Resumé
I de anvendte beregningsgrundlag for livsforsikringsselskaber er der fastsat en
grundlagsrente, som anvendes ved beregningen af sammenhængen mellem præmier og ydelser.
Grundlagsrenten er normalt en garanteret forrentning, som selskabet er forpligtet til at
forrente de opsparede hensættelser med. Grundlagsrenten skal derfor fastsættes tilpas
lavt B på +den sikre side* B således at der normalt forekommer renteoverskud. Dette
renteoverskud udloddes som bonus eller henlægges som ufordelt bonus i en
bonusudjævningshensættelse til senere bonusudlodning. Endvidere vil en vis del af
overskuddet blive henlagt til egenkapitalen.
Mange selskaber har i dag tegnet forsikringer med to forskellige grundlagsrenter. Mest
almindeligt er det, at selskaberne har en bestand af forsikringer med en rentegaranti på
4,5 pct. (beregningsgrundlaget G 82 5 %.), og en bestand af forsikringer med en
rentegaranti på 2,5 pct. (beregningsgrundlaget G 82 3 %), men der er også
enkeltforsikringer, hvori begge grundlagsrenter indgår.
Aktiverne til dækning af forpligtelserne ejes af livsforsikringsselskabet og er
normalt ikke opdelt på de enkelte forsikringstagere, men er én aktivmasse, hvis afkast
alle er +fælles* om. Den enkeltes opsparede hensættelse forrentes herved med en
gennemsnitsrente baseret på afkastet af selskabets samlede investeringer.
Selskabernes brug af gennemsnitsrenteprincippet indebærer, at der har været rejst
spørgsmål om, hvorvidt der bør stilles nærmere krav til selskaberne angående
forsikringstagernes betaling for de forskellige garantier, der gives.
I rapporten gennemgås først retsgrundlaget og den hidtidige praksis på området.
Herefter analyseres, hvilke forhold der kan/bør indgå i modeller for beregning af en
eventuel betaling for rentegaranti, og nogle konkrete modeller herfor opstilles. Endelig
gennemgås spørgsmålet om, hvilke forsikringstagere der i givet fald bør betale for
rentegaranti, samt hvorledes en sådan betaling kan ske.
Rapporten viser, at beregningen af en pris for en given rentegaranti kan modelleres på
flere forskellige måder afhængig af den indfaldsvinkel, der anlægges. Alle de beskrevne
modeller tager udgangspunkt i en forsikringsmatematisk prisfastsættelse af rentegaranti,
dvs. prisen sikrer, at præmier og ydelser i gennemsnit balancerer.
Der kan ikke peges på én +korrekt* model for betaling for en rentegaranti, men der
vil være en række modeller, der afspejler de bagved liggende indfaldsvinkler. De
beskrevne modeller kan ikke opfattes som en udtømmende liste over mulighederne, men alene
anvendes som et idékatalog over nogle grundlæggende metoder til beregning af betaling
for rentegaranti.
Modelberegningerne viser dog samstemmende, at specielt en vedvarende lav inflation i
størrelsesordenen 2 pct. eller derunder må give anledning til, at selskaberne nærmere
vurderer, om der på tilstrækkelig vis sikres de forskellige kundegrupper en rimelig
behandling i den nuværende situation, hvor der ikke skelnes mellem kundegrupper med
forskellige garantirenter.
Modelberegningerne fører i øvrigt til nogenlunde ensartede prisforskelle mellem
prisen for rentegarantier på henholdsvis 2,5 pct.og 4,5 pct. Med en inflation
på 2 pct. viser modellerne en prisforskel i størrelsesordenen 1,5 - 3 pct. af
præmierne. Selve merbetalingen for en rentegaranti på 4,5 pct. i forhold til
2,5 pct. kan eksempelvis beregnes som en procentdel af præmierne eller som en
procentdel af livsforsikringshensættelserne.
Eksisterende forsikringer vil ikke normalt kunne pålægges en eksplicit betaling for
rentegaranti, idet forsikringsaftalerne ikke åbner mulighed herfor. En eventuel
merbetaling kan imidlertid opkræves implicit i forbindelse med udlodning af bonus.
I henhold til lovgivningen skal livsforsikringsselskabernes aktier normalt opgøres til
markedsværdi. Et generelt kursfald vil således betyde, at aktiverne som helhed falder i
værdi, mens dette ikke vil være tilfældet for så vidt angår størrelsen af
livsforsikringshensættelserne. Der er således behov for, ud over stillingtagen til
betaling for forskellen i rentegaranti, at der tages stilling til, hvor store reserver der
er behov for i forbindelse med fremtidige udsving i afkastet af de indgåede
investeringer, således at der ikke opstår en situation med manglende egenkapital.
 
Udgivet af Finanstilsynet februar 1998
Elektronisk version ved Net Bureauet |
