Rapport om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade

KAPITEL 4

Erhvervssygdomme

I 1933 blev arbejdsskadelovens område udvidet til ud over arbejdsulykker også at omfatte erhvervssygdomme, dvs. sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger gennem arbejdet.

Erhvervssygdomme indtager en særstilling i forhold til andre former for skadesforsikring. Dels ændres erhvervssygdomsbegrebet i takt med fremskridt inden for såvel teknisk som medicinsk forskning, dels udvikler den enkeltes erhvervssygdom sig typisk over meget lang tid. En konsekvens af dette er, at der i de fleste erhvervssygdomssager ikke udpeges en forsikringspligtig arbejdsgiver.

På denne baggrund har erhvervssygdomme ikke været opfattet som forsikringsbare i gængs forstand, og området har indtil 1. januar 1999 været kendetegnet ved en række særregler og udligningsordninger. Særreglerne og den tidligere afgrænsning og opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999 er beskrevet nærmere i afsnit 4.1.

Som nævnt tidligere træder 3. skadesforsikringsdirektiv i kraft på arbejdsskadeområdet i Danmark den 1. januar 1999, og det er den almindelige opfattelse, at de nuværende særregler på området ikke kan opretholdes efter denne dato. Folketinget ophævede ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 ovennævnte særregler på arbejdsskadeområdet pr. 1. januar 1999. Af loven fremgår endvidere, at erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Endelig fremgår det af loven, at de forsikringsselskaber, som har tegnet erhvervssygdomsforsikring før 1. januar 1999, kan vælge at afvikle disse bestande selv eller indgå aftale om, at AES afvikler bestandene, jf. afsnit 4.2. Den fremtidige afgrænsning og opgørelse af hensættelserne i AES er beskrevet nærmere i afsnit 4.3.

4.1 Erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999

Som udgangspunkt afgrænses og opgøres forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme og pludselige løfteskader efter samme principper og metoder som forsikringsmæssige hensættelser vedrørende arbejdsulykker. Betragtningerne i kapitel 3 om præmiehensættelser, hensættelser for ikke afløben risiko, hensættelser til løbende ydelser, anden erstatningshensættelse, udjævningshensættelse og andre forpligtelser kan således overføres til erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999 med de tilføjelser, som fremgår af det følgende.

Skader, der henføres til fordeling efter § 6, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade
I forbindelse med arbejdsulykker er der sjældent tvivl om, hvornår det enkelte ulykkestilfælde er sket eller hos hvilken arbejdsgiver. Ved erhvervssygdomme er det derimod ofte vanskeligt at fastslå tidspunktet for sygdommens opståen, og hvilken arbejdsgiver der har forsikringspligten, f.eks. fordi den skadelidte har været udsat for skadelige påvirkninger hos en række arbejdsgivere.

I lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er der derfor i § 6, stk. 2, givet særlige regler om, hvem der er forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig en erhvervssygdom:

»Forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10, er arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i anden virksomhed.«

Har den skadelidte været udsat for påvirkningen på to eller flere arbejdspladser, uden at udsættelse på den enkelte arbejdsplads kan anses for at være den overvejende, anvendes i stedet bestemmelsen i § 6, stk. 3, der lyder:

»Kan en sikringspligtig arbejdsgiver efter stk. 2 ikke med rimelig sandsynlighed udpeges, udbetales ydelserne efter loven forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles for hvert finansår på de forsikringsselskaber, som har koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, staten og de kommuner, der ikke har tegnet forsikring efter denne lov, jf. § 45. Arbejdsskadestyrelsen fastsætter i samarbejde med Finanstilsynet nærmere regler for denne fordeling.«

De nærmere regler for fordelingen fremgår af Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 1995 (ændret ved bekendtgørelse nr. 1150 af 13. december 1996). Forsikringsteknisk er der tale om et pay-as-you-go system, idet der ikke foretages en fundering svarende til hensættelserne på de erhvervssygdomssager, hvor der kan udpeges en forsikringspligtig arbejdsgiver.

Antallet af sager, der henføres til fordeling efter lovens § 6, stk. 3, er betydeligt og udgør ca. 65 % af alle erhvervssygdomssager. Udgifterne til disse fordelingsskader udgør ca. 35 % af samtlige udgifter til erhvervssygdomme. I 1996 udgjorde udgifterne til disse skader således ca. 179 mio.kr.

Erhvervssygdomspoolen
Finanstilsynet har siden 1987 haft hjemmel til at pålægge selskaber, der driver erhvervssygdomsforsikring, at indgå i en fællesordning (pool) med henblik på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af erhvervssygdomme.

De nærmere regler for fællesordningen fremgår af Tilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27. marts 1995. I takt med at et enkelt selskab, Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S (FFE), opnåede en markedsandel på mere end 99 % i fællesordningen, aftog den økonomiske betydning af udligningen. Ordningen blev ophævet med virkning fra 1. januar 1999. Forholdet vil derfor ikke blive belyst yderligere i denne rapport.

Midlertidigt erhvervsevnetab
Opgørelsen af hensættelser i erhvervssygdomssager, hvor ydelsen er midlertidigt tilkendt, adskiller sig principielt ikke fra opgørelsen i tilsvarende arbejdsulykkessager, jf. afsnit 3.2.

Udvalget har ikke haft mulighed for at foretage en analyse vedrørende midlertidigt tilkendt erhvervsevnetab på erhverssygdomsområdet svarende til analysen på ulykkesområdet, jf. bilag 5. Udvalget er dog blevet præsenteret for materiale, som tyder på, at mulighederne for at blive revalideret, omskolet eller uddannet er bedre for skadelidte i erhvervssygdomssager end for skadelidte i arbejdsulykkessager.

Hensættelser til indtrufne, endnu ikke anmeldte erhvervssygdomme (IBNRskader)
Som nævnt tidligere skal erstatningshensættelsen opgøres for såvel anmeldte som uanmeldte skader indtruffet inden regnskabsårets udgang.

Denne definition kan imidlertid ikke umiddelbart benyttes på erhvervssygdomme, idet det ikke er muligt at fastsætte en dato for, hvornår en erhvervssygdom indtræffer.

I forhold til den enkelte skadelidte fremgår det af § 11, stk. 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, at:

» Stk. 2. For erhvervssygdomme gælder retsvirkningerne i denne lov fra den dag, hvor sygdommen anmeldes, medmindre andet er fastsat i loven.«

Bestemmelsen regulerer ikke opgørelsen af anden erstatningshensættelse, men man har valgt en analog opgørelse, idet indtræffelsesdatoen for en erhvervssygdom defineres til at være den dag, hvor sygdommen anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen. Denne definition medfører, at forsikringsselskaberne ikke hensætter beløb til erhvervssygdomsskader, som ikke er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen på opgørelsestidspunktet.

Pludselige løfteskader
Ved lov om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade af 6. maj 1996 blev pludselige løfteskader indført som nyt arbejdsskadebegreb. Skaderne blev forsikringsmæssigt placeret sammen med erhvervssygdommene. Definitionen af en pludselig løfteskade findes i lovens § 9a, stk. 1:

»Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel, nerve og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.«

I bemærkningerne til loven er der et afsnit om de administrative og økonomiske konsekvenser af indførsel af pludselige løfteskader. Den samlede merudgift som følge af anerkendelse af pludselige løfteskader skønnes til 235 mio.kr. årligt, heraf er de 13 mio.kr. afsat til administration og speciallægeerklæringer. Den statslige andel af de 235 mio.kr. udgør 10 mio.kr., kommunernes og amtskommunernes andel udgør 85 mio.kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 140 mio.kr. Den årlige merudgift forventes først at slå helt igennem i 1999.

Ved udgangen af 1997 er der anerkendt ganske få pludselige løfteskader, og den økonomisk effekt af at indføre dette nye arbejdsskadebegreb har således hidtil været yderst begrænset.

Anden erstatningshensættelse
Der findes ikke detaljerede bestemmelser vedrørende opgørelsen af anden erstatningshensættelse. De anvendte metoder varierer derfor fra selskab til selskab. I bilag 10 er Forsikringsselskabet for Erhvervssygdommes (FFE) nuværende metode til opgørelse af anden erstatningshensættelse gennemgået i detaljer.

Udgivet af Finanstilsynet august 1999
Elektronisk version ved Net Bureauet