Rådet for De Europæiske Fællesskaber vedtog den 10. november 1992 det såkaldte 3. livsforsikringsdirektiv1. Med artikel 18 i dette direktiv (bilag 2) ændredes affattelsen af artikel 17*2 i 1. livsforsikringsdirektiv3. Med den ændrede affattelse fastlagdes de principper, hvorefter de forsikringsmæssige hensættelser* skal opgøres. Heriblandt statueres, at den rentesats (grundlagsrenten), der lægges til grund for opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, skal vælges med forsigtighed. Ligeledes bestemmes, at Finanstilsynet skal fastsætte et maksimum for denne rentesats, altså en maksimal grundlagsrente*.
I 3. livsforsikringsdirektiv, artikel 19 fastsættes, at de præmier, som opkræves, vurderet ud fra rimelige aktuarmæssige antagelser skal være tilstrækkelige til, at forsikringsselskaberne kan opfylde alle deres forpligtelser, herunder navnlig afsætte forsikringsmæssige hensættelser svarende hertil.
Bestemmelserne i 3. livsforsikringdirektiv skulle optages i dansk lovgivning senest den 1. juli 1994. Direktivet blev implementeret i dansk lovgivning ved lov nr. 363 af 18. maj 1994 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed m.v. Lovændringen trådte i kraft den 1. juli 1994, hvorved Finanstilsynet fik beføjelse til at udstede retsforskrifter om fastsættelse af en maksimal grundlagsrente.
Direktør Lars Vissinger (indtrådt september 1995, repræsenterede fra december 1996 Assurandør-Societetet).
Udpeget af AMPR Arbejdsmarkedspensionsrådet: Aktuar Finn Heerwagen (indtrådt september 1996), Kontorchef Steen Kristiansson, Direktør Peter Melchior, Seniorkonsulent Birte Toft Nielsen, Aktuar Nete Rude (udtrådt september 1996). Udpeget af Assurandør-Societetet: Underdirektør Erik Adolphsen (udtrådt april 1994), Vicedirektør Carsten Andersen (indtrådt april 1994), Direktør Mogens Andersen, Direktør Andreas Kühle, Direktør Birger Larsen, Fuldmægtig Anne Seiersen (indtrådt december 1996). Udpeget af Den danske Aktuarforening: Aktuar Frank Cederbye.Udvalget havde ikke noget egentlig kommissorium, men man skal i denne forbindelse henvise til Finanstilsynets skrivelse af 7. juni 1994, bilag 5.
Grundlagsrenteudvalget nedsatte ved første møde et teknisk underudvalg, der har udarbejdet flere notater, der er blevet benyttet ved udarbejdelsen af denne rapport. I det tekniske underudvalg deltog:
Aktuar Frank Cederbye, Konsulent Hanne Christensen (indtrådt september 1994), Direktør Hans Boye Clausen (udtrådt oktober 1994), Aktuar Finn Heerwagen, Kontorchef Steen Kristiansson, Fuldmægtig Steen Pedersen, Aktuar Jens-Peder Vinkler Rasmussen, Afdelingsdirektør Niels Peter Rasmussen, Aktuar Christian Sagild (indtrådt oktober 1994).Senere nedsattes en arbejdsgruppe til redigering af denne rapport. I arbejdsgruppen deltog:
Aktuar Frank Cederbye, Konsulent Hanne Christensen, Kontorchef Steen Kristiansson, Fuldmægtig Steen Pedersen, Fuldmægtig Anne Seiersen.Udvalgets arbejde skulle indgå i Finanstilsynets overvejelser vedrørende fastsættelsen af den maksimale grundlagsrente, der fra den 1. juli 1994 måtte anvendes af livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser ved tegning af forsikringer. Endvidere skulle i udvalget drøftes nødvendigheden af og behovet for fastsættelse af overgangsregler i en periode, således at livsforsikringsselskaberne og de tværgående pensionskasser fik mulighed for administrativt at tilpasse sig de nye regler.
Denne rapport gennemgår de af Finanstilsynet fastsatte regler og beskriver Grundlagsrenteudvalgets overvejelser, der har dannet baggrund for reglerne, dels om fastsættelse af maksimal grundlagsrente, dels om fastsættelse af undtagelses- og overgangsbestemmelser. I rapporten beskrives endvidere en række principielle afgørelser, som Finanstilsynet har truffet vedrørende anvendelse af grundlagsrente.
Det bemærkes, at der i det følgende, hvor intet andet udtrykkelig nævnes, med ordet »selskab« refereres til såvel livsforsikringsselskaber som tværgående pensionskasser, og med ordet »forsikring« menes livsforsikringsaftaler eller pensionsaftaler* med tværgående pensionskasser. I øvrigt henvises til ordlisten.
Firmapensionskasser og arbejdsskadeforsikringsselskaber er ikke omfattet af 3. livsforsikringsdirektiv og er derfor ikke omfattet af direktivets bestemmelse om fastsættelse af maksimal grundlagsrente. For firmapensionskasser henvises til reglerne i lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 18. september 1997, og Finanstilsynets vejledning af 26. oktober 1990 om firmapensionskassers tekniske grundlag m.v. For arbejdsskadeforsikringsselskaber henvises til reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996, samt til Finanstilsynets skrivelse af 8. august 1996. Regler for firmapensionskasser og arbejdskadeforsikringsselskaber vil ikke blive yderligere omtalt i denne rapport.
Grundlagsrenteudvalget har afholdt 18 møder og har afsluttet sine drøftelser den 18. februar 1997.
Finanstilsynet skal årligt fastsætte en maksimal grundlagsrente*. Den maksimale grundlagsrente er den maksimale rentesats, som et selskab ved en forsikringsaftale må lægge til grund ved beregning af livsforsikringshensættelse* og forsikringspræmie.
Finanstilsynet meddelte ved skrivelse af 26. maj 1994 (bilag 4), at man på baggrund af Grundlagsrenteudvalgets arbejde fastsatte den maksimale grundlagsrente til 3 % p.a. for forsikringer, der blev tegnet efter den 30. juni 1994.
Den 7. juni 1994 udsendte Finanstilsynet en midlertidig vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5), hvor retningslinier for ny grundlagsrente, undtagelser og overgangsregler blev præciseret. Vejledningen blev revideret den 11. september 1995 (bilag 6). De overordnede retningslinier for ny grundlagsrente blev:
Ethvert selskab skal til ikrafttræden senest 1. juli 1994 anmelde et teknisk grundlag, hvori grundlagsrenten ikke overstiger 3 % p.a.
Alle forsikringsaftaler, som indgås på baggrund af begæringer, som er indgivet den 1. juli 1994 eller senere, skal etableres med anvendelse af den nye grundlagsrente.
Det samme gælder forsikringsaftaler, der indgås med ikrafttrædelse pr. 1. juli 1994 eller senere, uanset hvornår begæringen er indgivet.
Samtidig pålagde Finanstilsynet med skrivelsen af 7. juni 1994 (bilag 5) det enkelte selskab ikke at indgå forpligtelser, der kan virke hindrende for en fremtidig ændring af grundlagsrenten, herunder også ændringer af grundlagsrenten for bonustillægsforsikringer*. Der må således ikke være aftalemæssige hindringer for at foretage forhøjelser og tegne bonustillægsforsikringer med anvendelse af den til enhver tid aktuelle grundlagsrente.
Til vejledningen var knyttet en række undtagelses- og overgangsbestemmelser, der specielt vedrørte bonustilskrivning*, ændringer og forhøjelser inden for visse rammer på eksisterende forsikringer samt etablering af nye pensionsaftaler* i eksisterende obligatoriske pensionsordninger*.
Endelig udstedte Finanstilsynet bekendtgørelse nr. 963 af 12. december 1995 om grundlagsrente for livsforsikringsvirksomhed (bilag 7), hvori ovennævnte bestemmelser blev videreført i det omfang, overgangsreglerne ikke var udløbet. Samtidig blev indført en række yderligere undtagelsesbestemmelser specielt vedrørende forsikringer tilknyttet investeringsfonde og uden rentegaranti, indskudsbetalte forsikringer herunder gruppelivsforsikringer forsikringsaftaler uden ret til bonus* samt livrenter uden tilbagekøbsværdi*. Herudover blev indført en dispensationsadgang dels i forbindelse med overdragelser i henhold til kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed eller kapitel 8 i firmapensionskasseloven, dels såfremt det ansøgte alene har bagatelagtig økonomisk betydning for selskabet.
Nedsættelsen af grundlagsrenten i de selskaber, der i forvejen har forsikringer på »gammel« grundlagsrente, har aktualiseret spørgsmålet om indførelse af en eksplicit betaling til imødegåelse af den finansielle risiko, selskaberne løber ved brug af en given grundlagsrente. Finanstilsynet har i august 1996 nedsat et udvalg Rentegarantiudvalget for nøjere at undersøge denne problemstilling.
En grundlagsrente* er den rentesats, der anvendes til fastsættelse af sammenhængen mellem præmier og ydelser. Grundlagsrenten anvendes som oftest derudover til brug for opgørelsen af livsforsikringshensættelserne*, men opgørelsen heraf kan dog ske med en lavere rentesats.
Når et selskab har indgået en forsikringsaftale, skal selskabet løbende afsætte livsforsikringshensættelser til dækning af forsikringstagernes* krav. Grundlagsrenten, der som nævnt lægges til grund herfor, har historisk set været fastsat betryggende og med stor sikkerhedsmargen til det forventede fremtidige afkast på det tidspunkt, hvor forsikringsaftalen blev indgået. Siden midten af 1980'erne er rentespændet til det faktiske afkast blevet indsnævret. I enkelte tilfælde er sikkerhedmargen endog blevet negativ, således at Finanstilsynet har måttet kræve yderligere hensættelser. Det drejede sig om de såkaldte livrenter uden ret til bonus*, der i starten af 1980'erne blev tegnet med en grundlagsrente på op til 20 % p.a. på et tidspunkt, hvor renteniveauet lå på over 22 % p.a.
Grundlagsrenten kan indeholde et garanteret omkostnings- og sikkerhedstillæg. Tillægget er oprindelig tænkt anvendt som ekstra sikkerhed for den fremtidige omkostnings- og risikoudvikling. Tillægget udgør typisk 1/4 % 1/2 %.
I de mest anvendte beregningsgrundlag*, G82, 5 % og G82, 3 %, er grundlagsrenten 5 % p.a. hhv. 3 % p.a. I disse grundlag anvendes imidlertid ordet »teknisk rente« som et synonym for grundlagsrente.
I dansk livsforsikringslovgivning har det altid været fastsat, at beregningsgrundlaget for livsforsikringshensættelserne og forsikringspræmierne skulle være betryggende. Ved lov nr. 363 af 18. maj 1994 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed m.v., der trådte i kraft 1. juli 1994, blev det specificeret i § 31, stk. 4 i lov om forsikringsvirksomhed, at grundlagsrenten skal vælges med forsigtighed. Samtidig fik Finanstilsynet ved § 31, stk. 6 beføjelse til at fastsætte nærmere bestemmelser herom.
Baggrunden herfor var, at det ved revisionen af artikel 17 i 1. livsforsikringsdirektiv fastsattes, at Finanstilsynet skal fastsætte en maksimal rentesats, som kan lægges til grund for opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser*. Denne skal vælges med forsigtighed. Dette er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 2.2.
Finanstilsynet fastsatte den 26. maj 1994 den maksimale grundlagsrente til 3 % p.a. for forsikringer, der blev tegnet fra den 1. juli 1994. Satsen blev fastsat på grundlag af Grundlagsrenteudvalgets overvejelser, som ligeledes er beskrevet i afsnit 2.2.
Satsen vil hvert år blive revurderet i samråd med brancheorganisationerne. Men hvis der ikke sker væsentlige ændringer i realrenteafgiftsloven eller store ændringer i inflationen eller renteniveauet, kan den, som det fremgår af afsnit 2.2, forventes at forblive 3 % p.a.
Bestemmelsen om maksimal grundlagsrente* findes i artikel 17*, stk. 1, litra B, pkt. a, nr. i, jf. bilag 2 og ordlisten. Her står bl.a.:
»Når aftalerne indeholder en rentegaranti, fastsætter den kompetente myndighed i selskabets hjemland en fælles maksimumsrentesats. Denne sats kan variere efter, hvilken valuta forsikringsaftalen er fastsat i, forudsat at den ikke overstiger 60 % af rentesatsen for statsobligationslån i den valuta, forsikringsaftalen er fastsat i.«
Den maksimale grundlagsrente er en øvre grænse. Dette er påpeget i artikel 17, stk. 1, litra B, pkt. b med bestemmelsen om, at fastlæggelse af en maksimumsrentesats ikke betyder, at selskabet skal anvende en så høj rentesats. Det enkelte selskab skal således særskilt overveje, om det er betryggende at gå så langt, som grænsen tillader. Denne forpligtelse fremgår af § 31, stk. 4 i lov om forsikringsvirksomhed.
De danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er pålagt realrenteafgift efter realrenteafgiftslovens bestemmelser. I øvrige EU-lande findes ikke en afgiftsbelastning af tilsvarende art. Der er heller ikke i bestemmelserne i artikel 17 taget højde herfor.
Imidlertid har realrenteafgiften afgørende betydning for det faktiske afkast af statsobligationslån. Udvalget har derfor vurderet, at den rente, der skal lægges til grund for bestemmelse af den maksimale grundlagsrente, som udgangspunkt må være en rente efter fradrag for realrenteafgift.
Intentionen med realrenteafgiftsloven er, at der for de aktiver, der indgår i afgiftsgrundlaget, herunder danske statsobligationslån, som hovedregel mellem selskaberne kan forventes en gennemsnitlig realforrentning på ca. 3,5 % p.a. En renteændring vil påvirke realrenteafgiftssatsen, således at renteændringen ikke vil slå fuldt igennem på et selskabs faktiske afkast efter realrenteafgift. Ændringen i det faktisk opnåede afkast efter realrenteafgift vil især afhænge af inflationstakten.
Ved den ovenfor citerede bestemmelse fra artikel 17, hvorefter den fælles maksimale grundlagsrente ikke må overstige 60 % af statsobligationsrentesatsen, fastsættes en øvre grænse for størrelsen af grundlagsrenten. Det blev derfor drøftet, om man i Danmark som en ekstra sikkerhed skulle anvende en lavere grænse, men der var enighed i Grundlagsrenteudvalget om ikke at skærpe 60 %-grænsen.
Der var endvidere enighed om, at reglen kunne fortolkes således, at der skal kunne tåles et rentefald på 40 %. Som nævnt vil et sådant fald medføre et fald i realrenteafgiftssatsen og derfor ikke forårsage et fald i det faktiske afkast på 40 %.
I bilag 1 er givet en teknisk gennemgang, hvor denne fortolkning anvendes. I bilaget anvendes et scenario, hvor beregning af realrenteafgiftssatsen alene er baseret på statsobligationsrenten og uden den indbyggede tidsforskydning, der er givet i realrenteafgiftsloven.
På denne baggrund vises, at under antagelse af, at inflationen ændres proportionalt med renten, kan den maksimale grundlagsrente fastsættes til 60 % af statsobligationsrenten efter realrenteafgift plus en »kompensation« for, at realrenteafgiftssatsen vil falde, hvis renten falder med 40 %. Denne »kompensation« udgør 1,4 procentpoint, dog maksimalt 60 % af den faktisk beregnede afgift. Som eksempel kan nævnes, at hvis statsobligationsrenten er 8 % og inflationen er 1 %, vil den maksimale grundlagsrente herved kunne fastsættes til 4,12 %. Hvis man i dette eksempel alene havde bestemt den maksimale grundlagsrente som 60 % af obligationsrenten efter realrenteafgift, skulle den fastsættes til 2,72 %, jf. eksemplet i bilag 1.
I bilag 1 foretages endvidere en inflationsuafhængig vurdering af reglen. Den maksimale grundlagsrente fastsættes her til 3,5 %, så længe statsobligationsrenten er større end 5,83 %. I modsat fald skal den maksimale grundlagsrente fastsættes til 60 % af statsobligationsrenten, idet ovennævnte fortolkning af 60 %-reglen herved ikke længere har mening, da man rammer niveauet, hvor realrenteafgiften bortfalder. Ved den inflationsafhængige metode vil man nå til samme resultat, hvis inflationen var nul.
På baggrund af de foretagne vurderinger i bilaget har man i Grundlagsrenteudvalget overvejet, om den maksimale grundlagsrente kunne fastsættes til 3,5 %, så længe statsobligationsrenten er større end 5,83 %. Finanstilsynet fandt imidlertid, at når udvalget ønskede ikke at nedsætte 60 %-grænsen, som i direktivet er en øvre grænse, ville der ikke være tilstrækkelig sikkerhed, hvis sikkerhedsmargen alene bestod af inflationen, idet der ikke herved er taget hensyn til, at det enkelte selskab kan have udsving fra gennemsnitsrenten. Derfor har Finanstilsynet baseret på de metoder, der er givet i bilag 1, men med en ekstra sikkerhedsmargen fastsat den maksimale grundlagsrente til 3 %. Dette blev meddelt ved Finanstilsynets skrivelse af 26. maj 1994 (bilag 4).
Da Finanstilsynet som hovedregel alene vil ændre den maksimale grundlagsrente med mindste ændringsenhed på 0,25 procentpoint, har tilsynet udarbejdet følgende vejledende regel for fastsættelse af den maksimale grundlagsrente: Så længe rentegennemsnittet4 for langfristede statsobligationer er mindst 5,83 % p.a., fastsættes den maksimale grundlagsrente til 3 % p.a. For hvert påbegyndte interval af 0,41 procentpoint, rentegennemsnittet er mindre, nedsættes den maksimale grundlagsrente med 0,25 procentpoint (idet 60 % af 0,41 er 0,25). Den maksimale grundlagsrente fastsættes normalt hvert år for perioden fra 1. juli til næste års 30. juni ud fra gennemsnitsrenterne i de fire foregående år, idet disse år tillægges en vægt på henholdsvis 0,1, 0,2, 0,3 og 0,4.
Finanstilsynet har dog understreget, at ovennævnte regel alene er vejledende. I tilfælde af pludselige rentefald kan Finanstilsynet nedsætte den maksimale rentefod i årets løb.
Den anførte regel revideres, hvis der sker væsentlige ændringer i beskatningen af selskabernes afkast. Endvidere tages reglen op til overvejelse, hvis inflationen varigt bliver betydeligt større end nu, så der bliver væsentlig forskel på nominal- og realrente. I forbindelse hermed tages der tillige hensyn til reglen i realrenteafgiftslovens § 10, stk. 2, 3. pkt., hvorefter afgiftssatsen ikke kan overstige 56 %.
Ved indgåelse af en forsikringsaftale eller ændring heraf skal den eller de rentesatser (grundlagsrente*), der lægges til grund ved beregningen af livsforsikringshensættelserne* og forsikringspræmierne, vælges med forsigtighed. Dette princip er foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed, og det enkelte selskab skal altid særskilt sikre, at dette er opfyldt.
Finanstilsynet fastsatte med skrivelse af 26. maj 1994 (bilag 4) for første gang den maksimale grundlagsrente. Den blev fastsat til 3 % p.a. for forsikringer, der blev tegnet fra 1. juli 1994.
Efterfølgende udsendte Finanstilsynet den 7. juni 1994 en midlertidig vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5), hvor retningslinier for anvendelse af ny grundlagsrente blev præciseret. De overordnede retningslinier for ny grundlagsrente blev:
Ethvert selskab skal til ikrafttræden senest 1. juli 1994 anmelde et teknisk grundlag, hvori grundlagsrenten ikke overstiger 3 % p.a.
Alle forsikringsaftaler, som indgås på baggrund af begæringer, som er indgivet den 1. juli 1994 eller senere, skal etableres med anvendelse af den nye grundlagsrente.
Det samme gælder forsikringsaftaler, der indgås med ikrafttrædelse pr. 1. juli 1994 eller senere, uanset hvornår begæringen er indgivet.
Samtidig har Finanstilsynet med skrivelsen af 7. juni 1994 pålagt det enkelte selskab ikke at indgå forpligtelser, der kan virke hindrende for en fremtidig ændring af grundlagsrenten, herunder også ændringer af grundlagsrente for bonustillægsforsikringer*. Såfremt et selskab allerede havde indgået aftaler, som forpligtede selskabet til at lade fremtidige præmieforhøjelser eller bonustillægsforsikringer indgå med grundlagsrenten knyttet til det beregningsgrundlag*, på hvilket forsikringen er tegnet, skulle selskabet underrette Finanstilsynet herom.
Der er ikke i direktivet eksplicitte krav til, hvilken maksimal grundlagsrente der skal anvendes ved fremtidige forhøjelser eller ved tegning af bonustillægsforsikringer.
Grundlagsrenteudvalget fandt det imidlertid mest betryggende, at selskaberne ikke på tegningstidspunktet knytter en garanteret grundlagsrente til fremtidige præmieforhøjelser og bonustilskrivninger*.
Desuden fandt Grundlagsrenteudvalget, at der for præmieforhøjelser er et konkurrencehensyn, der taler for, at præmieforhøjelser maksimalt kan indgå på den grundlagsrente, der er gældende på tidspunktet for forhøjelsen. Der vil ellers være risiko for konkurrenceforvridning i det tilfælde, hvor forsikringstageren* har mulighed for at vælge, til hvilket selskab en fremtidig præmieforhøjelse skal indbetales.
Dette konkurrenceaspekt er ikke gældende for bonustillægsforsikringer, der altid vil blive placeret i samme selskab som den bonusberettigede forsikring. Valget af grundlagsrente skal derfor blot imødekomme kravet om, at denne grundlagsrente er betryggende.
På baggrund heraf har Finanstilsynet truffet beslutning om, at forsikringsaftaler skal udformes således, at der ikke er aftalemæssige hindringer for at foretage forhøjelser og tegne bonustillægsforsikringer med anvendelse af den til enhver tid gældende maksimale grundlagsrente. Vurderer den ansvarshavende aktuar i forbindelse med den løbende bonustilskrivning, at det vil være betryggende at foretage bonustilskrivningen ved anvendelse af den grundlagsrente, der var gældende ved forsikringens tegning, er dette dog muligt, jf. grundlagsrentebekendtgørelsens § 4, stk. 3.
Til den enkelte forsikringsaftale kan altså være knyttet flere grundlagsrenter. Dels den grundlagsrente, som var gældende på tidspunktet for aftalens indgåelse, dels de grundlagsrenter, der var gældende på tidspunktet for eventuelle forhøjelser og for bonustilskrivning. Dette er et nyt princip i forhold til den livsforsikringspraksis, der har været anvendt i en årrække. I afsnit 3.6.0 i beregningsgrundlaget* G 82, 5 % har der tidligere været en regel om, at en forsikring ikke måtte opbygges med mere end én grundlagsrente. Ændringen af denne bestemmelse har betydet, at der skulle gennemføres meget store ændringer i selskabernes edb-systemer. Det har derfor været nødvendigt med en række overgangsbestemmelser. Disse overgangs- samt nogle undtagelsesbestemmelser er beskrevet i vejledningen samt i den efterfølgende bekendtgørelse af 12. december 1995 (bilag 7). Undtagelses- og overgangsbestemmelser er omtalt nærmere i kapitel 3 og 4.
Når der i en forsikringsaftale er afgivet et garanteret tilsagn, er dette sædvanligvis baseret ikke alene på allerede indbetalte præmier, men også på nutidsværdien* af de fremtidige allerede aftalte præmieindbetalinger. I nutidsværdiberegningen indgår bl.a. grundlagsrenten*, således som denne af selskabet er fastsat på tidspunktet for forsikringens tegning. Tilsagnet er derfor afhængigt af størrelsen af denne grundlagsrente. I den nævnte sammenhæng kan denne grundlagsrente derfor normalt ikke ændres, selv om den situation senere skulle opstå, at grundlagsrenten på tidspunktet for de fremtidige præmieindbetalinger overstiger den aktuelt gældende maksimale grundlagsrente. I så fald kan det dog eventuelt komme på tale, at selskabet må forøge de tilhørende livsforsikringshensættelser*.
Et selskabs bestand af forsikringer kan derfor indeholde forsikringsaftaler, som er tegnet på forskellige grundlagsrenter. Det mest almindelige for tiden er, at nogle forsikringer er tegnet på 5 % p.a., mens andre er tegnet på 3 % p.a. Da grundlagsrenten på tegningstidspunktet er fastsat betryggende, også ud fra at der kan ske ændringer i det fremtidige renteniveau, vil der sædvanligvis opstå et renteoverskud i selskabet. Dette overskud vil helt eller delvist blive udloddet til forsikringstagerne* i form af en rentebonus*, hvorfor bonusrenten* som oftest vil være større end den af selskabet anvendte grundlagsrente. Dog kan den situation opstå, at den højeste grundlagsrente vil være større end selskabets faktiske afkast, således at de forsikringstagere, der har den laveste grundlagsrente, vil komme til at betale i form af mistet bonustilskrivning* til de forsikringstagere med en højere grundlagsrente. Er dette ikke kun et forbigående fænomen, vil rimelighedsprincippet, som det er foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed, ikke være opfyldt, og selskabet vil næppe kunne fortsætte med at tegne nye forsikringer, ligesom eventuelt andre indgreb vil kunne komme på tale.
Det fremgår af den citerede bestemmelse fra artikel 17* i afsnit 2.2 ovenfor, at den maksimale grundlagsrente* kan variere efter, hvilken valuta forsikringsaftalen er fastsat i.
Det er i Grundlagsrenteudvalget vurderet, at der ikke er behov for en særskilt fastsættelse af maksimale grundlagsrenter for forsikringsaftaler, der indgås i anden valuta, så længe der ikke er indgået sådanne aftaler af selskaber, som er under dansk tilsyn. Derfor har Finanstilsynet besluttet, at indtil videre gælder, at hvis en sådan forsikringsaftale indgås, må den anvendte grundlagsrente ikke overstige den samme maksimale grundlagsrente, som er fastsat for aftaler indgået i danske kroner, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3.
Denne beslutning vil blive revurderet, såfremt der opstår et behov herfor.
Artikel 17* rummer nogle undtagelsesbestemmelser i stk. 1, litra B, pkt. c (bilag 2). De lyder således:
»c) hjemlandet kan beslutte, at litra a) ikke skal anvendes på følgende aftaletyper:
- aftaler tilknyttet investeringsfonde
- aftaler med engangspræmie med en løbetid indtil otte år
- aftaler uden ret til bonus og livrenteaftaler uden tilbagekøbsværdi.
I de tilfælde, der er omtalt i de sidste to led i første afsnit, kan der, når der vælges en forsigtig rentesats, tages hensyn til den valuta, som forsikringsaftalen er fastsat i, og til de tilsvarende aktiver, der indgår i beholdningen, samt til det forventede afkast af de fremtidige aktiver, når selskabets aktiver værdiansættes til deres markedsværdi.
Den rentesats, der lægges til grund, må under ingen omstændigheder være højere end afkastet af aktiverne, beregnet i henhold til hjemlandets regnskabsregler efter fradrag af et passende beløb.«
Implementeringen af disse undtagelser i Finanstilsynets bekendtgørelse (bilag 7) omtales nedenfor i afsnit 3.2.
Desuden er der i bekendtgørelsen indført nogle yderligere undtagelser, der vedrører bestående forsikringer, og som omtales i afsnit 3.3. Endelig er i afsnit 3.4 beskrevet nogle overvejelser, der ikke har ført til undtagelsesregler.
Det skal understreges, at det enkelte selskab som foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed altid særskilt skal sikre, at selskabets beregningsgrundlag* er betryggende og rimeligt over for den enkelte forsikringstager* og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Alle de i afsnit 3.2 og 3.3 omtalte undtagelsesregler er således muligheder, som selskaberne kan, men ikke skal anvende.
Vedrørende første led i den i afsnit 3.1 citerede direktivbestemmelse bemærkes, at det i solvensreglerne i 1. livsforsikringsdirektiv, artikel 19, litra e hedder: »For forsikringsvirksomhed,... som er tilknyttet investeringsfonde... skal solvensmargenen være lig med 4 % af præmiereserven,... i det omfang foretagendet påtager sig en investeringsrisiko, og 1 % af... reserve[n], i det omfang foretagendet ikke påtager sig nogen investeringsrisiko...« Heraf fremgår implicit, at sådanne forsikringer (forsikringsklasse III) kan forekomme såvel med som uden investeringsrisiko.
De forsikringer, der hidtil er blevet tegnet i Danmark inden for forsikringsklasse III, har været af typen, hvor selskabet påtager sig en investeringsrisiko. Selskaberne har garanteret, at de indbetalte beløb vil komme til udbetaling. Der vil for sådanne forsikringer derfor være knyttet en grundlagsrente*, der mindst er 0 % p.a. For disse forsikringer gør de samme forsigtighedshensyn sig gældende som for traditionelle livsforsikringer, og de er derfor også omfattet af reglerne om maksimal grundlagsrente.
For forsikringer, hvor forsikringstageren* bærer hele investeringsrisikoen, er begrebet grundlagsrente som udgangspunkt ikke relevant, hvorfor sådanne forsikringer er undtaget fra kravet om maksimal grundlagsrente. For tilknyttede risikoforsikringer, livsbetingede ydelser og andre forsikringsdele, der beregnes på basis af en grundlagsrente, gør imidlertid de samme forsigtighedshensyn sig gældende som for traditionelle livsforsikringer, og de er derfor omfattet af reglerne om maksimal grundlagsrente.
På denne baggrund har Finanstilsynet besluttet at undtage forsikringer tilknyttet investeringsfonde uden investeringsrisiko, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 4 (bilag 7).
3.2.2 Indskudsbetalte aftaler med løbetid indtil 8 år, herunder gruppelivsforsikringer
Baggrunden for andet led i den i afsnit 3.1 citerede direktivbestemmelse, der vedrører forsikringer med løbetid indtil 8 år, synes at være, at forsikringsselskabet i den beskrevne situation i vid udstrækning kan tilpasse sin aktivbeholdning til forpligtelserne.
Grundlagsrenteudvalget har derfor anset det for at være forsvarligt at undtage sådanne forsikringer fra kravet om maksimal grundlagsrente*. Det er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at forsikringen er helt bortfaldet efter 8 år, og at rentesatsen ikke er højere end afkastet af aktiverne, beregnet i henhold til regnskabsreglerne, med et passende fradrag.
Muligheden for at fravige hovedreglen i direktivet omfatter blandt andet sædvanlige gruppelivsforsikringer, da disse er étårige forsikringer, der er indskudsbetalte evt. med rater hen over året. Gruppelivsforsikringer tegnes for tiden på et grundlag med grundlagsrente* 33/4 % p.a.
Da det som nævnt ovenfor er en forudsætning for anvendelse af denne bestemmelse, at forsikringen er bortfaldet helt efter 8 år, vil den del af beregningsgrundlaget* for gruppelivsforsikringer, der vedrører løbende invaliderenter og rateforsikringer, som udgangspunkt være omfattet af reglerne om maksimal grundlagsrente, da disse i udbetalingssituationen kan have en løbetid på mere end 8 år. Dette problem er i det gældende fælles beregningsgrundlag for gruppelivsforsikringer løst ved at anvende reglerne om maksimal grundlagsrente fra udbetalingens begyndelse, dvs. således at aktuelle ydelser opgøres på beregningsgrundlaget* G82, 3 %.
Ud fra disse overvejelser har Finanstilsynet besluttet at indarbejde en undtagelsesbestemmelse for forsikringer med løbetid på indtil 8 år i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 5. Denne undtagelse finder med ovennævnte modifikation også anvendelse på gruppelivsforsikringer.
3.2.3 Forsikringsaftaler uden ret til bonus
Det kan ifølge direktivet besluttes, at hovedreglen ikke skal anvendes på forsikringsaftaler uden ret til bonus*. Direktivet åbner derved mulighed for at etablere aftaler, som gennem højere grundlagsrente* og lavere præmie tildeles en »foruddiskonteret bonus«. Rentesatsen må dog ikke være højere end afkastet af aktiverne, beregnet i henhold til regnskabsreglerne, med et passende fradrag.
Forsikringer, der falder ind under denne regel, vil i vid udstrækning også falde ind under det foregående eller det efterfølgende afsnit; men derudover kunne for eksempel tænkes korte risikoforsikringer med løbende præmie. Da bekendtgørelsen blev udstedt, tegnedes der ikke forsikringer uden bonusret i Danmark. Tegningen af livrenter uden ret til bonus ophørte i 1982.
Det kunne imidlertid ikke udelukkes, at sådanne forsikringer atter ville vinde indpas. Finanstilsynet har derfor besluttet at indarbejde en tilsvarende undtagelsesregel i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 6.
Efterfølgende er der blevet markedsført kortvarige risikoforsikringer uden ret til bonus, der falder ind under denne undtagelsesregel, jf. afsnit 6.8.
3.2.4 Livrenter uden tilbagekøbsværdi
Ifølge direktivet kan det besluttes, at hovedreglen ikke finder anvendelse for livrenter uden tilbagekøbsværdi.
For livrenter uden tilbagekøbsværdi vil nyinvesteringsrisikoen være overskuelig, og ved investeringen af de indbetalte beløb vil det være muligt at tilpasse denne til forpligtelserne, således at den investeringsmæssige risiko begrænses. Udvalget finder, at bestemmelsen må vedrøre alle livrenteforsikringer, for hvilke forsikringstageren* ikke heller ikke mod afgivelse af helbredsoplysninger eller lignende kan kræve udbetaling af en tilbagekøbsværdi, uanset om der rent teknisk kan beregnes en værdi. Det er også her en forudsætning, at rentesatsen ikke er højere end afkastet af aktiverne med et passende fradrag.
Finanstilsynet har herefter besluttet at indføre en sådan undtagelsesbestemmelse i bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 7.
Som omtalt i afsnit 2.3 gælder reglerne om maksimal grundlagsrente* ikke kun ved etablering af nye forsikringsaftaler, men som udgangspunkt også ved ændring af bestående aftaler. I visse tilfælde er det dog fundet rimeligt, at ændringer kan undtages fra reglerne. I nedenstående afsnit 3.3.1 3.3.4 er omtalt permanente undtagelsesbestemmelser vedrørende ændringer. Der henvises også til afsnit 4.2 og 4.3, hvori omtales nogle overgangsregler, samt til kapitel 5 og 6 om henholdsvis dispensationsadgang og principielle afgørelser.
3.3.1 Ændringer uden præmieforhøjelser
Der har i Grundlagsrenteudvalget været enighed om, at der i et vist omfang skal være mulighed for at imødekomme en forsikringstagers* ønske om at ændre en forsikringsaftale, uden at dette skal have konsekvenser for den tilknyttede grundlagsrente*. Udvalget har vurderet, at ved ændringer, hvor de forventede fremtidige præmiers nutidsværdi* ikke forøges, kan ændringen i selskabets investeringsrisiko være minimal.
Finanstilsynet har derfor besluttet, at sådanne ændringer kan ske ved brug af den hidtil anvendte grundlagsrente for aftalen. Denne beslutning er gennemført ved bekendtgørelsens bestemmelser i § 4, stk. 1, nr. 1 og stk. 2.
Eksempler på ændringer, der falder ind under denne undtagelse, er ændring af forsikringsformen med uændret præmie, præmienedsættelse, nedskrivning til fripolice og afløsning af løbende præmiebetaling med et éngangsindskud.
For visse typer af forsikringer skal selskaberne opkræve arbejdsmarkedsbidrag i præmierne, jf. § 8, stk. 1, litra c og § 11, stk. 5 i lov om arbejdsmarkedsfonde. Dette bidrag falder helt uden for forsikringsforholdet, og det er derfor besluttet, at den præmie, der tages hensyn til, er præmien efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag. Ønsker forsikringstageren at forhøje indbetalingen, så at forsikringsydelsen bliver uændret, kan dette altså ske med uændret grundlagsrente.
3.3.2 Genoptagelse af præmiebetalingen
Der kunne argumenteres for, at reglerne om maksimal grundlagsrente* ikke skulle gælde i den situation, at præmiebetalingen genoptages efter i en periode at have været afbrudt eller nedsat; i det tilfælde er der tale om indbetalinger, som selskabet kendte ved aftalens indgåelse.
Imidlertid kunne forsikringstagere* spekulere i at have en fripolice stående og genoptage præmiebetalingen på et tidspunkt, da det er rentemæssigt fordelagtigt. Finanstilsynet har derfor besluttet, at genoptagelse af præmiebetalingen kan ske med anvendelse af den tidligere grundlagsrente i to tilfælde, hvor dette spekulationsmoment er begrænset: dels hvis genoptagelsen sker højst ét år efter afbrydelsen, dels i den situation, hvor forsikringsaftalen er oprettet i et ansættelsesforhold, og hvor såvel afbrydelsen eller nedsættelsen som genoptagelsen skyldes overgang til og fra orlov, deltidsbeskæftigelse eller lignende. I begge tilfælde er det en forudsætning, at der ikke anvendes en grundlagsrente, der er højere end den, der anvendtes inden afbrydelsen af præmiebetalingen.
Undtagelsesbestemmelser for disse to tilfælde fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2 og 3 samt stk. 2.
Som omtalt i afsnit 2.3 har Grundlagsrenteudvalget fundet, at bonustilskrivning* som udgangspunkt skal foretages med den til enhver tid gældende grundlagsrente* for nytegning. Udvalget fandt dog, at hvis den ansvarshavende aktuar i forbindelse med den løbende bonustilskrivning vurderer, at det vil være betryggende at foretage bonustilskrivning ved brug af den hidtil anvendte grundlagsrente for den enkelte forsikringsaftale, skal dette være muligt. Dette skal bekræftes i den årlige beretning, som den ansvarshavende aktuar ifølge § 89, stk. 6 i lov om forsikringsvirksomhed skal indsende til Finanstilsynet.
Finanstilsynet har derfor indført en bestemmelse herom i § 4, stk. 3 i bekendtgørelsen.
3.4.1 Realrenteafgiftsfri forsikringer
Som det fremgår af kapitel 2, er bestemmelsen af den maksimale grundlagsrente* i høj grad baseret på realrenteafgiften.
Visse forsikringer er imidlertid ifølge realrenteafgiftsloven helt eller delvist friholdt for realrenteafgift. Der kunne derfor argumenteres for, at det for sådanne forsikringer kunne være muligt at anvende en grundlagsrente baseret på 60 % af statsobligationsrenten før realrenteafgift.
Imidlertid fremgår det af artikel 17*, litra B, pkt. a, nr. i, at der skal fastsættes »en fælles maksimumsrentesats.«
Finanstilsynet har derfor besluttet, at den maksimale rentesats også skal gælde for sådanne forsikringer.
3.4.2 Ydelsesdefinerede pensionsordninger (»tilsagnsordninger«)
Det er blevet overvejet, om der skulle gælde særlige regler for pensionsordninger* i selskaber, hvor pensionstilsagnet er fastsat ved aftale mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren ofte som en andel af slutlønnen, og hvor arbejdsgiveren betaler den hertil svarende præmie (såkaldte tilsagnsordninger). Da disse forsikringer som alle andre forsikringer er omfattet af livsforsikringsdirektiverne, og da betryggelseskravene også gælder for tilsagnsordninger, fandt udvalget ikke grunde til at indføre særlige regler for tilsagnsordninger.
Finanstilsynet har derfor besluttet, at der ikke skal være særregler for de nævnte pensionsordninger.
Grundlagsrenteudvalget har overvejet, om der kan gælde særlige regler i forbindelse med overførsel af forsikringer fra et selskab til et andet eller fra en afdeling af et selskab til en anden.
Udvalget fandt, at flytning mellem afdelinger i samme selskab skal kunne ske med uændret grundlagsrente* i den situation, hvor selskabets aktiver ikke er opdelt på de enkelte afdelinger. Som eksempel kan nævnes flytning mellem en opsparingsafdeling og en ordinær afdeling i en pensionskasse.
Udvalget vurderede, at der i øvrige tilfælde må lægges vægt på, hvilke aktiver der følger med ved overførslen. Man betragtede her to tilfælde.
Det første tilfælde var, hvis det afgivende selskab sender et beløb til det modtagende, og dette anvender hele beløbet som indskud. Her kan overførslen sidestilles med et genkøb og en nytegning mod indskud uanset om det eventuelt sker på lempeligere vilkår end sædvanligt. I dette tilfælde må den overførte forsikring tegnes på det grundlag, som det modtagende selskab i øvrigt bruger ved nytegning.
Det andet tilfælde var, hvis det afgivende selskab til det modtagende selskab overdrager aktiver, der uændret vil give et afkast, der er tilstrækkeligt til at opretholde det beregningsgrundlag*, på hvilket forsikringen er tegnet. Under denne forudsætning kunne det tænkes, at det modtagende selskab kunne overtage forsikringen på det ved tegningen anvendte beregningsgrundlag. En forudsætning herfor er dog, at dette i både det afgivende og det modtagende selskab vil være be-
tryggende og rimeligt over for de enkelte forsikringstagere* og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Bestandsoverdragelser efter kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed eller § 54 i firmapensionskasseloven kan være omfattet af et sådant tilfælde.
Det er blevet overvejet, om der gør sig særlige tekniske forhold gældende for overførsler ved jobskifte efter de specielle regler og aftaler, der gælder i dette tilfælde. At sådanne overførsler kan ske uden fradrag for omkostninger med videre, begrundes ved en betragtning om, at det enkelte selskab kan antages i det lange løb at modtage og afgive lige mange forsikringer. En sådan balance kan imidlertid ikke antages, hvad angår grundlagsrente, fordi nystiftede selskaber typisk vil have en bestand, der udelukkende består af forsikringer med lav grundlagsrente.
Endvidere har udvalget overvejet den situation, at det af en overenskomst mellem et selskab og en arbejdsgiver fremgår, at arbejdsgiveren på nærmere angivne tidspunkter har ret til at flytte pensionsordningen* til et andet selskab. Efter udvalgets opfattelse afviger dette ikke fra sædvanlige overførsler, der må etableres i det modtagende selskab på dettes nytegningsgrundlag.
Finanstilsynet har herefter besluttet, at der ikke indføres særlige regler for overførsel af forsikringer bortset fra den i afsnit 5.2 nævnte dispensationsadgang i forbindelse med bestandsoverdragelser. Finanstilsynet finder dog, at flytninger mellem afdelinger i et selskab med ikke afdelingsopdelte aktiver kan betragtes som ændringer af forsikringsaftaler og derfor kan ske med uændret grundlagsrente, jf. specielt afsnit 3.3.1 om ændringer uden præmieforhøjelser.
Finanstilsynet meddelte den 26. maj 1994 (bilag 4) til samtlige selskaber, at den maksimale grundlagsrente* ville blive fastsat til 3 % p.a. Den 7. juni 1994 udstedte Finanstilsynet regelsættet om maksimal grundlagsrente til ikrafttræden den 1. juli 1994 (bilag 5). Det endelige regelgrundlag blev bekendtgørelse nr. 963 af 12. december 1995 om grundlagsrente for livsforsikringsvirksomhed (bilag 7). Af hensyn til forsikringsselskabernes mulighed for at tilpasse dels deres tekniske systemer, dels allerede indgåede aftaler, var det nødvendigt med et sæt af overgangsregler.
Ved fastsættelsen af overgangsreglerne måtte det sikres, at de ikke forårsagede konkurrenceforvridning mellem selskaberne. Denne betragtning har ført til, at der er fastsat lempeligere overgangsregler for obligatorisk tegnede forsikringer end for andre.
Det skal understreges, at det enkelte selskab som foreskrevet i § 31 i lov om forsikringsvirksomhed altid særskilt skal sikre, at selskabets beregningsgrundlag* er betryggende og rimeligt over for den enkelte forsikringstager* og andre berettigede efter forsikringsaftalerne. Det skal endvidere understreges, at alle de omtalte overgangsregler er muligheder, som selskaberne kan, men ikke nødvendigvis skal anvende.
Vedrørende den anvendte terminologi for pensionsordninger og pensionsaftaler henvises til ordlisten i bilag 9.
Som det fremgår af afsnit 4.2 4.4, udløber alle overgangsordningerne senest ved udgangen af 1999, men allerede ved udgangen af 1996 er de fleste bortfaldet.
4.2.1 Visse mindre forhøjelser
Selskaberne har ytret ønske om, at forhøjelser af forsikringer i en overgangsperiode i et vist omfang kan ske med den hidtil anvendte grundlagsrente*. Dette har været begrundet med, at udvikling af teknik, der kan behandle forsikringer med mere end én grundlagsrente, ville kræve lang tid.
Det blev derfor i Finanstilsynets midlertidige vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5) fastsat, at visse mindre præmieforhøjelser kunne ske til den hidtidige grundlagsrente i resten af 1994 og i 1995. Det var præmieforhøjelser, der sammenlagt ikke oversteg de forhøjelser, selskabet kontraktligt havde forpligtet sig til før den 1. juli 1994, med mere end 10 %. Desuden kunne der indbetales indskud for den enkelte person i perioden 1. juli 1994 til 31. december 1995 maksimalt svarende til de i hvert af årene gældende maksima for indbetaling til kapitalforsikring og opsparing i pensionsøjemed.
Overgangsreglen for præmieforhøjelser er videreført til også at gælde i 1996. Dette fremgår af revisionen af vejledningen udstedt den 11. september 1995 (bilag 6) samt af bekendtgørelsens § 8, stk. 5.
4.2.2 Ældre forsikringer med opsparet bonus
Alle danske livsforsikringsselskaber og de fleste tværgående pensionskasser anvender beregningsgrundlaget* G82 eller varianter heraf. Dette grundlag indførtes, som navnet antyder, i 1982.
I de fleste selskaber er forsikringer, der er tegnet på tidligere anvendte grundlag, f.eks. beregningsgrundlagene F66, 41/2 % og R66, 41/4 %, omregnet til G82, 5 %, således at reguleringer, bonustilskrivning* og beregning af livsforsikringshensættelser* og genkøbsværdier sker på beregningsgrundlaget G82 for alle selskabets forsikringer.
I enkelte selskaber er sådan omregning ikke gennemført, men dette forventes at ske inden udgangen af år 1999. Disse selskaber ville for at opfylde reglerne om maksimal grundlagsrente ved regulering af sådanne forsikringer skulle indføre grundlag som F66, 3 % og R66, 3 %, der kun skulle anvendes i en kort periode. For visse selskaber ville dette kræve betydelige administrative resurser. For nogle af disse forsikringer gælder imidlertid, at bonus anvendes til bonusopsparing*, hvilket svarer til brugen af en grundlagsrente på 0 % p.a. Den gennemsnitlige grundlagsrente for den enkelte forsikring vil derfor kunne være væsentlig lavere end selve forsikringens grundlagsrente.
Ud fra disse betragtninger er i bekendtgørelsens § 8, stk. 2 fastsat, at for en forsikringsaftale, der opgøres på et før 1. juli 1982 anvendt beregningsgrundlag med opsparet bonus, kan præmieforhøjelser, der er kontraktligt aftalt inden 1. juli 1994, indtil udgangen af 1999 beregnes på uændret grundlag, såfremt den gennemsnitlige garanterede forrentning ikke overstiger, hvad der svarer til 3,7 % p.a. for den enkelte forsikringsaftale inklusive opsparet bonus.
Det forudsættes, at den ansvarshavende aktuar i sin årlige beretning kan redegøre for, at dette er betryggende.
I aftaler om obligatoriske pensionsordninger* er oftest fastsat bestemte principper for pensionsaftalernes* indgåelse og regulering. Disse principper er tit fastsat under hensyntagen til det gældende beregningsgrundlag*, idet de involverede parter kan have tilpasset ydelsessammensætningen på baggrund af det anvendte beregningsgrundlag. Parterne skal derfor have tid til at beslutte sig for en eventuelt ændret ydelsessammensætning i forbindelse med overgang til lavere grundlagsrente*. Det er derfor anset for rimeligt, at de forskellige parter får en passende tid til tilpasning af ordningerne og de bagved liggende aftaler.
De involverede organisationer pegede specielt på behov for overgangsregler for eksisterende policer samt for nye policer i eksisterende obligatoriske pensionsordninger i en periode frem til 31. december 1995, hvor selskaberne og pensionskasserne kunne gennemføre nødvendige systemtilpasninger, og i hvilken periode ydelsessammensætningen i de obligatoriske pensionsordninger kunne tilpasses i forbindelse med nye overenskomster på arbejdsmarkedet.
Endvidere fandt Grundlagsrenteudvalget det af administrative grunde hensigtsmæssigt, om forhøjelser for pensionsaftaler* i obligatoriske pensionsordninger*, der er etableret med en grundlagsrente* på op til 3,7 % p.a., i en længere overgangsperiode kan beregnes med uændret grundlagsrente.
I Finanstilsynets midlertidige vejledning af 5. juni 1995, punkt 4 og 5 fastsattes derfor følgende regler:
»
5. I perioden indtil udgangen af 1995 kan nye og eksisterende pensionsaftaler i en obligatorisk pensionsordning etableres, ændres og forhøjes med anvendelse af den før 1. juli 1994 for ordningen gældende grundlagsrente. Forhøjelser ud over, hvad der er kontraktligt aftalt inden 1. juli 1994 i ordninger med en grundlagsrente på over 3,7 %, må dog ikke overstige 25 %.«I følgeskrivelse til vejledningen understregede Finanstilsynet, at anvendelsen af regler for obligatoriske pensionsordninger forudsætter, at der inden 1. juli 1994 foreligger en bindende overenskomst, der for den enkelte forsikringstager* gør forsikringstegning i ordningen obligatorisk, og at hvis en arbejdsgiverorganisation eller lignende på sine medlemmers vegne har indgået en aftale, der ikke er bindende for medlemmerne, skal den enkelte arbejdsgiver inden 1. juli 1994 have tilsluttet sig aftalen bindende for sine ansatte.
Reglen under punkt 4 ovenfor er gentaget i bekendtgørelsen § 8, stk. 1. Imidlertid viste der sig behov for en længere overgangsperiode, idet især problemer med tilpasning af selskabernes edb-systemer viste sig større end først antaget. I skrivelse af 21. august 1995 (bilag 6) tilsluttede Finanstilsynet sig derfor, at visse af de overgangsregler, der skulle være udløbet ved udgangen af 1995, forlængedes til udgangen af 1996. Dette er gentaget i bekendtgørelsens § 8, stk. 3 og 4, hvorefter pensionsaftaler* i før 1. juli 1994 etablerede pensionsordninger* kan indgås, ændres eller forhøjes med den hidtil anvendte grundlagsrente, hvis mindst én af følgende betingelser er opfyldt:
1) Pensionsordningen er etableret i en tværgående pensionskasse eller et forsikringsselskab med et tilsvarende virkefelt.
2) Pensionsordningen er baseret på et gruppeprincip, hvorefter fastsættelsen af de forsikringsmæssige ydelser nødvendiggør, at der kun anvendes ét beregningsgrundlag* for hele gruppen.
3) Pensionsordningen omfatter alene grupperisikoforsikringer, eller
4) Pensionsaftalen er indgået før 1. juli 1994, og præmiestigningen siden 1. juli 1994 er højst 25 %.
For forsikringer, der på grund af forsikredes helbredsforhold tegnes på skærpede vilkår (såkaldte mindre gode liv), kan der gå en vis tid, fra forsikringen begæres, til den endelige tegning sker. I denne situation, hvor der ikke foreligger nogen spekulationsmulighed, er det rimeligt, at forsikringen kan tegnes på det grundlag, der gjaldt, da den begæredes. Derfor bestemtes i Finanstilsynets midlertidige vejledning af 5. juni 1994, at forsikringer, der antoges 1. juli 1994 eller senere på skærpede vilkår på baggrund af en begæring, modtaget før 1. juli 1994 med ikrafttrædelse før 1. juli 1994, kunne etableres med anvendelse af den før 1. juli 1994 gældende grundlagsrente*.
Denne regel har nu mistet sin betydning, og den er derfor ikke gentaget i bekendtgørelsen.
Det er som nævnt i afsnit 2.4 ikke hensigten med reglerne om maksimal grundlagsrente* at gribe ind i allerede indgåede aftaler. Det blev derfor i Finanstilsynets midlertidige vejledning af 5. juni 1994 bestemt, at forsikringer kan reguleres med uændret grundlagsrente, i det omfang forhøjelsen er en følge af, hvad selskabet før den 1. juli 1994 kontraktligt har forpligtet sig til.
Som omtalt i afsnit 2.3 pålagde Finanstilsynet ved skrivelse af 7. juni 1994 (bilag 5) det enkelte selskab særskilt at vurdere, hvorvidt det havde indgået aftaler, som ud fra en civilretlig vurdering hindrede en anvendelse af reglerne om maksimal grundlagsrente, samt i givet fald underrette Finanstilsynet herom og særskilt aftale overgangsregler for sådanne aftaler, som måtte antages at binde selskabet i højere grad, end overgangsreglerne forudsatte.
Den nævnte undtagelsesbestemmelse er ikke blevet gentaget i bekendtgørelsen, da Finanstilsynet på grundlag af ovennævnte underretningspligt ikke længere har fundet bestemmelsen nødvendig.
I skrivelsen af 7. juni 1994 (bilag 5) pålagde tilsynet det enkelte selskab at sikre, at der ikke fremtidig ville blive indgået forpligtelser, der kunne virke hindrende på eventuelle kommende nedsættelser af den maksimale grundlagsrente*, idet det skulle være muligt at foretage forhøjelser og tegne bonustillægsforsikringer* med anvendelse af den til enhver tid aktuelle grundlagsrente. Denne regel er overført til bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Imidlertid kunne denne regel stille sig i vejen for et præmieberegningsprincip, der anvendes af mange tværgående pensionskasser, og hvorefter tilsagnet beregnes efter medlemmets til enhver tid gældende lønskala, herunder de på beregningstidspunktet kendte fremtidige lønstigninger, mens der ikke tages hensyn til for eksempel fremtidig pristalsregulering og lignende forhold, der ikke er kendt på forhånd. Tilsvarende findes der pensionsordninger*, hvor bidraget er fastsat til 5 % af lønnen i en bestemt periode i begyndelsen af ansættelsesforholdet og 15 % derefter. Sådanne ordninger strider principielt mod bestemmelsen i § 3, stk. 1, da de kan indebære, at reguleringer sker på et tidligere anvendt beregningsgrundlag*.
Finanstilsynet har derfor i bekendtgørelsens § 3, stk. 2 indsat en regel, der muliggør, at der fortsat kan etableres nye ordninger af ovennævnte art og nye aftaler i bestående ordninger, i det omfang disse findes velbegrundede og ikke indeholder spekulationsmuligheder.
Finanstilsynet har i perioden efter udstedelsen af den midlertidige vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5) haft en række henvendelser fra selskaber, der har ønsket dispensation fra bestemmelserne. Baggrunden var bl.a., at de økonomiske konsekvenser var bagatelagtige set i lyset af den administrative byrde, selskabet ville have ved at følge bestemmelserne.
Endvidere har Finanstilsynet være involveret i en række bestandsoverdragelser efter bestemmelserne i kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed og § 54 i firmapensionskasseloven. Også her har tilsynet fundet det væsentligt at indføre en dispensationsbestemmelse i bekendtgørelsen.
Selvom tilsynet i særlige tilfælde kan dispensere for bestemmelser i sine bekendtgørelser, har man valgt at indsætte konkrete dispensationsbestemmelser om, hvilke forhold tilsynet ved en dispensationsansøgning vil lægge vægt på.
Som nævnt ovenfor er tilsynet involveret i bestandsoverdragelser, der sker efter bestemmelserne i kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed og § 54 i firmapensionskasseloven.
En bestandsoverdragelse kan finde sted i følgende situationer: når et selskab overfører en delbestand til et andet selskab, når en firmapensionskasse overdrages til et selskab, ved fusion, hvor det ene selskab (normalt) er fortsættende, eller ved fission, når en del af et selskabs bestand af forsikringer overdrages til et nystiftet selskab.
En sådan bestandsoverdragelse kan ske som individuelle overførsler og uden tilsynets medvirken, hvis samtlige forsikringstagere* giver skriftligt samtykke hertil. De enkelte forsikringer vil da blive overført efter det modtagende selskabs regler for overførsler. Sædvanligvis vil overførslen derfor indgå med en grundlagsrente*, der opfylder de på overførselstidspunktet gældende regler for maksimal grundlagsrente.
Når en bestandsoverdragelse sker ved, at Finanstilsynet involveres efter bestemmelserne i kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed eller § 54 i firmapensionskasseloven, skal tilsynet bl.a. varetage den overdragne bestands interesser. Derfor kræver tilsynet, at ingen forsikringstagere må blive ringere stillet ved overdragelsen. Det betyder specielt, at de enkelte pensionstilsagn ikke må nedskrives ved overdragelsen. Endvidere må den forventede fremtidige bonustilskrivning* ikke forringes.
Imidlertid er størrelsen af et pensionstilsagn normalt knyttet til både opsparingen og allerede aftalte fremtidige bidragsindbetalinger. Størrelsen af tilsagnet er endvidere baseret på en grundlagsrente, således at et tilsagn normalt vil være større, jo større grundlagsrenten er, alt under forudsætning af givne præmier. Hvis pensionsaftalerne* knyttet til en overdragelse derfor skulle indgås på en lavere grundlagsrente, ville pensionstilsagnene ikke kunne opretholdes uden ekstra kapitaltilførsel. Et sådant kapitaltilskud kan imidlertid normalt ikke skaffes.
Tilsynet finder det derfor nødvendigt under visse betingelser at kunne dispensere for bestemmelsen om maksimal grundlagsrente. Tilsynet har derfor indført en dispensationsadgang i bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 1:
1) for bestandsoverdragelser, fusioner eller lignende, jf. kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed og kapitel 8 i lov om tilsyn med firmapensionskasser.
De overordnede betingelser, der skal være opfyldt, er, at overdragelsen skal være betryggende og rimelig dels for den overdragne bestand, dels for bestanden i det modtagende selskab, samt endvidere for den eventuelt tilbageværende bestand i det overdragende selskab. Den ansvarshavende aktuar i det overdragende og modtagende selskab eller firmapensionskasse skal derfor kunne afgive en erklæring herom. Herudover kan højst den hidtil anvendte grundlagsrente benyttes.
Der henvises i denne forbindelse til afsnit 6.6, hvor nogle konkrete overdragelser er beskrevet i anonymiseret form.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 2, at tilsynet kan dispensere
2) for tilfælde, hvor anvendelsen af en højere grundlagsrente har en bagatelagtig økonomisk betydning for forsikringsselskabet og er betryggende og rimelig over for de enkelte forsikringstagere* og andre berettigede efter forsikringsaftalerne.
En betingelse herfor er, at højst den hidtil anvendte grundlagsrente* kan benyttes.
Finanstilsynet har efter udstedelse af bekendtgørelsen haft flere dispensationsansøgninger efter denne bestemmelse.
Imidlertid kan mange enkeltstående situationer hver for sig være af bagatelagtig økonomisk betydning for et selskab uden, at de berettiger til en dispensation. Som eksempel kan nævnes, hvis et relativt lille antal nytegninger indgik med en grundlagsrente på 5 % p.a. Hvis tilsynet gav dispensation i sådanne tilfælde, kunne dette virke konkurrenceforvridende og urimeligt over for andre selskaber, så længe der ikke lå en god begrundelse bag en sådan ansøgning. Finanstilsynet har derfor ved behandling af dispensationsansøgninger også lagt til grund, at disse er velbegrundede og ikke kan forventes at give anledning til konkurrenceforvridning.
I kapitel 6 er i anonymiseret form beskrevet en række dispensationsansøgninger og afgørelser, der anses for at være af principiel betydning.
Finanstilsynet har haft en række ansøgninger fra både livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser om dispensation fra bestemmelsen om maksimal grundlagsrente samt mulighed for at anvende undtagelsesbestemmelserne.
Nedenfor vil blive beskrevet de afgørelser, der anses af principiel betydning eller er af særlig interesse. De væsentligste forudsætninger for afgørelserne er medtaget, men ikke nødvendigvis alle forudsætninger.
En tværgående pensionskasse ønskede at indføre et nyt ydelsesmønster og i forbindelse hermed at indføre et nyt beregningsgrundlag* med grundlagsrente* 3 % p.a., mens der hidtil var blevet anvendt 41/4 % p.a. Ændringen skulle finde anvendelse for alle bidrag, der forfalder fra og med 1996. Finanstilsynet meddelte i overensstemmelse med sin daværende praksis pensionskassen, at i det omfang, ændringerne medførte nedsættelse af eksisterende medlemmers pensionstilsagn, krævede de vedtagelse såvel af parterne i de overenskomster, der foreskriver medlemskab af pensionskassen, som af pensionskassens bestyrelse og generalforsamling. Dette var baseret på den opfattelse, at parterne i de nævnte overenskomster kunne beslutte, at der skal oprettes en helt ny pensionskasse, og at pensionsbidrag for dem, der er omfattet af overenskomsterne, fremtidig skal indbetales til denne.
Efterfølgende blev det principielle spørgsmål om, under hvilke betingelser afgivne garanterede pensionstilsagn fra tværgående pensionskasser kan nedsættes, atter genstand for en del uformelle drøftelser mellem Finanstilsynet og branchen. Overvejelserne førte til, at Finanstilsynet besluttede at skærpe sin hidtidige praksis, således at nedsættelse af pensionstilsagn fremtidig kun kan ske med den enkeltes udtrykkelige accept.
Baggrunden for praksisændringen var dels de krav, der i den senere tid er stillet om præcis angivelse af, hvilke garantier der gives til forsikringstagere*, og som er udmøntet i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale, dels en juridisk tvivl om, hvorvidt de af pensionskasser afgivne tilsagn er så bindende, at de ikke kan nedsættes. Det har dog hele tiden været Finanstilsynets praksis, at den del af pensionstilsagnet, der vedrører allerede indbetalte bidrag, ikke kan nedsættes uden den enkeltes accept.
De her nævnte overvejelser har betydning ikke kun ved grundlagsrentenedsættelser, men også ved andre ændringer i pensionstilsagnene, for eksempel på grund af ændrede ydelsessammensætninger.
Finanstilsynet har haft drøftelser med nogle selskaber, der indgår i samme koncern, og med nogle pensionskasser, der indgår i et administrationsfællesskab, om hvorvidt en forsikringstagers* eller et medlems livsforsikringshensættelse* kan overføres mellem selskaberne eller pensionskasserne med hidtil anvendt grundlagsrente*.
Baggrunden var, at man ønskede mulighed for at kunne tilbyde en forsikringstager eller et medlem at kunne samle sin forsikringsaftale i ét selskab eller én pensionskasse, f.eks. i forbindelse med jobskifte eller lignende.
Overførslen af midler ville maksimalt udgøre netto 1 % pr. år af det modtagende selskabs eller pensionskasses balance.
Finanstilsynet gav dispensation hertil, idet man lagde til grund, at disse overførsler havde en bagatelagtig økonomisk betydning for det enkelte selskab eller pensionskasse, jf. § 5, stk. 2 i grundlagsrentebekendtgørelsen. Den ansvarshavende aktuar skal i den årlige aktuarberetning dokumentere, at overførslerne til uændret grundlagsrente er betryggende.
Finanstilsynet har endvidere ført drøftelser med nogle selskaber, der indgår i samme koncern, om hvorvidt overførsler med uændret grundlagsrente kan ske ud over ovenstående bagatelgrænse, såfremt overførslen af reserven sker med tillæg af:
a) en forholdsmæssig andel af bonusudjævningshensættelser og merværdier på aktiver eller
b) forskellen mellem reserven opgjort på den grundlagsrente, som selskabet normalt anvender ved nytegning, og reserven opgjort på uændret grundlagsrente.
Finanstilsynet fandt ikke, at man kunne dispensere for det ønskede. Begrundelsen vedrørende model a) var, at en sådan forholdsmæssig andel ikke nødvendigvis betyder overførsel af tilstrækkelige midler. Begrundelsen vedrørende model b) var, at en sådan overførsel kan være urimelig over for det afgivende selskabs forsikringstagere.
Nogle tværgående pensionskasser ansøgte om tilladelse til at regulere pensionstilsagn for medlemmer, der er optaget før 1. januar 1997, på de hidtil anvendte grundlag med grundlagsrente* 41/4 % p.a. eller 5 % p.a. Det oplystes, at den årlige bidragsstigning forventedes at være under 1 ‰ af livsforsikringshensættelsen*, og at udgifterne ved etablering af et system, der kan håndtere, at der anvendes forskellig grundlagsrente for dele af samme medlemstilsagn, vil føre til omkostninger, der er urimeligt store i forhold til styrkelsen af livsforsikringshensættelserne. Finanstilsynet accepterede dette.
En tværgående pensionskasse er opdelt i flere afdelinger, hvoraf en, der er lukket for tilgang for flere år siden, hidtil har anvendt et beregningsgrundlag* med grundlagsrente* 41/2 % p.a., mens de øvrige anvender grundlagsrente 3 % p.a. Da bestanden i den førstnævnte afdeling er lille, og da omkostningerne ved, at reguleringer skulle etableres med grundlagsrente 3 % p.a., ville være uforholdsmæssigt store, har Finanstilsynet tilladt, at reguleringer forsat beregnes med en grundlagsrente på 41/2 % p.a.
Et selskab havde gennem længere tid ført drøftelser om individuelt at overføre en gruppe forsikringstagere* til en eksisterende pensionsordning* med virkning fra ultimo 1995, således at overførslen skete med anvendelse af den for pensionsordningen hidtidige anvendte grundlagsrente, jf. pkt. 5 i Finanstilsynets midlertidige vejledning af 5. juni 1994 (bilag 5). Selskabet henvendte sig i november 1995 til Finanstilsynet og forespurgte, om tilsynet havde indvendinger mod, at visse af overførslerne af administrative grunde først ville ske i foråret 1996, men fortsat med virkning fra ultimo 1995. Selskabet anførte, at det havde bagatelagtig betydning for selskabet. Finanstilsynet accepterede dette.
Et andet selskab havde tilsvarende gennem længere tid ført drøftelser om ændring af en pensionsordning med virkning fra ultimo 1996. Ændringen medførte en forhøjelse af præmien på op til 25 % af, hvad der var kontraktligt aftalt inden 1. juli 1994, jf. undtagelsesbestemmelsen i § 8, stk. 3 i grundlagsrentebekendtgørelsen. Selskabet forespurgte i 1996 tilsynet, om man havde indvendinger imod, at ændringen først af administrative grunde blev gennemført i foråret 1997, men fortsat med virkning fra ultimo 1996, og uden at dette havde grundlagsrentemæssige* konsekvenser. Selskabet anførte, at det havde bagatelagtig betydning for selskabet. Finanstilsynet accepterede dette.
To selskaber ansøgte om tilladelse til ved ombytning mellem selskaberne af to omtrent lige store bestande at lade dette ske med uændret grundlagsrente*. Baggrunden var, at forhandlingerne om overtagelsen af de pågældende forsikringer var ført over en længere periode, og at det i denne forbindelse ikke var fremgået tilstrækkeligt tydeligt, at de overførte forsikringer efter gældende regler burde etableres med en lavere grundlagsrente end den hidtil anvendte for pen-
sionsordningen.
Den samlede økonomiske betydning af overførslerne var neutral eller af en bagatelagtig størrelse for begge selskaber.
Finanstilsynet gav på denne baggrund dispensation for det ansøgte i henhold til § 5, stk. 1, nr. 2 i grundlagsrentebekendtgørelsen.
Finanstilsynet har medvirket til nogle bestandsoverdragelser efter bestemmelserne i firmapensionskasselovens § 54, der svarer til kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed. Firmapensionskasserne er alle blevet overdraget til selskaber, hvor den anvendte grundlagsrente* i selskabet for nytegninger har været lavere end den af pensionskassen anvendte. Som nævnt i afsnit 5.2 vil det kræve et ekstra kapitalindskud, hvis pensionstilsagnene skulle opretholdes, samtidig med at en lavere grundlagsrente skulle anvendes. Dette kapitalindskud kunne ikke skaffes ved samtlige disse overdragelser.
Tilsynet har derfor ved nogle af disse overdragelser accepteret, at pensionsordningen* i det modtagende selskab blev baseret på den hidtil anvendte grundlagsrente i firmapensionskassen. I disse tilfælde har pensionskasserne haft merværdier, der er blevet fordelt blandt medlemmerne på en sådan måde, at de forøgede pensionstilsagn, dette har givet anledning til, er ugaranterede i en længere årrække. De ugaranterede pensionstilsagn kan nedskrives, hvis den situation skulle opstå, at det modtagende selskabs investeringsafkast er lavere end den omtalte hidtil anvendte grundlagsrente, og såfremt dette ikke kun er et forbigående fænomen. Herved forventes, at såvel den overdragne bestand som den hidtidige bestand i det modtagende selskab ikke vil blive ringere stillet ved overdragelsen.
Finanstilsynet har samtidig ved en enkelt overdragelse accepteret, at selskabet anvendte en højere, men ugaranteret grundlagsrente* end den hidtil anvendte i firmapensionskassen, idet selskabet ikke kunne håndtere pensionskassens grundlagsrente. Den forøgelse i de enkelte medlemmers pensionstilsagn, dette gav anledning til, skulle imidlertid være ugaranteret.
Endvidere har Finanstilsynet medvirket i en overdragelse af en firmapensionskasse, hvor pensionsordningen* var en tilsagnsordning, til et selskab. Firmapensionskassen anvendte en grundlagsrente på 41/2 % p.a. for pensioner, der var under udbetaling, mens der for øvrige pensionstilsagn anvendtes en grundlagsrente på 3 % p.a. Pensionskassen anvendte således et såkaldt knækket grundlag. Finanstilsynet accepterede, at alle pensionstilsagn blev overført til selskabet under anvendelse af en grundlagsrente på 3,7 % p.a. Finanstilsynet lagde i denne anledning vægt på, at en væsentlig del af firmapensionskassens formue var friholdt for realrenteafgift, at medlemmerne af pensionsordningen i selskabet vil indgå som en selvstændig bonusgruppe, og at pensionisternes pensionstilsagn blev opretholdt ved, at en del af firmapensionskassens merværdi blev anvendt til den forøgede livsforsikringshensættelse*, som var nødvendig på grund af anvendelse af en lavere grundlagsrente.
Et selskab havde anmeldt, at man i forbindelse med omregning fra et beregningsgrundlag* til G 82*, 3 % p.a. ville yde et garanteret bonustillæg, så ydelsen på G 82*, 3 % p.a. inklusive bonustillægget mindst udgjorde ydelsen på det oprindelige grundlag.
Finanstilsynet meddelte selskabet, at fremtidig bonustilskrivning* ikke kan garanteres.
Det skal indledningsvis nævnes, at sådanne forsikringsaftaler er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i bekendtgørelsen og derfor ikke kræver tilsynets medvirken og godkendelse, jf. afsnit 3.2.3.
Et selskab har imidlertid ført drøftelser med Finanstilsynet om, at det ønsker mulighed for med en grundlagsrente* på 6 % p.a. at tegne forsikringer uden ret til bonus* og med et udløbstidspunkt senest 10 år efter tegningen. Forsikringerne vil blive tegnet i henhold til § 53 A, stk. 4 i pensionsbeskatningsloven, således at de er fritaget for realrenteafgift.
Selskabet har anført, at det kan tilpasse aktiver til produktets profil, og at der på anmeldelsestidspunktet kan forventes en faktisk effektiv forrentning på ca. 8 % p.a.
Selskabet vil løbende vurdere, hvorvidt størrelsen af den anmeldte grundlagsrente er betryggende, samt årligt redegøre i aktuarens beretning for, om grundlagsrentens størrelse fortsat er betryggende og rimelig.
Finanstilsynet har på denne baggrund meddelt selskabet, at man ingen indvendinger har mod den anvendte grundlagsrente. Tilsynet har herved lagt til grund, at de omhandlede forsikringer er omfattet af den undtagelsesbestemmelse for forsikringer uden ret til bonus og tilbagekøbsværdi, der findes i artikel* 17, litra B, pkt. c, 3. led, og som er gennemført ved § 4, stk. 1, nr. 6 i grundlagsrentebekendtgørelsen. Endvidere har tilsynet lagt til grund, at sikkerhedsmargenen fra den anvendte grundlagsrente på 6 % p.a. til den effektive obligationsrente på ca. 8 % p.a. er ca. 25 %.
En pensionskasse har forespurgt om Finanstilsynets bemærkninger til den situation, at kassen anvender en ugaranteret beregningsrente* på 3,7 % ved beregning af nye medlemmers ydelser. Beregningsrenten består af en garanteret grundlagsrente på 3 % og en ugaranteret bonusrente på 0,7%.
Finanstilsynet har meddelt, at man ingen bemærkninger har hertil, i det omfang kassen tydeligt og fyldestgørende over for dets medlemmer beskriver, hvad der er garanteret, og hvad der er ugaranteret, og at kassen i øvrigt opfylder bestemmelserne i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale.
Visse selskaber har haft tidsmæssige vanskeligheder med at tilrette deres edb-systemer til at håndtere tilsynets bestemmelser om maksimal grundlagsrente* fuldt ud pr. 1. januar 1997, hvor en række overgangsbestemmelser bortfalder, specielt vedrørende forhøjelser. Flere selskaber har derfor ansøgt om dispensation herfor, idet det kan betragtes som værende af bagatelagtig økonomisk betydning for selskabet.
Imidlertid har de fleste selskaber måtte anvende mange edb-resurser på at sikre, at bl.a. forhøjelser på »gamle« forsikringer kan indgå med en lavere grundlagsrente end den oprindelige. Det kan derfor virke urimeligt over for disse selskaber, at andre selskaber via en dispensationsansøgning indirekte får forlænget visse overgangsbestemmelser.
På denne baggrund har tilsynet givet nogle selskaber en kortvarig dispensation. Disse dispensationer kan ikke umiddelbart forventes forlænget, idet det må forventes, at et selskabs ledelse herefter vil kunne sikre, at selskabet kan opfylde bekendtgørelsens bestemmelser.