K A P I T E L I

Beretning

Finanstilsynets virksomhed

Hovedformål og opgaver
Finanstilsynets centrale virksomhedsområde er det løbende tilsyn med de finansielle virksomheder og værdipapirmarkedet. Finanstilsynet har ansvar for tilsynet med hele den finansielle sektor, som omfatter pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, forsikringsmæglere, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, Danmarks Skibskreditfond, fondsmæglerselskaber og investeringsforeninger. Derudover fører Finanstilsynet tilsyn med virksomheder med tilladelse til at drive børsvirksomhed (fondsbørser), virksomhed som autoriseret markedsplads, værdipapirmæglervirksomhed, pengemarkedsmæglervirksomhed, clearingvirksomhed og registreringsvirksomhed (værdipapircentraler).

Tilsynet med de finansielle virksomheder kan grundlæggende inddeles i 2 typer af aktiviteter: vurdering af indberetninger og undersøgelser på stedet i den enkelte virksomhed. Formålet er i begge tilfælde at vurdere den enkelte virksomheds overholdelse af lovgivningen og dens risikoprofil. Indberetninger fra virksomheder under tilsyn består af indberetninger fra ledelse, revision eller den ansvarshavende aktuar. Undersøgelser på stedet bruges først og fremmest på områder, hvor det er vanskeligt at udarbejde eller vurdere indberetninger, eller når der er tvivl om indberetningernes gyldighed.

Finanstilsynets organisatoriske placering
Finanstilsynet er en styrelse i Økonomiministeriet. Tilsynet udøver selvstændigt sin virksomhed inden for rammerne af den finansielle lovgivning og i overensstemmelse med sin resultatkontrakt og orienterer kun i sager af større politisk betydning departementet om sine afgørelser.

Økonomiministerens instruktionsbeføjelser er begrænset på forsikringsområdet, hvor Forsikringsrådet træffer afgørelser i principielle spørgsmål, større sager og lignende, mens Finanstilsynet varetager den daglige administration.

Fondsrådet har sit eget kompetenceområde på værdipapirmarkedsområdet og er en uafhængig myndighed i forhold til økonomiministeren. I henhold til lov om værdipapirhandel virker Finanstilsynet som sekretariat for Fondsrådet. Finanstilsynet påser som sådan overholdelse af de bestemmelser i loven og i bekendtgørelser, der hører under Fondsrådets kompetence. Fondsrådet afgiver en årlig, lovbestemt beretning til økonomiministeren om sin virksomhed.

I efteråret 1999 nedsattes Det rådgivende Udvalg vedrørende Forsikringsmæglervirksomhed. Finanstilsynet virker som sekretariat for udvalget, der skal bistå tilsynet ved at afgive udtalelser til brug for administrationen af lov om forsikringsmæglervirksomhed, herunder ved udstedelse af regler i henhold til loven.

Finanstilsynet virker tillige som sekretariat for Pensionsmarkedsrådet, der har som sin hovedopgave at bidrage til debatten om pensionsinstitutters investeringspolitik og sikre fortsat fokus på investeringsbeslutninger samt udviklingen af medlemsindflydelse. Som led i sin debatskabende virksomhed udgiver Pensionsmarkedsrådet rapporter om udvikling og aktuelle emner inden for pensionsområdet.

Ud over til økonomiministeren refererer Finanstilsynet til arbejdsministeren om tilsynet med Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), til socialministeren om forhold vedrørende arbejdsskadessystemet og tilsynet med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES) og til erhvervsministeren om tilsynet med Danmarks Skibskreditfond.

Organisation
Finanstilsynet har ca. 165 medarbejdere og er organiseret med en direktion, 12 kontorer samt en international rådgiver.

Direktøren leder direktionens arbejde og står til ansvar over for ministre og råd. Direktøren har det overordnede faglige ansvar for strategisk planlægning og fordelingen af ressourcer blandt kontorerne. De øvrige 4 medlemmer af direktionen har fagligt ansvar for hver sit tværgående område. Kontorerne har ansvaret for daglige aktiviteter m.m. inden for kontorets ansvarsområde. På tværs af kontorgrænser er der fastsat ekspertisecentre, hvor viden om særligt udvalgte områder samles, jf. i øvrigt bilag 2.

Bilag 3 indeholder oversigter over medlemmer og evt. suppleanter i de 4 råd og udvalg, som Finanstilsynet er sekretariat for.

Finanstilsynets strategiske grundlag

Finanstilsynets arbejde er overordnet struktureret efter det strategiske grundlag, der blev udarbejdet i 1998, samt efter tilsynets resultatkontrakt. Strategien består blandt andet af virksomhedsgrundlag, overordnet målsætning og strategisk målsætning. Det strategiske grundlag skal udvikles i takt med, at omgivelserne ændrer sig, men det er dog forventningen, at kernen i grundlaget kan holde i en årrække.

Virksomhedsgrundlag
Finanstilsynet skal bidrage til, at tilliden til den danske finansielle sektor bevares både i samfundet og hos den enkelte ved:

• at påse, at den finansielle lovgivning overholdes, herunder at forebygge eventuelle lovovertrædelser på særlige områder, bl.a. solvens- og likviditetsområderne
• at deltage i udformningen af den finansielle lovgivningv
• at indsamle og formidle information om den finansielle sektor.

Overordnet målsætning
Finanstilsynet ønsker at være respekteret for sin upartiskhed, sit høje faglige niveau samt sin hurtige og korrekte sagsbehandling. Dette sikres gennem jævnlige evalueringer og kvalitetsmålinger.

En del af tilsynets indsats for at leve op til denne målsætning er at overholde internationale standarder udstedt af Basel-Komiteen, IAIS, IOSCO, FESCO, IMF m.fl.

Strategisk målsætning
Finanstilsynet skal i de kommende år lægge øget vægt på formidling af information om den finansielle sektor som et middel til at styrke sektoren og tilliden til den. Endvidere skal Finanstilsynet i sin tilsynsvirksomhed og sit regelarbejde sætte fokus på effektive markeder, internationalisering og forbrugeraspekter.

Hensigten med den strategiske målsætning er:

• at styrke markedets rolle som disciplinerende faktor via øget gennemsigtighed
• at skærpe virksomhedsledelsernes opmærksomhed på deres risikoprofil
• at forbedre forbrugernes muligheder for at sammenligne virksomhedernes priser og produkter.

Finanstilsynet i 2000

År 2000 var på flere områder et år med skelsættende begivenheder og ændringer i Finanstilsynets virksomhedsområde.

Anatol – En orkan der kom forbi
Den 3. - 4. december 1999 ramte en orkan Danmark. Den fik navnet Anatol. Anatol er siden, af Swiss Re, blevet registreret som nr. 24 blandt verdens største forsikringsmæssige katastrofer i perioden 1970 - 2000.

Bæltet med vindstød over 40 m/s gik tværs over den sydlige del af Danmark. Havde bæltet ligget 30 km nordligere, ville det have inkluderet Herning, Århus og København.

Det var åbenbart, at de forsikringsmæssige tab ville blive store. Derfor anmodede Finanstilsynet alle skadesforsikringsselskaber om at indberette størrelsen af deres forventede tab. De skulle redegøre for, hvor stor en del af tabene, som deres reassurandører skulle dække, og samtidig oplyse, om der stadig var dækning, hvis der skulle komme en ny orkan. Der var orkanvarsel igen den 17. december, men heldigvis drejede denne orkan mod nord 3 timer før, den ramte den jyske vestkyst. Desuden ønskede Finanstilsynet en vurdering af Anatols konsekvenser for kapitalopfyldelsen ved udgangen af 1999.

Opgørelserne, som forsikringsselskaberne meddelte Finanstilsynet pr. 20. december 1999, viste:

De fleste danske forsikringsselskaber har forsøgt at estimere det største stormtab og købt reassurancedækning derefter på baggrund af erfaringerne fra orkanen i november 1981. Tabene i 1981 var omkring én mia.kr.

Selskaberne har på denne baggrund forsøgt at regne sig frem til den risikostigning, der har fundet sted på grund af samfundsudviklingen siden da.

Der er dog væsentlige forskelle på de geografiske områder for 1981-orkanen og Anatol. Dette kan være en af forklaringerne på, at det gik galt.

Finanstilsynet vil i 2001 arbejde på at få beskrevet en metode, som kan bruges som et tilsynsværktøj til at vurdere stormeksponeringen hos de danske forsikringsselskaber. Det er tanken, når en sådan metode er udviklet, at måle eksponeringen i forhold til reassurancedækningen. Finanstilsynet vil derefter være i stand til at estimere, om et forsikringsselskabs risikoprofil er for stor i forhold til selskabets kapitalberedskab. Vurderer Finanstilsynet, at et forsikringsselskabs risikoprofil er for stor, kan Finanstilsynet påbyde selskabet at formindske den enten ved at øge egenkapitalen eller ved at købe yderligere reassurancedækning.

Der tales om hundredårsstorme, men om det er stormen i december 1902, november 1981, december 1999 eller en af de 23 andre orkaner eller orkanagtige storme, der er registreret i Danmark fra 1901 - 2000, kan diskuteres, men at de 15 af dem har været i perioden 1966 - 2000 er uomtvisteligt. Det kunne tyde på, at vi må leve med en højere frekvens af storme. Det er i hvert fald en risiko, som bestyrelsen i et forsikringsselskab må tage i betragtning, når den skal tage stilling til selskabets kapitalberedskab.

Resultatet af Anatol blev, at 3 forsikringsselskaber er (ved at blive) overtaget af andre, 2 selskaber måtte igennem en genoprettelsesplan og kapitalindskud, og ét selskab fik forbud mod nytegning af policer. 26 forsikringsselskaber havde købt for lidt reassurancedækning.

Orkanen Anatol vil få betydning for dansk skadesforsikring i årene fremover. Det er nødvendigt for vurderingen af hensættelsernes tilstrækkelighed at rense dem for Anatols virkning. Finanstilsynet vil derfor anmode selskaberne oplyse om Anatols påvirkning af regnskabsårene 1999, 2000 og 2001.

Finansielle virksomheders tavshedspligt
Reglerne om finansielle virksomheders tavshedspligt har eksisteret i mange år og omtales ofte som “bankhemmeligheden”. Bankhemmeligheden dækker over, at man som kunde i en bank ikke skal risikere, at de fortrolige oplysninger, som banken er i besiddelse af, kommer til hver mands kendskab.

Reglerne er løbende blevet ændret de seneste år. Det har været nødvendigt for at sikre, at de var tidssvarende og blev tilpasset udviklingen på det finansielle marked og i samfundet i øvrigt. For eksempel har den øgede dannelse af koncerner nødvendiggjort ændring af reglerne flere gange.

Når der sker ændring af reglerne, er det hele tiden vigtigt at sikre, at kunderne får opfyldt deres krav på hemmeligholdelse, og at de finansielle virksomheder samtidig kan drives effektivt og rentabelt.

I forbindelse med en ændring af bestemmelserne om tavshedspligt i foråret 2000 kom der særlig fokus på reglerne. Der kan næppe angives en enkelt grund til, at diskussionen opstod, men snarere peges på, at spørgsmålet om, hvilke oplysninger f.eks. en bank må videregive om sine kunder, er et spørgsmål, som vedrører mange mennesker, og som derfor har stor interesse og bevågenhed hos politikerne.

Den foreslåede ændring blev vedtaget, men økonomiministeren lovede at udarbejde en redegørelse om reglerne, som kunne danne grundlag for en vurdering af, om der var behov for yderligere ændringer af disse.

Efter at økonomiministeren lovede denne redegørelse, blev der vedtaget ny lovgivning vedrørende behandling af personoplysninger. Disse regler har betydning for den måde, som finansielle virksomheder behandler fortrolige oplysninger på, og skal derfor i vidt omfang ses i sammenhæng med reglerne om finansielle virksomheders tavshedspligt.

I november 2000 afgav økonomiministeren redegørelsen. I redegørelsen belyses udvalgte problemer vedrørende tavshedspligten, og der behandles emner, der er blevet aktuelle som følge af vedtagelsen af lov om behandling af personoplysninger. Redegørelsen afsluttes med en analyse af behovet for justeringer af de gældende regler. I forbindelse med udarbejdelsen af redegørelsen afholdt Økonomiministeriet møder med deltagelse af relevante brancheorganisationer og Finanstilsynet.

Det skal i den forbindelse understreges, at bestemmelserne om tavshedspligt naturligvis skal beskytte den finansielle virksomheds kunder, men reglerne må ikke være så firkantede, at de forhindrer de finansielle virksomheder i at fungere. Det var derfor vigtigt, at branchen fik mulighed for at kommentere de ideer og forslag, som ministeren overvejede under udarbejdelsen af redegørelsen.

På baggrund af redegørelsen udarbejdede økonomiministeren et lovforslag, som blev fremsat som en integreret del af forslaget til lov om finansiel virksomhed. Forslaget er fortsat under behandling.

Forsikringsformidling
Lov om forsikringsmæglervirksomhed trådte i kraft den 1. januar 2000. Loven indebærer, at personer og selskaber, der på uvildigt grundlag formidler forsikringstilbud mellem en kunde og et forsikringsselskab og rådgiver kunden om forsikringsforhold, skal have Finanstilsynets tilladelse. Lovens rækkevidde er bred og omfatter foruden forsikringsmæglere alle andre forsikringsdistributører.

Loven har som krav, at såvel selskaber som personer, der er ansat som forsikringsmæglere, skal have en tilladelse for at kunne udøve forsikringsmæglervirksomhed. Loven stiller ingen betingelser til selskabsformen. Forsikringsmæglervirksomhed kan derfor drives som enkeltmandsvirksomhed, i et interessentskab, i et anpartsselskab eller i et aktieselskab. Både selskaber og ansatte forsikringsmæglere kan ansøge om tilladelse til at udøve skades- og /eller livsforsikringsmægling.

Forsikringsmæglerselskaber får en tilladelse, hvis:

• Finanstilsynet finder direktion og bestyrelse egnede og hæderlige
• selskabet er uafhængig af forsikringsselskabsinteresser
• selskabet har tegnet en ansvarsforsikring, der opfylder kravene om forsikringsmægleres ansvarsforsikring
• selskabet har oprettet en klientkonto og tegnet en underslæbsforsikring i det omfang, selskabet modtager betroede midler fra kunderne
• selskabet har ansat registrerede forsikringsmæglere.

Ansatte forsikringsmæglere, herunder ledere af enkeltmandsvirksomheder, kan få tilladelse til at drive livs- og/eller skadesforsikringsmægling under forudsætning af, at pågældende:

• har erhvervet en teoretisk og praktisk uddannelse
• opfylder visse hæderlighedskrav
• ikke er ansat eller har nogen tilknytning til forsikringsselskaber.

I loven er der fastsat overgangsregler for at give hidtidige udøvere af forsikringsmæglervirksomhed mulighed for at fortsætte virksomhed, såfremt forsikringsmæglervirksomhed udøvedes på tidspunktet for lovens ikrafttræden, og ansøgning herom var indgivet til Finanstilsynet inden den 1. april 2000.

Personer og selskaber, der har ansøgt i medfør af lovens overgangsbestemmelse, har ret til at drive forsikringsmæglervirksomhed, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse.

Pr. 31. december 2000 har Finanstilsynet modtaget 877 ansøgninger fordelt på nedenstående kategorier:

Tabel I.1
Ansøgninger pr. 31. december 2000

Virksomhedsform	Virksomheder	Medarbejdere
A/S	45	255
ApS	45	75
I/S	13	158
Enkeltmand	135	151
I alt	238	639
Antal ansøgninger i alt pr. 31. december 2000		877

Af de 877 modtagne ansøgninger er 824 omfattet af lovens overgangsbestemmelse. Den 31. december 2000 var der behandlet 285 ansøgninger.

Af Finanstilsynets hjemmeside under overskriften – Virksomheder under tilsyn – Register for forsikringsmæglere – fremgår, hvilke personer og selskaber der har ansøgt om tilladelse til at udøve forsikringsmæglervirksomhed. I det omfang, Finanstilsynet har givet en tilladelse, er tilladelsesdatoen anført.

Forsikringsmæglere skal løbende opfylde følgende krav:

• Forsikringsmæglervirksomhed skal drives i overensstemmelse med god forsikringsmæglerskik.
• Forsikringsmægleren er kundens mand.

Det er kundens interesser og forhold, som er afgørende for formidlingen og rådgivningen. Forsikringsmæglerens eventuelle særlige interesser i kundens valg må ikke spille ind. I loven findes en regel om, at den enkelte forsikringsmægler skal indhente et passende antal tilbud til afdækning af kundens eventuelle behov. Forsikringsmægleren må i denne forbindelse ikke lade interessen i at oppebære en højere provision på bekostning af kundens interesser være bestemmende. En forsikringsmægler skal uopfordret og skriftligt oplyse kunden om den provision eller andet vederlag, som er knyttet til de tilbud, der forelægges kunden. Forsikringsmæglere må ikke efter loven modtage provision fra forsikringsselskaber i forbindelse med offentlige udbud.

Tilsynet med forsikringsmæglere består af et adfærdstilsyn, der ud over at vurdere, om de stillede betingelser for tilladelsen er til stede, skal påse, at forsikringsmæglere udøver deres virksomhed i overensstemmelse med god forsikringsmæglerskik. Finanstilsynet bistås af Det rådgivende Udvalg vedrørende Forsikringsmæglervirksomhed.

Uafhængighed af forsikringsselskabsinteresser skal dokumenteres løbende over for Finanstilsynet ved, at selskaber og enkeltmandsvirksomheder hvert år 6 måneder efter selskabets regnskabsår skal indsende en specifikation over indtægternes fordeling på forsikringsselskaber. Dette hænger sammen med det krav, der findes i loven om, at forsikringsmægleren skal indhente et efter forholdets natur antal realistiske tilbud. Finanstilsynet vil vurdere spredningskravet under hensyn til, hvad der til enhver tid er realistisk. Finanstilsynet har mulighed for at anmode forsikringsmæglerselskabet om at redegøre for de forhold, der gør, at spredningen er ringe.

Forsikringshøjskolen er den eneste institution, der indtil videre er godkendt af Finanstilsynet til at forestå den teoretiske uddannelse som forsikringsmægler. Finanstilsynet fører tilsyn med Forsikringshøjskolens administration af uddannelsen og er klageinstans for de afgørelser, Forsikringshøjskolen træffer vedrørende eksamensresultat og manglende adgang til meritoverførsel.

Forsikringsdistributører er omfattet af lov om forsikringsmæglervirksomhed. Forsikringsdistributører sælger forsikringsprodukter og kan f.eks. være penge- og realkreditinstitutter, radio/TV kæder, automobilhandlere, rejsebureauer, hvidevarebutikker samt ejendomsmæglere. Hvis salget af forsikringsprodukter foregår fra et forretningslokale, skal denne personkreds skilte med, at distributøren formidler et bestemt forsikringsselskabs produkt. Distributøren, f.eks. et pengeinstitut, et rejsebureau eller en automobilhandler, skal således have et skilt i forretningslokalet, hvoraf det specifikke forsikringsselskabs navn skal fremgå. Hvis en kunde sammen med en vare køber en forsikring, skal distributøren skriftligt oplyse kunden om størrelsen af det vederlag, distributøren modtager fra det forsikringsselskab, som forsikringen er tegnet i.

Store tværgående fusioner
I 2000 satte 2 store sammenlægninger sit præg på den finansielle sektor.

Først blev Unidanmark-koncernen med datterselskaberne Unibank og Tryg-Baltica sammenlagt med MeritaNordbank-koncernen ved udveksling af aktier med et nyt fælles holdingselskab Nordic Baltic Holding (NBH). Aktionærer i Unidanmark blev tilbudt at veksle én Unidanmarkaktie til 12,704 nyudstedte aktier i NBH, der senere skiftede navn til Nordea. Tilbudet om omveksling af aktier blev accepteret af aktionærer, som repræsenterede 99,2 % af aktiekapitalen i Unidanmark. Efterfølgende blev også den norske Christiania Bank og Kreditkasse en del af Nordea-koncernen.

I forbindelse med sammenlægningen blev der indledt drøftelser mellem finanstilsynene i Sverige, Finland, Norge og Danmark samt forsikringstilsynet i Finland om et udvidet tilsynssamarbejde med henblik på at opnå et effektivt tilsyn med Nordea-koncernen. Drøftelserne resulterede i en samarbejdsaftale, som bl.a. medførte nedsættelsen af en tilsynsgruppe med deltagere fra de 4 lande. Tilsynsgruppen har ansvaret for at udarbejde fælles tilsynsplaner og udarbejde en fælles risikobedømmelse af koncernen.

Dernæst blev RealDanmark-koncernen med datterselskaberne BG Bank og Realkredit Danmark sammenlagt med Danske Bank-koncernen ved ombytning af aktier. Aktionærer i RealDanmark blev tilbudt at ombytte én aktie a 100 kr. til 4,144 aktier a 10 kr. i Danske Bank. Ombytningstilbudet opnåede accept fra aktionærer, der repræsenterede 94,5 % af aktiekapitalen i RealDanmark. Den endelige fusion blev godkendt den 26. og 27. marts 2001 på generalforsamlinger i RealDanmark-koncernen og Danske Bank-koncernen, hvorefter BG Bank, Danske Kredit og BG Kredit ophører.

Efter fusionen er Danske Bank fortsat Danmarks største finansielle koncern med en balance pr. 31. december 2000 på 1.363 mia.kr. Hertil kommer forsikringsdatterselskaberne, der i henhold til de danske regnskabsregler ikke skal konsolideres med banken.

Fusionen vil forstærke Danske Banks position samlet og på relevante markeder hver for sig. Danske Bank oplyser, at den herefter på detailbankområdet (privatkunder) har en markedsandel på omkring 35 %. På realkreditområdet omkring 37 %, på engrosbankområdet (større erhvervskunder og institutionelle investorer) over 50 % og på liv- og pensionsområdet omkring 28 %.

Banken vurderer omkostningsbesparelserne i forbindelse med fusionen til omkring 2,2 mia.kr. årligt efter en periode på 3 år. Den skønner samtidig, at der vil være en indtægtsnedgang på netto omkring 0,2 mia.kr. som følge af fusionen.

Samordning (konvergens) af de europæiske tilsyns praksis
Den internationale udvikling og internationaliseringen af pengeinstitutmarkedet medfører, at der er behov for yderligere koordinering og samordning af praksis blandt tilsynsmyndighederne i de berørte lande.

De nye internationale kapitaldækningsregler, der forventes vedtaget inden for en kort årrække, og som tildeler tilsynene en mere aktiv rolle, forudsætter endvidere, at praksis blandt de forskellige lande er samordnet, således at pengeinstitutterne får lige konkurrencevilkår (level playing field).

I EU/EØS-området bliver det praktiske arbejde med samordning af tilsynspraksis (konvergens) udført af Groupe de Contact (kontaktgruppen). Gruppen arbejder i øjeblikket med et udkast til regler om ”best practice” for risikovurderingssystemer og tilsynets rolle i forbindelse med fastsættelse af hensættelser på pengeinstitutters udlån.

Det er endnu ikke afklaret, hvilket forum der med tilstrækkelig autoritet kan udstede bindende minimumsstandarder for tilsynsmetoder.

For at fremme processen arrangerede Finanstilsynet den 20. november 2000 en konference med deltagelse af direktører fra den finansielle sektor og ledende repræsentanter for de europæiske tilsyn.

På konferencen blev følgende emner behandlet:

• Finansiel stabilitet og tilsyn i Europa
• Samordning af tilsynspraksis set i lyset af Den Internationale Valutafonds (IMF’s) program til evaluering af finansiel stabilitet
• Samordning af tilsynspraksis set fra pengeinstitutternes side
• Samordning af tilsynspraksis set fra tilsynsmyndighedernes side
• Udfordringer for den finansielle sektor i Europa
• Erfaringer fra Holland med at føre tilsyn med internationalt aktive finansielle konglomerater
• Samordning af tilsynspraksis på tværs af de finansielle sektorer
• Rapportering om den hidtidige udvikling i arbejdet med samordning af tilsynspraksis i pengeinstitutsektoren.

På konferencen blev aftalt en procedure for det fremtidige arbejde. Der vil blive afholdt en tilsvarende konference i efteråret 2001 i Luxembourg.

Fokus på shareholder value
Der ses i disse år et stigende pres på børsnoterede virksomheder for at skabe øget værdi til aktionærerne (shareholder value). Dette pres retter sig også mod virksomheder fra den finansielle sektor ikke mindst pengeinstitutterne.

Shareholder value er i stigende grad blevet forbundet med en høj egenkapitalforrentning. Eller sagt på en anden måde et højt konkurrencedygtigt afkast på den investerede kapital. En virksomhed kan øge forrentningen af den investerede kapital på 2 måder. Den ene er ved at øge indtjeningen f.eks. ved at investere i aktiver med et højere afkast end virksomhedens aktuelle afkast eller gennem mere effektiv drift. Den anden er ved at øge gældsandelen (gearingen).

Der er naturligvis intet galt i at arbejde for en højere forrentning af egenkapitalen gennem en mere effektiv drift. Derimod er der større grund til bekymring, når den højere forrentning forsøges skabt gennem en nedsættelse af egenkapitalen – uanset om det har form af en øget udbyttebetaling til aktionærerne eller et tilbagekøbsprogram – fordi reserveopbygningen til dårlige tider skal ske gennem egenkapitalopbygning.

Fokus på shareholder value gennem øget udbetaling af overskud eller gennem opkøb af egne aktier er blevet mere almindeligt i den danske finansielle sektor. Pengeinstitutternes årsregnskaber 2000 bekræfter denne tendens. Af årets resultat på over 14 mia.kr. udbetales godt 10 mia.kr som udbytte. De største pengeinstitutter i gruppe 1 har samlet nedbragt egenkapitalen med 5,7 mia.kr. gennem opkøb af egne aktier.

Filosofien er, at virksomheden ikke skal operere med unødvendig overskudskapital i forhold til solvensbehov og væksten i forretningerne. Hvis forretningerne ikke giver et tilfredsstillende afkast, skal den overskydende kapital retur til aktionærerne. Set fra en umiddelbar aktionærsynsvinkel skal kapitalen ikke bruges til at polstre virksomheden unødigt.

Ud fra en samfundsmæssig synsvinkel kan principperne omkring shareholder value være sunde. Krav fra investorerne er med til at presse virksomhederne til at være så effektive som muligt. Ressourcer i form af kapital dirigeres hen til de mest effektive virksomheder med en samlet gevinst til samfundet som følge. Investors krav kan også betyde, at virksomhederne har en højere gearing, end virksomhedernes ledelser selv ville have valgt. I praksis har alle virksomheder en form for gearing. Det er kun få virksomheder, om overhovedet nogen, der finansierer sig udelukkende med egenkapital. Vanskeligheden består i at fastlægge, hvilket niveau for gearing der er det optimale, og om det optimale niveau for investor også er det optimale for det omgivende samfund. Virksomhedens kapital skal beskytte långivere og for bankers vedkommende indskydere mod tab.

Ud fra en tilsynsmæssig synsvinkel og en mere langsigtet ejerinteresse er det vigtigt, at der er afsat kapital til dækning af kreditrisiko også i nedgangstider. Kapitalopbygning, der overstiger den nødvendige minimumskapital, i gode konjunkturer vil alt andet lige forringe nøgletal og shareholder value på kort sigt, men ikke nødvendigvis på længere sigt set over en hel konjunkturcyklus. Når kapitalen mindskes, forøges alt andet lige sandsynligheden for, at instituttets kapital ikke rækker til at opfylde solvenskravet, hvis konjunkturerne vender. En nedbringelse af kapitalen vil derfor ikke udelukkende betyde en større værdi for aktionærerne gennem en øget forrentning. En nedbringelse af kapitalen vil også give virksomheden en større sårbarhed. Endvidere skal det tages med i betragtning, at virksomhederne – ved at nedbringe kapital for at øge egenkapitalforrentningen på kort sigt – betaler kapital tilbage, mens den er relativ billig, og i givet fald skal skaffe den tilbage, når den er relativt dyr, dvs. ved kapitalknaphed i nedgangstider.

Pinsepakke II gav lempelser for pensionsbranchen
Den maksimale opgørelsesrente fastsættes som led i Finanstilsynets løbende tilsyn med livsforsikringssektoren og er den højeste rente, som livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser må benytte ved beregning af livsforsikringshensættelserne, som måler forpligtelserne over for forsikringstagerne. I oktober 1999 fastsatte Finanstilsynet med udgangspunkt i den effektive rente på statsobligation 7 % 2024 den maksimale opgørelsesrente til 4 % for forsikringer, hvor der er anmeldt et omkostnings- og sikkerhedstillæg på 0,5 %. Under indtryk af det faldende renteniveau i første halvår af 2000 nedsatte tilsynet i maj 2000 renten til 3,75 %.

Efter drøftelser med brancheorganisationen Forsikring & Pension ændredes i oktober 2000 selve udgangspunktet for fastsættelsen af den maksimale opgørelsesrente. Den fastsættes herefter med udgangspunkt i den effektive rente på 3 statsobligationer med tillæg for kreditrisikoen. Den maksimale opgørelsesrente fastsættes herefter ud fra renten efter skat på pensionsafkast. Efter at Folketinget i december 2000 havde vedtaget at ændre pensionsafkastbeskatningsloven, hævede Finanstilsynet den maksimale opgørelsesrente til 4,25 %.

Vedtagelsen i Folketinget ændrede den såkaldte Pinsepakke fra 1998. Ved Pinsepakken 1998 blev den hidtidige realrenteafgift med en variabel skattesats ændret til en løbende beskatning af afkastet af pensionsopsparingen med en fast skattesats. Afkast af aktier, der hidtil havde været skattefrit, blev beskattet med 5 %, mens afkast af obligationer og andre aktiver blev beskattet med 26 %. Ved ændringerne i december 2000 blev beskatningen af afkast på pensionsopsparing omlagt, således at alt afkast af pensionsopsparing fremover beskattes med en ensartet sats på 15 %.

Samtidig vedtog Folketinget, at grænsen for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskassers investering i ikke-guldrandede aktiver, dvs. især aktier, blev hævet til 70 %. Det blev præciseret, at selskaberne og pensionskasserne kan sammensætte deres investeringer ud fra deres kapitalstyrke og karakteren af pensionsløfterne over for kunderne. Der skal være betryggende sikkerhed for, at livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser kan leve op til de afgivne løfter. Finanstilsynet påser som led i tilsynsvirksomheden, at de lever op til lovens bestemmelser, og ændringen indebærer en øget tilsynsindsats på dette område.

Finanstilsynet vil i sin vurdering af, om et forsikringsselskab har et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i forhold til sine investeringer, tage udgangspunkt i et princip om, at ensartede investeringsrisici så vidt muligt skal stille samme krav til kapitalgrundlaget i den enkelte virksomhed, uanset dens art. Investeringsrisici omfatter både kredit- og markedsrisici. Ved opgørelsen af disse tages der højde for, i hvilket omfang tab på et selskabs aktiver kan modregnes i selskabets forpligtelser, for eksempel dets bonusudjævningshensættelser.

På baggrund af det i historisk sammenhæng relativt lave renteniveau har Finanstilsynet løbende særlig fulgt de livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som er mest sårbare over for fald i markedsrenten. Tilsynet har blandt andet foretaget flere undersøgelser end normalt.

En række livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser anmeldte i forbindelse med årsregnskaberne i 1999 til tilsynet, at de ved beregningen af hensættelserne tager udgangspunkt i, at deres livsforsikring er tilknyttet en ydelsesgaranti frem for en årlig rentegaranti. I de seneste år har en række livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser endvidere anmeldt en ændret anvendelse af bonus også for eksisterende forsikringer. Bonus anvendes herefter blandt andet til at sikre de garantier, som selskaberne og pensionskasserne har givet pensionsopsparerne. På denne baggrund har tilsynet i 2000 nedsat “Udvalg om garantier i livsforsikring”, der skal analysere disse forhold generelt. I udvalget deltager Finanstilsynet og repræsentanter for pensionsbranchen.

Forventninger til de kommende års udvikling

Udviklingen i sektoren
Generelt var 2000 et godt år for den finansielle sektor, selvom forsikringsbranchen stadig mærkede efterveerne af orkanen i december 1999. Samtidig betød den næsten eksplosive udvikling på de internationale aktiemarkeder betydelig aktivitet inden for værdipapirhandel. En aktivitet, der satte sit tydelige spor i form af stigende gebyrindtægter hos banker og fondsmæglerselskaber. Der er dog tegn på, at den negative kursudvikling siden marts 2000 har betydet en væsentlig lavere aktivitet blandt investorerne i slutningen af 2000 og begyndelsen af 2001.

Konjunkturudviklingen
Siden midten af 1990’erne har Danmark haft et gunstigt konjunkturforløb. For penge- og realkreditinstitutterne har det blandt andet givet sig udslag i markante fald i tab på udlån. De private husholdninger er i god form rent økonomisk blandt andet på baggrund af stigende priser på fast ejendom og faldende arbejdsløshed. Generelt har virksomhederne det også godt. Samtidig er der sket en kraftig vækst i udlånet ikke mindst for pengeinstitutterne. Alt i alt et positivt forløb for den finansielle sektor.

Erfaringen siger imidlertid, at det er i slutningen af en højkonjunktur, at banker påtager sig de største risici. Ofte vil gode tider medføre et stigende konkurrencepres på priserne. De senere års meget lave tab på udlån kan ikke forventes at være permanente. Når tabene melder sig, kan de opnåede rentemarginaler ikke dække tabene, og dermed opstår behovet for kapital. En alt for stærk fokusering på at opnå shareholder value gennem øget gearing kan derfor være uhensigtsmæssig.

Der har været bekymring for, at et sammenbrud på det amerikanske aktiemarked ville kunne sprede sig til den reale økonomi, og at en sådan effekt ville kunne sprede sig til Europa og resten af verden. Der er konstateret en vis afmatning i den amerikanske økonomi. Om aktiemarkedets nedtur er årsag eller virkning, er stadig et åbent spørgsmål. Man diskuterer bl.a. betydningen af den såkaldte formueeffekt, det vil sige, om kursudviklingen på private husholdningers aktiebeholdninger har betydning for forbrugeradfærden. Indtil videre har udviklingen ikke sat sig direkte spor i danske virksomheders regnskaber. Det må dog forventes, at en længere recession i USA med stor sandsynlighed vil kunne mærkes også i Danmark, især blandt eksportvirksomhederne. I øvrigt var Danmark et af de bedste aktiemarkeder i verden i 2000, hvilket viser, at Danmark ikke direkte er afhængig af udviklingen på det amerikanske aktiemarked.

Koncentration og teknologisk udvikling
I de senere år har man kunnet iagttage en øget koncentration og koncerndannelse i den finansielle sektor, herunder dannelse af finansielle konglomerater med selskaber, der driver forskellige former for finansiel virksomhed, f.eks. bank, forsikring og realkredit. Tendensen til øget koncerndannelse er imidlertid ikke entydig på alle delmarkeder. Koncerndannelse kan gå begge veje, specielt har man set et vist frasalg af skadesforsikring og senest en øget koncerndannelse på bank, realkredit og livsforsikring.

Det danske finansielle marked var i 2000 præget af de 2 store fusioner: Først Unidanmarks internordiske sammenlægning med MeritaNordbanken og senere Danske Bank og RealDanmark. Fusionerne har fået en positiv modtagelse på de finansielle markeder. Kurserne på de involverede virksomheders aktier er steget kraftigt. Kreditværdigheden er steget, hvilket kan ses af bedre ratings fra de internationale kreditvurderingsbureauer.

Den internt danske udvikling betyder, at bankerne har haft en succesfuld indtrængen på realkreditområdet. En meget betydelig del af realkreditinstitutterne har nu direkte tilknytning i form af ejerskab til bankerne. Denne indtrængen, som er sket over en periode på ca. 10 år, forklares især med bankernes anvendelse af filialnettet som distributionskanal. Man kan spørge, om filialnettet også de næste 10 år vil spille en så dominerende rolle, eller om de såkaldt virtuelle banker (Internetbanker) vil trænge den traditionelle bankfilial i defensiven. Indtil videre er det ikke sket i Danmark og heller ikke i andre lande. Distribution via Internettet er et element i den vifte af distributionskanaler, som den traditionelle bank benytter sig af.

Et af de områder, hvor Internettet aktuelt har størst appel, er på værdipapirhandelsområdet. Her kan investor på en billig og effektiv måde gennemføre handler og hele tiden være opdateret om markedsudviklingen. Her kan den traditionelle bankfilial ikke konkurrere. Man kan forestille sig, at værdipapirhandel kan virke som en isbryder for Internetbankerne, hvor handlen trækker andre bankforretninger med sig. Imidlertid kan værdipapirhandel også udbydes separat, hvilket blandt andet er sket med succes i USA. Hertil kommer, at uanset at behovet for formuepleje er lige så stort, når kurserne falder, som når de stiger (hvis ikke større), så er kundernes tilbøjelighed til at investere aktivt størst, når markedet er stigende.

Der udvikles stadigt nye muligheder for at anvende Internettet. Som eksempel kan nævnes anvendelse af digitale signaturer og scanning af dokumenter. Papirgange bliver lettere både for forbrugerne og for de finansielle virksomheder. Afgørende for udviklingen er, at den nye teknologi er bredt tilgængelig både for kunderne og for de finansielle virksomheder. Det er ikke prohibitivt dyrt for et mindre pengeinstitut at starte en Internetbank. Teknologien er ikke i sig selv med til at øge koncentrationen i markedet.

International udvikling
Tendensen mod øget koncentration gælder ikke kun det danske marked, men ses også i de øvrige nordiske lande. Christiania Bank og Kreditkasse blev en del af Nordea-gruppen i slutningen af 2000, og i Sverige har 2 af de største banker SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) og FöreningsSparbanken (Swedbank) i begyndelsen af 2001 meddelt, at de vil fusionere. FöreningsSparbanken er i øvrigt moderselskab for danske FIH, og SEB har også interesser i Danmark blandt andet gennem sin danske datterbank.

Udviklingen har betydet, at koncentrationsgraderne i de enkelte nordiske lande er blevet meget høje. I kraft af finske og svenske bankers tilstedeværelse i Estland, Letland og Litauen gælder dette også for de baltiske randstater. Selvom en konsolideringsproces aldrig kan betegnes som fuldt afsluttet, bliver det sværere og sværere at se, hvilke yderligere sammenslutninger af større finansielle virksomheder der er mulige i Norden. Det har også betydning, at de enkelte landes konkurrencemyndigheder ser med kritiske øjne på den stigende koncentration.

Blandt vore øvrige nabolande har også Storbritannien en betydelig koncentration på bankområdet. Derimod har Tyskland og Polen stadig et forholdsvis fragmenteret bankmarked. I Tyskland har man i øvrigt oplevet, at annoncerede fusioner blandt de største banker alligevel ikke er blevet til noget på grund af intern uenighed mellem parterne. Generelt opfattes Tyskland som et vanskeligt bankmarked. Forklaringen er først og fremmest eksistensen af de såkaldte Landesbanker. Disse banker nyder godt af garantier fra de enkelte Länder (de tyske delstater). Hermed er deres fundingomkostninger lavere end de kommercielle bankers, og det giver Landesbankerne mulighed for at låne ud til lavere renter. Principperne om level playing field inden for EU gør imidlertid, at denne situation vanskeligt kan opretholdes. På mellemlangt sigt vil det betyde opbrud i det tyske bankmarked og sandsynligvis betydelig konsolideringsaktivitet. Det er uvist, om danske finansielle institutioner kommer til at spille en rolle her. De største danske og nordiske banker er repræsenteret i Tyskland, men i praksis sker dette for at kunne understøtte nordiske eksportvirksomheders aktiviteter. Kun én nordisk bank (SEB) har væsentlige aktiviteter rettet mod tyske kunder.

Polen kan af flere grunde udvikle sig til at blive et interessant marked for danske og nordiske finansielle virksomheder:

• Den geografiske nærhed spiller en rolle.
• Polen har den største befolkning og den største økonomi i Østeuropa, og landet er kandidat til EU-medlemskab inden for en overskuelig årrække.
• Udenlandske banker har en fordel frem for rent polske banker på grund af deres relativt større kreditværdighed og højere teknologiske stade.

Der er betydelig udenlandsk interesse for det polske marked, og de nordiske banker har ikke området for sig selv, men netop den relative nærhed kan spille en rolle her.

Et vigtigt vækstområde for finansielle virksomheder har i de seneste år været formueforvaltning eller asset management. Den langsigtede opsparing bevæger sig i stigende grad væk fra bankindskud over i værdipapirer – især aktier. Institutionelle investorer har også ønsket at øge andelen af aktieinvesteringer på bekostning af obligationerne blandt andet ud fra ønsket om øget diversifikation. Til og med 1999 blev denne bevægelse understøttet af kraftige stigninger på de internationale aktiemarkeder. Uanset den negative udvikling på markederne siden marts 2000 må det forventes, at denne udvikling vil fortsætte. Selvom det sikre bankindskud kan synes tiltrækkende i perioder med faldende kurser, viser al erfaring, at langsigtet opsparing i værdipapirer giver et højere afkast.

Forvaltning af langsigtet opsparing, pensions- og kapitalforvaltning må fortsat forventes at være centrale forretningsområder i de finansielle virksomheder. De beløb, der forvaltes, stiger kraftigt dels som følge af stigende pensionsindbetalinger dels som følge af, at opsparing som nævnt i stigende grad placeres i værdipapier. Det har også betydet, at investeringsforeningerne i de senere år har oplevet en kraftig vækst.

Der kan endelig iagttages en tendens til øget individualisering af opsparingen med hensyn til valg af individuelle risikoprofiler. Det gælder f.eks. forsikringsbranchens unit link produkter og den fortsatte etablering af specialiserede investeringsforeninger. Der må forventes et fortsat og øget behov for individuelle produkter især i relation til pensions- og kapitalforvaltningsprodukter.

Ændrede rammer for regnskabsregulering
På kapitalmarkedsområdet forventes det, at de kommende år vil vise en øget integration af det finansielle marked i Europa. Dette vil naturligvis være særligt udpræget i Euro-landene, men det vil utvivlsomt også påvirke det danske kapitalmarked. Et vigtigt tiltag er EU-kommissionens forslag om, at alle børsnoterede koncerner i EU – både finansielle og ikke-finansielle – skal aflægge regnskaber, der er i overensstemmelse med standarder udstedt af IASC (International Accounting Standards Committee). Hermed vil der være et fælles regelsæt for alle børsnoterede koncerner i EU. Efter planen skal IASC standarder være gældende senest for årsregnskabet 2005. Anvendelsen af IASC er i øvrigt forudset i forslag til ny årsregnskabslov og i forslag til lov om finansiel virksomhed.

Specielt for pengeinstitutter arbejdes der i regi af Basel-Komiteen med ændringer af kapitaldækningsreglerne. Hensigten er, at kapitalkravet, for så vidt angår kreditrisiko, i højere grad afspejler den “økonomiske” risiko, som virksomhederne har. Det er således tanken, at de finansielle virksomheder skal kunne anvende interne modeller til vurdering af kreditrisikoen i beregningen af kapitalkravet. Det kan resultere i et lavere kapitalkrav for de finansielle virksomheder til gengæld for en bedre risikostyring.

Udviklingen internt i Finanstilsynet
I 2000 indgik Finanstilsynet sin anden resultatkontrakt med Økonomiministeriets departement. Konceptet omkring resultatkontrakten er nu fuldt integreret i den interne planlægning og budgettering. Finanstilsynets samlede resultatkontrakt er både i 2000 og 2001 blevet udmøntet i interne resultatkontrakter på kontorniveau. Erfaringerne med dette har hidtil været positive, og det er hensigten, at den interne budgettering og planlægning i fremtiden skal foregå efter disse retningslinier. Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på at udvikle resultatkontrakten som styringsinstrument, således at fleksibiliteten tilgodeses samtidig med, at fordelene ved detaljerede resultatkrav, budgetter og arbejdsplaner bevares.

For 2001 er kontraktsystemet blevet udvidet og udbygget:

• Finanstilsynet har udarbejdet en 4-årig kontrakt, der indeholder både 4-årige principper og målsætninger for perioden 2001 til 2004 samt 1-årige resultatkrav for 2001.
• Der er indgået egentlige resultatlønskontrakter for kontorchefer og vicedirektører.

Finanstilsynets resultatkontrakt for år 2001 indeholder resultatkrav på alle de væsentligste aktivitetsområder. Aktivitetsområderne er opdelt i hovedmål, der følger Finanstilsynets optagelse på finansloven. Hvis man imidlertid skal fremhæve de væsentligste indsatsområder, kan man pege på 3 områder:

• Der skal iværksættes og videreføres en række initiativer, der sigter mod at konsolidere og forbedre kvaliteten i Finanstilsynets arbejde.
• Finanstilsynets strategi for undersøgelser er blevet præciseret. Der er vedtaget et resultatkrav, der sigter mod en ensartet gennemførelse af undersøgelsesstrategien på tværs af brancher.
• Der er øget fokus på det internationale arbejde.

Herudover vil 2001 i lighed med 2000 blive præget af arbejdet med den fælles tilsynslov, som indgår i resultatkontrakten som en del af Finanstilsynets bidrag til lovprogrammet 2001/2002.

Der henvises til bilag 1 for resultatkontraktens fulde ordlyd.

Kvaliteten i Finanstilsynets arbejde
I forhold til 2000 er kravene til sagsbehandlingstiderne strammet betydeligt op. I modsætning til tidligere er der sat en grænse for den samlede sagsbehandlingstid. Kravet er, at 80 % af sagerne skal færdiggøres inden 30 arbejdsdage. Resultatkravet skal sikre, at relativt ukomplicerede sager afsluttes hurtigt. Når der ses bort fra undersøgelser af finansielle virksomheder, hvor der er opstillet et særskilt resultatkrav, dækker resultatkravet langt hovedparten af de sager, som involverer eksterne parter.

I 2000 iværksatte Finanstilsynet 2 systemer til kvalitetsmåling. I det ene tog man stikprøver af sager til en kvalitetsgennemgang. I det andet gennemførte man kvalitetsmålinger af Finanstilsynets bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål og bidrag til lovprogrammet. Begge disse systemer fortsætter i 2001. I 2001 er det desuden besluttet at udbygge kvalitetsmålingerne, idet der skal udvikles metoder til at vurdere kvaliteten af undersøgelser og løbende overvågning af virksomhederne samt processen omkring forhandling af EU-direktiver.

Det er planlagt, at Finanstilsynet skal gennemføre en egentlig brugerundersøgelse i 2001. Undersøgelsen skal omfatte de mellemstore og store pengeinstitutters tilfredshed med Finanstilsynets indberetningssystem, hvor pengeinstitutterne indberetter regnskaber m.v. elektronisk til Finanstilsynet. På baggrund af erfaringerne med undersøgelsen vil Finanstilsynet vurdere, om der med jævne mellemrum skal gennemføres tilsvarende undersøgelser af brugernes tilfredshed på andre områder.

Forskellige internationale organisationer udarbejder en lang række forskellige regler og standarder, som er forpligtende for Danmark. Finanstilsynet gennemfører i 2001 en undersøgelse af, om alle disse internationale standarder overholdes:

• Undersøgelsen skal indeholde en oversigt over gældende tilsynsstandarder og lignende udstedt af internationale organisationer.
• Der skal foretages en vurdering af, om Finanstilsynet og de regler, som gælder for den finansielle sektor, lever op til standarderne.
• Hvis der er behov for det, udarbejdes der forslag, som vil bevirke, at standarderne overholdes.

Præcisering af strategien for gennemførelse af undersøgelser
I Finanstilsynets 4-årige resultatkontrakt er der formuleret en strategi for gennemførelsen af undersøgelser (se bilag 1). Strategien er dels en præcisering af Finanstilsynets strategi fra 1998 dels en opsummering af resultaterne af forskellige udviklingsprojekter de seneste 2-3 år.

Hovedlinien i strategien er fortsat, at undersøgelsesindsatsen i højere grad skal prioriteres i forhold til de risici, der kan føre til, at en finansiel virksomhed får sin tilladelse inddraget.

Undersøgelser skal i videst muligt omfang være baseret på stikprøvekontrol. Stikprøvens omfang skal være bestemt af en risikovurdering, som Finanstilsynet foretager inden en undersøgelse. Hvis risikovurderingen viser en relativ stor sandsynlighed for at finde gentagne eller grove lovovertrædelser – eller en risikoprofil, der kan bringe tilladelsen i fare – gennemføres som udgangspunkt en større undersøgelse. Omvendt gennemføres en mindre undersøgelse, hvis risikovurderingen viser en relativt lille sandsynlighed for at finde noget sådant.

Dette indebærer, at Finanstilsynet skal anvende netop den tid, det tager at foretage en begrundet vurdering af, om virksomheden på det pågældende risikoområde begår gentagne eller grove lovovertrædelser eller har en risikoprofil, der kan bringe tilladelsen i fare.

For at arbejde hen imod en ensartet gennemførelse af undersøgelser på tværs af brancherne er det i 2001 et resultatkrav, at der forud for udarbejdelsen af undersøgelsesplanen for 2002 skal foretages en risikovurdering med henblik på at vurdere, hvilke virksomheder og risikoområder der skal undersøges. Desuden skal resultatkravet bidrage til, at resultaterne af et projekt, som blev gennemført i 2000 om gennemgang af undersøgelses- og vurderingsmetoder inden for de forskellige virksomhedsområder, indarbejdes i undersøgelsesvirksomheden.

En øget indsats i det internationale arbejde
Tilsynsarbejdet bliver stadig mere kompliceret, fordi en stadig større del af aktiviteterne ligger uden for det land, som fører tilsyn med den pågældende virksomhed. Denne udvikling forstærkes dels af koncentrationen på det danske finansielle marked dels af fusioner og partnerskaber på tværs af grænserne.

Der er derfor behov for et større tilsynssamarbejde på tværs af landegrænser og i internationale fora. Dermed øges markedskendskabet, og mulighederne for at deltage i udviklingen af regulerings- og tilsynsmetoder i forskellige internationale fora forbedres. Det er endvidere vigtigt med en aktiv dansk deltagelse i forbindelse med tilblivelsen af internationale regler og standarder vedrørende den finansielle sektor. Dette har stor betydning for de fremtidige rammevilkår for den finansielle sektor.

Finanstilsynet vil i 2001 forsøge i højere grad at målrette sin indsats i det internationale arbejde. Det er derfor et resultatkrav, at de ansvarlige kontorer forud for deltagelse i internationale møderækker af særlig betydning skal udarbejde en skriftlig plan, som skal drøftes med Finanstilsynets direktion. Direktionen har udpeget 24 møderækker/arbejdsgrupper, hvor der skal udarbejdes en plan.

Til efteråret 2002 overtager Danmark formandskabet i EU, hvilket bliver en udfordrende opgave. Forberedelserne til formandskabet begyndte sidste år, og i 2001 intensiveres forberedelserne yderligere. Bl.a. skal der i 2001 forberedes et undervisningsforløb med henblik på at sætte Finanstilsynets medarbejdere i stand til at varetage rollen som formand ved møderne i EU-regi. Forberedelsen af EU-formandskabet sker i tæt samarbejde med Økonomiministeriets departement.

Endelig kan man pege på, at medarbejdere fra Finanstilsynet i stigende omfang deltager i internationale opgaver af kortere eller længere varighed f.eks. i IMF- eller EU-regi – bl.a. som rådgivere for Estland i forbindelse med opbygningen af et finansielt tilsyn.

Lovreform af den finansielle tilsynslovgivning
Den øgede integration af de finansielle markeder, herunder koncernudviklingen, bevirker, at der er behov for at gennemføre en ny lovstruktur. Denne lovstruktur skal sikre en ensartet behandling af ens finansielle produkter samt muliggøre en række forenklinger og moderniseringer.

Som opfølgning på betænkning nr. 1376 afgivet af Økonomiministeriets udvalg om den finansielle sektor efter 2000 er der 8. februar 2001 fremsat forslag til lov om finansiel virksomhed (L 165), hvor visse bestemmelser fra de finansielle love er samlet i lovforslaget. Lovforslaget indeholder således regler om koncern- og ejerforhold, ledelse, regnskab og revision og almindelige tilsynsmæssige bestemmelser, herunder regulering af Finanstilsynets tavshedspligt og partsbegreb. Dette kombineres med sektorlove indeholdende den særlige regulering af de forskellige typer aktiviteter, der er velbegrundet ud fra den enkelte sektors egenart/produkter. Lovforslaget er første trin i lovreformarbejdet.

I andet trin foretages en generel gennemgang af den øvrige finansielle lovgivning med henblik på at skabe en ensartet struktur og sikre, at forskelligheder beror på reelle behov. Endvidere skal det vurderes, i hvilket omfang yderligere regler kan indgå i lov om finansiel virksomhed. Det er planen, at disse lovændringer (den nye struktur i sektorlovene) fremsættes i efteråret 2001.