Konkurrencen på livsforsikringsmarkedet er i de seneste år blevet stærkere og stærkere. I kampen om at tiltrække nye kunder er selskabernes bonusrenter en væsentlig konkurrenceparameter. Vi har i de seneste år oplevet en ganske positiv udvikling på værdipapirmarkederne med stigende kurser på aktier og obligationer med heraf følgende mulighed for at hæve bonusrenterne på kortere sigt.

Den lave markedsrente, der følger med de stigende kurser, kan imidlertid give problemer for forsikringsselskaberne. Dette hænger sammen med, at selskaberne ved beregning af de garanterede fremtidige ydelser fra forsikringsselskaberne opererer med en minimumsforrentning - den såkaldte grundlagsrente. Før 1994 anvendtes typisk en grundlagsrente på 5 pct., men siden har det ikke været tilladt at tegne nye livsforsikringer på mere end en grundlagsrente på 3 pct. Mange livsforsikringsselskaber har derfor i dag forsikringsbestande med grundlagsrenter på såvel 3 pct. som 5 pct. Den stadig lavere markedsrente betyder nu, at de forsikringer, der er tegnet med en grundlagsrente på 5 pct., reelt udgør en større renterisiko for selskaberne end forsikringerne på 3 pct.

Den foreliggende rapport analyserer, hvorledes selskaberne kan sikre, at de forsikringer, der udgør en større risiko, også betaler herfor, således at der ikke sker en urimelig forskelsbehandling af de to forsikringsbestande. Der opstilles forskellige modeller til beregning af den renterisiko, som ydelsesgarantierne medfører - baseret på de forskellige grundlagsrenter. Rapporten vil i sig selv kunne tjene som et ledelsesværktøj, når man skal holde investeringsprofil, størrelsen af den løbende bonus til forsikringstagerne, de bagvedliggende bonushensættelser og en rimelig behandling af den enkelte forsikringstager op imod hinanden.

Rapporten behandler kun indirekte spørgsmålet om bonushensættelsernes størrelse. De er med til at sikre den fremtidige bonusevne. Derfor anvendes modellerne til at analysere, hvor store bonushensættelser selskaberne bør besidde under hensyntagen til risikoen på aktiverne og under hensyntagen til de afgivne garantier. Dette spørgsmål har i forbindelse med selskabernes udmelding af bonusrenterne for 1998 vakt stor interesse i medierne, idet der bl.a. er blevet sat spørgsmålstegn ved, om bonushensættelserne er tilstrækkelig store. Finanstilsynet har i denne forbindelse gjort selskaberne opmærksom på, at der skal balanceres mellem to hensyn: På den ene side skal selskaberne have tilstrækkelige reserver, og på den anden side skal de tilskrive kunderne en andel af overskuddet i rimelig takt over forsikringernes løbetid. Rapporten giver her et udmærket grundlag for fortsatte overvejelser vedrørende begreber som forsigtighed, betryggende margener i præmier og hensættelser og rimelig behandling af den enkelte livsforsikringskunde.

Finanstilsynet, januar 1998

Henrik Bjerre-Nielsen