Til økonomiministeren
Hermed aflægges - som foreskrevet i de forskellige tilsynslove - beretning om Finanstilsynets virksomhed i 1998.
Beretningen indledes med en redegørelse om indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder. Derefter følger en artikel om Finanstilsynets strategiske grundlag.
Markedsudvikling og tilsynsaktiviteter inden for de enkelte brancheområder beskrives i et selvstændigt kapitel. Herefter omtales Finanstilsynets deltagelse i internationalt samarbejde og i råd, nævn og udvalg.
Endelig indeholder beretningen et kapitel om Finanstilsynets virksomhedsgrundlag og organisation.
I løbet af sommeren og efteråret 1999 udgiver Finanstilsynet de sædvanlige statistiske rapporter med detaljerede regnskabsoplysninger og statistisk materiale for de enkelte tilsynsområder. Rapporterne udgives som netpublikationer på Tilsynets hjemmeside.
Til yderligere beskrivelse af Finanstilsynet og tilsynsvirksomheden i 1998 har Tilsynet netop udgivet sit andet virksomhedsregnskab.
Til arbejdsministeren afgiver Finanstilsynet beretning om Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Finanstilsynet, maj 1999
Henrik Bjerre-Nielsen
Finanstilsynets direktør
Indholdsfortegnelse
Indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder af Erik Werlauff
Finanstilsynets strategiske grundlag af Henrik Bjerre-Nielsen
KAPITEL 2: Tilsynets virksomhed
2.3. Livs- og skadesforsikringsselskaber samt pensionskasser
2.6. Investeringsforeninger og specialforeninger
KAPITEL 3: Internationalt samarbejde
KAPITEL 4: Deltagelse i råd, nævn og udvalg
KAPITEL 5: Publikationsvirksomhed
KAPITEL 6: Finanstilsynets virksomhedsgrundlag og organisation
KAPITEL 7: Ankenævn og garantifond
Finanstilsynet har valgt at indlede beretningen for 1998 med en redegørelse om rækkevidden af bestemmelserne i den finansielle lovgivning om indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder.
Redegørelsen er udarbejdet af professor, dr.jur. Erik Werlauff efter anmodning fra Finanstilsynet.
Derefter følger en artikel af direktør Henrik Bjerre-Nielsen,
Finanstilsynet, om Finanstilsynets strategiske grundlag.
Indgrebsmuligheder over for
betydende kapitalejere i finansielle virksomheder
Redegørelse af 25. marts 1999 til Finanstilsynet i Danmark
Af professor, dr.jur. Erik Werlauff
Disposition i oversigtsform
(En detaljeret disposition for redegørelsen findes på side 87 ff.)
Finanstilsynet har bedt mig udarbejde en redegørelse om rækkevidden af bestemmelserne i den finansielle lovgivning om indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere, som "modvirker en forsvarlig drift" af et pengeinstitut, et forsikringsselskab, et realkreditinstitut, en fondsbørs eller anden virksomhed omfattet af værdipapirhandelsloven eller et fondsmæglerselskab.
Det analyseres nærmere i det følgende, i hvilke tilfælde der er grundlag for et indgreb, og hvordan valget af sanktion træffes.
2. Generelt om indgrebsreglerne
2.1. Fællestræk ved indgrebsreglerne
Et fællestræk ved såkaldte finansielle virksomheder - pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsbørser eller andre virksomheder omfattet af værdipapirhandelsloven samt fondsmæglerselskaber - er, at der stilles særlige krav til deres organisation, kapitalstyrke og forsvarlige drift.
Ikke blot stilles der herved krav til deres ledelse (bestyrelse, direktion m.v.). Også visse ejere med større kapitalbesiddelser ("betydende kapitalejere", som har en "kvalificeret andel" af selskabet) stilles der krav til. Disse krav til ejere er ikke positive i form af krav om medvirken, hæftelse m.v., men negative i form af krav om, at de ikke "modvirker en forsvarlig drift" af den finansielle virksomhed.
Forskrifterne herom findes i hhv. lov om banker og sparekasser m.v. (BSL) §§ 6 og 7 b-c, lov om forsikringsvirksomhed (LFV) §§ 9 a og 33 a-b, realkreditloven (RKL) §§ 9 og 78-79, lov om værdipapirhandel m.v. (VHL) §§ 9 og 10 samt lov om fondsmæglerselskaber (FML) §§ 5 og 9-10.
Reglerne hviler på EF-direktiver, som tilsigter en betydelig parallelitet i regelsættet mellem de forskellige kategorier af finansielle virksomheder, og det er derfor i det følgende tilstrækkeligt at gennemgå forskrifterne med udgangspunkt i ét af regelsættene. Eftersom forskrifterne for kreditinstitutter, særligt 2. harmoniseringsdirektiv, 89/646, i vidt omfang har dannet forbillede for bestemmelserne, er der i det følgende taget udgangspunkt i disse forskrifter.
Forskrifterne om betydende kapitalejere regulerer tre situationstyper, som kan sammenfattes således:
(1) Når der ansøges om godkendelse (koncession) til drift af den pågældende finansielle virksomhed, skal det indgå i tilsynsmyndighedens overvejelser, om betydende kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift, jf. BSL § 6, stk. 7. I så fald kan tilladelse nægtes.
En én gang meddelt tilladelse kan endvidere tilbagekaldes i et antal tilfælde, jf. nærmere BSL § 43. Denne tilbagekaldelsesbestemmelse er opdelt i en fakultativ del (kan-bestemmelser), jf. stk. 1 og 3, og en obligatorisk del (skal-bestemmelser), jf. stk. 2.
Til de fakultative bestemmelser hører ikke blot de tilfælde, hvor ledelsen ikke opfylder kravene i § 6, stk. 6, jf. nedenfor under pkt. 2.3, men også situationer, hvor betydende kapitalejere modvirker en forsvarlig drift, jf. i det hele § 43, stk. 1, nr. 4.
Det er dog indlysende, at tilbagevisningen til § 6, stk. 7, ikke herved kan tages
fuldt ud for pålydende, idet § 6, stk. 7, direkte vedrører det tidspunkt, hvor
godkendelse (koncession) meddeles, og hvor der derfor er behov for et fremadrettet skøn
over betydende kapitalejeres forventede handlemåde
("... skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift ..."), mens der i
tilbagekaldelsessituationen skal have manifesteret sig en konkret situation omfattet af §
7 c, hvor der således er tale om en påviselig modvirkning af en forsvarlig drift. Det
følger heraf, at muligheden for tilbagekaldelse er afhængig af, at der foreligger den i
§ 7 c beskrevne situation, og der henvises derfor i det hele til redegørelsens nærmere
fastlæggelse af dette begreb.
(2) Tilsynsmyndigheden skal på forhånd godkende erhvervelser af kapitalandele (aktiebesiddelse m.v.), hvis der bliver tale om en kvalificeret andel, således som dette nærmere defineres i lovbestemmelserne, jf. BSL § 7 b.
En kvalificeret andel foreligger, når der ønskes erhvervet 10 % af kapitalen eller en andel, der giver mulighed for at udøve "en betydelig indflydelse på forvaltningen" af pengeinstituttet. I andre finansielle virksomheder end pengeinstitutter kan der være aktier med forskellig stemmeret, og her er der derfor også tale om en kvalificeret andel, hvis der besiddes 10 % af stemmerettighederne.
Der skal endvidere indhentes godkendelse fra tilsynsmyndigheden, hvis den kvalificerede kapitalandel ønskes forøget til eller over visse tærskler: 20 %, 33 %, 50 % eller til opnåelse af datterselskabsstatus.
Der er sanktioner i tilfælde af overtrædelse af godkendelsesreglerne, jf. BSL § 7 c, stk. 2-3: Forsømmes ansøgningspligten, kan stemmeretten ophæves. Erhverves kapitalandelen trods nægtet godkendelse, skal stemmeretten ophæves.
(3) Hvis betydende kapitalejere modvirker en forsvarlig drift, kan tilsynsmyndigheden skride ind. Forskrifterne herom i BSL § 7 c, stk. 1 og 4, er sålydende:
"§ 7 c. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 7 b, stk. 1, fastsatte andele i et pengeinstitut, modvirker en forsvarlig drift af pengeinstituttet, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde pengeinstituttet at følge bestemte retningslinier.
[...]
Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital".
2.2. Forholdet til andre beskyttelsesregler
De finansielle virksomheder udgør en sektor af erhvervslivet, hvor samfundet ud fra beskyttelsesværdige hensyn til sparernes hhv. forsikringstagernes penge har opstillet ganske vidtgående forskrifter om kapital, sikkerhed, kyndighed m.v. Disse forskrifter er i vidt omfang styret af EF-direktiver for at sikre mod den konkurrenceforvridning, som kunne blive følgen, hvis staterne havde alt for indbyrdes afvigende forskrifter om disse spørgsmål.
Det er derfor vigtigt, at indgrebsmulighederne over for betydende kapitalejere ikke anskues isoleret, men i sammenhæng med de øvrige sikkerheds- og tilsynsforskrifter. Indgrebsreglerne udgør en form for helgardering af forskrifterne.
Der kan i det mindste henvises til følgende krav til den finansielle virksomhed, dens ledelse og ejere, idet der her af hensyn til bevarelse af overblikket alene henvises til BSL's forskrifter.
2.2.1. Redelig forretningsskik m.v.
Den finansielle virksomhed skal drives i overensstemmelse med "redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis", jf. generalklausulen i BSL § 1, stk. 6. Omtrent tilsvarende generalklausuler findes for de øvrige typer af finansielle virksomheder. Denne generalklausul er ikke direktivstyret. Den udgør et vigtigt supplement til de mange øvrige, ofte relativt teknisk betonede forskrifter.
Generalklausulen er både udadrettet og indadrettet:
Den er udadrettet, fordi den regulerer virksomhedens adfærd i relation til kunder m.v. Overtrædes dette adfærdsaspekt, kan det få civilretlig betydning, og dette civilretlige aspekt kan håndhæves af privatkunder ved de relevante ankenævn, fx Pengeinstitutankenævnet, Realkreditankenævnet m.v., og af både privat- og erhvervskunder ved domstolene.
Generalklausulen er imidlertid tillige indadrettet, idet den også indebærer et krav til den finansielle virksomheds virkemåde og praksis, dvs. et krav, som også kan få relation til det sikkerheds- og solvensmæssige aspekt som et supplement til dette. Hvis den finansielle virksomhed følger en praksis, som strider mod generalklausulen, og som derfor ikke blot kan blive til ulempe for konkrete kunder, men også kan skade virksomheden, har tilsynsmyndigheden kompetence til at gribe ind.
2.2.2. Koncessionsbetingelserne
Forskrifterne om betydende kapitalejere har endvidere sammenhæng med bestemmelserne om opnåelse af godkendelse (koncession) til at påbegynde driften, jf. for pengeinstitutternes vedkommende BSL § 6. Disse forskrifter er direktivstyret. Tilsynsmyndigheden har ikke blot krav på oplysning om, hvem der udgør de betydende kapitalejere, men også om, hvem der har "snævre forbindelser" med pengeinstituttet. Begrebet "snævre forbindelser" er nærmere defineret i BSL § 1, stk. 9. Det er indført med det såkaldte BCCI-direktiv, 95/26, som udstedtes, fordi den udenlandsk beherskede, britiske BCCI-banks sammenbrud havde nær sammenhæng med påvirkning fra kapitalinteresser, som ikke i formel forstand var betydende kapitalejere.
I tilknytning hertil gælder det, at der forudsættes et ganske udstrakt grænseoverskridende samarbejde mellem tilsynsmyndigheder. Godkendelse (koncession) kan således ikke blot nægtes, hvis betydende kapitalejere eller nogen, som pengeinstituttet har snævre forbindelser med, skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift, jf. BSL § 6, stk. 7, men også hvis de kapitalejere m.v., som pengeinstituttet i Danmark, EU eller andre lande har snævre forbindelser med, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Tilsynets opgaver, jf. § 6, stk. 8 og 10. Det kommer herved i betragtning, at der i stigende grad vil blive tale om et globalt tilsyn med finansielle virksomheder for at modvirke, at overblikket mistes, jf. den beslutning, som de såkaldte G 7-lande traf i juni 1997 om et globalt tilsyn med finansielle virksomheder.
2.2.3. Krav til den finansielle virksomheds ledelse og revision
Endvidere har reglerne om betydende kapitalejere sammenhæng med de krav, der stilles til bestyrelse, direktion m.v. i de finansielle virksomheder. I forbindelse med ansøgningen om godkendelse (koncession) påses det, at bestyrelsens og direktionens medlemmer opfylder visse krav med hensyn til erfaring, decorum og hidtidig adfærd, jf. for pengeinstitutternes vedkommende BSL § 6, stk. 6. Disse krav er helgarderet gennem bestemmelser, der hjemler mulighed for at inddrage koncessionen på et senere tidspunkt med henvisning hertil, jf. BSL § 43, stk. 1, nr. 4.
Endvidere findes der nogle mere basale forskrifter, som udgør en stramning i forhold til de almindelige selskabsretlige forhold, idet hvervet som bestyrelses- og direktionsmedlem ikke kan forenes i en finansiel virksomhed, jf. BSL § 17, stk. 1.
På ledelsesplan er det endvidere, allerede i kraft af almindelige selskabsretlige forskrifter, sikret, at fx et moderselskab eller en hovedaktionær ikke kan blande sig direkte i bestyrelses- eller direktionsanliggender i en finansiel virksomhed, idet bestyrelsen og direktionen som selskabsorganer skal have adgang til en selvstændig varetagelse af deres ledelses- og tilsynsfunktioner. Se hertil Erhvervsankenævnets kendelse af 27. maj 1994 i sag 93-6.596, årsberetningen 1994 s. 85 ff, der stadfæster en afgørelse fra Finanstilsynet om, at direktionen for en banks moderselskab ikke måtte deltage fast i bankens bestyrelsesmøder. Det retlige grundlag for Finanstilsynets afgørelse var en henvisning til tavshedsbestemmelsen i BSL § 54, stk. 2. Ankenævnet var enig i resultatet, men ud fra almindelige selskabsretlige grundsætninger. Således udtales det i ankenævnets afgørelse, at det følger af almindelige selskabsretlige regler om valg, sammensætning, opgaver og ansvar m.v. for en bestyrelse i et aktieselskab, herunder et bankaktieselskab, hvorom BSL indeholder skærpede regler, at udenforstående, her: moderselskabets direktion, ikke uformelt kan indgå som almindeligt led i datterselskabets bestyrelse, men at forudsætningen herfor er, at de pågældende i så fald vælges til medlem af bankens bestyrelse. Da Finanstilsynets påtale beroede på en konstatering, som var ubestridt af banken, af, at direktionen for bankens moderselskab deltog fast i bankens bestyrelsesmøder, tiltrådte ankenævnet den meddelte påtale. Banken havde søgt at ændre på forholdet ved at ansætte de pågældende moderselskabsdirektører i banken, men ankenævnet var enig med Finanstilsynet i, at dette ansættelsesforhold ikke gjorde nogen forandring i foranstående.
Bestyrelsens og direktionens egne engagementer med den finansielle virksomhed overvåges i særdeleshed, jf. BSL § 19 a, og der skal for blandt andre direktører være retningslinier om indberetning af formuedispositioner, jf. BSL § 19 b. Disse forskrifters øjemed er at sikre, at direktørerne ikke gennem deres egne økonomiske forhold bliver afhængige af særinteresser. Også de særlige forskrifter om direktørers bijobs tjener til sikring af disse hensyn, jf. BSL §§ 19 c-h.
Også forskrifterne om finansielle virksomheders revisorer og revision tjener til
sikring af virksomhedens sikkerhed og betalingsdygtighed, jf. for pengeinstitutters
vedkommende revisorbestemmelserne i BSL § 34. Det har nær sammenhæng hermed, når der
er tillagt tilsynsmyndigheden beføjelse til at afskedige revisor, hvis denne findes
åbenbart uegnet til sit hverv, jf. BSL
§ 34, stk. 6, og at revisor på tilsynsmyndighedens foranledning har direkte
oplysningspligt over for tilsynsmyndigheden, jf. BSL § 34, stk. 8.
Afskedigelsesbeføjelsen er rent konkret, dvs. med sigte på hvervet i et bestemt
pengeinstitut, hvorimod der ikke er hjemmel til generelt at bestemme, at en revisor på
ubestemt tid ikke kan udføre hvervet som revisor i noget pengeinstitut, jf. en kendelse
af 25. juli 1991 fra Erhvervsankenævnet, gengivet i den kommenterede bank- og
sparekasselov v/ Christen Boye Jacobsen, Peter Sylvest Larsen, Thomas Kjøller &
Tine Roed, s. 257.
2.2.4. Solvens- og anbringelseskrav
Det behøver ikke nogen nærmere forklaring, at forskrifterne om finansielle virksomheders solvens, midlers anbringelse m.v., jf. for pengeinstitutters vedkommende i det hele BSL §§ 21-22 om solvens og §§ 23-28 om midlernes anbringelse samt administrative forskrifter udstedt i tilknytning hertil, har til formål at sikre en forsvarlig drift og formueanbringelse og dermed ultimativt den finansielle virksomheds evne til at honorere sine forpligtelser. Disse forskrifter er i meget vidt omfang direktivstyret.
2.2.5. Uafhængighed af særinteresser
En række bestemmelser for de finansielle virksomheder tilsigter at sikre en udstrakt uafhængighed af særinteresser for dermed at mindske risikoen for, at en forsvarlig drift modvirkes, og at sikkerheden og betalingsdygtigheden dermed bringes i fare.
Af dette uafhængighedshensyn udspringer for pengeinstitutters vedkommende en særlig regel i BSL § 3, i.f., hvorefter et pengeinstituts aktiekapital ikke kan opdeles i aktieklasser med forskellig stemmeret, A- og B-aktier. Reglen er dog ikke konsekvent gennemført, idet den dels ikke genfindes for fx forsikringsaktieselskaber, dels kun gælder for selve bank- eller sparekasseaktieselskabet, men ikke for dettes eventuelle moderselskab, fx et holdingselskab.
Uafhængighedshensynet varetages også af almindelige ledelsesmæssige principper, jf. den ovenfor citerede afgørelse fra Finanstilsynet, der stadfæstedes af Erhvervsankenævnet, og hvorefter et moderselskabs direktør ikke fast måtte deltage i datterbankens bestyrelsesmøder.
Også de citerede bestemmelser om direktørers økonomiske forhold og det som udgangspunkt gældende forbud mod bibeskæftigelse er udslag af uafhængighedskravet.
Det samme gælder værnsreglen i BSL § 27, hvorefter der skal indhentes tilladelse fra tilsynsmyndigheden, hvis et pengeinstitut indgår engagement (lån, garanti etc.) med virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på pengeinstituttets dispositioner, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse. Det søges herved forebygget, at et pengeinstituts sikkerhed kan bringes i fare gennem lån til eller garanti for nogen, der er interesseforbundet med pengeinstituttet, fx et moderselskab, et søsterselskab, en hovedaktionær e.l.
I sammenhæng hermed gælder det, at tilsynsmyndigheden kan fastsætte nærmere regler for transaktioner med de nævnte interesseforbundne parter, jf. BSL § 27 a om transaktioner med "koncernforbundne" virksomheder. Reglerne omfatter en videre kreds end blot virksomheder m.v., som pengeinstituttet har koncernforbindelse med. Forskrifterne er uddybet ved bekendtgørelse med nærmere retningslinier for disse former for transaktioner, dels deres markedsbaserede indhold, dels dokumentationskravene.
Der er sikret gennemsigtighed vedrørende retshandler af større betydning, som finder sted mellem pengeinstituttet og koncernforbundne eller associerede virksomheder, jf. regnskabsbestemmelsen i BSL § 31, stk. 5.
For at overblikket ikke skal gå tabt, er der endvidere pligt til fælles revisor for pengeinstituttet og koncernforbundne virksomheder, jf. BSL § 34, stk. 2. Dette er en "skal"-regel, som betegner en stramning i forhold til den almindelige regnskabsrets "bør"-regel.
Bestemmelserne, der skal sikre uafhængighed for og overblik over den finansielle virksomheds forhold, er helgarderet gennem forskrifter om, at tilsynsbeføjelserne også udstrækker sig til koncernforbundne og associerede virksomheder, jf. BSL § 49, stk. 3. Den virksomhed, der har en tilknytning som nævnt til et pengeinstitut, må derfor være forberedt på, at tilsynsmyndigheden kan indhente oplysninger hos og komme på inspektionsbesøg hos den pågældende virksomhed.
2.2.6. Konsolidering med finansielt holdingselskab
Der er nær sammenhæng mellem reglerne om betydende kapitalejere og de ligeledes direktivstyrede forskrifter om finansielle holdingselskaber, således som dette begreb defineres nærmere i BSL § 37 a, stk. 4, jf. stk. 1. Herefter er der konsolideringsregler, der tilsigter en betragtning af koncernen under ét, jf. BSL § 37 a, stk. 9. I yderste konsekvens kan et pengeinstitut, der ejes af et finansielt holdingselskab, således miste retten til at drive pengeinstitutvirksomhed som følge af holdingselskabets økonomiske forhold, eftersom solvenskrav m.v. skal opfyldes på koncernbasis. Disse forskrifter, som er udtryk for en form for identifikation mellem banken og det finansielle holdingselskab, gælder imidlertid netop kun finansielle holdingselskaber, ikke andre former for holdingselskaber eller storaktionærer. Der er dog fremsat lovforslag om udvidelse af tilsyns- og kapitalkravene, så de også kommer til at omfatte andre holdingselskaber end de finansielle.
2.2.7. Børsretlig gennemsigtighed
Når det drejer sig om børsnoterede selskaber, gælder der som følge af fællesskabsretten krav om gennemsigtighed (transparens) med hensyn til identiteten af større aktionærer, jf. storaktionærdirektivet (transparensdirektivet), 88/627. Direktivet tilsigter en meget vidtgående publicitet omkring ejerforholdene i børsnoterede selskaber. Det følger af direktivets præambel, at reglerne om storaktionærernes oplysningspligt gennemføres ud fra investorbeskyttelseshensyn og et ønske om at sikre tilliden til værdipapirmarkedet. Ved visse ejertærskler er der anmeldelsespligt over for selskabet, der straks har offentliggørelsespligt. Direktivet knytter sig ikke til kapitalandele, men til stemmerettigheder, jf. artikel 1, stk. 1, og artikel 4, stk. 1.
Direktivet er gennemført i dansk ret ved VHL §§ 29-30 som uddybet i en særlig bekendtgørelse fra Fondsrådet. I dansk ret er grænsen sat til 5 %, idet bemærkes, at direktivet er et minimumsdirektiv.
Den tilsynsretlige tærskel over for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder behøver ikke nødvendigvis være den samme som den børsretlige tærskel for transparens, men der er dog alligevel en sammenhæng, idet begge forskrifter bygger på en forudsætning om, at i hvert fald større aktionærer kan have betydning for selskabets stilling og udvikling. Eksempelvis har belgisk tilsynspraksis lagt vægt på sammenhængen, og man har derfor valgt at definere begrebet betydende kapitalejere i finansielle virksomheder, så begrebet er konformt med den børsretlige transparenstærskel, jf. redegørelsen nedenfor om praksis hos den belgiske bank- og finanskommission, CBF, som er fælles tilsynsmyndighed for både kreditinstitutter og investeringsselskaber.
2.3. Identifikationsgrundsætninger bag indgrebsreglerne
Reglerne om betydende kapitalejere er bemærkelsesværdige i den forstand, at de bygger på en forudsætning om en specifik form for identifikation mellem den finansielle virksomhed og dens betydende kapitalejer(e). Det er ellers selskabsrettens meget tungtvejende hovedregel, at selskabets pligter alene påhviler selskabet, ikke dets ejere, jf. allerede aktieselskabslovens § 1, stk. 2, at ejerne således ikke kan identificeres med selskabet, og at selskabet heller ikke kan identificeres med ejerne, idet ejernes handlemåde normalt ikke kan give anledning til indgreb over for selskabet. Aktionærerne er "anonyme" i forhold til selskabet, jf. det oprindelige ord for aktieselskabet: anonymt selskab (société anonyme).
Reglerne om betydende kapitalejere udgør et dobbelt brud med udgangspunktet om aktionærernes anonymitet i forhold til selskabet:
For det første bygger forskrifterne på et synspunkt om, at den betydende kapitalejer identificeres med den finansielle virksomhed i den forstand, at der påhviler ham en pligt til i hvert fald ikke at modvirke en forsvarlig drift. Dette identifikationssynspunkt er yderligere interessant, fordi det forudsætter, at en sådan modvirkning overhovedet kan foregå, skønt det ellers er et tungtvejende selskabsretligt princip, at selskabets ejere, endog en hovedaktionær, ikke kan gribe direkte ind i selskabets drift, men principielt må være henvist til at udøve sin indflydelse på generalforsamlingsniveau gennem besættelse af bestyrelsen, udformning af vedtægterne m.v., jf. fx UfR 1967.41 H, hvorefter en hovedaktionær ikke selv kunne gribe ind i selskabets forhold og afskedige direktøren, og UfR 1972.419 V, hvorefter en hovedaktionær ikke kunne indgive konkursbegæring på selskabets vegne. Også den foran nævnte kendelse af 27. maj 1994 fra Erhvervsankenævnet, årsberetningen 1994 s. 85 ff, bygger på denne grundsætning. Reglerne om betydende kapitalejere bygger i modsætning hertil på den - utvivlsomt realistiske - forudsætning, at en direkte påvirkning fra en betydende kapitalejer over for den finansielle virksomhed faktisk kan forekomme. Regelsættet drager derfor de nødvendige konsekvenser heraf.
For det andet bygger forskrifterne på den forudsætning, at den betydende kapitalejers handlemåde kan få direkte tilsyns- og indgrebsmæssige konsekvenser for den finansielle virksomhed, eftersom kapitalejerens modvirkning af en forsvarlig drift ikke blot kan få konsekvenser for ham selv i form af ophævelse af hans stemmeret, men også kan begrunde pålæg og påbud til den finansielle virksomhed (påbud om at "følge bestemte retningslinier"). Heri ligger reelt en dobbelt sammenhæng mellem virksomhed og kapitalejer, idet hans modvirkning af en forsvarlig drift dels kan begrunde et indgreb over for virksomheden, dels i denne sammenhæng er en forudsætning for et sådant indgreb, modsat fx generalklausulen i BSL § 1, stk. 6, der kan begrunde indgreb uafhængigt af, om det er forhold i eller uden for pengeinstituttet, der har ført til den retsstridige praksis i dette.
Også de børsretlige transparensregler bygger som foran nævnt på en forudsætning om, at større aktionærer kan få betydning for selskabet og dets udvikling, og at disse aktionærers identitet derfor skal kendes.
3. Overordnede forvaltningsretlige hensyn m.v.
Det foregående afsnit i redegørelsen satte reglerne om indgreb over for betydende kapitalejere i sammenhæng med de øvrige tilsynsretlige forskrifter for finansielle virksomheder.
I det følgende skal de specifikke forvaltningsretlige forskrifter, som indgrebsreglerne er udtryk for, sættes i sammenhæng med almindelige forvaltningsretlige principper.
Den dobbeltvirkende identifikation, som indgrebsreglerne er udtryk for, jf. foranstående bemærkninger, gør disse regler så usædvanlige og potentielt byrdefulde, at det er væsentligt at iagttage forvaltningsrettens almindelige principper i forbindelse med behandlingen af sager om indgreb. Dette gælder både betingelserne for foretagelse af indgreb og tillige indgrebenes beskaffenhed (sanktionerne).
Forvaltningsrettens legalitetsprincip er blandt andet udtryk for et hjemmelskrav. Forvaltningsmyndighedernes virksomhed skal have hjemmel. Finanstilsynet kan ikke disponere uden bemyndigelse i loven. Den enkelte afgørelse skal have hjemmel i formel lov eller i anden retskilde, dvs. i gældende ret.
Der må herved foretages intensitetsbetragtninger. Jo dybere indgreb der er tale om, desto sikrere hjemmel skal der kunne påvises.
Hjemmelskravet betyder i relation til forskrifterne om indgreb over for betydende kapitalejere, at både (a) den situation, der begrunder et indgreb, og (b) det indgreb, der foretages, skal have hjemmel.
Hvad (a) situationerne angår, kan der således ikke med hjemmel i BSL § 7 c gribes ind i
tilfælde, som ikke er dækket af § 7 c, sammenholdt med § 7 b. Blot eksempelvis kan der
ikke gribes ind, hvis der ikke foreligger en situation med én eller flere betydende
kapitalejere, således som dette begreb defineres i § 7 b. Der kan således ikke gribes
ind over for enhver form for "uforsvarlig drift". Den "uforsvarlige
drift" skal have sammenhæng med tilstedeværelsen af én eller flere betydende
kapitalejere, og der skal kunne påvises én eller anden forbindelse mellem kapitalejeren
og den uforsvarlige drift, således at også forudsætningen "modvirker [en
forsvarlig drift]" er opfyldt. Er disse betingelser ikke opfyldt, kan § 7 c ikke
retmæssigt bringes i anvendelse. Det kan meget vel være, at andre bestemmelser i den
finansielle lovgivning vil kunne bringes i anvendelse som grundlag over for den
finansielle virksomhed, fx generalklausulen i BSL § 1, stk. 6, men forskrifterne om
indgreb over for betydende kapitalejere er ude af billedet som følge af hjemmelskravet.
Hvad (b) sanktionerne angår, følger det af hjemmelskravet, at der alene kan gribes til de sanktioner, der specifikt er opregnet, dvs. dels dem, der følger af selve § 7 c, nemlig (1) suspension af stemmeret og (2) påbud, dels dem, der følger af tilsynsreglerne i øvrigt, nemlig (3) straf, jf. BSL § 54, stk. 2, og (4) tvangsbøder, jf. BSL § 53, stk. 1-2.
3.2. Proportionalitetsprincippet
Forvaltningsrettens proportionalitetsprincip kendes ikke blot i uskreven dansk forvaltningsret, men i særdeleshed også i fællesskabsretten. I de tilfælde, hvor EF-domstolen har haft fællesskabsretlige regelsæt, som stiller krav til nationale forvaltningsmyndigheders sagsbehandling, til fortolkning, har Domstolen gang på gang understreget en række grundlæggende krav til sagsbehandling og afgørelse, herunder også proportionalitetsprincippet, jf. fx Domstolens præjudicielle udtalelse af 17. juli 1997 i sagen C-28/95, Leur-Bloem. Denne afgørelse fortolker nogle fællesskabsretlige direktivbestemmelser om virksomhedsbeskatning og understreger blandt andet (a) nationale (skatte)myndigheders pligt til en helt individuel sagsbehandling, dvs. uden opstilling af selvopfundne forskrifter, som stiller "skøn under regel", og (b) myndighedernes pligt til at iagttage proportionalitetsprincippet.
Dette princip indebærer, at forvaltningens indgreb over for en borger eller en virksomhed ikke må være videregående, end formålet kræver. Der skal være forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem det tilsigtede mål og det anvendte middel. Der må ikke anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis det er tilstrækkeligt at anvende mindre indgribende.
Proportionalitetsprincippet får i relation til forskrifterne om indgreb over for betydende kapitalejere betydning i forbindelse med sanktionsvalget. Det understregedes ovenfor, at sanktionerne kan opdeles i (1) suspension af stemmeret, (2) påbud, (3) straf og (4) tvangsbøder. Hvis vi i denne forbindelse og i det følgende lader straf ude af betragtning, fordi den under alle omstændigheder kan komme ind i billedet, uanset hvad sagen ender med, er de relevante sanktioner således suspension af stemmeret, påbud og tvangsbøder.
Tilsynsmyndigheden skal i hver enkelt sag, hvor der findes grundlag for indgreb, nøje overveje, hvordan det tilsigtede mål bedst kan opnås gennem det efter omstændighederne mindst indgribende middel. Målet er at genetablere en "forsvarlig drift", eller rettere: At bringe den betydende kapitalejers modvirkning af en forsvarlig drift til ophør.
Hvis stemmeretten suspenderes, må dette ikke ske i længere tid end nødvendigt. Hvis der udstedes påbud, må dette ikke have et videregående indhold, end hvad der er nødvendigt. Hvis påbudet fx tilsigter at bringe en for pengeinstituttet skadelig fremgangsmåde med en bestemt belåningspraksis, som eventuelt ikke er omfattet af værnsreglen i BSL § 27, til ophør, må påbudet ikke gives virkning også for allerede stedfunden belåning, såfremt målet om en forsvarlig drift vil kunne nås gennem et påbud om fremtidig belåning. Hvis det er muligt at give en frist til genetablering af en forsvarlig drift, skal der gives en sådan. Fristen må ikke være kortere end nødvendigt.
Det er på ingen måde meningen med disse bemærkninger at give udtryk for en
retstilstand, der indebærer handlingslammelse af tilsynsmyndigheden. Det kan efter
omstændighederne være nødvendigt, og det vil dermed også være retmæssigt, at der
handles hurtigt og i form af indgribende foranstaltninger, og i så fald må der
nødvendigvis handles således. Fx viser praksis vedrørende kriseramte pengeinstitutter,
at der om fornødent med få dages varsel retmæssigt kan gives pålæg om enten fusion,
kapitalfremskaffelse eller alternativt standsning, jf. fx Erhvervsankenævnets kendelse
af 25. marts 1992, årsberetningen 1992 s. 61 ff, hvor nævnet gav Finanstilsynet medhold
i, at Tilsynet havde hjemmel til at kræve, at en kriseramt bank
- inden for en fastsat frist - enten måtte skaffe ny ansvarlig kapital eller fusionere
med et andet pengeinstitut som følge af de krav til hensættelser, Finans-tilsynet havde
stillet, og som ankenævnet ligeledes godkendte.
Proportionalitetskravet er derfor ikke udtryk for nogen definitiv bremse på tilsynsmyndigheden, men for et krav om overvejelse af, hvad man "kan nøjes med" af sanktioner i den konkrete sag.
Det, man i klassisk forvaltningsret betegnede som et forbud mod forvaltningsmyndigheders "magtfordrejning", betegnes nu med et mindre værdiladet udtryk oftere som et specialitetsprincip. Heri ligger dels (a) et organisatorisk specialitetsprincip, hvorefter myndigheden skal holde sig til sit sagsområde og ikke må varetage hensyn, der varetages af andre myndigheder, dels (b) et materielt specialitetsprincip, hvorefter myndigheden også skal holde sine egne forskellige sagsområder ude fra hinanden og ikke må sammenblande hensynene fra område til område.
For forvaltningen af reglerne om indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere indebærer specialitetsprincippet, at Finanstilsynet ved behandlingen af en sag om eventuelt indgreb efter fx BSL § 7 c alene må varetage de hensyn, der ligger bag denne bestemmelse, dvs. hensynet til at sikre en forsvarlig drift af den finansielle virksomhed og dermed i sidste instans sikre opretholdelse af solvensen m.v. Der må ikke varetages andre hensyn, fx hensyn til (minoritets)aktionærer under en eventuel uoverensstemmelse mellem grupper af aktionærer i den finansielle virksomhed. Ej heller må der tages "samfundsmæssige" hensyn i form af en inddragelse af spørgsmål om det ønskelige eller uønskelige i udførelsen af bestemte typer af finansielle forretninger. Hvis disse ud fra selve hensynet til en forsvarlig drift er acceptable, må indgrebsreglerne ikke anvendes over for dem.
Specialitetsprincippet indebærer dog ikke, at tilsynsmyndigheden helt skal undlade at inddrage andre hensyn i sine overvejelser, herunder fx hensynet til minoritetsaktionærer. Når det nemlig følger af proportionalitetsprincippet, at der skal anvendes det mindst indgribende middel, som man kan nøjes med for at nå målet, skal det herved tages i betragtning, om der kan anvendes et indgreb, som er lige så effektivt som et andet, men som i modsætning til det andet måske ikke skader minoritetsaktionærerne.
Også det almindelige forvaltningsretlige lighedsprincip skal iagttages ved behandling af en sag om indgreb. Lighedsgrundsætningen er reelt et princip om saglige hensyn og konsekvens i forvaltningens afgørelser. Det lige skal behandles lige, men det ulige skal dermed også behandles forskelligt, og ved bestemmelsen af, hvad der er ulige, må der kun inddrages saglige hensyn.
Det, tilsynsmyndigheden finder acceptabelt som led i en forsvarlig drift i én finansiel virksomhed, må derfor også accepteres i en anden virksomhed, medmindre der kan påvises saglige grunde til en afvigende holdning. Sådanne grunde kan efter omstændighederne eventuelt tænkes at være, at den ene virksomhed solvensmæssigt bedre vil kunne tåle et tab, end den anden virksomhed vil kunne. Ved bedømmelsen af, hvad der kan karakteriseres som en forsvarlig drift, må derfor nødvendigvis inddrages alt relevant om den pågældende finansielle virksomhed, herunder dennes kapitalmæssige styrke, erfaringer fra dens tidligere tackling af kriser, ejernes egen kapitalstyrke etc.
Det påpeges i den forvaltningsretlige litteratur, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for en forvaltningsmæssig praksisændring, forudsat der foreligger saglige grunde hertil og er lovgrundlag herfor. En sådan praksisændring kan blot eksempelvis have baggrund i en ændret fortolkning af lovgrundlaget. Normalt kan en praksisændring kun få virkning for fremtiden, og normalt må man kræve, at den er kommet til omverdenens kundskab. Dette sidste krav har dog ikke stor betydning på et sagsområde som det her behandlede, hvor der efter det oplyste endnu aldrig her i landet har været udstedt påbud m.v. efter indgrebsreglerne.
Det er ikke i strid med lighedsgrundsætningen, at der i tidligere situationer har været undladt indgreb over for en bestemt handlemåde i finansielle virksomheder, men at denne handlemåde efter en revurderet fortolkning af lovgrundlaget fører til, at der gribes ind. Når det således påvises i det følgende, at en gennemgang af de direktiver, der styrer de finansielle indgrebsregler, viser en noget større indgrebsmulighed, end hvad der umiddelbart synes at fremgå af den danske lovtekst med dennes tilsyneladende ret høje indgrebstærskel: "modvirker en forsvarlig drift", er der ikke noget til hinder for, at tilsynsmyndigheden fremtidigt sætter tærsklen for, hvad der tolereres, noget lavere end hidtil antaget.
3.5. Officialprincippet og kontradiktionsprincippet
Officialmaksimen i forvaltningsretten tilsiger som bekendt, at forvaltningsmyndigheden, modsat domstolenes behandling af en retssag, selv er ansvarlig for sagens tilstrækkelige oplysning, inden der træffes afgørelse.
For sagerne om finansielle indgreb betyder dette, at der må oparbejdes en form for oversigt over, hvad der skønnes relevant i den enkelte sag, hvor et indgreb eventuelt kan komme på tale. Tilsynsmyndigheden må således på forhånd have gjort sig klart, hvilke fakta der må indgå i en tilstrækkeligt oplyst sag.
I denne fase af sagen skal også det almindelige kontradiktionsprincip overholdes. Det indebærer, at adressaten for en forvaltningsakt, og efter omstændighederne også andre berørte, gives rimelig lejlighed til at udtale sig, dels med henblik på at sikre sagens tilstrækkelige oplysning, dels for at høre de pågældendes eget syn på, hvordan forholdet eventuelt kan normaliseres gennem det mindst mulige indgreb i virksomheden.
Uanset at hver sag vil have helt individuelle træk og skal behandles ud fra sine egne særtræk, vil der være et antal nøgledata, der som minimum skal kræves oplyst. Herved må, jf. nærmere nedenfor, i hvert fald inddrages følgende spørgsmål:
(a) Foreligger der i den finansielle virksomhed én eller flere betydende kapitalejere, jf. BSL § 7 c 's sammenhæng med § 7 b?
(b) Har betydende kapitalejeres indflydelse en sammenhæng med den aktivitet i virksomheden, der synes uacceptabel, jf. det krav, der må ligge i udtrykket "modvirker"?
(c) Hvori består konkret afvigelsen fra det, der ellers må betegnes som "en forsvarlig drift" (eller bedre: en forsigtig og sund drift, jf. nedenfor om direktivets begreb)?
(d) Kan forholdet normaliseres gennem forhandling m.v., jf. proportionalitetsprincippet?
(e) Medfører den finansielle virksomheds stilling i øvrigt med hensyn til solvens, likviditet, erfaring i problemstyring m.v., at der er større eller mindre risiko ved, at der ikke gribes ind med påbud m.v.?
(f) Hvis der skal gribes ind, hvordan sikres det da generelt, at indgrebet holdes på det mindste nødvendige niveau og dog opfylder sit formål, jf. proportionalitetsprincippet?
(g) Kan man nøjes med indgreb i forhold til fremtidig drift, eller skal der gribes ind også over for bestående forhold, fx over for bestemte aktiver m.v.?
(h) Skal indgrebet virke straks, eller vil der kunne gives en frist for normaliseringen, og da hvilken?
(i) Giver det nogen mening at overveje suspension af stemmeret, dvs. vil en sådan suspension overhovedet reelt påvirke den af virksomheden fulgte praksis?
(j) Vil suspension af stemmeret reelt være meningsløs, fx fordi den betydende kapitalejer er eneaktionær, eventuelt et holdingselskab?
(k) Vil suspension af stemmeret gribe ind i magtfordeling m.v. mellem aktionærer og herved tilføje nogen af disse særlige fordele eller ulemper, som man vil kunne undgå, hvis man i stedet vælger påbud/forbud?
(l) Hvordan kan et påbud eller forbud udformes, så det alene rammer de kritisable forhold og ikke griber ind i virksomhedens forhold og drift i øvrigt?
(m) Er der grundlag for, eventuelt efter overskridelse af klart opstillede frister for normaliseringen, at udstede tvangsbøder i forhold til virksomhedens ledelse?
(n) Hvilken rapportering m.v. skal tilsynsmyndigheden forlange fra virksomheden for dels at sikre, at forholdet normaliseres, dels at indgrebet ikke udstrækkes tidsmæssigt længere end nødvendigt?
(o) Skal der, jf. kontradiktionsprincippet, indhentes udtalelse til sagen fra andre end den finansielle virksomhed selv, fx fra medlemmer af bestyrelse, direktion og revision samt fra den eller de betydende kapitalejere selv?
(p) Er det ved indhentelse af disse udtalelser relevant at udbede sig de hørtes eget forslag til, på hvilken måde forholdet bedst og enklest kan normaliseres?
Når alle de foran nævnte grundsætninger er iagttaget, herunder official- og kontradiktionsprincippet, skal der i sagens natur træffes en afgørelse, som enten munder ud i en henstilling til og forhandling med den finansielle virksomhed eller i en formaliseret afgørelse, dvs. en forvaltningsakt. Der må herved nødvendigvis udøves et skøn fra tilsynsmyndighedens side over, hvad der er udtryk for en forsvarlig drift. Når faktum er grundigt oplyst, og juraen er korrekt fortolket, jf. nærmere herom nedenfor, kommer således det stadium i sagen, hvor det for alvor manifesterer sig, at tilsynsmyndigheden har en ganske betydelig sagkundskab på området, og at der ud fra denne sagkundskab udøves et skøn.
Uanset at det ikke på forhånd er udelukket, at skønnet efterprøves af en rekursinstans hhv. af domstolene, er der dog i rekursinstansernes praksis en meget betydelig respekt for det administrative skøn, der udøves af en specialmyndighed, og det således udøvede skøn vil derfor i realiteten ofte blive det endelige i sagen.
Der kan herved blot eksempelvis henvises til det skøn, der har været udøvet af Finanstilsynet i sager om kriseramte pengeinstitutters økonomiske stilling og rekonstruktionsmuligheder. Se fx de tilsynsretlige afgørelser, der omtales af Peer Schaumburg-Müller & Erik Werlauff: Industriministeriets Erhvervsankenævn, s. 100-102. Her nåede Erhvervsankenævnet, særligt klart i sagen refereret s. 101-102, frem til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, der var udøvet af Finanstilsynet med hensyn til det kriseramte pengeinstituts engagementer og økonomiske stilling i øvrigt. Nævnet har som rekursinstans kompetencen til at sætte sit eget skøn i stedet for Tilsynets, men er og skal i praksis være tilbageholdende hermed, jf. nævnte værk, s. 59. Som endnu et klart eksempel herpå kan fremhæves Erhvervsankenævnets kendelse af 21. maj 1997, årsberetningen 1997 s. 70, hvor nævnet tiltrådte Finanstilsynets afgørelse om, at en banks domicilejendom skulle værdiansættes "efter en forsigtig vurdering til almindelig markedsværdi uden hensyn til, at ejendommen aktuelt anvendes til bankdrift som domicilejendom". Finanstilsynet havde bestemt, at bankens domicilejendom skulle nedskrives med ca. 25 % i forhold til den værdi, som banken selv havde bogført ejendommen til, og Tilsynets pålæg - og dermed det heri indeholdte betydelige skønselement - stadfæstedes således.
Endnu mere tilbageholdende er domstolene med en tilsidesættelse af skønnet, hvis rammerne og grundlaget for udøvelsen af dette har været forsvarlige.
Det her skrevne forudsætter, at der reelt er udøvet et skøn, dvs. at tilsynsmyndigheden under inddragelse af alle relevante elementer i sagen har udøvet et helt konkret skøn. Tilsynsmyndigheden må kun under visse, strenge betingelser sætte sit skøn på mere faste formler, dvs. sætte "skøn under regel". Betingelserne herfor er efter praksis og retslitteratur, at (1) reglen kun må være vejledende, dvs. ikke definitiv, (2) reglen skal udmønte konkrete kriterier (men må ikke afskære et konkret skøn i øvrigt), og (3) det må ikke fremgå af (lov)reglerne, at tanken netop har været at sikre et frit forvaltningsretligt skøn. I praksis har man på dette grundlag accepteret "skøn under regel" i fx Civilretsdirektoratets regel om udmåling af hustrubidrag, Adoptionsnævnets kriterier for godkendelse af adoptanter, retningslinier for bedømmelse af ansøgere til en stilling samt hyrevognsnævns indledende frasortering af ansøgere ud fra indkørte beløb og anciennitet, jf. UfR 1993.307 H.
Det må formodes, at sager om indgreb over for betydende kapitalejere i finansielle virksomheder er så specielle og så sjældent forekommende, at der i hvert fald inden for en årrække næppe er tilstrækkeligt grundlag for at sætte skønnet under regel, men udelukket er det ikke. Tænker man sig således, at der oparbejdes erfaringer fra tilsynsmyndigheder her i landet og/eller andre lande, således at et mønster i indgrebsmuligheden manifesterer sig, er der intet til hinder for, at tilsynsmyndigheden fx på et tidspunkt udsender et "hyrdebrev" til de finansielle virksomheder om regelsættet og den måde, dette vil blive praktiseret på. Til gengæld skal tilsynsmyndigheden derefter være opmærksom på, at der ikke uden forudgående varsling om fremtidig praksisændring kan ske stramning eller anden væsentlig ændring af det således bekendtgjorte.
Det følger af regelsættene inden for den finansielle sektor, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Erhvervsankenævnet, jf. fx BSL § 52 b. Rekursfristen er 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Rekurs har som udgangspunkt ikke suspensiv virkning, men både rekursinstans og tilsynsmyndighed kan efter anmodning tillægge klagen opsættende virkning.
Hverken bestemmelserne i den finansielle lovgivning eller reglerne om nævnet tager nærmere stilling til, hvem der er klageberettiget. Sådan beføjelse har for det første den, der er afgørelsens adressat, her fx det pengeinstitut og den betydende kapitalejer, som en afgørelse er stilet til. Efter en helt konkret bedømmelse kan også andre være klageberettigede, jf. Peer Schaumburg-Müller & Erik Werlauff: Industriministeriets Erhvervsankenævn, s. 29 f, hvis vedkommende har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Hvis fx afgørelsen alene er rettet til den finansielle virksomhed, må det antages, at også den betydende kapitalejer er klagebeføjet, og omvendt. Også en organisation, fx Finansrådet, kan efter en konkret vurdering have klagebeføjelse, jf. den i nævnte bog citerede praksis. BSL har endvidere sin egen lovregulerede definition af selve partsbegrebet.
Både Tilsynets og nævnets afgørelser kan af den eller dem, der har retlig interesse
deri, indbringes for domstolene. Her gælder almindelige civilprocessuelle regler
vedrørende søgsmålsberettigelse, værneting, forhandlingsmaksime etc. Disse principper
behøver ikke nærmere uddybes her.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor om tilbageholdenheden vedrørende skønsprøvelse og til bemærkningerne nedenfor om pligten til direktivkonform fortolkning af det materielle regelsæt.
3.8. Direktivkonform fortolkning af regelsættet
Reglerne om indgreb over for betydende kapitalejere er ikke rent danske, men udspringer af ét af EU's efterhånden talrige "bankdirektiver" om kredit-institutter, nærmere bestemt af 2. bankdirektiv, 89/646, som er ét af de helt centrale direktiver med hensyn til harmoniseringen af kreditinstitutters grænseoverskridende etableringsret under tilsyn af hjemlandets myndigheder. Tilsvarende forskrifter gælder i direktiverne om de andre her behandlede sektorer.
Direktivet definerer i artikel 1, nr. 10, begrebet "kvalificeret deltagelse". Idet der foreløbig citeres efter direktivets danske version, er definitionen af dette begreb således:
"Direkte eller indirekte besiddelse af mindst ti procent af kapitalen eller stemmerettighederne eller en besiddelse, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af det foretagende, hvori der besiddes en kapitalinteresse".
Pligten til at indhente forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden forud for erhvervelse af en kvalificeret andel fastlægges nærmere i direktivets artikel 10, stk. 1-4.
Indgrebsmuligheden over for en betydende kapitalejer defineres således i artikel 10, stk. 5, idet der her fortsat alene citeres efter den danske version af direktivet:
"Medlemsstaterne sørger for, at de kompetente myndigheder i tilfælde af, at de i stk. 1 omhandlede personer gør deres indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og sund ledelse af instituttet, træffer de fornødne foranstaltninger til at bringe denne situation til ophør. Sådanne foranstaltninger kan blandt andet bestå i påbud, sanktioner over for ledelsen eller ophævelse af den stemmeret, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele".
Når en national lovtekst m.v., her: de danske indgrebsregler, fortolkes, skal dette ske i lyset af de bagved liggende direktivbestemmelser. Det vil således være forkert at foretage en rent sproglig fortolkning på grundlag af den danske lovtekst, uden at direktivteksten herved inddrages som et meget væsentligt fortolkningselement.
Når den bag loven liggende direktivtekst fortolkes, må dette ikke ske alene på grundlag af en enkelt sproglig version af direktivet, fx den danske. Alle de sproglige versioner skal inddrages, før man får et tilstrækkeligt billede af, hvordan teksten skal forstås, og selv da er det ikke tilstrækkeligt at foretage en rent sproglig fortolkning. Også øjemedet med direktivbestemmelsen skal tages i betragtning, således at der foretages en målrettet (teleologisk) fortolkning. Dette fremhæves af EF-domstolen i talrige afgørelser.
Ved denne sammenligning af flere sproglige versioner af en direktivtekst kan det vise sig, at en enkelt sproglig version reelt er forfejlet i sin formulering, og at fortolkningen derfor skal tage udgangspunkt i summen af de andre sproglige versioner af direktivet. Dette kan fx betyde, at enkelte ord og vendinger må omfortolkes eller efter omstændighederne helt bortfortolkes. Blot eksempelvis har Danmark været udsat for dette i forbindelse med et skatteretligt direktiv om betingelserne for skattefrit udbytte fra datter- til moderselskab. Her udtaler den danske version af direktivet, at moderselskabet skal have ejet en vis del af datterselskabets kapital i en vis periode, men de øvrige sproglige versioner af direktivet anvender udtrykket ejer i nutidsform, jf. Domstolens afgørelse af 17. oktober 1996 i sagerne C-283/94 m.fl., Denkavit m.fl. Herefter skal direktivet fortolkes i overensstemmelse med de øvrige sproglige versioner, og dermed skal også den danske lovgivning fortolkes således (ligesom den danske lovgivning om nødvendigt må ændres, så den bliver i overensstemmelse med direktivet).
Det behøver dog ikke være således, at man ved ordvalget har anvendt en helt forkert sprogbrug i forhold til de andre direktivversioner. I stedet kan der være tale om mere brede formuleringer, som nærmest har karakter af en retsstandard eller generalklausul. Hvis retningen eller grundtonen er anderledes i direktivet end i den danske lovtekst, er det direktivets retning eller grundtone, der skal anvendes, også selv om den måske er strengere i sine krav til borgere og virksomheder, end hvad grundtonen i den danske lovtekst kunne lade formode. Dette er ikke i strid med legalitetsprincippet, eftersom det indgreb, der kan blive tale om, har hjemmel i loven; denne skal blot fortolkes på en bestemt måde, nemlig direktivkonformt, men indgrebet har lovhjemmel.
Det vil fremgå af de nærmere bemærkninger nedenfor, at direktivbestemmelsen bag indgrebsreglerne over for betydende kapitalejere angiver en anden retning og grundtone end selve den danske lovtekst, og at sidstnævnte derfor skal læses i overensstemmelse med førstnævnte. Når de danske regler anvender udtrykket "[modvirker] en forsvarlig drift af pengeinstituttet", anvender direktivteksten andre formuleringer. Den danske tekst bruger ordene: "en forsigtig og sund ledelse af instituttet", mens den franske, engelske og tyske tekst anvender udtrykkene: "sound and prudent management", "une gestion prudente et saine" hhv. "eine solide und umsichtige Geschäftsführung". Disse formuleringer har en retning eller grundtone, der generelt tyder på strengere krav til instituttet, end hvad den danske lovtekst isoleret læst lader formode.
I betænkning nr. 1232/1992 om fremtidens finansielle sektor, s. 50 ff., er der bemærkninger om direktiverne bag de danske tilsynsregler, og det nævnes her, at der på en række punkter består valgmuligheder for det enkelte land i henseende til udformningen af dets lovgivning på området. Det er imidlertid væsentligt at bemærke, at valgmuligheden ikke udstrækker sig så vidt, at staten selv suverænt kan bestemme fortolkningen af direktivbundne udtryk. Disse styres definitivt af direktivet.
Hvis der opstår en konkret tvist om forståelse af en direktivbestemmelse, fx om begrebet "forsigtig og sund ledelse" af et pengeinstitut, kan dette begreb i sidste instans forelægges for EF-domstolen til bindende fortolkning, jf. EF-traktatens artikel 234 (tidligere artikel 177). Hvis sagen behandles af en domstol i sidste instans, skal sådan forelæggelse finde sted, medmindre fortolkningen er helt indlysende (acte clair eller acte éclairé). Det må antages, at også Erhvervsankenævnet har ret, men dog aldrig pligt, til forelæggelse. Tilsynsmyndigheden selv har ikke en sådan forelæggelsesret.
Forelæggelse for Domstolen er trods tidsfaktoren ikke en helt hypotetisk mulighed. Antager man fx, at en finansiel virksomhed og/eller en betydende kapitalejer er utilfreds med et stedfundet indgreb, kan der anlægges sag herom, eksempelvis om erstatning for hævdede tab som følge af indgrebet, og under en sådan retssag kan det i sagens natur blive relevant, om indgrebet overhovedet var retmæssigt. I sådanne situationer vil der være tid til at iagttage forelæggelsesreglerne. Det samme kan tænkes at være tilfældet, hvis indvendingen fra nogen går ud på, at tilsynsmyndigheden burde have grebet ind, og at det manglende indgreb har påført nogen, fx indskydere, et økonomisk tab.
4. Komparativ oversigt: Andre landes regler og praksis
Til brug for redegørelsen har Finanstilsynet rettet henvendelse til tilsynsmyndigheder i et betydeligt antal europæiske lande med forespørgsel, hvordan disse tilsynsmyndigheder ifølge deres lovgivning og praksis håndterer forholdet mellem finansielle virksomheder og disses betydende kapitalejere.
Den belgiske bank- og finanskommission, CBF, som er fælles tilsynsmyndighed for både kreditinstitutter og investeringsselskaber, udøver tilsyn med aktionærernes egnethed. Dette tilsyn udøves både, når der søges autorisation, jf. banklovens artikel 17 og børslovens artikel 59, og tillige som et løbende tilsyn på et hvilket som helst tidspunkt, jf. banklovens artikel 24 og børslovens artikel 67.
Der har i belgisk tilsynspraksis udviklet sig en yderst interessant konstruktion, bestående i aftaler mellem tilsynsmyndigheden og betydende kapitalejere i kreditinstitutterne. Sådanne forvaltningsaftaler er ikke et ukendt begreb i dansk ret. De findes eksempelvis på miljørettens og markedsføringsrettens område. I de belgiske aftaler deltager som aftaleparter dels tilsynsmyndigheden, dels den finansielle virksomhed, dennes større aktionærer og dens ledelse. Aftalen betegnes "Aftale om selvstændig bankdrift". Det er blandt andet aftalens funktion at afklare ledelsesorganernes præcise rolle i den finansielle virksomhed, og de større aktionærer, der underskriver aftalen, forpligter sig til at medvirke til at skabe de nødvendige betingelser for at sikre en sund, objektiv og forsigtig ledelse af den finansielle virksomhed. De forpligter sig i aftalen til at betragte deres aktiebesiddelse som et grundlæggende bidrag til den finansielle virksomheds stabilitet og selvstændighed, og tillige til at betragte sig som støtter for dens aktivitet og ekspansion. Endelig forpligter de sig gennem aftalen til at konsultere tilsynsmyndigheden forud for betydelige ændringer i den relative størrelse af deres aktiebesiddelse i den finansielle virksomhed.
Den belgiske definition af, hvornår der foreligger en "betydende kapitalejer", er strengere, end hvad der kræves efter 2. bankdirektiv, der som tidligere nævnt er et minimumsdirektiv. Således foreligger der efter belgisk ret en betydende kapitalejer, allerede når den pågældende har mindst 5 % af stemmerettighederne eller mindst 5 % af kapitalen i kreditinstituttet eller investeringsselskabet. Den belgiske tilsynsmyndighed begrunder dette med, at en højere grænse, eksempelvis direktivets 10 %-grænse, ikke vil være tilstrækkeligt effektiv, hvis der foreligger en selskabsstruktur med et større antal "mellemstore" aktionærer. Hertil kommer, at Belgien på det børsretlige plan i lighed med Danmark har valgt at indføre strengere børsretlige forskrifter, end hvad det børsretlige storaktionærdirektiv (transparensdirektivet), 88/627, kræver. Det kræver gennemsigtighed fra en grænse på 10 % af kapitalen eller stemmerne, men Belgien har ligesom Danmark valgt en lavere grænse, nemlig på 5 %, og de belgiske myndigheder ser en naturlig sammenhæng mellem den børsretlige transparensgrænse på 5 % og den tilsynsretlige grænse på 5 % i forhold til betydende kapitalejere.
Hvad angår forståelsen af det direktivbundne udtryk, der ligger bag det danske udtryk "forsvarlig drift", ligger den belgiske tilsynsmyndighed på linje med de temmelig strenge krav, der fremgår af direktivet, nemlig kravet om en sund og forsigtig ledelse af den finansielle virksomhed (sound and prudent management). Uddybende forklarer den belgiske tilsynsmyndighed herom, at udtrykket henviser til direktionens og bestyrelsens selvstændige ledelse af den finansielle virksomhed, særligt med hensyn til udlånspolitik, investeringspolitik, udbyttepolitik, en restriktiv hensættelsespolitik, bestyrelsens og direktionens sunde og uafhængige virke, selskabets geografiske og produktmæssige ekspansionspolitik og sidst, men ikke mindst overholdelsen af forsigtighedsprincippet i lov og bekendtgørelse.
Disse uddybende principper til forståelsen af, om betydende kapitalejere er "egnede" som sådanne, fremgår af motiverne til den belgiske lovgivning. Lovmotiverne er uddybet gennem tilsynsmyndighedens praksis. Tilsynsmyndigheden har fortolket begrebet "egnethed", så det også omfatter et krav om tilstrækkelig kapitalstyrke og gennemsigtig koncernstruktur hos den betydende kapitalejer. Herved er kravene i praksis udvidet til ikke blot at omfatte aktionærens handlemåde over for den finansielle virksomhed, men også at omfatte krav til aktionæren selv, dennes struktur, koncernmæssige organisation, økonomiske forhold m v., jf. CBF's årsberetning 1993-1994, s. 32 f.
På investeringsselskabernes område har tilsynsmyndigheden inddraget i sine konkrete overvejelser, om den betydende kapitalejers aktiebesiddelse i investeringsselskabet er tilstrækkeligt finansieret af den betydende kapitalejer. Formålet med inddragelsen heraf er at sikre stabilitet, selvfinansiering og dermed i sidste instans en sund drift hos investeringsselskabet, jf. CBF's årsberetning 1991-92 s. 60, 1994-95 s. 71 og 1997-98 s. 80.
Den belgiske tilsynsmyndighed accepterer ikke en uigennemsigtig aktionærstruktur, eksempelvis at den ultimative aktionær er et Liechtenstein-selskab, hvis egentlige ejere ikke kendes. Accepterede man en sådan manglende transparens i aktionærstrukturen, ville egnethedsbedømmelsen af aktionæren reelt blive umuliggjort, jf. CBF's årsberetning 1997-98 s. 80. Afgørelsen vedrører specielt investeringsselskaberne, men princippet anvendes på hele tilsynssektoren.
Også hensynet til overholdelse af hvidvaskningsreglerne, jf. herved direktiv 91/308, inddrages som et moment, når den belgiske tilsynsmyndighed udøver sine funktioner. Således påses det, hvorfra aktionæren har skaffet sig de midler, der anvendes til erhvervelse af en betydende kapitalandel i en finansiel virksomhed, idet det herved påses, at der ikke i finansieringsgrundlaget indgår midler, der er eller synes at have været genstand for hvidvaskning.
Hvad angår de sanktionsmuligheder, der står til den belgiske tilsynsmyndigheds disposition i tilfælde af, at en betydende kapitalejer synes at ville gøre sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og sund ledelse af instituttet, nævnes ikke blot muligheden af at suspendere aktionærens udøvelse af stemmerettighederne, men også muligheden af at give aktionæren påbud om at afhænde sin aktiepost inden for en frist fastsat af tilsynsmyndigheden. Hvis afhændelse ikke finder sted inden for den fastsatte frist, kan tilsynsmyndigheden beordre aktierne beslaglagt, idet alle rettigheder knyttet til aktierne da overføres til en særlig statslig myndighed.
Det understreges af den belgiske tilsynsmyndighed, at beslaglæggelse af aktierne er en ekstraordinær form for sanktion, der kun kan finde anvendelse under helt særlige, sjældent forekommende omstændigheder, hvor det er væsentligt, at den betydende kapitalejer afskæres helt fra enhver indflydelse på driften af den finansielle virksomhed. Uanset beslaglæggelsens ekstraordinære karakter har den dog faktisk fundet anvendelse i belgisk tilsynspraksis, jf. CBF's årsberetning 1996-97 s. 69. I den pågældende sag var der tale om en betydende kapitalejer, der selv var direktør i det pågældende investeringsselskab, og som ikke længere fandtes betryggende som leder af virksomheden. Tilsynsmyndigheden fandt, at han i sin egenskab af betydende kapitalejer ville kunne modvirke en sund og forsigtig ledelse af investeringsselskabet, og der blev derfor givet ham påbud om afhændelse af alle aktier, som han direkte eller indirekte besad i selskabet. Da der ved udløbet af afhændelsesfristen ikke var fundet nogen køber, beordrede tilsynsmyndigheden beslaglæggelse af aktierne.
Mens den ene af de refererede sager således vedrørte en fysisk person som betydende kapitalejer, vedrørte den anden sag et moderselskab til et investeringsselskab. Moderselskabet var kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og tilsynsmyndigheden skønnede derfor, at moderselskabet ikke længere havde finansiel evne til at sikre investeringsselskabets stabilitet eller til at deltage i dettes vækst. Tilsynsmyndigheden skønnede, at denne situation ville kunne skade en forsigtig og sund ledelse af investeringsselskabet, og pålagde derfor moderselskabet at afhænde dets aktier. Da dette ikke skete inden for den opstillede frist, beordrede tilsynsmyndigheden beslaglæggelse af aktierne, men beslaglæggelsen blev senere ophævet, idet koncernstrukturen ændredes væsentligt med tilsynsmyndighedens tiltrædelse.
Der er netop gennemført ændringer i den belgiske tilsynslovgivning, således at fremtidig beslaglæggelse af betydende kapitalejeres aktier i finansielle virksomheder vil ske hos tilsynsmyndigheden.
Det retsgrundlag, som den belgiske tilsynsmyndighed arbejder ud fra, er overordentlig detaljeret og kan kun sporadisk gengives her:
Ved definitionen af betydende kapitalejere indskrænker loven sig ikke til mere generelt at tale om "direkte eller indirekte" kapitalbesiddelse. I stedet henvises der til børsreglerne (på grundlag af transparensdirektivet, 88/627). Herved bliver 5 %-tærsklen defineret således, at der eksempelvis også inddrages aktiebesiddelse hos flere aktionærer efter fælles aftale.
Ved definitionen af, hvornår der kan blive tale om indgreb over for en betydende kapitalejer, har den belgiske lovgivning lagt sig meget tæt op ad direktivets formulering. Indgreb kan således ske, hvis den betydende kapitalejer gør sin indflydelse gældende på en måde, der vil kunne skade en forsigtig og sund ledelse af den finansielle virksomhed.
Allerede i den øvrige tilsynslovgivning har den belgiske tilsynsmyndighed hjemmel til påbud m v. over for selve den finansielle virksomhed, og denne mulighed er derfor ikke specifikt nævnt i forbindelse med reglerne om betydende kapitalejere. Det er imidlertid interessant at se, hvilket forhold der er mellem indgreb over for den finansielle virksomhed og indgreb over for storaktionærens aktier: Formuleringen af reglerne om suspension af stemmeret forudsætter, at der efter den øvrige tilsynslovgivning er eller dog kan være sket indgreb over for selve den finansielle virksomhed, og reglerne om suspension af stemmeret er derfor formuleret således, at der kan ske suspension af stemmeretten og i sammenhæng hermed tilbagekaldelse af øvrige foranstaltninger, som har været beordret af tilsynsmyndigheden, såfremt alle interesserede parter anmoder om en sådan tilbagekaldelse. Der synes således forudsat en sammenhæng mellem foranstaltninger over for virksomheden og foranstaltninger over for aktionæren, idet der ofte vil være grebet til foranstaltninger over for virksomheden, men således at disse eventuelt vil kunne bringes til ophør, når først aktionærens stemmeret suspenderes.
Det tilføjes i lovbestemmelserne om suspension af stemmeretten, at tilsynsmyndighedens beslutning herom er eksigibel, så snart den er forkyndt over for den eller de betydende kapitalejere, som afgørelsen vedrører, og at tilsynsmyndigheden kan beslutte offentliggørelse af suspensionen.
Næste trin på skalaen er pålæg til den betydende kapitalejer om salg af aktieposten eller, hvis salg ikke finder sted inden for den fastsatte frist, beslaglæggelse af aktierne. Der er meget detaljerede forskrifter om administrationen af aktierne og udøvelsen af stemmeretten. Udbytte fra aktierne indkræves af tilsynsmyndigheden, men sendes til aktionæren. Aktionæren skal betale vederlag for administrationen af aktierne, og vederlaget kan fratrækkes i indvundet udbytte.
For Tysklands vedkommende foreligger der for det første svar fra tilsynsmyndigheden vedrørende værdipapirhandel, Bundesaufsichtsamt für den Wertpapierhandel. Hvad angår det tyske forsikringstilsyn, foreligger der svar fra Bundesaufsichtsamt für das Versicherungswesen. Heraf fremgår blandt andet følgende:
Bestemmelserne om betydende kapitalejere fremgår nærmere af § 104 i den tyske forsikringstilsynslov. Begrebet betydende kapitalejer er defineret i overensstemmelse med direktivbestemmelserne, men i den yderst detaljerede tyske lovbestemmelse er det uddybende foreskrevet, at hvis erhververen er en juridisk person eller et personligt handelsselskab, skal der efterfølgende ske anmeldelse af visse nærmere opregnede personudskiftninger, herunder for så vidt angår den personligt hæftende selskabsdeltager i et handelsselskab.
I en række tilfælde, som nærmere er opregnet i § 104, stk. 2, nr. 1-4, kan tilsynsmyndigheden ikke blot suspendere stemmeretten, men også beslutte at overføre den til en særligt befuldmægtiget, en Treuhänder. Sådan suspension henholdsvis overførsel kan blandt andet finde sted, hvis den betydende kapitalejers indflydelse udøves på en måde, der kan være skadelig for forsikringsselskabet, eller hvis forsikringsselskabet er koncernforbundet med den betydende kapitalejer, og forbindelsen vanskeliggør et effektivt tilsyn. Såfremt stemmeretten overføres til en Treuhänder, skal denne udøve stemmeretten ud fra hensynet til en solid og forsigtig/påpasselig forretningsførelse ("... einer soliden und umsichtigen Führung des Versicherungsunternehmens ...").
For Grækenlands vedkommende foreligger der svar fra forsikringstilsynet, som herved har henvist til artikel 15 a, stk. 7, i loven om forsikringsvirksomhed, hvori reglerne om betydende kapitalejere i forsikringsselskaber er gennemført.
Af den pågældende lovbestemmelse fremgår vidtgående beføjelser for tilsynsmyndigheden: Grækenlands handelsministerium, som kan afskedige medlemmer af forsikringsselskabets bestyrelse og direktion, suspendere betydende kapitalejeres stemmeret og/eller forbyde enhver transaktion mellem forsikringsselskabet og de pågældende personer eller enhver juridisk person kontrolleret af dem, ligesom tilsynet har kompetence til at kræve omgående indfrielse af lån, som forsikringsselskabet måtte have ydet de pågældende.
Spanien har defineret tærsklen for, hvornår der foreligger en kvalificeret deltagelse i et kreditinstitut, til 5 % af stemmerettighederne eller kapitalen, jf. artikel 62 i tilsynsloven, der gennemfører blandt andet EU's 2. bankdirektiv. Tærsklen er herved, i lighed med eksempelvis belgisk ret, sat lavere, end hvad dette minimumsdirektiv kræver.
Hvad angår definitionen af, hvornår en forsvarlig drift modvirkes, har den spanske tilsynslovgivning lagt sig meget tæt op ad direktivets udtryk: At den betydende kapitalejer synes at ville arbejde til skade for en sund og forsigtig ledelse af instituttet, men der er hertil lagt en yderligere (tilsyneladende kumulativ) betingelse om, at den betydende aktionær alvorligt vil kunne skade instituttets økonomiske stilling.
Herefter opregnes, blandt andet gennem en henvisning til tilsynslovens artikel 59, litra a og b, de sanktioner, der herved kan blive tale om at bringe i anvendelse:
For det første er der tale om at suspendere den betydende kapitalejers stemmer. Hvis stemmerettighederne alligevel udøves af aktionæren, skal de afgivne stemmer anses for ugyldige, og selskabsbeslutningen (generalforsamlingsbeslutningen) vil dermed kunne anfægtes, idet tilsynsmyndigheden (Banco de España) herved udtrykkeligt er indsat som søgsmålsberettiget.
Som yderligere sanktionsmulighed opregner loven indgreb over for den finansielle virksomhed eller midlertidig udskiftning af virksomhedens bestyrelse.
Det tilføjes i tilsynslovens artikel 31-38, at de her angivne foranstaltninger kun kan anvendes i særlige tilfælde, som bringer den finansielle virksomheds egenkapital, likviditet eller solvens i fare.
Sanktionsreglerne giver mulighed for, at tilsynsmyndigheden i realiteten sætter den finansielle virksomhed under administration, idet der er hjemmel til udpegning af én eller flere befuldmægtigede, hvorefter disses tiltrædelse er en gyldighedsbetingelse for de beslutninger, der træffes i den finansielle virksomheds selskabsorganer. Bringes disse indgrebsregler i anvendelse, sker der ingen udskiftning af bestyrelse eller direktion, men tilsynsmyndighedens befuldmægtigede har en vetoret over for disse selskabsorganers beslutninger.
Tilsynsmyndigheden har i særlige tilfælde beføjelse til at foretage udskiftning af enkelte eller alle medlemmer af den finansielle virksomheds bestyrelse. I så fald udnævner tilsynsmyndigheden nye, midlertidige bestyrelsesmedlemmer, som skal disponere i overensstemmelse med den finansielle virksomheds vedtægter. De har en ikke nærmere defineret vetoret over for generalforsamlingens beslutninger.
Den spanske tilsynslovgivning er opbygget meget detaljeret, således at den dels opregner de forskellige situationstyper, som kan give anledning til indgreb fra tilsynsmyndigheden, dels i tilknytning hertil opregner de sanktioner, der skal bringes i anvendelse.
I sin yderste konsekvens giver tilsynsreglerne mulighed for, at tilsynsmyndigheden tilbagekalder den finansielle virksomheds tilladelse til at fungere som kreditinstitut.
I høringssvaret fra Banco de España understreges det, at der endnu ikke foreligger praktiske erfaringer med anvendelse af de her beskrevne indgrebsregler, som er indført i tilsynslovgivningen ved en lovændring den 29. juli 1998.
For fransk rets vedkommende foreligger der særskilte svar fra henholdsvis forsikringstilsynet (Commission de Contrôle des Assurance) og Børstilsynet (Commission des Opérations de Bourse).
For forsikringstilsynslovgivningen gælder en tærskel på 10 %, dvs. svarende til minimumsbestemmelserne i direktiverne.
Modvirker den kvalificerede kapitalejer i et forsikringsselskab en forsigtig og sund ledelse af selskabet, kan vedkommendes stemmeret suspenderes, indtil situationen normaliseres. Kompetencen til at suspendere stemmeretten tilkommer domstolene. Søgsmålsberettigede er Finansministeriet, anklagemyndigheden, Forsikringstilsynet samt enhver aktionær i det pågældende forsikringsselskab.
De her beskrevne regler for franske forsikringsselskaber er indført med virkning fra 1. juli 1994.
Hvad angår reglerne for franske børsmæglerselskaber, fremgår det af det franske børstilsyns redegørelse og de medsendte lovbestemmelser, at der også her er en tærskel på 10 %. Hovedsigtet er, således som direktivet beskriver det, at sikre en sund og forsigtig ledelse af virksomheden.
Afslag på tilladelse til at drive børsmæglervirksomhed i Frankrig har hidtil ikke været baseret på forskrifterne om betydende kapitalejere.
Der er ikke fra den franske tilsynsmyndighed refereret praksis om det løbende tilsyn eller om konkrete indgrebssituationer, men det understreges i svaret, at manglende kvalitet eller gennemsigtighed i aktiebesiddelsen normalt kun vil være ét blandt flere relevante momenter i de tilfælde, hvor der kan blive tale om indgreb.
Af artikel 7 i det dekret (nr. 96-02), som nærmere regulerer kvalificeret deltagelse i børsmæglerselskaber, fremgår det, at tilsynsmyndigheden "tager hensyn til aktionærernes kvalitet" i det øjemed at sikre "en sund og forsigtig ledelse" af virksomheden.
Fra Italien foreligger der svar fra landets forsikringstilsyn, ISVAP (Instituto per la vigilanza sulle assicurazioni private e di interesse collettivo).
Tærsklen for, hvornår der foreligger en betydende kapitalejer, er her sat til 5 % af den stemmeberettigede aktiekapital i forsikringsselskabet.
Den italienske lovgivning og praksis ligger meget tæt op ad direktivteksten, idet det efterprøves, om den betydende kapitalejer vil kunne sikre en sund og forsigtig ledelse af selskabet. Der tages herved særligt hensyn til den betydende kapitalejers egen finansielle styrke og ledelsesforhold m.v. Endvidere inddrages der hensyn til den betydende kapitalejers eventuelle besiddelser i andre selskaber m.v., som kunne tænkes at være til skade for forsikringsselskabet, eller som kunne vanskeliggøre tilsynsfunktionen.
Forholdet er nærmere uddybet i et dekret, som også opregner de sanktioner, der kan blive tale om at bringe i anvendelse. Sanktionerne er suspension eller tilbagekaldelse af tilladelsen til at indtræde som betydende kapitalejer, i begge tilfælde med virkning for de stemmerettigheder, som den pågældende kapitalejer ellers har.
Den italienske tilsynsmyndighed har i flere tilfælde nægtet tilladelse til at indtræde som kvalificeret kapitalejer, hvis tilsynsmyndigheden ikke har set tilstrækkelig dokumentation for, at den eller de pågældende ville kunne medvirke til at sikre en sund og forsigtig ledelse af selskabet. Det fremgår af redegørelsen fra den italienske tilsynsmyndighed, at sådanne tilsynsforanstaltninger er blevet stadfæstet af rekursinstansen i de tilfælde, hvor der er blevet klaget over tilsynsafgørelsen.
I Luxembourg udøves finanstilsynet af Commission de Surveillance du Secteur Financier.
Af tilsynsorganets svar fremgår i korthed følgende: "I mange år har det med hensyn til ejerskabet i banker været vor faste praksis at forlange en velkendt bank som majoritetsaktionær. I de senere år har vi derfor ikke været stillet over for situationer, hvor en majoritetsaktionær handlede til skade for en forsigtig og sund ledelse, og der foreligger derfor ingen formelle afgørelser i så henseende".
Telefonisk har en repræsentant fra Luxembourgs banktilsyn tilføjet, at Luxembourg endnu ikke i sin nationale banklovgivning har gennemført de relevante bestemmelser fra 2. bankdirektiv om betydende kapitalejere, og at der allerede af denne grund ikke foreligger nogen praksis om spørgsmålet.
For Hollands vedkommende foreligger der redegørelse fra banktilsynet, der udøves af den hollandske nationalbank, De Nederlandsche Bank.
Efter hollandsk ret er der sat en tærskel på 5 % med hensyn til opnåelse af tilladelse til at være betydende kapitalejer.
Siden direktivbestemmelserne indførtes i hollandsk ret, har der kun været begrænsede praktiske erfaringer med dem. De hollandske tilsynsmyndigheder henviser herved til to konkrete sager, som imidlertid, såfremt de vidererefereres, vil kunne genkendes, og som derfor er meddelt under fortrolighed i forbindelse med nærværende undersøgelse. Begge sager drejer sig om betydende kapitalejere med minoritetsposter, hvor tilsynsmyndighederne af forskellige grunde ikke fandt de pågældende egnede til at kunne udøve indflydelse på kreditinstituttet. Den ene sag løstes ved påbud om tilbagetræden fra direktionsposten samt afhændelse af aktierne i banken, mens den anden sag løstes ved forhandling mellem tilsynsmyndigheden og et kreditinstituts minoritetsaktionærer.
I Østrig udøves banktilsynet af Finansministeriet, Bundesministerium für Finanzen. Det fremgår af høringssvaret herfra, at reglerne om betydende aktionærer i finansielle virksomheder endnu ikke har været bragt i anvendelse, og at der derfor ikke foreligger afgørelser fra tilsynsmyndighederne eller domstolene herom.
Af den medsendte lovtekst for forsikringsselskaber fremgår det, at tærsklen er 10 % af aktiekapitalen eller stemmerettighederne eller tilfælde, hvor den pågældende i øvrigt har mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften. Loven har herved lagt sig meget tæt op ad direktivbestemmelserne.
Også hvad angår forskrifterne om de tilfælde, hvor en betydende kapitalejer modvirker en forsvarlig drift, fremgår det, at lovteksten har lagt sig meget tæt op ad direktivet i dets tyske version, nemlig når der tales om udøvelse af en indflydelse, som er til skade for en solid og påpasselig drift ("... einen Einfluss ausüben, der sich zum Schaden einer soliden und umsichtigen Führung des Versicherungsunternehmens auswirkt ...").
Der kan herved blive tale om suspension af stemmerettigheder. Beføjet til at træffe beslutning herom er domstolene på selskabets hjemsted. Suspensionen af stemmeretten skal ophøre, når den pågældende domstol efter påstand fra tilsynsmyndigheden eller storaktionæren har fastslået, at der ikke længere består fare for en solid og forsigtig drift, eller hvor aktierne - om fornødent med tilsynsmyndighedens tiltrædelse - er blevet solgt til anden side.
Endvidere fremgår det af lovbestemmelserne, at domstolsbeslutningen om suspension af stemmerettighederne ikke blot går ud på, at disse ikke kan udøves, men at stemmeretten overføres til en særligt befuldmægtiget, som selv opfylder betingelserne for at kunne medvirke til en solid og forsigtig drift af selskabet. Der er særlige regler om vederlag til den befuldmægtigede. Forsikringsselskabet og de storaktionærer, hvis stemmerettigheder suspenderes, hæfter solidarisk for dette.
Det fremgår af den østrigske lovgivning, at de særlige regler om betydende kapitalejere, herunder muligheden for suspension af stemmeret, er indført særskilt i forsikringstilsynsloven, nemlig som dennes § 11 a, og at de almindelige indgrebsmuligheder over for forsikringsselskabet, jf. lovens § 106, herved også kan bringes i anvendelse, jf. henvisningen fra § 11 a, stk. 5, til § 106. De indgrebsmuligheder, der nævnes i § 106, er (1) at forbyde et eller flere medlemmer af direktionen at deltage i driften, (2) at udnævne en særlig befuldmægtiget for tilsynsmyndigheden eller (3) at nedlægge forbud mod forsikringsselskabets fortsatte drift, helt eller delvis.
Af lovbestemmelsen fremgår det, at denne opregning ikke er udtømmende, men at der kan gribes til andre foranstaltninger, som dog ikke nærmere opregnes.
I et særskilt svar fra det østrigske børstilsyn (Bundes-Wertpapieraufsicht) nævnes det, at de tilsvarende storaktionærregler på børsområdet endnu ikke har været bragt i anvendelse.
For Portugals vedkommende foreligger der svar fra banktilsynet (Banco de Portugal) og fra forsikringstilsynet (Instituto de Seguros de Portugal).
Ved definitionen af, hvornår der er tale om en kvalificeret deltagelse i et kreditinstitut, og hvorledes der skal søges om tilladelse hertil, ligger ordlyden i de portugisiske regler meget tæt op ad direktivbestemmelserne, jf. artikel 102 i loven om kreditinstitutter.
Der er meget detaljerede forskrifter om, hvornår tilsynsmyndigheden kan forkaste en ansøgning om kvalificeret deltagelse i et kreditinstitut, jf. nærmere artikel 103. Afslag kan således gives (a) hvis den måde, hvorpå personen sædvanligvis driver forretning, eller karakteren af hans professionelle aktivitet tyder på en udpræget tendens til at tage overdrevne risici, (b) hvis den pågældendes økonomiske situation er utilstrækkelig i forhold til den ønskede investerings størrelse, (c) hvis tilsynsmyndigheden har grund til at tvivle på, at de midler, der ønskes investeret i den finansielle virksomhed, er lovligt tilvejebragt, eller hvis der er tvivl om den virkelige identitet af midlernes ejer, (d) hvis struktur og karakteristika hos den koncern, hvori kreditinstituttet i givet fald vil komme til at indgå, ikke muliggør et tilstrækkeligt tilsyn, (e) hvis den pågældende afviser at medvirke til en økonomisk rekonstruktion af kreditinstituttet, som forud er blevet krævet af tilsynsmyndigheden, (f) hvis den pågældende inden for de seneste 5 år er blevet straffet i nærmere angivet omfang, eller (g) hvis det om en fysisk person viser sig, at han ikke er "fit and proper" til at deltage i kreditinstituttets drift, jf. nærmere lovens artikel 30.
Ud over muligheden for suspension af stemmeret fremgår det af banklovens artikel 178, stk. 1, litra m, at tilladelsen til fortsat drift kan tilbagekaldes, såfremt kvalificerede kapitalejere alvorligt hindrer eller modvirker en sund og forsigtig drift af den finansielle virksomhed.
Fra Finland foreligger der svar fra forsikringstilsynet, som i korthed refererer de finske regler til gennemførelse af direktivbestemmelserne. Grænsen er efter finsk ret sat ved 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne. Der er i finsk ret skabt hjemmel til at opstille betingelser i forbindelse med godkendelse af erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel med henblik på at sikre en sund udvikling af forsikringsselskabet.
Hvis en sund og forsigtig drift af selskabet bringes i fare, er der mulighed for at forbyde udøvelsen af den betydende kapitalejers stemmerettigheder. De finske regler har endnu ikke været anvendt i praksis.
Der foreligger endvidere svar fra det finske banktilsyn vedrørende bestemmelserne for kreditinstitutter og investeringsselskaber. Også her er grænsen sat til 10 % af kapitalen eller stemmerne.
Der foreligger ret detaljerede forskrifter om ansøgningen, tillige med en temmelig detaljeret generel udtalelse fra tilsynsmyndigheden for de tilfælde, hvor den kvalificerede kapitalejer ikke selv er en finansiel virksomhed m.v. under tilsyn.
Af den anvisning, som der henvises til, og som er udarbejdet den 2. juni 1998, fremgår en nærmere fortolkning af, hvilke direkte eller indirekte kapitalbesiddelser der skal medregnes. Dette gælder ejerkontrollerede sammenslutningers aktie- eller stemmeretsbesiddelse, aktier eller stemmer, der besiddes af egne eller ejerkontrollerede sammenslutningers pensionsselskaber og pensionskasser, samt andre stemmer, som ejeren alene eller sammen med tredjemand disponerer over ifølge aftale eller af anden årsag. Ved beregningen af stemmetal ser man bort fra stemmeretsbegrænsninger, der følger af lov eller vedtægt.
Det understreges i anvisningen, at en person, som ikke formelt er aktionær, men som med hjemmel i aftale har ret til at udøve stemmeret i den finansielle virksomhed, således også kan blive anmeldelsespligtig. Ved begrebet "aftale" forstås blandt andet hensigtserklæringer, optioner, terminskontrakter samt aftaler om midlertidig overladelse af aktie. Eksempelvis skal stemmerettigheder, som kan opnås via option eller konvertibelt gældsbrev, anmeldes, når det står fast, hvilken andel af stemmerne i selskabet der vil blive tale om. Også hvis aftalen først fuldbyrdes senere, indtræder anmeldelsesretten.
Der gives desuden, blandt andet med henvisning til lovmotiverne, et antal eksempler på tilfælde, hvor den pågældende som panthaver eller af anden årsag har ret til at udøve eller disponere over stemmeretten. Også stemmeret, der kun midlertidigt overflyttes via fuldmagt, henregnes til den befuldmægtigedes stemmetal, når han alene eller sammen med fuldmagtsgiveren eller tredjemand har ret til at beslutte, hvordan stemmeretten skal anvendes. Men i denne situation medregnes stemmerne også hos fuldmagtsgiveren.
En aktionærkontrolleret sammenslutning foreligger, hvis aktionæren har stemmemajoritet eller på grundlag af aftale kan disponere over en stemmemajoritet, eller hvis han i øvrigt har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af bestyrelses- eller direktionsmedlemmerne. Parallellerne til koncerndefinitionen, som også findes i dansk selskabs- og regnskabslovgivning, er tydelige, jf. herved koncerndefinitionen i 7. selskabsdirektiv, koncerndirektivet.
I forbindelse med ansøgning om tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel skal der gives en lang række detaljerede oplysninger om ansøgeren. I disse oplysninger indgår den finansielle virksomheds "kunderisiko" i relation til ansøgeren, både i form af kredit, garanti m.v., og der skal redegøres nærmere for ansøgerens økonomiske situation.
Fra Storbritannien foreligger der redegørelse fra det britiske finanstilsyn, Financial Services Authority, FSA, som har medsendt materiale, om den britiske bank- og investeringsselskabslovgivning.
Banker og andre kreditinstitutter skal ifølge den britiske banklov drives i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet (the prudential criteria). Heraf følger blandt andet, at bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal være egnede til hvervet (fit and proper). Dette krav opstilles også i forhold til "controllers", hvilket begreb omfatter betydende kapitalejere med en kvalificeret kapitalandel i en bank m.v.
Tærsklerne er defineret i overensstemmelse med direktivet, begyndende med en 10 % tærskel, jf. sec. 105 i bankloven.
I de uddybende bemærkninger (punkt 2.56 ff) til bestemmelserne i bankloven fremhæves det, at der er en almindelig formodning for, at jo større indflydelse en betydende kapitalejer har på den finansielle virksomhed, desto højere krav må der stilles til kapitalejeren med henblik på opfyldelse af kriteriet "fit and proper". I konsekvens heraf nævnes det som eksempel, at der normalt vil blive krævet en højere standard af en aktionær med over 20 % af den finansielle virksomhed, end man vil kræve af en aktionær med 10-20 %. Dog gøres der reservation for tilfælde, hvor en 10-20 %-aktionær rent faktisk udøver en større indflydelse, end en aktiebesiddelse af denne størrelse normalt ville give anledning til, og også sådanne forhold tages i betragtning af tilsynsmyndigheden.
I kommentarerne understreges det, at der særligt tages hensyn til to forhold, når det overvejes, om en betydende kapitalejer opfylder egnethedskravet. Disse forhold tages i betragtning, hvad enten der er tale om en direkte aktiebesiddelse i den pågældende finansielle virksomhed eller om en indirekte aktiebesiddelse, hvor der er tale om en tilsvarende procentdel, et holdingselskab eller lignende med kontrol over den finansielle virksomhed.
For det første tages det i betragtning, hvilken indflydelse den pågældende har eller må forventes at få på den finansielle virksomheds forretninger. Hvis den betydende kapitalejer har eller sandsynligvis vil få en tæt indflydelse (close control) på virksomheden, vil tilsynsmyndigheden interessere sig for, om der dokumenteres at foreligge en sund dømmekraft (soundnes of judgement) samt relevant viden og kunnen med hensyn til drift af en finansiel virksomhed. Dette indebærer, at tilsynsmyndigheden vil interessere sig for den betydende kapitalejers evne og erfaring i samme omfang, som hvis der var tale om direktionsmedlemmer i den finansielle virksomhed. På den anden side fremhæves det også i kommentaren, at hvis den betydende kapitalejer ikke har og sandsynligvis heller ikke vil få en sådan tæt indflydelse, er det ikke nødvendigt at kræve samme høje niveau for så vidt angår evner og erfaring. I mange tilfælde vil betydende kapitalejere med mellem 10 og 20 % af kapitalen ikke have nogen stor indflydelse, om overhovedet nogen. Derfor vil der normalt blive krævet mindre i henseende til kompetence, dømmekraft og omhu, end man vil kræve af betydende kapitalejere med en større andel af kapitalen. Kommentarerne fremhæver, at der med hensyn til uberygtethed (probity) vil blive stillet væsentligt samme krav til betydende kapitalejere som til direktører. Tilsynsmyndigheden tager også eventuelle interessekonflikter i betragtning. I denne forbindelse vil det særligt indgå i overvejelserne, hvis den betydende kapitalejer har en for tæt forbindelse med et andet selskab, hvis forretninger har betydning for den finansielle virksomhed.
For det andet tager tilsynsmyndigheden i betragtning, om den betydende kapitalejers egen økonomiske stilling, omdømme, handlemåde m.v. vil kunne skade den finansielle virksomhed gennem en form for afsmitning, som undergraver den almindelige tillid til den finansielle virksomhed. Som eksempler nævner kommentarerne, at et holdingselskab eller anden majoritetsaktionær kunne tænkes at få økonomiske problemer, der som en følgevirkning kan føre til et stormløb mod den finansielle virksomhed eller til vanskeligheder med hensyn til at opnå fremmed- og/eller egenkapitalfinansiering af den finansielle virksomhed. Generelt lægges det til grund, at jo større aktiebesiddelse der foreligger, desto større vil risikoen for afsmitning være, hvis den betydende kapitalejer selv kommer i økonomiske vanskeligheder. Afsmitningsrisikoen har imidlertid ikke kun relation til økonomiske vanskeligheder. Også offentlig opmærksomhed omkring ulovlig eller blot uetisk handlemåde fra et holdingselskabs side vil kunne skade tilliden til den finansielle virksomhed, og det samme gælder ulovlig eller uetisk handlemåde fra andre koncernforbundne selskabers side.
På en række punkter går de britiske regler videre, end hvad direktiverne kræver. Således interesserer tilsynsmyndigheden sig også for minoritetsaktionærer med kapitalbesiddelse under 10 %, idet tilsynsmyndigheden konkret interesserer sig for, hvilken indflydelse de vil kunne udøve på den finansielle virksomheds ledelse.
Med hensyn til dem, der ikke direkte, men indirekte er betydende kapitalejere, anstilles der tilsvarende betragtninger som ved den direkte aktiebesiddelse. Som eksempler på indirekte kontrol nævnes dem, der "styrer" eller "instruerer" en betydende kapitalejer, jf. sec. 105, stk. 3, litra d. Indirekte kontrol kan imidlertid ikke blot opstå som følge af muligheden for at "styre" eller "instruere" en betydende kapitalejer, men også som følge af muligheden for at "styre" eller "instruere" selve den finansielle virksomheds bestyrelse. Hvis dette er tilfældet, stilles der meget høje krav til den pågældende betydende kapitalejer. Der stilles herved samme krav med hensyn til uberygtethed, faglig viden, erfaring, evner og påpasselighed, som tilsynsmyndigheden ville stille til bestyrelsesmedlemmer i den finansielle virksomhed.
Endelig fremhæves det i kommentarerne, at tilsynsmyndigheden forventer at blive holdt underrettet både af den finansielle virksomhed selv og af betydende kapitalejere om enhver væsentlig udvikling, som kan rejse tvivl om den betydende kapitalejers fortsatte egnethed (fitness and properness), eller som på anden måde kan indebære en mulig trussel mod indskydernes interesser.
Det fremgår af den britiske banklovs sec. 11, stk. 1, litra c, at tilladelsen til at drive bank kan tilbagekaldes, blandt andet hvis der indtræder betydende kapitalejere uden tilladelse fra tilsynsmyndigheden.
Af lovens sec. 12 fremgår det, at hvis betingelserne for at tilbagekalde tilladelsen til fortsat bankdrift er til stede, kan tilsynsmyndigheden i stedet vælge at opstille nærmere vilkår for den fortsatte drift. Det uddybes i sec. 12, stk. 4, litra a-f, hvilke vilkår der herved kan blive tale om. Der kan blandt andet blive tale om at begrænse forretningernes karakter på bestemt måde, opstille begrænsninger med hensyn til modtagelse af indlån og/eller långivning, forbyde den finansielle virksomhed at indgå bestemte retshandler eller bestemte typer af retshandler og/eller forlange, at bestyrelsesmedlemmer, direktører eller betydende kapitalejere udtræder.
Banklovens sec. 24 indeholder nærmere bestemmelser om tilsynsmyndighedens indsigelse (objection) over for betydende kapitalejere. Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at den pågældende er fit and proper til at være betydende kapitalejer, kan tilsynsmyndigheden skriftligt fremsætte indsigelse (notice of objection) mod den pågældendes fortsættelse som betydende kapitalejer. Herefter indeholder sec. 25-26 nærmere forskrifter om konsekvenserne af en sådan indsigelse. Blandt de sanktioner, der kan anvendes af tilsynsmyndigheden, er forbud mod overdragelse af den betydende kapitalejers aktier, forbud mod udøvelse af stemmeret på disse aktier og forbud mod udbetaling af udbytte m.v. på aktierne, jf. nærmere sec. 26, stk. 2, litra a-d.
De islandske forskrifter ligger meget tæt op ad direktivets bestemmelser, herunder for så vidt angår kravet om en sund og forsigtig drift. Der foreligger ikke praktisk erfaring med anvendelse af reglerne endnu.
Også norsk rets forskrifter ligger meget tæt op ad direktivets bestemmelser, herunder med en grænse på 10 % af kapitalen eller stemmerne. Der anvendes udtrykket "sikre en god og fornuftig forvaltning", og der er hjemmel til suspension af stemmeret, hvis dette øjemed modvirkes. Denne hjemmel er dog endnu ikke benyttet i norsk tilsynspraksis.
I høringssvaret fremhæves det, at der kun findes 11 banker med hjemsted i Liechtenstein, og at der derfor endnu ikke har været behov for at anvende reglerne om mulighed for indgreb over for betydende kapitalejere.
4.3. Tværgående sammenligning med den danske retstilstand
Af interessante træk ved den foretagne retskomparative undersøgelse kan særligt fremhæves følgende:
4.3.1. Definitionen af betydende kapitalejere
Flere af de undersøgte lande har en lavere grænse end 10 % for, hvornår der foreligger en betydende kapitalejer. Direktivets krav er som nævnt minimumsbestemmelser. Et generelt træk hos de lande, der har skærpet definitionen, er en 5 % grænse.
Belgisk ret er gået endnu videre og anvender definitionen fra det børsretlige storaktionærdirektiv (transparensdirektivet), med en grænse på kun 5 % (også transparensdirektivet er et minimumsdirektiv). Der er en betydelig logik i at anvende denne definition, fordi dens hovedsigte er at finde frem til de reelle, "ultimative" ejere. Anvendelsen af en sådan definition kræver imidlertid lovhjemmel, jf. legalitetsprincippet.
Alternativt til et lovfæstet krav om tilladelse allerede fra en grænse på 5 % kan man, jf. britisk tilsynspraksis, fastholde en 10 % grænse, men dog i tilsynspraksis interesse sig nærmere for kapitalejere allerede fra en 5 % grænse, uden at dette forhold formaliseres gennem krav om ansøgning og tilladelse.
I tråd med tanken bag transparensdirektivet samt tilsynsdirektivernes bestemmelser om "indirekte kapitalbesiddelse" foretager finsk ret en vidtgående definition af, hvornår der foreligger en indirekte aktiebesiddelse i en finansiel virksomhed.
4.3.2. Begrebet "forsigtig og sund drift"
Et gennemgående træk hos de undersøgte lande er, at der anvendes udtrykket "forsigtig og sund drift" (prudent and sound management) som udtryk for, hvad der ikke må modvirkes af de betydende kapitalejere.
Der anvendes herved en målestok eller standard, som dels ligger sprogligt helt tæt op ad direktivernes begrebsbestemmelse, dels antagelig indicerer et noget mere skærpet krav til påpasselighed, forsigtighed m.v., end hvad der direkte kunne synes at følge af det danske udtryk "forsvarlig drift". Der henvises til bemærkningerne foran om direktivkonform fortolkning af den danske lovtekst.
Norsk ret anvender udtrykket "sikre en god og fornuftig forvaltning".
Den uddybning, som begrebet "forsigtig og sund drift" har fået i belgisk tilsynspraksis, indebærer krav om direktionens og bestyrelsens selvstændige ledelse af den finansielle virksomhed, særligt med hensyn til udlånspolitik, investeringspolitik, udbyttepolitik, en restriktiv hensættelsespolitik, bestyrelsens og direktionens sunde og uafhængige virke, selskabets geografiske og produktmæssige ekspansionspolitik og sidst, men ikke mindst overholdelsen af forsigtighedsprincippet i lov og bekendtgørelse. Disse uddybende begreber vil uden videre kunne overføres til den danske forståelse af lovbestemmelserne.
I belgisk tilsynspraksis håndhæves der principper, hvorefter bedømmelsen af storaktionærens egnethed også omfatter et krav om tilstrækkelig kapitalstyrke og gennemsigtig koncernstruktur hos den betydende kapitalejer. I hvert fald isoleret set kan sådanne krav antagelig ikke håndhæves som enebegrundelse for enten at nægte tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel eller som begrundelse for sanktioner efter BSL § 7 c, men der er intet til hinder for, at de nævnte forhold indgår som betydningsfulde momenter, der inddrages i det samlede skøn ved vurderingen af, om en betydende kapitalejer vil kunne skade en "forsigtig og sund drift" af den finansielle virksomhed.
Det samme gælder det forhold, hvorvidt en betydende kapitalejer i tilstrækkelig grad har egenfinansieret sin erhvervelse af den kvalificerede kapitalandel eller har gældsat sig i betydelig grad. Også dette forhold vil kunne indgå som et supplerende moment ved den nævnte bedømmelse. Det vil herved være helt relevant at lade det indgå i den samlede bedømmelse, hvorfra den betydende kapitalejer har fremskaffet den investerede kapital, idet hvidvaskningsreglernes overholdelse herved udgør det absolutte minimum.
Dette gælder også spørgsmålet om manglende gennemsigtighed i storaktionærens egen koncernstruktur. Hvis denne er meget uigennemskuelig og fx indbefatter uigennemskuelige udenlandske fonde eller selskaber som ultimativ (med)ejer, vil også dette kunne være et supplerende moment, der kan indgå i det samlede skøn.
4.3.3. Tilsynsmyndighedens godkendelse af kvalificeret aktiebesiddelse
Enkelte lande har givet nærmere redegørelse for, hvordan tilsynsmyndigheden behandler ansøgninger om godkendelse som betydende kapitalejer.
Det vil ses, at fx finsk ret har udviklet en meget detaljeret fremgangsmåde, der blandt andet indskærper ansøgeren de nærmere forskrifter og den betydende kapitalejers pligter over for den finansielle virksomhed.
Finske tilsynsmyndigheder kan opstille betingelser i forbindelse med godkendelse af erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel med henblik på at sikre en sund udvikling af forsikringsselskabet. Det vil sige, at godkendelsesproceduren ikke behøver at resultere i et enten-eller i form af afslag eller godkendelse, men at der kan opstilles nærmere vilkår. Det vil, selv uden udtrykkelig lovhjemmel for vilkår, ikke efter dansk forvaltningsret være udelukket at opstille vilkår som betingelse for en godkendelse. Generelt kan en forvaltningsmyndighed opstille vilkår for at meddele en tilladelse, hvis vilkårene er sagligt begrundet. I en sag, hvor der af saglige grunde ville kunne meddeles afslag, fordi tilsynsmyndigheden ikke finder bestemte forhold tilstrækkeligt betryggende, vil det ikke på forhånd være udelukket at meddele godkendelse på vilkår, som på sagligt grundlag tjener til at afparere den betænkelighed, myndigheden ellers kunne have ved at meddele tilladelsen. Disse vilkår vil antagelig ofte have relation til transaktioner og andre forretninger mellem den finansielle virksomhed og en betydende kapitalejer.
Der anvendes i belgisk ret en interessant fremgangsmåde med hensyn til indgåelse af en aftale mellem tilsynsmyndigheden og den eller de betydende kapitalejere. Aftalen fungerer som et supplement til og en uddybning af lovgivningens bestemmelser. Den skal særligt sikre den finansielle virksomheds selvstændighed og uafhængige virke. Sanktionsmulighederne er ikke nærmere oplyst. I dansk ret anvender vi sådanne "forvaltningsaftaler" på nogle områder, fx miljøretten, jf. miljøbeskyttelseslovens § 10 om muligheder for miljømyndighedens indgåelse af (branche)aftaler med henblik på nedbringelse af forureningen, og markedsføringsretten, jf. markedsføringslovens § 17 om Forbrugerombudsmandens forhandling med organisationer. På områder, hvor der ikke er tilvejebragt udtrykkelig hjemmel til sådanne forvaltningsaftaler, vil der - jf. bemærkningerne foran om legalitetsprincippet - ikke være hjemmel til at tvinge nogen til at underskrive aftaler eller erklæringer, og egentlige sanktioner ved overtrædelse af en eventuel aftale findes ikke.
Det ses særligt af britisk tilsynspraksis, at kravene til betydende kapitalejere ikke nødvendigvis behøver defineres absolut, men snarere skal forstås relativt, idet der ikke kan stilles så store egnethedskrav til en 10-20 % kapitalejer som til en kapitalejer med over 20 %. Ved en kapitalbesiddelse af betydelig størrelse, dvs. en kapitalejer med close control, må der reelt stilles samme egnethedskrav m.v. som til bestyrelses- og direktionsmedlemmer, idet den betydende kapitalejer uanset den finansielle virksomheds principielle selvstændighed og uafhængighed kan få driftsmæssig betydning.
4.3.4. Sanktionernes indbyrdes sammenhæng
I enkelte af de undersøgte landes retstilstand ses det, at der forudsættes en form for rangorden mellem de forskellige sanktioner, jf. fx belgisk ret, typisk således at et indgreb over for den finansielle virksomhed kommer i første række i forhold til et indgreb over for den betydende kapitalejer. Reglerne synes at skulle administreres således, at det normalt først skal forsøges, om et nærmere defineret påbud eller forbud til den finansielle virksomhed kan afhjælpe situationen, og først hvis dette ikke forekommer tilstrækkeligt, fx fordi en betydende kapitalejer modvirker en normalisering, gribes der supplerende eller alternativt til indgreb over for kapitalejeren i form af suspension af stemmeret (eller, hvor landets lovgivning i modsætning til den danske hjemler det: overflytning af stemmeret, eventuelt salgspåbud vedrørende aktierne).
Der henvises til bemærkningerne foran om proportionalitetsprincippet, som skal iagttages af tilsynsmyndigheden, og som kræver forholdsmæssighed mellem det tilsigtede mål og det anvendte middel. Af proportionalitetsprincippet vil ofte, men dog næppe altid, følge et krav om først at forsøge afgrænsede påbud eller forbud over for virksomheden og dernæst om fornødent at gå det skridt videre at suspendere stemmeretten. Dette krav om bedømmelse af, hvor "lidt" man kan nøjes med, vil også gælde i dansk ret, men efter nugældende dansk ret er der færre sanktionsmuligheder på paletten, nemlig kun påbud til virksomheden, tvangsbøder til ledelsen og/eller suspension af stemmeret.
Flere af de undersøgte lande har ikke blot skabt lovhjemmel til at suspendere stemmeretten (hvilket er det mindste, der forlanges ifølge direktiverne), men har også skabt hjemmel til midlertidigt at give stemmeretten til en anden, der da skal påse, at en forsigtig og sund drift ikke modvirkes. Et sådant system har indlysende fordele frem for en simpel suspension af stemmeretten:
For det første giver en suspension ingen mening, hvis den betydende kapitalejer er 100 % ejer af den finansielle virksomhed, fx hvor denne indgår i en koncernstruktur under et holdingselskab. I denne situation er suspensionsmuligheden reelt uanvendelig, fordi der da slet ikke kan afgives nogen stemme på nogen del af aktiekapitalen i den finansielle virksomhed.
For det andet er en suspension også i nogle tilfælde betænkelig, hvor der er tale om en majoritetspost, fordi suspensionen derved flytter majoritetsmagten fra den hovedaktionær, hvis stemmeret suspenderes, til selskabets øvrige aktionærer, som herved kan få en utilsigtet forøget indflydelse - måske endog i et sådant omfang, at aktionærer, der ellers ikke ville have karakter af betydende kapitalejere, herved bliver det som følge af deres relativt forøgede indflydelse i den finansielle virksomhed. En sådan omfordeling af majoritetsmagten over en finansiel virksomhed er af indlysende grunde uheldig, og ulemperne herved kan efter omstændighederne medføre, at tilsynsmyndigheden viger tilbage fra at gribe til suspension.
Det skal understreges, at et indgreb, der ikke blot indebærer suspension af stemmeret, men overflytning af denne til en tilsynsmyndighed eller anden sagkyndig og uafhængig "stemmerets-værge", ikke kan ske uden lovhjemmel, eftersom der er tale om et dybere indgreb i den betydende kapitalejers rettigheder end den simple suspension. Efter gældende dansk ret er der ikke hjemmel til en sådan overflytning af stemmeretten.
4.3.6. Salgspåbud vedrørende aktier
Nogle af de undersøgte lande har skabt lovhjemmel til at påbyde salg af den betydende kapitalejers aktier i den finansielle virksomhed, såfremt en forsigtig og sund drift bringes i fare. Her er der således ikke blot tale om hjemmel til at nægte erhvervelse af aktierne (hvilket er det mindste, direktivet kræver), men også til efterfølgende at påbyde salg. Et sådant indgreb kræver hjemmel, og en sådan findes ikke i de nugældende danske regler. Det samme gælder derfor også den subsidiære sanktion, som findes hos flere lande: En beslaglæggelse af aktierne, såfremt et påbudt salg ikke finder sted inden for den frist, tilsynsmyndigheden har opstillet.
Der vil af samme årsag ikke være hjemmel til at påbyde afhændelse, fx blot fordi den betydende kapitalejer er kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder, jf. den citerede belgiske praksis. Men hvis en betydende kapitalejer i en dansk finansiel virksomhed kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder, er dette et forhold, der kan indgå som ét blandt flere momenter ved skønnet over, om en forsigtig og sund drift bringes i fare.
4.3.7. Afskedigelse af bestyrelses- eller direktionsmedlemmer
Flere af de undersøgte lande har skabt lovhjemmel til, at tilsynsmyndigheden kan afskedige eller udskifte medlemmer af selskabets bestyrelse og direktion som et led i indgrebsmulighederne. I dansk ret er der hjemmel til afskedigelse, men ikke direkte udskiftning af revisor, jf. BSL § 34, stk. 6, hvorimod der ikke er hjemmel til at afskedige eller udskifte bestyrelses- eller direktionsmedlemmer.
4.3.8. Tvungen administration af den finansielle virksomhed
Enkelte af de undersøgte lande har skabt hjemmel til, at tilsynsmyndigheden reelt sætter en finansiel virksomhed under administration gennem udpegning af en særligt befuldmægtiget, der da har vetoret over for en række nærmere opregnede typer af beslutninger. Der er ikke hjemmel til noget sådant i dansk ret.
Blandt de undersøgte lande forekommer det, at tilsynsmyndigheden forbeholder sig at forbyde enhver transaktion mellem den finansielle virksomhed og de pågældende personer eller enhver juridisk person kontrolleret af dem, ligesom tilsynet har kompetence til at kræve omgående indfrielse af lån, som virksomheden måtte have ydet de pågældende. Når der efter dansk ret er en mere generelt formuleret hjemmel til at meddele påbud, vil også påbud af den her nævnte art være mulige inden for rammerne af gældende ret.
Flere af de refererede konkrete sager er præget af, at tilsynsmyndigheden i bevidsthed om sine beføjelser og sanktionsmuligheder træder i forhandling med den betydende kapitalejer og med den finansielle virksomhed, påpeger det skadelige i den opståede situation og herved gennem forhandling tilvejebringer en acceptabel løsning, typisk i form af kapitalejerens frivillige afhændelse af aktieposten.
Herefter skal omtales de gældende forskrifter om tilladelse til opnåelse af en kvalificeret kapitalandel. Lovbestemmelserne refereres for enkelthedens skyld på grundlag af BSL's bestemmelser.
BSL § 7 b med et krav om forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden er således, idet jeg med kursiveret skrift har anført de ændringer, der indførtes ved en lovændring i december 1998, samt i kantet parentes tilføjet den indtil da gældende formulering:
§ 7 b. Finanstilsynet skal på forhånd underrettes om og godkende [underrettes om og på forhånd godkende] enhver fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et pengeinstitut samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct., eller at pengeinstituttet bliver et datterselskab.
Stk. 2. Ved en kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af pengeinstituttet.
[Stk. 2. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af pengeinstituttet eller, jf. § 24, en anden virksomhed, hvori den kvalificerede andel besiddes.]
Stk. 3. Erhvervelse eller forøgelse af andelen som nævnt i stk. 1 kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig drift af pengeinstituttet. Finanstilsynets godkendelse eller afslag skal foreligge senest 3 måneder efter underretning om den påtænkte investering.
Stk. 4. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne.
Stk. 5. Finanstilsynet kan i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets 2. samordningsdirektiv suspendere behandlingen af en ansøgning om et selskabs direkte eller indirekte erhvervelse af de i stk. 1 fastsatte andele i et pengeinstitut, hvis selskabet ligger uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med.
Stk. 6. Kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.
Stk. 7. Når et pengeinstitut får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som nævnt i stk. 1 og 6, skal pengeinstituttet straks give Finanstilsynet meddelelse herom.
Stk. 8. Pengeinstitutterne skal en gang om året give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, som ejer en kvalificeret andel i pengeinstituttet, og om størrelsen af disse andele. Meddelelsen skal være modtaget i tilsynet i forbindelse med indsendelsen af årsregnskabet [inden udgangen af juni måned].
Det fremgår af bestemmelsen, at der skal indhentes forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden, hvis man ønsker at opnå status som betydende kapitalejer. Tilsynet skal, jf. teksten, ikke blot underrettes om, men også godkende erhvervelsen. Det er ikke blot den direkte, men også den indirekte erhvervelse, der kræver godkendelse. Dette korresponderer med udtrykket "direkte eller indirekte besidder ..." i bestemmelsens stk. 2.
Udtrykket "besiddelse" viser, at der ikke kræves et formelt ejerskab, idet også egentlig beherskelse, fx via stemmeretsaftaler eller anden bestemmende indflydelse kan være tilstrækkelig.
En "indirekte" erhvervelse eller besiddelse kan foreligge, hvor kapitalandelen i den finansielle virksomhed besiddes via et holdingselskab. Her er det ikke blot holdingselskabet, men også dettes ejer(e), der skal godkendes. Dette er umiddelbart indlysende, hvor fx et holdingselskab, der ønsker 10 % af en finansiel virksomhed, ejes eller kontrolleres for 51-100 %'s vedkommende af en bestemt ejer.
Der må anlægges et konkret skøn med hensyn til, hvorvidt den pågældende råder i en sådan grad over holdingselskabet, at han reelt besidder 10 % eller mere i den finansielle virksomhed. At det således kan være nødvendigt at udøve et konkret skøn for at bestemme reglernes rækkevidde, kommer næppe overraskende. Også det straks nedenfor omtalte kriterium: betydelig indflydelse på den finansielle virksomhed, kræver udøvelse af et konkret skøn.
I den kommenterede bank- og sparekasselov v/ Christen Boye Jacobsen, Peter Sylvest Larsen, Thomas Kjøller & Tine Roed, s. 123, er refereret en tilsynsafgørelse, hvori det om en 22 % post i et holdingselskab blev lagt til grund, at en post af denne størrelse ikke formodes at indebære en dominerende indflydelse på holdingselskabet. Banken var et datterselskab af holdingselskabet. Såfremt der var blevet solgt så stor en ejerandel i holdingselskabet, at den kreds af investorer, der dominerede holdingselskabet, herved var blevet ændret, ville et sådant salg være omfattet af BSL § 7 b. Afgørelsen er givetvis korrekt, og den viser, at der skal foretages en konkret bedømmelse af, om der foreligger en beherskelse af holdingselskabet.
Der kan ved fastlæggelsen af begrebet "indirekte besiddelse" hentes inspiration i finsk tilsynspraksis, hvorefter der skal medregnes også ejerkontrollerede sammenslutningers aktie- eller stemmeretsbesiddelse, aktier eller stemmer, der besiddes af egne eller ejerkontrollerede sammenslutningers pensionsselskaber og pensionskasser, samt andre stemmer, som ejeren alene eller sammen med tredjemand disponerer over ifølge aftale eller anden årsag. Ved beregningen af stemmetal bør der herved ses bort fra vedtægtsmæssige stemmeretsbegrænsninger, som jo vil kunne ophæves gennem vedtægtsændring. En person, som ikke formelt er aktionær, men som med hjemmel i aftale har ret til at udøve stemmeret i den finansielle virksomhed, vil også være anmeldelsespligtig, jf. atter finsk tilsynspraksis. Ved begrebet "aftale" forstås herved blandt andet hensigtserklæringer, optioner, termins-kontrakter samt aftaler om midlertidig overladelse af aktie.
Nogle af de refererede staters regler, fx belgisk ret, inddrager langt flere aktiebesiddelser i bedømmelsen, end den danske lovtekst gør. Således har belgisk ret anvendt det børsretlige storaktionærdirektiv (transparensdirektivet, 88/627), endog med en 5 % tærskel, som grundlag for at definere begrebet betydende kapitalejer. Der er en betydelig logik i at tilrettelægge definitionen således, at den omfatter de reelle magtforhold i selskabet. Men uden udtrykkelig lovhjemmel vil en sådan vidtrækkende definition ikke kunne anvendes i dansk ret.
Den "kvalificerede andel", hvis erhvervelse kræver tilladelse efter BSL § 7 b, defineres i første række ud fra absolutte procentsatser, hhv. 10 % for den første erhvervelse og for senere erhvervelser 20 %, 33 %, 50 % eller så stor en andel, at et koncernforhold indtræder. Mens direktivet både definerer grænserne ud fra kapital og ud fra stemmer, således at opfyldelsen af blot ét af disse kriterier er nok til, at erhvervelsen omfattes af reglerne, definerer de danske regler for så vidt angår banker m.v. nu alene tærsklen ud fra et kapitalkriterium, idet der ikke kan være aktieklasser med afvigende stemmeret i en bank, jf. BSL § 3. I andre virksomhedstyper, fx forsikringsselskaber, kan der være afvigende stemmeret, og her må både kapital- og stemmekriteriet derfor nødvendigvis med.
Der kan i selskabets vedtægter uanset BSL § 3 være en stemmeretsbegrænsning (et stemmeloft), som sætter en grænse for, hvor mange stemmer eller hvor stor en del af kapitalen en enkelt aktionær eller flere interesseforbundne aktionærer kan udøve. Det må antages, at der ved beregningen af direktivets tærskler for andel af stemmeretten skal ses bort fra sådanne stemmeretsbegrænsninger. Dette må atter indebære, at hvis der fx i en bank er en stemmeretsbegrænsning, som medfører, at et måske betydeligt antal stemmer ikke aktuelt kan udøves, således at det resterende stemmetal, der faktisk kan udøves, bliver meget mindre end det samlede antal stemmer, der normalt kunne udøves, kræver direktivet ikke, at der foretages en beregning på 10 % af rest-stemmetallet, således at en erhvervelse, der bringer en aktionær op på 10 % af rest-stemmerne uden at bringe aktionæren op på 10 % af kapitalen, skulle være omfattet af direktivet. Hvis denne forståelse af direktivets stemmebegreb kan lægges til grund, er det berettiget, at den danske lovtekst for banker m.v. nu kun tager hensyn til kapitalandele, ikke til stemmeandele.
I anden række skal tilladelse søges, hvis der kan blive tale om "en betydelig indflydelse" på den finansielle virksomhed. Dette begreb er et alternativ til en besiddelse på mindst 10 % og må derfor have sit anvendelsesområde, hvor en minoritetsaktionær af andre grunde end i kraft af selve kapitalbesiddelsen kan udøve den nævnte form for indflydelse. Kerneområdet for dette kriterium må være tilfælde, hvor der i kraft af personsammenfald, forretningsmellemværender eller af andre ansættelses- eller kontraktmæssige årsager er mulighed for at gøre sin indflydelse gældende i den finansielle virksomhed, og hvor en (forøget) kapitalbesiddelse vil kunne cementere denne position. Også stemmeretsaftaler, andre former for aktionæroverenskomster, særlige vedtægtsmæssige rettigheder m.v. må herved tages i betragtning, jf. den kommenterede bank- og sparekasselov, s. 123.
Erhvervelse hhv. forøgelse af andelen kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig drift af pengeinstituttet, jf. BSL § 7 b, stk. 3. I overensstemmelse med en direktivkonform fortolkning må det forstås som "en forsigtig og sund drift" (prudent and sound management), dvs. under iagttagelse af et forsigtighedsprincip. Kriteriet kan således under ingen omstændigheder forstås således, at der skal foreligge noget "uforsvarligt" forhold.
Når tilsynsmyndigheden ved behandling af en ansøgning om erhvervelse eller forøgelse af andelen skal afgøre, om dette vil stride mod hensynet til en forsigtig og sund drift, må en række hensyn kunne inddrages i det samlede skøn. For det første må det kunne tages i betragtning, hvor stor en andel der er tale om, jf. de britiske tilsynsmyndigheders praksis. Der vil således være en formodning for, at en kapitalandel i størrelsesordenen 10-20 % normalt ikke giver mulighed for at modvirke en forsigtig og sund drift, men som det også fremhæves af de britiske myndigheder, kan der dog konkret være en betydelig indflydelse også i området 10-20 %, jf. bemærkningerne foran om muligheden for at udøve en "betydelig indflydelse" som følge af personsammenfald, forretningsmellemværender m.v.
I området over 20 % må opmærksomheden derimod skærpes, og det vil antagelig være rimeligt, om overvejelserne herved tager udgangspunkt i det samme ræsonnement, som de britiske tilsynsmyndigheder anlægger i deres sagsbehandling, dvs. overvejelser over, hvorvidt den pågældende besidder de fornødne kvalifikationer (er "fit and proper") til at kunne beklæde direktionshverv i den finansielle virksomhed. Tankegangen er, at den, der nu via sin kapitalbesiddelse får en indirekte mulighed for at påvirke ledelses-spørgsmål, også skal besidde ledelseskvalifikationer.
Der skal herved ikke anlægges skyld- eller culparelaterede kriterier. Det er ikke afgørende, om den pågældende kan bebrejdes sin konkrete situation. Der kan være tale om - forskyldte eller uforskyldte - økonomiske vanskeligheder hos den betydende kapitalejer, som gør det problematisk, at den finansielle virksomhed forbindes tæt med den pågældende, eller der kan være tale om en handlemåde udvist i anden relevant sammenhæng, hvorved der er handlet på en sådan retsstridig eller uetisk måde, at en nær forbindelse med en finansiel virksomhed gennem afsmitning vil kunne komme den finansielle virksomhed til skade.
Det vil kunne indgå i overvejelserne, jf. belgisk tilsynspraksis, om der foreligger tilstrækkelig kapitalstyrke og gennemsigtig koncernstruktur hos den betydende kapitalejer. Herved indgår således også spørgsmål om den betydende kapitalejers struktur, koncernmæssige organisation, økonomiske forhold m.v.
Det vil også kunne inddrages i overvejelserne, om den betydende kapitalejers aktiebesiddelse i den finansielle virksomhed er tilstrækkeligt finansieret. Formålet med inddragelsen heraf er, jf. belgisk tilsynspraksis, at sikre stabilitet, selvfinansiering og dermed i sidste instans en sund drift hos den finansielle virksomhed. Der bør herved, jf. italiensk tilsynspraksis, særligt tages hensyn til den betydende kapitalejers egen finansielle styrke og ledelsesforhold m.v.
Endvidere bør der, jf. atter italiensk tilsynspraksis, inddrages hensyn til den betydende kapitalejers eventuelle besiddelser i andre selskaber m.v., som kan tænkes at være til skade for den finansielle virksomhed, eller som kan vanskeliggøre tilsynsfunktionen.
Der bør ikke, lige så lidt som i belgisk tilsynspraksis, accepteres en uigennemsigtig aktionærstruktur, eksempelvis at aktionæren er et Liechtenstein-selskab, hvis ultimative ejere ikke kendes. Accepterede man en sådan manglende transparens i aktionærstrukturen, ville egnethedsbedømmelsen af aktionæren reelt blive umuliggjort.
Ej heller kan det accepteres, at ansøgerens intentioner og hensigter med aktiebesiddelsen er helt uoplyst, jf. bemærkningerne i den kommenterede bank- og sparekasselov, s. 124.
Også hensynet til overholdelse af hvidvaskningsreglerne, jf. herved direktiv 91/308, bør inddrages som et moment, når tilsynsmyndigheden udøver sine funktioner. Således bør det påses, hvorfra aktionæren har skaffet sig de midler, der anvendes til erhvervelse af en betydende kapitalandel i en finansiel virksomhed, idet det herved skal påses, at der ikke i finansieringsgrundlaget indgår midler, der er eller synes at have været genstand for hvidvaskning.
Disse momenter må indgå i tilsynsmyndighedens overvejelser, uden at dog ét eller flere enkelte momenter i sig selv er afgørende, jf. bemærkningerne foran om det forvaltningsretlige skøn, der skal udøves.
5.3. Tilsynsmyndighedens godkendelse
Som de danske regler er udformet, synes der ikke umiddelbart at være noget stort spillerum for indholdet af tilsynsmyndighedens afgørelse. Denne må tilsyneladende enten bestå i et afslag eller i en tilladelse, eventuelt i en tilladelse med frist for erhvervelsens gennemførelse, jf. BSL § 7 b, stk. 4.
Flere af de undersøgte lande opererer med muligheden for at gøre en tilladelse betinget af vilkår. Det vil som nævnt foran i det komparative afsnit, selv uden udtrykkelig lovhjemmel for vilkår, heller ikke efter dansk forvaltningsret være udelukket at opstille vilkår som betingelse for en godkendelse. Generelt kan en forvaltningsmyndighed opstille vilkår for at meddele en tilladelse, hvis vilkårene er sagligt begrundet. I en sag, hvor der af saglige grunde ville kunne meddeles afslag, fordi tilsynsmyndigheden ikke finder bestemte forhold tilstrækkeligt betryggende, vil det ikke på forhånd være udelukket at meddele godkendelse på vilkår, som på sagligt grundlag tjener til at afparere den betænkelighed, myndigheden ellers kunne have ved at meddele tilladelsen.
Disse vilkår vil som nævnt antagelig ofte have relation til transaktioner og andre forretninger mellem den finansielle virksomhed og den betydende kapitalejer. Det vil derfor kunne stilles som vilkår, at sådanne transaktioner ophører eller holder sig inden for visse rammer eller forelægges tilsynsmyndigheden til godkendelse også i videre omfang, end hvad der kræves efter værnsreglen i BSL § 27. Vilkårene må ikke stride mod proportionalitetsprincippet, jf. de indledende bemærkninger om almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. De må således ikke i deres udstrækning, hverken sagligt eller tidsmæssigt, gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå målet: en afparering af de betænkeligheder, der konkret måtte kunne påvises.
Der er intet til hinder for, at tilsynsmyndigheden udvikler en form for vejledning, jf. den belgiske praksis, hvorefter den betydende kapitalejer i forbindelse med en godkendelsessag bliver gjort skriftligt og mundtligt bekendt med sine forpligtelser, ifald tilladelse gives. Dette gælder særligt pligten til at respektere den uafhængige drift af den finansielle virksomhed, dvs. pligten til at undlade at blande sig konkret eller kontinuerligt i driftsmæssige beslutninger, jf. forudsætningen herom i Erhvervsankenævnets tidligere omtalte kendelse af 27. maj 1994 i sag 93-6.596, årsberetningen 1994 s. 85 ff., hvorefter en direktør fra et pengeinstituts moderselskab ikke må deltage fast i pengeinstituttets bestyrelsesmøder.
Der anvendes som nævnt i belgisk ret en interessant fremgangsmåde med hensyn til indgåelse af en aftale mellem tilsynsmyndigheden og den eller de betydende kapitalejere. Aftalen fungerer som et supplement til og en uddybning af lovgivningens bestemmelser. Denne mulighed kan dog ikke antages at stå åben i dansk ret med det gældende retsgrundlag. På områder, hvor der ikke er tilvejebragt udtrykkelig hjemmel til sådanne forvaltningsaftaler, vil der, jf. bemærkningerne foran om legalitetsprincippet, ikke være hjemmel til at tvinge nogen til at underskrive aftaler eller erklæringer, og egentlige sanktioner ved overtrædelse af en eventuel aftale findes ikke.
Finanstilsynet kan ophæve stemmeretten, hvis den betydende kapitalejer ikke overholder forpligtelsen i BSL § 7 b, stk. 1, til forudgående underretning af Finanstilsynet. Kapitalandele tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen, jf. BSL § 7 c, stk. 2.
Finanstilsynet skal ophæve stemmeretten, hvis den betydende kapitalejer har erhvervet andele som omhandlet i § 7 b, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele.
Det vil ses, at suspensionen af stemmeretten er fakultativ for Tilsynet, hvis ansøgning er undladt, men obligatorisk, hvis ansøgning er afslået.
I begge tilfælde gælder, at hvis Finanstilsynet har ophævet stemmeretten, kan aktierne ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital, jf. BSL § 7 c, stk. 4. Dette indebærer, at de suspenderede aktier ikke medtælles ved opgørelsen af stemmeberettiget aktiekapital i tilfælde af vedtægtsændringer, jf. aktieselskabslovens § 78. Dette indebærer atter, at den betydende kapitalejer, hvis stemmer er suspenderet, hverken har en positiv indflydelse, idet han er afskåret fra at stemme, eller en negativ indflydelse i form af vetoret mod vedtægtsændringer, fx om aktiekapitalforhøjelse.
Herved adskiller en stemmesuspension efter BSL sig fra den form for stemmesuspension, som foreligger, hvor en aktionærs aktier er nyerhvervede forud for en generalforsamling, jf. aktieselskabslovens § 67, stk. 2, 2. pkt. Lovgivningsmagten signalerer herigennem, at en suspension som følge af manglende overholdelse af tilsynsreglerne skal betragtes som langt alvorligere for aktionæren, end det er tilfældet med en midlertidig suspension after selskabslovgivningens regler.
6. Modvirkning af forsvarlig drift
6.1. "Modvirker en forsvarlig drift"
BSL § 7 c er sålydende:
"§ 7 c. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 7 b, stk. 1, fastsatte andele i et pengeinstitut, modvirker en forsvarlig drift af pengeinstituttet, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde pengeinstituttet at følge bestemte retningslinier.
Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske og juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 7 b, stk. 1, til forudgående underretning af Finanstilsynet. Kapitalandele tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet skal ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som har erhvervet andele som omhandlet i § 7 b, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele.
Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den på en generalforsamling repræsenterede stemmeberettigede kapital".
Begrebet "forsvarlig drift" må forstås direktivkonformt, dvs. svarende til udtrykket "forsigtig og sund drift", jf. bemærkningerne foran om, at den danske direktivtekst bruger ordene: "en forsigtig og sund ledelse af instituttet", mens den franske, engelske og tyske tekst anvender udtrykkene: "sound and prudent management", "une gestion prudente et saine" hhv. "eine solide und umsichtige Geschäftsführung". Disse formuleringer har en retning eller grundtone, der generelt tyder på strengere krav til instituttet, end hvad den danske lovtekst isoleret læst lader formode. Der anvendes i norsk ret det ganske rammende udtryk "en god og fornuftig forvaltning".
Det er således frem for alt den finansielle virksomheds soliditet samt overholdelsen af forsigtighedsprincippet, der skal iagttages ved forvaltningen af lovbestemmelsen.
Udtrykket "forsigtig og sund drift" henviser, således som det fremhæves i belgisk tilsynspraksis, til direktionens og bestyrelsens selvstændige ledelse af den finansielle virksomhed, særligt med hensyn til udlånspolitik, investeringspolitik, udbyttepolitik, en restriktiv hensættelsespolitik, bestyrelsens og direktionens sunde og uafhængige virke, selskabets geografiske og produktmæssige ekspansionspolitik og sidst, men ikke mindst overholdelsen af forsigtighedsprincippet.
Det er ikke blot handlinger, påvirkning m.v. fra den betydende kapitalejer over for den finansielle virksomhed, der herved kommer i betragtning, men også mere "statiske" egenskaber hos den betydende kapitalejer. Tilsynsmyndigheden må, jf. den belgiske praksis, herved fortolke spørgsmålet om den betydende kapitalejers "egnethed", så det også omfatter et krav om tilstrækkelig kapitalstyrke og gennemsigtig koncernstruktur hos den betydende kapitalejer. Herved stilles der således også krav til aktionæren selv, herunder vedrørende dennes struktur, koncernmæssige organisation, økonomiske forhold m.v.
Manglende kvalitet eller gennemsigtighed i aktiebesiddelsen vil kunne være ét blandt flere relevante momenter i de tilfælde, hvor der kan blive tale om indgreb, jf. fransk tilsynspraksis.
Noget af det vigtigste vil imidlertid være, om der drives en særligt risikabel praksis i den finansielle virksomhed med hensyn til ydelse af lån, garantier m.v. Sådanne transaktioner kan stå i forbindelse med den betydende kapitalejers egne forretningsområder, men normalt vil dette dog ikke være tilfældet, idet allerede værnsreglen i BSL § 27 vil opfange sådanne tilfælde, som hver for sig vil kræve tilsynsmyndighedens tilladelse. Snarere vil den praksis, der er "usund" eller "uforsigtig", derfor relatere sig til andre af den finansielle virksomheds kunder.
Der er både i Danmark og udlandet set mange eksempler på banker, hvis udlåns- og/eller garantipraksis viste sig yderst risikobetonet. Dette var fx tilfældet i C&G-banken, hvor den særlige praksis med "omvendte realkreditlån" (såkaldte "babylån") slørede bankens reelle risici, idet kun en brøkdel af garantirisikoen reelt bogførtes, ligesom banken i øvrigt ikke havde overblik over forløbet og risikoen i de af banken garanterede entrepriseprojekter m.v. Samme bank frembød også eksempler på, at en bestemt afdeling, udlandsafdelingen, var ude af kontrol, uden at der tilsyneladende gjordes noget alvorligt for at få styr på sagen, jf. analysen hos Erik Werlauff i R&R 1994 nr. 6 s. 9 ff. af Københavns byrets straffedom af 9. marts 1994 i C&G- sagen.
Også for Varde Banks vedkommende fremgår det af rapporten om årsagerne til bankens sammenbrud, at en række særligt risikobetonede og reelt sammenhængende ejendomsprojekter var ude af bankens kontrol. Endelig kan henvises til Samson Bankiers udlåns- og garantipraksis, som i øjeblikket er genstand for en straffesag ved Københavns byret.
Som andre eksempler kan man, uden at der i det enkelte forhold nødvendigvis behøver foreligge strafbelagte lovovertrædelser, forestille sig, at en finansiel virksomhed indgår i en koncernstruktur, hvor andre koncernselskaber indgår forretninger med kunder - og forventer, at banken gør det samme. Dette kan være tilfældet, hvis en bank er forbundet med leasingselskaber, finansieringsselskaber, ejendomsselskaber - eller, som det har været set i udlandet, med et stormagasin. Hvis den reelle beslutning om indgåelse af en bestemt form for aftale i disse tilfælde indgås i et andet koncernselskab, kan der være risiko for, at den bankforretning, der forventes indgået parallelt hermed, kommer frem til banken som en "formssag", hvor presset på bankens ledelse for at yde lån, garanti m.v. er meget betydeligt, og hvor den normale bevillingsfunktion derfor kan blive mere eller mindre tilsidesat.
Det er blandt andet sådanne forhold, der har været tænkt på med de direktivstyrede forskrifter om, at betydende kapitalejere ikke må anvende deres indflydelse på en måde, der kan skade en forsigtig og sund ledelse af den finansielle virksomhed. Disse tilfælde er karakteriseret ved, at bankens ledelse på det formelle plan har sin uafhængighed til at acceptere eller forkaste foreslåede forretninger, men at ledelsen som følge af bankens forbindelse med den betydende kapitalejer er sat under et betydeligt pres for at tage andre hensyn end netop bankens egne interesser i betragtning. Dette pres behøver på ingen måde manifestere sig i formaliserede instrukser m.v., men kan simpelthen fremgå forudsætningsvis af sammenhængen.
Direktivbestemmelsen kræver af medlemsstaterne, at tilsynsmyndigheden skal kunne "træffe de fornødne foranstaltninger". Disse kan blandt andet bestå i "påbud, sanktioner over for ledelsen eller ophævelse af den stemmeret, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele".
6.2.1. Generelt om valg af sanktion
De sanktioner, der efter dansk ret står til disposition, er ud over straf: (a) ophævelse af stemmeretten, jf. BSL § 7 c, stk. 1, (b) påbud til pengeinstituttet om at følge bestemte retningslinier, jf. samme bestemmelse, og/eller (c) tvangsbøder over for pengeinstituttet og/eller "de for virksomheden ansvarlige personer", jf. BSL § 53, stk. 2, dvs. over for direktions- og eventuelt bestyrelsesmedlemmer.
Der er hverken i direktivbestemmelsen eller i de danske regler angivet nogen rangfølge for sanktionerne, og der må derfor foretages et konkret skøn over, hvordan en normal drift bedst kan genoprettes. Dette skøn skal udøves under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, således at der gribes til det mindste indgreb, som kan opfylde formålet.
I den kommenterede bank- og sparekasselov, s. 127, antages det - uden at der dog endnu foreligger konkrete eksempler på anvendelse af sanktionerne - at Tilsynet normalt vil foretrække at ophæve stemmeretten frem for "at give direkte påbud og dermed blande sig i driften". Nedenfor behandles det nærmere, hvad et påbud konkret indebærer. Det kan næppe på forhånd antages, at ophævelse af stemmeretten skulle være en principal form for sanktion i forhold til påbud. Et påbud eller forbud vil jævnligt være udtryk for en mindre indgribende foranstaltning end en suspension af stemmeretten, der er udtryk for et ganske alvorligt indgreb i ejerbeføjelser hos en aktionær.
6.2.2. Suspension af stemmeret
Forholdet kan være således, at den formelle udøvelse af stemmeretten egentlig ikke gør nogen forskel, idet den betydende kapitalejer ikke i formaliseret forstand benytter sin stemmeret til at modvirke en forsvarlig drift, men snarere på mere indirekte måde lægger pres på den finansielle virksomheds ledelse. I så fald vil en suspension ikke afhjælpe forholdet.
Det ses da også af tilsynspraksis fra andre lande, at påbud eller forbud ofte er den sanktion, der først gribes til, før en suspension af stemmeret overvejes. I nogle tilfælde giver suspension slet ingen mening, nemlig hvis den betydende kapitalejer er eneaktionær.
Der er efter den nugældende udformning af de danske regler ikke hjemmel til at overføre stemmerne til andre, kun til at suspendere stemmeretten.
Af de nævnte grunde vil en suspension derfor i nogle tilfælde ikke afhjælpe problemet.
Endvidere vil suspension kunne skabe nye majoritetsforhold i den finansielle virksomhed, og hvis tilliden til uafhængighed og judgement hos de minoritetsaktionærer, der herved indirekte kan blive til stemmemæssige majoritetsaktionærer, ikke er helt i top, vil en suspension også af denne grund kunne være betænkelig.
Det må derfor i det hele antages, at der normalt først skal overvejes et "kirurgisk indgreb" i de aktiviteter hos den finansielle virksomhed, der findes betænkelige, og først hvis det konstateres eller skønnes, at sådanne afgrænsede indgreb er utilstrækkelige, kan en suspension komme på tale.
Den danske lovtekst har fået en formulering ("... påbyde ... at følge bestemte retningslinier ..."), som kunne lede tanken hen på, at tilsynsmyndigheden ved valg af denne sanktionsform skulle påtage sig en form for driftsmæssigt medansvar.
Dette er imidlertid næppe tanken med direktivbestemmelsen.
Den danske version af direktivet taler blot mere bredt om "påbud", mens de øvrige sproglige versioner taler om (engelsk) "injunction", (fransk) "injonction" hhv. (tysk) "einstweilige Verfügung".
Det bliver herved mere klart end efter den danske lovtekst, at der er tale om påbud/forbud, uden at der nødvendigvis behøver være tale om at formulere "bestemte retningslinier".
Det er snarere meningen med bestemmelserne, at en bestemt forretningspraksis hos den finansielle virksomhed findes betænkelig og derfor forbydes.
Det er ikke herved tilsynsmyndighedens opgave at formulere nærmere "retningslinier" for driften. Denne er i det hele bestyrelsens og direktionens ansvarsområde.
Eftersom den danske lovbestemmelse skal fortolkes direktivkonformt, både kan og skal lovteksten forstås i overensstemmelse med den mere bredt formulerede direktivtekst, og denne sanktion er dermed udtryk for, at noget konkret forbydes eller påbydes den finansielle virksomhed.
Blot eksempelvis påbydes det at afvikle bestemte engagementer, indgå yderligere forretninger af en bestemt kategori, indgå (yderligere) aftaler med bestemte kunder, afvikle et mellemværende med en betydende kapitalejer etc.
Hvis der udstedes påbud, må dette ikke have et videregående indhold, end hvad der er nødvendigt, jf. bemærkningerne foran om proportionalitetsprincippet. Hvis påbudet fx tilsigter at bringe en for pengeinstituttet skadelig praksis med en bestemt belåningspraksis til ophør, må påbudet som nævnt ikke gives virkning også for allerede stedfunden belåning, såfremt målet om en forsvarlig drift vil kunne nås gennem et påbud om fremtidig belåning. Hvis det er muligt at give en frist til genetablering af en forsvarlig drift, skal der gives en sådan. Fristen må ikke være kortere end nødvendigt.
Normalt bør det først forsøges, om påbud eller forbud til den finansielle virksomhed kan afhjælpe situationen, og først hvis dette ikke forekommer tilstrækkeligt, fx fordi en betydende kapitalejer modvirker en normalisering, gribes der supplerende eller alternativt til indgreb over for kapitalejeren i form af suspension af stemmeret. Påbudet eller forbudet vil eventuelt kunne bringes til ophør, hvis aktionærens stemmeret suspenderes, medmindre det konkret må skønnes, at aktionærens indflydelse på virksomheden er uændret uanset den formelle suspension.
6.2.4. Andre tilsynsretlige sanktioner
Der er, bortset fra pålæg af tvangsbøder og fratagelse af driftstilladelsen, ikke andre sanktioner end de her nævnte, tilsynsmyndigheden kan gribe til. Således kan den ikke, som det ellers ses hjemlet i flere lande, udstede påbud til den betydende kapitalejer om at afhænde sine aktier, og i tilfælde af manglende efterkommelse heraf tvangsmæssigt sælge dem.
En sådan afståelsessituation synes dog mere indirekte at kunne fremkaldes, såfremt tilladelsen til erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel er udstedt på vilkår, jf. bemærkningerne herom foran. Hvis vilkårene ikke efterkommes trods påkrav fra tilsynsmyndigheden, må tilladelsen kunne betragtes som bortfaldet, således at aktierne skal sælges.
I andre tilfælde vil der ikke være mulighed for at iværksætte afhændelse.
Ej heller har tilsynsmyndigheden beføjelse til at sætte den finansielle virksomhed helt eller delvis under administration eller udskifte bestyrelsesmedlemmer eller direktører.
Ved en eventuel revision af de danske lovregler kunne man eventuelt overveje at skabe hjemmel til (a) at udstede påbud om salg af aktierne og (b) at afskedige eller udskifte bestyrelses- og direktionsmedlemmer. Selv om en tilsynsmyndighed skal være yderst tilbageholdende med at påtage sig nogen form for driftsansvar, kan man vel heller ikke helt afvise, at det i ekstreme tilfælde ville være betryggende som en sidste udvej at have (c) beføjelse til at sætte den finansielle virksomhed midlertidigt under administration. Hjemmelen til sådanne sanktioner må om ønsket tilvejebringes ved lovændring.
6.2.5. Civilretlige sanktioner
Tilsynsmyndigheden har ikke beføjelse til at pålægge civilretlige sanktioner i form af hæftelse eller erstatningspligt. Pålæg af sådanne sanktioner er et domstolsanliggende og forudsætter sagsanlæg fra nogen, der har lidt et tab, fx som følge af en betydende kapitalejers påvirkning af den finansielle virksomhed.
Det falder uden for rammerne af denne fremstilling at redegøre nærmere for betingelserne for hæftelse eller ansvar, men det kan nævnes, at dansk domstolspraksis har bevæget sig noget i forhold til det udgangspunkt, at aktionærer ikke hæfter for selskabets gæld, jf. aktieselskabslovens § 1, stk. 2.
Således kan der blive tale om erstatningsansvar på grundlag af principper svarende til ledelsesansvaret, såfremt en majoritetsaktionær, der faktisk udøver eller griber ind i selskabets ledelse, herved påfører nogen et tab, jf. dommen i sagen om Satair, TfS 1997.110 H, analyseret af Erik Werlauff i TfS 1997.114.
Ligeledes er det statueret, at der også uden opfyldelse af de traditionelle erstatningsbetingelser, dvs. også uden påvisning af konkret fejl eller forsømmelse (culpa), kan blive tale om hæftelse for et koncernforbundet selskab, såfremt et krakket selskab er blevet anvendt på en måde, der påførte dets kreditorer en unødig risiko, mens profitmulighederne lå andetsteds i koncernen, jf. sagen om hæftelsesgennembrud vedrørende Midtfyns Festivalen, TfS 1997.780 H, analyseret af Erik Werlauff i TfS 1997.822. Der foreligger fra andre stater, særligt USA, Storbritannien og Tyskland, en betydelig domstolspraksis vedrørende hæftelsesgennembrud, jf. Erik Werlauff: Selskabsmasken; loyalitetspligt og generalklausul i selskabsretten (doktordisputats).
Domstolspraksis lægger i det hele taget ganske stor vægt på det enkelte selskabs uafhængighed i forhold til dets (majoritets)aktionærer. Således er det fastslået, at selv en majoritetsaktionær ikke kan gribe direkte ind i ledelsen og fx afskedige en direktør, jf. den tidligere nævnte UfR 1967.41 H, ligesom det særligt på pengeinstitutternes område er understreget af domstolene, at hensynet til selskabets uafhængighed af særinteresser og større aktionærer er et legitimt formål at varetage, fx i forbindelse med udkobling af fortegningsretten ved kapitalforhøjelse, jf. UfR 1991.180 H, Ringkjøbing Bank.
6.2.6. Offentligretligt erstatningsansvar som følge af indgreb?
Ved anvendelse af tilsynsmyndighedens indgrebsbeføjelser er det helt overordnede hensyn at beskytte den finansielle virksomheds økonomi og dermed at beskytte dem, der gennem indskud af indlån, tegning af forsikring, deponering af værdipapirer m.v. har kontraheret med virksomheden.
Derimod er det ikke tilsynsmyndighedens primære opgave at beskytte den finansielle virksomheds ejere, der i deres egenskab af egenkapitalbesiddere må acceptere en vis risiko for de økonomiske følger af den måde, den af dem ejede virksomhed drives på.
Dette betyder dog ikke, at tilsynsmyndigheden helt kan se bort fra hensynet til aktionærerne. Hvis et indgreb et nødvendigt, skal det som nævnt på grundlag af proportionalitetsprincippet foretages på den mest skånsomme måde. Hvis disse grænser væsentligt overskrides, kan der i helt særlige tilfælde opstå grundlag for offentligretligt erstatningsansvar. Også et ubegrundet indgreb kan, hvis det påfører en betydende kapitalejer tab, begrunde ansvar, jf. i det hele Henning Skovgaard: Offentlige myndigheders erstatningsansvar (1983) og senere domstolspraksis.
Generelt er der dog overladt tilsynsmyndigheden en betydelig skønsbeføjelse, og når blot rammerne for dette skøn iagttages, og sagen er behørigt oplyst, før der skrides til sanktion, vil et ansvar normalt være fjerntliggende. Selve myndighedsudøvelsen kan ikke begrunde erstatningsansvar, blot fordi forvaltningsakten måtte blive underkendt ved rekurs eller domstolsprøvelse. Der skal mere til. Eksempelvis skal det have stået myndigheden klart, at den ved sin handlemåde (eller ved sin passivitet) udsætter nogen for en klar tabsrisiko, jf. fx UfR 1993.311 H om ansvar for ubegrundet beslaglæggelse af et vareparti, som var udsat for særlig fordærvelsesrisiko, hvilket myndighederne udtrykkeligt blev gjort opmærksomme på. En af de senere års centrale sager i henseende til myndighedsansvaret er blødersagen, UfR 1996.1554 H, hvor tilsynsmyndigheden undlod at reagere på anmodninger om at måtte gå over til varmebehandling af donorblod.
Det er et træk ved flere af de foreliggende domme, der statuerer myndighedsansvar, at en myndighed har forholdt sig passiv over for en klart erkendt tabsrisiko. Det er derfor ofte snarere passiviteten end den aktive indgriben, der begrunder ansvar. Selve myndighedsudøvelsen på et oplyst grundlag, under inddragelse af alle relevante hensyn og modhensyn og under iagttagelse af et proportionalitetsprincip vil normalt ikke kunne begrunde ansvar.
Det foreliggende er en redegørelse om rækkevidden af bestemmelserne i den finansielle lovgivning om indgrebsmuligheder over for betydende kapitalejere, som "modvirker en forsvarlig drift" af et pengeinstitut, et forsikringsselskab, et realkreditinstitut, en fondsbørs eller anden virksomhed omfattet af værdipapirhandelsloven eller et fondsmæglerselskab. Det analyseres nærmere, i hvilke tilfælde der er grundlag for et indgreb, og hvordan valget af sanktion træffes.
7.2. Særlige krav til finansielle virksomheder
Et fællestræk ved såkaldte finansielle virksomheder - pengeinstitutter, forsikringsselskaber, realkreditinstitutter, fondsbørser eller andre virksomheder omfattet af værdipapirhandelsloven samt fondsmæglerselskaber - er, at der stilles særlige krav til deres organisation, kapitalstyrke og forsvarlige drift. Ikke blot stilles der herved krav til deres ledelse (bestyrelse, direktion m.v.). Også visse ejere med større kapitalbesiddelser ("betydende kapitalejere", som har en "kvalificeret andel" af selskabet) stilles der krav til. Disse krav til ejere er ikke positive i form af krav om medvirken, hæftelse m.v., men negative i form af krav om, at de ikke "modvirker en forsvarlig drift" af den finansielle virksomhed.
Forskrifterne herom findes i hhv. lov om banker og sparekasser m.v. (BSL) §§ 6 og 7 b-c, lov om forsikringsvirksomhed (LFV) §§ 9 a og 33 a-b, realkreditloven (RKL) §§ 9 og 78-79, lov om værdipapirhandel m.v. (VHL) §§ 9 og 10 samt lov om fondsmæglerselskaber (FML) §§ 5 og 9-10. Reglerne hviler på EF-direktiver, som tilsigter en betydelig parallelitet i regelsættet mellem de forskellige kategorier af finansielle virksomheder. Eftersom forskrifterne for kreditinstitutter, særligt 2. harmoniseringsdirektiv, 89/646, i vidt omfang har dannet forbillede for bestemmelserne, er der i redegørelsen taget udgangspunkt i disse forskrifter.
7.3. Kravene til "betydende kapitalejere"
Forskrifterne om betydende kapitalejere regulerer tre situationstyper, som kan sammenfattes således: (1) Når der ansøges om godkendelse (koncession) til drift af den pågældende finansielle virksomhed, skal det indgå i tilsynsmyndighedens overvejelser, om betydende kapitalejere skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift, jf. BSL § 6, stk. 7. I så fald kan tilladelse nægtes. (2) Tilsynsmyndigheden skal på forhånd godkende erhvervelser af kapitalandele (aktiebesiddelse m.v.), hvis der bliver tale om en kvalificeret andel, således som dette nærmere defineres i lovbestemmelserne, jf. BSL § 7 b. En kvalificeret andel foreligger, når der ønskes erhvervet 10 % af kapitalen eller en andel, der giver mulighed for at udøve "en betydelig indflydelse på forvaltningen" af pengeinstituttet. I andre finansielle virksomheder end pengeinstitutter kan der være aktier med forskellig stemmeret, og her er der derfor også tale om en kvalificeret andel, hvis der besiddes 10 % af stemmerettighederne. Der skal endvidere indhentes godkendelse fra tilsynsmyndigheden, hvis den kvalificerede kapitalandel ønskes forøget til eller over visse tærskler: 20 %, 33 %, 50 % eller til opnåelse af datterselskabsstatus. (3) Hvis betydende kapitalejere modvirker en forsvarlig drift, kan tilsynsmyndigheden skride ind og "ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde pengeinstituttet at følge bestemte retningslinier."
7.4. Sammenhæng med andre beskyttelsesforskrifter
De finansielle virksomheder udgør en sektor af erhvervslivet, hvor samfundet ud fra beskyttelsesværdige hensyn til sparernes hhv. forsikringstagernes penge har opstillet ganske vidtgående forskrifter om kapital, sikkerhed, kyndighed m.v. Disse forskrifter er i vidt omfang styret af EF-direktiver for at sikre mod den konkurrenceforvridning, som kunne blive følgen, hvis staterne havde alt for indbyrdes afvigende forskrifter om disse spørgsmål. Det er derfor vigtigt, at indgrebsmulighederne over for betydende kapitalejere ikke anskues isoleret, men i sammenhæng med de øvrige sikkerheds- og tilsynsforskrifter. Indgrebsreglerne udgør en form for helgardering af forskrifterne. I redegørelsen påpeges en række andre forskrifter, som har nær sammenhæng med indgrebsmulighederne over for betydende kapitalejere, særligt forskrifterne om redelig forretningsskik, koncessionsbetingelserne, kravene til den finansielle virksomheds ledelse og revision, solvens- og anbringelseskravene, forskrifterne til sikring af uafhængighed af særinteresser (værnsregler), forskrifter om konsolidering med et finansielt holdingselskab samt børsretlige forskrifter om gennemsigtighed i de virkelige ejerforhold.
7.5. Særegen "identifikation" mellem ejer og virksomhed
Reglerne om betydende kapitalejere er bemærkelsesværdige i den forstand, at de bygger på en forudsætning om en specifik form for identifikation mellem den finansielle virksomhed og dens betydende kapitalejer(e). For det første bygger forskrifterne på et synspunkt om, at den betydende kapitalejer identificeres med den finansielle virksomhed i den forstand, at der påhviler ham en pligt til i hvert fald ikke at modvirke en forsvarlig drift. Dette identifikationssynspunkt er yderligere interessant, fordi det forudsætter, at en sådan modvirkning overhovedet kan foregå, skønt det ellers er et tungtvejende selskabsretligt princip, at selskabets ejere, endog en hovedaktionær, ikke kan gribe direkte ind i selskabets drift, men principielt må være henvist til at udøve sin indflydelse på generalforsamlingsniveau gennem besættelse af bestyrelsen, udformning af vedtægterne m.v.
For det andet bygger forskrifterne på den forudsætning, at den betydende kapitalejers handlemåde kan få direkte tilsyns- og indgrebsmæssige konsekvenser for den finansielle virksomhed, eftersom kapitalejerens modvirkning af en forsvarlig drift ikke blot kan få konsekvenser for ham selv i form af ophævelse af hans stemmeret, men også kan begrunde pålæg og påbud til den finansielle virksomhed (påbud om at "følge bestemte retningslinier"). Heri ligger reelt en dobbelt sammenhæng mellem virksomhed og kapitalejer, idet hans modvirkning af en forsvarlig drift dels kan begrunde et indgreb over for virksomheden, dels i denne sammenhæng er en forudsætning for et sådant indgreb, modsat fx generalklausulen i BSL § 1, stk. 6, der kan begrunde indgreb uafhængigt af, om det er forhold i eller uden for pengeinstituttet, der har ført til den retsstridige praksis i dette.
7.6. Iagttagelse af almindelige forvaltningsretlige principper
Den dobbeltvirkende identifikation, som indgrebsreglerne er udtryk for, gør disse regler så usædvanlige og potentielt byrdefulde, at det er væsentligt at iagttage forvaltningsrettens almindelige principper i forbindelse med behandlingen af sager om indgreb. Dette gælder både betingelserne for foretagelse af indgreb og tillige indgrebenes beskaffenhed (sanktionerne). I redegørelsen gennemgås nærmere, hvad almindelige forvaltningsretlige forskrifter i form af legalitetsprincippet, proportionalitetsprincippet, specialitetsprincippet, lighedsprincippet, official- og kontradiktionsprincippet samt skønsprincippet indebærer for sagsbehandling og afgørelse i sager om indgreb over for betydende kapitalejere.
7.7. Direktivkonform fortolkning af reglerne
Når en national lovtekst m.v., her: de danske indgrebsregler, fortolkes, skal dette ske i lyset af de bagved liggende direktivbestemmelser. Det vil således være forkert at foretage en rent sproglig fortolkning på grundlag af den danske lovtekst, uden at direktivteksten herved inddrages som et meget væsentligt fortolkningselement. Når den bag loven liggende direktivtekst fortolkes, må dette ikke ske alene på grundlag af en enkelt sproglig version af direktivet, fx den danske. Alle de sproglige versioner skal inddrages, før man får et tilstrækkeligt billede af, hvordan teksten skal forstås, og selv da er det ikke tilstrækkeligt at foretage en rent sproglig fortolkning. Også øjemedet med direktivbestemmelsen skal tages i betragtning, således at der foretages en målrettet (teleologisk) fortolkning. Dette fremhæves af EF-domstolen i talrige afgørelser.
Ved denne sammenligning af flere sproglige versioner af en direktivtekst kan det vise sig, at en enkelt sproglig version reelt er forfejlet i sin formulering, og at fortolkningen derfor skal tage udgangspunkt i summen af de andre sproglige versioner af direktivet. Dette kan fx betyde, at enkelte ord og vendinger må omfortolkes. Hvis retningen eller grundtonen er anderledes i direktivet end i den danske lovtekst, er det direktivets retning eller grundtone, der skal anvendes, også selv om den måske er strengere i sine krav til borgere og virksomheder, end hvad grundtonen i den danske lovtekst kunne lade formode. Når de danske regler anvender udtrykket "[modvirker] en forsvarlig drift af pengeinstituttet", anvender direktivteksten andre formuleringer. Den danske tekst bruger ordene: "en forsigtig og sund ledelse af instituttet", mens den franske, engelske og tyske tekst anvender udtrykkene: "sound and prudent management", "une gestion prudente et saine" hhv. "eine solide und umsichtige Geschäftsführung". Disse formuleringer har en retning eller grundtone, der generelt tyder på strengere krav til instituttet, end hvad den danske lovtekst isoleret læst lader formode.
Hvis der opstår en konkret tvist om forståelse af en direktivbestemmelse, fx om begrebet "forsigtig og sund ledelse" af et pengeinstitut, kan dette begreb i sidste instans forelægges for EF-domstolen til bindende fortolkning, jf. EF-traktatens artikel 234 (tidligere artikel 177). Hvis sagen behandles af en domstol i sidste instans, skal sådan forelæggelse finde sted, medmindre fortolkningen er helt indlysende (acte clair eller acte éclairé). Det må antages, at også Erhvervsankenævnet har ret, men dog aldrig pligt, til forelæggelse. Tilsynsmyndigheden selv har ikke en sådan forelæggelsesret. Forelæggelse for Domstolen er trods tidsfaktoren ikke en helt hypotetisk mulighed. Antager man fx, at en finansiel virksomhed og/eller en betydende kapitalejer er utilfreds med et stedfundet indgreb, kan der anlægges sag herom, eksempelvis om erstatning for hævdede tab som følge af indgrebet, og under en sådan retssag kan det i sagens natur blive relevant, om indgrebet overhovedet var retmæssigt. I sådanne situationer vil der være tid til at iagttage forelæggelsesreglerne. Det samme kan tænkes at være tilfældet, hvis indvendingen fra nogen går ud på, at tilsynsmyndigheden burde have grebet ind, og at det manglende indgreb har påført nogen, fx indskydere, et økonomisk tab.
7.8. Andre landes regler og praksis
Til brug for redegørelsen har Finanstilsynet rettet henvendelse til tilsynsmyndigheder i et betydeligt antal europæiske lande med forespørgsel, hvordan disse tilsynsmyndigheder ifølge deres lovgivning og praksis håndterer forholdet mellem finansielle virksomheder og disses betydende kapitalejere. Flere af de undersøgte lande har en lavere grænse end 10 % for, hvornår der foreligger en betydende kapitalejer. Direktivets krav er minimumsbestemmelser. Et generelt træk hos de lande, der har skærpet definitionen, er en 5 % grænse. Belgisk ret er gået endnu videre og anvender definitionen fra det børsretlige storaktionærdirektiv (transparensdirektivet), med en grænse på kun 5 % (også transparensdirektivet er et minimumsdirektiv). Et gennemgående træk hos de undersøgte lande er, at der anvendes udtrykket "forsigtig og sund drift" (prudent and sound management) som udtryk for, hvad der ikke må modvirkes af de betydende kapitalejere. Der anvendes herved en målestok eller standard, som dels ligger sprogligt helt tæt op ad direktivernes begrebsbestemmelse, dels antagelig indicerer et noget mere skærpet krav til påpasselighed, forsigtighed m.v., end hvad der direkte kunne synes at følge af det danske udtryk "forsvarlig drift". Norsk ret anvender udtrykket "sikre en god og fornuftig forvaltning".
Den uddybning, som begrebet "forsigtig og sund drift" har fået i belgisk tilsynspraksis, indebærer krav om direktionens og bestyrelsens selvstændige ledelse af den finansielle virksomhed, særligt med hensyn til udlånspolitik, investeringspolitik, udbyttepolitik, en restriktiv hensættelsespolitik, bestyrelsens og direktionens sunde og uafhængige virke, selskabets geografiske og produktmæssige ekspansionspolitik og sidst, men ikke mindst overholdelsen af forsigtighedsprincippet i lov og bekendtgørelse. Disse uddybende begreber vil uden videre kunne overføres til den danske forståelse af lovbestemmelserne. I belgisk tilsynspraksis håndhæves der principper, hvorefter bedømmelsen af storaktionærens egnethed også omfatter et krav om tilstrækkelig kapitalstyrke og gennemsigtig koncernstruktur hos den betydende kapitalejer. I hvert fald isoleret set kan sådanne krav antagelig ikke håndhæves som enebegrundelse for enten at nægte tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel eller som begrundelse for sanktioner efter BSL § 7 c, men der er intet til hinder for, at de nævnte forhold indgår som betydningsfulde momenter, der inddrages i det samlede skøn ved vurderingen af, om en betydende kapitalejer vil kunne skade en "forsigtig og sund drift" af den finansielle virksomhed. Det samme gælder det forhold, hvorvidt en betydende kapitalejer i tilstrækkelig grad har egenfinansieret sin erhvervelse af den kvalificerede kapitalandel eller har gældsat sig i betydelig grad. Også dette forhold vil kunne indgå som et supplerende moment ved den nævnte bedømmelse. Det vil herved være helt relevant at lade det indgå i den samlede bedømmelse, hvorfra den betydende kapitalejer har fremskaffet den investerede kapital, idet hvidvaskningsreglernes overholdelse herved udgør det absolutte minimum. Dette gælder også spørgsmålet om manglende gennemsigtighed i storaktionærens egen koncernstruktur. Hvis denne er meget uigennemskuelig og fx indbefatter uigennemskuelige udenlandske fonde eller selskaber som ultimativ (med)ejer, vil også dette kunne være et supplerende moment, der kan indgå i det samlede skøn.
Enkelte lande har givet nærmere redegørelse for, hvordan tilsynsmyndigheden behandler ansøgninger om godkendelse som betydende kapitalejer. Det vil ses, at fx finsk ret har udviklet en meget detaljeret fremgangsmåde, der blandt andet indskærper ansøgeren de nærmere forskrifter og den betydende kapitalejers pligter over for den finansielle virksomhed. Der anvendes i belgisk ret en interessant fremgangsmåde med hensyn til indgåelse af en aftale mellem tilsynsmyndigheden og den eller de betydende kapitalejere. Aftalen fungerer som et supplement til og en uddybning af lovgivningens bestemmelser. Den skal særligt sikre den finansielle virksomheds selvstændighed og uafhængige virke.
Det ses særligt af britisk tilsynspraksis, at kravene til betydende kapitalejere ikke nødvendigvis behøver defineres absolut, men snarere skal forstås relativt, idet der ikke kan stilles så store egnethedskrav til en 10-20 % kapitalejer som til en kapitalejer med over 20 %. Ved en kapitalbesiddelse af betydelig størrelse, dvs. en kapitalejer med close control, må der reelt stilles samme egnethedskrav m.v. som til bestyrelses- og direktionsmedlemmer, idet den betydende kapitalejer uanset den finansielle virksomheds principielle selvstændighed og uafhængighed kan få driftsmæssig betydning.
I enkelte af de undersøgte landes retstilstand ses det, at der forudsættes en form for rangorden mellem de forskellige sanktioner, jf. fx belgisk ret, typisk således at et indgreb over for den finansielle virksomhed kommer i første række i forhold til et indgreb over for den betydende kapitalejer. Reglerne synes at skulle administreres således, at det normalt først skal forsøges, om et nærmere defineret påbud eller forbud til den finansielle virksomhed kan afhjælpe situationen, og først hvis dette ikke forekommer tilstrækkeligt, fx fordi en betydende kapitalejer modvirker en normalisering, gribes der supplerende eller alternativt til indgreb over for kapitalejeren i form af suspension af stemmeret (eller, hvor landets lovgivning i modsætning til den danske hjemler det: overflytning af stemmeret, eventuelt salgspåbud vedrørende aktierne).
Flere af de undersøgte lande har ikke blot skabt lovhjemmel til at suspendere stemmeretten (hvilket er det mindste, der forlanges ifølge direktiverne), men har også skabt hjemmel til midlertidigt at give stemmeretten til en anden, der da skal påse, at en forsigtig og sund drift ikke modvirkes. Et indgreb, der ikke blot indebærer suspension af stemmeret, men overflytning af denne til en tilsynsmyndighed eller anden sagkyndig og uafhængig "stemmerets-værge", kan ikke ske uden lovhjemmel, eftersom der er tale om et dybere indgreb i den betydende kapitalejers rettigheder end den simple suspension. Efter gældende dansk ret er der ikke hjemmel til en sådan overflytning af stemmeretten.
Nogle af de undersøgte lande har skabt lovhjemmel til at påbyde salg af den betydende kapitalejers aktier i den finansielle virksomhed, såfremt en forsigtig og sund drift bringes i fare. Her er der således ikke blot tale om hjemmel til at nægte erhvervelse af aktierne (hvilket er det mindste, direktivet kræver), men også til efterfølgende at påbyde salg. Et sådant indgreb kræver hjemmel, og en sådan findes ikke i de nugældende danske regler. Det samme gælder derfor også den subsidiære sanktion, som findes hos flere lande: En beslaglæggelse af aktierne, såfremt et påbudt salg ikke finder sted inden for den frist, tilsynsmyndigheden har opstillet.
Enkelte af de undersøgte lande har skabt hjemmel til, at tilsynsmyndigheden reelt sætter en finansiel virksomhed under administration gennem udpegning af en særligt befuldmægtiget, der da har vetoret over for en række nærmere opregnede typer af beslutninger. Der er ikke hjemmel til noget sådant i dansk ret.
Blandt de undersøgte lande forekommer det, at tilsynsmyndigheden forbeholder sig at forbyde enhver transaktion mellem den finansielle virksomhed og de pågældende personer eller enhver juridisk person kontrolleret af dem, ligesom tilsynet har kompetence til at kræve omgående indfrielse af lån, som virksomheden måtte have ydet de pågældende. Når der efter dansk ret er en mere generelt formuleret hjemmel til at meddele påbud, vil også påbud af den her nævnte art være mulige inden for rammerne af gældende ret.
Flere af de refererede konkrete sager er præget af, at tilsynsmyndigheden i bevidsthed om sine beføjelser og sanktionsmuligheder træder i forhandling med den betydende kapitalejer og med den finansielle virksomhed, påpeger det skadelige i den opståede situation og herved gennem forhandling tilvejebringer en acceptabel løsning, typisk i form af kapitalejerens frivillige afhændelse af aktieposten.
7.9. Tilladelse til erhvervelse af en kvalificeret kapitalandel
Finanstilsynet skal underrettes om og på forhånd godkende enhver fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et pengeinstitut samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 %, 33 % og 50 %, eller at pengeinstituttet bliver et datterselskab. Det er ikke blot den direkte, men også den indirekte erhvervelse, der kræver godkendelse.
Udtrykket "besiddelse" viser, at der ikke kræves et formelt ejerskab, idet også egentlig beherskelse, fx via stemmeretsaftaler eller anden bestemmende indflydelse kan være tilstrækkelig. En "indirekte" erhvervelse eller besiddelse kan foreligge, hvor kapitalandelen i den finansielle virksomhed besiddes via et holdingselskab. Her er det ikke blot holdingselskabet, men også dettes ejer(e), der skal godkendes. Dette er umiddelbart indlysende, hvor fx et holdingselskab, der ønsker 10 % af en finansiel virksomhed, ejes eller kontrolleres for 51-100 %'s vedkommende af en bestemt ejer. Der må anlægges et konkret skøn med hensyn til, hvorvidt den pågældende råder i en sådan grad over holdingselskabet, at han reelt besidder 10 % eller mere i den finansielle virksomhed. At det således kan være nødvendigt at udøve et konkret skøn for at bestemme reglernes rækkevidde, kommer næppe overraskende. Også kriteriet: betydelig indflydelse på den finansielle virksomhed, kræver udøvelse af et konkret skøn.
Der kan ved fastlæggelsen af begrebet "indirekte besiddelse" hentes inspiration i finsk tilsynspraksis, hvorefter der skal medregnes også ejerkontrollerede sammenslutningers aktie- eller stemmeretsbesiddelse, aktier eller stemmer, der besiddes af egne eller ejerkontrollerede sammenslutningers pensionsselskaber og pensionskasser, samt andre stemmer, som ejeren alene eller sammen med tredjemand disponerer over ifølge aftale eller anden årsag. Ved beregningen af stemmetal bør der herved ses bort fra vedtægtsmæssige stemmeretsbegrænsninger, som jo vil kunne ophæves gennem vedtægtsændring. En person, som ikke formelt er aktionær, men som med hjemmel i aftale har ret til at udøve stemmeret i den finansielle virksomhed, vil også være anmeldelsespligtig.
I anden række skal tilladelse søges, hvis der kan blive tale om "en betydelig indflydelse" på den finansielle virksomhed. Dette begreb er et alternativ til en besiddelse på mindst 10 % og må derfor have sit anvendelsesområde, hvor en minoritetsaktionær af andre grunde end i kraft af selve kapitalbesiddelsen kan udøve den nævnte form for indflydelse. Kerneområdet for dette kriterium må være tilfælde, hvor der i kraft af personsammenfald, forretningsmellemværender eller af andre ansættelses- eller kontraktmæssige årsager er mulighed for at gøre sin indflydelse gældende i den finansielle virksomhed, og hvor en (forøget) kapitalbesiddelse vil kunne cementere denne position. Også stemmeretsaftaler, andre former for aktionæroverenskomster, særlige vedtægtsmæssige rettigheder m.v. må herved tages i betragtning.
Erhvervelse hhv. forøgelse af andelen kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig drift af pengeinstituttet, jf. BSL § 7 b, stk. 3. I overensstemmelse med en direktivkonform fortolkning må det forstås som "en forsigtig og sund drift" (prudent and sound management), dvs. under iagttagelse af et forsigtighedsprincip. Kriteriet kan således under ingen omstændigheder forstås således, at der skal foreligge noget "uforsvarligt" forhold. Redegørelsen behandler nærmere, hvilke kriterier og forhold der vil kunne inddrages i denne bedømmelse.
Flere af de undersøgte lande opererer med muligheden for at gøre en tilladelse betinget af vilkår. Det vil, selv uden udtrykkelig lovhjemmel for vilkår, heller ikke efter dansk forvaltningsret være udelukket at opstille vilkår som betingelse for en godkendelse. Generelt kan en forvaltningsmyndighed opstille vilkår for at meddele en tilladelse, hvis vilkårene er sagligt begrundet. I en sag, hvor der af saglige grunde ville kunne meddeles afslag, fordi tilsynsmyndigheden ikke finder bestemte forhold tilstrækkeligt betryggende, vil det ikke på forhånd være udelukket at meddele godkendelse på vilkår, som på sagligt grundlag tjener til at afparere den betænkelighed, myndigheden ellers kunne have ved at meddele tilladelsen. Disse vilkår vil som nævnt antagelig ofte have relation til transaktioner og andre forretninger mellem den finansielle virksomhed og den betydende kapitalejer. Det vil derfor kunne stilles som vilkår, at sådanne transaktioner ophører eller holder sig inden for visse rammer eller forelægges tilsynsmyndigheden til godkendelse også i videre omfang, end hvad der kræves efter værnsreglen i BSL § 27. Vilkårene må ikke stride mod proportionalitetsprincippet.
Der er intet til hinder for, at tilsynsmyndigheden udvikler en form for vejledning, jf. den belgiske praksis, hvorefter den betydende kapitalejer i forbindelse med en godkendelsessag bliver gjort skriftligt og mundtligt bekendt med sine forpligtelser, ifald tilladelse gives. Dette gælder særligt pligten til at respektere den uafhængige drift af den finansielle virksomhed, dvs. pligten til at undlade at blande sig konkret eller kontinuerligt i driftsmæssige beslutninger.
Finanstilsynet kan ophæve stemmeretten, hvis den betydende kapitalejer ikke overholder forpligtelsen i BSL § 7 b, stk. 1, til forudgående underretning af Finanstilsynet. Kapitalandele tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen, jf. BSL § 7 c, stk. 2. Finanstilsynet skal ophæve stemmeretten, hvis den betydende kapitalejer har erhvervet andele som omhandlet i § 7 b, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele.
7.10 Modvirkning af en forsvarlig drift
Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i BSL § 7 b, stk. 1, fastsatte andele i et pengeinstitut, modvirker en forsvarlig drift af pengeinstituttet, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde pengeinstituttet at følge bestemte retningslinier. Begrebet "forsvarlig drift" må forstås direktivkonformt, dvs. svarende til udtrykket "forsigtig og sund drift", jf. bemærkningerne foran om, at den danske direktivtekst bruger ordene: "en forsigtig og sund ledelse af instituttet", mens den franske, engelske og tyske tekst anvender udtrykkene: "sound and prudent management", "une gestion prudente et saine" hhv. "eine solide und umsichtige Geschäftsführung". Disse formuleringer har en retning eller grundtone, der generelt tyder på strengere krav til instituttet, end hvad den danske lovtekst isoleret læst lader formode. Der anvendes i norsk ret det ganske rammende udtryk "en god og fornuftig forvaltning". Det er således frem for alt den finansielle virksomheds soliditet samt overholdelsen af forsigtighedsprincippet, der skal iagttages ved forvaltningen af lovbestemmelsen.
Udtrykket "forsigtig og sund drift" henviser, således som det fremhæves i belgisk tilsynspraksis, til direktionens og bestyrelsens selvstændige ledelse af den finansielle virksomhed, særligt med hensyn til udlånspolitik, investeringspolitik, udbyttepolitik, en restriktiv hensættelsespolitik, bestyrelsens og direktionens sunde og uafhængige virke, selskabets geografiske og produktmæssige ekspansionspolitik og sidst, men ikke mindst overholdelsen af forsigtighedsprincippet. Noget af det vigtigste vil være, om der drives en særligt risikabel praksis i den finansielle virksomhed med hensyn til ydelse af lån, garantier m.v. Sådanne transaktioner kan stå i forbindelse med den betydende kapitalejers egne forretningsområder, men normalt vil dette dog ikke være tilfældet, idet allerede værnsreglen i BSL § 27 vil opfange sådanne tilfælde, som hver for sig vil kræve tilsynsmyndighedens tilladelse. Snarere vil den praksis, der er "usund" eller "uforsigtig", derfor relatere sig til andre af den finansielle virksomheds kunder.
Der er både i Danmark og udlandet set mange eksempler på banker, hvis udlåns- og/eller garantipraksis viste sig yderst risikobetonet. Dette var fx tilfældet i C&G-banken, hvor den særlige praksis med "omvendte realkreditlån" (såkaldte "babylån") slørede bankens reelle risici, idet kun en brøkdel af garantirisikoen reelt bogførtes, ligesom banken i øvrigt ikke havde overblik over forløbet og risikoen i de af banken garanterede entrepriseprojekter m.v. Samme bank frembød også eksempler på, at en bestemt afdeling, udlandsafdelingen, var ude af kontrol, uden at der tilsyneladende gjordes noget alvorligt for at få styr på sagen. Også for Varde Banks vedkommende fremgår det af rapporten om årsagerne til bankens sammenbrud, at en række særligt risikobetonede og reelt sammenhængende ejendomsprojekter var ude af bankens kontrol. Endelig kan henvises til Samson Bankiers udlåns- og garantipraksis, som i øjeblikket er genstand for en straffesag ved Københavns byret.
Som andre eksempler kan man, uden at der i det enkelte forhold nødvendigvis behøver foreligge strafbelagte lovovertrædelser, forestille sig, at en finansiel virksomhed indgår i en koncernstruktur, hvor andre koncernselskaber indgår forretninger med kunder - og forventer, at banken gør det samme. Dette kan være tilfældet, hvis en bank er forbundet med leasingselskaber, finansieringsselskaber, ejendomsselskaber - eller, som det har været set i udlandet, med et stormagasin. Hvis den reelle beslutning om indgåelse af en bestemt form for aftale i disse tilfælde indgås i et andet koncernselskab, kan der være risiko for, at den bankforretning, der forventes indgået parallelt hermed, kommer frem til banken som en "formssag", hvor presset på bankens ledelse for at yde lån, garanti m.v. er meget betydeligt, og hvor den normale bevillingsfunktion derfor kan blive mere eller mindre tilsidesat.
Direktivbestemmelsen kræver af medlemsstaterne, at tilsynsmyndigheden skal kunne "træffe de fornødne foranstaltninger". Disse kan blandt bestå i "påbud, sanktioner over for ledelsen eller ophævelse af den stemmeret, der er knyttet til de pågældende aktionærers eller selskabsdeltageres aktier eller andele".
7.11. Tilsynsmyndighedens sanktionsmuligheder
De sanktioner, der efter dansk ret står til disposition, er ud over straf og tilbagekaldelse af driftstilladelsen: (a) ophævelse af stemmeretten, jf. BSL § 7 c, stk. 1, (b) påbud til pengeinstituttet om at følge bestemte retningslinier, jf. samme bestemmelse, og/eller (c) tvangsbøder over for pengeinstituttet og/eller "de for virksomheden ansvarlige personer", jf. BSL § 53, stk. 2, dvs. over for direktions- og eventuelt bestyrelsesmedlemmer. Der er hverken i direktivbestemmelsen eller i de danske regler angivet nogen rangfølge for sanktionerne, og der må derfor foretages et konkret skøn over, hvordan en normal drift bedst kan genoprettes. Dette skøn skal udøves under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, således at der gribes til det mindste indgreb, som kan opfylde formålet. Et påbud eller forbud vil jævnligt være udtryk for en mindre indgribende foranstaltning end en suspension af stemmeretten, der er udtryk for et ganske alvorligt indgreb i ejerbeføjelser hos en aktionær.
Forholdet kan være således, at den formelle udøvelse af stemmeretten egentlig ikke gør nogen forskel, idet den betydende kapitalejer ikke i formaliseret forstand benytter sin stemmeret til at modvirke en forsvarlig drift, men snarere på mere indirekte måde lægger pres på den finansielle virksomheds ledelse. I så fald vil en suspension ikke afhjælpe forholdet.
Det må antages, at der normalt først skal overvejes et "kirurgisk indgreb" i de aktiviteter hos den finansielle virksomhed, der findes betænkelige, og først hvis det konstateres eller skønnes, at sådanne afgrænsede indgreb er utilstrækkelige, kan en suspension komme på tale.
Den danske lovtekst har fået en formulering ("... påbyde ... at følge bestemte retningslinier ..."), som kunne lede tanken hen på, at tilsynsmyndigheden ved valg af denne sanktionsform skulle påtage sig en form for driftsmæssigt medansvar. Dette er imidlertid næppe tanken med direktivbestemmelsen. Den danske version af direktivet taler blot mere bredt om "påbud", mens de øvrige sproglige versioner taler om (engelsk) "injunction", (fransk) "injonction" hhv. (tysk) "einstweilige Verfügung". Det bliver herved mere klart end efter den danske lovtekst, at der er tale om påbud/forbud, uden at der nødvendigvis behøver være tale om at formulere "bestemte retningslinier". Det er snarere meningen med bestemmelserne, at en bestemt forretningspraksis hos den finansielle virksomhed findes betænkelig og derfor forbydes. Det er ikke herved tilsynsmyndighedens opgave at formulere nærmere "retningslinier" for driften. Denne er i det hele bestyrelsens og direktionens ansvarsområde. Eftersom den danske lovbestemmelse skal fortolkes direktivkonformt, både kan og skal lovteksten forstås i overensstemmelse med den mere bredt formulerede direktivtekst, og denne sanktion er dermed udtryk for, at noget konkret forbydes eller påbydes den finansielle virksomhed.
7.12. Civilretlige sanktioner ved domstolene
Tilsynsmyndigheden har ikke beføjelse til at pålægge civilretlige sanktioner i form af hæftelse eller erstatningspligt. Pålæg af sådanne sanktioner er et domstolsanliggende og forudsætter sagsanlæg fra nogen, der har lidt et tab, fx som følge af en betydende kapitalejers påvirkning af den finansielle virksomhed. Det falder uden for rammerne af redegørelsen at gennemgå betingelserne for hæftelse eller ansvar, men det kan nævnes, at dansk domstolspraksis har bevæget sig noget i forhold til det udgangspunkt, at aktionærer ikke hæfter for selskabets gæld. Således kan der blive tale om erstatningsansvar på grundlag af principper svarende til ledelsesansvaret, såfremt en majoritetsaktionær, der faktisk udøver eller griber ind i selskabets ledelse, herved påfører nogen et tab. Ligeledes er det statueret, at der også uden opfyldelse af de traditionelle erstatningsbetingelser, dvs. også uden påvisning af konkret fejl eller forsømmelse (culpa), kan blive tale om hæftelse for et koncernforbundet selskab, såfremt et krakket selskab er blevet anvendt på en måde, der påførte dets kreditorer en unødig risiko, mens profitmulighederne lå andetsteds i koncernen. Der foreligger fra andre stater, særligt USA, Storbritannien og Tyskland, en betydelig domstolspraksis vedrørende hæftelsesgennembrud. Domstolspraksis lægger i det hele taget ganske stor vægt på det enkelte selskabs uafhængighed i forhold til dets (majoritets)aktionærer.
7.13. Tilsynsmyndighedens erstatningsrisiko
Ved anvendelse af tilsynsmyndighedens indgrebsbeføjelser er det helt overordnede hensyn at beskytte den finansielle virksomheds økonomi, og dermed at beskytte dem, der gennem indskud af indlån, tegning af forsikring, deponering af værdipapirer m.v. har kontraheret med virksomheden. Derimod er det ikke tilsynsmyndighedens primære opgave at beskytte den finansielle virksomheds ejere, der i deres egenskab af egenkapitalbesiddere må acceptere en vis risiko for de økonomiske følger af den måde, den af dem ejede virksomhed drives på. Dette betyder dog ikke, at tilsynsmyndigheden helt kan se bort fra hensynet til aktionærerne. Hvis et indgreb et nødvendigt, skal det som nævnt på grundlag af proportionalitetsprincippet foretages på den mest skånsomme måde. Hvis disse grænser væsentligt overskrides, kan der i helt særlige tilfælde opstå grundlag for offentligretligt erstatningsansvar. Også et ubegrundet indgreb kan, hvis det påfører en betydende kapitalejer tab, begrunde ansvar. Generelt er der dog overladt tilsynsmyndigheden en betydelig skønsbeføjelse, og når blot rammerne for dette skøn iagttages, og sagen er behørigt oplyst, før der skrides til sanktion, vil et ansvar normalt være fjerntliggende.
2. Generelt om indgrebsreglerne
3. Overordnede forvaltningsretlige hensyn m.v.
4. Komparativ oversigt: Andre landes regler og praksis
6. Modvirkning af forsvarlig drift
Finanstilsynets strategiske grundlag
Af Henrik Bjerre-Nielsen, Finanstilsynets direktør
Den finansielle sektor indtager en betydningsfuld rolle i det moderne samfund gennem varetagelsen af en række centrale funktioner som anbringelse og forvaltning af betroede midler, formidling af betalinger, handel med værdipapirer, risikoafdækning m.m. Den finansielle sektor har samtidig i højere grad end andre erhverv en betydning, der rækker ud over sektoren. Et sammenbrud i den finansielle sektor vil påvirke såvel andre erhverv som private husholdninger umiddelbart - og med mere vidtrækkende konsekvenser end et sammenbrud i de fleste andre erhverv.
For den enkelte kunde er der i mange tilfælde samtidig tale om mellemværender af en så væsentlig størrelse, at et sammenbrud i en finansiel virksomhed kan have velfærdstruende konsekvenser. Der er således betydelige samfundsmæssige interesser forbundet med opretholdelsen af stabilitet i den finansielle sektor. Disse interesser afspejler sig i en omfattende regulering, som på flere punkter er mere indgribende end anden erhvervsregulering, ligesom de finansielle virksomheder er underlagt et særligt tilsyn, som udøves af Finanstilsynet.
I det følgende redegøres der for, hvordan Finanstilsynet ser sin rolle i den forbindelse, således som det er udtrykt i Finanstilsynets strategiske grundlag.
Finanstilsynets målsætninger
Finanstilsynets virksomhedsgrundlag er at bidrage til opretholdelsen af tillid til den finansielle sektor, såvel i samfundet som hos den enkelte, ved
at påse, at den finansielle lovgivning overholdes
at deltage i udformningen af den finansielle lovgivning
at indsamle og formidle information om den finansielle sektor
Virksomhedsgrundlaget kan siges at være et udtryk for Finanstilsynets eksistensberettigelse i forhold til resten af samfundet.
For indskydere og forsikringstagere forudsætter en bevarelse af tilliden, at der opleves en høj grad af sikkerhed for, at de finansielle virksomheder kan indfri deres forpligtelser i takt med, at de forfalder. For investorer, der har placeret midler i obligationer udstedt af finansielle virksomheder, forudsætter en bevarelse af tilliden også en høj grad af sikkerhed for, at de finansielle virksomheder kan indfri deres forpligtelser. Til gengæld er det væsentligt for den investor, der ejer børsnoterede aktier, at der er høj grad af sikkerhed for, at udstederen lever op til sine oplysningsforpligtelser, og at der ikke foregår insiderhandler eller kursmanipulationer.
Der kan nævnes flere eksempler på, hvilke forudsætninger der skal opfyldes, for at den enkelte kan bevare sin tillid til den finansielle sektor. De viser alle, hvilke krav der stilles til bredden af Finanstilsynets virksomhed.
For at sikre opfyldelsen af dette virksomhedsgrundlag har Finanstilsynet fastsat en række målsætninger. De består af en overordnet - og mere varig - målsætning, en strategisk målsætning, som angiver det, Finanstilsynet vil lægge særlig vægt på i de kommende år, samt en række mere specifikke målsætninger for de enkelte områder af Finanstilsynets virksomhed.
Finanstilsynets overordnede målsætning er at være kendetegnet ved upartiskhed, et højt fagligt niveau samt hurtig og korrekt sagsbehandling.
Finanstilsynets strategiske målsætning er, at der i de kommende år skal lægges øget vægt på formidling af information om den finansielle sektor som et middel til at styrke sektoren og dermed tilliden til den.
I en operativ sammenhæng bliver der på basis af disse målsætninger og Finanstilsynets ressourcer fastsat årlige virksomhedsplaner for de enkelte kontorer. Disse virksomhedsplaner udgør tilsammen grundlaget for Finanstilsynets resultatkontrakt med Økonomiministeriet.
Virksomhedsplanerne bliver yderligere detaljeret i form af årlige udgiftsbudgetter opdelt på en række hovedmål tilknyttet Finanstilsynets specifikke målsætninger. Finanstilsynets bevillinger på finansloven er opdelt på disse hovedmål samt udgifter til pensioner m.v., jf. figur 1.1.
Hovedmålene består af faglige hovedmål, hjælpefunktioner samt generel ledelse og administration. De faglige hovedmål, som omtales nærmere nedenfor, består af både drifts- og udviklingsopgaver.
Figur 1.1
Specifikation af Finanstilsynets udgifter i alt på hovedmål m.v. 1998
[Ikke medtaget i denne version]
Finanstilsynets samlede udgifter udgjorde i 1998 i alt 93 mio.kr., jf. Finanstilsynets virksomhedsregnskab.
Hovedmålene og de specifikke målsætninger har naturligvis alle en mere eller mindre direkte sammenhæng med de tre anførte elementer i Finanstilsynets virksomhedsgrundlag, der som nævnt er tilsynsvirksomhed (regelkontrol), reguleringsvirksomhed (udformning af den finansielle regulering) og informationsformidling.
Tilsynsvirksomhed (regelkontrol)
Det fremgår af den finansielle lovgivning, at Finanstilsynet har til opgave at påse, at de finansielle virksomheder overholder den særlige finansielle regulering, og - såfremt dette ikke er tilfældet - at bringe eventuelle overtrædelser til ophør.
Tilsynet foregår ved hjælp af indberetninger fra virksomhedernes ledelse, revision m.v. samt undersøgelser på stedet.
Denne del af Finanstilsynets virksomhed er omfattet af følgende faglige hovedmål: Løbende overvågning, udgående inspektionsvirksomhed og generelle tilsynssager. Mere end 60 % af Finanstilsynets udgifter på faglige hovedmål blev i 1998 anvendt på disse områder, jf. figur 1.2 nedenfor. Hertil kommer, at Finanstilsynet anvendte ca. 14 % af udgifterne til de faglige hovedmål på udvikling af nye tilsynsinstrumenter og -metoder. Endelig omfatter en del af det internationale arbejde også tilsynsaktiviteter.
Finanstilsynets samlede udgifter til faglige hovedmål udgjorde i alt 55 mio.kr. i 1998, jf. Finanstilsynets virksomhedsregnskab.
Figur 1.2
Specifikation af Finanstilsynets udgifter på faglige hovedmål 1998
[Ikke medtaget i denne version]
Finanstilsynet fører tilsyn med ca. 600 virksomheder med en samlet balance på omkring
4.000 mia.kr. For at dette kan lade sig gøre med de ressourcer, som Finanstilsynet har
til rådighed, er det nødvendigt, at der regelmæssigt foretages en vurdering af den
enkelte finansielle virksomheds risikoprofil, så der kan ske en målretning af
ressourceanvendelsen til især de finansielle virksomheder, der har en højere
risikoprofil end gennemsnittet i de pågældende brancher.
Risikoprofilen er et udtryk for forholdet mellem de risici, som den enkelte finansielle
virksomhed løber, og dens økonomiske styrke. En finansiel virksomhed kan løbe to typer
af risici - risici knyttet til aktiver, passiver og ikke-balanceførte poster og risici
knyttet til håndteringen af de førstnævnte risici.
Det tilstræbes således, at Finanstilsynets ressourceanvendelse sker på grundlag af et samlet overblik over de enkelte finansielle virksomheders risikoprofiler, herunder risikoen for at den enkelte virksomhed ikke lever op til lovgivningens krav og derfor, som den yderste konsekvens, skal have inddraget sin tilladelse til at drive virksomhed. Risikoen for en inddragelse af tilladelsen består dels af en generel risiko for den pågældende virksomhedsart (forsikring, realkredit, bank, investeringsforening, etc.) dels af en specifik risiko for den enkelte finansielle virksomhed (for eksempel som følge af manglende egnethed eller hæderlighed hos ledelsen).
Det er en specifik målsætning for Finanstilsynet, at der løbende udvikles og vedligeholdes metoder til vurdering af den specifikke risiko for den enkelte finansielle virksomhed, og at metoderne i videst mulige omfang er de samme for de enkelte arter af virksomheder. Den specifikke risiko skal vurderes årligt på baggrund af blandt andet årsregnskaber, revisionsprotokollater og andre indberetninger, og vurderingen opdateres i lyset af gennemførte undersøgelser af virksomhederne og de indberetninger, som modtages i løbet af året.
For virksomheder, der har en generel risiko, som er middel eller derover, og er af en vis betydning for den øvrige finansielle sektor, tilstræbes det at undersøge alle væsentlige risikoområder jævnligt. Betydningen for den øvrige finasielle sektor måles ud fra virksomhedens størrelse og dens forbindelser - herunder koncernforbindelser - til andre finansielle virksomheder.
Jo større den samlede risiko er, jo hyppigere vil Finanstilsynet undersøge den pågældende virksomhed. Imidlertid har Finanstilsynet ikke ressourcer til at undersøge alle virksomhederne med korte intervaller. Derfor er det af forebyggende grunde vigtigt at slå fast, at ingen virksomhed kan føle sig sikker på ikke at blive undersøgt. En del af formålet med en undersøgelse er netop at kontrollere, at de indberetninger, som Finanstilsynet baserer sin vurdering af selskabet på, giver et dækkende billede af virksomhedens økonomiske situation. En del af de årlige undersøgelser vil være af virksomheder, der er udvalgt tilfældigt blandt de finansielle virksomheder.
For virksomheder eller koncerner, som i kraft af deres art eller størrelse ikke kan sammenlignes med andre danske virksomheder eller koncerner, er det en målsætning, at Finanstilsynet skal kunne tage stilling til, om de pågældende virksomheders risikoprofil på de væsentligste risikoområder afviger fra deres internationale konkurrenters. Dette kan blandt andet muliggøres ved udstationering af medarbejdere i andre landes tilsyn samt anden international kontakt og informationsudveksling.
Finanstilsynet fører også - sammen med Fondsrådet - tilsyn med værdipapirmarkedet,
hvor deltagerne er værdipapirhandlerne, -investorerne og
-udstederne samt markedsvirksomhederne - fondsbørser og autoriserede markedspladser samt
clearingcentraler. Tilsynet her består dels i et særligt tilsyn med
markedsvirksomhederne dels i en løbende overvågning af de øvrige markedsdeltagere. Det
særlige virksomhedstilsyn med markedsvirksomhederne indebærer, at deres regelsæt skal
anmeldes til Fondsrådet, som også er ankeinstans i forbindelse med principielle
afgørelser.
Potentielle overtrædere af værdipapirhandelsloven skal afskrækkes gennem en fortsat skærpet overvågning af værdipapirmarkedet, der nedbringer risikoen for uopdagede tilfælde af kursmanipulation eller insiderhandel. Kursmanipulationer og insiderhandler er økonomisk begrundede lovovertrædelser, som bedst kan modvirkes gennem en høj sandsynlighed for, at de afsløres. Det er derfor en specifik målsætning for Finanstilsynet, at den skærpede overvågning skal være kendt af alle markedsdeltagerne.
Reguleringsvirksomhed - udformning af den finansielle regulering
Ressourceanvendelsen på tilsynsvirksomheden kan ikke ses uafhængig af selve udformningen af regelgrundlaget. Det er således indlysende, at det er meget væsentligt, at der er en vis accept af og forståelse for reglerne hos de finansielle virksomheder, og at en gennemarbejdet og afbalanceret regeludstedelse alt andet lige vil kunne lette den senere ressourceindsats ved den løbende regelkontrol. Hertil kommer, at den erfaring, som Finanstilsynet får ved at anvende reglerne, giver inspiration til hensigtsmæssige tilpasninger af regelsættet.
Reguleringen på det finansielle område har sin baggrund dels i en implementering af EF-minimumsdirektiver dels i andre lovbestemte regler besluttet af Folketinget. Finanstilsynet deltager i udformningen af den finansielle lovgivning ved at rådgive regeringen om disse spørgsmål og udarbejde udkast til lovforslag, ved at udstede bekendtgørelser samt ved at deltage i internationale forhandlinger om blandt andet EF-direktiver.
I denne forbindelse er udgangspunktet for Finanstilsynet, at reguleringen skal være såvel nødvendig som tilstrækkelig, og at den i videst mulige omfang skal være afstemt med anden tilstødende lovgivning som for eksempel skattelovgivningen.
Lovgivningen på de forskellige finansielle virksomhedsområder bør generelt harmoniseres så meget, som det er muligt og hensigtsmæssigt. Dette skyldes ikke mindst, at en harmoniseret finansiel lovgivning alt andet lige vil give en mere lige konkurrence mellem forskellige arter af finansiel virksomhed og samtidig modvirke mulighederne for uhensigtsmæssige risikoprofiler som følge af "regeltænkning" inden for finansielle koncerner. Reglerne kan imidlertid ikke blive helt ens. Det udelukker forskellene mellem de forskellige former for virksomhed.
Et andet udgangspunkt i reguleringen af den finansielle sektor er, at ansvaret for den enkelte virksomhed påhviler virksomhedens ledelse, og at der skal være et klart lovgrundlag for den pågældende art af virksomhed, inden for hvilket virksomheden kan drives ud fra forretningsmæssige principper. Finanstilsynet hverken kan eller skal påtage sig ansvaret for den enkelte virksomhed og kan derfor heller ikke garantere, at ingen finansiel virksomhed bryder sammen.
Reguleringen kan dog udformes med sigte på væsentligt at reducere sandsynligheden for pludselige og uventede kriser i finansielle virksomheder. Det kan ikke alene ske ved at stille krav om kapitaldækning og risikospredning, men også ved at indskærpe og fokusere på ledelsesansvaret - både over for virksomhedsledelsen og over for kontrolinstanser nært knyttet til den finansielle virksomhed. Der tænkes her for eksempel på den ansvarshavende aktuar i livsforsikringsselskaber samt den eksterne og den interne revision, hvor Finanstilsynet specifikt kan forlange, at de skal påse konkrete forhold som for eksempel tilstedeværelsen af tilstrækkelige forretningsgange og betryggende interne kontrolforanstaltninger i den finansielle virksomhed. Finanstilsynet kan ligeledes forlange, at de finansielle virksomheders regnskaber skal indeholde særlige nøgletal for de finansielle virksomheders økonomiske styrke og risikoprofil m.v. I sidstnævnte tilfælde er der en snæver sammenhæng til det sidste element i Finanstilsynets virksomhedsgrundlag, informationsformidlingen.
De faglige hovedmål regelarbejde og ministerbetjening samt internationalt arbejde afspejler i vidt omfang den samlede indsats inden for reguleringsvirksomhed og udgjorde i 1998 ca. 19 % af den samlede ressourceanvendelse på de faglige hovedmål, jf. figur 1.2.
Indsamling og formidling af information om den finansielle sektor
Finanstilsynets opgaver i forbindelse med indsamling og formidling af information om den finansielle sektor kan som nævnt ovenfor ikke ses uafhængigt af det arbejde, der udføres i forbindelse med udformningen af regelsættet. Når Finanstilsynet f.eks. fastsætter nærmere regler for de finansielle virksomheders regnskabsaflæggelse, vil en væsentlig drivkraft være at stille krav om regnskaber, der imødekommer interessenternes behov for forståelig, relevant, pålidelig og sammenlignelig information om de finansielle virksomheders indtjeningsevne, risici og økonomiske styrke. Interessenterne er i denne sammenhæng i princippet alle, der har interesser i den finansielle virksomhed, herunder ejere, kunder, kreditorer, ansatte, offentlige myndigheder osv.
I en overordnet sammenhæng er regnskabsinformationerne afgørende for et velfungerende kapitalmarked og en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer. I denne forbindelse bemærkes det også, at de finansielle virksomheder selv i kraft af deres rolle som investorer og kreditgivere er storforbrugere af regnskabsinformation og derfor afhængige af relevante og pålidelige regnskaber.
Som nævnt indledningsvis er det en strategisk målsætning for Finanstilsynet i de kommende år at lægge øget vægt på formidling af relevant og aktuel information om den finansielle sektor som et middel til at styrke sektoren og dermed tilliden til den. Tankegangen bag er følgende.
Uden gode regnskaber og andre økonomiske oplysninger om de finansielle virksomheder vil det være vanskeligt for kunder og investorer at vurdere den enkelte finansielle virksomheds økonomiske styrke og risikoprofil. I en sådan situation vil disse grundlæggende forhold derfor ikke have tilstrækkelig betydning for konkurrencen mellem de finansielle virksomheder, herunder om investorernes midler. Finanstilsynet vil kunne fremme betydningen af disse forhold ved fastsættelse af regnskabsregler, der bidrager til en øget gennemsigtighed, og ved øget formidling af sammenlignelig information om de finansielle virksomheders økonomiske styrke og risikoprofil. Resultatet heraf må forventes at blive en sundere konkurrence, der fører til styrkelse af den finansielle sektor og dermed tilliden til den.
Samtidig kan Finanstilsynet gennem en øget formidling af indsamlet (tværgående) information om de finansielle virksomheder bidrage til at skærpe opmærksomheden hos ledelsen i en virksomhed, der har en risikoprofil, som er væsentligt højere end andre finansielle virksomheder af samme art.
En opfyldelse af den strategiske målsætning vil også kunne medvirke til at sætte skarpere fokus på snitfladen mellem de enkelte virksomheders ledelse og Finanstilsynet. Herved tydeliggøres det, at den enkelte finansielle virksomhed kan vælge en relativ høj risikoprofil, som ikke nødvendigvis vil være lovmæssigt umedholdelig, men som dog vil kunne give interessenterne, herunder kunderne, et signal om, at denne virksomhed løber større risici end tilsvarende virksomheder, og at det at være underlagt Finanstilsynets tilsyn ikke rokker ved den kendsgerning, at ansvaret for virksomhedens drift påhviler virksomhedsledelsen.
Tydeliggørelse af risikoforhold og -forskelle må alt andet lige forventes at muliggøre, at markedsdeltagere i højere grad vil kunne disponere afhængig af egen grad af risikoaversion, hvilket vil være til gavn for en sundere konkurrence mellem de finansielle virksomheder og sikre en bedre ressourceanvendelse i den finansielle sektor - og dermed også i resten af samfundet. Et øget oplysningsniveau må således forventes at virke adfærdsregulerende på de finansielle virksomheder gennem markedets reaktioner på oplysningerne bl.a. gennem kursjusteringer på virksomhedernes aktier.
Da det må antages, at gennemskueligheden i den finansielle sektor kan øges gennem sammenligning af nøgletal for de enkelte virksomheders økonomiske styrke og risikoprofil, er det en specifik målsætning for Finanstilsynet, at der skal stilles krav om offentliggørelse af nøgletal for alle virksomhedstyper til afspejling af den enkelte virksomheds økonomiske styrke og risikoprofil. I dag stilles sådanne krav kun til forsikringsselskaber, pensionskasser, investeringsforeninger og specialforeninger. En række andre finansielle virksomheder har dog valgt frivilligt at offentliggøre nøgletal.
Nøgletallene skal offentliggøres af hver enkelt virksomhed i forbindelse med regnskabsaflæggelsen og efterfølgende af Finanstilsynet, som samtidig i denne forbindelse beregner og offentliggør sammenlignings(gennemsnits)tal for forskellige delbrancher. På denne måde vil nøgletallene kunne anvendes til også at påvirke kunderne og investorerne i de finansielle virksomheder og ikke alene ledelserne. Offentliggørelsen vil naturligt kunne ske via Finanstilsynets hjemmeside på Internettet, hvilket for tiden forberedes.
Der er igangsat et arbejde med henblik på at få etableret nøgletalskrav på de virksomhedsområder, der endnu udestår. Der formodes som nævnt at ligge en positiv adfærdsregulerende effekt i en sådan systematisk brug af nøgletal. På kundesiden vil en øget gennemsigtighed som her skitseret formentlig ikke direkte have relevans for de mindre kunder, idet disse i højere grad må antages i første omgang at lægge vægt på blandt andet prisforhold. Pressens og analytikernes behandling af de skitserede udvidede oplysningsforpligtelser, de større kunders dispositioner på baggrund heraf, samt som nævnt ikke mindst den adfærdsregulering for de finansielle virksomheder, der må antages at ligge i denne udvidede gennemsigtighed, vil dog indirekte kunne få betydning for også de mindre kunders dispositioner for så vidt angår valg af finansiel virksomhed.
Lidt bredere vil en øget vægt på informationsformidling også indebære en generel øget adgang til ikke-tavshedsbelagte oplysninger hos Finanstilsynet, hvilke som hovedregel vil være informationer, som enten er anonymiserede eller offentliggjort af den pågældende virksomhed selv - eventuelt efter krav fra Finanstilsynet.
Informationskanalen vil her også naturligt være Internettet. Også det lovgivningsgrundlag, der gælder for de finansielle virksomheder samt principielle afgørelser vil være at finde på Finanstilsynets hjemmeside. Hensigten med at øge kendskabet til Finanstilsynets virksomhed er, at den større åbenhed om generelle og ikke-tavshedsbelagte forhold skal medvirke til at fjerne noget af mystikken omkring Finanstilsynets arbejde og derigennem skabe mere realistiske forventninger til Finanstilsynet.
Finanstilsynet anvendte i 1998 ca. 6 % af sine samlede ressourcer til faglige hovedmål på informationsvirksomhed, jf. figur 1.2. Det var den mindste ressourceanvendelse på de forskellige af Finanstilsynets faglige hovedmål. Som det er fremgået af det foranstående, må det forventes, at denne andel stiger lidt i de kommende år.
Det videre arbejde
Opfyldelsen af målsætningerne i det strategiske grundlag vil være en del af Finanstilsynets arbejde i de kommende år. Det vil blandt andet ske i form af gennemførelsen af en række strategiske projekter, som skal udføres samtidig med det daglige arbejde.
De strategiske projekter vil ikke alene omfatte de faglige hovedmål - men også hjælpefunktioner samt generel ledelse og administration. Udgifterne til de sidstnævnte formål udgjorde i 1998 ca. 37 % af Finanstilsynets samlede udgifter, jf. figur 1.1.
Med offentliggørelsen af de væsentligste dele af det strategiske grundlag håber Finanstilsynet at have skabt større forståelse for Finanstilsynets virksomhed og ad den vej skabt mere realistiske forventninger til Finanstilsynet. Det er i sig selv en af de specifikke målsætninger i det strategiske grundlag.
Samtidig håber Finanstilsynet at have gjort det klart, at det er en væsentlig målsætning for Finanstilsynet løbende at udvikle og tilpasse mål og midler i takt med ændringer i de ydre rammer - det vil sige den finansielle sektor, det politiske system og den øvrige offentlighed. Ikke mindst den hastige udvikling inden for den finansielle sektor nødvendiggør et dynamisk tilsyn som forudsætning for en effektiv og hensigtsmæssig varetagelse af de samfundsmæssige interesser vedrørende den finansielle sektor.
Koncentration
Pengeinstitutmarkedet har i 1998 bevæget sig i retning af lidt større koncentration. Dette er en fortsættelse af tendensen de senere år, hvor koncentrationsgraden er øget. Udviklingen i koncentrationsgraden for pengeinstitutter i Danmark kan angives ved Herfindahl-indekset[1].
Indekset kan antage værdier i intervallet 0 til 10.000. Værdien 0 angiver uendelig mange små virksomheder, mens 10.000 angiver rent monopol. De amerikanske konkurrencemyndigheder anvender en tommelfingerregel, der siger, at et marked har en lille koncentration, hvis indeksværdien er 1.000 eller derunder. Tilsvarende er der stor koncentration på markedet, hvis indeksværdien overstiger 1.800. En indeksværdi på 1.000 svarer f.eks. til et marked med 10 lige store virksomheder.
Tabel 2.1.1
Herfindahl-indeks for pengeinstitutter målt på arbejdende kapital
| 1989 | 1990 | 1991 | 1992 | 1993 | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 |
| 797 | 1863 | 1624 | 1579 | 1660 | 1584 | 1784 | 1854 | 1947 | 1953 |
Det ses af tabellen, at koncentrationsgraden i pengeinstitutsektoren er øget markant siden 1989. Udviklingen er således gået fra en sektor med en lille koncentration til en sektor med en forholdsvis høj koncentration, jf. udviklingen i indeksniveauet, som er under 800 i 1989 og omkring 1800 i årene derefter.
Denne udvikling kan tilskrives det strukturskift, som fandt sted i 1990 med fusionen af Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken samt fusionen af SDS, Privatbanken og Andelsbanken til Unibank ligeledes i 1990. Hvor det største pengeinstitut tidligere havde siddet på mellem 16 og 17 % af markedet målt på arbejdende kapital[2], var dette tal efter fusionerne steget til godt 30 %. Andelen for de 2 største pengeinstitutter var tilsvarende steget fra et niveau på knap 30 % til knap 60 %.
Herfindahl-indekset viser dog, at koncentrationen for pengeinstitutterne i de følgende år er under niveauet for fusionsåret, selvom der i øvrigt er tale om et faldende antal selskaber. Dette må tilskrives effekten af, at de fusionerede pengeinstitutter ikke har kunnet fastholde markedsandelene fra fusionsåret. I 1995 steg indekset igen mærkbart, hvilket afspejler fusionen af Bikuben og Girobank til BG Bank. Først i 1996 kom Herfindahl-indekset op på niveauet for 1990. Dette niveau fastholdes i 1998, hvor indekset er steget svagt i forhold til året før.
I 1998 udgjorde gruppe 1-institutternes (de 5 største institutter) bidrag til indekset 1941 ud af 1953. Gruppe 1-institutternes bidrag var i 1997 1937 ud af 1947. Gruppe 4-institutternes (de 70 mindste institutter) bidrag til indekset er herimod meget lille og udgjorde både 1997 og 1998 omkring 0,01. Gruppernes bidrag illustrerer, at udviklingen i det samlede Herfindahl-indeks er meget afhængig af udviklingen i koncentrationsgraden i de større institutter, og dermed påpeges også, at Herfindahl-indekset alene ikke er velegnet til at udtrykke udviklingstendensen i den enkelte gruppe. En ændring af koncentrationsgraden inden for gruppe 4 ville vanskeligt kunne aflæses i det samlede indeks.
Pengeinstitutternes regnskabsresultater
I tabel 2.1.2 vises uddrag af pengeinstitutternes samlede resultatopgørelser og balancer fra 1994 til 1998. De anførte tal er beregnet på grundlag af institutregnskaber[3].
Tabel 2.1.2
Uddrag af pengeinstitutternes resultatopgørelser og balancer m.v. 1994-1998
| Vækst p.a. 1994-98 |
Vækst 1997-98 |
||||||
| Mia.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Nettorenteindtægter | 30,5 | 28,8 | 27,9 | 27,5 | 28,3 | -1,9 | 2,9 |
| Nettogebyrindtægter | 7,0 | 6,4 | 7,5 | 8,0 | 9,5 | 8,0 | 18,2 |
| Nettorente- og gebyrindtægter | 38,0 | 35,7 | 35,8 | 36,1 | 38,5 | 0,3 | 6,5 |
| Kursregulering af værdipapirer og valuta m.v. | -4,9 | 6,3 | 4,5 | 2,0 | 1,0 | -49,5 | |
| Andre ordinære indtægter | 0,9 | 0,9 | 0,9 | 0,9 | 2,2 | 24,2 | 154,6 |
| Resultat af finansielle poster | 33,9 | 42,9 | 41,2 | 39,0 | 41,7 | 5,3 | 6,9 |
| Udgifter til personale m.v. i alt | 20,0 | 19,9 | 20,0 | 20,5 | 26,5 | 7,3 | 29,3 |
| Afskrivninger og hensæt telser på debitorer (netto) |
7,4 | 5,5 | 3,7 | 2,6 | 2,7 | -21,9 | 7,5 |
| Kursreg. af kapitalinteresser | -0,2 | 2,7 | 2,3 | 2,8 | 3,6 | 28,0 | |
| Ordinært resultat | 1,3 | 15,1 | 14,7 | 13,3 | 14,0 | 81,4 | 5,3 |
| Resultat før skat | 0,0 | 13,0 | 12,8 | 12,7 | 14,0 | 10,4 | |
| Skat | 0,3 | 2,2 | 2,1 | 1,2 | 2,1 | 57,5 | 81,5 |
| Årets resultat | -0,4 | 10,7 | 10,8 | 11,5 | 11,9 | 3,1 | |
| AKTIVER | |||||||
| Udlån | 433,1 | 439,9 | 492,2 | 576,6 | 606,3 | 8,8 | 5,1 |
| Obligationer | 213,1 | 251,2 | 277,9 | 290,8 | 323,9 | 11,0 | 11,4 |
| PASSIVER | |||||||
| Indlån | 535,9 | 564,6 | 618,3 | 670,5 | 695,3 | 6,7 | 3,7 |
| Udstedte obligationer | 14,1 | 20,1 | 30,1 | 51,7 | 54,4 | 40,3 | 5,2 |
| Efterstillede kapitalindskud | 28,5 | 25,5 | 23,4 | 28,8 | 28,1 | -0,3 | -2,4 |
| Egenkapital | 61,7 | 70,0 | 79,6 | 84,3 | 90,8 | 10,1 | 7,7 |
| Balance | 943,7 | 1.014,8 | 1.161,2 | 1.288,6 | 1.450,3 | 11,3 | 12,5 |
| Garantier m.v. | 114,7 | 132,0 | 176,4 | 217,2 | 255,2 | 22,2 | 17,5 |
| Andre forpligtelser | 1.964,0 | 1.784,5 | 2.757,9 | 3.270,5 | 123,9 | -49,9 | -96,2 |
| Antal institutter | 103 | 101 | 100 | 92 | 96 | ||
| Anm.: Der er i tabellen ikke beregnet vækst p.a. for poster med negativ eller nulværdi i 1994. | |||||||
Resultat før skat er steget med 10 %
For pengeinstitutterne er det samlede resultat før skat steget fra 12,7 mia.kr. i 1997 til 14 mia.kr. i 1998, hvilket er en stigning på 10 %.
Resultatet er i lighed med sidste år præget af faldende kursgevinster, som i forhold til 1997 er halverede. Herudover er resultatet præget af en markant stigning i udgifter til personale og administration.
Resultatet påvirkes positivt af tilbagebetaling af moms. Denne tilbagebetaling af moms udgør den væsentligste årsag til væksten i posten andre ordinære indtægter. Andre ordinære indtægter er steget med 155 % fra 857 mio.kr. i 1997 til 2,2 mia.kr. i 1998.
Resultat efter skat er samlet set kun steget 3 %. Den beskedne fremgang i resultat efter skat skyldes en kraftig stigning i skattebetalingen på 82 %. Stigningen i skatten stammer primært fra en stigning i skatten for gruppe 1-institutterne på 167 %. Gruppe 1-institutternes skat er således steget fra 515 mio.kr. i 1997 til 1,4 mia.kr. i 1998. Den kraftige stigning i skattebetalingen i gruppe 1 skyldes især, at pengeinstitutterne har opbrugt den skatterabat, som tidligere års underskud har givet, og at reglerne for beskatning af pengeinstitutternes forsikringsdatterselskaber er ændret.
Udviklingen i resultat før og efter skat fra 1994 til 1998 er vist i figur 2.1.1. Det fremgår således, at stigningen i resultat før skat fra 1997 til 1998 er mere stejl end stigningen i resultat efter skat.
Figur 2.1.1
Resultatudviklingen 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
Nettorente- og gebyrindtægter
Institutternes nettorenteindtægter er steget 3 % fra 1997 til 1998. Stigningen i nettorenteindtægterne er et brud med de seneste 5 års fald. Mens der for både gruppe 1- og gruppe 2-institutterne har været en stigning i nettorenteindtægterne, har der for gruppe 3-institutterne været et fald på 2 %.
Stigningstakten for gebyrindtægterne har været væsentlig kraftigere med en stigning på 18 % fra 1997 til 1998. Dette viser, at gebyrindtægterne får stadig større betydning for pengeinstitutternes indtjening. Stigningen skal dog ses i lyset af, at gebyrindtægterne fortsat udgør en mindre del (ca. 25 %) af de samlede nettorente- og gebyrindtægter, som også indeholder udbytte. Udviklingen i rente- og gebyrindtægter er vist i figur 2.1.2.
Figur 2.1.2
Udvikling i rente- og gebyrindtægter 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
Kursreguleringer
Kursgevinster på værdipapirer og valuta, der ikke indgår i pensionspuljer, er halveret i forhold til 1997. Det samlede fald dækker over et fald i gruppe 1- og gruppe 2-institutterne på henholdsvis 50 % og 74 %, mens gruppe 3-institutternes kursgevinster steg med 117 %.
Afledte finansielle instrumenter har givet anledning til kurstab i alle
3 grupper. Aktier har især foranlediget et kurstab i gruppe 2- og gruppe
3-institutterne, mens der har været tale om en beskeden kursgevinst på aktier for gruppe
1-institutterne. Alle 3 grupper kan dog notere kursgevinster på
obligationsbeholdningerne.
Ud over de ovenfor nævnte kursgevinster er kursgevinster på værdipapirer, der indgår i pensionspuljer, faldet fra 4,9 mia.kr. i 1997 til 1,4 mia.kr. i 1998 svarende til et fald på 71 %.
Personale- og administrationsudgifter
Udgifterne til personale og administration er steget med 30 % fra 1997 til 1998. Den væsentligste del af stigningen er forårsaget af en kraftig stigning i øvrige administrationsudgifter, som er steget fra 5,9 mia.kr. i 1997 til 10,9 mia.kr. i 1998 svarende til en stigning på 84 %.
En væsentlig årsag til stigningen i øvrige administrationsudgifter er ifølge noterne til årsregnskaberne en fortsat stigning i udgifter til IT-udvikling, udvidelser m.v. En del af stigningen i øvrige administrationsudgifter kan dog forklares ved, at en del udgifter, der tidligere blev ført som ekstraordinære udgifter, nu skal føres under denne post i 1998. De ekstraordinære udgifter udgjorde i 1997 884 mio.kr., mens posten i 1998 er 0.
Totalt set er lønudgifterne og udgifter til pensioner og social sikring steget med 8 %.
Figur 2.1.3
Afskrivninger og hensættelser på debitorer (netto)
[Ikke medtaget i denne version]
Afskrivninger og hensættelser på debitorer
De seneste års fald i afskrivninger og hensættelser på debitorer er afløst af en stigning på 8 %. Stigningen hidrører fra gruppe 2- og gruppe 3-institutterne, som tegner sig for stigninger på henholdsvis 41 % og 52 %. I modsætning til dette er der for gruppe 1-institutterne sket et fald på 10 %. Udviklingen er vist i figur 2.1.3.
Balancen
Pengeinstitutternes samlede balancesum er steget fra 1.289 mia.kr. ultimo 1997 til 1.450 mia.kr. ultimo 1998, hvilket svarer til en stigning på 13 %.
Stigningen kan henføres til gruppe 1- og gruppe 2-institutterne, mens gruppe 3-institutternes balancesum er uændret. Over halvdelen af stigningen i den samlede balancesum skyldes, at afledte finansielle instrumenter m.v. i modsætning til tidligere indgår med bruttobeløb frem for at indgå netto, hvilket delvis forklarer, at gruppe 3-institutterne ikke har oplevet en vækst, da denne gruppe kun i ringe grad anvender afledte finansielle instrumenter.
Udlån er steget med 5 % fra 577 mia.kr. ultimo 1997 til 606 mia.kr. ultimo 1998. Udlånsstigningen har været størst for gruppe 2-institutterne (11 %), mens gruppe 1-institutterne har haft en stigning på 5 %, og gruppe 3-institutterne har haft et udlånsfald på 4 %.
Indlån er i samme periode steget med 4 %. Indlånene i gruppe 1-institutterne er steget med 2 %, i gruppe 2-institutterne med 13 % og i gruppe 3-institutterne med 5 %.
Pengeinstitutternes samlede egenkapital er steget fra 84,3 mia.kr. ultimo 1997 til 90,8 mia.kr. ultimo 1998 svarende til 8 %. Stigningen i egenkapital er størst for gruppe 1- og gruppe 2-institutterne, hvor stigningen udgør 9 %, mens stigningen for gruppe 3-institutterne er på 3 %.
Ikke balanceførte poster
Indholdet af posten andre forpligtelser er ændret betydeligt i årsregnskabet 1998 og indeholder ikke længere købte afledte finansielle instrumenter. Andre forpligtelser er derfor faldet markant og kan ikke sammenlignes direkte med tidligere år.
Pengeinstitutternes samlede udstedelse af obligationer er fortsat stigende. Posten udstedte obligationer er således steget med 5 % fra 51,7 mia.kr. i 1997 til 54,4 mia.kr. i 1998.
Nøgletal
Tabel 2.1.3 viser udvalgte gennemsnitlige nøgletal for pengeinstitutterne i årene 1997 og 1998.
Tabel 2.1.3
Udvalgte gennemsnitlige nøgletal for pengeinstitutter 1997-1998
| 1997 | 1998 | |
| Solvensprocent | 11,61 | 11,32 |
| Kernekapitalprocent | 9,34 | 9,27 |
| Basisindtjening i forhold til primo egenkapital | 11,86 | 12,11 |
| Ordinært resultat i forhold til primo egenkapital | 16,10 | 16,73 |
| Ordinære omkostninger i forhold til ordinære indtægter | 69,19 | 68,80 |
| Renterisiko i forhold til kernekapital efter fradrag | 3,34 | 3,83 |
| Valutakursindikator 1 i forhold til kernekapital efter fradrag | 7,63 | 8,26 |
| Udlån plus hensættelser i forhold til indlån | 89,96 | 90,99 |
| Grunde og ejendomme i forhold til egenkapital | 15,14 | 13,35 |
| Udlån i forhold til egenkapital | 6,84 | 6,68 |
| Hensættelsesprocent i alt | 3,34 | 3,08 |
| Årets afskrivninger og hensættelser i procent af udlån, garantier og hensættelser | 0,24 | 0,25 |
| Årets tab i procent af primohensættelser | 9,61 | 9,72 |
| Anm.: Ved beregningen af nøgletal er der anvendt koncerntal for gruppe 1.
For gruppe 2 er der anvendt koncerntal suppleret med instituttal for de institutter, der
ikke er del af en penge-institutkoncern. For gruppe 3 og den samlede gruppe 1-3 er der
anvendt instituttal. Ved beregningen af 1997-tal er der korrigeret for ekstraordinære poster, således at ekstraordinære poster i modsætning til tidligere år er medregnet i nøgletallene. |
||
Solvensprocenten for sektoren er faldet og udgør i gennemsnit 11,32 % ultimo 1998 mod 11,61 % ultimo 1997. Den samlede solvensprocent dækker over gennemsnitlige solvensprocenter på henholdsvis 10,05 %, 12,88 % og 17,93 % for gruppe 1-, 2- og 3-institutterne.
Basisindtjeningen i forhold til primo egenkapital er steget fra 11,86 % i 1997 til 12,11 % i 1998. Stigningen stammer primært fra en stigning i basisindtjeningen i gruppe 1-institutterne, som er steget fra 15,07 % til 15,70 %, mens gruppe 2- og gruppe 3-institutterne kun er steget med henholdsvis 0,01 og 0,03 procentpoint. Ordinære omkostninger i forhold til ordinære indtægter er faldet fra 69,19 % i 1997 til 68,8 % i 1998.
Forrentningen af egenkapitalen udtrykt ved ordinært resultat i forhold til primo egenkapital er samlet set steget fra 16,10 % i 1997 til 16,73 % i 1998. Nøgletallet for gruppe 1-, 2- og 3-institutterne i 1997 og 1998 er vist i figur 2.1.4. Det fremgår, at der for gruppe 1- og 3-institutterne har været tale om en stigning, mens der for gruppe 2-institutterne har været et fald.
Figur 2.1.4
Ordinært resultat/primo egenkapital
[Ikke medtaget i denne version]
Den gennemsnitlige hensættelsesprocent - det vil sige de samlede hensættelser ultimo året i procent af de samlede udlån, garantier og hensættelser ultimo året - er faldet fra 3,34 % i 1997 til 3,08 % i 1998, hvormed faldet fra tidligere år er fortsat.
2.1.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode
I henhold til bank- og sparekasselovens § 49, stk. 2, skal Finanstilsynet undersøge pengeinstitutternes forhold.
Finanstilsynets tilsynsfunktion udøves dels ved undersøgelser på stedet i de enkelte pengeinstitutter dels ved gennemgang af indberetninger og regnskaber m.v., som pengeinstitutterne løbende skal afgive til Finanstilsynet.
Alle institutter er tildelt en institutansvarlig samt mindst én sagsbehandler. Den institutansvarlige leder undersøgelser i instituttet og forestår sammen med de tilknyttede personer den øvrige sagsbehandling vedrørende instituttet.
Løbende overvågning mellem undersøgelser
Overvågning af et pengeinstitut mellem undersøgelser baserer sig primært på indberetninger fra instituttet. Af løbende indberetninger kan nævnes månedsbalance, solvensopgørelser, indberetning af store engagementer, kvartals- og halvårsregnskaber, foreløbige og endelige årsregnskaber samt revisionsprotokollater fra den interne revision og den valgte revision. Endvidere indberetter pengeinstitutterne løbende oplysninger om likviditetsberedskabet. Hvis Finanstilsynet vurderer, at et institut skal følges med særlig opmærksomhed, vil Tilsynet stille krav om hyppigere indberetning på et eller flere af ovennævnte områder.
Undersøgelser i institutterne
Alle pengeinstitutter er hidtil blevet undersøgt med 3-4 års mellemrum. Dog er institutter, der har problemer, undersøgt oftere. I helt små pengeinstitutter, der ikke har problemer, kan der gå lidt længere tid mellem undersøgelserne. Ud over disse ordinære undersøgelser foretager Finanstilsynet opfølgningsundersøgelser typisk af kortere varighed og med et afgrænset område, f.eks. fonds og likviditet, som mål for undersøgelsen.
En ordinær undersøgelse i et institut indledes som regel med, at Finanstilsynet indkalder beskrivelser af de største engagementer fra instituttet. Hvor mange engagementer der indkaldes, afhænger af instituttets størrelse. Det er målsætningen at gennemgå mindst 50-60 % af instituttets samlede udlån og garantier. I institutter med stor andel i småengagementer vil procentdelen være mindre.
I større institutter vil der ud over gennemgangen af de største engagementer normalt blive foretaget en stikprøveundersøgelse af de resterende engagementer.
Engagementerne indkaldes normalt via instituttets edb-central, der anmodes om at udskrive en oversigt over de største engagementer pr. en given dato. Edb-centralen fremsender herefter materialet til instituttet. Finanstilsynet skriver efter den givne dato til instituttet med instruktion om udarbejdelse af materialet på grundlag af udskrifterne fra edb-centralen. Pengeinstituttet har herefter 6-8 uger til at udarbejde materialet i, hvorefter det indsendes til Finanstilsynet. I pengeinstitutter, der har egen edb-central, følges en individuel procedure.
Forud for undersøgelsen anmodes instituttet endvidere om supplerende materiale hovedsageligt vedrørende likviditets-, fonds- og udlandsområdet.
Inden undersøgelsen gennemgår undersøgerne de indsendte engagementer og det øvrige materiale. Herudover udarbejdes regnskabsanalyser m.v., og pengeinstituttets sager i Tilsynet gennemgås, herunder rapporter fra tidligere undersøgelser.
Selve undersøgelsen på stedet indledes med en generel drøftelse med direktionen og eventuelle øvrige ledende medarbejdere om pengeinstituttets nuværende tilstand, planer for fremtiden m.v.
Herefter gennemlæses bestyrelses- og revisionsprotokoller tilbage til seneste undersøgelse. Ligeledes gennemgås bestyrelsens forretningsorden og bestyrelsens instruks til direktionen.
På baggrund af det indsendte materiale og ajourførte edb-oversigter gennemgås pengeinstituttets større engagementer og eventuelle stikprøveengagementer med direktionen og/eller den/de kreditansvarlige/kreditafdelingen. Formålet er at undersøge, om pengeinstituttets udlån og garantier er korrekt værdiansat i instituttets regnskab. Såfremt dette ikke er tilfældet, kræver Finanstilsynet, at der bliver foretaget en hensættelse til imødegåelse af tab i det efterfølgende regnskab.
Finanstilsynet undersøger tillige pengeinstituttets likviditetsstyring og instituttets likviditet som sådan. Kontrol og styring af handel med og positioner i finansielle instrumenter vurderes, og endelig undersøges det, om der er en særlig kontrolgruppe til varetagelse af dette område.
Herudover undersøges udlands- og fondsafdelinger med henblik på at konstatere, om pengeinstituttet har risikofyldte positioner. Endvidere undersøges det, om instituttet har tilstrækkeligt sikre forretningsgange på disse områder, ligesom det vurderes, om pengeinstituttets ledelse har overblik over forretningsgangene.
Finanstilsynet gennemgår regnskaber, budgetter og kapitaldækningsopgørelser med pengeinstituttets regnskabschef.
Endvidere gennemgår Tilsynet den interne revisions arbejde ved gennemlæsning af instruks/funktionsbeskrivelse og ved et møde med lederen af den interne revision. Finanstilsynet afholder tillige møde med de valgte revisorer, hvor samarbejdet med og imellem instituttets ledelse og pengeinstituttets situation som sådan drøftes.
Såfremt instituttet har væsentlige datterselskaber og/eller udenlandske enheder, vil disse enten indgå i undersøgelsen eller blive underkastet separate delundersøgelser.
Undersøgelsen af et pengeinstitut skal i henhold til bank- og sparekasselovens § 49, stk. 4, afsluttes med et møde med instituttets bestyrelse og direktion samt den interne og den eksterne revision. På mødet redegør Finanstilsynets undersøgere for konklusionerne på undersøgelsen, herunder krav om eventuelle ændringer i hensættelser.
Finanstilsynet sender efter undersøgelsens afslutning en rapport til pengeinstituttets direktion, bestyrelse og revision, hvori der gøres rede for Tilsynets konklusioner. Rapporten fremsendes i 2 eksemplarer, hvoraf det ene skal returneres til Finanstilsynet påført underskrifter af alle modtagende parter.
2.1.2.2. Særlige tilsynsaktiviteter
Undersøgelse af overførsel af hensættelsesengagementer
Finanstilsynet har i begyndelsen af 1999 ligesom i de foregående år kortlagt, i hvilket omfang pengeinstitutterne overtager engagementer fra andre indenlandske pengeinstitutter, hvor det overdragende institut har hensat på engagementet.
Undersøgelsen omfattede engagementer med hensættelser på mindst 100.000 kr., som blev overflyttet i kalenderåret 1998.
De 92 største institutter deltog i undersøgelsen.
Der blev i alt indberettet 1.505 engagementer med en engagementssum på 1.169 mio.kr., en samlet saldo på 1.048 mio.kr. og en samlet hensættelsessum på 592 mio.kr. I forbindelse med overflytningerne havde overdragende institutter måttet afskrive 67 mio.kr. i akkord på i alt 126 engagementer. Omfanget af hensættelsesengagementer overflyttet til andre institutter er fortsat beskedent målt i forhold til institutternes samlede udlån og garantier.
Det generelle billede af overflytningerne viser, at de største institutter afgiver flere engagementer, end de modtager, mens mellemstore og middelstore institutter modtager flere engagementer, end de afgiver. De mindste institutter i Danmark modtog i 1998 en større andel af overflytninger, end der i tilsvarende tidligere undersøgelser er observeret. Dertil skal bemærkes, at de mindste institutter ikke indgår i undersøgelsens indberetningsgrundlag, hvorfor det ikke er belyst, om de mindste institutter i 1998 tilsvarende over-drog flere engagementer af denne type til resten af sektoren.
Alle pengeinstitutter, som deltog i undersøgelsen, fik oplyst, hvor mange engagementer instituttet havde modtaget og afgivet, og hvordan instituttets andel af modtagne og afgivne engagementer stillede sig i forhold til instituttets markedsandel af sektorens samlede udlån og garantier.
På grund af reglerne om tavshedspligt fik institutterne ikke oplysninger om, hvilke "kunder med hensættelser" de havde overtaget.
Undersøgelse af pengeinstitutternes renterisiko og aktierisiko
Finanstilsynet har som led i den løbende overvågning af pengeinstitutternes indberetninger af renterisiko og aktierisiko i sommeren 1998 skrevet til institutter, som pr. juni 1998 havde en høj renterisiko eller en høj aktiekursrisiko.
Der blev skrevet til følgende 3 typer af institutter:
- Institutter med en renterisiko, der udgjorde mere end 15 % af instituttets kernekapital efter fradrag.
- Institutter, der ved en forholdsvis lille rentestigning enten ikke ville kunne overholde solvenskravet på 8 % eller kravet til instituttets minimumskapital.
- Institutter med en beholdning af aktier, som udgjorde mere end 60 % af instituttets kernekapital efter fradrag.
Finanstilsynets formål med skrivelserne var at henlede institutterne på deres risiko samt at sikre sig, at indberetninger var opgjort korrekt.
Undersøgelse af udlånsvækst
I 1998 gennemførte Finanstilsynet en undersøgelse af væksten i udlån fra august 1997 til august 1998.
Baggrunden for undersøgelsen var, at Finanstilsynet i forbindelse med gennemgang af månedsbalancerne for en del gruppe 1-3 institutter kunne konstatere en kraftig stigning i udlån. Stærkt stigende udlån har både i indland og udland tidligere vist sig at kunne være et faresignal.
Tilsynet besluttede derfor at henvende sig til alle institutter (inkl. gruppe 4- institutter) med en stigning i udlånsporteføljen over 20 %.
Institutter med en udlånsvækst over 20 % blev anmodet om at være opmærksom herpå ved fremtidige overvejelser om instituttets kreditpolitik.
Institutter med en udlånsvækst på 25 % eller derover, hvor udlånene samtidig udgjorde mere end 2 gange egenkapitalen, blev anmodet om at redegøre for årsagerne til stigningen, samt hvilke overvejelser institutternes ledelse havde gjort sig i relation hertil.
Størstedelen af adspurgte institutter begrundede væksten i udlån med øgede kreditter til bolig- og byggeformål, og institutterne gav indtryk af, at væksten i udlånene var kontrolleret.
Tilsynet gennemførte en tilsvarende undersøgelse i 1997. Kun ganske få institutter havde begge år en udlånsvækst over 20 %.
2.1.3. Pengeinstitutter. Antal og ændringer
Antallet af danske pengeinstitutter (inkl. 4 pengeinstitutter på Færøerne og 1 på Grønland) var pr. 31. december 1998 i alt 191.
I 1998 har 4 fusioner fundet sted blandt pengeinstitutter:
| 0586 | Lundforlund og Gjerlev Sogns Spare- og Lånekasse | Fusioneret med Skælskør Bank Aktieselskab som fortsættende selskab. |
| 0588 | Spare- og Laanekassen i Stillinge Sogn | Fusioneret med Slagelse Sparekasse som fortsættende selskab. |
| 4057 | Nordania Leasing Bank A/S | Fusioneret med Den Danske Bank A/S som fortsættende selskab. |
| 13280 | J.A.K. Andelskassen Fyn | Fusioneret med Folkesparekassen som fortsættende selskab. |
2.1.4. Udenlandske institutters virksomhed i Danmark
15 udenlandske kreditinstitutter havde pr. 1. april 1999 etableret eller anmeldt etablering af filial i Danmark. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
124 udenlandske kreditinstitutter havde pr. 1. april 1999 meddelt at have til hensigt at udøve grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
8 udenlandske kreditinstitutter havde pr. 1. april 1999 oprettet repræsentationskontor i Danmark. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.1.5. Danske institutters virksomhed i udlandet
5 danske pengeinstitutter havde pr. 1. april 1999 etableret filial/filialer i udlandet. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
4 danske pengeinstitutter havde pr. 1. april 1999 meddelt grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i andre EU/EØS-lande. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.1.6. Visse kreditinstitutter. Antal og ændringer
Pr. 31. december 1998 var Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, der indtil 1. juni 1996 var omfattet af lov om visse kreditinstitutter, omfattet af lov om banker og sparekasser m.v., jf. lovens § 7.
2.1.7. Sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort. Antal og ændringer
Antallet af virksomheder omfattet af lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort (indtil 22. maj 1996 omfattet af lov om visse spare- og udlånsvirksomheder) var pr. 31. december 1998 i alt 9.
I 1998 har PBS Danmønt A/S fået tilladelse til at udstede forudbetalte betalingskort
[1] Herfindahl-indekset for et givet år er defineret som: H=[Summen fra i=1 til n af:] (ki x 100/K) x 2 hvor K=[Summen fra i=1 til n af:] ki, i=1,..,n er antallet af institutter og ki er den arbejdende kapital ultimo året for institut i.
[2] Den arbejdende kapital er defineret som egenkapital + efterstillede kapitalindskud + indlån + udstedte obligationer.
[3] Tallene dækker pengeinstitutterne i gruppe 1-3, dvs. pengeinstitutter med en arbejdende kapital på over 250 mio.kr.
Gruppe 1 består af de 5 største institutter. Grænsen er en arbejdende kapital på 25 mia.kr.
Gruppe 2 består af de 16 næststørste pengeinstitutter, i 1997 af 15 pengeinstitutter, der har en arbejdende kapital på mellem 3 mia.kr. og 25 mia.kr.
Gruppe 3 består af de resterende pengeinstitutter med en arbejdende kapital over 250 mio.kr. I 1998 bestod gruppen af 74 institutter, mens den i 1997 bestod af 72 institutter.
Koncentration
Realkreditinstitutsektoren er karakteriseret ved at have en overordentlig høj koncentrationsgrad, om end den har været faldende i løbet af 1990'erne. Udviklingen i koncentrationsgraden for realkreditinstitutter kan angives ved Herfindahl-indekset[1].
Herfindahl-indekset kan antage værdier i intervallet 0 til 10.000. Værdien 0 angiver uendelig mange små virksomheder, mens 10.000 angiver rent monopol. De amerikanske konkurrencemyndigheder anvender en tommelfingerregel, der siger, at et marked har en lille koncentration, hvis indeksværdien er 1.000 eller derunder. Omvendt er der stor koncentration på markedet, hvis indeksværdien overstiger 1.800. En indeksværdi på 1.000 svarer f.eks. til et marked med 10 lige store virksomheder.
Tabel 2.2.1
Herfindahl-indeks for realkreditinstitutter målt på det samlede udlån
| 1989 | 1990 | 1991[1] | 1992[1] | 1993 | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 |
| 3385 | 3360 | 3352 | 3438 | 3289 | 3069 | 2902 | 2749 | 2604 | 2416 |
| [1] I perioden 1991-92 ændres regnskabsåret, dvs. før 1991 opgøres regnskabet pr. 30/11, men efter 1992 følger det kalenderåret. Da ikke alle institutter skifter praksis i samme år, kan det have en mindre, slørende effekt på udviklingen i indekset. I indekset indgår realkreditinstitutter under tilsyn af Finanstilsynet samt Dansk Landbrugs Realkreditfond. | |||||||||
Det ses af tabellen, at koncentrationsgraden i realkreditsektoren lå på et relativt stabilt niveau i perioden 1989-1991 for herefter fra 1992 og i hvert af de følgende år at udvise en stadig faldende tendens. Koncentrationen ligger dog i alle år på et relativt højt niveau. Udviklingen fra 1992 og fremefter afspejler dels reaktiveringen af 2 ældre realkreditvirksomheder, Totalkredit og Landsbankernes Reallånefond, der tidligere havde status af afviklingsselskaber, dels etableringen af Unikredit, Danske Kredit og FIH Realkredit. Et enkelt selskab, IRF, blev i 1992 fusioneret med Nykredit, hvilket afspejles i en stigning i indeksværdien fra 1991 til 1992.
Realkreditinstitutternes regnskabsresultater
Tabel 2.2.2 omfatter udvalgte hovedtal for realkreditinstitutternes resultatopgørelser og balancer for perioden 1994-1998. Endvidere er anført den procentuelle ændring fra 1994 til 1998 og fra 1997 til 1998. De anførte tal er beregnet på grundlag af institutregnskaber.
Tabel 2.2.2
Uddrag af realkreditinstitutternes resultatopgørelser og balancer 1994-1998
| Vækst p.a.1994-98 | Vækst 1997-98 | ||||||
| Mia.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Nettorenteindtægter | 10,2 | 7,7 | 7,9 | 8,0 | 8,9 | -3,4 | 11,5 |
| Nettorente- og gebyrindtægter | 11,0 | 8,2 | 8,3 | 8,4 | 9,3 | -4,3 | 10,7 |
| Kursreguleringer i alt | -4,7 | 2,1 | 1,6 | 2,0 | 0,2 | - | -87,5 |
| Resultat af finansielle poster | 6,5 | 10,4 | 10 | 10,4 | 9,6 | 10,6 | -7,7 |
| Udgifter til personale m.v. og administration | 2,1 | 2,0 | 2,3 | 2,5 | 3,1 | 10,3 | 21,1 |
| Afskrivninger og hensættelser på udlån | 3,0 | 1,0 | 0,5 | -0,2 | -0,3 | - | 36,7 |
| Kursregulering af kapitalinteresser | 0,0 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | - | 7,9 |
| Resultat før skat | 1,4 | 6,7 | 6,4 | 7,6 | 6,4 | 46,4 | -16,6 |
| Årets resultat | 1,1 | 5,2 | 4,8 | 5,3 | 4,5 | 42,1 | -15,1 |
| AKTIVER | |||||||
| Tilgodehavender hos kreditinstitutter | 37,0 | 58,0 | 50,9 | 61,6 | 71,9 | 18,0 | 16,7 |
| Udlån i alt | 796,8 | 820,1 | 865,3 | 919,4 | 992,6 | 5,7 | 7,9 |
| Obligationer og aktier | 57,7 | 64,0 | 67,9 | 76,7 | 99,1 | 14,5 | 29,3 |
| PASSIVER | |||||||
| Gæld til kreditinstitutter | 4,1 | 1,9 | 2,6 | 22,4 | 52,9 | 769,3 | |
| Udstedte realkreditobligationer og værdipapirer | 827,0 | 867,7 | 908,5 | 976,3 | 1.056,1 | 6,3 | 8,2 |
| Efterstillede kapitalindskud | 3,9 | 4,2 | 4,4 | 4,7 | 5,7 | 9,8 | 21,4 |
| Egenkapital | 37,4 | 43,8 | 52,8 | 58,2 | 62,4 | 13,7 | 7,2 |
| Balance | 897,4 | 948,2 | 990,8 | 1066,1 | 1.173,1 | 6,9 | 10,0 |
| Ikke-balanceførte poster i alt | 10,5 | 9,1 | 4,2 | 10,6 | 20,5 | 18,1 | 94,5 |
| SOLVENS | |||||||
| Solvensprocent[1] | 10,9 | 11,9 | 13,0 | 13,4 | 13,1 | ||
| [1]Solvensprocenten er opgjort ekskl. årets konsolidering. | |||||||
For realkreditinstitutterne er det samlede før skat resultat faldet fra 7,6 mia.kr. i 1997 til 6,4 mia.kr. i 1998. Efter skat er det samlede resultat faldet fra 5,3 mia.kr. til 4,5 mia.kr. i samme periode. Resultatændringen skyldes i det væsentlige, at stigende nettorente- og gebyrindtægter mere end opvejes af mindre kursreguleringer og større udgifter til personale og administration. Nettorente- og gebyrindtægter er således steget med 0,9 mia.kr. (til 9,3 mia.kr.), hvilket mere end modsvares af, at kursreguleringerne er reduceret med 1,8 mia.kr. (til 0,2 mia.kr.), og udgifter til personale og administration er steget med 0,6 mia.kr. (til 3,1 mia.kr.).
I lighed med det foregående år har realkreditinstitutterne netto tilbageført afskrivninger og hensættelser på udlån (+ 0,3 mia.kr. i 1998 mod + 0,2 mia.kr. i 1997).
Realkreditinstitutternes samlede balancesum er steget fra 1.066 mia.kr. i 1997 til 1.173 mia.kr. i 1998 svarende til en stigning på 10 %. På aktivsiden afspejles balancevæksten primært i stigende udlån (+ 73 mia.kr. til 993 mia.kr.) og sekundært i en stigende beholdning af obligationer og aktier (+ 23 mia.kr. til 99 mia.kr.). På passivsiden afspejles balancevæksten primært i en vækst i udstedte realkreditobligationer (+ 80 mia.kr. til 1.056 mia.kr.) og sekundært i en øget gæld til kreditinstitutter (+ 20 mia.kr. til 22 mia.kr.).
Realkreditinstitutternes samlede egenkapital er steget fra 58 mia.kr. i 1997 til 62 mia.kr. i 1998 lig med en vækst på 7 %.
Solvensprocent
Af nedenstående tabel fremgår det, at alle realkreditinstitutter opfylder lovens krav om en solvensprocent på minimum 8 %. Institutterne ligger endda et godt stykke over dette minimumskrav, idet det institut, der har den laveste solvensprocent, ligger 33 % over minimumskravet.
Tabel 2.2.3
Solvensprocent fordelt på institutter
| % | BRF | RD | N | TK | LRF | UK | DK | FIH | BG |
| Pr. 31.12.1998 | 12,9 | 11,5 | 13,5 | 10,8 | 257,5 | 11,1 | 10,6 | 14,6 | 56,6 |
| Pr. 31.12.1997 | 12,4 | 13,2 | 13,4 | 11,0 | 311,1 | 11,5 | 10,8 | 24,9 | |
| Anm.: Solvensprocenterne er opgjort ekskl. årets konsolidering. Der er foretaget afrunding i tabellen. |
|||||||||
Realkreditinstitutternes udlånsudvikling 1994-1997
Realkreditinstitutternes samlede udlånsmasse er fra 1994 til 1998 steget med godt 24,6 %. Fra 1997 til 1998 steg udlånsmassen med 73,2 mia.kr. Endvidere er realkreditinstitutternes samlede udlånsmasse 63,7 % større end pengeinstitutsektorens samlede udlånsmasse ultimo 1998, jf. tabel 2.2.4.
Udlånsmassen for de "nyere" eller mindre institutter, TOTALKREDIT, Unikredit, Danske Kredit, BG Kredit, Landsbankernes Reallånefond og FIH Realkredit udgør 20,0 % af den samlede udlånsmasse ultimo 1998. Der er tale om en markant stigende udlånsandel, idet den ultimo 1997 og 1996 udgjorde henholdsvis 15,9 % og 12,7 %.
Af den samlede udlånsmasse tegner BRFkredit sig for 11,8 %, Realkredit Danmark for 31,5 % og Nykredit for 36,7 % ultimo 1998. For alle 3 realkreditinstitutter er det en mindre udlånsandel i forhold til ultimo 1997, hvor andelene var henholdsvis 12,5 %, 33,1 % og 38,4 %.
I de øvrige realkreditinstitutter, som tilsammen tegner sig for 20,0 % af den samlede udlånsmasse, er det TOTALKREDIT, Danske Kredit og Unikredit, som har de største andele på henholdsvis 5,8 %, 6,2 % og 7,0 %.
Tabel 2.2.4
Samlet udlånsmasse i realkreditinstitutter og pengeinstitutter 1994-1998
| Mio.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 |
| BRFkredit | 121.632 | 117.531 | 115.508 | 115.293 | 117.197 |
| Realkredit Danmark | 293.231 | 292.504 | 294.944 | 304.939 | 312.771 |
| Nykredit | 331.732 | 333.348 | 344.949 | 353.406 | 364.258 |
| TOTALKREDIT | 22.038 | 26.976 | 33.595 | 42.555 | 57.832 |
| Landsbankernes Reallånefond | 746 | 749 | 854 | 908 | 1.034 |
| Unikredit | 9.206 | 22.505 | 37.466 | 52.694 | 69.424 |
| Danske Kredit | 18.203 | 26.258 | 37.033 | 47.730 | 61.907 |
| FIH Realkredit | 242 | 920 | 1.840 | 2.855 | |
| BG Kredit | 5.300 | ||||
| Realkreditinstitutter i alt | 796.789 | 820.143 | 865.269 | 919.365 | 992.578 |
| Pengeinstitutter i alt | 432.714 | 439.355 | 491.645 | 576.629 | 606.264 |
| Anm.: Der er foretaget afrunding i tabellen. Opgørelsen omfatter samtlige pengeinstitutter med arbejdende kapital over 250 mio.kr. Disse institutter tegner sig for ca. 99 % af sektorens samlede balance. |
|||||
Nyudlånet i 1998
En anden måde at måle realkreditinstitutternes markedsandele på er ved at se på nyudlånet, som er opgjort i tabel 2.2.5.
Tabel 2.2.5
Nyudlånet for 1998 i realkreditinstitutter
| % | Bruttonyudlånsandele | Nettonyudlånsandele |
| Nykredit | 34,3 | 18,6 |
| Realkredit Danmark | 23,5 | 17,4 |
| BRFkredit | 9,7 | 5,4 |
| TOTALKREDIT | 9,0 | 16,3 |
| Danske Kredit | 9,1 | 15,9 |
| Landsbankernes Reallånefond | 0,2 | 0,2 |
| Unikredit | 12,2 | 19,6 |
| FIH Realkredit | 0,5 | 1,1 |
| BG Kredit | 1,5 | 5,5 |
| Kilde: Danmarks Nationalbank | ||
Det ses af tabellen, at Nykredit har udlånt 34,3 % af det samlede bruttonyudlån i 1998, mens Realkredit Danmark og BRFkredit stod for henholdsvis 23,5 % og 9,7 % af bruttonyudlånet. For de "nyere" institutter har Unikredit den største andel af bruttonyudlånet med 12,2 %, mens Danske Kredit, TOTALKREDIT og BG Kredit har henholdsvis 9,1 %, 9,0 % og 1,5 %. Landsbankernes Reallånefond og FIH Realkredit har tilsammen under 1 % af bruttonyudlånet.
Hvis man fratrækker konverteringer og førtidige indfrielser fra bruttonyudlånet, giver det nettonyudlånet.
Fordelingen af nettonyudlånet er forskelligt fra fordelingen af bruttonyudlånet. Nykredit, Realkredit Danmark og BRFkredit har ifølge nettonyudlånsopgørelsen mindre markedsandele, henholdsvis 18,6 %, 17,4 % og 5,4 %, end angivet i bruttonyudlånsopgørelsen.
Omvendt har de "nyere" realkreditinstitutter Unikredit, Danske Kredit, TOTALKREDIT og BG Kredit tilsvarende større markedsandele efter nettonyudlånsopgørelsen, med henholdsvis 19,6 %, 15,9 %, 16,3 % og 5,5 %.
2.2.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode
I henhold til realkreditlovens § 94, stk. 1, skal Finanstilsynet påse, at realkreditinstitutterne overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør heraf, dog med undtagelse af realkreditlovens § 18 a, stk. 1 og 3.
Finanstilsynets tilsynsfunktion udøves dels ved inspektioner (undersøgelser) dels ved gennemgang af periodiske indberetninger samt ad hoc indkaldt materiale.
Herudover besvarer Finanstilsynet spørgsmål fra realkreditinstitutterne i forbindelse med ændringer af forretningsgange, organisation m.v., hvilket sikrer, at ændringerne sker inden for realkreditlovens rammer.
Inspektioner
Ved inspektioner i realkreditinstitutterne foretager Finanstilsynet såvel totalundersøgelser som specialundersøgelser af udvalgte områder.
Ved totalundersøgelser gennemgås alle realkreditinstituttets funktionsområder, herunder bl.a. ledelse, organisation, forretningsgange/instrukser, rapportering, regnskabstilvejebringelse og koncerninterne transaktioner. Det påses herved, at långivningen, låneadministrationen, fundingen, porteføljeplejen, regnskabstilvejebringelsen og de koncerninterne transaktioner foregår på betryggende vis, samt at instituttets rapporterings- og opfølgningssystemer ligeledes er forsvarligt tilrettelagt.
En totalundersøgelse af et realkreditinstitut foretages typisk, når et nystartet realkreditinstitut har drevet virksomhed i en vis periode og derfor må forventes at være "kommet på plads" med hensyn til forretningsgange m.v.
Bortset fra sådanne totalundersøgelser af nystartede institutter foretages der udelukkende undersøgelser af udvalgte forretningsområder, medmindre specielle forhold vedrørende det pågældende realkreditinstitut tilsiger en ekstraordinær totalundersøgelse.
Specialundersøgelserne kan opdeles i følgende 2 typer inspektioner:
- funktionsundersøgelser
- funktionsaspektundersøgelser
Ved funktionsundersøgelser bliver der foretaget en omfattende gennemgang af alle aspekter af udvalgte funktionsområder. Det kan f.eks. være undersøgelser af instituttets udlånsområde eller fonds- og fundingområde. I denne forbindelse gennemgås alle relevante forretningsgange.
Ved funktionsaspektundersøgelser foretages der alene undersøgelser af aspekter af instituttets virksomhed. Dette kan f.eks. være check af instituttets værdiansættelser ved nyudlån eller check af instituttets hensættelser på engagementer. I denne forbindelse gennemgås alene et relevant udsnit af forretningsgangene.
Specialundersøgelserne har i lyset af konjunktursituationen i 1998 hovedsageligt bestået i kontrol af, om realkreditinstitutterne tilbyder og udbetaler realkreditlån, samt frigiver sikkerheder i overensstemmelse med reglerne herfor.
Herudover er der gennemført et mindre antal undersøgelser af fonds- og fundingområdet.
Udlånstilsyn
Realkreditlovens udlånsbestemmelser er først og fremmest at betragte som et supplement til solvensreglerne. Udlånsreglerne er udtryk for, at et generelt solvenstilsyn ikke anses for tilstrækkeligt, da forudsætningen for, at realkreditobligationer på kort og langt sigt vil blive opfattet som absolut sikre papirer, er at hvert eneste lån, i princippet, ydes mod behørig sikkerhed. Baggrunden for reguleringen af realkreditinstitutternes långivning er således primært obligationernes sikkerhed.
Udlånstilsynet består dels i en kontrol af, at institutterne har de relevante styringsværktøjer i form af interne retningslinier og kontrolforanstaltninger til at forebygge overtrædelse af udlånsbestemmelserne, dels i en kontrol ved gennemgang af udvalgte lånesager af, at bestemmelserne faktisk overholdes, herunder at institutternes værdiansættelser er realistiske. Tilsynet med udlånsområdet sker hovedsageligt via inspektioner.
Ved låneudvælgelsen benytter Tilsynet et edb-udsøgningssystem, der muliggør en mere kvalificeret udvælgelse af lånesagerne, hvor udvælgelseskriteriet f.eks kan være særligt høje belåningsværdier pr. m2 eller betydelig difference mellem belåningsværdierne, hvor flere institutter har tilbudt lån til samme ejendom. Dette medfører, at der til lånesagsgennemgangen både udvælges sager, der påkalder sig særlig opmærksomhed, og sager, der umiddelbart ser tilforladelige ud.
I forbindelse med gennemgangen af lånesager benytter Tilsynet sig endvidere af terminaladgang til Told- og Skattestyrelsens salgsregister (SVUR), der gør det muligt at sammenligne en given ejendoms belåningsværdi med faktiske salg af tilsvarende ejendomme beliggende i samme lokalområde.
De ejendomme, hvor realkreditinstituttets værdiansættelse ved lånesagsgennemgangen umiddelbart virker for høj, besigtiges efterfølgende af Tilsynet, og realkreditinstituttets værdiansættelse af- eller bekræftes.
Solvenstilsyn
Finanstilsynet modtager periodisk realkreditinstitutternes regnskaber, revisionsprotokollater, engagementsbeskrivelser og revisionsattesterede solvensopgørelser. Ud over en gennemgang af de enkelte regnskabsposter og de enkelte elementer i solvensopgørelsen giver disse indberetninger Tilsynet mulighed for at vurdere institutternes indtjening og soliditet. Ved gennemgang af forretningsgange og ved inspektioner kontrolleres validiteten af indberetningerne.
Som led i solvenstilsynet gennemfører Finanstilsynet inspektioner, hvor det kontrolleres, at realkreditinstitutterne overholder § 68, stk. 1-2, i "Bekendtgørelse om realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse m.v.", herunder at hensættelserne er nødvendige og tilstrækkelige til imødegåelse af alle sandsynliggjorte tab.
Tilsyn med markedsrisici
Udgangspunktet for undersøgelsen af institutternes fonds- og fundingområde omfatter gennemgang af forretningsgange, instrukser og risikoopgørelser.
Materialet indkaldes til Finanstilsynet og gennemgås på stedet med ledende medarbejdere i de relevante enheder. Ved undersøgelsen bliver det kontrolleret, om instituttet opfylder realkreditlovens krav på området, ligesom der bliver lagt vægt på, om instituttet i øvrigt har tilrettelagt aktiviteterne på en hensigtsmæssig og forsvarlig måde.
De specifikke undersøgelser på fonds- og fundingområdet afhænger af størrelsen på instituttet samt kompleksiteten og omfanget af de forretninger, som realkreditinstituttet indgår.
Det bliver derfor i hvert enkelt tilfælde vurderet, hvor omfattende en fonds- og fundingundersøgelse skal være.
2.2.3. Realkreditinstitutter. Antal og ændringer
Tilsynet med realkreditinstitutter omfatter følgende realkreditinstitutter:
BRFkredit a/s (BRF)
Danske Kredit Realkreditaktieselskab (DK)
FIH Realkredit A/S (FIH)
Landsbankernes Reallånefond (LRF)
Nykredit A/S (N)
Realkredit Danmark A/S (RD)
TOTALKREDIT Realkreditfond (TK)
Unikredit Realkreditaktieselskab (UK) og
BG Kredit A/S.
Herudover driver Dansk Landbrugs Realkreditfond (DLR), der er under tilsyn i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, realkreditvirksomhed på basis af en særlig lovgivning.
BG Kredit blev godkendt som realkreditinstitut pr. 27. februar 1998, men påbegyndte dog først udlånsvirksomhed i april 1998.
Kapital Holding A/S blev den 29. oktober 1998 dannet efter beslutning ved generalforsamlinger i Realkredit Danmark og BG Bank. Herefter er Kapital Holding A/S moderselskab for Realkredit Danmark, BG Bank og Kapital Service.
2.2.4. Danske realkreditinstitutters virksomhed i udlandet
Nykredit har pr. 1. april 1999 meddelt grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Storbritannien, Sverige og Tyskland.
[1] For en definition af Herfindahl-indekset, se afsnit 2.1.1., Pengeinstitutter m.v. Markedsudvikling, note 1.
2.3. Livs- og skadesforsikringsselskaber samt pensions-kasser
2.3.1.1. Livsforsikringsselskaber
Ifølge et foreløbigt skøn steg livsforsikringsselskabernes præmier i 1998 med over 17 % og udgjorde dermed over 40 mia.kr. I femårsperioden fra 1994 har den gennemsnitlige årlige vækst i præmierne udgjort over 15 %. De udbetalte ydelser fra livsforsikringsselskaberne udviste i samme periode en noget mindre vækst på 6 % årligt.
Livsforsikringsselskabernes driftsomkostninger voksede i 1998 med lidt over 10 %. Den andel af præmierne, der anvendtes til driftsomkostninger, mindskedes således fra 7,2 % til 7,0 %.
Livsforsikringsselskabernes samlede investeringsafkast blev væsentligt mindre i 1998 end i de foregående 2 år. Afkastet faldt til lidt over 30 mia.kr. mod 53,6 mia.kr. i 1997. Opgjort til markedsværdi svarede investeringsresultatet til et afkast på 7,1 % mod 13,7 % i 1997. Nedgangen i investeringsafkastet skyldes især et langt lavere afkast på aktier. Specielt afkastet på danske aktier faldt. I 1998 var livsforsikringsselskabernes gennemsnitlige afkast på danske aktier negativt og udgjorde -2,2 % mod et afkast på 36,6 % i 1997.
Med hensyn til aktivsammensætningen viser udviklingen en fortsat tendens mod stigende aktieandel, der ved udgangen af 1998 nåede op på næsten 24 % af den samlede balancesum. Specielt andelen af udenlandske aktier udviser fortsat høj tilvækst. Ved udgangen af 1998 var andelen af udenlandske aktier lige så høj (ca. 12 %) som andelen af danske aktier.
Ovenstående konklusioner baserer sig på et skøn udarbejdet på grundlag af regnskaber for 1998 fra livsforsikringsselskaber, der tegner sig for ca. 90 % af de samlede præmier i livsforsikringsselskaberne.
Der henvises til tabellerne 2.3.1, 2.3.2, 2.3.3 og 2.3.4 samt figurerne 2.3.1 og 2.3.2.
Tabel 2.3.1
Uddrag af livsforsikringsselskabernes resultatopgørelser og balancer 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| Skøn | 1994-98 | 1997-98 | |||||
| Mia. kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Præmier f.e.r. | 22,9 | 25,4 | 30,6 | 34,3 | 40,4 | 15,2 | 17,6 |
| Forsikringsydelser f.e.r. | 18,1 | 19,7 | 20,3 | 20,8 | 23,1 | 6,4 | 11,1 |
| Fors.m. driftsomkostninger f.e.r. | 2,2 | 2,2 | 2,3 | 2,5 | 2,7 | 6,0 | 10,6 |
| Investeringsresultat | 23,1 | 29,2 | 42,5 | 53,6 | 31,5 | ||
| Forsikringsteknisk resultat f.e.r. | -0,5 | 1,6 | 3,1 | 1,0 | 1,0 | ||
| Årets resultat | 0,7 | 3,5 | 6,0 | 5,9 | 3,2 | ||
| Forsikringsm. hensættelser f.e.r. | 291,0 | 313,7 | 352,5 | 405,4 | 443,4 | 11,1 | 9,4 |
| Egenkapital | 28,7 | 30,9 | 38,8 | 44,4 | 50,5 | 15,2 | 13,7 |
| Balancesum | 328,4 | 352,9 | 400,8 | 456,4 | 505,8 | 11,4 | 10,8 |
Tabel 2.3.2
Gennemsnitlige nøgletal for livsforsikringsselskaber
| Skøn | 1994-98 | |||||
| 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | p.a. | |
| Afkast før realrenteafgift (%) | -1,7 | 14,3 | 13,5 | 13,7 | 7,1 | 9,2 |
| Afkast efter realrenteafgift (%) | -2,2 | 11,3 | 11,3 | 12,2 | 6,0 | 7,6 |
| Afkast efter korrigeret realrenteafgift (%) | -2,5 | 10,1 | 10,5 | 11,7 | 5,8 | 7,0 |
| Omkostningsprocent (%) | 9,2 | 8,7 | 7,3 | 7,2 | 7,0 | 7,9 |
| Omkostninger som rentemarginal (%) | 0,9 | 0,8 | 0,8 | 0,8 | 0,8 | 0,8 |
| Omkostninger pr. forsikret!(kr.) | 777 | 758 | 749 | 768 | 847 | 780 |
| Omkostningsresultat (%) | -0,05 | -0,05 | -0,03 | -0,13 | -0,11 | -0,07 |
| Risikoresultat (%) | 0,13 | 0,22 | 0,25 | 0,28 | 0,32 | 0,24 |
| Bonusreserve (%) | 2,4 | 7,4 | 12,2 | 17,7 | 9,0 | 9,6 |
| Egenkapitalreserve (%) | 3,8 | 3,9 | 5,7 | 7,2 | 9,9 | 6,1 |
| Solvensgrad (%) | 150 | 154 | 166 | 175 | 180 | 165 |
Tabel 2.3.3
Aktivernes sammensætning i livsforsikringsselskaber 1994-1998
- opgjort til markedsværdi
Skøn |
||||||||||
| 1994 | Andel | 1995 | Andel | 1996 | Andel | 1997 | Andel | 1998 | Andel | |
| Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | |
| Grunde og bygninger | 4,7 | 1,4 | 5,1 | 1,4 | 5,3 | 1,3 | 5,6 | 1,2 | 6,0 | 1,1 |
| Ejendomsaktieselskaber | 25,6 | 7,9 | 27,6 | 7,5 | 30,0 | 7,1 | 35,0 | 7,2 | 30,7 | 5,8 |
| Ejendomme i alt | 30,3 | 9,3 | 32,7 | 8,9 | 35,3 | 8,4 | 40,7 | 8,4 | 36,7 | 6,9 |
| Andre dattervirksomheder | 14,2 | 4,4 | 17,0 | 4,6 | 20,8 | 4,9 | 23,2 | 4,8 | 26,3 | 4,9 |
| Børsnoterede danske aktier | 22,6 | 6,9 | 26,1 | 7,1 | 37,2 | 8,8 | 54,8 | 11,3 | 61,5 | 11,5 |
| Unoterede danske aktier | 2,2 | 0,7 | 1,9 | 0,5 | 1,9 | 0,4 | 2,2 | 0,5 | 2,2 | 0,4 |
| Udenlandske kapitalandele | 14,6 | 4,5 | 17,4 | 4,7 | 25,8 | 6,1 | 42,2 | 8,7 | 62,4 | 11,7 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 39,4 | 12,1 | 45,4 | 12,4 | 64,8 | 15,3 | 99,2 | 20,4 | 126,1 | 23,7 |
| Nom. obligationer i DKK | 160,9 | 49,4 | 184,3 | 50,3 | 214,9 | 50,9 | 229,1 | 47,2 | 236,5 | 44,4 |
| Indeksobligationer i DKK | 53,0 | 16,3 | 60,5 | 16,5 | 61,1 | 14,5 | 66,2 | 13,6 | 71,2 | 13,4 |
| Obligationer i fremmed valuta | 1,7 | 0,5 | 2,2 | 0,6 | 4,2 | 1,0 | 6,1 | 1,3 | 9,0 | 1,7 |
| Obligationer i alt | 215,6 | 66,2 | 247,1 | 67,4 | 280,1 | 66,3 | 301,4 | 62,1 | 316,7 | 59,5 |
| Pantesikrede udlån | 3,9 | 1,2 | 3,7 | 1,0 | 3,4 | 0,8 | 2,9 | 0,6 | 2,5 | 0,5 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 13,4 | 4,1 | 11,8 | 3,2 | 7,8 | 1,8 | 8,5 | 1,8 | 13,6 | 2,6 |
| Investeringsaktiver i alt | 316,9 | 97,3 | 357,6 | 97,5 | 412,2 | 97,6 | 475,9 | 98,0 | 522,0 | 98,0 |
| Øvrige aktiver | 8,8 | 2,7 | 9,2 | 2,5 | 10,2 | 2,4 | 9,7 | 2,0 | 10,7 | 2,0 |
| Aktiver i alt | 325,7 | 100,0 | 366,8 | 100,0 | 422,4 | 100,0 | 485,6 | 100,0 | 532,6 | 100,0 |
| Gæld m.v. | 5,8 | 1,8 | 5,6 | 1,5 | 6,2 | 1,5 | 7,4 | 1,5 | 10,7 | 2,0 |
| Nettoaktiver i alt | 319,9 | 98,2 | 361,2 | 98,5 | 416,2 | 98,5 | 478,2 | 98,5 | 521,9 | 98,0 |
Tabel 2.3.4
Aktivernes afkast i livsforsikringsselskaber 1995-1998
- opgjort til markedsværdi
Skøn |
|||||
| Afkast 1995 | Afkast 1996 | Afkast 1997 | Afkast 1998 | 1995-98 | |
| % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | |
| Grunde og bygninger | 8,4 | 8,5 | 7,8 | 8,7 | 8,4 |
| Ejendomsaktieselskaber | 11,0 | 5,4 | 7,7 | 7,0 | 7,8 |
| Ejendomme i alt | 10,5 | 6,0 | 7,7 | 7,2 | 7,9 |
| Andre dattervirksomheder | 10,9 | 17,4 | 14,1 | 4,6 | 11,7 |
| Børsnoterede danske aktier | 7,8 | 32,7 | 36,6 | -2,2 | 17,6 |
| Unoterede danske aktier | -3,4 | 13,0 | 14,3 | 18,1 | 10,2 |
| Udenlandske kapitalandele | 9,9 | 26,5 | 31,1 | 13,2 | 19,9 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 8,1 | 29,4 | 33,4 | 5,6 | 18,5 |
| Nom. obligationer i DKK | 19,7 | 12,9 | 10,8 | 8,9 | 13,0 |
| Indeksobligationer i DKK | 8,7 | 8,4 | 7,6 | 7,0 | 8,0 |
| Obligationer i fremmed valuta | 12,0 | 9,2 | 9,7 | 9,1 | 10,0 |
| Obligationer i alt | 16,7 | 11,8 | 10,1 | 8,3 | 11,7 |
| Pantesikrede udlån | 14,4 | 15,3 | 10,4 | 10,1 | 12,5 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 9,7 | 8,0 | 6,7 | 6,4 | 7,7 |
| Investeringsaktiver i alt | 14,3 | 13,8 | 14,0 | 7,2 | 12,3 |
| Øvrige aktiver | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Aktiver i alt | 14,0 | 13,5 | 13,7 | 6,9 | 12,0 |
| Gæld m.v. | -3,3 | -4,8 | -3,8 | -4,1 | -4,0 |
| Nettoaktiver i alt | 14,2 | 13,6 | 13,7 | 7,1 | 12,1 |
Figur 2.3.1
Præmier, forsikringsydelser og investeringsresultat i
livsforsikringsselskaber 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
Figur 2.3.2
Afkastnøgletal i livsforsikringsselskaber 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
2.3.1.2. Tværgående pensionskasser
Indbetalingerne af medlemsbidrag til de tværgående pensionskasser steg med over 10 % i 1998 og nåede dermed op på 8,4 mia.kr. Stigningen oversteg den årlige gennemsnitlige tilvækst i medlemsbidragene i femårsperioden fra 1994, som udgjorde 9,4 %.
De tværgående pensionskasser realiserede i 1998 et lidt lavere investeringsafkast (6,1 %) end livsforsikringsselskaberne (7,1 %). Forholdet må tilskrives, at de tværgående pensionskasser besidder en noget højere andel af aktier (33,1 %) end livsforsikringsselskaberne (23,7 %). Aktieafkastet var i 1998 generelt lavere end afkastet af andre investeringsaktiver.
Andelen af udenlandske aktier i tværgående pensionskasser udviser fortsat en høj tilvækst. Ved udgangen af 1998 oversteg andelen (16,7 %) for første gang andelen af danske aktier (14,5 %).
Ovenstående konklusioner baserer sig på et foreløbigt skøn over de samlede regnskabsresultater i 1998 for de tværgående pensionskasser. Skønnet er udarbejdet på baggrund af årsregnskaber fra pensionskasser, der tegner sig for ca. 90 % af de samlede medlemsbidrag i de tværgående pensionskasser.
Visse regnskabstal for de tværgående pensionskasser er påvirket af, at det i 1998 blev obligatorisk at værdiansætte aktier til børskursen. Mange tværgående pensionskasser har tidligere værdiansat deres aktier til en lavere værdi end børskurserne. Ændringen har betydet, at pensionskassernes samlede aktivværdier er øget med virkning for 1998. Ændringen har ikke påvirket resultatopgørelsesposterne, men balanceposterne er ændret. Blandt nøgletallene er specielt konsolideringsnøgletallene (bonusreserve og egenkapitalreserve) påvirket af ændringen.
Der henvises til tabellerne 2.3.5, 2.3.6, 2.3.7 og 2.3.8 samt figurerne 2.3.3 og 2.3.4.
Tabel 2.3.5
Uddrag af tværgående pensionskassers resultatopgørelser og balancer 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| Skøn | 1994-98 | 1997-98 | |||||
| 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % | |
| Medlemsbidrag f.e.r. | 5,9 | 6,4 | 7,0 | 7,6 | 8,4 | 9,4 | 10,7 |
| Pensionsydelser f.e.r. | 3,2 | 3,5 | 3,9 | 4,2 | 4,7 | 9,7 | 10,5 |
| Driftsomkostninger f.e.r. | 0,3 | 0,3 | 0,3 | 0,4 | 0,4 | 6,0 | 3,6 |
| Investeringsresultat | 9,4 | 10,2 | 14,1 | 21,3 | 12,2 | ||
| Teknisk resultat f.e.r. | -0,3 | -0,1 | 2,5 | 3,9 | -0,4 | ||
| Årets resultat | 0,2 | 0,5 | 3,7 | 6,0 | 1,6 | ||
| Pensionsm. hensættelser f.e.r. | 122,6 | 132,9 | 144,5 | 159,4 | 172,0 | 8,8 | 7,9 |
| Egenkapital | 10,6 | 11,1 | 14,9 | 20,5 | 38,0 | 37,5 | 85,4 |
| Balancesum | 135,5 | 145,8 | 161,2 | 181,8 | 211,6 | 11,8 | 16,4 |
Tabel 2.3.6
Gennemsnitlige nøgletal for tværgående pensionskasser 1994-1998
| Skøn | 1994-98 | |||||
| 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | p.a. | |
| Afkast før realrenteafgift (%) | -1,5 | 12,1 | 14,5 | 15,7 | 6,1 | 9,2 |
| Afkast efter realrenteafgift (%) | -2,1 | 9,2 | 12,4 | 14,2 | 5,1 | 7,6 |
| Afkast efter korrigeret realrenteafgift (%) | -2,3 | 8,6 | 12,0 | 14,0 | 5,0 | 7,3 |
| Omkostningsprocent (%) | 4,5 | 4,4 | 4,2 | 4,3 | 4,1 | 4,3 |
| Omkostninger som rentemarginal (%) | 0,3 | 0,3 | 0,2 | 0,3 | 0,2 | 0,3 |
| Omkostninger pr. forsikret (kr.) | 601 | 613 | 627 | 669 | 674 | 637 |
| Omkostningsresultat (%) | -0,08 | -0,06 | 0,01 | -0,10 | 0,04 | -0,04 |
| Risikoresultat (%) | 0,24 | 0,05 | 0,12 | 0,43 | 0,56 | 0,28 |
| Bonusreserve (%) | 5,9 | 9,0 | 13,2 | 17,2 | 5,3 | 10,1 |
| Egenkapitalreserve (%) | 4,1 | 3,8 | 5,6 | 8,5 | 17,3 | 7,9 |
| Solvensgrad (%) | 196 | 188 | 232 | 292 | 482 | 278 |
Tabel 2.3.7
Aktivernes sammensætning i tværgående pensionskasser 1994-1998
- opgjort til markedsværdi
Skøn |
||||||||||
| 1994 | Andel | 1995 | Andel | 1996 | Andel | 1997 | Andel | 1998 | Andel | |
| Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | |
| Grunde og bygninger | 8,8 | 6,2 | 9,7 | 6,2 | 9,9 | 5,5 | 10,2 | 4,9 | 11,5 | 5,2 |
| Ejendomsaktieselskaber | 6,2 | 4,4 | 6,5 | 4,1 | 6,9 | 3,8 | 7,5 | 3,6 | 6,9 | 3,1 |
| Ejendomme i alt | 15,0 | 10,7 | 16,2 | 10,3 | 16,8 | 9,4 | 17,7 | 8,5 | 18,4 | 8,3 |
| Andre dattervirksomheder | 0,4 | 0,3 | 0,4 | 0,3 | 0,5 | 0,3 | 0,8 | 0,4 | 0,8 | 0,4 |
| Børsnoterede danske aktier | 20,6 | 14,7 | 21,9 | 14,0 | 27,1 | 15,1 | 35,7 | 17,2 | 32,1 | 14,5 |
| Unoterede danske aktier | 4,0 | 2,8 | 4,0 | 2,5 | 3,8 | 2,1 | 4,2 | 2,0 | 4,1 | 1,8 |
| Udenlandske kapitalandele | 12,0 | 8,6 | 14,3 | 9,1 | 21,2 | 11,8 | 30,1 | 14,5 | 36,9 | 16,7 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 36,6 | 26,1 | 40,2 | 25,7 | 52,2 | 29,1 | 70,0 | 33,6 | 73,1 | 33,1 |
| Nom. obligationer i DKK | 58,1 | 41,4 | 68,0 | 43,4 | 73,9 | 41,2 | 83,6 | 40,2 | 92,2 | 41,7 |
| Indeksobligationer i DKK | 21,4 | 15,2 | 24,0 | 15,3 | 28,0 | 15,6 | 26,9 | 12,9 | 27,6 | 12,5 |
| Obligationer i fremmed valuta | 1,8 | 1,3 | 1,8 | 1,1 | 2,3 | 1,3 | 2,8 | 1,3 | 3,1 | 1,4 |
| Obligationer i alt | 81,3 | 57,9 | 93,9 | 59,8 | 104,2 | 58,1 | 113,3 | 54,4 | 122,8 | 55,6 |
| Pantesikrede udlån | 2,4 | 1,7 | 1,9 | 1,2 | 1,5 | 0,8 | 1,1 | 0,6 | 0,9 | 0,4 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 1,6 | 1,2 | 1,3 | 0,8 | 1,2 | 0,6 | 1,9 | 0,9 | 1,4 | 0,6 |
| Investeringsaktiver i alt | 137,3 | 97,8 | 153,9 | 98,1 | 176,4 | 98,3 | 204,9 | 98,4 | 217,3 | 98,4 |
| Øvrige aktiver | 3,0 | 2,2 | 3,0 | 1,9 | 3,1 | 1,7 | 3,2 | 1,6 | 3,5 | 1,6 |
| Aktiver i alt | 140,3 | 100,0 | 156,9 | 100,0 | 179,5 | 100,0 | 208,1 | 100,0 | 220,8 | 100,0 |
| Gæld m.v. | 1,0 | 0,7 | 1,2 | 0,8 | 0,9 | 0,5 | 1,0 | 0,5 | 1,1 | 0,5 |
| Nettoaktiver i alt | 139,3 | 99,3 | 155,7 | 99,2 | 178,6 | 99,5 | 207,1 | 99,5 | 219,7 | 99,5 |
Tabel 2.3.8
Aktivernes afkast i tværgående pensionskasser 1995-1998 - opgjort til
markedsværdi
Skøn |
|||||
| Afkast 1995 | Afkast 1996 | Afkast 1997 | Afkast 1998 | 1995-98 | |
| % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | |
| Grunde og bygninger | 8,1 | 5,7 | 7,8 | 9,9 | 7,9 |
| Ejendomsaktieselskaber | 1,6 | 2,5 | 6,2 | 8,5 | 4,7 |
| Ejendomme i alt | 5,2 | 4,0 | 7,1 | 9,4 | 6,4 |
| Andre dattervirksomheder | 16,2 | 27,2 | 6,6 | 8,7 | 14,4 |
| Børsnoterede danske aktier | 7,2 | 31,0 | 37,9 | -5,4 | 16,3 |
| Unoterede danske aktier | 0,6 | 3,7 | 17,5 | 4,9 | 6,5 |
| Udenlandske kapitalandele | 8,1 | 25,5 | 29,6 | 12,8 | 18,7 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 6,8 | 26,4 | 32,2 | 2,8 | 16,4 |
| Nom. obligationer i DKK | 18,7 | 12,7 | 9,8 | 8,4 | 12,3 |
| Indeksobligationer i DKK | 9,1 | 8,1 | 7,4 | 7,0 | 7,9 |
| Obligationer i fremmed valuta | 11,9 | 16,3 | 12,6 | 11,3 | 13,0 |
| Obligationer i alt | 16,0 | 11,6 | 9,1 | 7,9 | 11,1 |
| Pantesikrede udlån | 20,6 | 20,2 | 14,9 | 13,0 | 17,1 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 9,9 | 6,2 | 2,4 | 4,5 | 5,7 |
| Investeringsaktiver i alt | 12,4 | 14,8 | 16,1 | 6,3 | 12,4 |
| Øvrige aktiver | 0,0 | 0,2 | 0,3 | 0,2 | 0,2 |
| Aktiver i alt | 12,2 | 14,6 | 15,7 | 6,2 | 12,1 |
| Gæld m.v. | -1,1 | -1,3 | -1,7 | -1,3 | -1,4 |
| Nettoaktiver i alt | 12,1 | 14,6 | 15,8 | 6,1 | 12,1 |
Figur 2.3.3
Medlemsbidrag, pensionsydelser og investeringsresultat i tværgående
pensionskasser 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
Figur 2.3.4
Afkastnøgletal i tværgående pensionskasser 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
2.3.1.3. Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD)
De samlede bidrag til ATP steg i 1998 med 7,5 % til 6,2 mia.kr., og udbetalingen af ydelser steg med 9,9 % til 3,0 mia.kr.
ATP's investeringsresultat faldt i 1998 til 8,1 mia.kr. fra 25,1 mia.kr. i 1997. Resultatet svarer til et afkast - opgjort til markedsværdi - på 4,8 % mod 16,6 % i 1997. Faldet skyldes især faldet i afkastet på aktier. Aktier bidrog praktisk taget ikke til ATP's investeringsindtægt i 1998.
Der henvises til tabellerne 2.3.9, 2.3.10, 2.3.11 og 2.3.12.
Tabel 2.3.9
Uddrag af ATP's resultatopgørelse og balance 1994-1998
Vækst p.a. |
|||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mia.kr | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Bidrag | 4,7 | 4,6 | 5,2 | 5,8 | 6,2 | 7,6 | 7,5 |
| Pensionsydelser | 2,1 | 2,2 | 2,5 | 2,7 | 3,0 | 9,4 | 9,9 |
| Driftsomkostninger | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,3 | -2,7 |
| Investeringsresulat | 3,9 | 8,7 | 17,7 | 25,1 | 8,1 | ||
| Pensionsm. hensættelser | 127,0 | 138,1 | 158,5 | 186,6 | 198,0 | 11,7 | 6,1 |
| Balancesum | 127,8 | 138,8 | 159,0 | 187,2 | 199,7 | 11,8 | 6,7 |
Tabel 2.3.10
Nøgletal for ATP 1994-1998
| 1994-1998 | ||||||
| 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | p.a. | |
| Afkast før realrenteafgift (%) | -2,7 | 15,0 | 15,6 | 16,6 | 4,8 | 9,6 |
| Afkast efter realrenteafgift (%) | -3,2 | 11,1 | 13,3 | 15,1 | 3,8 | 7,8 |
| Afkast efter korrigeret realrenteafgift (%) | -3,3 | 10,5 | 12,9 | 15 | 3,7 | 7,5 |
| Omkostningsprocent (%) | 1,5 | 1,5 | 1,5 | 1,3 | 1,2 | 1,4 |
| Omkostninger som rentemarginal (%) | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 |
| Omkostninger pr forsikret (kr.) | 18 | 18 | 19 | 18 | 18 | 18,2 |
| Bonusreserve!(%) | 14,3 | 19,4 | 27,1 | 37,4 | 32,0 | 26,0 |
Tabel 2.3.11
Aktivernes sammensætning i ATP 1994-1998 - opgjort til markedsværdi
| 1994 | Andel | 1995 | Andel | 1996 | Andel | 1997 | Andel | 1998 | Andel | |
| Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | |
| Grunde og bygninger | 2,5 | 1,9 | 2,8 | 1,9 | 3,0 | 1,8 | 3,4 | 1,7 | 4,0 | 1,9 |
| Ejendomsaktieselskaber | 0,1 | 0,1 | 0,6 | 0,4 | 1,1 | 0,7 | 1,8 | 0,9 | 2,7 | 1,3 |
| Ejendomme i alt | 2,6 | 2,0 | 3,4 | 2,3 | 4,1 | 2,4 | 5,2 | 2,7 | 6,7 | 3,2 |
| Andre dattervirksomheder | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,01 | 0,00 | 0,01 | 0,01 | 0,01 | 0,0 |
| Børsnoterede danske aktier | 26,5 | 20,7 | 28,7 | 19,6 | 40,3 | 23,8 | 56,8 | 28,7 | 50,0 | 23,9 |
| Unoterede danske aktier | 0,2 | 0,1 | 0,5 | 0,3 | 0,2 | 0,1 | 0,3 | 0,2 | 0,4 | 0,2 |
| Udenlandske kapitalandele | 4,4 | 3,5 | 7,8 | 5,3 | 11,2 | 6,6 | 16,7 | 8,4 | 23,7 | 11,3 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 31,1 | 24,3 | 37,0 | 25,2 | 51,7 | 30,6 | 73,8 | 37,3 | 74,1 | 35,4 |
| Nom. obligationer i DKK | 72,4 | 56,5 | 81,9 | 55,9 | 86,4 | 51,1 | 89,5 | 45,3 | 95,9 | 45,8 |
| Indeksobligationer i DKK | 16,4 | 12,8 | 18,0 | 12,3 | 19,6 | 11,6 | 21,1 | 10,7 | 23,4 | 11,2 |
| Obligationer i fremmed valuta | 1,7 | 1,4 | 2,2 | 1,5 | 2,7 | 1,6 | 3,3 | 1,7 | 5,2 | 2,5 |
| Obligationer i alt | 90,6 | 70,7 | 102,0 | 69,7 | 108,6 | 64,3 | 113,8 | 57,6 | 124,5 | 59,4 |
| Pantesikrede udlån | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,6 | 0,4 | 0,6 | 0,3 | 0,1 | 0,0 |
| Investeringsaktiver i alt | 124,3 | 97,0 | 142,4 | 97,3 | 165,0 | 97,7 | 193,5 | 97,9 | 205,4 | 98,0 |
| Øvrige aktiver | 3,8 | 3,0 | 4,0 | 2,7 | 4,0 | 2,3 | 4,1 | 2,1 | 4,1 | 2,0 |
| Aktiver i alt | 128,1 | 100,0 | 146,0 | 100,0 | 169,0 | 100,0 | 197,7 | 100,0 | 209,5 | 100,1 |
| Gæld m.v. | 0,3 | 0,2 | 0,3 | 0,2 | 0,3 | 0,2 | 0,3 | 0,2 | 1,2 | 0,6 |
| Nettoaktiver i alt | 127,8 | 99,8 | 146,1 | 99,8 | 168,7 | 99,8 | 197,3 | 99,8 | 208,3 | 99,4 |
Tabel 2.3.12
Aktivernes afkast i ATP 1995-1998 - opgjort til markedsværdi
| Afkast 1995 | Afkast 1996 | Afkast 1997 | Afkast 1998 | 1995-98 | |
| % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | |
| Grunde og bygninger | 7,5 | 9,5 | 7,1 | 6,9 | 7,7 |
| Ejendomsaktieselskaber | 0,3 | 3,4 | 4,3 | 8,5 | 4,1 |
| Ejendomme i alt | 7,1 | 8,1 | 6,2 | 7,5 | 7,2 |
| Andre dattervirksomheder | 0,2 | 36,0 | 47,1 | 24,2 | 25,6 |
| Børsnoterede danske aktier | 9,7 | 32,0 | 38,9 | -3,6 | 18,0 |
| Unoterede danske aktier | -0,3 | -14,1 | 0,0 | -8,0 | -5,8 |
| Udenlandske kapitalandele | 9,2 | 31,0 | 28,7 | 10,6 | 19,5 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 9,9 | 31,5 | 36,4 | 0,4 | 18,6 |
| Nom. obligationer i DKK | 19,0 | 11,1 | 8,3 | 8,0 | 11,5 |
| Indeksobligationer i DKK | 7,8 | 7,5 | 6,3 | 5,3 | 6,7 |
| Obligationer i fremmed valuta | 8,9 | 13,4 | 8,8 | 7,9 | 9,7 |
| Obligationer i alt | 17,0 | 10,5 | 8,0 | 7,5 | 10,7 |
| Pantesikrede udlån | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 14,3 | 7,9 | 7,8 | 13,1 | 10,7 |
| Investeringsaktiver i alt | 15,4 | 16,1 | 17,1 | 4,8 | 13,2 |
| Øvrige aktiver | 0,1 | 0,0 | 4,5 | 5,7 | 2,5 |
| Aktiver i alt | 15,0 | 15,8 | 16,8 | 4,8 | 13,0 |
| Gæld m.v. | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Nettoaktiver i alt | 15,0 | 15,6 | 16,6 | 4,8 | 12,9 |
Også LD's investeringsresultat blev væsentligt ringere i 1998 end i 1997. Resultatet faldt fra 7,0 mia.kr. til 2,7 mia.kr. Opgjort til markedsværdi opnåede LD i 1998 et afkast på 5,0 % mod 15,8 % i 1997.
Der henvises til tabellerne 2.3.13, 2.3.14, 2.3.15 og 2.3.16.
Tabel 2.3.13
Uddrag af LD's resultatopgørelse og balance 1994-1998
Vækst p.a. |
|||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mia.kr | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Udbetalte ydelser | 1,0 | 1,0 | 1,0 | 1,0 | 1,2 | 4,3 | 14,3 |
| Investeringsresulat | 4,4 | 3,3 | 6,3 | 7,0 | 2,7 | ||
| Balancesum | 37,0 | 38,4 | 42,6 | 47,8 | 48,8 | 7,2 | 2,0 |
Tabel 2.3.14
Nøgletal for LD 1994-1998
| 1994-98 | ||||||
| 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | p.a. | |
| Afkast før realrenteafgift (%) | 1,1 | 13,3 | 17,3 | 15,8 | 5,0 | 10,3 |
| Afkast efter realrenteafgift (%) | 0,7 | 10,1 | 15,6 | 14,5 | 4,7 | 9,0 |
| Afkast efter korrigeret realrenteafgift (%) | 0,1 | 9,2 | 15,0 | 14,3 | 4,6 | 8,5 |
| Omkostninger som rentemarginal (%) | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,1 |
| Omkostninger pr. kontohaver (kr.) | 27 | 27 | 32 | 35 | 38 | 32 |
Tabel 2.3.15
Aktivernes sammensætning i LD 1994-1998 - opgjort til markedsværdi
| 1994 | Andel | 1995 | Andel | 1996 | Andel | 1997 | Andel | 1998 | Andel | |
| Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | Mia.kr. | % | |
| Grunde og bygninger | 0,7 | 1,9 | 0,8 | 2,0 | 0,9 | 1,9 | 0,9 | 1,8 | 1,0 | 1,9 |
| Ejendomsaktieselskaber | 0,1 | 0,2 | 0,2 | 0,4 | 0,1 | 0,2 | 0,2 | 0,3 | 0,3 | 0,6 |
| Ejendomme i alt | 0,8 | 2,2 | 1,0 | 2,5 | 1,0 | 2,1 | 1,1 | 2,1 | 1,3 | 2,4 |
| Andre dattervirksomheder | 0,1 | 0,4 | 0,1 | 0,4 | 0,2 | 0,4 | 0,1 | 2,1 | 0,1 | 0,3 |
| Børsnoterede danske aktier | 8,8 | 23,3 | 10,1 | 24,6 | 12,8 | 27,9 | 15,0 | 29,2 | 15,1 | 28,8 |
| Unoterede danske aktier | 1,1 | 2,8 | 1,0 | 2,4 | 0,9 | 2,0 | 1,1 | 2,2 | 1,0 | 2,0 |
| Udenlandske kapitalandele | 0,7 | 1,7 | 1,1 | 2,7 | 2,0 | 4,3 | 2,7 | 5,2 | 2,9 | 5,6 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 10,6 | 27,9 | 12,2 | 29,7 | 15,8 | 34,3 | 18,8 | 36,6 | 19,0 | 36,4 |
| Nom. obligationer i DKK | 18,7 | 49,2 | 20,4 | 49,6 | 21,2 | 46,2 | 23,1 | 45,0 | 23,6 | 45,2 |
| Indeksobligationer i DKK | 4,9 | 12,8 | 5,0 | 12,2 | 5,6 | 12,2 | 5,9 | 11,6 | 6,8 | 12,9 |
| Obligationer i fremmed valuta | 0,9 | 2,4 | 1,0 | 2,4 | 1,0 | 2,2 | 1,2 | 2,3 | 1,1 | 2,0 |
| Obligationer i alt | 24,5 | 64,4 | 26,4 | 64,2 | 27,9 | 60,7 | 30,2 | 58,9 | 31,5 | 60,2 |
| Pantesikrede udlån | 0,8 | 2,0 | 0,6 | 1,4 | 0,4 | 0,8 | 0,2 | 0,5 | 0,1 | 0,3 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 0,5 | 1,2 | 0,0 | 0,1 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Investeringsaktiver i alt | 37,3 | 98,1 | 40,4 | 98,3 | 45,2 | 98,3 | 50,2 | 98,3 | 52,0 | 99,5 |
| Øvrige aktiver | 0,7 | 1,9 | 0,7 | 1,7 | 0,8 | 1,7 | 0,9 | 1,7 | 0,3 | 0,5 |
| Aktiver i alt | 38,0 | 100,0 | 41,1 | 100,0 | 45,9 | 100,0 | 51,4 | 100,0 | 52,3 | 100,0 |
| Gæld m.v. | 0,2 | 0,5 | 0,3 | 0,6 | 0,0 | 0,1 | 0,1 | 0,3 | 0,1 | 0,3 |
| Nettoaktiver i alt | 37,8 | 99,5 | 40,8 | 99,4 | 45,9 | 99,9 | 51,2 | 99,7 | 52,2 | 99,7 |
Tabel 2.3.16
Aktivernes afkast i LD 1995-1998 - opgjort til markedsværdi
| Afkast 1995 | Afkast 1996 | Afkast 1997 | Afkast 1998 | 1995-98 | |
| % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | % p.a. | |
| Grunde og bygninger | 8,0 | 4,7 | 11,3 | 18,6 | 10,5 |
| Ejendomsaktieselskaber | -27,8 | -0,9 | 64,8 | 19,4 | 8,9 |
| Ejendomme i alt | 1,6 | 3,9 | 16,9 | 18,7 | 10,0 |
| Andre dattervirksomheder | 6,2 | 16,5 | -12,5 | -10,4 | -0,8 |
| Børsnoterede danske aktier | 7,4 | 32,0 | 27,4 | -3,9 | 14,8 |
| Unoterede danske aktier | 8,4 | 13,4 | 13,5 | 43,0 | 18,8 |
| Udenlandske kapitalandele | 19,8 | 46,2 | 34,1 | 10,3 | 26,9 |
| Øvrige kapitalandele i alt | 8,4 | 32,1 | 27,4 | 0,3 | 16,3 |
| Nom. obligationer i DKK | 18,6 | 12,8 | 11,3 | 9,1 | 12,9 |
| Indeksobligationer i DKK | 8,1 | 7,4 | 6,1 | 4,9 | 6,6 |
| Obligationer i fremmed valuta | 16,2 | 15,9 | 12,5 | 5,3 | 12,4 |
| Obligationer i alt | 16,4 | 11,8 | 10,3 | 8,1 | 11,6 |
| Pantesikrede udlån | 14,9 | 8,1 | 11,7 | 8,8 | 10,8 |
| Andre finansielle investeringsaktiver | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Investeringsaktiver i alt | 16,0 | 17,8 | 16,3 | 5,2 | 13,7 |
| Øvrige aktiver | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 | 0,0 |
| Aktiver i alt | 13,3 | 17,3 | 15,8 | 5,1 | 12,8 |
| Gæld m.v. | 0,0 | -4,7 | -3,4 | -4,5 | -3,2 |
| Nettoaktiver i alt | 13,3 | 17,3 | 15,8 | 5,0 | 12,7 |
2.3.1.4. Skadesforsikringsselskaber
Ifølge et foreløbigt skøn, der baserer sig på årsregnskaber fra selskaber, der tegner sig for ca. 95 % af præmieindtægterne, steg de direkte tegnende skadesforsikringsselskabers præmieindtægter med 2,1 % i 1998. Stigningen var noget lavere end den gennemsnitlige årlige stigning i femårsperioden 1994-1998, der var på 5,1 %.
De direkte tegnende skadesforsikringsselskabers erstatningsudgifter faldt i 1998 med 3,7 %.
Tilsammen bevirkede udviklingen i præmieindtægter og i erstatningsudgifter, at skadesforsikringsselskabernes forsikringstekniske resultater på sjette år i træk forbedredes. Combined ratio, som er et udtryk for, hvor stor en andel af præmieindtægterne forsikringsselskaberne anvender til erstatningsudgifter og driftsomkostninger, udgjorde således præcis 100 % i 1998.
De senere års konstante fald i skadesforsikringsselskabernes combined ratio kan ses som en nødvendig tilpasning til det faldende renteniveau i samme periode. Som følge af den lavere rente kan forsikringsselskaberne ikke, i samme omfang som det tidligere har været muligt, kompensere en høj combined ratio med investeringsafkast.
For første gang i mange år lykkedes det skadesforsikringsselskaberne i 1998 at realisere et lille overskud på forsikringsdriften. Det såkaldte forsikringstekniske resultat, der ud over præmieindtægter, erstatningsudgifter og omkostninger indbefatter renteeffekten af forsikringsvirksomheden (den forsikringstekniske rente) udviste et overskud på 0,3 mia.kr. mod et underskud i årene forud.
Der henvises til tabellerne 2.3.17 og 2.3.18 samt figur 2.3.5.
Tabel 2.3.17
Uddrag af resultatopgørelser og balancer for direkte tegnende
skadesforsikringsselskaber 1994-1998
Vækst p.a. |
|||||||
| Skøn | 1994-98 | 1997-98 | |||||
| Mia. kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Præmieindtægter f.e.r. | 20,7 | 21,8 | 23,1 | 24,8 | 25,3 | 5,1 | 2,1 |
| Erstatningsudgifter f.e.r. | 17,8 | 18,6 | 18,6 | 19,2 | 18,5 | 0,9 | -3,7 |
| Forsikringsm. driftsomkostninger f.e.r. | 5,8 | 6,0 | 6,1 | 6,4 | 6,8 | 4,1 | 7,2 |
| Forsikringsteknisk resultat | -2,8 | -1,6 | -0,9 | -0,4 | 0,3 | ||
| Resultat af investeringsvirksomhed | 0,6 | 5,7 | 6,5 | 5,3 | 4,7 | ||
| Årets resultat | -2,5 | 3,9 | 5,4 | 4,8 | 4,4 | ||
| Forsikringsmæssige hensættelser f.e.r. | 29,5 | 33,1 | 34,4 | 36,4 | 37,8 | 6,4 | 3,7 |
| Egenkapital | 35,2 | 37,4 | 42,2 | 42,4 | 45,0 | 6,3 | 6,1 |
| Aktiver, i alt | 71,6 | 77,3 | 83,5 | 85,2 | 92,2 | 6,5 | 8,2 |
Tabel 2.3.18
Gennemsnitlige nøgletal for direkte tegnende skadesforsikringsselskaber
1994-1998
Vækst p.a. |
|||||||
| Skøn | 1994-98 | 1997-98 | |||||
| Mia. kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Præmieindtægter f.e.r. | 20,7 | 21,8 | 23,1 | 24,8 | 25,3 | 5,1 | 2,1 |
| Erstatningsudgifter f.e.r. | 17,8 | 18,6 | 18,6 | 19,2 | 18,5 | 0,9 | -3,7 |
| Forsikringsm. driftsomkostninger f.e.r. | 5,8 | 6,0 | 6,1 | 6,4 | 6,8 | 4,1 | 7,2 |
| Forsikringsteknisk resultat | -2,8 | -1,6 | -0,9 | -0,4 | 0,3 | ||
| Resultat af investeringsvirksomhed | 0,6 | 5,7 | 6,5 | 5,3 | 4,7 | ||
| Årets resultat | -2,5 | 3,9 | 5,4 | 4,8 | 4,4 | ||
| Forsikringsmæssige hensættelser f.e.r. | 29,5 | 33,1 | 34,4 | 36,4 | 37,8 | 6,4 | 3,7 |
| Egenkapital | 35,2 | 37,4 | 42,2 | 42,4 | 45,0 | 6,3 | 6,1 |
| Aktiver, i alt | 71,6 | 77,3 | 83,5 | 85,2 | 92,2 | 6,5 | 8,2 |
Figur 2.3.5
Præmieindtægter, erstatningsudgifter og forsikringsmæssige drifts-omkostninger
for direkte tegnede skadesforsikringsselskaber 1994-1998
[Ikke medtaget i denne version]
2.3.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode
I henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 240, stk. 1, kan Finanstilsynet undersøge de af loven omfattede forsikringsselskabers forhold. En tilsvarende hjemmel til at undersøge firmapensionskasser findes i lov om tilsyn med firmapensionskasser § 66.
Finanstilsynet udøver sin tilsynsfunktion dels ved gennemgang af regnskaber med revisionsprotokol og årsberetning, som selskaberne skal indsende til Finanstilsynet, dels ved undersøgelse på stedet af de enkelte forsikringsselskaber.
Herudover foretager Finanstilsynet tillige en gennemgang af anmeldelser af det tekniske grundlag m.v. og de aktuarrapporter, som livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser indsender til Finanstilsynet. Selskabernes anmeldelser omfatter bl.a. risikoparametre for dødelighed, invaliditet, bonusfordeling, præmieberegning, depotrenter m.v. Tilsynet foretager ligeledes en gennemgang af livsforsikringsselskabers og pensionskassers registrerede aktiver, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 131.
Hvad angår undersøgelse på stedet, arbejder Tilsynet i øjeblikket på at fastlægge principper for udvælgelse af selskaber. Formålet med at foretage undersøgelse på stedet er at få et overblik over selskabets eller eventuelt koncernens organisation, struktur og ledelseskvalitet samt at få et overblik over selskabets risikoprofil og kapitalstyrke, herunder selskabets indtjening og likviditet. I en undersøgelse af livsforsikringsselskaber og pensionskasser vil der tillige kunne inddrages aktuarmæssige risici.
Der sondres mellem totalundersøgelser og funktionsundersøgelser. Totalundersøgelserne omfatter alle aspekter af selskabernes virke, mens funktionsundersøgelserne omfatter dele af selskabernes aktiviteter, f.eks. investeringer og aktuarmæssige forhold m.v.
En undersøgelse indledes med, at der afsendes en indkaldelsesskrivelse, hvor Tilsynet indkalder materiale for at få en overordnet indsigt i selskabets aktiviteter og måden at strukturere sig på. Det udbedte materiale omfatter eksempelvis forretningsgange, instrukser og organisationsopbygning med funktionsbeskrivelser. I de større selskaber har der forinden været afholdt et møde med direktionen. Det indsendte materiale analyseres, og på baggrund af denne analyse bliver der udarbejdet en undersøgelsesplan, hvor bl.a. undersøgelsen afgrænses.
Selve undersøgelsen på stedet påbegyndes med gennemlæsning af bestyrelses- og revisionsprotokoller ca. 5 år tilbage. Ligeledes gennemgås bestyrelsens forretningsorden og bestyrelsens instruks til direktionen.
På baggrund af det indsendte materiale gennemgås retningslinier og forretningsgange inden for investeringsområdet og fondsforvaltningen, samt inden for andre områder, f.eks. aktuarmæssige områder.
Finanstilsynet undersøger tillige forretningsgange for registeret over de registrerede aktiver.
Selskabets investeringsaktiver og værdiansættelsen heraf vurderes, herunder bl.a. selskabets ejendomme.
Som led i undersøgelserne afholdes møder med eventuelle eksterne porteføljemanagere, ansvarshavende aktuar samt både den valgte og den interne revision.
Når undersøgelsen er afsluttet, meddeler Finanstilsynet sine resultater og konklusioner ved et afsluttende møde, hvor bestyrelsen, direktionen, den ansvarshavende aktuar og revisionen er til stede. Mødet følges op af en skrivelse til selskabet, hvori undersøgelsens konklusioner resumeres. Tilsynet foretager i en række tilfælde en senere opfølgningsundersøgelse.
2.3.3. Forsikringsselskaber samt pensionskasser. Antal og ændringer
2.3.3.1. Livsforsikringsselskaber og pensionskasser
Følgende antal virksomheder har haft koncession til at drive livsforsikrings- og pensionskassevirksomhed her i landet i 1998:
57 aktieselskaber
1 gensidigt selskab
1 filial af et udenlandsk selskab
4 genforsikringsselskaber
31 tværgående pensionskasser
64 firmapensionskasser
Endvidere har pr. 1. april 1999 følgende selskaber ret til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet:
5 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber er anmeldt og notificeret til livsforsikringsvirksomhed her i landet i form af filial. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
81 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber er anmeldt og notificeret til tjenesteydelsesvirksomhed i henhold til 3. livsforsikringsdirektiv fra hovedsædet. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
3 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber er anmeldt og notificeret til tjenesteydelsesvirksomhed i henhold til 3. livsforsikringsdirektiv fra filial i et andet EU/EØS-land. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
I 1998 har følgende selskaber/pensionskasser fået koncession og er dermed optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register:
5. maj 1998 SHB Liv Forsikringsaktieselskab
1. juli 1998 Skandia Link Livsforsikring A/S
30. december 1998 A/S Forsikringsselskabet Codan Invest Liv II.
En redegørelse for det grundlag, hvorpå selskabernes tilladelse efter § 9 i lov om forsikringsvirksomhed er givet, findes i netpublikationen "Teknisk grundlag m.v. ....1997" på Finanstilsynets hjemmeside.
I 1998 har 3 livsforsikringsselskaber/pensionskasser foretaget navneændring:
Danske Liv & Pension Forsikringsaktieselskab til Danske Forsikring Liv, Forsikringsaktieselskab
Kgl. Brand's Livsforsikringsaktieselskab til Skandia Livsforsikring A/S
Rank Xerox Pensionskasse til Xerox Pensionskasse.
Følgende livsforsikringsselskabers/pensionskassers virksomhed er ved overdragelse/fusion i 1998 overgået til andet selskab:
Pensionsafviklingskassen for Funktionærer og Formænd ved Carlsberg Bryggerierne og Tuborgs Bryggerier har overdraget forsikringsbestanden til PFA Pension I, forsikringsaktieselskab.
I 1998 har Finanstilsynet fortsat udstedelsen af koncessioner til firmapensionskasser efter lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. Tilsynets beretning for 1988, afsnit 2.2.1.
59 firmapensionskasser har koncession til at drive pensionskassevirksomhed. For de øvrige 5 bestående firmapensionskassers vedkommende foregår der stadig forhandlinger om teknisk grundlag m.v., hvorfor Tilsynet i medfør af lovens § 74 har forlænget fristen for udstedelse af koncession.
2.3.3.2. Skadesforsikringsselskaber
Følgende antal selskaber har haft koncession til at drive skadesforsikringsvirksomhed her i landet i 1998:
72 aktieselskaber.
84 gensidige selskaber. Heraf 3 gensidige selskaber under lov om forsikringsvirksomhed §§ 192-199 om særlige regler for selskaber med begrænset formål.
2 filialer af udenlandske selskaber.
Andre udenlandske selskaber
Endvidere har pr. 1. april 1999 følgende selskaber fra andre EU/EØS-lande ret til at drive skadesforsikring her i landet:
37 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber, som driver skadesforsikringsvirksomhed her i landet i form af filial i henhold til LFV §§ 211 og 212 samt 2 filialer under afløb. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
161 udenlandske EU-forsikringsselskaber anmeldt og notificeret til "store risici"-tjenesteydelsesvirksomhed i henhold til 2. skadesforsikringsdirektiv. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
234 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber anmeldt og notificeret til tjenesteydelsesvirksomhed i henhold til LFV § 213 fra hovedsædet. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
39 udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber anmeldt og notificeret til tjenesteydelsesvirksomhed i henhold til LFV § 213 fra filial i et andet EU/EØS-land. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
Aktieselskaber
I 1998 har følgende 4 selskaber fået koncession:
1848 DiBa Forsikring A/S (koncession 29. juni 1998)
Enterprise Reinsurance A/S (koncession 11. september 1998)
Nykredit Forsikring A/S (koncession 12. oktober 1998)
Fair Forsikring A/S (koncession 20. november 1998)
Forsikringsselskabet Dafauto A/S i likvidation er ved Sø- og Handelsrettens dekret af 5. august 1998 taget under konkursbehandling. Om selskabets likvidation henvises til "Beretning fra Finanstilsynet 1993".
Efter at Finanstilsynet den 22. januar 1998 tilbagekaldte Inter Forsikring A/S'
koncession, idet selskabet var insolvent, har selskabet efter beslutning af Skifteretten i
Sø- og Handelsretten været behandlet efter konkurslovens
§ 24 med henblik på at få overdraget forsikringsbestanden. Efter at
forsikringsbestanden er blevet overdraget til Zürich International (Deutschland)
Versicherung AG, er Inter Forsikring A/S den 20. januar 1999 blevet erklæret konkurs.
Om likvidation af Krigsforsikringen for Danske Skibe henvises til "Beretning fra Finanstilsynet 1997". Efter likvidationens afslutning er instituttets koncession annulleret den 19. maj 1998 og instituttet opløst.
Reassuranceafviklings-Aktieselskabet er fortsat under konkursbehandling.
Følgende selskaber har ændret navn i 1998:
Forsikringsaktieselskabet Assurance Institutet af 1963 til Rejseforsikring Skandinavien A/S.
Det kongelige octroierede almindelige Brandassurance-Compagni til Skandia Forsikring A/S.
Kgl. Brand's Arbejdsskadeforsikringsaktieselskab til Skandia Arbejdsskadeforsikring A/S.
Gensidige selskaber
Følgende selskabers virksomhed er ved overdragelse/fusion i 1998 overgået til andet selskab:
Brandassuranceforeningen af 1848, gensidig til 1848 DiBa Forsikring A/S. Koncessionen for Brand af 1848 er annulleret den 29. juni 1998, og selskabet er samtidig i henhold til § 168 a i lov om forsikringsvirksomhed tilladt omdannet til Brand af 1848 V.m.b.A.
Forsikringsselskabet Kustos g/s til A/S Forsikringsselskabet Codan. Kustos er herefter trådt i likvidation efter aktieselskabslovens regler om likvidation af solvente selskaber.
Forsikringsselskabet Lunde Brand gs til Forsikringsselskabet Fyn-Langeland G/S.
Følgende selskab har ændret navn i 1998:
Udflytternes Forsikringsselskab G/S til Lokal Forsikring G/S.
Udenlandske selskaber med koncession fra Finanstilsynet
Om overdragelse fra værtslandstilsyn, dvs. fra Finanstilsynets tilsyn til hjemlandstilsyn for filialer af udenlandske EU/EØS-forsikringsselskaber, henvises til omtale under afsnit 2.2.3. i "Beretning fra Finanstilsynet 1994". Filialer, der udøver arbejdsskadeforsikring, var med hensyn til denne branche indtil udgangen af 1998 fortsat koncessioneret og under tilsyn m.v. af Finanstilsynet.
2 filialer af udenlandske selskaber fra lande uden for EØS-området er ultimo 1998 koncessioneret af og under tilsyn af Finanstilsynet.
2.3.4. Udenlandske forsikringsselskabers virksomhed i Danmark
Med hensyn til forsikringstjenesteydelsesvirksomhed samt filialvirksomhed inden for direkte livsforsikring udøvet i Danmark henvises til Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
Med hensyn til forsikringstjenesteydelsesvirksomhed samt filialvirksomhed inden for direkte skadesforsikring udøvet i Danmark henvises til Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.3.5. Danske forsikringsselskabers virksomhed i udlandet
Med hensyn til forsikringstjenesteydelsesvirksomhed inden for direkte livsforsikring i de øvrige EU/EØS-lande udøvet af forsikringsselskaber med hjemsted i Danmark henvises til Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
Med hensyn til forsikringstjenesteydelsesvirksomhed samt filialvirksomhed inden for skadesforsikring i de øvrige EU/EØS-lande udøvet af forsikringsselskaber med hjemsted i Danmark henvises til Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.3.6. Redegørelse om tilsynet med arbejdsskadeforsikrings-
virksomheden 1998
Pr. 1. april 1999 havde 19 selskaber koncession til direkte tegning af arbejdsskadeforsikringer.
Det udvalgsarbejde, som Finanstilsynet iværksatte med repræsentanter fra branchen i efteråret 1996 med henblik på at undersøge, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskadeforsikring kan afgrænses og opgøres, er afsluttet. Udvalgets rapport er under udgivelse.
Ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed blev det besluttet at indføre en ny struktur på arbejdsskadeområdet samt at ophæve de forsikringstekniske særregler om arbejdsskadeforsikring med virkning fra 1. januar 1999.
Finansiering af udgifter ved erhvervssygdomme og pludselige løfteskader blev som konsekvens heraf pr. 1. januar 1999 flyttet ud af forsikringsregi, hovedsagelig fra Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S til den nyoprettede selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Det er fortsat arbejdsgiverne, der gennem bidragsbetaling til AES finansierer udgifterne ved erhvervssygdomme og pludselige løfteskader.
Finansiering af udgifter ved arbejdsulykker sker fortsat ved arbejdsgivernes betaling af præmier til de selskaber, der har koncession til tegning af arbejdsskadeforsikringer. De særregler og udligningsordninger, der har været etableret på arbejdsskadeforsikringsområdet, er ophørt med virkning fra 1. januar 1999. Dækning af den lovpligtige arbejdsulykkesforsikring vil herefter ikke i det væsentlige adskille sig fra øvrig skadesforsikringsvirksomhed i relation til lov om forsikringsvirksomhed.
Der har været afholdt et møde mellem økonomiministeren og de offentlige repræsentanter i de største pengeinstitutter.
I efteråret 1998 er 134 offentlige repræsentanter udnævnt eller genudnævnt. Den 4-årige funktionsperiode for de pågældende offentlige repræsentanter udløb den 31. december 1998.
2.4.1. Fondsbørser, værdipapircentraler m.v.
Københavns Fondsbørs A/S
Med regnskabsmæssig virkning fra 1. januar 1997 blev Garantifonden for Danske Optioner og Futures fusioneret med FUTOP Clearingcentralen A/S. Københavns Fondsbørs, der i mellemtiden ligeledes var omdannet til aktieselskab, opkøbte FUTOP Clearingcentralen A/S, således at FUTOP Clearing-centralen blev et 100 % ejet datterselskab.
Koncernregnskabet for Københavns Fondsbørs A/S indeholder således regnskabstal for moderselskabet Københavns Fondsbørs samt for datterselskabet FUTOP Clearingcentralen.
Koncernen har i 1998 haft samlede indtægter på 148 mio.kr., heraf udgør indtægter fra noteringsafgifter 94 mio.kr. I forhold til 1997 er der tale om en samlet indtægtsstigning på 15,7 %. Denne stigning kan først og fremmest tilskrives en vækst i informationsindtægterne på 21 mio.kr. svarende til en stigning på 68,0 % i forhold til 1997. Samtidig er udgifterne steget fra 110 mio.kr. i 1997 til 125 mio.kr. i 1998 svarende til en stigning på 13,3 %. Stigningen i de samlede udgifter forklares først og fremmest med øgede personaleudgifter i forbindelse med implementeringen af handelssystemet SAX2000.
Årets resultat er på 20 mio.kr., hvilket er en stigning i forhold til 1997 på 17,9 %. Koncernbalancen er på 472 mio.kr., hvoraf 135 mio.kr. er egenkapital. Af denne egenkapital udgøres de 61 mio.kr. af en bunden fondsreserve. Der henvises til tabel 2.4.1.
Tabel 2.4.1
Uddrag af Københavns Fondsbørs' konsoliderede resultatopgørelser og balancer
1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mio.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Noteringsafgifter | 108 | 68 | 76 | 94 | 94 | -3,3 | -0,1 |
| Informationsindtægter | 29 | 29 | 30 | 30 | 51 | 15,4 | 68,0 |
| Omsætning i alt | 138 | 100 | 110 | 128 | 148 | 1,6 | 15,7 |
| Personaleudgifter | 33 | 34 | 37 | 33 | 40 | 5,0 | 19,1 |
| Andre driftsudgifter | 72 | 75 | 71 | 71 | 75 | 1,1 | 6,5 |
| Udgifter i alt | 131 | 114 | 114 | 110 | 125 | -1,2 | 13,3 |
| Finansielle poster, netto | 5 | 5 | 7 | 7 | 6 | 3,6 | -15,3 |
| Ordinært resultat | 13 | -10 | 3 | 25 | 29 | 21,9 | 17,7 |
| Årets resultat | 9 | -13 | -4 | 17 | 20 | 22,1 | 17,9 |
| Aktiver | |||||||
| Anlægsaktiver | 22 | 31 | 10 | 15 | 12 | -13,4 | -19,0 |
| Omsætningsaktiver | 2.461 | 1.715 | 436 | 493 | 459 | -34,3 | -6,8 |
| Passiver | |||||||
| Egenkapital | 80 | 67 | 105 | 118 | 135 | 13,8 | 13,6 |
| Variabel ansvarlig kapital | 180 | 216 | 196 | 232 | 193 | 1,9 | -16,7 |
| Kortfristet gæld | 2.223 | 1.462 | 144 | 157 | 144 | (se anm.) | -8,6 |
| Balance | 2.483 | 1.746 | 445 | 508 | 472 | (se anm.) | -7,1 |
| Anm.: Hovedtallene er for 1994-1996 en sammenlægning af tal fra
Københavns Fondsbørs og fra Garantifonden for Danske Optioner og Futures. Fra og med 1996 er brugernes sikkerhedsstillelser, margindepotkontiene, ikke medtaget som balanceposter i regnskabet, da disse depotkonti overgik fra at være i Garantifondens navn til at være i brugernes navn. Marginkontiene blev pantsat til Garantifonden. Der er som følge heraf ikke udregnet vækstprocenter hverken for den kortfristede gæld eller for den samlede balancesum i perioden 1994-1998. |
|||||||
Værdipapircentralen
Værdipapircentralen kom ligesom Københavns Fondsbørs m.v. under tilsyn af Finanstilsynet i forbindelse med lov om værdipapirhandel af 20. december 1995.
Af tabel 2.4.2 fremgår, at Værdipapircentralen i 1998 har haft indtægter på 150 mio.kr., hvilket er næsten uændret i forhold til 1997. De samlede udgifter er samtidig steget fra at udgøre 123 mio.kr. i 1997 til at udgøre 147 mio.kr. i 1998 svarende til en stigning på 19,2 %. Stigningen i de samlede udgifter skal først og fremmest ses på baggrund af stigningen i personale- og IT-udgifter.
Årets resultat er faldet markant fra at udgøre 11 mio.kr. i 1997 til at udgøre -9 mio.kr. i 1998.
Balancen er tilsvarende blevet reduceret fra at udgøre 114 mio.kr. i 1997 til at udgøre 103 mio.kr. i 1998. Egenkapitalen er faldet fra at udgøre 54 mio.kr. i 1997 til 45 mio.kr. i 1998.
Den samlede obligationsomsætning, der er vist i tabel 2.4.3, blev i 1998 på 28.287 mia.kr. i pålydende værdi, hvilket er en stigning i forhold til 1997 på 21,5 %.
Omsætningen i aktier, investeringsbeviser m.v. var i 1998 på 172 mia.kr. i pålydende værdi, hvilket er 27,4 % mere end i 1997.
Tabel 2.4.2
Uddrag af Værdipapircentralens resultatopgørelser og balancer 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mio.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Basisydelser | 88 | 87 | 100 | 107 | 109 | 3,7 | 2,2 |
| Salg af driftskapacitet | 23 | 27 | 24 | 24 | 20 | -2,5 | -17,7 |
| Indtægter i alt | 138 | 137 | 147 | 149 | 150 | 1,4 | 0,5 |
| Forsendelses- og edb-udgifter m.v. i alt | 34 | 37 | 42 | 42 | 51 | 7,0 | 21,2 |
| Personaleudgifter m.v. i alt | 62 | 65 | 76 | 72 | 86 | 5,6 | 19,3 |
| Udgifter i alt | 107 | 113 | 128 | 123 | 147 | 5,4 | 19,2 |
| Ordinært resultat | 4 | 7 | 3 | 11 | -9 | ||
| Årets resultat | 4 | 7 | 3 | 11 | -9 | ||
| AKTIVER | |||||||
| Anlægsaktiver i alt | 54 | 47 | 43 | 43 | 46 | -2,6 | 7,4 |
| Omsætningsaktiver i alt | 51 | 63 | 69 | 71 | 57 | 1,8 | -20,1 |
| PASSIVER | |||||||
| Egenkapital i alt | 33 | 41 | 44 | 54 | 45 | 5,4 | -16,9 |
| Langfristet gæld i alt | 49 | 44 | 38 | 30 | 24 | -11,0 | -20,3 |
| Kortfristet gæld i alt | 24 | 25 | 31 | 29 | 34 | 5,8 | 14,4 |
| Balance | 105 | 109 | 112 | 114 | 103 | -0,3 | -9,8 |
Tabel 2.4.3
Uddrag af Værdipapircentralens omsætning[1] fordelt på
værdipapirtyper 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mia.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998 | % | % |
| Obligationer, nominelt | 17.478 | 17.754 | 21.299 | 23.276 | 28.287 | 8,4 | 21,5 |
| Aktier, investeringsbeviser m.v., nominelt | 76 | 68 | 99 | 135 | 172 | 14,6 | 27,4 |
| Clearing af handelsbeløb i alt | 11.363 | 12.703 | 15.291 | 16.060 | 22.992 | 12,5 | 43,2 |
| [1] Pålydende værdi af de beholdninger, der i årets løb er flyttet fra én konto til en anden i VP's registreringssystem, inklusive repoforretninger m.v. | |||||||
Finanstilsynet udøver i henhold til værdipapirhandelsloven tilsyn med virksomheder med tilladelse til at drive:
- børsvirksomhed (fondsbørser),
- virksomhed som autoriseret markedsplads,
- værdipapirmæglervirksomhed,
- pengemarkedsmæglervirksomhed,
- clearingvirksomhed og
- registreringsvirksomhed (værdipapircentraler).
Herudover føres tilsyn med værdipapirhandleres og kontoførende institutters virksomhed omfattet af loven.
Fondsbørser
Ved børsvirksomhed forstås regelmæssig drift af et marked, hvor der optages værdipapirer til notering.
Eneste fondsbørs omfattet af værdipapirhandelsloven er Københavns Fondsbørs A/S.
Københavns Fondsbørs blev omdannet til aktieselskab pr. 1. maj 1996.
Fondsbørsen er et reguleret marked omfattet af artikel 16 i direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer.
Autoriserede markedspladser
Ved virksomhed som autoriseret markedsplads forstås regelmæssig omsætning af værdipapirer, som ikke er noteret på en fondsbørs. Den lovmæssige ramme for autoriserede markedspladser blev skabt ved Børsreform II fra 1995.
Tilsynet gav i efteråret 1998 tilladelse til Dansk Autoriseret Markedsplads A/S (Dansk AMP A/S) til at drive virksomhed som autoriseret markedsplads.
Dansk AMP A/S er et reguleret marked omfattet af artikel 16 i direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer.
På Dansk AMP A/S handles aktier udstedt af små og mellemstore virksomheder.
Dansk AMP A/S driver virksomhed i samarbejde med Dansk O.T.C. Fondsmæglerselskab A/S, som opretter og forvalter penge- og depotkonti tilhørende medlemmerne af markedspladsen.
Med henblik på at lette egenkapitaltilførslen til små og mellemstore virksomheder har Erhvervsfremme Styrelsen gennemført en forsøgsordning med tilskud til introduktion af virksomheder på autoriserede markedspladser (børser), herunder det forsøg, der allerede er igangsat med den særlige Vækstbørs på Københavns Fondsbørs for små og mellemstore virksomheder. Målsætningen er at fremme markedet og dermed bidrage til at bringe de autoriserede markedspladser op på en kritisk masse for omsætning af unoterede aktier.
Tilskuddet deles mellem virksomhed og markedsplads og anvendes bl.a. til udfærdigelse af prospekter. Der er afsat 5 mio.kr. til formålet i 1999.
Værdipapirmæglere
Ved værdipapirmæglervirksomhed forstås regelmæssig drift af et marked, hvor der mellem værdipapirhandlere samt Danmarks Nationalbank sammenføres bud og udbud om køb og salg af værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs.
Tilladelse til, at selve virksomheden etableres, gives af Finanstilsynet, jf. nedenfor om pengemarkedsmæglere.
Fondsrådet giver i givet fald tilladelse til, at der kan udføres værdipapirmæglervirksomhed, og kan i forbindelse hermed fastsætte de nærmere vilkår for værdipapirmægleres virksomhed.
Pengemarkedsmæglere
Ved pengemarkedsmæglervirksomhed forstås regelmæssig drift af et marked, hvor der mellem deltagerne på pengemarkedet handles eller udveksles ind- og udlån, pengemarkedsrelaterede værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs, og andre pengemarkedsrelaterede værdipapirer.
Fondsrådet kan fastsætte bestemmelser for pengemarkedsmægleres drift af markeder for pengemarkedsrelaterede værdipapirer, der er optaget til notering eller handel på en fondsbørs. Fondsrådet kan endvidere bestemme, at en pengemarkedsmægler må udøve virksomhed som værdipapirmægler, jf. ovenfor.
Der er givet tilladelse til følgende pengemarkedsmæglervirksomheder:
- Intercapital Scandinavia A/S (tidligere EXCO Scandinavia A/S)
- Garban Denmark A/S (tidligere Harlow Butler (Denmark) A/S, som var det fortsættende selskab ved fusionen den 1. januar 1998 mellem Harlow Butler (Denmark) A/S og Harlow Butler (Danmark) I A/S).
Clearingvirksomhed
Ved clearingvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, som består i på clearingdeltagernes vegne at gennemføre clearing, afvikling eller clearing og afvikling af transaktioner med værdipapirer, herunder at indtræde som part i transaktionerne eller på anden måde sikre transaktionernes gennemførelse.
Clearingvirksomhed må alene drives af clearingcentraler og Danmarks Nationalbank.
Værdipapircentralen og FUTOP Clearingcentralen A/S har tilladelse til at drive clearingvirksomhed.
Værdipapircentralens virksomhed omtales nærmere nedenfor i afsnittet om registreringsvirksomhed.
FUTOP Clearingcentralen A/S blev stiftet den 8. november 1996 som et 100 % ejet datterselskab af Garantifonden for Danske Optioner og Futures.
Den 28. februar 1997 blev Garantifonden for Danske Optioner og Futures og FUTOP Clearingcentralen A/S omdannet med sidstnævnte som fortsættende selskab.
Samtidig med omdannelsen blev der foretaget en kapitalforhøjelse, hvorved selskabet blev et 100 % ejet datterselskab af Københavns Fondsbørs A/S. Garantifonden for Danske Optioner og Futures opløstes samtidig med omdannelsen.
Registreringsvirksomhed
Ved registreringsvirksomhed forstås regelmæssig virksomhed, der består i at registrere fondsaktiver. Ved registrering forstås udstedelse af fondsaktiver gennem en værdipapircentral og indskrivning af rettigheder over disse i et register i værdipapircentralen. Ved fondsaktiver forstås omsættelige dematerialiserede værdipapirer, der er registreret i en værdipapircentral.
Værdipapircentralen har tilladelse til at udøve både clearingvirksomhed og registreringsvirksomhed.
2.4.1.3. Tilsynsaktiviteter ud over virksomhedstilsyn
Finanstilsynet virker i henhold til værdipapirhandelsloven som sekretariat for Fondsrådet og påser som sådan overholdelsen af de bestemmelser i loven og i bekendtgørelser, der henhører under Fondsrådets kompetence. Der henvises i den forbindelse til "Beretning fra Fondsrådet 1998" og tidligere beretninger.
Såvel Fondsrådets som Finanstilsynets kompetence omfatter hele værdipapirmarkedet og er således ikke indskrænket til børsnoterede papirer.
Den af Finanstilsynet i så henseende udførte markedsovervågning har til formål bl.a. at påse, at fondsbørser og autoriserede markedspladser fra udstedere af værdipapirer modtager og offentliggør de fornødne oplysninger, der skal danne grundlag for et gennemsigtigt marked, og at supplere fondsbørsers og autoriserede markedspladsers primære markedsovervågning med sigte på efterforskning af ulovlig kursmanipulation og handel foretaget på baggrund af intern viden ("insiderhandel").
På det grundlag har Tilsynet etableret en egentlig markedsovervågningsfunktion.
Med hensyn til efterforskning af sager om f.eks. formodet misbrug af intern viden eller om ulovlig kursmanipulation forestår Tilsynet den videre sagsbehandling, der i en typisk sag omfatter undersøgelse af nyheder og informationer (trykte, elektroniske eller via Internettet) om det pågældende værdipapir, herunder gennemgang af seneste regnskabsoplysninger etc. Herudover indhentes oplysninger fra bl.a. udstedere, værdipapirhandlere og investorer.
Endvidere undersøges de på Københavns Fondsbørs A/S indberettede handler og handelsnotaer med henblik på at afdække personforbindelser med intern viden. Dette omfatter bl.a. klarlæggelse af familieforhold, nuværende og tidligere ansættelsesforhold m.m., hvor også diverse edb-baserede registre anvendes i muligt omfang.
Såfremt Tilsynet finder tilstrækkelig grund til at antage, at der er sket en overtrædelse af regelgrundlaget, overgives sagen til politiet.
Den i 1996, 1997 og 1998 gennemførte markedsovervågning har bl.a. medført efterforskning af et i forhold til tidligere år langt større antal sager med hensyn til aspekter i relation til insiderhandel og kursmanipulation. Grundlaget for denne efterforskning er i forhold til tidligere ikke alene oplysninger m.v. oversendt fra Københavns Fondsbørs A/S som led i fondsbørsens markedsovervågning, men også oplysninger fra andre kilder, herunder værdipapirmarkedet selv.
Af nedenstående tabel 2.4.4 fremgår, hvor mange sager om misbrug af intern viden og kursmanipulation som Tilsynet har oprettet i 1996, 1997 og 1998.
Tabel 2.4.4
Oprettede sager om misbrug af intern viden m.v.
| 1996 | 1997 | 1998 | |
| Oprettede sager | 40 | 51 | 52 |
| - heraf sager modtaget fra udenlandske myndigheder | 3 | 6 | 1 |
| Sager oversendt til politimæssig efterforskning | 6 | 9 | 4 |
Ved vurderingen af tallene er det vigtigt at understrege, at det i en række sager efter foretagen undersøgelse viste sig, at der ikke længere var grundlag for at fastholde mistanke om lovovertrædelse.
Fra sidste halvdel af 1996 er der blevet indkøbt og implementeret IT-værktøj samt skabt forbindelse til eksterne informationskilder til brug ved Tilsynets varetagelse af markedsovervågningsopgaven. Markedsovervågningen er for så vidt angår IT-værktøj fortsat blevet udbygget i 1997 og 1998.
Tilsynet påbegyndte desuden i 1998 udviklingen af et nyt edb-system til analyse af handler foretaget på Københavns Fondsbørs A/S. I systemet lagres alle handler samt bud og udbud indberettet til fondsbørsen i op til 5 år. Desuden giver systemet mulighed for at sammenholde oplysninger om handler samt bud og udbud med diverse nyhedskilders informationer om det pågældende værdipapir.
Tilsynet forventer desuden i de kommende år at gøre tiltag til yderligere effektivisering af markedsovervågningen, herunder udbygning for så vidt angår IT-værktøj og adgang til eksterne informationskilder.
2.4.2. Fælles datacentraler m.v.
En lang række af de finansielle virksomheder i Danmark har traditionelt overladt hele eller dele af IT-anvendelsen til datacentraler, der har status som værende "fællesejet" af de virksomheder, der benytter disse datacentraler. Udviklingen har vist, at udførelse/gennemførelse af visse IT-opgaver er blevet overladt til datacentraler også uden for den finansielle sektor. Tilsynet følger denne udvikling for at vurdere behovet for tilpasning af lovgrundlaget med henblik på at sikre, at håndteringen af IT-risici kan undersøges, uanset om IT-anvendelsen foretages/foregår internt eller eksternt i forhold til den finansielle virksomhed.
I 1998 er der foretaget tilsyn på stedet af edb-anvendelsen i 2 pengeinstitutter, et fondsmæglerselskab samt et større realkreditinstitut. Som led i tilsynet med sektorens håndtering af år 2000-problemet er der herudover gennemført inspektioner af 10 udvalgte virksomheder, hvor emnet har været genstand for drøftelse.
Der foretages desuden en løbende overvågning af virksomhederne. Tilsynet modtager hvert år revisionsprotokollater fra fællesejede datacentraler samt erklæringer vedrørende Dankort-sikkerheden i de til Dankort-systemet tilsluttede pengeinstitutter og datacentraler.
Der blev i 1998 udsendt skrivelse vedr. år 2000-problemet til samtlige virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet. I skrivelsen påpeges behovet for rettidig afprøvning (test) af både programmel og maskinel. Desuden understregedes spørgsmålet om at udarbejde forretningsgange, der anviser, hvordan virksomheden vil agere i forbindelse med en evt. nødsituation omkring årtusindskiftet. I skrivelsen til kreditgivende virksomheder er opmærksomheden desuden henledt på risikoen som følge af, at kunder ikke har løst deres år 2000-problemer rettidigt.
Tabel 2.5.1 omfatter udvalgte hovedtal for fondsmæglerselskabernes resultatopgørelser og balancer for perioden 1996-1998. Desuden fremgår den procentuelle ændring fra 1997-1998. De anførte tal er beregnet på grundlag af selskabsregnskaber.
Det samlede antal fondsmæglerselskaber udgjorde ultimo 1998 34 mod 33 selskaber ultimo 1997. Trods den lille ændring i antal selskaber skal der ved sammenligning mellem regnskabstal for 1997 og 1998 tages hensyn til, at en væsentlig del af de eksisterende fondsmæglerselskaber først har fået tilladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed i løbet af året 1997 (ultimo 1996 udgjorde antallet af fondsmæglerselskaber 6).
Fondsmæglerselskabernes væsentligste indtægtskilde er kurtager, gebyrer og provisionsindtægter. Indtægterne herfra udgjorde netto 342,8 mio.kr. i 1998 mod netto 289,3 mio.kr. i 1997 lig med en vækst på 19 %. Den resterende del af indtjeningen hidrører fra nettorenteindtægter og aktieudbytter, kursreguleringer samt andre ordinære indtægter i alt lig med 101,2 mio.kr. i 1998 mod 94,6 mio.kr. i 1997 - svarende til en vækst på 7 %. Summen af de nævnte indtægter gav et resultat af finansielle poster på 443,9 mio.kr. i 1998 mod 383,9 mio.kr. i 1997 - svarende til en vækst på 16 %.
På udgiftssiden udgør udgifter til personale m.v. og administration den væsentligste post med 258,5 mio.kr. i 1998 mod 216,6 mio.kr. i 1997, svarende til en stigning på 19 %.
Årets resultat efter skat udgjorde i 1998 118,1 mio.kr. mod 112,6 mio.kr. i 1997, svarende til en stigning på 5 %.
Fondsmæglerselskabernes samlede balancesum er steget svagt fra 1.416,1 mio.kr i 1997 til 1.500,5 mio.kr. i 1998 - svarende til en vækst på 6 %, mens de ikke balanceførte poster har udvist en stigning på 46 % fra 342,4 mio.kr. i 1997 til 499,5 mio.kr. i 1998.
De samlede aktiver på 1.500,5 mio.kr. består primært af obligationer m.v. på 865,6 mio.kr. samt af tilgodehavender hos kreditinstitutter på 386,9 mio.kr.
På passivsiden udgør gæld til kreditinstitutter den største post med 710,4 mio.kr.
Egenkapitalen udgør 472,8 mio.kr. Solvensprocenten ligger fortsat på et højt niveau og andrager 170,7 % i 1998 mod 176,6 % i 1997, hvilket skal ses i forhold til lovens minimumskrav til solvensen på 8 %. Ud over det relative solvenskrav skal fondsmæglerselskaberne opfylde et minimumskrav til kapitalens absolutte størrelse, jf. nærmere afsnit 2.5.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode. Et antal fondsmæglerselskaber er karakteriseret ved at have en relativ høj solvensprocent samtidig med, at selskaberne ligger relativt tæt på minimumskapitalen.
Tabel 2.5.1
Uddrag af fondsmæglerselskabernes resultatopgørelser og balancer 1996-1998
| Vækst | ||||
| 1996 | 1997[1] | 1998 | 1997-1998 | |
| Mio.kr. | 9 selskaber | 33 selskaber | 34 selskaber | % |
| Nettorenteindtægter, aktieudbytte m.v. | 15,4 | 23,3 | 23,8 | 2,1 |
| Netto kurtager, gebyrer, provisionsindtægter m.v. | 42,7 | 289,3 | 342,8 | 18,5 |
| Kursreguleringer | 66,4 | 40,5 | 36,7 | -9,4 |
| Resultat af finansielle poster | 127,9 | 383,9 | 443,9 | 15,6 |
| Udgifter til personale m.v. og administration | 87,0 | 216,6 | 258,5 | 19,3 |
| Andre driftsudgifter m.v. | 15,7 | 27,2 | 32,0 | 17,6 |
| Ordinært resultat | 22,1 | 134,2 | 143,9 | 7,2 |
| Resultat før skat | 42,2 | 134,9 | 137,8 | 2,1 |
| Årets resultat | 29,2 | 112,6 | 118,1 | 4,8 |
| AKTIVER | ||||
| Tilgodehavender hos kreditinstitutter | 292,5 | 287,1 | 386,9 | 34,8 |
| Obligationer m.v. | 262,5 | 969,0 | 865,6 | -10,7 |
| PASSIVER | ||||
| Gæld til kreditinstitutter | 57,6 | 733,7 | 710,4 | -3,2 |
| Anden gæld | 47,6 | 58,2 | 140,3 | 141,1 |
| Andre passiver | 22,9 | 139,1 | 125,9 | -9,5 |
| Efterstillede kapitalindskud | 1,0 | 4,9 | 5,0 | 2,0 |
| Egenkapital | 452,7 | 435,4 | 472,8 | 8,6 |
| Balance | 602,7 | 1416,1 | 1.500,5 | 6,0 |
| Ikke balanceførte poster | 36,2 | 342,4 | 499,5 | 45,9 |
| SOLVENS | ||||
| Solvensprocent | 292,4 | 176,6 | 170,7 | |
| Anm.: De første fondsmæglerselskaber blev godkendt i 1996. Det er
derfor ikke muligt at angive sammenligningstal fra før dette år. [1] 2 fondsmæglerselskaber, der formidlede præmieobligationer, ophørte primo 1998 og indgår ikke i tallene. |
||||
2.5.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode
Finanstilsynet påser i medfør af § 31, stk. 1, i lov om fondsmæglerselskaber overholdelse af loven og de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 12, stk. 1 og 3 (bestemmelserne om forbudet mod spekulation). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 5, stk. 4 og 5 (anmeldelse og registrering).
Med hjemmel i § 31, stk. 2, der henviser til lov om banker og sparekasser m.v., skal Finanstilsynet undersøge fondsmæglerselskabernes forhold, herunder ved gennemgang af løbende indberetninger og ved inspektioner i de enkelte selskaber.
Løbende overvågning mellem undersøgelser
Børsmæglerselskaber og andre fondsmæglerselskaber, der har fået tilladelse efter lovens § 5, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, det vil sige selskaber, hvis aktiviteter kræver en startkapital på et beløb svarende til mindst 1 mio.ECU, skal månedligt indsende kapitaldækningsopgørelser til Tilsynet. Herudover skal selskaberne indsende kvartalsregnskaber, foreløbige og endelige årsregnskaber samt revisionsprotokollater til Tilsynet. Endelig skal selskaberne hvert kvartal foretage indberetning af store engagementer.
Selskaber, der har fået tilladelse efter lovens § 5, stk. 1, jf. § 3, stk. 3, det vil sige selskaber, der udfører formidling af kunders ordrer eller porteføljepleje, eventuelt begge dele, og hvis startkapital skal svare til mindst 300.000 ECU, skal indberette kapitaldækningsopgørelser hvert kvartal. Desuden skal selskaberne indsende kvartalsregnskaber, foreløbige og endelige årsregnskaber samt revisionsprotokollater til Tilsynet. Selskaberne skal endelig hvert kvartal foretage indberetning af store engagementer.
Selskaber, der skal konsolideres med deres moderselskab, skal også indsende konsoliderede regnskaber og kapitaldækningsopgørelser.
Såfremt et fondsmæglerselskab ønsker at udføre andre eller flere tjenesteydelser eventuelt med andre instrumenter end dem, der fremgår af selskabets tilladelse, skal der indsendes en ny ansøgning til Finanstilsynet.
Tilsynet har således i 1998 behandlet flere ansøgninger fra selskaber, som har ønsket at få ændret deres tilladelse, herunder fra selskaber, som ønskede at blive børsmæglerselskaber.
Finanstilsynet har i 1998 modtaget ansøgninger fra 3 nye selskaber. Af de
3 ansøgninger har ét selskab fået tilladelse, og de 2 andre er fortsat under
behandling.
Undersøgelser
Som led i Tilsynets virksomhed foretages regelmæssige inspektioner i fondsmæglerselskaberne. Selskaber, som Tilsynet finder særlig anledning til at overvåge, vil blive undersøgt oftere end de øvrige.
En ordinær undersøgelse af et fondsmæglerselskab indledes med, at Tilsynet indkalder materiale, herunder kundeoversigter, instrukser og forretningsgange m.v.
Inden undersøgelsen gennemgår undersøgerne dette materiale, ligesom selskabets sager i Tilsynet gennemgås, herunder rapporter fra tidligere undersøgelser.
Undersøgelsen på stedet indledes med en generel drøftelse med direktionen og eventuelle ledende medarbejdere om selskabets nuværende tilstand, planer for fremtiden m.v.
Herefter gennemlæses bestyrelses- og revisionsprotokoller tilbage til tidspunktet, hvor fondsmæglerselskabet fik tilladelse eller til seneste undersøgelse. Endvidere gennemgås bestyrelsens forretningsorden og bestyrelsens instruks til direktionen og eventuelle andre instrukser.
Finanstilsynet gennemgår fondsmæglerselskabets afdelinger og funktioner på baggrund af selskabets forretningsgange. Herunder vurderer og gennemgår Tilsynet forretningsgange for etablering af kundeforhold, hvidvaskkontroller, kontrol med og styring af handel for kunder og eventuel egen regning med værdipapirer og andre finansielle instrumenter.
Tilsynet undersøger, om selskabet har tilstrækkeligt sikre forretningsgange på disse områder, ligesom det vurderes, om selskabets ledelse har overblik over forretningsgangene.
Finanstilsynet gennemgår regnskaber, budgetter og kapitaldækningsopgørelser med selskabets direktør eller regnskabschef.
Endvidere gennemgår Tilsynet den eventuelle interne revisions arbejde ved gennemlæsning af instruks/funktionsbeskrivelse og ved et møde med lederen af den interne revision. Finanstilsynet afholder tillige møde med de valgte revisorer, hvor deres samarbejde med fondsmæglerselskabets ledelse og selskabets situation som sådan drøftes.
Undersøgelsen afsluttes med et møde med selskabets bestyrelse og direktion samt den interne og den eksterne revision. På mødet redegør Finanstilsynets undersøgere for konklusionerne på undersøgelsen. Finanstilsynet sender efter undersøgelsens afslutning en skrivelse til selskabets direktion, bestyrelse og revision, hvori Tilsynet anmoder selskabet om at følge op på eventuelle forhold, der skal ændres.
2.5.2.2. Særlige tilsynsaktiviteter
Finanstilsynet afsluttede i 1998 behandlingen af de resterende ansøgninger om tilladelse til at udføre fondsmæglervirksomhed efter overgangsordningen i lov nr. 1071 af 20. december 1995 om fondsmæglerselskaber.
Af de i alt 61 selskaber, der havde søgt om tilladelse, var 4 selskaber ikke omfattet af tilladelseskravet. Finanstilsynet gav 31 selskaber tilladelse, mens 15 selskaber fik afslag, og 11 selskaber trak ansøgningen tilbage.
Kravet til minimumskapitalen i lovens § 3, stk. 3, for fondsmæglerselskaber, der havde påbegyndt virksomhed før fondsmæglerselskabslovens ikrafttræden, blev pr. 1. januar 1999 forhøjet, hvorefter disse fondsmæglerselskaber skulle have en ansvarlig kapital på 150.000 ECU. Finanstilsynet fulgte op på, at de pågældende selskaber forhøjede deres egenkapital.
Et enkelt selskab valgte at ophøre i stedet for at forhøje egenkapitalen.
Ved lov nr. 475 af 10. juni 1997 blev lov nr. 1071 af 20. december 1995 om fondsmæglerselskaber ændret, således at hvervet som bestyrelsesmedlem i et fondsmæglerselskab ikke kan forenes med stillingen som direktør i fondsmæglerselskabet.
I henhold til lovens overgangsbestemmelser kan en direktør i et fondsmæglerselskab fortsat være medlem af bestyrelsen indtil udløbet af den funktionsperiode, der var påbegyndt inden den 9. april 1997.
Denne regel medførte, at 7 selskaber i 1998 ændrede bestyrelsessammensætningen.
2.5.3. Fondsmæglerselskaber. Antal og ændringer
Pr. 1. april 1999 var antallet af fondsmæglerselskaber, herunder børsmæglerselskaber 33.
Den 19. marts 1999 har følgende selskab fået tilladelse:
8157 SEB Asset Management Fondsmæglerselskab A/S
Den 19. februar 1999 er følgende selskab ophørt med at drive fondsmæglervirksomhed:
1191 KB Fondsmæglerselskab A/S
Ét selskab har ændret navn:
1178 Henton Børsmæglerselskab A/S (tidligere Henton Fondsmæglerselskab A/S)
2.5.4. Udenlandske investeringsselskabers virksomhed i Danmark
3 udenlandske investeringsselskaber havde pr. 1. april 1999 etableret eller anmeldt etablering af en filial i Danmark i henhold til lov om fondsmæglerselskaber § 6, stk. 1. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
648 udenlandske investeringsselskaber havde pr. 1. april 1999 meddelt at have til hensigt at udføre grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i Danmark i henhold til lov om fondsmæglerselskaber § 6, stk. 4. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.5.5. Danske fondsmæglerselskabers virksomhed i udlandet
Ét dansk fondsmæglerselskab havde pr. 1. april 1999 anmeldt etablering af en filial i et andet EU/EØS-land i henhold til lov om fondsmæglerselskaber § 7, stk. 1. Navnet fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
15 danske fondsmæglerselskaber, herunder børsmæglerselskaber, havde pr. 1. april 1999 meddelt at have til hensigt at udføre grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed i andre EU/EØS-lande i henhold til lov om fondsmæglerselskaber § 7, stk. 5. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmesider på Internettet om virksomheder under tilsyn.
2.6. Investeringsforeninger og specialforeninger
I tabellerne 2.6.1 og 2.6.2 er medtaget udvalgte hovedtal for såvel akkumulerende som udloddende investeringsforeningers resultatopgørelser og balancer fra 1994 til 1998. Desuden ses den procentvise vækst p.a. fra 1994 til 1998 samt væksten fra 1997 til 1998. Det skal bemærkes, at tallene fra årsregnskabet 1998 tillige inkluderer specialforeninger, efter at lov nr. 476 af 10. juni 1997 om investeringsforeninger og specialforeninger trådte i kraft den 1. januar 1998. Ultimo 1998 var der 21 afdelinger af specialforeninger og 252 afdelinger af investeringsforeninger. Endvidere bemærkes, at flere poster er ændret i forbindelse med, at Finanstilsynets bekendtgørelse af 26. november 1998 om investeringsforeningers og specialforeningers regnskaber trådte i kraft fra årsregnskabet 1998. Således er eksempelvis afskrivninger og hensættelser ikke længere en selvstændig post i resultatopgørelsen. Endvidere indgår afledte finansielle instrumenter ikke længere med en nettomarkedsværdi som en positiv eller negativ aktivpost, men indgår med positive og negative bruttomarkedsværdier under henholdsvis aktiver og passiver.
Det samlede resultat før skat og ekstraordinære poster for investeringsforeninger og specialforeninger udgør for 1998 5.932 mio.kr. mod 9.581 mio.kr. i 1997 svarende til et fald på 38,1 %. Dette fald skal sammenholdes med, at medlemmernes formue i samme periode er steget fra 84.705 mio.kr. til 119.833 mio.kr. svarende til en stigning på 41,5 %. Forklaringen på faldet skal blandt andet søges i den markante relative tilbagegang i foreningernes samlede kursgevinster, som fra at udgøre 7.461 mio.kr. i 1997 faldt til at udgøre 2.553 mio.kr. i 1998. Selvom foreningernes samlede kursgevinster er faldet i 1998 i forhold til 1997, er der fortsat tale om pæne kursgevinster på kapitalandele og obligationer, som sammen med stigende renteindtægter og udbytter for 1998 samlet har bidraget til et positivt resultat. I 1998 udgjorde kursgevinster på beholdningen af kapitalandele 1.316 mio.kr. svarende til et afkast på 2,4 %, mens kursgevinster på obligationsbeholdningen udgjorde 1.235 mio.kr. svarende til et afkast på 1,9 % .
Investeringsforeningernes samlede balance er i 1998 steget med 36.721 mio.kr., hvilket svarer til en stigning på 41,1 % i forhold til 1997.
Obligationernes og kapitalandelenes andel af den samlede balance udgjorde i 1998 henholdsvis 50,6 % og 44,2 %. De tilsvarende tal for 1997 var 49,7 % og 45,0 %. Der er således ikke tale om nogen større forskydning i fordelingen mellem obligationer og kapitalandele.
Der er sket en væsentlig stigning i medlemmernes samlede formue. Dette kan hovedsageligt tilskrives omfanget af emissioner. Der har i 1998 været tale om en nettoemission (emissioner fratrukket indløsninger) på 33.666 mio.kr. mod 27.079 mio.kr. i 1997, hvilket svarer til en stigning på 24,3 %. Der er således tale om en fortsættelse af de seneste års udviklingstendens med en markant stigning i såvel antallet af foreninger som i nettoemissionerne i de eksisterende foreninger.
Tabel 2.6.1
Uddrag af de udloddende og akkumulerende investeringsforeningers
resultatopgørelser 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| Mio.kr. | 1994-98 | 1997-98 | |||||
| Resultatposter | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998[1] | % | % |
| Renter og udbytter | 1.425 | 1.445 | 1.825 | 2.532 | 3.958 | 29,1 | 56,3 |
| Kursgevinster og -tab[2] | -4.082 | 1.270 | 5.300 | 7.461 | 2.553 | - | -65,8 |
| Ordinært resultat før omkostninger | -2.657 | 2.715 | 7.125 | 9.993 | 6.511 | - | -34,8 |
| Administrationsomkostninger[3] | 217 | 225 | 271 | 412 | 579 | 27,8 | 40,5 |
| Afskrivninger og hensættelser[4] | 6 | 2 | 1 | 0 | - | - | - |
| Resultat før skat og ekstraordinære poster | -2.879 | 2.489 | 6.852 | 9.581 | 5.932 | - | -38,1 |
| Ekstraordinære poster | 2 | 1 | 3 | 1 | 0 | - | - |
| Anm.: Da udloddende investeringsforeninger ikke er skattepligtige, er der
ikke anført en opgørelse af investeringsforeningers samlede resultat efter skat. [1] Fra årsregnskabet 1998 er tal for specialforeninger inkluderet i opgørelsen. [2] Fra årsregnskabet 1998 indgår hensættelser i denne post. [3] Fra årsregnskabet 1998 indgår afskrivninger i denne post. [4] Fra årsregnskabet 1998 indgår afskrivninger og hensættelser i posterne "Kursgevinster og tab" og "Administrationsomkostninger". |
|||||||
Tabel 2.6.2
Uddrag af de udloddende og akkumulerende investeringsforeningers balancer 1994-1998
| Vækst p.a. | Vækst | ||||||
| 1994-98 | 1997-98 | ||||||
| Mio.kr. | 1994 | 1995 | 1996 | 1997 | 1998[1] | % | % |
| AKTIVER | |||||||
| Likvide midler | 2.549 | 1.487 | 2.768 | 3.501 | 4.771 | 17,0 | 36,3 |
| Obligationer | 12.373 | 14.355 | 26.902 | 44.383 | 63.767 | 50,7 | 43,7 |
| Kapitalandele | 17.722 | 19.068 | 25.362 | 40.159 | 55.718 | 33,2 | 38,7 |
| Pantebreve[2] | 533 | 515 | 358 | 327 | 344 | ||
| Afledte finansielle instrumenter | - | - | - | - | 2 | ||
| Andre aktiver | 510 | 512 | 653 | 916 | 1.405 | 28,8 | 53,4 |
| PASSIVER | |||||||
| Medlemmernes formue (primo) | 30.408 | 32.178 | 34.241 | 52.455 | 85.072 | 29,3 | 62,2 |
| Emissioner i året | 8.651 | 5.928 | 16.583 | 30.668 | 39.215 | 45,9 | 27,9 |
| Indløsninger i året | 2.695 | 4.985 | 2.801 | 3.589 | 5.549 | 19,8 | 54,6 |
| Overført fra resultatopgørelsen | -4.001 | 1.388 | 4.852 | 5.804 | 1.157 | - | -80,1 |
| I alt medlemmernes formue | 32.419 | 34.440 | 52.534 | 84.705 | 119.833 | 38,7 | 41,5 |
| Afledte finansielle instrumenter | - | - | - | - | 4 | - | - |
| Anden gæld | 1.269 | 1.499 | 3.389 | 4.425 | 6.170 | 48,5 | 39,4 |
| Passiver i alt | 33.687 | 35.938 | 56.043 | 89.285 | 126.006 | 39,1 | 41,1 |
| Anm.: Differencer mellem "Medlemmernes formue (primo)" og
"I alt medlemmernes formue" for året før skyldes ophørte og fusionerede
investeringsforeningsafdelinger. [1] Fra årsregnskabet 1998 er tal for specialforeninger inkluderet i opgørelsen. [2] Tallene for 1994-1997 inkluderer den samlede nettomarkedsværdi af futures, optioner og andre instrumenter anvendt i forbindelse med valutakurssikring. |
|||||||
2.6.2.1. Hjemmel og tilsynsmetode
Finanstilsynet påser i medfør af § 76 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger overholdelsen af loven og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 23, stk. 1 og 3 (bestemmelserne om forbudet mod spekulation). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 6, stk. 2 (anmeldelse og registrering).
Lov om investeringsforeninger og specialforeninger, der trådte i kraft den 1. januar 1998, har medført, at der kan oprettes specialforeninger (placeringsforeninger, pengemarkedsforeninger, investeringsinstitutforeninger og erhvervsudviklingsforeninger), der har investeringsforeningernes karakteristika, men som kan placere midlerne efter reglerne i lovens kapitel 10.
Finanstilsynet er ifølge § 77, stk. 1, berettiget til at foretage undersøgelser på stedet af foreningens virkemåde og forhold. Tilsvarende gælder for foreningens depotselskab og eventuelle administrationsselskab.
Løbende overvågning
Investeringsforeninger og specialforeninger, der kan opdeles i afdelinger, skal for hver afdeling indsende halvårlige formueopgørelser, foreløbige og endelige årsregnskaber samt revisionsprotokollater.
Finanstilsynet skal give tilladelse til investeringsforeninger og specialforeninger og godkende nye afdelinger, ligesom Tilsynet godkender vedtægtsændringer i investeringsforeninger. Endvidere skal Finanstilsynet godkende fusioner, likvidationer og spaltning af foreninger og afdelinger.
Undersøgelser
Som led i Tilsynets virksomhed foretages undersøgelser af investeringsforeninger og specialforeninger.
En ordinær undersøgelse af en specialforening indledes med, at Tilsynet indkalder materiale, herunder foreningens aftaler med depotselskabet, administrationsselskabet og eventuelle rådgivere, instrukser og forretningsgange, som gennemgås, inden undersøgelsen påbegyndes. Endvidere gennemgås foreningens sager i Tilsynet samt eventuelle undersøgelsesrapporter.
Undersøgelsen på stedet indledes med en generel drøftelse med direktionen og eventuelle ledende medarbejdere i foreningen eller dens administrationsselskab om foreningens nuværende tilstand, planer for fremtiden m.v.
Herefter gennemlæses bestyrelsesprotokoller og revisionsprotokoller tilbage til seneste undersøgelse eller til tilladelsestidspunktet eller for de seneste 3 år. Endvidere gennemgås bestyrelsens forretningsorden, bestyrelsens instruks til direktionen og eventuelle andre instrukser samt foreningens eller administrationsselskabets forskellige funktioner på baggrund af forretningsgangene.
Kontrol med og styring af foreningens formue og handel med værdipapirer gennemgås. Tilsynet undersøger, om foreningen eller dets administrationsselskab har tilstrækkeligt sikre forretningsgange på disse områder, ligesom det vurderes, om ledelsen har overblik over forretningsgangene.
Finanstilsynet gennemgår foreningens regnskab og formueopgørelse.
Som et led i undersøgelsen afholder Tilsynet tillige et møde med foreningens depotselskab, hvor depotselskabets forretningsgange for depotselskabsfunktionen gennemgås, og samarbejdet med foreningen drøftes.
Endelig afholder Finanstilsynet møde med de valgte revisorer, hvor deres samarbejde med foreningens bestyrelse og administrationsselskab og foreningens situation som sådan drøftes.
Undersøgelsen afsluttes med et møde med foreningens bestyrelse og direktion eller direktøren for administrationsselskabet, den eventuelle interne og den valgte revision. På mødet redegør Finanstilsynets undersøgere for konklusionerne på undersøgelsen.
Finanstilsynet sender efter undersøgelsens afslutning en skrivelse til foreningens bestyrelse, direktion og revision, hvori Tilsynet anmoder foreningen om at følge op på eventuelle forhold, der skal ændres.
2.6.3. Investeringsforeninger. Antal og ændringer
Ultimo 1998 var der 55 investeringsforeninger og 16 specialforeninger med i alt 273 afdelinger. Pr. 1. april 1999 var antallet af investeringsforeninger 58, specialforeninger 17, med i alt 287 afdelinger.
I 1998 er 6 investeringsforeninger og 16 specialforeninger blevet godkendt:
11103 Investeringsforeningen Spar Invest Globale Vækstmarkeder med Etiske Hensyn.
11104 Investeringsforeningen TRYG-Baltica.
11105 Investeringsforeningen Bankinvest IT Aktier.
11106 Investeringsforeningen Valueinvest Danmark.
11107 Investeringsforeningen Borgergade.
11108 Investeringsforeningen P-H.
16001 Specialforeningen Merchant Invest (placeringsforening).
16002 Bankforeningernes Specialforening BankInvest KFX Aktier (placeringsforening).
16003 Bankforeningernes Specialforening BankInvest Indeksobligationer (placeringsforening) .
16004 Bankforeningernes Erhvervsudviklingsforening BankInvest Biomedicinsk Udvikling .
16005 Specialforeningen Sparinvest Pengemarked.
16006 Specialforeningen Egns-Invest (placeringsforening).
16007 Placeringsforeningen Midt Invest.
16008 Specialforeningen Sparinvest (placeringsforening).
16009 Specialforeningen Jyske Invest (placeringsforening).
16011 Placeringsforeningen Uni-invest.
16012 Specialforeningen Danske Invest (placeringsforening).
16013 Placeringsforeningen AAP Invest.
16014 Specialforeningen P-H (placeringsforening).
16015 Placeringsforeningen KP Invest.
16016 Specialforeningen Schroder (placeringsforening).
16017 Specialforeningen Danske Invest Institutional
(placeringsforening).
Pr. 1. april 1999 er yderligere 3 investeringsforeninger og 1 specialforening godkendt:
11109 Investeringsforeningen AL Invest.
11110 Investeringsforeningen BG Invest International.
11112 Investeringsforeningen SEB Institutional
16018 Specialforeningen Codan.
I 1998 er 4 foreninger opløst eller ophørt ved likvidation:
11067 Kommunernes Investeringsforening.
11086 Bankinvest 11 Indeksobligationer.
11099 Investeringsforeningen Nippon.
11102 Investeringsforeningen KP Invest.
I 1998 er 1 forening ophørt ved fusion:
11038 Investeringsforeningen SparInvest Europa
2 foreninger har ændret navn i 1998:
11018 Investeringsforeningen BG Invest (tidligere Investeringsforeningen DK-Invest).
11107 Investeringsforeningen Codan (tidligere Investeringsforeningen Borgergade).
2.6.4. Udenlandske investeringsforeningers virksomhed i Danmark
Ved udgangen af 1998 var 2 investeringsinstitutter fra andre EU-lande berettigede til at markedsføre deres andele i Danmark i medfør af § 71 i lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Navnene fremgår af Finanstilsynets hjemmeside på Internettet.
2.6.5. Danske investeringsforeningers virksomhed i udlandet
Danske investeringsforeninger skal ikke give Finanstilsynet meddelelse om, at de ønsker at markedsføre deres andele i udlandet.
3.1.1. Pengeinstitutter m.v. og realkreditinstitutter
Gruppen af økonomi- og finansministrenes personlige rådgivere
I december 1998 nedsatte Det Europæiske Råd en gruppe bestående af økonomi- og finansministrenes personlige rådgivere. Gruppen skulle udarbejde et oplæg til en prioriteret handlingsplan for lovgivningsinitiativer m.v. inden for den finansielle sektor for de kommende år.
Fra Danmark har departementschef Michael Dithmer, Økonomiministeriet, og direktør Henrik Bjerre-Nielsen, Finanstilsynet, deltaget.
Gruppen har afholdt 3 møder. Det afsluttende møde blev holdt den 26. marts 1999.
Kommissionen vil på grundlag af drøftelserne fremlægge en rapport for økonomi- og finansministrene i maj 1999. Herefter skal rapporten forelægges for Det Europæiske Råd i juni 1999.
(Kommissionens pressemeddelelse/rapport vil blive gjort tilgængelig via Finanstilsynets hjemmeside på Internettet).
Det Rådgivende Bankudvalg
I henhold til artikel 11 i Rådets Første Direktiv af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut er der under Kommissionen nedsat et Rådgivende Udvalg af de kompetente myndigheder i Den Europæiske Unions medlemsstater (Det Rådgivende Bankudvalg). EFTA-EØS-landene deltager som observatører.
Udvalget består af højst 3 repræsentanter fra hver medlemsstat. De danske medlemmer er afdelingschef Benny Andersen, Danmarks Nationalbank, direktør Henrik Bjerre-Nielsen, Finanstilsynet, og kontorchef Torben Garne, Økonomiministeriet.
Udvalget mødes 4 gange om året. Det bistår Kommissionen ved udarbejdelse af direktivforslag til Rådet om samordningen af regelgrundlaget for kreditinstitutterne i EU. I denne forbindelse drøfter udvalget Kommissionens forslag til direktiver, inden de oversendes til Rådet. Et eksempel herpå har i 1998 været forslag til direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.
Endelig bistår Det Rådgivende Bankudvalg Kommissionen med gennemførelsen af de vedtagne direktiver, herunder ændringer af disse i henhold til den aftalte komitologiprocedure.
På dagsordenen i 1998 har været den fremtidige regulering af kapitalkravene i pengeinstitutterne, konkurrencepolitik og offentlig støtte til institutter i krise og år 2000 computerproblemet.
Den Banktilsynsmæssige Komité under Den Europæiske Centralbank
Afdelingschef Benny Andersen, Danmarks Nationalbank, og direktør Henrik Bjerre-Nielsen, Finanstilsynet, er medlemmer af udvalget, der mødes 4 gange om året. De 2 første møder var i det hidtidige EMI-regi (Det Europæiske Monetære Institut).
På dagsordenen i 1998 har været følgende emner: ØMU og tilsyn, tilsynsaspekter i relation til udviklingsbankerne i bankvæsenet, herunder en vurdering af ØMU'ens betydnig herfor, tilsynsaspekter i relation til Asiens finansielle krise, systemrisici, hedge fonde, EU-bankers eksponering over for lande i finansiel krise og grænseoverskridende finansielle alliancer i Europa.
Kontaktgruppen
EU/EØS-tilsynsmyndighederne samarbejder uformelt i Kontaktgruppen, som mødes 3 gange om året. Gruppen diskuterer emner af gensidig interesse og udveksler information af tilsynsmæssig værdi. Gruppen udarbejder rapporter til såvel Det Rådgivende Bankudvalg som til Den Banktilsynsmæssige Komité. Årligt tilbagevendende emner herfor er sammenligninger af solvens og indtjening i de enkelte landes kreditinstitutsektorer. Danmark er repræsenteret ved kontorchef Thomas Kjøller, Finanstilsynet, som for tiden er gruppens formand og i denne egenskab deltager i møderne i Det Rådgivende Bankudvalg og Den Banktilsynsmæssige Komité.
Kommissionens Kontaktudvalg vedrørende hvidvaskning af penge
Finanstilsynet deltager sammen med Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet i et kontaktudvalg, som Kommissionen har nedsat i henhold til artikel 13 i direktiv 91/308/EØS af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge.
Direktivet finder anvendelse for kredit- og finansieringsinstitutter. I henhold til direktivets artikel 12 skal medlemsstaterne dog drage omsorg for at udvide samtlige eller en del af direktivets bestemmelser til andre erhverv, som udøver aktiviteter, der særlig vil kunne udnyttes til hvidvaskning af penge.
Kontaktudvalget har bl.a. til opgave at undersøge, om et erhverv bør inddrages under direktivets artikel 12's anvendelsesområde, når det er konstateret, at dette erhverv i en medlemsstat har været udnyttet til hvidvaskning af penge.
I henhold til artikel 17 i direktivet skal Kommissionen med jævne mellemrum - og mindst hver tredje år - udfærdige en rapport om gennemførelsen af direktivet og forelægge den for Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionens 2. rapport blev forelagt Europa-Parlamentet og Rådet i 1998.
Kontaktudvalget har senest afholdt møde den 1. marts 1999, på hvilket Kommissionen bl.a. bekendtgjorde et foreløbigt udkast til et ændringsdirektiv.
Kommissionens arbejdsgruppe vedrørende fortolkning af bankdirektiver
Gruppen, der består af repræsentanter fra EU/EØS-landenes tilsynsmyndigheder, assisterer Det Rådgivende Bankudvalg og Kommissionen i udviklingen af Det Indre Marked på det finansielle område ved at forsøge at opnå en ensartet fortolkning og anvendelse af de forskellige EF-bankdirektiver. Forslag til direktivændringer drøftes ligeledes i gruppen. Fra Danmark deltager Finanstilsynet. I 1998 har der været holdt 3 møder i gruppen.
Rådets arbejdsgruppe om direktivforslaget om fjernsalg af grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser (KOM(98)468)
Forslaget har til formål at fastsætte fælles regler for fjernsalg, det vil sige salg, hvor udbyderen og aftageren af finansielle tjenesteydelser ikke er til stede samtidig.
Forslaget pålægger udbyderne at give forbrugerne oplysninger om alle kontraktforhold, inden aftalen indgås. Der foreslås et forbud mod at rette henvendelse til forbrugere pr. fax, medmindre forbrugeren har givet samtykke hertil.
Forslaget giver køberne af finansielle tjenesteydelser en fortrydelsesfrist på normalt 14 dage - men 30 dage ved livsforsikringsaftaler og ved realkreditlån.
Tilsynet deltager i forhandlingerne, der fra dansk side forestås af Justitsministeriet.
Den fælles arbejdsgruppe (joint sub-group) under Det Rådgivende Bankudvalg og Kontaktkomitéen vedrørende regnskabsdirektiver
Den fælles arbejdsgruppe blev nedsat ultimo 1995 for at se på den regnskabsmæssige behandling af afledte finansielle instrumenter i pengeinstitutter.
Finanstilsynet har deltaget sammen med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Danmarks Nationalbank i denne arbejdsgruppe. Der har været afholdt ét møde i 1998. Arbejdet har mundet ud i et forslag til Kommissionens henstilling om offentliggørelse af oplysninger om finansielle instrumenter og andre poster som supplement til de offentliggørelseskrav, der er foreskrevet i Rådets direktiv 86/635/EØF om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Forslaget er endnu ikke godkendt af Kommissionen.
Den fælles arbejdsgruppe (joint committee) under Det Rådgivende Bankudvalg og Kontaktkomitéen vedrørende regnskabsdirektiver
Der har i 1998 været afholdt ét møde i en arbejdsgruppe vedrørende regnskabsregler for pengeinstitutter.
Finanstilsynet deltog sammen med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Danmarks Nationalbank. Hensigten med mødet var at give Kommissionen mulighed for at høre medlemmernes synspunkter på The International Accounting Standards Committee's udkast E62 - "Financial instruments: Recognition and Measurements" med henblik på, at Kommissionen kunne inddrage disse synspunkter i sit høringssvar til The International Accounting Standards Committee (IASC).
Kontaktkomitéen vedrørende regnskabsdirektiver
Denne komité er nedsat til drøftelse blandt medlemslandene af problemer i relation til EF's regnskabsdirektiver, herunder de 2 særdirektiver på det finansielle område for henholdsvis pengeinstitutter og forsikringsselskaber. Den danske deltagelse i møderne varetages væsentligst af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Finanstilsynet deltager, når der drøftes emner af betydning for regnskabsreglerne for de finansielle virksomheder. I 1998 har komitéen med deltagelse fra Finanstilsynet især drøftet en justering af 4. selskabsdirektiv, der skal muliggøre anvendelse af dagsværdiprincippet ("fair value") på visse finansielle aktiver og forpligtelser i lighed med, hvad der gælder i henhold til International Accounting Standards (IAS).
Direktiv om sanering og likvidation af kreditinstitutter
Kommissionen har den 23. december 1985 fremsat et forslag til et rådsdirektiv om sanering og likvidation af kreditinstitutter. Kommissionen har herefter udarbejdet et ændret forslag, som den 11. januar 1988 blev oversendt til Rådet. Blandt andet som følge af de drøftelser, der har været i rådsarbejdsgruppen, og som følge af vedtagelsen af 2. banksamordningsdirektiv og direktiv om indskydergarantiordninger forventes det, at Kommissionen fremsætter endnu et ændret direktivforslag.
Formålet med direktivet er at sikre, at saneringsforanstaltningen og likvidationsproceduren truffet af myndighederne i et kreditinstituts hjemland kan gennemføres over for kreditinstituttets filialer i andre EU-lande.
Det nuværende forslag bygger på princippet om gensidig anerkendelse, enhed og universalitet. Dette betyder navnlig, at det alene er hjemlandets myndighed, der har kompetencen til at iværksætte saneringsforanstaltninger eller likvidationsprocedurer, at kun hjemlandets lovgivning vedrørende likvidation finder anvendelse, og at beslutningen om sanering eller likvidation får virkning og gælder umiddelbart i de øvrige medlemsstater. Medlemslandene har således pligt til gensidigt at anvende sanerings- og likvidationsprocedurer iværksat af et andet EU-land.
Forslaget er til høring i Den Europæiske Centralbank (ECB)
Tre direktiver om ændring af 1. bankdirektiv (77/780/EØF), solvensnøgletalsdirektivet (89/647/EØF) og kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF)
I juni 1998 blev de tre direktiver 98/31/EF, 98/32/EF og 98/33/EF vedtaget som en samlet pakke.
Direktiv 98/31/EF (CAD II) ændrer kapitaldækningsdirektivet - CAD (93/6/EØF). Ændringerne medfører primært, at der nu i EU-regi stilles kapitalkrav til kreditinstitutters beholdninger af råvarer og råvarebaserede finansielle instrumenter, og at der gives mulighed for, at tilsynsmyndighederne kan give tilladelse til, at institutter anvender interne modeller ved beregning af kapitalkrav.
Direktiv 98/32/EF ændrer solvensnøgletalsdirektivet (89/647/EØF). Ændringerne vedrører primært en forlængelse til ultimo 2006 af den reducerede solvensvægtning for lån til kontor- og forretningsejendomme.
Direktiv 98/33/EF (matrixdirektivet) ændrer 1. bankdirektiv (77/780/EØF), solvensnøgletalsdirektivet (89/647/EØF) og kapitalkravsdirektivet (93/6/EØF). Ændringerne vedrører tilsynsmyndighedernes tavshedspligt, opgørelsesmetoderne til modpartsrisiko og den solvensmæssige vægtning af udvalgte poster. Derudover udvides fradragsmulighederne i kapitalkravene til modpartsrisiko, hvis institutterne anvender bilaterale nettingaftaler.
Direktiv om adgang til at etablere og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med sådan virksomhed
Kommissionen har den 21. september 1998 fremsat et forslag til rådsdirektiv om adgang til at etablere og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med sådan virksomhed.
Formålet med direktivet er at sikre et indre marked for virksomheder, der udsteder elektroniske penge, samt gennem et passende tilsyn at sikre en rimelig stabilitet for virksomheder, der modtager penge fra offentligheden mod udstedelse af et elektronisk betalingsmiddel.
Direktivforslaget omfatter alene elektroniske penge med et bredt anvendelsesområde, mens elektroniske penge, der alene kan anvendes som betalingsmiddel hos udstederen, ikke omfattes af direktivet.
Rådsarbejdsgruppen har i 1998 foretaget første læsning af direktivforslaget.
Direktiv om ændring af direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut
Kommissionen har den 21. september 1998 fremsat et forslag til et rådsdirektiv om ændring af direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.
Formålet med direktivet er at lade udstedere af elektroniske penge omfatte af definitionen af kreditinstitutter.
Fremsættelsen af forslaget skal ses på baggrund af fremsættelsen af forslag til rådsdirektiv om adgang til at etablere og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med sådan virksomhed, og de 2 direktivforslag bliver behandlet samlet.
Eurostat - arbejdsgruppe om finansielle tjenesteydelser eksklusive forsikring
Finanstilsynet deltager sammen med Danmarks Statistik i en af Eurostat nedsat arbejdsgruppe om finansielle serviceydelser eksklusive forsikring.
Formålet med arbejdsgruppen er at rådgive Eurostat til brug for en overordnet fastlæggelse af, hvilke oplysninger der skal indsamles fra finansielle virksomheder i EU. I en særlig nedsat undergruppe, hvori Finanstilsynet ligeledes deltager, har man arbejdet med de tekniske detaljer. Arbejdet i de 2 grupper har resulteret i, at der i 1998 er blevet gennemført en spørgeskemaundersøgelse, som har haft til formål at belyse, hvilke data de enkelte medlemslande er i stand til at levere på nuværende tidspunkt.
Der har været afholdt 2 møder i arbejdsgruppen i 1998 samt 2 møder i den særlige undergruppe. Arbejdet i de 2 grupper fortsætter i 1999. Det forventes, at Kommissionen på baggrund heraf i løbet af 1999 vil fremsætte forslag til ændring af Rådets forordning 58/97 om Statistik over erhvervsstrukturer.
3.1.2. Forsikringsområdet m.v.
Forsikringskomité
Rådets direktiv af 19. december 1991 (91/675/EØF) om nedsættelse af en forsikringskomité fastlægger rammerne for et samarbejde mellem EU-landenes tilsynsmyndigheder og Kommissionen, når Rådet i de retsakter, der vedtages inden for direkte livs- og skadesforsikring, tillægger Kommissionen beføjelser til at gennemføre de i disse retsakter fastsatte bestemmelser. Komitéen skal endvidere kunne drøfte erhvert spørgsmål om anvendelse af fællesskabsbestemmelserne, særlig direktiverne om direkte forsikring, samt udtale sig om nye forslag, som Kommissionen agter at forelægge for Rådet vedrørende yderligere koordinering inden for direkte livs- og skadesforsikring.
Komitéen består af repræsentanter fra medlemsstaterne med Kommissionen som formand og angiver beslutningsproceduren som procedure III, variant b, i Rådets afgørelse 87/373/EØF af 13. juli 1987. Komitéen afholder møde 3 gange årligt.
Forsikringskomitéen består af højst 2 repræsentanter fra hver medlemsstat samt af repræsentanter fra Kommissionen. De danske medlemmer er direktør Henrik Bjerre-Nielsen, Finanstilsynet, og kontorchef Torben Garne, Økonomiministeriet.
Fortolkning af forsikringsdirektiverne, der enstemmigt er vedtaget af Komitéen, offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende (C-udgaven).
Arbejdsgruppe under Forsikringskomitéen om regnskabsregler
Forsikringskomitéen nedsatte i september 1998 en arbejdsgruppe, der har til opgave at følge udviklingen i international regnskabspraksis med henblik på konsekvenserne for forsikringsregnskabsdirektivet og for tilsynet med forsikringsselskaber.
Arbejdsgruppen har afholdt 2 møder i henholdsvis december 1998 og i januar 1999. Arbejdsgruppen har især drøftet det af International Accounting Standards Committee (IASC) iværksatte projekt, der skal lede frem til en international standard (IAS) om den regnskabsmæssige behandling af forsikringsaftaler. Man har herunder drøftet, hvorledes en overgang til anvendelse af dagsværdier ("fair value") vil indvirke på regnskabs- og tilsynspraksis, samt hvorledes Forsikringskomitéen og EU bør forholde sig til denne udvikling.
Arbejdsgruppe under Forsikringskomitéen om finansiel reassurance
Arbejdsgruppen, der er nedsat med henblik på at undersøge behovet for regler i relation til finansiel reassurance, som er kontrakter, der markedsføres som reassurance (genforsikring), men som ikke afdækker en forsikringsmæssig risiko, har afholdt ét møde i 1998.
EU-tilsynskonference
Finanstilsynet deltager i det samarbejde mellem tilsynsmyndighederne inden for EU, som bl.a. er forudsat i skadesforsikringsdirektiverne og livsforsikringsdirektiverne.
I forbindelse med det almindelige samarbejde mellem tilsynsmyndighederne inden for EU blev der i april 1998 afholdt den 110. konference i Luxembourg samt i oktober 1998 den 111. konference i Amsterdam.
Tilsynsmyndighederne fra de øvrige lande, som har tilsluttet sig EØS-aftalen (Island, Liechtenstein og Norge), deltager også i tilsynskonferencen.
Sideløbende med konferencen afholdes seminarer om udvalgte emner.
Likvidation af forsikringsselskaber
Der henvises til omtale i "Beretning fra Finanstilsynet 1997", afsnit 3.1.2.
Der har under Storbritanniens og Østrigs formandskab været afholdt 4 møder i 1998.
Arbejdsdokumenterne, der har været fremlagt af formandskabet, fastholder principperne i direktivforslaget om enhed, universalitet, samarbejde, offentlighed og ikke-diskrimination i forbindelse med likvidation af forsikringsselskaber.
Arbejdsgruppens drøftelser har i 1998 været koncentreret om at opnå enighed om en delvis harmonisering af reglerne om forsikringstagernes fortrinsret ved forsikringsselskabets konkurs til visse eller alle selskabets aktiver forud for forsikringsselskabets almindelige kreditorer.
I 1999 vil rådsarbejdsgruppen gennemgå direktivforslagets øvrige bestemmelser.
Kommissionens arbejdsgruppe om kodificering af livsforsikringsdirektiverne og skadesforsikringsdirektiverne
Der henvises til omtale i "Beretning fra Finanstilsynet 1996 og 1997".
Der har ikke været møder om dette emne i 1998.
Kontaktkomitéen vedrørende regnskabsdirektiver
Der henvises til omtalen under afsnit 3.1.1.
Eurostat-arbejdsgruppe om forsikringsstatistik
Arbejdsgruppen er nedsat med henblik på at udvikle en forsikringsstatistik i Eurostat-regi. I 1998 har arbejdet været koncentreret om implementering af bestemmelserne i forordningen om forsikringsstatistik, der blev vedtaget af EU's Ministerråd den 16. februar 1998.
Task force om pensionskassestatistik
Denne gruppe, der er nedsat af Eurostat med repræsentanter for et begrænset antal medlemslande, herunder Danmark repræsenteret ved Finanstilsynet, har til opgave at udvikle kravene til en kommende statistik i Eurostat-regi om pensionskasser og -fonde.
3.1.3. Børsområdet, fondsmæglerselskaber og investeringsforeninger
Rådets arbejdsgruppe om ændring af direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter)
Kommissionen forelagde i februar 1993 Rådet et forslag til ændring af direktiv om investeringsinstitutter, hvis formål først og fremmest var at medtage nye kategorier af investeringsinstitutter under direktivets anvendelsesområde og at tage hensyn til den udvikling, der siden 1985 er sket i den øvrige lovgivning i EU vedrørende finanssektoren.
Efter at Europa-Parlamentet i oktober 1993 afgav udtalelse om forslaget, oversendte Kommissionen i juli 1994 et ændret forslag til Rådet.
Idet det dels viste sig vanskeligt at tilvejebringe et kvalificeret flertal for medtagelsen af bl.a. kontantfonde under direktivet, dels blev fundet nødvendigt at forbedre direktivets tekniske opbygning, blev det på Rådets møde den 20. marts 1995 besluttet at anmode Kommissionen om at udarbejde et revideret direktivforslag.
Herefter fremsatte Kommissionen den 17. juli 1998 følgende 2 forslag til ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF:
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) og Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter.
Finanstilsynet har sammen med Økonomiministeriet og Danmarks Nationalbank deltaget i forhandlingerne af forslagene i Rådets arbejdsgruppe, der har afholdt 4 møder i 1998. Forhandlingerne fortsætter i 1999.
Rådets arbejdsgruppe vedrørende EU-Kommissionens forslag af 10. november 1997 til 13. selskabsdirektiv om overtagelsestilbud (KOM(97)565)
Forslaget har til formål at sikre en vis minimumsbeskyttelse for aktionærer i selskaber, der udsættes for overtagelsestilbud, og for minoritetsaktionærer i selskaber, hvor kontrollen med det enkelte selskab skifter hænder.
Forslaget indeholder regler bl.a. om obligatoriske tilbud, tilbudsdokumentets indhold, tilbudsproceduren, ledelsens adfærd i forbindelse med tilbudsproceduren etc.
Der vil i så fald være tale om et rammedirektiv, der fastsætter både generelle og specifikke minimumsregler. På enkelte punkter vil der være tale om harmonisering.
Finanstilsynet sendte den 3. juni 1998 direktivforslaget i høring hos relevante myndigheder og organisationer, herunder Fondsrådet.
Der har under østrigsk formandskab i efteråret 1998 været afholdt 6 møder i arbejdsgruppen under Rådet vedrørende forslag til 13. selskabsdirektiv om overtagelsestilbud. Med baggrund i resultatet af disse møder udarbejdede det østrigske formandskab i december 1998 et forslag, der søgte at sammenstille de forskellige delegationers holdninger.
Direktivforslaget blev den 3. marts 1999 drøftet i specialudvalg. I drøftelserne indgik Kommissionens forslag af 10. november 1997, resultaterne af høringen i juni 1998 samt det østrigske formandskabs forslag af 7. december 1998.
Det nuværende tyske formandskab har fortsat arbejdet med direktivforslaget i foråret 1999 med udgangspunkt i forslaget fra det østrigske formandskab. Under det tyske formandskab er drøftet de principielle problemstillinger/ principper bl.a. med henblik på at opnå størst mulig konsensus herom som grundlag for et nyt udkast.
Den 3. marts 1999 fremsatte det tyske formandskab i fællesskab med Kommissionen et fælles kompromisforslag. Dette forslag drøftes på møder i arbejdsgruppen. Det er det tyske formandskabs intention, såfremt der er tilstrækkelig majoritet i arbejdsgruppen, at forslaget skal behandles i Rådet for Det Indre Marked i juni 1999.
Direktivforslag om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer
Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 19. maj 1998 direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirsystemer 98/26/EF.
Ifølge artikel 11 skal direktivet være gennemført og bragt i anvendelse i dansk lovgivning senest 18 måneder efter direktivets offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.
Med henblik på afklaring af omfanget af de gennemførelsesforpligtelser, direktivet pålægger medlemsstaterne samt fremgangsmåden ved gennemførelsen, blev der i 1998 nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse fra Justitsministeriet, Økonomiministeriet, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening, Børsmæglerforeningen, Værdipapircentralen, Realkreditrådet samt Rådet for Dansk Forsikring og Pension (nu Forsikring & Pension). Finanstilsynet leder arbejdsgruppen og udgør sekretariatet.
Kontaktgrupper m.v.
Finanstilsynet er medlem af Udvalget med de Ansvarlige Offentlige Myndigheder for Tilsynet med Værdipapirmarkederne (High Level Securities Supervisors Committee), der er nedsat af Kommissionen for Den Europæiske Union. Udvalget drøfter overordnede forhold, herunder implementering af vedtagne direktiver, direktivforslag og andre initiativer. Der er afholdt ét møde i 1998, hvor Finanstilsynet har deltaget sammen med Økonomiministeriet og Danmarks Nationalbank.
Finanstilsynet er medlem af det i henhold til direktiv 79/279/EØF nedsatte kontaktudvalg om betingelserne for værdipapirers optagelse til officiel notering på en fondsbørs. Der er - efter flere års pause - afholdt ét møde i 1998.
Finanstilsynet er medlem af Den uformelle EU-Børstilsynskontaktgruppe. Medlemmerne er børstilsynsmyndigheder i de enkelte EU-lande. Børsgruppen mødes normalt 2 gange om året for at drøfte spørgsmål relateret til direktiverne inden for prospektområdet. Der er afholdt 2 møder i 1998.
Kontaktudvalget på investeringsforeningsområdet i henhold til artikel 53 i direktiv 85/611/EØF har afholdt 2 møder i 1998. Udvalget har på disse møder drøftet Kommissionens udkast til forslag til ændring af direktiv 85/611/EØF.
Finanstilsynet deltager i den uformelle Kontaktgruppe vedrørende institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).
Kontaktgruppens medlemmer består af tilsynsmyndighederne i EU-landene samt bl.a. Norge, Japan, USA, Canada og Schweiz. Europa-Kommissionen deltager som observatør i møderne.
Kontaktgruppen holder møde én gang årligt.
FESCO
Finanstilsynet er medlem af FESCO (Forum of European Securities Commissions), der blev etableret i december 1997 af den uformelle EU-gruppe af EU-børstilsynschefer. FESCO's medlemmer er værdipapirtilsynene i EU-landene og de øvrige EØS-lande.
FESCO's medlemmer vil gennem samarbejde og erfaringsudveksling lette gennemførelsen af Det Indre Marked vedrørende finansielle tjenesteydelser. Endvidere vil FESCO's medlemmer samarbejde med henblik på at udvikle fælles tilsynsmetoder på områder, der endnu ikke er harmoniseret af EF-direktiver, og hvor en fælles tilgang vil være hensigtsmæssig. Endelig vil FESCO's medlemmer, i det omfang lovgivningen gør det muligt, styrke samarbejdet og den gensidige bistand over grænserne med henblik på at øge markedsovervågningen og hindre misbrug.
FESCO's medlemmer underskrev i januar 1999 en aftale om samarbejde, udveksling af oplysninger og overvågning af værdipapirmarkedet.
Aftalen skal ses på baggrund af den stigende internationalisering, harmonisering af og sammenhæng mellem de europæiske værdipapirmarkeder, gennemførelsen af Det Indre Marked, det øgede samarbejde mellem børserne og brugen af moderne teknologi.
Formålet med samarbejdsaftalen er at etablere den bredest mulige ramme for samarbejde mellem værdipapirtilsynsmyndighederne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, således at der kan ske en forstærket overvågning og effektiv indgriben over for uacceptable forhold på kapitalmarkedet.
Samarbejdet omfatter især:
a. undersøgelser og håndhævelse af lovgivningen om forbud mod insiderhandel, kursmanipulation og andre bedrageriske eller manipulerende handlemåder på værdipapirmarkedet,
b. undersøgelser og håndhævelse af samt kontrol med overholdelse af lovgivningen om handel med og rådgivning om værdipapirer samt administration og opbevaring heraf,
c. kontrol med at betingelserne for at påbegynde og fortsætte virksomhed som værdipapirhandler overholdes,
d. håndhævelse og kontrol med overholdelse af reglerne om store aktionærer, overtagelsestilbud og erhvervelse af andele af kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber,
e. tilsyn med kapitalmarkederne inklusive clearing og afvikling samt overvågning af OTC-transaktioner med værdipapirer noteret på EØS-børser,
f. håndhævelse eller overvågning af udstedernes overholdelse af kravene om offentliggørelse af oplysninger.
Der kan blive tale om at udføre fælles undersøgelser.
Samtidig blev det aftalt at etablere FESCOPOL, hvor erfarne medarbejdere med ansvar for overvågning af værdipapirhandel mødes regelmæssigt for at drøfte emner af fælles interesse og afklare emner vedrørende samarbejdet.
FESCO har nedsat 5 ekspertgrupper:
Ekspertgruppen vedrørende de praktiske problemer med implementering af direktiv om investeringsservice og udveksling af oplysninger mellem EU-landenes tilsynsmyndigheder i henhold til kravene i investeringsservicedirektivet. Gruppen, der har afholdt 2 møder i 1998 og ét i 1999, har afsluttet sit arbejde, der dannede grundlag for FESCO's samarbejdsaftale og dannelsen af FESCOPOL.
Ekspertgruppen vedrørende Standarder for Investorbeskyttelse. Gruppen har i 1998 og 1999 afholdt 3 møder, hvor den har drøftet standarder for god forretningsskik for værdipapirhandlere.
Ekspertgruppen vedrørende fælles standarder for offentlige udbud af værdipapirer og for markedsintegriteten på de regulerede markeder. Ekspertgruppen blev oprindeligt nedsat af gruppen af EU-børstilsynschefer. Der blev afholdt et par møder i 1997. Det udførte arbejde blev afleveret til videre drøftelse og bearbejdelse i FESCO.
Ekspertgruppen vedrørende fælles standarder for kravene til ledelsen i investeringsselskaber omfattet af investeringsservicedirektivet. Der blev afholdt 2 møder i 1998. Ekspertgruppen har afsluttet sit arbejde og har til FESCO afleveret et forslag til fælles standarder for kravene til ledelserne i virksomheder, der udfører investeringsservice. Forslaget er vedtaget.
Ekspertgruppen vedrørende fælles standarder for de regulerede markeder ("Experts Group on Standards for Regulated Markets"). Gruppen skal analysere væsentlige forhold for regulerede markeder, som ikke er dækket af ISD direktivet 93/22/EEC (ISD). På denne baggrund skal gruppen overveje og udfærdige anbefalinger til fælles standarder for regulerede markeder. Der blev afholdt 2 møder i 1998.
Nordisk arbejdsgruppe om koncernregnskaber i blandede finansielle koncerner
De finansielle tilsyn i Danmark, Finland, Norge og Sverige har i 1998 nedsat en arbejdsgruppe, der drøfter regler for udarbejdelse af konsoliderede regnskaber i koncerner, der indbefatter såvel pengeinstitutter som forsikringsselskaber. Gruppen har afholdt 2 møder i henholdsvis august 1998 og i marts 1999.
Finanstilsynet er medlem af Den Nordiske Værdipapirmarkedsgruppe, hvis øvrige medlemmer således er tilsynene i Finland, Island, Norge og Sverige. Gruppen mødes én gang årligt og drøfter udvikling og lovgivning på børsområdet, ligesom der udveksles erfaringer med tilsynsarbejdet.
I forbindelse med det uformelle nordiske tilsynssamarbejde er der også etableret en gruppe bestående af repræsentanter for de enkelte tilsyns markedsovervågnings-/insiderenheder.
Inden for området IT-risici har tilsynene fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige etableret en gruppe, hvor der er behandlet emner som lovgivning, tilsynsmetoder og risici i forbindelse med ny teknologi (bl.a. Internet og home-banking), systemomlægninger (f.eks år 2000 og ØMU/EURO) og "outsourcing" af IT. I 1998 blev der afholdt ét møde i gruppen.
Nordisk Ministerråd, finans- og økonomiministrene besluttede på et møde 23. og 24. juni 1998 at nedsætte en embedsmandsarbejdsgruppe, der har følgende opgaver:
- Undersøge mulighederne/udviklingstendenserne med hensyn til et øget samarbejde mellem de nordiske markedsvirksomheder på værdipapirområdet.
- Identificere mulige behov for øget harmonisering af regelværk inden for de enkelte landes regulering af værdipapirmarkedet.
- Undersøge mulighederne for et samarbejde mellem de nordiske og baltiske værdipapirmarkeder samt for en integrering af disse markeder.
Fra dansk side varetages arbejdet af Finanstilsynet sammen med Danmarks Nationalbank.
Arbejdet er organiseret i temaer/undergrupper m.v. således:
1. Konsulentundersøgelse ("styret" af Norge, men konsulenten skal være "udenlandsk" i forhold til de nordiske lande). Mandatet for konsulenten er bl.a. at beskrive udviklingstendenserne vedrørende indretning af markedspladserne for omsætning af værdipapirer i et globalt, og særligt europæisk perspektiv samt at beskrive, hvordan myndighederne i givet fald eventuelt kan bidrage i form af ændringer i regelværk etc.
2. Identificere mulige behov for øget harmonisering af regelværk inden for de nordiske landes værdipapirmarkeder.
a. Markedsgruppen (under finsk formandskab). Gruppen skal sammenligne og vurdere reglerne med hensyn til adgang til markedet, notering på en markedsplads, handelsinformation, information fra udstedere og lån mod pant (i forbindelse med afvikling).
b. Selskabs- og informationsgruppen (under dansk formandskab). Gruppen skal navnlig sammenligne og vurdere prospektregler, take-over-bid-regulering samt regler vedrørende egne aktier og flagningsregler.
c. Finality-gruppen (under svensk formandskab). Gruppens arbejde består i at gennemgå og om muligt harmonisere implementeringen i Norden af finality-direktivet (direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer). Gruppens arbejde kunne for så vidt stå alene, men indgår formelt i det samlede nordiske initiativ.
3. Undersøge forudsætningerne for at indlede et samarbejde mellem de nordiske og de baltiske værdipapirmarkeder osv. (under islandsk formandskab).
Det samlede arbejde påregnes afsluttet medio 1999.
OECD's forsikringskomité
På forsikringsområdet deltager Finanstilsynet i 2 årlige møder i OECD's (Organization for Economic Cooperation and Development) forsikringskomité. Faste punkter på møderne er, at medlemslandene på skift orienterer om tilsynslovgivning og lign. og om forsikringsmarkedet. Til mødet i november 1998 havde Finanstilsynet udarbejdet en rapport om det danske forsikringsmarked. På møderne orienteres i øvrigt om arbejdet i undergrupperne, bl.a. solvensgruppen og statistikgruppen.
WTO-GATS-aftalen
Verdenshandelen er reguleret under WTO-aftalen (World Trade Organization). Der er indgået en særlig aftale om handelen med tjenesteydelser GATS (General Agreement on Trade in Services).
Det grundlæggende princip i GATS er mestbegunstigelsesprincippet, som indebærer, at liberalisering over for ét land skal komme alle WTO-medlemmer til gode ("Most Favoured Nation" eller blot MFN). Hertil kommer især konkrete forpligtelser til at give udenlandske tjenesteydere adgang til de nationale markeder og til at behandle disse på samme måde som de nationale udbydere.
I december 1997 blev den tidsbegrænsede aftale afløst af en permanent aftale om handelen med finansielle tjenesteydelser. Aftalen omfatter 70 lande, herunder alle EU-landene. De finansielle markeder i EU er allerede nogle af de mest åbne og liberaliserede finansielle markeder i verden. Aftalen indebærer ikke yderligere liberaliseringer i Danmark.
FATF (Financial Action Task Force) vedrørende hvidvaskning af penge
Finanstilsynet deltager sammen med Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet og Udenrigsministeriet i FATF's møder.
FATF blev grundlagt i 1989 på G-7 landenes økonomiske topmøde og har et mandat, der foreløbigt rækker til år 2004.
Medlemmer af FATF er de 24 OECD-lande, Hong-Kong, Singapore, Golf-staternes Samarbejdsråd og Europa-Kommissionen. Repræsentanter fra internationale organisationer, som bl.a. beskæftiger sig med foranstaltninger mod hvidvaskning, deltager i FATF's møder som observatører.
FATF har bl.a. som opgave at sikre, at medlemslandene gennemfører FATF's foranstaltninger mod hvidvaskning af penge. Derudover følges udviklingen af nye teknikker og metoder, der kan bruges til hvidvaskning af penge. Endelig forsøger FATF at få ikke-medlemslande til at gennemføre foranstaltninger mod hvidvaskning af penge.
De bestemmelser, som medlemslandene skal overholde, findes i 40 såkaldte rekommandationer. Der har i 1995/96 været forhandlet om en revision af de 40 rekommandationer. Forhandlingerne afsluttedes i juni 1996.
De 40 rekommandationer kan deles op i 4 hovedgrupper:
Rekommandationerne 1-3 er generelle bestemmelser f.eks. om, at Wiener-konventionen mod narkotikahandel bør ratificeres, samt at det multilaterale samarbejde i forbindelse med efterforskning af sager om hvidvaskning af penge skal forstærkes.
Rekommandationerne 4-7 vedrører medlemslandenes retsregler bl.a. med hensyn til kriminalisering af hvidvaskning af udbytte fra narkotikakriminalitet samt om arrest og konfiskation af hvidvasket udbytte.
Rekommandationerne 8-29 indeholder bestemmelser om pligter for det finansielle system. Finansielle institutter skal således f.eks. kræve, at deres kunder identificerer sig (dvs. forbud mod anonyme konti), de skal opbevare identitetsoplysningerne i mindst 5 år, de skal have interne kontrolprocedurer og uddannelsesprogrammer, så de kan kende mistænkelige transaktioner, og de skal kunne videregive oplysninger om mistænkelige transaktioner til de relevante myndigheder i forbindelse med efterforskning af hvidvaskning af penge.
Rekommandationerne 30-40 angår styrkelse af det internationale samarbejde mod hvidvaskning af penge.
Efterlevelse af de 40 rekommandationer sikres på 2 måder:
Medlemsstaterne svarer hvert år på et omfattende spørgeskema om landets lovgivning vedrørende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge (self-assessment exercise).
Desuden foregår der gensidige undersøgelser, hvor repræsentanter fra mindst 3 medlemslande på baggrund af et kontrolbesøg i et medlemsland udarbejder en rapport, som evaluerer det pågældende lands overholdelse af de 40 rekommandationer (mutual evaluations). Den seneste evaluering af Østrig har bevirket en alvorlig kritik af de stadig tilladte anonyme bankbøger. Denne kritik er offentliggjort i en pressemeddelelse fra FATF, der er optaget i sin fulde ordlyd på Finanstilsynets hjemmeside på Internettet.
Den internationale Forsikringstilsynsorganisation IAIS
IAIS (International Association of Insurance Supervisors) blev stiftet i juni 1993 i Chicago, jf. omtalen i "Beretning fra Finanstilsynet 1993", afsnit 4.3.
Medlemmerne af IAIS er forsikringstilsynsmyndigheder fra hele verden. Organisationen har ca. 100 medlemmer og har sekretariat i Basel.
IAIS holdt sit 6. årsmøde i Cancun, Mexico, fra 28. september til 1. oktober 1998. 130 delegater repræsenterende 63 lande og 110 observatører deltog i årsmødet.
Årsmødet vedtog 3 nye standarder:
- Tilsynsstandard om udstedelse af koncession (Supervisory Standard on Licensing)
- Tilsynsstandard om inspektioner på stedet (Standards on On-Site Inspections) og
- Tilsynsstandard om derivater (Supervisory Standard on Derivatives).
IAIS standarder fokuserer på bestemte emner af betydning for tilsyn med forsikringsselskaber. De beskriver god praksis, som tilsynsmyndighederne kan anvende på de enkelte områder.
Herudover drøftedes en række andre emner, bl.a. regnskabsprincipper, inspektioner, forsikringstagergarantiordninger, reassurance, elektronisk handel, omdannelse af gensidige selskaber til aktieselskaber og år 2000 problemet.
Næste årsmøde afholdes i San Francisco, USA, i december 1999.
Danmark er medlem af Den tekniske Komité, som har det overordnede ansvar for udarbejdelsen af principper og standarder.
Herudover forestod Finanstilsynets direktør indtil Cancun-mødet formandskabet i en arbejdsgruppe om udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndigheder. Finanstilsynet er endvidere repræsenteret i den arbejdsgruppe, som har udarbejdet tilsynsstandarden om derivater, og som nu arbejder på en tilsynsstandard om forsikringsselskabers aktivforvaltning.
IOSCO
Finanstilsynet er medlem af IOSCO (International Organization of Securities Commissions) og deltager i den årlige konference og i møder i IOSCO's European Regional Committee. Tilsynet deltager ikke i arbejdsgrupper i regi af IOSCO.
Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000
Økonomiministeriet har nedsat et udvalg om den finansielle sektor efter år 2000, der skal analysere og vurdere den teknologiske og markedsmæssige udvikling i den finansielle sektor. Der skal herunder ske en indkredsning af de omstillingsbehov, som den finansielle sektor står overfor, og udvalget skal endvidere overveje behovet for ændringer i lovgivningen i lyset af udviklingsperspektiverne samt eventuelt stille forslag herom.
Udvalget, hvori Finanstilsynet er repræsenteret, er bredt sammensat med deltagelse fra blandt andet en række ministerier, brancheorganisationer og forbrugerinteresser. Under dette hovedudvalg er nedsat en række underudvalg, der skal behandle en række nærmere afgrænsede problemstillinger til brug for hovedudvalgets endelige betænkning. Finanstilsynet varetager formandskabet i nogle af disse underudvalg, og er i øvrigt repræsenteret i alle underudvalg. Finanstilsynet deltager ligeledes i sekretariatsarbejdet for hovedudvalget.
Udvalget, der blev nedsat i 1997, forventes at aflevere sin rapport inden sommeren 1999.
I den forløbne periode har udvalget bl.a. behandlet spørgsmål om tilsyn med holdingselskaber, tavshedspligt i koncerner, snitfladen mellem Finanstilsynet og virksomhedsledelse samt en undersøgelse af ligheder og forskelle i reguleringsintensiteten de nordiske tilsyn imellem.
Som et foreløbigt resultat af udvalgets arbejde blev der den 25. marts 1999 fremsat et lovforslag (L 215) med det formål at indføre krav om minimumskapital til holdingselskaber i finansielle koncerner samt mulighed for, at direktører i finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet kan være direktører i moderselskabet, hvis det udelukkende eller hovedsageligt ejer kapitalandele i finansielle virksomheder.
Udvalget vedrørende langsigtet opsparing inden for den finansielle sektor
Opsparingsudvalget blev nedsat af økonomiministeren i 1997 med deltagelse fra Økonomiministeriet, Danmarks Nationalbank, Erhvervsministeriet, Finanstilsynet, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening, InvesteringsForeningsRådet, Assurandør-Societetet, Arbejdsmarkedspensionsrådet og Forbrugerrådet. Assurandør-Societetet og Arbejdsmarkedspensionsrådet er senere fusioneret til Rådet for Dansk Forsikring og Pension (nu Forsikring & Pension). Finanstilsynet deltager endvidere i udvalgets sekretariat.
Udvalget skal gennemgå den gældende lovgivning og komme med forslag til, hvordan man bedst sikrer såvel investorernes interesser som en hensigtsmæssig markedsudvikling, når det gælder forvaltning og rådgivning om langsigtet opsparing.
Efter forslag fra udvalget er der gennemført ændrede placeringsregler for børne- og boligopsparing. Udvalget forventes at afgive betænkning inden udgangen af 1999.
Markedsværdiudvalget
Økonomiministeren har på baggrund af lovbemærkningerne til lovforslag L 112,
vedtaget som lov nr. 490 af 1. juli 1998, nedsat et udvalg under Finanstilsynets
formandskab med den opgave at udarbejde en model for ændring af de nuværende
værdiansættelsesregler for obligationer, således at man også på dette område
anvender markedsværdier og udarbejde
retningslinier for værdiansættelse af forpligtelserne (passiverne), og således at
opgørelsen af passivsiden harmonerer med, at alle aktiverne opgøres til markedsværdi.
Udvalget skal tillige analysere, om der ved faldende investeringsafkast vil kunne blive generelle problemer for pensionsinstitutterne med at opfylde de givne tilsagn, herunder om overgangen fra den nuværende realrentebeskatning til et nominelt beskatningsystem for det løbende afkast af midler i pensionsopsparing kan være årsag hertil, jf. lovbemærkningerne til lovforslag L 97, vedtaget som lov nr. 428 af 26. juni 1998.
Ud over Finanstilsynet deltager i udvalget Skatteministeriet, Finansministeriet, Forsikring & Pension, Foreningen af Firmapensionskasser, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Den danske Aktuarforening, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
På baggrund af det fortsat lave renteniveau og regeringens tilsagn i bemærkningerne til lovforslag L 97 om at tilpasse de foreslåede regler, hvis der mod forventning skulle vise sig at være pensionsopsparere, der som følge af lovforslaget ikke kan få opfyldt et retskrav på en ydelse, der er baseret på en garanteret grundlagsrente, anmodede økonomiministeren i december 1998 Markedsværdiudvalget om at udarbejde en rapport om problemstillingen, herunder om fordele og ulemper ved mulige løsningsmodeller, der kan blive virksomme, såfremt der sker et yderligere signifikant fald i den lange rente. Markedsværdiudvalget afgav herefter den 15. marts 1999 "Rapport om pensionsafkastbeskatning, renteudvikling og afgivne garantier" til økonomiministeren.
Markedsværdiudvalget forventes tidligst at afslutte sit arbejde i år 2002.
Arbejdsgruppe (styregruppen) om autoriserede markedspladser i Danmark
Finanstilsynet deltog i 1998 i den af Erhvervsministeriet og Økonomiministeriet nedsatte arbejdsgruppe (styregruppen) om autoriserede markedspladser i Danmark.
Gruppen var sammensat af repræsentanter fra Erhvervsministeriet og Økonomiministeriet, repræsentanter for de 4 leverandører af undersøgelser til den afsluttende rapport, jf. nedenfor, samt 2 eksterne personer med særlig ekspertise inden for området.
Gruppen havde til opgave at undersøge behovet for og kravene til en autoriseret markedsplads i Danmark.
Gruppens arbejde resulterede i rapporten: "Autoriseret markedsplads i Danmark" i juni 1998. Rapporten indeholder 4 selvstændige undersøgelser:
Finality-arbejdsgruppen
Finanstilsynet forestår Finality-arbejdsgruppen (Arbejdsgruppen vedrørende implementering af direktiv 98/26/EF om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirsystemer ) .
Arbejdsgruppens opgave er at gennemgå direktivet med henblik på at afklare omfanget af gennemførelsesforpligtelser samt udarbejde de nødvendige gennemførelsesbestemmelser, enten i form af en selvstændig lov eller som ændringer i lov om værdipapirhandel m.v.
Direktivet skal være implementeret senest den 11. december 1999.
Udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet
Som led i regeringens handlingsplan af 3. juni 1997 mod økonomisk kriminalitet nedsatte justitsministeren i oktober 1997 et udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Udvalget har til opgave at fremkomme med forslag, der kan tage højde for den udvikling, som de ændrede økonomiske kriminalitetsmønstre og den moderne teknologi fører til. Finanstilsynet deltager som Økonomiministeriets repræsentant i udvalget og i en række underudvalg, der blev nedsat på udvalgets første møde med henblik på at belyse særlige spørgsmål inden for kommissoriet. Arbejdet i såvel hovedudvalget som underudvalgene pågår stadig.
Finanstilsynets Rådgivende Regnskabsudvalg for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber
Udvalget er oprettet i november 1998 og erstattede det hidtidige Rådgivende Regnskabsudvalg for pengeinstitutter. Udvalget består herefter af repræsentanter for Finansrådet, herunder Lokale Pengeinstitutter, Realkreditrådet, Børsmæglerforeningen, Den Danske Fondsmæglerforening, Danmarks Nationalbank, Københavns Fondsbørs, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer og Revisionschefkredsen.
Det Rådgivende Regnskabsudvalg er oprettet som et hovedudvalg, hvori der drøftes principielle og mere politisk betonede spørgsmål af relevans for såvel pengeinstitutter og realkreditinstitutter som fondsmæglerselskaber. Formålet med udvalget er således at skabe baggrund for en større harmonisering i de regnskabsmæssige regler i bekendtgørelser og vejledninger for de 3 virksomhedstyper ikke mindst set i lyset af den fortsatte nedbrydning af grænser, der sker i den finansielle sektor.
Til mere virksomhedsspecifikke spørgsmål er der nedsat specialudvalg.
Udvalget har afholdt ét møde i 1998, hvor Finanstilsynets vejledninger vedrørende årsregnskaberne for 1998 ("julebreve") blev drøftet.
Der har i 1998 været ét nedsat underudvalg under Det Rådgivende Regnskabsudvalg for pengeinstitutter.
- Underudvalg vedrørende revision af regnskabsnoter m.v. for pengeinstitutter m.v.
Dette udvalg havde til opgave at komme med forslag til nye notekrav for pengeinstitutter med henblik på at opnå mere gennemskuelige og informative regnskaber. Efter afslutningen af dette arbejde fortsatte underudvalget med at komme med forslag til ændringer af regnskabsbekendtgørelse for pengeinstitutter m.v. samt vejledningen hertil. Bekendtgørelsen blev udstedt 1. oktober 1998, og vejledningen blev udstedt den 8. december 1998.
Regnskabsrådets arbejdsgruppe til udfærdigelse af grundlaget for en ny årsregnskabslov
Finanstilsynet har i løbet af 1998 deltaget i den af Regnskabsrådet nedsatte arbejdsgruppe, der har haft til opgave at udarbejde en rapport, der skal danne grundlag for udarbejdelsen af et forslag til en ny årsregnskabslov. Arbejdsgruppen, der havde Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som sekretariat, nedsatte også en række underarbejdsprupper, hvor Finanstilsynet deltog i gruppen om værdiansættelse.
Arbejdsgruppe vedrørende ny bekendtgørelse om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder og finansielle koncerner
Arbejdet med en fælles bekendtgørelse om revisionens gennemførelse omfattende pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber og investeringsforeninger er foregået i en arbejdsgruppe under Finanstilsynets ledelse og bestående af repræsentanter fra henholdsvis Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer (eksterne revisorer) og Revisionschefkredsen (interne revisorer) for hver af de berørte instituttyper.
På baggrund af arbejdsgruppens drøftelser udstedtes bekendtgørelse nr. 999 af 23. december 1998 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder og finansielle koncerner.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. januar 1999 med virkning for det regnskabsår, der påbegyndtes den 1. januar 1999 eller senere.
Målet har været at fastsætte tidssvarende regler for revisionens gennemførelse i de 5 virksomhedstyper samt for virksomheder, der indgår i blandede finansielle koncerner.
Selvom der har været en målsætning om i videst muligt omfang at harmonisere reglerne for forskellige typer finansielle virksomheder, er sammenskrivningen foretaget under hensyntagen til institutternes forskelligheder. Derfor er bekendtgørelsen opbygget med 5 indledende kapitler indeholdende bestemmelser, der er fælles for alle instituttyper, efterfulgt af institutspecifikke kapitler for hver enkelt instituttype indeholdende de bestemmelser, der er særegne for den pågældende instituttype.
Af specifikke ændringer skal i særlig grad bemærkes følgende realitetsændringer:
- der stilles nu krav om, at de valgte revisorer skal kontrollere, om der foretages en række foreskrevne indberetninger til Finanstilsynet,
- der er tilføjet krav om et særskilt afsnit i såvel de valgte revisorers som de interne revisorers protokollat vedrørende årsregnskabet, hvor samtlige kritiske bemærkninger opsummeres. Herunder skal revisorerne fremhæve de erklæringer, der er omfattet af bekendtgørelsen, og som har givet anledning til bemærkninger, samt redegøre for årsagen til dette.
- tidligere krav om, at revisionen af udenlandske datterselskaber både skulle tilgodese lokale og danske bestemmelser, har vist sig vanskelige at praktisere. Derfor er det blevet besluttet at frafalde kravet om, at revisionschefens påtegning af dattervirksomheder skal omfatte udenlandske dattervirksomheder,
- med samme begrundelse som ovenfor stilles der ikke længere krav om, at udenlandske dattervirksomheder revideres af samme valgte revisorer som moderselskabet,
- revisors meddelelsespligt efter de finansielle love, såfremt den valgte revisor eller den interne revision må formode, at virksomheden henholdsvis koncernen ikke opfylder eller inden for en overskuelig fremtid ikke vil kunne opfylde solvens- eller kapitalkrav, er medtaget i bekendtgørelsen.
Herudover er der foretaget justeringer i de institutspecifikke bestemmelser.
Arbejdsgruppe om regnskabsregler for forsikringsselskaber og pensionskasser
Arbejdsgruppen er en permanent gruppe og består af repræsentanter for Forsikring & Pension, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer og Den Danske Aktuarforening. Arbejdsgruppen ledes af Finanstilsynet.
Arbejdsgruppen har afholdt 2 møder i 1998, hvor blandt andet ændring af værdiansættelsesregler for værdipapirer samt grunde og ejendomme, indberetningsændringer samt Finanstilsynets vejledninger vedrørende årsregnskaberne for 1998 ("julebreve") blev drøftet.
Arbejdsgruppe vedrørende realkreditlovens balanceprincip
Finanstilsynet nedsatte i 1997 en arbejdsgruppe vedrørende realkreditlovens balanceprincip. Den har til formål at vurdere, hvordan og i hvilket omfang man kan tilføre balanceprincippet en større smidighed og fleksibilitet til gavn for obligationsmarkedet og dermed også for låntagerne.
Arbejdsgruppen ledes af Finanstilsynet og har deltagelse af Realkreditrådet og Økonomiministeriet.
I arbejdsgruppen er der afholdt en række møder, hvor man har diskuteret forskellige modeller til balanceprincippets fremtidige udformning. Ændringerne i balanceprincippet skal sikre realkreditinstitutterne en større smidighed og fleksibilitet i fundingen af udlånet uden at påføre institutterne en større rente- eller genfinansieringsrisiko. Drøftelserne er endnu ikke afsluttet.
Arbejdsgruppe vedrørende revideret bekendtgørelse om investeringsforeningers og specialforeningers regnskaber
Arbejdet med en revideret regnskabsbekendtgørelse for investeringsforeninger og specialforeninger er foregået i en arbejdsgruppe under ledelse af Finanstilsynet og med deltagelse af repræsentanter fra InvesteringsForeningsRådets regnskabsudvalg og Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.
På baggrund af drøftelserne i arbejdsgruppen udstedte Finanstilsynet Bekendtgørelse af 26. november 1998 om investeringsforeninger og specialforeningers regnskaber.
Bekendtgørelsen har virkning for årsregnskabet for 1998.
Bekendtgørelsen erstatter Finanstilsynets tidligere bekendtgørelse af 5. september 1988.
Hensigten med den nye bekendtgørelse har dels været at inddrage regler for specialforeningers aflæggelse af årsregnskaber og halvårlige formueopgørelser dels at revidere regelsættet for investeringsforeninger og specialforeningers regnskabsaflæggelse med henblik på at gøre dette mere tidssvarende.
I den reviderede bekendtgørelse er der foretaget væsentlige ændringer af indholdet. Indberetningsskemaer og vejledning til indberetning indgår ikke længere som en integreret del af bekendtgørelsen.
Endvidere er der tilføjet minimumskrav til de enkelte regnskabsposter herunder opstillingen af disse og krav til oplysning om hoved- og nøgletal for regnskabsåret samt de forudgående 4 regnskabsår.
Yderligere har arbejdet i arbejdsgruppen, samt i en undergruppe, resulteret i udarbejdelse af nye skemaer til brug for indberetning af regnskabs-, formue- og lovkontrolopgørelser til Finanstilsynet samt vejledning vedrørende indberetning af investeringsforeningers og specialforeningers regnskaber.
Grønlandsudvalget
I henhold til § 10 i bekendtgørelse om realkreditforhold i Grønland er der nedsat et stående udvalg til at følge, rådgive og bistå ved tilsyn med realkreditinstitutters långivning i Grønland.
Finanstilsynet har formandskabet, og Grønlands Hjemmestyres Økonomidirektorat samt de långivende realkreditinstitutter er repræsenteret i udvalget. Der afholdes halvårlige møder på skift hos Tilsynet og i Grønland.
Udvalg vedrørende papirløs tinglysning
Finanstilsynet deltager i Justitsministeriets udvalg, der har til opgave at vurdere mulighederne for at indføre "papirløs" tinglysning samt en lempelse af tinglysningslovens regler om ekstern terminaladgang. Udvalgets betænkning forventes afgivet i 1999.
Finanstilsynet udgiver hvert år en beretning om sin tilsynsvirksomhed, et virksomhedsregnskab og en samling rapporter med detaljerede regnskabsoplysninger og statistisk materiale om de enkelte tilsynsområder.
Finanstilsynet udgiver endvidere hvert år en ajourført udgave af publikationen "Hovedtal fra Finanstilsynet", der bl.a. indeholder en oversigt over den finansielle sektors aktiebesiddelser og andele i de børsnoterede selskabers kapital.
Rapporterne med regnskabsoplysninger og statistisk materiale har sammen med publikationen med hovedtal karakter af en statistisk årbog for den finansielle sektor.
Derudover udgiver Finanstilsynet løbende publikationer, der dels beskriver grundlaget for ny lovgivning eller nye tilsynsmetoder dels belyser resultatet af arbejdsgruppers arbejde.
Fra og med beretningsåret 1997 er det besluttet at ændre Finanstilsynets årsberetning, således at oplysninger om regelgrundlag, principielle afgørelser og finansielle virksomheders grænseoverskridende aktiviteter alene præsenteres på Finanstilsynets hjemmeside på Internettet. Denne ændring i udgivelsesform har fremmet Tilsynets muligheder for en løbende opdatering af de nævnte grupper af oplysninger.
Det er endvidere besluttet, at de statistiske rapporter om de enkelte tilsynsområder og publikationen med hovedtal fra og med beretnings- og rapporteringsåret 1997 alene skal udgives som netpublikationer.
I 1998 udgav Finanstilsynet følgende publikationer:
Årsberetninger
Beretning fra Finanstilsynet 1997. 132 sider.
ISBN 87-7011-177-4 (trykt publikation). Pris: 60 kr.
ISBN 87-7011-178-2 (netpublikation).
Virksomhedsregnskab 1997. 39 sider.
ISBN 87-7011-175-8 (trykt publikation).
ISBN 87-7011-176-6 (netpublikation).
Beretning fra Fondsrådet 1997. 61 sider.
ISBN 87-7011-179-0 (trykt publikation). Pris: 40 kr.
ISBN 87-7011-180-4 (netpublikation).
Rapport fra Pensionsmarkedsrådet 1998. 116 sider.
ISBN 87-7011-181-2 (trykt publikation). Pris: 40 kr.
ISBN 87-7011-182-0 (netpublikation).
Statistiske rapporter og hovedtal
Børsområdet. Statistisk materiale 1997.
ISBN 87-7011-194-4 (netpublikation).
Fondsmæglerselskaber. Statistisk materiale 1997.
ISBN 87-7011-187-1 (netpublikation).
Forsikringsselskaber. Statistisk materiale 1997.
ISBN 87-7011-193-6 (netpublikation).
Investeringsforeninger. Statistisk materiale 1997.
ISBN 87-7011-186-3 (netpublikation).
Penge- og realkreditinstitutter. Statistisk materiale 1997.
ISBN 87-7011-185-5 (netpublikation).
Hovedtal fra Finanstilsynet 1997.
ISBN 87-7011-192-8 (netpublikation).
Øvrige publikationer
Rapport om betaling for rentegaranti. 129 sider.
ISBN 87-7011-172-3 (trykt publikation). Pris: 60 kr.
ISBN 87-7011-173-1 (netpublikation).
Rapport om den ansvarshavende aktuars opgaver og funktioner i livsforsikringsselskaber
og pensionskasser. 60 sider.
ISBN 87-7011-170-7 (trykt publikation). Pris: 40 kr.
ISBN 87-7011-171-5 (netpublikation).
Rapport om forsikringsmæglervirksomhed. 132 sider.
ISBN 87-7011-183-9 (trykt publikation). Pris: 40 kr.
ISBN 87-7011-184-7 (netpublikation).
Udredning om overtagelsestilbud. 245 sider.
ISBN 87-7011-189-8 (trykt publikation). Pris 60 kr.
ISBN 87-7011-190-1 (netpublikation).
Samtlige publikationer findes i fuld tekst på Finanstilsynets hjemmeside
på Internettet, og bortset fra Finanstilsynets virksomhedsregnskab for 1997 sælges de
trykte udgaver af publikationerne gennem boghandlere ved opgivelse af det nævnte
ISBN-nummer.
Finanstilsynets virksomhedsgrundlag og organisation
6.1. Finanstilsynets virksomhedsgrundlag
Finanstilsynet har i 1998 udarbejdet et strategisk grundlag, som bl.a. består af virksomhedsgrundlag, overordnet målsætning og strategisk målsætning.
Virksomhedsgrundlag
Finanstilsynet skal bidrage til, at tilliden til den finansielle sektor bevares - både i samfundet og hos den enkelte - ved at
Overordnet målsætning
Finanstilsynet skal som tilsynsmyndighed være respekteret for sin upartiskhed, sit høje faglige niveau samt sin hurtige og korrekte sagsbehandling. Finanstilsynet udøver selvstændigt sin tilsynsvirksomhed i overensstemmelse med den samarbejdsprocedure/strategi, der er fastlagt med Økonomiministeriets Departement, og orienterer kun i sager af større politisk betydning Departementet om sine afgørelser.
Strategisk målsætning
Finanstilsynet skal i de kommende år lægge vægt på formidling af aktuel og relevant information om den finansielle sektor som et middel til at styrke sektoren og tilliden til den. Samtidig skal kendskabet til Finanstilsynets virksomhed øges gennem elektronisk adgang til ikke-tavshedsbelagte oplysninger.
Virksomheds- og strategiplan
Finanstilsynet skal have en fireårig strategiplan, som sikrer opfyldelsen af virksomhedsgrundlaget samt den overordnede og den strategiske målsætning. Det strategiske grundlag skal være kendt og accepteret af Finanstilsynets ledelse og medarbejdere.
Samtidig skal Finanstilsynet have en årlig virksomhedsplan, som sikrer opfyldelsen af målsætningerne - inden for de givne indre og ydre rammer.
6.2. Finanstilsynets organisation
(§§ 237 og 238 i lov om forsikringsvirksomhed)
Forsikringsrådet er det organ, som træffer afgørelser i principielle spørgsmål, nyskabelser på forsikringsområdet, større sager o.l., mens Finanstilsynet varetager den daglige administration. Den nærmere funktionsdeling mellem Forsikringsrådet og Finanstilsynet er fastlagt i bekendtgørelse nr. 53 af 27. januar 1999 om forretningsorden for forsikringsrådet.
Forsikringsrådets sammensætning maj 1999:
Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard (formand)
Professor Anders Milhøj
Økonomidirektør Agneta Björkman
(Udpeget af økonomiministeren)
Advokat K. O. Pedersen (næstformand)
(Indstillet af Dansk Industri, Håndværksrådet, Landbrugsraadet, Det Danske
Handelskammer og Dansk Handel & Service i fællesskab)
Kontorchef Ole Just
(Indstillet af Forbrugerrådet)
Direktør Bent Nyløkke Jørgensen
Direktør Bent Vestergaard Christensen
Direktør Steen Leth Jeppesen
(Indstillet af Forsikring & Pension)
(§ 83 i lov om værdipapirhandel)
Fondsrådet er nedsat i henhold til lov nr. 1072 af 20. december 1995 om værdipapirhandel m.v. Ifølge § 83 i nævnte lov skal Fondsrådet virke for et velfungerende dansk værdipapirmarked, som har en sådan effektivitet, gennemskuelighed og konkurrencedygtighed, at det er attraktivt for udstedere, investorer og værdipapirhandlere, og som lever op til internationale standarder.
Finanstilsynet virker som sekretariat for Fondsrådet. I bekendtgørelse nr. 254 af 28. marts 1996 er Fondsrådets forretningsorden fastlagt.
Fondsrådets sammensætning maj 1999:
Fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer (formand)
Vicepræsident Mette Christensen (næstformand)
(Udnævnt af økonomiministeren)
Direktør Erik Behn
Suppleant: Viceadm. direktør Kurt Anker Nielsen
(Indstillet af Dansk Industri, Danmarks Rederiforening og Det Danske Handelskammer i
fællesskab)
Strategichef Mette Täby
Suppleant: Fondschef Birthe Werner
(Indstillet af Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond i
fællesskab)
Direktør Niels Roth
Suppleant: Vicedirektør Kaj Østergaard Mortensen
Bankdirektør Peter Lybecker
Suppleant: Bankdirektør Henry Nielsen
(Indstillet af Børsmæglerforeningen)
Bankdirektør Karsten S. Knudsen
Suppleant: Direktør Jan Kondrup
(Indstillet af Finansrådet og InvesteringsForeningsRådet i fællesskab)
Viceadm. direktør Sven Holm
Suppleant: Direktør Kjelde Mors
(Indstillet af Realkreditrådet)
Nationalbankdirektør Jens Thomsen
Suppleant: Kontorchef Ove Sten Jensen
(Indstillet af Danmarks Nationalbank)
Direktør Erik Adolphsen
Suppleant: Direktør Knud Nissen
Koncerndirektør Bent Vestergaard Christensen
Suppleant: Direktør Lars Steen Hansen
(Indstillet af Forsikring & Pension og Foreningen af Firmapensionskasser i
fællesskab)
Som opfølgning på en anbefaling fra udvalget om mere demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger m.v., jf. Økonomiministeriets betænkning nr. 1306, december 1995, har regeringen besluttet at nedsætte et pensionsmarkedsråd.
Pensionsmarkedsrådet skal bidrage til at holde gang i debatten om åbenhed omkring pensionsinstitutternes investeringspolitik og sikre fortsat fokus på institutternes investeringsbeslutninger samt udviklingen af medlemsindflydelse.
Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen virker som sekretariat for Pensionsmarkedsrådet.
Pensionsmarkedsrådets sammensætning maj 1999:
Vicedirektør Kirsten Fjord
Docent Anders Grosen
(Udnævnt af økonomiministeren)
Kontorchef Torben Weiss Garne
(Indstillet af Økonomiministeriet)
Konsulent Bendt Bülow
(Indstillet af Akademikernes Centralorganisation, AC)
Konsulent Agnete Andersen
(Indstillet af Arbejdsministeriet)
Underdirektør Leif Kvistgaard
(Indstillet af ATP og LD)
Underdirektør Thomas Philbert Nielsen
(Indstillet af Dansk Arbejdsgiverforening)
Fuldmægtig Lars Peter Frederiksen
(Indstillet af Erhvervsministeriet)
Fuldmægtig Niels Dupont
(Indstillet af Finansministeriet)
Afdelingschef Peter Nedergaard
(Indstillet af Forbrugerrådet)
Direktør Flemming Søgaard
Vicedirektør Carsten Andersen
(Indstillet af Forsikring & Pension)
Underdirektør Annegrete Birck Jakobsen
(Indstillet af Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd)
Borgmester Johnny Søtrup
(Indstillet af Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen samt Københavns og
Frederiksberg kommuner)
Konsulent Ingerlise Buck
(Indstillet af Landsorganisationen i Danmark)
6.2.4. Finanstilsynets organisatoriske opbygning
Finanstilsynet er pr. 1. juni 1999 opdelt i en direktion og 13 kontorer:
Direktionens medlemmer og ansvarsområder
| Direktør: | Henrik Bjerre-Nielsen |
| Vicedirektør: | Erik Johansen |
| Vicedirektør | Peter Sylvest Larsen |
| Vicedirektør: | Flemming Nytoft Rasmussen |
| Sekretariatschef | Susanne Kortsen |
Direktør Henrik Bjerre-Nielsen leder direktionens arbejde og står til ansvar over for ministre og råd. Direktøren har det overordnede faglige ansvar for strategisk planlægning og fordelingen af ressourcer blandt kontorerne.
Vicedirektør Erik Johansen har det overordnede faglige ansvar for virksomhedstilsyn med livsforsikringsselskaber, ATP, LD, AES og investeringsforeninger, sekretariatsbetjening af Forsikringsrådet og Pensionsmarkedsrådet samt følgende tværgående områder: Værdiansættelse af fast ejendom, porteføljeforvaltning, koncernspørgsmål, forsikringsteknik og økonomiske analyser.
Vicedirektør Peter Sylvest Larsen har det overordnede faglige ansvar for markedstilsynet, virksomhedstilsynet med markedsvirksomheder, sekretariatsbetjening af Fondsrådet, det lovforberedende og -fortolkende arbejde samt det tværgående område: IT sikkerhed.
Vicedirektør Flemming Nytoft Rasmussen har det overordnede faglige ansvar for virksomhedstilsyn med kreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, skadesforsikringsselskaber og forsikringsmæglere samt de tværgående områder: Kreditrisici og markedsrisici.
Sekretariatschef Susanne Kortsen har det overordnede faglige ansvar for intern administration, ministerbetjening, information, personale, organisation og IT.
Kontorer og ansvarsområder
International rådgiver
International rådgiver Kirsten Mandrup
Bankkontor
Tilsyn med mindre og mellemstore pengeinstitutter samt visse kreditinstitutter m.v.; lov om banker og sparekasser, lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort, møntloven, check- og vekselloven og lov om en garantifond for indskydere og investorer samt fællesbestemmelser i tilsynslovgivningen om direktionens ret til at påtage sig andre erhverv og forbudet mod at foretage spekulationsforretninger.
Kontorchef Thomas Kjøller
Børskontor - Edb-tilsyn
Markedsovervågning af værdipapirhandel, herunder behandling af insidersager og sager om kursmanipulation; tilsyn med fondsbørser, autoriserede markedspladser, clearing- og registreringsvirksomheder og pengemarkedsmæglere samt datacentraler; edb-tilsyn og IT-sikkerhed; sekretariat for Fondsrådet; lov om værdipapirhandel samt bestemmelser om edb-sikkerhed.
Kontorchef Birger Hansen
Edb-kontor
Drift og udvikling af Finanstilsynets edb-systemer.
Edb-chef Per Madsen
Kontor for Fondsmæglerselskaber og Investeringsforeninger
Tilsyn med børs- og fondsmæglerselskaber samt investeringsforeninger og specialforeninger; lov om fondsmæglerselskaber samt lov om investeringsforeninger og specialforeninger; §§ 5 og 6 om værdipapirhandleres forretningsskik m.v. i lov om værdipapirhandel.
Kontorchef Marianne Knudsen
Kontor for Forsikringsmæglere m.v.
Tilsyn med forsikringsmæglere; udpegning af offentlige repræsentanter; fællesbestemmelser i tilsynslovgivningen om ledelsens egnethed og hæderlighed (fit and proper) og registerlovgivning m.m.
Kontorchef Annette Bjåland Andersen
Kontor for Forsikringsteknik
Generelle forsikringstekniske spørgsmål; tilsyn med Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring; sekretariat for Forsikringsrådet og Pensionsmarkedsrådet; lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov om sikring mod følger af arbejdsskade og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger; tilsynsmæssige spørgsmål i forhold til forsikringsaftaleloven.
Kontorchef Klaus Grünbaum
Kontor for Livs- og Pensionsforsikring
Tilsyn med livsforsikringsselskaber og pensionskasser; lov om forsikringsvirksomhed og lov om tilsyn med firmapensionskasser.
Kontorchef: Vakant
Kontor for Skadesforsikring og Koncernspørgsmål
Tilsyn med skadesforsikringsselskaber og genforsikringsselskaber; genforsikring og koncernspørgsmål; fællesbestemmelser i tilsynslovgivningen om koncerninterne transaktioner.
Kontorchef Michael Holm
Kreditrisikokontor
Tilsyn med særligt store pengeinstitutter og pengeinstitutter, der indgår i forsikrings- eller realkreditkoncerner, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk samt Danmarks Skibskreditfond; kreditrisici og indgåelse af aftaler med andre landes tilsynsmyndigheder om tilsyn på pengeinstitutområdet; lov om et skibsfinansieringsinstitut.
Kontorchef Lilian Askgaard
Markedsrisikokontor
Tilsyn med visse større pengeinstitutter, nichebanker og danske filialer af udenlandske pengeinstitutter m.v.; markedsrisici, porteføljeforvaltning og betalingssystemer.
Kontorchef Lars Stage
Realkreditkontor
Tilsyn med realkreditinstitutter; vurdering af fast ejendom og outsourcing; realkreditlov, lov om realkreditinstitutter og lov om indeksregulerede realkreditlån.
Kontorchef Karin Kjærgaard
Sekretariatskontor
Budget og regnskab, personaleadministration, organisationsudvikling, information og virksomhedsplanlægning; juridisk sektion; servicefunktioner.
Sekretariatschef Susanne Kortsen
Økonomisk-statistisk Kontor
Økonomiske analyser, statistikproduktion, strategisk planlægning, udarbejdelse og fortolkning af bestemmelser om regnskab og revision i alle tilsynsbelagte virksomheder og særligt tilsyn med de regnskabs- og revisionsmæssige bestemmelser.
Kontorchef Lars Østergaard
Finanstilsynets adresser, telefon og telefax
Finanstilsynet
Gl. Kongevej 74 A
1850 Frederiksberg C.
Telefon: 33 55 82 82
Telefax: 33 55 82 00
E-post adresser:
X.400: C=dk; A=dk400; P=ftnet; S=finanstilsynet
Internet: http://www.ftnet.dk
Figur 6.1
Organisationsdiagram for Finanstilsynet
[Ikke medtaget i denne version]
6.2.5. Finanstilsynets driftsregnskab
Tabel 6.1
Finanstilsynets driftsregnskab
| Ændring i | |||
| Beløb i 1.000 kr. | 1998 | 1997 | % |
| Udgifter: | |||
| Lønninger m.v. | 57.308 | 56.105 | 2,1 |
| Andre driftsomkostninger | 35.990 | 36.784 | -2,2 |
| Moms | 5.017 | 5.081 | -1,3 |
| I alt udgifter | 98.315 | 97.970 | 0,4 |
| Indtægter: | |||
| Gebyrer, beretning m.v. | 14 | 1 | 1300,0 |
| Renter | 420 | - | - |
| Afgifter | 97.881 | 97.966 | -0,1 |
| I alt indtægter | 98.315 | 97.967 | 0,4 |
Ankenævn og garantifond
(lov nr. 858 af 23. december 1987 som ændret ved lov nr. 315 af 14. maj 1997 og lov nr. 1052 af 23. december 1998)
Afgørelser, der bl.a. er truffet af Finanstilsynet, kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Klage skal indbringes senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Erhvervsankenævnets formand og næstformand er henholdsvis:
Landsdommer Niels Larsen og Landsdommer Vagn Joensen.
Erhvervsankenævnets adresse er:
Erhvervsankenævnet
Kampmannsgade 1
Postboks 2000
1780 København V
Tlf.: 33 30 76 22
I henhold til § 3, stk. 3, i Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 1154 af 18. december 1994 om Erhvervsankenævnet bestemmer formanden om og i bekræftende fald, på hvilken måde nævnets afgørelser skal offentliggøres. Vedrørende eventuel offentliggørelse af nævnets afgørelser henvises til Erhvervsankenævnet.
Finanstilsynet omtaler alene ændringer i Finanstilsynets hidtidige praksis, som forårsages af Erhvervsankenævnets afgørelser.
7.2. Garantifonden for indskydere og investorer
(lov nr. 415 af 26. juni 1998)
Fondens adresse er:
Garantifonden for indskydere og investorer
Niels Juels Gade 7
Postboks 2082
1013 København K
Tlf.: 33 14 62 45
Pengeinstitutankenævnet - stiftet af Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening, Sammenslutningen Danske Andelskasser og Forbrugerrådet - påbegyndte sin virksomhed 1. august 1988.
Ankenævnets vedtægter er godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet § 12.
Ankenævnet behandler klager over danske pengeinstitutter og deres herværende datterselskaber vedrørende private kundeforhold. Ankenævnet behandler dog ikke klager over færøske og grønlandske pengeinstitutter. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende et privat kundeforhold.
Pengeinstitutankenævnets formand og næstformænd er henholdsvis:
Højesteretsdommer Peter Blok
Landsdommer Niels Waage
Kst. landsdommer Lars Lindencrone Petersen
Pengeinstitutankenævnets adresse er:
Pengeinstitutankenævnet
Østerbrogade 62, 4.
2100 København Ø
Tlf.: 35 43 63 33 (kl. 9.30 - 12.30)
Realkreditankenævnet er oprettet af Realkreditrådet i samarbejde med Forbrugerrådet pr. 1. januar 1992. Ankenævnet er godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet § 12.
Ankenævnet behandler fortrinsvis klager fra private kunder vedrørende deres realkreditlån. Klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Formand for Realkreditankenævnet er:
Højesteretsdommer Hugo Wendler Pedersen.
Ankenævnets adresse er:
Realkreditankenævnet
Nybrogade 12
1203 København K.
Tlf.: 33 12 82 00 (kl. 10.00 - 14.00)
7.5. Ankenævnet for Forsikring
Ankenævnet er stiftet af Forbrugerrådet og Forsikring & Pension (tidligere Assurandør-Societetet) og godkendt af Forbrugerklagenævnet i medfør af lov om Forbrugerklagenævnet § 12.
Ankenævnet behandler klager fra forsikringstagere vedrørende deres forsikringer. Klager om erhvervsmæssige forsikringsforhold kan kun behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende private forsikringsforhold.
Formand og suppleanter for formanden for Ankenævnet er henholdsvis:
Højesteretsdommer Jacques Hermann
Højesteretsdommer Poul Sørensen
Højesteretsdommer Jørgen Nørgaard
Ankenævnets adresse er:
Ankenævnet for Forsikring
Anker Heegaards Gade 2
1572 København V
Tlf.: 33 15 89 00 (kl. 10.00 - 13.00)
Tabeller
Figurer