//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Udredning om
overtagelsestilbud


Bunden af teksten Forige Næste Forside

 

Indledning


Rapportens baggrund

Den 31. marts 1998 fremsatte økonomiministeren lovforslag nr. L 40 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love. Forslaget blev vedtaget af Folketinget i juni 1998 og trådte i kraft 1. juli 1998, jf. lov nr. 414 af 26. juni 1998.

Med hensyn til værdipapirhandelslovens regler om overtagelsestilbud, som findes i § 31 og § 32, blev det i lovforslagets § 1, nr. 6 foreslået og nu vedtaget, at værdipapirhandelslovens § 32, stk. 3 affattes således:

"Stk. 3. Fondsrådet fastsætter bestemmelser om tilbudspligt efter § 31, stk. 1, om tilbudsdokumentets indhold samt offentliggørelse, og kan herunder fastsætte bestemmelser om ledelsens forpligtelser til at redegøre for tilbuddets indhold."

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget anføres det vedrørende værdipapirhandelslovens § 31:

"Økonominiministeriet har afgivet en redegørelse vedrørende baggrunden for udformningen af § 31 om overtagelsestilbud. Fondsrådet har på den baggrund i skrivelse af 15. december 1997 til økonomiministeren anbefalet, at indholdet af § 31 tages op til fornyet overvejelse i lyset af de hidtidige erfaringer fra såvel Danmark som udlandet.

Ministeren har endvidere orienteret Folketingets Erhvervsudvalg om Fondsrådets anbefaling og anmodet Finanstilsynet om at undersøge, hvordan reglerne er udformet i en række lande.

Finanstilsynet har igangsat denne undersøgelse, som skal omfatte både en lovteknisk sammenligning og den fortolkning, der knytter sig hertil i de undersøgte lande. På baggrund af omfanget af denne undersøgelse, samt at det kan blive nødvendigt at følge op på de enkelte landes svar på de stillede spørgsmål, forventes undersøgelsen tilendebragt i september 1998."

Specielt med hensyn til den foreslåede ændring af værdipapirhandelslovens § 32, stk. 3 hedder det i bemærkningerne:

"Det foreslås, at det præciseres i § 32, stk. 3, at Fondsrådet ved fastsættelse af de nærmere procedureregler for overtagelsestilbud kan fastsætte en særlig forpligtelse for ledelsen i det tilbudsmodtagende selskab til at fremkomme med en objektiv vurdering af det fremsatte tilbud over for aktionærerne. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forudsættes hørt, forinden sådanne bestemmelser udstedes."


Rapportens kommissorium

Ved skrivelse af 6. april 1998 er vi af Finanstilsynet blevet anmodet om at foretage en Undersøgelse af VPHL § 31 - Tilbudspligt. Til grund for undersøgelsen ligger følgende kommissorium ligeledes af 6. april 1998:"

Indledning
Ved telefax af 19. januar 1998 har Økonomiministeriets departement meddelt:

"Økonomiministeriet finder ..., at en større undersøgelse af reglerne om tilbudspligt er nødvendig og skal anmode Finanstilsynet om at iværksætte en undersøgelse, hvorved der kan opnås et samlet overblik over relevante regler om tilbudspligt i Europa."

I lovforslag L 40 af 31. marts 1998 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love er opgaven nærmere præciseret således:

"Finanstilsynet har igangsat denne undersøgelse, som skal omfatte både en lovteknisk sammenligning og den fortolkning, der knytter sig hertil i de undersøgte lande. På baggrund af omfanget af denne undersøgelse, samt at det kan blive nødvendigt at følge op på de enkelte landes svar på de stillede spørgsmål, forventes undersøgelsen tilendebragt i september 1998."

Undersøgelsen sker ved, at Finanstilsynet indhenter sagkyndig bistand.

Undersøgelsens tilrettelæggelse og omfang
Med udgangspunkt i seneste forslag til 13. selskabsdirektiv foretages i en række lande, jf. nedenfor, en gennemgang af følgende centrale punkter:

1) Gældende regulering og den retlige karakter heraf.

2) Tilbudspligt, herunder

  • kriterier for tilbudspligtens indtræden
  • omfanget af tilbudspligten
  • begrænsede/betingede tilbud
  • procedure m.v.

3) Frivillige tilbud, herunder

  • omfanget af et eventuelt krav
  • betingede/begrænsede tilbud
  • konkurrerende tilbud, tilbagekaldelse m.v.

4) Tilbudsdokument, herunder

  • indhold og form
  • godkendelse, offentliggørelse m.v.

5) Ledelsens rettigheder og pligter

  • udtaleret/udtalepligt
  • begrænsning i beslutningskompetence, særlige procedureregler m.v.

6) Særlige forhold i de enkelte lande.

Endvidere redegøres for den fortolkning, der knytter sig til ovennævnte spørgsmål.

Oplysninger til brug ved undersøgelsen kan indhentes gennem Finanstilsynet, der kan fremsende spørgsmålene til de relevante myndigheder.

Undersøgelsen omfatter følgende lande:

Sverige
Norge
Finland
Frankrig
Holland
Tyskland
Storbritannien
Spanien
Belgien
Schweiz
Italien
Østrig
USA

Undersøgelsen skal være tilendebragt 1. september 1998."


Afgrænsning og tilrettelæggelse af undersøgelsen

I overensstemmelse med kommissoriet er undersøgelsen for de enkelte lande begrænset til den særlige børsretlige regulering af - eventuel - tilbudspligt og af frivillige overtagelsestilbud samt direkte hertil knyttede selskabsretlige regler. Anden børsretlig regulering, som eksempelvis regler om insiderhandel, kursmanipulation samt storaktionærernes og andres oplysningspligt, der kan have særlig betydning i forbindelse med eller for udformning af overtagelsestilbud, behandles ikke. Der er i gennemgangen lagt mindre vægt på en beskrivelse af tilsynsmyndighedernes sammensætning m.v., ligesom værdipapirmarkedets funktion og indretning ikke behandles. Tilsvarende gælder for anden selskabs-, regnskabs- eller konkurrenceretlig regulering, herunder fusionskontrol, som kan være af betydning i forbindelse med majoritetsovertagelser og overtagelsestilbud. Særregler for virksomheder inden for bestemte sektorer, eksempelvis den finansielle, er ikke inddraget i undersøgelsen.

De problemstillinger og selskabsformer, som gøres til genstand for behandling i rapporten, svarer i alt væsentligt til dem, som berøres i EU-Kommissionens seneste forslag af 10. november 1997 til 13. selskabsdirektiv om overtagelsestilbud KOM(97) 565 endelig udg.

Til brug for udarbejdelsen af rapporten har Finanstilsynet fra relevante myndigheder og fondsbørser søgt at indhente gældende lovgivning, regulering af anden karakter samt redegørelser for den hertil knyttede praksis. Dette materiale, som ikke fuldt ud har kunnet indhentes inden for de opstillede tidsmæssige rammer, er i det væsentligste tilvejebragt på engelsk eller tysk, hvorfor vi ikke i alle tilfælde har anvendt den officielle tekst eller en officielt autoriseret tekst. Vi har herudover - under hensyntagen til de snævre tidsmæssige rammer for udredningens færdiggørelse - via danske og udenlandske biblioteker søgt at fremskaffe relevant litteratur. Dette materiale, som alene grundet vore sprogmæssige begrænsninger og tidshorisonten ikke er udtømmende, er lagt til grund ved udarbejdelsen af rapporten.

Som følge af at der pr. 1. juli 1998 er trådt nye regler om overtagelsestilbud i kraft i Italien, har det ikke været muligt at fremskaffe og oversætte det fornødne materiale inden fristen for aflevering af undersøgelsen. Efter aftale med Finanstilsynet udgår Italien derfor af nærværende undersøgelse.


Rapportens opbygning og systematik

Rapporten er opbygget som en ‘Länderbericht’ med sammenfatning i kapitel 1.

I kapitel 2 redegøres der nærmere for det foreliggende forslag til 13. selskabsdirektiv om overtagelsestilbud. Uanset om og hvornår dette direktivforslag måtte blive vedtaget, er reguleringen og igangværende overvejelser om ændringer heri i de enkelte europæiske lande i betydelig grad præget af de forskellige forslag til 13. selskabsdirektiv. Direktivforslaget er en naturlig referenceramme for gennemgangen af reguleringen i de enkelte lande.

De følgende kapitler - 3 til 14 - indeholder en redegørelse for reguleringen og retsstillingen i de tolv lande, som er omfattet af udredningen. Der er tilstræbt anvendt en ensartet systematik i de enkelte kapitler, således at samtlige centrale punkter nævnt i kommissoriet omtales ved de enkelte lande, herunder om tilbudspligt foreligger. Forskel i art og omfang af reguleringen og ikke mindst den foreliggende administrative praksis og retspraksis i de enkelte lande har betydet, at redegørelsen for de enkelte lande ikke er lige omfattende, ligesom adgangen til supplerende litteratur m.v. kan have medført forskelle.

Systematikken er følgende:

x.1 Gældende regulering og dens karakter
x.2 Anvendelsesområde
x.3 Pligtmæssige tilbud
x.3.1 Tilbudspligtens indtræden og omfang
x.3.2 Undtagelser fra tilbudspligten
x.3.3 Den tilbudspligtige
x.3.4 Tilbudsprisen
x.3.5 Tilbuddets fremsættelse og proceduren i forbindelse hermed
x.4 Frivillige tilbud
x.4.1 Tilbuddets vilkår - betingede og begrænsede tilbud
x.4.2 Tilbuddets fremsættelse
x.4.3 Konkurrerende tilbud, tilbagekaldelse m.v.
x.5 Tilbudsdokumentet
x.6 Ledelsens rettigheder og pligter
x.6.1 Ledelsens udtalelse
x.6.2 Defensive foranstaltninger
x.7 Sanktioner

Sluttelig indeholder udredningen en liste over den litteratur, som er anvendt i forbindelse med udarbejdelsen.

Odense og Århus, august 1998

Professor, lic.jur.
Nis Jul Clausen, LL.M.
Odense Universitet
Lektor, Ph.D.
Karsten Engsig Sørensen LL.M.
Handelshøjskolen i Århus

Toppen af teksten Forige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet november 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet