//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Håndbog for offentlige repræsentanter i pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og forsikringsselskaber


Bunden af teksten Forige Forside

5 Finanstilsynet

5.1 Hvilke opgaver har Finanstilsynet

Finanstilsynet skal påse, at tilsynslovgivningen bliver overholdt og skal bringe eventuelle overtrædelser til ophør. Formålet hermed er at beskytte henholdsvis indskydere, forsikringstagere, obligationsejere m.fl.

Endvidere medvirker Finanstilsynet, når love, bekendtgørelser, vejledninger, EU-direktiver m.m. inden for den finansielle sektor skal udarbejdes, gennemføres og fortolkes.

De virksomheder, som Finanstilsynet fører tilsyn med, skal give alle de oplysninger, der er nødvendige for, at Finanstilsynet kan udøve sin virksomhed. Tilsynet har adgang til at indhente oplysninger og foretage inspektionsbesøg hos de finansielle virksomheder og virksomhedernes moder-, søster- og datterselskaber.

En del af Finanstilsynets aktivitet udøves ved at undersøge virksomhederne på stedet.

Finanstilsynets ansatte og tilknyttede eksperter er underlagt en særlig tavshedspligt.

Ved en undersøgelse gennemgår Finanstilsynet forhold, der er væsentlige for virksomheden, herunder særligt om de lovgivningsmæssige krav til solvensen er opfyldt. Herunder har Finanstilsynet i de fleste tilfælde drøftelser med bestyrelse, direktion, den ansvarshavende aktuar, ekstern og eventuelt intern revision samt ledende medarbejdere. I realkreditinstitutter undersøges det endvidere, om nyudlån sker i overensstemmelse med reglerne.

Særligt for pengeinstitutter og realkreditinstitutter gælder, at Finanstilsynet ved undersøgelserne gennemgår instituttets udlånsengagementer og vurderer, om der er foretaget de tilstrækkelige hensættelser til tab, og hvordan instituttet vil blive påvirket, hvis der sker ændringer i rente- eller kursudviklingen.

Når det drejer sig om livs- og pensionsforsikringsselskaber, påser Finans-tilsynet bl.a., at de forsikringsmæssige hensættelser til dækning af forsikringstagernes krav er dækket af særligt sikre og registrerede aktiver.

Herudover kontrollerer tilsynet løbende, at virksomheden overholder lovgivningen. Det sker bl.a. på baggrund af periodiske regnskabsoplysninger m.v., som institutterne indsender til tilsynet. Tilsynet får endvidere tilsendt revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabet samt aktuarens beretning.

Herudover har Finanstilsynet løbende kontakt med virksomhederne, f.eks. ved at disse retter henvendelse til Finanstilsynet med dispensationsansøgninger eller spørgsmål vedrørende udarbejdelse af regnskab og fortolkning af lovgivning.

5.2 Den offentlige repræsentant og finanstilsynet

For den offentlige repræsentant gælder de samme pligter, rettigheder og ansvar som for de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Den offentlige repræsentant har - som andre bestyrelsesmedlemmer - mulighed for at orientere tilsynet, skattevæsenet og politiet om forhold, der er så afgørende, at det bør komme de pågældende myndigheder til kendskab. Under den forudsætning, at det ikke har været muligt at formå den øvrige bestyrelse til at berigtige situationen eller at foretage en indberetning eller en anmeldelse.

Ethvert bestyrelsesmedlem har dog pligt til omgående at meddele Finans-

tilsynet om forhold, der er af afgørende betydning for virksomhedens fortsatte beståen.


Toppen af teksten Forige Forside

Udgivet af Finanstilsynet November 1997
Elektronisk version ved Net Bureauet