//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Rapport om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade


Bunden af teksten Forrige Næste Forside

KAPITEL 2

Lov- og regelgrundlag

Arbejdsskadeforsikring er en lovpligtig forsikring, som arbejdsgivere (på nær stat og kommuner) skal tegne med henblik på at dække arbejdstagere i tilfælde af ulykker, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, pludselige løfteskader eller erhvervssygdomme.

Kompensation til skadelidte eller andre i forbindelse med arbejdsskader hører under Socialministerens resortområde og er reguleret i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Finanstilsynet har siden 1987 varetaget de forsikringstekniske funktioner på arbejdsskadeområdet. De særlige regler for tilsyn med arbejdsskadeforsikring, som fandtes i socialministeriets lovgivning indtil 1987, blev i vidt omfang overført til lov om forsikringsvirksomhed. Det tekniske og finansielle tilsyn med arbejdsskadeforsikringen har således været mere detaljeret end tilsynet med de øvrige former for skadesforsikringsvirksomhed.

Den 1. januar 1999 træder 3. skadesforsikringsdirektiv i kraft på arbejdsskadeområdet i Danmark. Det er opfattelsen, at de tidligere særregler på området ikke kan opretholdes efter denne dato. Folketinget ophævede ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 ovennævnte særregler på arbejdsskadeområdet pr. 1. januar 1999. Af loven fremgår endvidere, at erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). AES vil ikke være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed eller EU's forsikringsdirektiver. Endelig fremgår det af loven, at de forsikringsselskaber, som har tegnet erhvervssygdomsforsikring før 1. januar 1999, kan vælge at afvikle disse bestande selv eller indgå aftale om, at AES afvikler bestandene. De bestande af erhvervssygdomme, der ikke overføres til AES vil være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed

Arbejdsulykker og skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed vil efter 1. januar 1999 være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed på lige fod med de øvrige former for skadesforsikringsvirksomhed.


Toppen af teksten Forrige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet august 1999
Elektronisk version ved Net Bureauet