2.3 Indgåelse af en forsikringsaftale eller ændring heraf
Ved indgåelse af en forsikringsaftale eller ændring heraf skal den eller de rentesatser (grundlagsrente*), der lægges til grund ved beregningen af livsforsikringshensættelserne* og forsikringspræmierne, vælges med forsigtighed. Dette princip er foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed, og det enkelte selskab skal altid særskilt sikre, at dette er opfyldt.
Finanstilsynet fastsatte med skrivelse af 26. maj 1994 (bilag 4) for første gang den maksimale grundlagsrente. Den blev fastsat til 3 % p.a. for forsikringer, der blev tegnet fra 1. juli 1994.
Efterfølgende udsendte Finanstilsynet den 7. juni 1994 en midlertidig vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5), hvor retningslinier for anvendelse af ny grundlagsrente blev præciseret. De overordnede retningslinier for ny grundlagsrente blev:
Ethvert selskab skal til ikrafttræden senest 1. juli 1994 anmelde et teknisk grundlag, hvori grundlagsrenten ikke overstiger 3 % p.a.
Alle forsikringsaftaler, som indgås på baggrund af begæringer, som er indgivet den 1. juli 1994 eller senere, skal etableres med anvendelse af den nye grundlagsrente.
Det samme gælder forsikringsaftaler, der indgås med ikrafttrædelse pr. 1. juli 1994 eller senere, uanset hvornår begæringen er indgivet.
Samtidig har Finanstilsynet med skrivelsen af 7. juni 1994 pålagt det enkelte selskab ikke at indgå forpligtelser, der kan virke hindrende for en fremtidig ændring af grundlagsrenten, herunder også ændringer af grundlagsrente for bonustillægsforsikringer*. Såfremt et selskab allerede havde indgået aftaler, som forpligtede selskabet til at lade fremtidige præmieforhøjelser eller bonustillægsforsikringer indgå med grundlagsrenten knyttet til det beregningsgrundlag*, på hvilket forsikringen er tegnet, skulle selskabet underrette Finanstilsynet herom.
Der er ikke i direktivet eksplicitte krav til, hvilken maksimal grundlagsrente der skal anvendes ved fremtidige forhøjelser eller ved tegning af bonustillægsforsikringer.
Grundlagsrenteudvalget fandt det imidlertid mest betryggende, at selskaberne ikke på tegningstidspunktet knytter en garanteret grundlagsrente til fremtidige præmieforhøjelser og bonustilskrivninger*.
Desuden fandt Grundlagsrenteudvalget, at der for præmieforhøjelser er et konkurrencehensyn, der taler for, at præmieforhøjelser maksimalt kan indgå på den grundlagsrente, der er gældende på tidspunktet for forhøjelsen. Der vil ellers være risiko for konkurrenceforvridning i det tilfælde, hvor forsikringstageren* har mulighed for at vælge, til hvilket selskab en fremtidig præmieforhøjelse skal indbetales.
Dette konkurrenceaspekt er ikke gældende for bonustillægsforsikringer, der altid vil blive placeret i samme selskab som den bonusberettigede forsikring. Valget af grundlagsrente skal derfor blot imødekomme kravet om, at denne grundlagsrente er betryggende.
På baggrund heraf har Finanstilsynet truffet beslutning om, at forsikringsaftaler skal udformes således, at der ikke er aftalemæssige hindringer for at foretage forhøjelser og tegne bonustillægsforsikringer med anvendelse af den til enhver tid gældende maksimale grundlagsrente. Vurderer den ansvarshavende aktuar i forbindelse med den løbende bonustilskrivning, at det vil være betryggende at foretage bonustilskrivningen ved anvendelse af den grundlagsrente, der var gældende ved forsikringens tegning, er dette dog muligt, jf. grundlagsrentebekendtgørelsens § 4, stk. 3.
Til den enkelte forsikringsaftale kan altså være knyttet flere grundlagsrenter. Dels den grundlagsrente, som var gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse, dels de grundlagsrenter, der var gældende på tidspunktet for eventuelle forhøjelser og for bonustilskrivning. Dette er et nyt princip i forhold til den livsforsikringspraksis, der har været anvendt i en årrække. I afsnit 3.6.0 i beregningsgrundlaget* G 82, 5 % har der tidligere været en regel om, at en forsikring ikke måtte opbygges med mere end én grundlagsrente. Ændringen af denne bestemmelse har betydet, at der skulle gennemføres meget store ændringer i selskabernes edb-systemer. Det har derfor været nødvendigt med en række overgangsbestemmelser. Disse overgangs- samt nogle undtagelsesbestemmelser er beskrevet i vejledningen samt i den efterfølgende bekendtgørelse af 12. december 1995 (bilag 7). Undtagelses- og overgangsbestemmelser er omtalt nærmere i kapitel 3 og 4.
Udgivet af Finanstilsynet 11. december 1997
Elektronisk version ved Net Bureauet
| 
