//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Rapport om fastsættelse af maksimal grundlagsrente


Bunden af teksten Forige Næste Forside

2.2 Metode til fastsættelse af maksimal grundlagsrente

Bestemmelsen om maksimal grundlagsrente* findes i artikel 17*, stk. 1, litra B, pkt. a, nr. i, jf. bilag 2 og ordlisten. Her står bl.a.:

    »Når aftalerne indeholder en rentegaranti, fastsætter den kompetente myndighed i selskabets hjemland en fælles maksimumsrentesats. Denne sats kan variere efter, hvilken valuta forsikringsaftalen er fastsat i, forudsat at den ikke overstiger 60 % af rentesatsen for statsobligationslån i den valuta, forsikringsaftalen er fastsat i.«

Den maksimale grundlagsrente er en øvre grænse. Dette er påpeget i artikel 17, stk. 1, litra B, pkt. b med bestemmelsen om, at fastlæggelse af en maksimumsrentesats ikke betyder, at selskabet skal anvende en så høj rentesats. Det enkelte selskab skal således særskilt overveje, om det er betryggende at gå så langt, som grænsen tillader. Denne forpligtelse fremgår af § 31, stk. 4 i lov om forsikringsvirksomhed.

De danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er pålagt realrenteafgift efter realrenteafgiftslovens bestemmelser. I øvrige EU-lande findes ikke en afgiftsbelastning af tilsvarende art. Der er heller ikke i bestemmelserne i artikel 17 taget højde herfor.

Imidlertid har realrenteafgiften afgørende betydning for det faktiske afkast af statsobligationslån. Udvalget har derfor vurderet, at den rente, der skal lægges til grund for bestemmelse af den maksimale grundlagsrente, som udgangspunkt må være en rente efter fradrag for realrenteafgift.

Intentionen med realrenteafgiftsloven er, at der for de aktiver, der indgår i afgiftsgrundlaget, herunder danske statsobligationslån, som hovedregel mellem selskaberne kan forventes en gennemsnitlig realforrentning på ca. 3,5 % p.a. En renteændring vil påvirke realrenteafgiftssatsen, således at renteændringen ikke vil slå fuldt igennem på et selskabs faktiske afkast efter realrenteafgift. Ændringen i det faktisk opnåede afkast efter realrenteafgift vil især afhænge af inflationstakten.

Ved den ovenfor citerede bestemmelse fra artikel 17, hvorefter den fælles maksimale grundlagsrente ikke må overstige 60 % af statsobligationsrentesatsen, fastsættes en øvre grænse for størrelsen af grundlagsrenten. Det blev derfor drøftet, om man i Danmark som en ekstra sikkerhed skulle anvende en lavere grænse, men der var enighed i Grundlagsrenteudvalget om ikke at skærpe 60 %-grænsen.

Der var endvidere enighed om, at reglen kunne fortolkes således, at der skal kunne tåles et rentefald på 40 %. Som nævnt vil et sådant fald medføre et fald i realrenteafgiftssatsen og derfor ikke forårsage et fald i det faktiske afkast på 40 %.

I bilag 1 er givet en teknisk gennemgang, hvor denne fortolkning anvendes. I bilaget anvendes et scenario, hvor beregning af realrenteafgiftssatsen alene er baseret på statsobligationsrenten og uden den indbyggede tidsforskydning, der er givet i realrenteafgiftsloven.

På denne baggrund vises, at under antagelse af, at inflationen ændres proportionalt med renten, kan den maksimale grundlagsrente fastsættes til 60 % af statsobligationsrenten efter realrenteafgift plus en »kompensation« for, at realrenteafgiftssatsen vil falde, hvis renten falder med 40 %. Denne »kompensation« udgør 1,4 procentpoint, dog maksimalt 60 % af den faktisk beregnede afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis statsobligationsrenten er 8 % og inflationen er 1 %, vil den maksimale grundlagsrente herved kunne fastsættes til 4,12 %. Hvis man i dette eksempel alene havde bestemt den maksimale grundlagsrente som 60 % af obligationsrenten efter realrenteafgift, skulle den fastsættes til 2,72 %, jf. eksemplet i bilag 1.

I bilag 1 foretages endvidere en inflationsuafhængig vurdering af reglen. Den maksimale grundlagsrente fastsættes her til 3,5 %, så længe statsobligationsrenten er større end 5,83 %. I modsat fald skal den maksimale grundlagsrente fastsættes til 60 % af statsobligationsrenten, idet ovennævnte fortolkning af 60 %-reglen herved ikke længere har mening, da man rammer niveauet, hvor realrenteafgiften bortfalder. Ved den inflationsafhængige metode vil man nå til samme resultat, hvis inflationen var nul.

På baggrund af de foretagne vurderinger i bilaget har man i Grundlagsrenteudvalget overvejet, om den maksimale grundlagsrente kunne fastsættes til 3,5 %, så længe statsobligationsrenten er større end 5,83 %. Finanstilsynet fandt imidlertid, at når udvalget ønskede ikke at nedsætte 60 %-grænsen, som i direktivet er en øvre grænse, ville der ikke være tilstrækkelig sikkerhed, hvis sikkerhedsmargen alene bestod af inflationen, idet der ikke herved er taget hensyn til, at det enkelte selskab kan have udsving fra gennemsnitsrenten. Derfor har Finanstilsynet ­ baseret på de metoder, der er givet i bilag 1, men med en ekstra sikkerhedsmargen ­ fastsat den maksimale grundlagsrente til 3 %. Dette blev meddelt ved Finanstilsynets skrivelse af 26. maj 1994 (bilag 4).

Da Finanstilsynet som hovedregel alene vil ændre den maksimale grundlagsrente med mindste ændringsenhed på 0,25 procentpoint, har tilsynet udarbejdet følgende vejledende regel for fastsættelse af den maksimale grundlagsrente: Så længe rentegennemsnittet4 for langfristede statsobligationer er mindst 5,83 % p.a., fastsættes den maksimale grundlagsrente til 3 % p.a. For hvert påbegyndte interval af 0,41 procentpoint, rentegennemsnittet er mindre, nedsættes den maksimale grundlagsrente med 0,25 procentpoint (idet 60 % af 0,41 er 0,25). Den maksimale grundlagsrente fastsættes normalt hvert år for perioden fra 1. juli til næste års 30. juni ud fra gennemsnitsrenterne i de fire foregående år, idet disse år tillægges en vægt på henholdsvis 0,1, 0,2, 0,3 og 0,4.

Finanstilsynet har dog understreget, at ovennævnte regel alene er vejledende. I tilfælde af pludselige rentefald kan Finanstilsynet nedsætte den maksimale rentefod i årets løb.

Den anførte regel revideres, hvis der sker væsentlige ændringer i beskatningen af selskabernes afkast. Endvidere tages reglen op til overvejelse, hvis inflationen varigt bliver betydeligt større end nu, så der bliver væsentlig forskel på nominal- og realrente. I forbindelse hermed tages der tillige hensyn til reglen i realrenteafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., hvorefter afgiftssatsen ikke kan overstige 56 %.


4 Fastsat som gennemsnittet af de månedsgennemsnit, der offentliggøres i »Statistiske Efterretninger, Penge og Kapitalmarked«.
Toppen af teksten Forige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet 11. december 1997
Elektronisk version ved Net Bureauet