//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Rapport om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade


Bunden af teksten Forrige Næste Forside

3.4 Udjævningshensættelse

De nærmere regler for udjævningshensættelser fremgår af bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber, § 28:

»Under passivpost 10. Udjævningshensættelser opføres beløb, der er hensat til udjævning af erstatningsudgifterne for egen regning over en flerårig periode, når de årlige erstatningsudgifter erfaringsmæssigt udviser udsving. Beløbet forklares og specificeres på relevante brancher og brancheområder i en note.

Stk. 2. Beløb, der er hensat i medfør af bekendtgørelse nr. 726 af 27. november 1989 om udjævningshensættelser inden for kredit- og kautionsforsikring, opføres ligeledes under passivpost 10.«

Reglen i § 28, stk. 1, er uddybet i § 54. Af § 54, stk. 1, fremgår, at selskabet skal have et statistisk materiale, der begrunder udjævningshensættelsen, af stk. 2 fremgår, at enhver ændring skal være begrundet i ændringer i det statistiske materiale, og af stk. 3 fremgår, at de kriterier, der lægges til grund ved fastlæggelsen af hensættelsen, skal være af en sådan beskaffenhed, at hensættelsen med høj sandsynlighed vil blive opbrugt inden for en overskuelig årrække.

I skrivelser af 24. oktober 1997 og 26. november 1997 meddelte Finanstilsynet, at fra og med regnskabsåret 1998 skal udjævningshensættelsen i selskaber, som driver arbejdsskadeforsikring, som minimum udgøre forskellen mellem hensættelsen til dækning af løbende ydelser beregnet med en grundlagsrente på 2,75% og hensættelsen til dækning af løbende ydelser beregnet med en grundlagsrente på 2,00%.

Kravet om en minimumsudjævningshensættelse blev begrundet med, at Tilsynet var af den opfattelse, at der var behov for at skærpe kravet til de samlede hensættelser til dækning af løbende ydelser i arbejdsskade yderligere. Det er Tilsynets opfattelse, at denne skærpelse har karakter af en sikkerhedsmargen og derfor ikke skal indgå i erstatningshensættelsen (hensættelsen til løbende ydelser), men i udjævningshensættelsen. Der er således ikke tale om en udjævningshensættelse efter § 28, stk. 1, men om en særbestemmelse (svarende til § 28, stk. 2), som er indarbejdet i hensættelsesbekendtgørelsen.


Toppen af teksten Forrige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet august 1999
Elektronisk version ved Net Bureauet