Rapport om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade

BILAG 7

Regler for statsgaranti

De nærmere regler vedrørerende statens refusion fremgår af bekendtgørelse nr. 274 af 30. juni 1965 om regulering af og om statskassens refusion af visse ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven. Om skader indtruffet før 1. april 1947 fremgår det af bekendtgørelsen:

– at staten refunderer et beløb, der udgør forskellen mellem det udbetalte beløb og den oprindelige ydelse, for skader indtruffet i perioden 1. oktober 1933 - 31. marts 1947. De nærmere regler for fastsættelse af den oprindelige ydelse fremgår af § 3.

– at såfremt en invaliderente, der udbetales på grund af et ulykkestilfælde, der er indtruffet i perioden 1. oktober 1933 - 31. marts 1947, kapitaliseres, refunderer statskassen det beløb, hvormed kapitalbeløbet overstiger kapitalbeløbet svarende til den oprindelige ydelse.

For skader indtruffet i perioden 1. april 1947 - 31. marts 1965 garanterer staten for den manglende hensættelse, der er opstået, fordi hensættelsen ikke skulle forøges på grund af reguleringen i 1965, men selskaberne skal som udgangspunkt selv betale hele den løbende ydelse. Statens garanti udmøntes kun, hvis selskabet ikke kan klare sine forpligtigelser. Såfremt man skal kapitalisere en invaliderente, der udbetales på grund af et ulykkestilfælde, der er indtruffet i perioden, refunderer statskassen det beløb, hvormed kapitalbeløbet overstiger den på omsætningstidspunktet beregnede hensættelse. Denne mulighed for refusion ved kapitalisering af ydelser for skader indtruffet i perioden 1. april 1947 - 31. marts 1965 anvendes ikke i praksis af selskaberne. En nærliggende forklaring på dette er, at kapitalbeløbet ikke overstiger selskabets hensættelser. Selskabernes egne hensættelser udgør mere end 95 % af den samlede hensættelse på disse skader, og i tilfælde af kapitalisering udgør kapitalbeløbet almindeligvis under 80 % af hensættelsen.

Sammenfattende kan statens garanti for hæftelse og refusion skitseres således:

Tabel 1
Statens garanti for hæftelse og refusion

Ifølge det oprindelige lovforslag om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, der blev fremsat den 24. februar 1965, skulle selskaberne forhøje hensættelsen som følge af reguleringen af de løbende ydelser. Socialministeren kunne give selskaberne tilladelse til, at forhøjelsen skulle tilvejebringes over en 5-årig periode fra lovens ikrafttræden. Staten skulle i så fald hæfte for den manglende hensættelse i tilfælde af ophør af et selskabs anerkendelse, inden hensættelsen var tilstrækkelig. For skader indtruffet før 1. april 1947 skulle staten, som i den vedtagne lov, refundere de forøgede udgifter.

Af kommentarerne til lovforslaget fremgår, at selskaberne skulle forhøje hensættelsen med ca. 65 mio.kr. som følge af reguleringen af ydelserne. For at undgå at beløbet skulle tilvejebringes på én gang gennem forhøjelse af præmien, blev det foreslået, at selskaberne fik mulighed for at forhøje hensættelsen over et tidsrum på 5 år. Efter første behandling i Folketinget blev lovforslaget behandlet i et udvalg. Af referatet fra anden behandling af forslaget fremgår, at dette udvalg modtog henvendelser fra bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening, Assurandør-Societet, De samvirkende Landboforeninger og Dansk Fiskeriforening. Disse henvendelser resulterede i et ændringsforslag, hvorefter arbejdsgiverne blev fritaget for udgiften til opsamling af hensættelsen, idet udgiften, hvis den blev aktuel, skulle dækkes af staten. Ændringsforslaget blev vedtaget og indarbejdet i den endelige lov.

Udgivet af Finanstilsynet august 1999
Elektronisk version ved Net Bureauet