Rapport om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade

Ud over udgifter til tilkendte løbende ydelser skal selskaberne hensætte til øvrige forsikringsmæssige forpligtelser. Hensættelsen til disse udgifter kaldes i arbejdsskade for anden erstatningshensætttelse.

Anden erstatningshensættelse er omfattet af de generelle regler vedrørende erstatningshensættelser i bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber.

§ 26 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd:

»Under passivpost 7.1. Bruttoerstatningshensættelser opføres beløb til dækning af senere betalinger for skadesbegivenheder indtruffet i regnskabsåret eller tidligere. Hensættelserne skal indbefatte forventede omkostninger til bekæmpelse og begrænsning af skaderne samt omkostninger til besigtigelse og vurdering af skaderne«

Reglen i § 26 er uddybet i § 52, stk. 1 og 2, som har følgende ordlyd:

§ 52. Bruttoerstatningshensættelserne opgøres ved en sag for sag vurdering af anmeldte skader og/eller ved statistiske metoder. Beløbet skal være af en størrelse så det er tilstrækkeligt til at dække samtlige fremtidige betalinger, herunder de omkostningsstigninger (inflation), der må forventes frem til betalingstidspunkterne, til såvel anmeldte som uanmeldte skader indtruffet inden regnskabsårets udgang.

Stk. 2. Bruttoerstatningshensættelserne opgøres under hensyntagen til en forsigtigt opgjort værdi af aktiver eller rettigheder, som selskabet forventes at overtage eller har overtaget ved erstatningernes udbetaling.

Af stk. 1 i § 52 fremgår, at erstatningshensættelserne skal kunne dække fremtidige betalinger inkl. de omkostningsstigninger, der må forventes, frem til betalingen finder sted. De fremtidige omkostningsstigninger kan være af stor betydning i arbejdsskadeforsikring, da der kan forløbe lang tid mellem skadestidspunktet og udbetalingstidspunktet. Ved fastsættelse af hensættelsen skal selskabet derfor være specielt opmærksomme på de fremtidige omkostningsstigninger.

Mulighederne for at anvende diskontering er begrænsede, og betingelserne for at diskontere erstatningshensættelser er beskrevet i detaljer.

Bestemmelserne for at diskontere andre erstatningshensættelser end hensættelser til løbende ydelser er angivet i stk. 4 og 5 i § 52:

» Stk. 4. For andre erstatninger end dem, der er nævnt i stk. 3 [løbende ydelser], kan en nedsættelse af de forventede erstatningsbeløb under hensyn til rente (diskontering) kun finde sted, når selskabet besidder et pålideligt statistisk materiale til fastlæggelse af afviklingstidens længde og erstatningsbeløbenes størrelse. Diskonteringen må endvidere kun foretages på erstatningshensættelser for skadessager, der gennemsnitligt må forventes afviklet senere end 4 år efter balancetidspunktet. Den ved diskonteringen anvendte rente må ikke overstige den gennemsnitlige nyplaceringsrente for et repræsentativt udsnit af selskabets rentebærende aktiver. Ændring af den anvendte metode i forbindelse med diskonteringen må kun foretages, når Finanstilsynet forinden er underrettet herom.

Stk. 5. I tilfælde, hvor stk. 4 har fundet anvendelse, skal i noterne oplyses erstatningskategorierne og beløbsstørrelsen for den berørte del af erstatningshensættelserne med angivelse af, med hvilket beløb hensættelserne er nedsat som følge af diskonteringen. I tilfælde, hvor stk. 3 eller stk. 4 har fundet anvendelse, skal endvidere oplyses den forventede gennemsnitlige afviklingstid, den anvendte rente samt den forudsatte inflation.«

Der foretages udvalget bekendt ingen eksplicit diskontering af anden erstatningshensættelse. Der er imidlertid en tradition for at opgøre anden erstatningshensættelse på baggrund af statistiske analyser, hvor sager med løbende ydelser (som er diskonterede) indgår.

Der findes ikke detaljerede bestemmelser vedrørende opgørelsen af anden erstatningshensættelse. De anvendte metoder varierer derfor fra selskab til selskab. I bilag 8 er den såkaldte De Vylder model til opgørelse af anden erstatningshensættelse gennemgået og kommenteret.

Udgivet af Finanstilsynet august 1999
Elektronisk version ved Net Bureauet