Redegørelse om påbud til Sydbank - Undersøgelse af lønpolitik og lønpraksis

Finanstilsynet har i forbindelse med en temaundersøgelse på aflønningsområdet i 2023 undersøgt Sydbanks lønpolitik og lønpraksis. Formålet med undersøgelsen var at undersøge om de omfattede institutters lønpolitikker og lønpraksis understøtter en sund og effektiv risikostyring.

Sammenfatning

Finanstilsynet vurderer overordnet, at Sydbanks lønpolitik på enkelte centrale områder ikke lever op til aflønningsreglerne. Finanstilsynet har derfor udstedt tre påbud til Sydbank om at justere i lønpolitikken og eventuelt dertilhørende retningslinjer.

Kriterier for tildeling af variabel aflønning

Det fremgår af Sydbanks lønpolitik, at der ved ”særlige forhold” kan tildeles tiltrædelsesgodtgørelse, en frikøbskompensation eller en fastholdelsesbonus. Det er dog uklart, hvornår der er tale om sådanne ”særlige forhold”, hvilket skaber risiko for ad hoc-baseret tildeling af variabel løn. Sydbank har fået et påbud om at tydeliggøre at fastsætte klare kriterier for tildeling af tiltrædelsesgodtgørelse, frikøbskompensation og fastholdelsesbonus[1].

Retningslinjer for tildeling af variabel løn

Finanstilsynet vurderer, at Sydbanks lønpolitik ikke indeholder retningslinjer for overholdelse af reglerne om variabel aflønning, herunder f.eks. hvilke instrumenter banken anvender ved tildeling af variabel løn, hvordan bankens udskydelsespolitik ser ud, samt den konkrete sammenhæng med virksomhedens risici. Sydbank har fået et påbud om at fastlægge bankens retningslinjer for tildeling af variabel løn i lønpolitikken[2].

Retningslinjer for udpegning af væsentlige risikotagere

Finanstilsynet vurderer, at Sydbanks lønpolitik ikke indeholder retningslinjer for udpegning af væsentlige risikotagere. Det fremgår af lønpolitikken, at Sydbank mindst en gang årligt udpeger væsentlige risikotagere, men lønpolitikken indeholder ikke retningslinjer herfor. Sydbank har fået et påbud om at fastsætte retningslinjer i lønpolitikken for identifikation af væsentlige risikotagere[3].


[1] Påbuddet gives i medfør af § 9, stk. 3, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 1242 af 10. juni 2021 om lønpolitik og aflønning i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, investeringsforeninger og visse holdingvirksomheder (aflønningsbekendtgørelsen).

[2] Påbuddet gives i medfør af § 9, stk. 2, i aflønningsbekendtgørelsen.

[3] Påbuddet gives i medfør af § 9, stk. 2, i aflønningsbekendtgørelsen.