//Pyntelogo//
//Pyntelogo//

Rapport om fastsættelse af maksimal grundlagsrente


Bunden af teksten Forige Næste Forside

KAPITEL 3

Undtagelser

3.1 Indledning

Artikel 17* rummer nogle undtagelsesbestemmelser i stk. 1, litra B, pkt. c (bilag 2). De lyder således:

»c) hjemlandet kan beslutte, at litra a) ikke skal anvendes på følgende aftaletyper:

- aftaler tilknyttet investeringsfonde

- aftaler med engangspræmie med en løbetid indtil otte år

- aftaler uden ret til bonus og livrenteaftaler uden tilbagekøbsværdi.

I de tilfælde, der er omtalt i de sidste to led i første afsnit, kan der, når der vælges en forsigtig rentesats, tages hensyn til den valuta, som forsikringsaftalen er fastsat i, og til de tilsvarende aktiver, der indgår i beholdningen, samt til det forventede afkast af de fremtidige aktiver, når selskabets aktiver værdiansættes til deres markedsværdi.

Den rentesats, der lægges til grund, må under ingen omstændigheder være højere end afkastet af aktiverne, beregnet i henhold til hjemlandets regnskabsregler efter fradrag af et passende beløb.«

Implementeringen af disse undtagelser i Finanstilsynets bekendtgørelse (bilag 7) omtales nedenfor i afsnit 3.2.

Desuden er der i bekendtgørelsen indført nogle yderligere undtagelser, der vedrører bestående forsikringer, og som omtales i afsnit 3.3. Endelig er i afsnit 3.4 beskrevet nogle overvejelser, der ikke har ført til undtagelsesregler.

Det skal understreges, at det enkelte selskab ­ som foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed ­ altid særskilt skal sikre, at selskabets beregningsgrundlag* er betryggende og rimeligt over for den enkelte forsikringstager* og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Alle de i afsnit 3.2 og 3.3 omtalte undtagelsesregler er således muligheder, som selskaberne kan, men ikke skal anvende.


Toppen af teksten Forige Næste Forside

Udgivet af Finanstilsynet 11. december 1997
Elektronisk version ved Net Bureauet