Kontoret for livsforsikringsselskaber fører et risikobaseret tilsyn med de danske livsforsikringsselskaber og forsikringskoncerner, i alt ca. 20 selskaber. Formålet er at varetage beskyttelsen af forsikringstagernes interesser.
Tilsynet foregår via løbende overvågning og inspektioner hos livsforsikringsselskaberne. Fokus er på, om selskaberne har tilstrækkelige økonomiske stødpuder i forhold til de risici, som de påtager sig, om selskabernes hensættelser er tilstrækkelige i forhold til forpligtigelserne, om selskabernes investeringsstrategier er hensigtsmæssige i forhold til det kunderne er stillet i udsigt, samt om selskaberne har gode ledelses- og kontrolsystemer. Kontoret indeholder derudover en særlig enhed, som fører tilsyn med alternative investeringer på tværs af livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.
Den løbende tilsynsvirksomhed foregår blandt andet ud fra livsforsikringsselskabernes
- rapport om solvens og finansiel situation,
- uddybende rapport om solvens og finansiel situation,
- kvantitative indberetninger,
- egen vurdering af risiko og solvens (ORSA),
- tekniske grundlag samt
- aktuarrapporter og -beretninger.
Kontoret har ud over tilsynet med livsforsikringsselskaberne flere ansvarsområder, herunder blandt andet:
- reguleringen af det forsikringsmæssige område i lov om finansiel virksomhed, underliggende bekendtgørelser og vejledninger, herunder implementeringen af europæisk regulering vedrørende forsikring i den danske lovgivning
- den daglige produktion og offentliggørelse af diskonteringsrentekurven til risikostyringsformål i forsikringsselskaber og pensionskasser
- den årlige produktion og offentliggørelse af Finanstilsynets levetidsbenchmark
- bidrag til arbejdet med finansiel stabilitet set fra forsikringssektoren
- gennemførsel af stress tests på forsikringsområdet
Internationalt har kontoret ansvaret for koordineringen af Finanstilsynets deltagelse i samarbejdet med den europæiske tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA). Kontoret deltager desuden i flere arbejdsgrupper i EIOPA og i tilsynskollegier for forsikringskoncerner med selskaber beliggende i flere medlemslande inden for Den Europæiske Union.