning af risici optræder som formidlere mellem forsikringstagere og frit valgte forsikrings- og genforsikringsforetagender, som tilrettelægger tegning af forsikringer, og som eventuelt medvirker ved administration og gennemførelse af disse, navnlig i skadestilfælde;
2. erhvervsudøvelse af personer, som i henhold til en eller flere kontrakter eller fuldmagter har til opgave at forelægge, foreslå og tilrettelægge eller afslutte forsikringskontrakter eller at medvirke ved administrationen og gennemførelsen af sådanne kontrakter, navnlig i skadestilfælde, i et eller flere forsikringsforetagenders navn og for deres regning eller alene for deres regning;
3. virksomhed udøvet af andre personer end dem, der er nævnt under litra a) og b), men som handler for sådanne personers regning og navnlig udfører forberedende arbejde, forelægger forsikringskontrakter eller opkræver præmier, uden at disse handlinger kan indebære overtagelse af forpligtelser over for offentligheden eller af dennes forpligtelser."