Indholdsfortegnelse

KAPITEL 1 Indledning

• 1.1 Udvalgets opgave
• 1.2 Udvalgets sammensætning
• 1.3 Resumé

KAPITEL 2 Lov- og regelgrundlag

KAPITEL 3 Arbejdsulykker

• 3.1 Præmiehensættelse og hensættelse for ikke afløben risiko
• 3.2 Hensættelse til løbende ydelser
• 3.3 Anden erstatningshensættelse
• 3.4 Udjævningshensættelse
• 3.5 Andre forpligtelser
• 3.6 Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser

KAPITEL 4 Erhvervssygdomme

• 4.1 Erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999
• 4.2 Afvikling af de nuværende erhvervssygdomsbestande
• 4.3 Erhvervssygdomme anmeldt efter 1. januar 1999

BILAG

• Bilag 1 Kommissorium
• Bilag 2 Oversigt over lovnavne og deres populære navne
• Bilag 3 Oversigt over løbende ydelser i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade
• Bilag 4 Regulering af løbende ydelser i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade
• Bilag 5 Midlertidig erstatning for erhvervsevnetab
• Bilag 6 Kapitalisering
• Bilag 7 Regler for statsgaranti
• Bilag 8 Eksempel på bestemmelse af anden erstatningshensættelse, De Vylders model
• Bilag 9 Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser ultimo 1996
• Bilag 10 Eksempel på bestemmelse af anden erstatningshensættelse, FFE's model

I rapporten er love og bekendtgørelser omtalt ved deres populære navne. I bilag 2 findes en liste med angivelse af de præcise navne.

Forord

Ved udgangen af 1998 er en æra for dansk arbejdsskadeforsikring afsluttet, og en ny er påbegyndt.

- Erhvervsygdomsområdet overføres fra almindelig forsikringsregi til en selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, (AES), administreret af ATP.

- Arbejdsulykkesområdet omfattes af EU's 3. skadesforsikringsdirektiv og bliver dermed betragtet som almindelig forsikringsvirksomhed, som en del af det indre marked.

- Hovedparten af de særbestemmelser, som hidtil har eksisteret på arbejdsskadeområdet bortfalder.

Finanstilsynets særlige rolle på arbejdsskadeområdet ændres derved også. Fremover vil tilsynet være det samme som ved anden skadesforsikringsvirksomhed. En væsentlig opgave i den forbindelse vil være at vurdere det enkelte selskabs solvensmæssige situation, herunder selskabets opgørelse af de forsikringsmæssige forpligtelser (de såkaldte forsikringsmæssige hensættelser). Tilsynet har derfor, i samarbejde med Forsikring & Pension og ATP, udarbejdet denne rapport om forsikringsmæssige hensættelser på arbejdsskadeområdet.

Finanstilsynet, juni 1999

Henrik Bjerre-Nielsen
Finanstilsynets direktør

KAPITEL 1

Indledning

1.1 Udvalgets opgave

Arbejdskadeforsikringsområdet i Danmark bliver den 1. januar 1999 omfattet af 3. skadeforsikringsdirektiv. I denne forbindelse bortfalder hovedparten af de forsikringstekniske særbestemmelser, der findes på området; erhvervssygdomme vil fremover blive administreret uden for forsikringsregi, og tilsynet med arbejdsskadeforsikringsselskaberne bliver primært en vurdering af det enkelte selskabs solvensmæssige situation.¹

De forsikringsmæssige hensættelser udgør den væsentligste passivpost i selskabernes årsregnskaber, hvorfor en afgrænsning og opgørelse af disse er afgørende ved Finanstilsynets vurdering af selskabernes solvensmæssige situation.

Tilsynet nedsatte på denne baggrund i august 1996 et sagkyndigt udvalg, der skulle undersøge, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskadeforsikring kan afgrænses og opgøres. Udvalgets kommissorium fremgår af bilag 1.

Kommissoriet blev udarbejdet under den forudsætning, at selskaber, som tegner erhvervssygdomsforsikringer inden 1. januar 1999 ved lov pålægges at overføre disse bestande til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). I kommissoriet pålægges udvalget derfor at fastlægge ensartede principper og metoder for opgørelse af de forsikringsmæssige forpligtelser, der skulle overføres. Denne forudsætning bristede imidlertid, idet det enkelte selskab som nævnt kan vælge enten selv at afvikle skader, der er anmeldt inden 1. januar 1999, eller overføre disse skader til AES.

Vilkårene ved eventuelle overførsler af bestande fastlægges efter forhandling mellem det enkelte selskab og AES. Aftalen mellem det enkelte selskab og AES skal herefter forelægges for Finanstilsynet. Udvalget har på baggrund af denne udvikling ikke anset det for sin opgave at fastsætte ensartede principper og metoder for opgørelse af de overførte forpligtelser.

_{1. Folketinget ophævede ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 ovennævnte særregler på arbejdsskadeområdet pr. 1. januar 1999. Af loven fremgår endvidere, at erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Endelig fremgår det af loven, at de forsikringsselskaber, som har tegnet erhvervssygdomsforsikring før 1. januar 1999, kan vælge at afvikle disse bestande selv, eller indgå aftale om, at AES overtager og afvikler bestandene.}

1.2 Udvalgets sammensætning

Udvalget har haft følgende sammensætning:

Konsulent Chresten Dengsøe, Finanstilsynet (formand),

Aktuar Jens Vestergård, Tryg-Baltica,

Underdirektør Gorm Friis, Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S,

Arbejdsskadechef Lars Hinrichsen, Kommunernes Arbejdsskadeforsikring A/S og

Chefaktuar Ole Haugaard Nielsen, ATP (indtrådt i udvalget oktober 1997)

Sekretariat:
Konsulent Ulla Mønsted, Finanstilsynet (indtil oktober 1997),
Konsulent Vibeke Thinggaard, Finanstilsynet (fra oktober 1997).

Udvalget har holdt 14 møder og afslutter med afgivelsen af denne rapport sit arbejde.

1.3 Resumé

Vilkårene for arbejdsskadeforsikring ændres væsentligt fra den 1. januar 1999. Erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Samtidig bortfalder en række særregler på området. Finanstilsynet nedsatte på denne baggrund i august 1996 et sagkyndigt udvalg, der skulle undersøge, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskadeforsikring kan afgrænses og opgøres.

Udvalget har bestræbt sig på at udfærdige en rapport, som giver en overordnet beskrivelse af forholdene. I rapporten henvises til bilag, som indeholder mere detaljerede beskrivelser.

I kapitel 2 beskrives lov- og regelgrundlaget for arbejdsskadeforsikringsområdet og tilsynet med dette.

I kapitel 3 behandles de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende arbejdsulykker og skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed. Kapitlet er opdelt svarende til den regnskabsmæssige opdeling af hensættelserne, dvs. i præmiehensættelser og hensættelser for ikke afløben risiko, hensættelser til løbende ydelser, anden erstatningshensættelse, udjævningshensættelser og andre forpligtelser.

I kapitel 4 behandles de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme og pludselige løfteskader. Som udgangspunkt afgrænses og opgøres forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme og pludselige løfteskader efter samme principper og metoder som forsikringsmæssige hensættelser vedrørende arbejdsulykker. Betragtningerne i kapitel 3 kan således overføres til erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999, med enkelte tilføjelser. Kapitlet er opdelt i »kronologisk« orden, dvs. i et afsnit om erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999, et afsnit om afviklingen af forsikringsselskabernes erhvervssygdomme og endelig et afsnit om erhvervssygdomme anmeldt efter 1. januar 1999.

KAPITEL 2

Lov- og regelgrundlag

Arbejdsskadeforsikring er en lovpligtig forsikring, som arbejdsgivere (på nær stat og kommuner) skal tegne med henblik på at dække arbejdstagere i tilfælde af ulykker, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed, pludselige løfteskader eller erhvervssygdomme.

Kompensation til skadelidte eller andre i forbindelse med arbejdsskader hører under Socialministerens resortområde og er reguleret i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Finanstilsynet har siden 1987 varetaget de forsikringstekniske funktioner på arbejdsskadeområdet. De særlige regler for tilsyn med arbejdsskadeforsikring, som fandtes i socialministeriets lovgivning indtil 1987, blev i vidt omfang overført til lov om forsikringsvirksomhed. Det tekniske og finansielle tilsyn med arbejdsskadeforsikringen har således været mere detaljeret end tilsynet med de øvrige former for skadesforsikringsvirksomhed.

Den 1. januar 1999 træder 3. skadesforsikringsdirektiv i kraft på arbejdsskadeområdet i Danmark. Det er opfattelsen, at de tidligere særregler på området ikke kan opretholdes efter denne dato. Folketinget ophævede ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 ovennævnte særregler på arbejdsskadeområdet pr. 1. januar 1999. Af loven fremgår endvidere, at erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). AES vil ikke være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed eller EU's forsikringsdirektiver. Endelig fremgår det af loven, at de forsikringsselskaber, som har tegnet erhvervssygdomsforsikring før 1. januar 1999, kan vælge at afvikle disse bestande selv eller indgå aftale om, at AES afvikler bestandene. De bestande af erhvervssygdomme, der ikke overføres til AES vil være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed

Arbejdsulykker og skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed vil efter 1. januar 1999 være omfattet af lov om forsikringsvirksomhed på lige fod med de øvrige former for skadesforsikringsvirksomhed.

KAPITEL 3

Arbejdsulykker

I dette kapitel behandles de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende arbejdsulykker og skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed.

3.1 Præmiehensættelse og hensættelse for ikke afløben risiko

De nærmere regler vedrørende præmiehensættelser og hensættelser for ikke afløben risiko fremgår af bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber.

§ 25 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd:

»Under passivpost 6.1. Bruttopræmiehensættelser opføres den del af bruttopræmier, jf. § 9, stk. 1, der svarer til den ikke forløbne del af forsikringsperioderne, jf. § 51.«

og § 51 lyder således:

»Bruttopræmiehensættelserne opgøres som summen af den for hver enkelt forsikring beregnede andel af bruttopræmien, jf. § 9, stk. 1, der svarer til den del af forsikringsperioden, der forløber efter regnskabsårets slutning (pro rata temporis). Gennemsnitsberegninger kan dog anvendes, når der er grund til at antage, at de tilnærmelsesvis fører til samme resultat.

Stk. 2. Hvis bruttopræmiehensættelsen opgjort i overensstemmelse med stk. 1 ikke er tilstrækkelig, fordi risikoen ikke afløber proportionalt med tiden i forsikringsperioden, opgøres bruttopræmiehensættelsen således, at beløbet svarer til den andel af bruttopræmien, der svarer til den ikke afløbne del af risikoen.«

Udgangspunktet for beregning af præmiehensættelserne er et pro rata temporis princip, der anvendes på den enkelte forsikring. § 51, stk. 2, vedrører forsikringer, hvor risikoen ikke afløber proportionalt med tiden i forsikringsperioden. I arbejdsskadeforsikring kan dette f.eks. have betydning for erhverv, som er kendetegnet ved sæsonarbejde eller anden form for svingende beskæftigelse hen over året. 

Indgåede præmiebeløb for præmier, hvor forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning, skal ikke indgå i præmiehensættelsen jf. § 31, stk. 1, i bekendtgørelsen, der lyder:

»Udgifter, der er afholdt før balancetidspunktet, men som vedrører de efterfølgende år, skal opføres under periodeafgrænsningsposterne i aktiverne. Indtægter, som er indgået før balancetidspunktet, men som vedrører de efterfølgende år, skal opføres under periodeafgrænsningsposterne i passiverne. Dette gælder dog ikke for indgåede præmier, medmindre forsikringsperioden først påbegyndes efter regnskabsårets afslutning.«

Præmiehensættelsen er således en periodisering af præmieindtægten. Det er præmier, som forsikringsselskabet har modtaget eller har fået til gode for direkte og indirekte forsikringer, hvis forsikringsperiode er påbegyndt før regnskabsårets afslutning, der skal periodiseres, jf. § 9, stk.1, i bekendtgørelsen. Præmiehensættelsen svarer derfor til en periodeafgrænsningspost, dvs. en opgørelse af en indtægt, som er indgået før balancetidspunktet, men som vedrører efterfølgende år. Posten præmiehensættelse betragtes imidlertid som en egentlig hensættelse, der skal dække de forventede udgifter, der følger af de forsikringsaftaler, som selskabet har på balancetidspunktet, og hvor dækningsperioden ikke er afsluttet.

Det er blandt danske forsikringsselskaber anvendt regnskabspraksis, at præmiehensættelsen kun beregnes frem til næste præmierates forfald, uanset at den allerede aftalte forsikringsperiode rækker videre. De modsvarende aftalte fremtidige præmierater posteres i overensstemmelse hermed ikke som et tilgodehavende. Som en konsekvens af den anvendte regnskabspraksis bidrager samtlige forsikringer med hovedforfald den 1. januar ikke ved opgørelsen af præmiehensættelsen i regnskaber som aflægges den 31. december.

Da selskabets forpligtelse ofte rækker videre end frem til næste præmierates forfald, er begrundelsen for den anvendte regnskabspraksis, at der foretages en modregning af fremtidige præmierater ved opgørelsen af forpligtelsen.

Såfremt præmiehensættelsen fundet ved pro rata temporis metoden ikke skønnes tilstrækkelig, skal der hensættes yderligere beløb til dækning af denne risiko. Reglen for opgørelse af denne hensættelse fremgår af § 29, stk.1, nr.1, i bekendtgørelsen, der lyder:

»Under passivpost 11. Andre forsikringsmæssige hensættelser f.e.r. opføres følgende:

1) Hensættelser for ikke afløben risiko, dvs. beløb, der ud over præmiehensættelserne og fremtidige præmierater er nødvendige for at dække forventede omkostninger og erstatningsudgifter på endnu ikke indtrufne skader i de endnu ikke forløbne dele af forsikringsperioderne under ikraftværende forsikringer. Ved opgørelsen af disse hensættelser tages ikke hensyn til forhold og begivenheder, der først er indtruffet efter balancetidspunktet.«

Hensættelser for ikke afløben risiko opgøres som beløb, der er nødvendige ud over præmiehensættelserne og fremtidige præmierater til dækning af forpligtelserne på ikraftværende forsikringer. Hensættelser for ikke afløben risiko skal således ikke dække anden forpligtelse, end den præmiehensættelsen skal dække, men derimod supplere præmiehensættelsen, såfremt denne ikke skønnes at dække forpligtelsen.

Posten hensættelser for ikke afløben risiko optræder udelukkende i regnskaber, der begynder 1. januar 1995 eller senere. Der er derfor ikke en etableret regnskabspraksis vedrørende denne post, og årsregnskaberne for 1995 og 1996 viser, at der kun blev foretaget hensættelser for ikke afløben risiko i meget beskedent omfang.

Som nævnt tidligere er begrundelsen for den anvendte regnskabspraksis vedrørende præmiehensættelser, at der foretages en modregning af fremtidige præmierater ved opgørelsen af forpligtelsen. Selskabets forpligtelse rækker imidlertid ofte videre end frem til næste præmierates forfald. På den baggrund bør hensættelser for ikke afløben risiko opgøres for den periode, man ville have anvendt ved opgørelsen af præmiehensættelsen, såfremt modregningen ikke blev foretaget.

Finanstilsynet har ikke fastsat detaljerede regler for opgørelse af hensættelser for ikke afløben risiko, men i Tilsynets vejledning til skadesforsikringsselskaberne vedrørende årsregnskabet for 1996 (det såkaldte julebrev) blev selskaberne gjort opmærksomme på pligten til at hensætte til ikke afløben risiko og følgende blev præciseret:

1. Der skal foretages hensættelser for ikke afløben risiko, når bruttopræmiehensættelserne opgjort efter § 51 med tillæg af endnu ikke modtagne præmierater ikke kan dække de forventede samlede udgifter til skader og til omkostninger i de forsikringsperioder, som selskabet dækker under de forsikringer, der er i kraft på balancetidspunktet.
    
2. Vurderingen af den nødvendige størrelse af hensættelser for ikke afløben risiko foretages for hver branche for sig. Der kan ikke tages hensyn til forventede overskud under andre brancher.
    
3. Ved vurderingen af den nødvendige størrelse af hensættelser for ikke afløben risiko kan der tages hensyn til et forsigtigt fastsat afkast af midler svarende til præmiehensættelser og hensættelser for ikke afløben risiko i perioden fra balancetidspunktet til midlerne forventes forbrugt til erstatninger eller til omkostninger.

Hensættelser til ikke afløben risiko vedrører ikke alene arbejdsskadeforsikring, men også al anden skadesforsikring. Dette udvalg vil derfor ikke komme med forslag til mere detaljerede regler vedrørende denne hensættelse.

3.2 Hensættelse til løbende ydelser

Hensættelserne til dækning af løbende ydelser i arbejdsskadeforsikring omfatter beløb til fremtidige betalinger i sager, hvor Arbejdsskadestyrelsen har tilkendt en løbende ydelse. De løbende ydelser, der tildeles i henhold til lov om sikring mod følger af arbejdsskade og tidligere love, kan opdeles i tre grupper: ydelse til skadelidte, ydelse til eventuel efterladt ægtefælle og ydelse til eventuel efterladte børn. Bilag 3 indeholder en oversigt over de løbende ydelser, som tildeles efter arbejdsskadelovgivningen.

Hensættelserne opgøres efter bestemmelser fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelsen om beregningsgrundlaget for hensættelser til dækning af løbende ydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade med hjemmel i § 123, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed, der har følgende ordlyd:

»Årsregnskabet skal i øvrigt udarbejdes i overensstemmelse med regler fastsat af Finanstilsynet, herunder regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser«.

Bestemmelsen er uddybet i § 52, stk. 3, i bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber, der lyder:

» Stk. 3. For skader, der skal erstattes i form af løbende ydelser, opgøres hensættelserne efter aktuarmæssige metoder. Hensættelser for løbende ydelser i arbejdsskadeforsikring opgøres i overensstemmelse med reglerne i Finanstilsynets bekendtgørelse om beregningsgrundlaget for hensættelser til dækning af løbende ydelser efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.«

I følge bekendtgørelsen skal selskaberne ved beregning af hensættelserne anvende beregningsgrundlaget G82 2,75%. Herudover skal udjævningshensættelsen i selskaberne som minimum udgøre forskellen mellem beregningsgrundlaget G82 2,00% og G82 2,75%.

Af § 42 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade fremgår, at ydelserne reguleres hvert år. Reguleringsreglerne er beskrevet i bilag 4.

I princippet skal hensættelsen opgøres som den tilbagediskonterede værdi af de fremtidige ydelser inklusiv de fremtidige reguleringer af ydelserne. I praksis opgøres hensættelsen på grundlag af den tilkendte ydelse. Hvert år, når ydelsen reguleres, justeres hensættelsen i overensstemmelse hermed. Hvis selskabets investeringsafkast af hensættelserne er større end den rente, der i dag anvendes ved diskonteringen, kan forskellen bruges til helt eller delvis at finansiere lønreguleringen af de løbende ydelser. For at selskabet fuldt ud skal kunne finansiere lønreguleringen via investeringsafkastet, skal dette afkast mindst svare til summen af diskonteringsrenten og reguleringsprocenten.

Midlertidigt erhvervsevnetab
Såfremt en skadelidt er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v. på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade, kan Arbejdsskadestyrelsen fastsætte en midlertidig erstatning for erhvervsevnetab. De nærmere regler for midlertidige erhvervsevnetabsydelser fremgår af bilag 5.

Foreløbige erstatninger for erhvervsevnetab i form af midlertidige løbende ydelser er ikke særskilt behandlet i hensættelsesbekendtgørelsen. På baggrund af en række henvendelser fra arbejdsskadeforsikringsselskaber har Finanstilsynet derfor i skrivelse af 17. januar 1997 præciseret, at der ved opgørelsen af hensættelser til dækning af løbende ydelser ikke må tages hensyn til, at ydelsen er midlertidigt tilkendt. Såfremt der hos selskabet foreligger et pålideligt statistisk materiale vedrørende afviklingen af midlertidigt tilkendte løbende ydelser, kan der dog foretages et forsigtigt fastsat fradrag i anden erstatningshensættelse, jf. afsnit 3.3.

Der har været enighed i udvalget om, at hensættelsen til løbende ydelser opgøres uden hensyntagen til, at ydelsen er midlertidigt tilkendt, kombineret med muligheden for at foretage et fradrag i anden erstatningshensættelse.

Ved vurdering af størrelsen af et eventuelt fradrag i anden erstatningshensættelse, skal man blandt andet være opmærksom på, at bortfaldet af hensættelsen til den midlertidige ydelse helt eller delvis kan modsvares af erstatningsudgifter knyttet til en senere afgørelse. Arbejdsskadestyrelsen kan tildele den skadelidte en kapitalerstatning eller erstatte den midlertidige ydelse med en stedsevarende løbende ydelse, hvis erhvervsevnetabet forhøjes til 50 % eller derover. Endelig har skadelidte mulighed for at få en sag genoptaget på et senere tidspunkt.

Af bilag 5 fremgår endvidere, hvorledes udgifterne til midlertidigt tilkendte løbende ydelser har udviklet sig de seneste år for et arbejdsulykkesforsikringsselskab. Denne analyse kan efter udvalgets opfattelse højst begrunde et fradrag op til 20 procent af hensættelsen opgjort uden hensyntagen til, at ydelserne er midlertidigt tilkendte (dvs. opgjort efter hensættelsesbekendtgørelsen).

Kapitalisering
En løbende ydelse, der er tildelt efter arbejdsskadeloven, kan i visse tilfælde helt eller delvist omsættes til et kapitalbeløb. Bestemmelserne om, hvornår en løbende ydelse kan omsættes til et kapitalbeløb, findes i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Af lovens § 43 fremgår, at en løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne, der er tilkendt efter lovens § 32, på mindre end 50% normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til kapitalbeløb. Ved erhvervsevnetab på mindst 50% kan skadelidte anmode om at få kapitaliseret den del af erstatningen, der svarer til 50% erhvervsevnetab. Når der alene er truffet midlertid afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan der ikke ske omsætning til kapitalbeløb.

Af § 43 fremgår desuden, at erstatning for tab af forsørger, der er tilkendt efter lovens § 36, omsættes til kapitalbeløb, hvis den efterladte ønsker det.

Af § 71 fremgår det, at ovennævnte regler også skal anvendes ved kapitalisering af en række løbende ydelser, som er tilkendt efter tidligere lovgivning. Det drejer sig om kapitalisering af løbende ydelser for tab af erhvervsevne og for tab af forsørger tildelt efter lov om arbejdsskadeforsikring. Også ved kapitaliseringer af årlig invaliditetserstatning, der er tilkendt efter ulykkesforsikringsloven, gælder reglerne i § 43. Af § 71 fremgår desuden, at personer, som er fyldt 67 år og modtager en løbende ydelse efter lov om sikring mod følger af ulykkestilfælde, kan forlange at få erstatningen omsat til et kapitalbeløb. Reglerne for kapitalisering er yderligere beskrevet i bilag 6.

Udvalget er ikke bekendt med detaljerede aktuarmæssige opgørelser over den samlede økonomiske effekt af omsætningen af løbende ydelser til kapitalværdi. I bilag 6 findes derfor en beskrivelse af de (modsatrettede) økonomiske effekter af kapitaliseringer og deres forventede påvirkning af selskabernes resultater.

Løbende ydelser omfattet af statsgaranti
Ved lov nr. 214 af 4. juni 1965 om ændring af lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde blev løbende ydelser (i loven omtalt som renter) som følge af ulykkestilfælde, der var indtruffet før 1. april 1965, forhøjet med en procentsats, der afhang af skadedatoen. Af § 2 i loven fremgår, at hensættelsen (i loven omtalt som rentereserven) ikke skal forøges på grund af denne regulering. Staten hæfter over for ydelsemodtagerne (i loven omtalt som rentemodtagerne) for den manglende hensættelse. For ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1947 refunderer staten de forøgede udgifter.

De nærmere regler vedrørende statens refusion fremgår af bekendtgørelse nr. 274 af 30. juni 1965 om regulering af og om statskassens refusion af visse ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven. De nærmere regler for statsgaranti er beskrevet i bilag 7.

Sammenfattende kan statens garanti for hæftelse og refusion skitseres således:

Tabel 1
Statens garanti for hæftelse og refusion

Der har i udvalget været enighed om, at der ikke skal hensættes i selskaberne til de beløb, som staten refunderer for skader før 1. april 1947. For disse skader udgør den statsgaranterede hensættelse op mod 95% af den samlede hensættelse på skaderne.

Der har endvidere været enighed i udvalget om, at der ikke skal hensættes i selskaberne til de beløb, som staten refunderer for skader indtruffet i perioden 1. april 1947 - 31. marts 1965. Udvalget har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at den statsgaranterede hensættelse for disse skader ultimo 1996 udgjorde ca. 7,5 mio.kr. Til sammenligning udgjorde de samlede hensættelser til løbende ydelser i alle arbejdsskadeforsikringsselskaber ekskl. FFE 3.728 mio.kr. ultimo 1996. Den manglende hensættelse udgør således kun ca. 0,2% af den samlede hensættelse.¹

^{1. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at fritagelsen for at afsætte den fulde reserve er givet ved lov og en eventuel ændring derfor formentligt forudsætter en lovændring.}

3.3 Anden erstatningshensættelse

Ud over udgifter til tilkendte løbende ydelser skal selskaberne hensætte til øvrige forsikringsmæssige forpligtelser. Hensættelsen til disse udgifter kaldes i arbejdsskade for anden erstatningshensætttelse.

Anden erstatningshensættelse er omfattet af de generelle regler vedrørende erstatningshensættelser i bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber.

§ 26 i bekendtgørelsen har følgende ordlyd:

»Under passivpost 7.1. Bruttoerstatningshensættelser opføres beløb til dækning af senere betalinger for skadesbegivenheder indtruffet i regnskabsåret eller tidligere. Hensættelserne skal indbefatte forventede omkostninger til bekæmpelse og begrænsning af skaderne samt omkostninger til besigtigelse og vurdering af skaderne«

Reglen i § 26 er uddybet i § 52, stk. 1 og 2, som har følgende ordlyd:

§ 52. Bruttoerstatningshensættelserne opgøres ved en sag for sag vurdering af anmeldte skader og/eller ved statistiske metoder. Beløbet skal være af en størrelse så det er tilstrækkeligt til at dække samtlige fremtidige betalinger, herunder de omkostningsstigninger (inflation), der må forventes frem til betalingstidspunkterne, til såvel anmeldte som uanmeldte skader indtruffet inden regnskabsårets udgang.

Stk. 2. Bruttoerstatningshensættelserne opgøres under hensyntagen til en forsigtigt opgjort værdi af aktiver eller rettigheder, som selskabet forventes at overtage eller har overtaget ved erstatningernes udbetaling.

Af stk. 1 i § 52 fremgår, at erstatningshensættelserne skal kunne dække fremtidige betalinger inkl. de omkostningsstigninger, der må forventes, frem til betalingen finder sted. De fremtidige omkostningsstigninger kan være af stor betydning i arbejdsskadeforsikring, da der kan forløbe lang tid mellem skadestidspunktet og udbetalingstidspunktet. Ved fastsættelse af hensættelsen skal selskabet derfor være specielt opmærksomme på de fremtidige omkostningsstigninger.

Mulighederne for at anvende diskontering er begrænsede, og betingelserne for at diskontere erstatningshensættelser er beskrevet i detaljer.

Bestemmelserne for at diskontere andre erstatningshensættelser end hensættelser til løbende ydelser er angivet i stk. 4 og 5 i § 52:

» Stk. 4. For andre erstatninger end dem, der er nævnt i stk. 3 [løbende ydelser], kan en nedsættelse af de forventede erstatningsbeløb under hensyn til rente (diskontering) kun finde sted, når selskabet besidder et pålideligt statistisk materiale til fastlæggelse af afviklingstidens længde og erstatningsbeløbenes størrelse. Diskonteringen må endvidere kun foretages på erstatningshensættelser for skadessager, der gennemsnitligt må forventes afviklet senere end 4 år efter balancetidspunktet. Den ved diskonteringen anvendte rente må ikke overstige den gennemsnitlige nyplaceringsrente for et repræsentativt udsnit af selskabets rentebærende aktiver. Ændring af den anvendte metode i forbindelse med diskonteringen må kun foretages, når Finanstilsynet forinden er underrettet herom.

Stk. 5. I tilfælde, hvor stk. 4 har fundet anvendelse, skal i noterne oplyses erstatningskategorierne og beløbsstørrelsen for den berørte del af erstatningshensættelserne med angivelse af, med hvilket beløb hensættelserne er nedsat som følge af diskonteringen. I tilfælde, hvor stk. 3 eller stk. 4 har fundet anvendelse, skal endvidere oplyses den forventede gennemsnitlige afviklingstid, den anvendte rente samt den forudsatte inflation.«

Der foretages udvalget bekendt ingen eksplicit diskontering af anden erstatningshensættelse. Der er imidlertid en tradition for at opgøre anden erstatningshensættelse på baggrund af statistiske analyser, hvor sager med løbende ydelser (som er diskonterede) indgår.

Der findes ikke detaljerede bestemmelser vedrørende opgørelsen af anden erstatningshensættelse. De anvendte metoder varierer derfor fra selskab til selskab. I bilag 8 er den såkaldte De Vylder model til opgørelse af anden erstatningshensættelse gennemgået og kommenteret.

3.4 Udjævningshensættelse

De nærmere regler for udjævningshensættelser fremgår af bekendtgørelsen om skadesforsikringsselskabers årsregnskaber, § 28:

»Under passivpost 10. Udjævningshensættelser opføres beløb, der er hensat til udjævning af erstatningsudgifterne for egen regning over en flerårig periode, når de årlige erstatningsudgifter erfaringsmæssigt udviser udsving. Beløbet forklares og specificeres på relevante brancher og brancheområder i en note.

Stk. 2. Beløb, der er hensat i medfør af bekendtgørelse nr. 726 af 27. november 1989 om udjævningshensættelser inden for kredit- og kautionsforsikring, opføres ligeledes under passivpost 10.«

Reglen i § 28, stk. 1, er uddybet i § 54. Af § 54, stk. 1, fremgår, at selskabet skal have et statistisk materiale, der begrunder udjævningshensættelsen, af stk. 2 fremgår, at enhver ændring skal være begrundet i ændringer i det statistiske materiale, og af stk. 3 fremgår, at de kriterier, der lægges til grund ved fastlæggelsen af hensættelsen, skal være af en sådan beskaffenhed, at hensættelsen med høj sandsynlighed vil blive opbrugt inden for en overskuelig årrække.

I skrivelser af 24. oktober 1997 og 26. november 1997 meddelte Finanstilsynet, at fra og med regnskabsåret 1998 skal udjævningshensættelsen i selskaber, som driver arbejdsskadeforsikring, som minimum udgøre forskellen mellem hensættelsen til dækning af løbende ydelser beregnet med en grundlagsrente på 2,75% og hensættelsen til dækning af løbende ydelser beregnet med en grundlagsrente på 2,00%.

Kravet om en minimumsudjævningshensættelse blev begrundet med, at Tilsynet var af den opfattelse, at der var behov for at skærpe kravet til de samlede hensættelser til dækning af løbende ydelser i arbejdsskade yderligere. Det er Tilsynets opfattelse, at denne skærpelse har karakter af en sikkerhedsmargen og derfor ikke skal indgå i erstatningshensættelsen (hensættelsen til løbende ydelser), men i udjævningshensættelsen. Der er således ikke tale om en udjævningshensættelse efter § 28, stk. 1, men om en særbestemmelse (svarende til § 28, stk. 2), som er indarbejdet i hensættelsesbekendtgørelsen.

3.5 Andre forpligtelser

I det følgende gennemgås nogle af de øvrige forpligtelser, der eksisterer på arbejdsskadeområdet, bl.a. som følge af særbestemmelserne.

Løntalspoolen
Selskaber, som drev arbejdsskadeforsikringsvirksomhed inden 1. januar 1999, skulle som udgangspunkt indgå i en fællesordning (pool) for løntalsregulering af løbende ydelser.

De nærmere regler for fællesordningen fremgår af Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 39 af 1. februar 1993. Formålet med ordningen har været at udligne udgifterne ved regulering af løbende ydelser. Ordningen blev ophævet med virkning fra 1. januar 1999.

Den skønnede udgift (hhv. indtægt) vedrørende løntalspoolen for året 1998 bør optages i regnskabet som en forpligtelse (hhv. et tilgodehavende) i overensstemmelse med de almindelige værdiansættelsesprincipper.

Skader, der henføres til fordeling efter § 5, stk. 3, og § 48, stk. 1, 4 og 5, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade²
I sager, hvor der ikke er forsikringspligt, hvor arbejdsgiveren har undladt at opfylde sin forsikringspligt, eller hvor virksomheden er ophørt, og det ikke er muligt at udpege et forsikringsselskab, afholder Arbejdsskadestyrelsen udgifterne forskudsvist og fordeler senere disse udgifter.

De samlede udgifter til skader efter § 5 udgjorde i 1996 ca. 5 mio.kr., og de samlede udgifter til skader efter § 48 udgjorde i 1996 ca. 15 mio.kr.

Den skønnede udgift vedrørende disse sager bør optages i regnskabet som en forpligtelse i overensstemmelse med de almindelige værdiansættelsesprincipper.

Faldende beskæftigelse
Præmien vedrørende arbejdsskadeforsikring opkræves typisk på baggrund af et skøn over antal ansatte i virksomhederne i den kommende forsikringsperiode. Præmien reguleres efterfølgende, når antal ansatte kan opgøres præcist. I perioder med vigende beskæftigelse vil forsikringsselskabets oprindelige registrering ofte overstige det faktiske antal ansatte, og en del af den præmie, som er opkrævet, skal tilbagebetales til virksomhederne. I givet fald bør forpligtelsen optages i regnskabet, idet det dog bemærkes, at der ikke er tale om en forsikringsmæssig hensættelse i traditionel forstand.

^{2. Efter 1. januar 1999 findes tilsvarende bestemmelser i § 5, stk. 6, og § 47, stk. 1, 4 og 5, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.}

3.6 Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser

Af bilag 9 fremgår det, at genforsikringsandelene af de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskade for de fleste selskabers vedkommende er forsvindende. Udvalget har derfor ikke behandlet dette emne yderligere.

KAPITEL 4

Erhvervssygdomme

I 1933 blev arbejdsskadelovens område udvidet til ud over arbejdsulykker også at omfatte erhvervssygdomme, dvs. sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger gennem arbejdet.

Erhvervssygdomme indtager en særstilling i forhold til andre former for skadesforsikring. Dels ændres erhvervssygdomsbegrebet i takt med fremskridt inden for såvel teknisk som medicinsk forskning, dels udvikler den enkeltes erhvervssygdom sig typisk over meget lang tid. En konsekvens af dette er, at der i de fleste erhvervssygdomssager ikke udpeges en forsikringspligtig arbejdsgiver.

På denne baggrund har erhvervssygdomme ikke været opfattet som forsikringsbare i gængs forstand, og området har indtil 1. januar 1999 været kendetegnet ved en række særregler og udligningsordninger. Særreglerne og den tidligere afgrænsning og opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999 er beskrevet nærmere i afsnit 4.1.

Som nævnt tidligere træder 3. skadesforsikringsdirektiv i kraft på arbejdsskadeområdet i Danmark den 1. januar 1999, og det er den almindelige opfattelse, at de nuværende særregler på området ikke kan opretholdes efter denne dato. Folketinget ophævede ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 ovennævnte særregler på arbejdsskadeområdet pr. 1. januar 1999. Af loven fremgår endvidere, at erhvervssygdomme anmeldt efter denne dato administreres af en af arbejdsmarkedets parter styret selvejende institution, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). Endelig fremgår det af loven, at de forsikringsselskaber, som har tegnet erhvervssygdomsforsikring før 1. januar 1999, kan vælge at afvikle disse bestande selv eller indgå aftale om, at AES afvikler bestandene, jf. afsnit 4.2. Den fremtidige afgrænsning og opgørelse af hensættelserne i AES er beskrevet nærmere i afsnit 4.3.

4.1 Erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999

Som udgangspunkt afgrænses og opgøres forsikringsmæssige hensættelser vedrørende erhvervssygdomme og pludselige løfteskader efter samme principper og metoder som forsikringsmæssige hensættelser vedrørende arbejdsulykker. Betragtningerne i kapitel 3 om præmiehensættelser, hensættelser for ikke afløben risiko, hensættelser til løbende ydelser, anden erstatningshensættelse, udjævningshensættelse og andre forpligtelser kan således overføres til erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar 1999 med de tilføjelser, som fremgår af det følgende.

Skader, der henføres til fordeling efter § 6, stk. 3, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade
I forbindelse med arbejdsulykker er der sjældent tvivl om, hvornår det enkelte ulykkestilfælde er sket eller hos hvilken arbejdsgiver. Ved erhvervssygdomme er det derimod ofte vanskeligt at fastslå tidspunktet for sygdommens opståen, og hvilken arbejdsgiver der har forsikringspligten, f.eks. fordi den skadelidte har været udsat for skadelige påvirkninger hos en række arbejdsgivere.

I lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er der derfor i § 6, stk. 2, givet særlige regler om, hvem der er forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig en erhvervssygdom:

»Forsikringspligtig arbejdsgiver for en skadelidt, der har pådraget sig sygdom som nævnt i § 10, er arbejdsgiveren i den virksomhed, i hvilken den sygdomsramte senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Dette gælder dog ikke, såfremt det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i anden virksomhed.«

Har den skadelidte været udsat for påvirkningen på to eller flere arbejdspladser, uden at udsættelse på den enkelte arbejdsplads kan anses for at være den overvejende, anvendes i stedet bestemmelsen i § 6, stk. 3, der lyder:

»Kan en sikringspligtig arbejdsgiver efter stk. 2 ikke med rimelig sandsynlighed udpeges, udbetales ydelserne efter loven forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles for hvert finansår på de forsikringsselskaber, som har koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed, staten og de kommuner, der ikke har tegnet forsikring efter denne lov, jf. § 45. Arbejdsskadestyrelsen fastsætter i samarbejde med Finanstilsynet nærmere regler for denne fordeling.«

De nærmere regler for fordelingen fremgår af Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 67 af 25. januar 1995 (ændret ved bekendtgørelse nr. 1150 af 13. december 1996). Forsikringsteknisk er der tale om et pay-as-you-go system, idet der ikke foretages en fundering svarende til hensættelserne på de erhvervssygdomssager, hvor der kan udpeges en forsikringspligtig arbejdsgiver.

Antallet af sager, der henføres til fordeling efter lovens § 6, stk. 3, er betydeligt og udgør ca. 65 % af alle erhvervssygdomssager. Udgifterne til disse fordelingsskader udgør ca. 35 % af samtlige udgifter til erhvervssygdomme. I 1996 udgjorde udgifterne til disse skader således ca. 179 mio.kr.

Erhvervssygdomspoolen
Finanstilsynet har siden 1987 haft hjemmel til at pålægge selskaber, der driver erhvervssygdomsforsikring, at indgå i en fællesordning (pool) med henblik på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af erhvervssygdomme.

De nærmere regler for fællesordningen fremgår af Tilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27. marts 1995. I takt med at et enkelt selskab, Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme A/S (FFE), opnåede en markedsandel på mere end 99 % i fællesordningen, aftog den økonomiske betydning af udligningen. Ordningen blev ophævet med virkning fra 1. januar 1999. Forholdet vil derfor ikke blive belyst yderligere i denne rapport.

Midlertidigt erhvervsevnetab
Opgørelsen af hensættelser i erhvervssygdomssager, hvor ydelsen er midlertidigt tilkendt, adskiller sig principielt ikke fra opgørelsen i tilsvarende arbejdsulykkessager, jf. afsnit 3.2.

Udvalget har ikke haft mulighed for at foretage en analyse vedrørende midlertidigt tilkendt erhvervsevnetab på erhverssygdomsområdet svarende til analysen på ulykkesområdet, jf. bilag 5. Udvalget er dog blevet præsenteret for materiale, som tyder på, at mulighederne for at blive revalideret, omskolet eller uddannet er bedre for skadelidte i erhvervssygdomssager end for skadelidte i arbejdsulykkessager.

Hensættelser til indtrufne, endnu ikke anmeldte erhvervssygdomme (IBNRskader)
Som nævnt tidligere skal erstatningshensættelsen opgøres for såvel anmeldte som uanmeldte skader indtruffet inden regnskabsårets udgang.

Denne definition kan imidlertid ikke umiddelbart benyttes på erhvervssygdomme, idet det ikke er muligt at fastsætte en dato for, hvornår en erhvervssygdom indtræffer.

I forhold til den enkelte skadelidte fremgår det af § 11, stk. 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, at:

» Stk. 2. For erhvervssygdomme gælder retsvirkningerne i denne lov fra den dag, hvor sygdommen anmeldes, medmindre andet er fastsat i loven.«

Bestemmelsen regulerer ikke opgørelsen af anden erstatningshensættelse, men man har valgt en analog opgørelse, idet indtræffelsesdatoen for en erhvervssygdom defineres til at være den dag, hvor sygdommen anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen. Denne definition medfører, at forsikringsselskaberne ikke hensætter beløb til erhvervssygdomsskader, som ikke er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen på opgørelsestidspunktet.

Pludselige løfteskader
Ved lov om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade af 6. maj 1996 blev pludselige løfteskader indført som nyt arbejdsskadebegreb. Skaderne blev forsikringsmæssigt placeret sammen med erhvervssygdommene. Definitionen af en pludselig løfteskade findes i lovens § 9a, stk. 1:

»Ved pludselige løfteskader forstås varige muskel, nerve og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning til løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af løftearbejdet.«

I bemærkningerne til loven er der et afsnit om de administrative og økonomiske konsekvenser af indførsel af pludselige løfteskader. Den samlede merudgift som følge af anerkendelse af pludselige løfteskader skønnes til 235 mio.kr. årligt, heraf er de 13 mio.kr. afsat til administration og speciallægeerklæringer. Den statslige andel af de 235 mio.kr. udgør 10 mio.kr., kommunernes og amtskommunernes andel udgør 85 mio.kr., mens andre forsikringsselskabers andel udgør 140 mio.kr. Den årlige merudgift forventes først at slå helt igennem i 1999.

Ved udgangen af 1997 er der anerkendt ganske få pludselige løfteskader, og den økonomisk effekt af at indføre dette nye arbejdsskadebegreb har således hidtil været yderst begrænset.

Anden erstatningshensættelse
Der findes ikke detaljerede bestemmelser vedrørende opgørelsen af anden erstatningshensættelse. De anvendte metoder varierer derfor fra selskab til selskab. I bilag 10 er Forsikringsselskabet for Erhvervssygdommes (FFE) nuværende metode til opgørelse af anden erstatningshensættelse gennemgået i detaljer.

4.2 Afvikling af de nuværende erhvervssygdomsbestande

Såfremt et forsikringsselskab ønsker at overdrage sin bestand af erhvervssygdomsforsikringer (dvs. skader anmeldt før 1. januar 1999) til AES, skal dette ske i overensstemmelse med § 3 i lov nr. 278 af 13. maj 1998, som i hovedtræk svarer til bestemmelserne i § 157 i lov om forsikringsvirksomhed om overdragelse af en forsikringsbestand fra et forsikringsselskab til et andet. Forsikringsselskabet og AES skal afslutte en overenskomst, bl.a. om opgørelse af de forsikringsmæssige hensættelser, som skal forelægges for Finanstilsynet.

Såfremt et forsikringsselskab ikke ønsker at overdrage sin bestand af erhvervssygdomsforsikringer (dvs. skader anmeldt før 1. januar 1999) til AES, kan selskabet vælge at afvikle disse skader selv. I givet fald skal det vurderes, hvorvidt de forsikringsmæssige hensættelser skal opgøres efter det almindelige værdiansættelsesprincip om going-concern eller opgøres til forventet realisationsværdi med hensyntagen til de omkostninger, som afviklingen vil medføre.

4.3 Erhvervssygdomme anmeldt efter 1. januar 1999

Der skal foretages hensættelser i alle erhvervssygdomssager, som anmeldes efter 1. januar 1999. I modsætning til det tidligere system skal der således hensættes i de sager, hvor en forsikringspligtig arbejdsgiver ikke med rimelig sandsynlighed kan udpeges. Afgrænsning og opgørelse af hensættelserne vil derfor være af stor betydning ved vurderingen af AES' økonomiske stilling. 

AES er ikke omfattet af lov om forsikringsvirksomhed og dermed ikke omfattet af denne lovs bestemmelser vedrørende forsikringsmæssige hensættelser. Ved ændringen af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade er der derfor medtaget en række bestemmelser, som vedrører opgørelsen og afgrænsningen af hensættelser i AES.

Af disse bestemmelser fremgår det, at Finanstilsynet fastsætter regler om opgørelse og værdiansættelse af hensættelserne, og at AES skal have ansat en af Finanstilsynet godkendt ansvarshavende aktuar, som bl.a. skal påse, at AES' hensættelser er opgjort således, at de, under hensyntagen til hvad der med rimelighed kan forudses, er tilstrækkelige. Aktuaren skal endvidere årligt indsende en beretning til Finanstilsynet, indeholdende en redegørelse for hensættelserne i AES.

BILAG 1

Kommisorium for udvalget om de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskadeforsikring

De forsikringstekniske tilsynsfunktioner i arbejdsskadeforsikringen blev i 1987 overført fra Arbejdsskadestyrelsen (dengang Sikringsstyrelsen) til Finanstilsynet (dengang Forsikringstilsynet). Overførslen skete på baggrund af betænkning nr. 1077 om forsikringsselskabernes administration af arbejdsskadeforsikringen, udarbejdet af et udvalg nedsat af socialministeren.

Det hidtidige tilsyn med arbejdsskadeområdet kunne ikke videreføres i Finanstilsynet, uden at der i lov om forsikringsvirksomhed blev indføjet særlige bestemmelser vedrørende området. Indholdet af disse bestemmelser fremgår af kapitel 23 A i loven.

Arbejdsskadeforsikringsselskaberne i Danmark bliver senest den 1. januar 1999 omfattet af 3.  skadesforsikringsdirektiv. Hovedparten af de særlige bestemmelser på arbejdsskadeområdet bortfalder derfor senest fra denne dato. Det fremtidige tilsyn med arbejdsskadeforsikringsselskaberne bliver ændret til i højere grad alene at vedrøre det enkelte selskabs solvensmæssige situation.

De forsikringsmæssige hensættelser udgør den væsentligste passivpost i selskabernes årsregnskaber. Afgrænsning og opgørelse af disse er der for afgørende ved Finanstilsynets vurdering af selskabernes solvensmæssige situation.

Erhvervssygdomsområdet forventes taget ud af forsikringsregi gennem oprettelsen af ErhvervssygdomsSikringen. I forbindelse hermed skal det sikres, at de overførte forpligtelser opgøres efter ensartede principper og metoder i de enkelte selskaber.

Finanstilsynet nedsætter derfor et sagkyndigt udvalg, der skal undersøge, hvorledes de forsikringsmæssige hensættelser i arbejdsskadeforsikring kan afgrænses og opgøres.

Tidshorisonten for udvalgsarbejdet er 1 år.

BILAG 2

Oversigt over lovnavne og deres populære navne

BILAG 3

Dette bilag indeholder en oversigt over løbende ydelser i arbejdsskadeforsikring. Ydelserne er grupperet efter, om de stadig tildeles, eller om de er tildelt efter tidligere gældende lovgivning. Efter beskrivelsen af de forskellige ydelser er i parentes angivet den § i hensættelsesbekendtgørelsen, som omhandler ydelsen.

Erhvervsevnetab
Ifølge lovens § 32 tilkendes erstatning ved erhvervsevnetab, hvis erhvervsevnetabet er mindst 15%. Erstatningen tilkendes som en løbende ydelse, der løber indtil den erstatningsberettigede fylder 67 år, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i § 43 i loven. Af disse regler fremgår, at erstatning for erhvervsevnetab på mindre end 50% normalt kapitaliseres. Hvis erhvervsevnetabet er på 50% eller derover, kan skadelidte anmode om at få kapitaliseret den del af erstatningen, der svarer til 50% erhvervsevnetab.
(§ 2 i hensættelsesbekendtgørelsen).

Efterladt ægtefælle
Har en arbejdsskade medført døden, kan den efterladte ægtefælle eller samlever få erstatning i form af en løbende ydelse ifølge lovens § 36. Den løbende ydelse til en efterladt ægtefælle er tidsbestemt, men der kan tildeles flere perioder. Hver periode kan højst fastsættes til 10 år. Dog kan ydelsen højst løbe til den erstatningsberettigede fylder 67 år. I følge lovens § 43 kan den erstatningsberettigede begære erstatningen kapitaliseret.
(§ 4 i hensættelsesbekendtgørelsen).

Efterladte børn
Har en arbejdsskade medført døden, kan efterladte børn få erstatning i form af en løbende ydelse ifølge lovens § 37. En løbende ydelse til et efterladt barn løber, indtil barnet fylder 18 år; der er dog mulighed for at forlænge ydelsen til det fyldte 21. år, hvis barnet er under uddannelse.
(§ 5 i hensættelsesbekendtgørelsen).

Menerstatning
Ifølge lovens § 28 kunne skadelidte få menerstatning udbetalt som livsvarig løbende ydelse, hvis mengraden var på 50% eller derover. Denne mulighed eksisterede indtil 1. april 1987.
(§ 3 i hensættelsesbekendtgørelsen).

Invaliditetserstatning
Ifølge lovens § 32 havde skadelidte efter en arbejdsskade mulighed for at få invaliditetserstatning. Denne erstatning havde form af en livsvarig løbende ydelse, der løb så længe skadelidtes erhvervsevne var forringet med 5% eller derover. Renten nedsættes, på nær enkelte undtagelser, med 25%, når rentenyderen fylder 67 år.
(§ 6, stk. 1 og 2, i hensættelsesbekendtgørelsen).

Efterladt ægtefælle
Af lovens § 39 fremgår, at erstatningen til en efterladt ægtefælle, når ulykkestilfældet havde medført døden, havde form af en livsvarig løbende ydelse, der nedsættes med 25%, når den efterladte fylder 67 år. Gifter den efterladte sig igen, bortfalder den tilkendte rente, og den efterladte får et beløb, der svarer til 3 års rente. Ophører det nye ægteskab, kan den efterladte søge om igen at få renten udbetalt, dog kan renten tidligst genoptages 3 år efter udbetalingen af beløbet svarende til de 3 års rente.
(§ 6, stk. 2 og 5, i hensættelsesbekendtgørelsen).

Efterladte børn
Af lovens § 39 fremgår desuden, at eventuel løbende ydelse til efterladte børn løber, indtil barnet bliver 18 år.
(Udgået i hensættelsesbekendtgørelsen, da ydelser tilkendt efter denne paragraf er udløbet senest april 1996).

_{1. I lov om sikring mod følge af arbejdsskade (nr. 278 af 13. maj 1998), der har afløst denne lovbekendtgørelse, blev der ikke indført nye løbende ydelser.}

BILAG 4

Regulering af løbende ydelser i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade

Dette bilag indeholder en uddybende gennemgang af de historiske regler for regulering af løbende ydelser på arbejdsskadeområdet. Inden den uddybende gennemgang gives en samlet oversigt over de årlige reguleringer fra 1. april 1965 til 1. januar 1998 med angivelse af, hvor reguleringssatserne er fundet.

Den årlige regulering fra 1. april 1965 til 1. april 1977 fremgår af Socialministeriets bekendtgørelser om regulering af ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven i 1965-1977. I 1965 blev ydelser reguleret med en procentsats, der afhang af ulykkestidspunktet. I skemaet er angivet den procentsats, der skulle anvendes på skader indtruffet i perioden 1. april 1959 - 31. marts 1965.

Den årlige regulering fra 1.4.78 til 1.4.92 fremgår af bilag 15 i Asger Friis og Ole Behn's bog »Arbejdsskadeforsikringsloven«. 

Reguleringen pr. 1. april 1993 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1993 om regulering af ydelser m.v. i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Reguleringen pr. 1. april 1994 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 15 af 7. januar 1994 om regulering af ydelser m.v. i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Reguleringerne pr. 1. april 1995 til 1. januar 1996 er bekendtgjort i bekendtgørelserne om regulering af ydelser m.v. i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Reguleringerne pr. 1. januar 1997 til 1. januar 1998 er bekendtgjort i bekendtgørelserne om regulering af ydelser m.v. i henhold til lov om forsikring mod følger af arbejdsskade og om regulering af takster for Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration. Reguleringen pr. 1. april 1995 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 74 af 1. februar 1995. Reguleringen pr. 1. januar 1996 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 821 af 23. oktober 1995. Reguleringen pr. 1. januar 1997 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 920 af 21. oktober 1996. Bekendtgørerelsens procentsats er ændret i ændringsbekendtgørelse nr. 995 af 26. november 1996. Reguleringen pr. 1. januar 1998 er bekendtgjort i bekendtgørelse nr. 789 af 20. oktober 1997.

2. Reguleringer fra 1995 og frem
I følge § 1, nr. 2, i lov nr. 73 af 1. februar 1995 om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade reguleres den løbende ydelse som følge af erhvervsevnetab og ydelsen til efterladte børn hvert år med 2,0 % tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår jf. lov om en satsreguleringsprocent. Af sidstnævnte lov fremgår, at tilpasningsprocenten beregnes for hvert finansår som afvigelsen mellem den procentvise stigning i årslønnen (ekskl. arbejdsmarkedsbidrag) og 2,0. Årslønnen opgøres på basis af lønnen for arbejdere og funktionærer 2 år tidligere. For finansåret 1997 var tilpasningsprocenten på - 0,7 procentpoint.

Af § 1, nr. 3, i ændringsloven fremgår, at chefen for Arbejdsskadestyrelsen hvert år inden udgangen af oktober måned bekendtgør, hvilke reguleringer der finder sted, og at ændringerne har gyldighed fra den følgende 1. januar. Dog fremgår det af § 3, at de løbende ydelser skal reguleres 1. april 1995 med udgangspunkt i de beløb, der er fastsat med virkning for perioden 1. april 1994 - 31. marts 1995.

3. Reguleringer i 1993-1994
I følge § 42 i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade blev den løbende ydelse som følge af erhvervsevnetab og ydelsen til efterladte børn hvert år reguleret med samme procent, som ugelønnen steg eller faldt i forhold til april kvartal 1991. Ugelønnen blev beregnet som den af Danmarks Statistik offentliggjorte timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld sædvanlig arbejdstid.

Af § 42, stk. 3, i loven fremgår, at chefen for Arbejdsskadestyrelsen hvert år inden udgangen af januar måned skulle bekendtgøre, hvilke reguleringer der skulle finde sted, og at ændringerne havde gyldighed fra den følgende 1. april.

Ved § 72 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (1992-loven) blev løbende ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring pr. 1. januar 1993 forhøjet til 260,8 % af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen. Regulering skete herefter efter § 42 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Ved lov nr. 73 af 1. februar 1995 blev ydelserne pr. 1. april 1995 forhøjet til 272,3 %.

4. Reguleringer i 1978-1992
I følge § 38 i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring blev den løbende ydelse som følge af erhvervsevnetab og ydelsen til efterladte børn hvert år reguleret med samme procent, som ugelønnen steg eller faldt i forhold til april kvartal 1976. Ugelønnen blev beregnet som den af Danmarks Statistik offentliggjorte timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet i april kvartal ganget med det ugentlige antal arbejdstimer ved fuld sædvanlig arbejdstid.

Af § 38, stk. 3, i loven fremgår, at chefen for Arbejdsskadestyrelsen hvert år inden udgangen af januar måned skulle bekendtgøre, hvilke reguleringer der skulle finde sted, og at ændringerne havde gyldighed fra den følgende 1. april.

Ved § 66 i lov om arbejdsskadeforsikring (1978-loven) blev løbende ydelser efter ulykkesforsikringsloven pr. 1. april 1978 forhøjet til 466 % af den ydelse, der svarer til grundlønnen. Ydelserne blev herefter reguleret efter § 38 i lov om arbejdsskadeforsikring. Ved § 72 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (1992-loven) blev ydelserne ligeledes reguleret jf. reguleringen nævnt under reguleringer i 1993-1994 i sidste afsnit.

5. Reguleringer i 1965-1977
I følge § 44 A og B i lovbekendtgørelse nr. 259 af 18. august 1964 om forsikring mod følger af ulykkestilfælde blev løbende ydelser i anledning af invaliditeter på 50 % og derover samt løbende ydelser til efterladte reguleret hvert år 1. april. Løbende ydelser i anledning af ulykkestilfælde, der indtraf før 1. april 1965, blev reguleret med reguleringspristallet for oktober måned. Mens løbende ydelser i anledning af ulykkestilfælde, der indtraf efter 1. april 1965, blev reguleret i forhold til udviklingen i den gennemsnitlige faktiske timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet.

Ved lov nr. 214 af 4. juni 1965 om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde blev der indført ens regler for regulering uanset ulykkestidspunktet. Alle løbende ydelser skulle herefter reguleres i forhold til udviklingen i den gennemsnitlige faktiske timefortjeneste (inkl. dyrtidstillæg, men bortset fra alle andre tillæg) for alle arbejdere inden for håndværk og industri i hele landet. Samtidig blev ydelser som følge af ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1965 hævet med en procentsats, der afhang af skadedatoen. Reserven skulle ikke forøges på grund af denne regulering, og staten hæftede for den manglende hensættelse jf. bilaget om sager omfattet af statsgaranti. Begrundelsen var, at arbejdslønnen var steget væsentligt stærkere end priserne. 

Socialministeren bekendtgjorde hvert år inden udgangen af januar måned, hvilke reguleringer der skulle finde sted, og at ændringerne havde gyldighed fra den følgende 1. april.

6. Reguleringer før 1965
I 1965 ændrede man i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, idet man overgik fra pristalsregulering til løntalsregulering. Pristalsreguleringen blev indført ved lov nr. 113 af 23. marts 1948 om ændringer i ulykkesforsikringsloven og omfattede kun regulering af løbende ydelser, hvor ulykkestilfældet var indtruffet 1. april 1947 eller senere. Indtil 1965 blev løbende erstatninger som følge af ulykkestilfælde indtruffet før 1. april 1947 ikke automatisk forhøjet hvert år. Ydelserne blev i stedet reguleret ved særlovgivning senest i 1963 ved lov nr. 402 af 18. december 1963 om ændring i lov om midlertidigt tillæg til visse ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven.

_{1. Satsen på 9,9 % fremkommer som en ekstraordinær forøgelse på 0,2 % og normal regulering på 9,7 %.}

BILAG 5

Midlertidig erstatning for erhvervsevnetab

Ved lov nr. 493 af 12. juni 1996 om ændring af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade blev følgende indsat som stk. 4 i § 31:

»Stk. 4. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.«

Samtidig blev der i § 43, stk. 1, i loven tilføjet følgende:

»Der kan ikke ske omsætning til kapitalbeløb, når der alene er truffet midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter § 31, stk.4.«

Ved loven kodificeres Arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis, hvorefter der kan fastsættes en midlertidig erstatning for erhvervsevnetab, når skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v. på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade.

Efter § 31, stk. 1, skal Arbejdsskadestyrelsen i almindelighed afvente resultatet af en eventuel revalidering, før styrelsen kan træffe afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Bestemmelsen fastslår, at afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne først kan træffes, når der efter revalidering, optræning og/eller sygebehandling er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsmuligheder. Afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne skal træffes snarest muligt og senest inden 2 år fra skadens anmeldelse, jf. § 31, stk. 1, 2. pkt. 

Imidlertid er den medicinske tilstand ofte stationær ved revalideringens begyndelse, og en revalidering vil i mange tilfælde kunne strække ud over fristen på 2 år, jf. § 31, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen fastsætter derfor i et betydeligt antal tilfælde, hvor revalidering eller lignende er iværksat, en foreløbig erstatning i form af en midlertidig løbende ydelse.

Når revalideringen eller uddannelsen er afsluttet, vil sagen blive taget op til fornyet afgørelse på grundlag af den skadelidtes fremtidige erhvervsmuligheder på dette tidspunkt.

I forbindelse med tilkendelse af en midlertidig løbende ydelse, fastsætter Arbejdsskadestyrelsen enten en revisionsdato eller en egentlig ophørsdato. Når arbejdsskadestyrelsen fastsætter en revisionsdato samtidig med den midlertidige erstatning, fortsætter den midlertidige erstatning, indtil Arbejdsskadestyrelsen træffer en ny (midlertidig eller endelig) afgørelse om erstatning.

Når arbejdsskadestyrelsen fastsætter en ophørsdato samtidig med den midlertidige erstatning, ophører erstatningen på ophørsdatoen, medmindre Arbejdsskadestyrelsen inden denne dato har truffet en ny (midlertidig eller endelig) afgørelse om erstatning. Ophørsdatoen er tidspunktet for revalideringens afslutning. Praksis med at fastsætte ophørsdato bruges, når tidspunktet for revalideringens slutning er kendt, når Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelsen om den midlertidige erstatning.

Foreløbige erfaringer med udgifter til midlertidigt tilkendte løbende ydelser vedrørende arbejdsulykker.
I tabellen herunder er afviklingen af midlertidigt tilkendte løbende ydelser i perioden fra 1989 til 1996 illustreret på baggrund af oplysninger fra et selskab, som tegner arbejdsulykkesforsikring. Udgiften i henhold til hensættelsesbekendtgørelsen er sat til 100 (start). De faktiske udgifter er herefter opgjort ultimo regnskabsårene. Som eksempel udgjorde udgifterne til de midlertidigt tilkendte løbende ydelser fra 1990 ca. 99,3 % ultimo 1990, ca. 88,4 % ultimo 1991 osv.

Af tabellen ses, at der er en samlet gevinst på ca. 20 % i forhold til, hvis hensættelserne til de midlertidige erhvervsevnetabsydelser afsættes i henhold til hensættelsesbekendtgørelsen.

Ovenstående overordnede analyse er baseret på en opgørelse for hvert kendelsesår i stil med den i nedenstående skema eksemplificerede afløbstabel for 1989 (beløbene er i mio.kr., omregnet til samme prisniveau, og der er korrigeret for ændringerne i grundlagsrenten).

Antallet af midlertidige tilkendelser er markant højere for kendelsesårene 1993-1995. Det synes dog ikke som om, at disse årgange afløber anderledes end de andre. Dette underbygges af nedenstående:

BILAG 6

Kapitalisering

Omsætningen af en løbende ydelse til kapitalbeløb foretages på grundlag af ydelsens størrelse på opgørelsestidspunktet. Det er socialministeren, der efter indstilling fra Arbejdsskadestyrelsen fastsætter de nærmere regler jf. § 43, stk. 2, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Bestemmelserne for fastsættelse af kapitalbeløbene fremgår af to bekendtgørelser:

– Bekendtgørelse nr. 179 af 18. maj 1967 om regler for omsætning af rente til kapitalbeløb i henhold til lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

– Bekendtgørelse nr. 210 af 30. marts 1978 om regler for omsætning af løbende ydelser til kapitalbeløb efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Den førstnævnte bekendtgørelse indeholder bestemmelser om samt faktorer til kapitalisering af ydelser tildelt efter ulykkesforsikringsloven. Faktorerne afhænger af skadelidtes køn, alder og invaliditetsgrad. Kapitalbeløbet fastsættes som udgangspunkt som den årlige ydelse ganget med den fundne faktor. Såfremt kapitaliseringen finder sted ved første fastsættelse af invaliditetsgraden, udbetales hele beløbet. Finder kapitaliseringen først sted på et senere tidspunkt, skal der i ovennævnte kapitalbeløb fradrages et beløb, der afhænger af invaliditetsgraden og tiden siden fastsættelsen af denne.

Ifølge bekendtgørelse nr. 979 af 11. december 1992 om adgang for ældre rentemodtagere til omsætning af rente efter ulykkesforsikringsloven til kapitalbeløb, skal der ved beregning af kapitalbeløb til efterladte, der er fyldt 67 år anvendes en invaliditetsprocent på 100 %, og der skal ikke foretages fradrag.

Den anden bekendtgørelse indeholder bestemmelser om samt faktorer til kapitalisering af ydelser tildelt efter arbejdssskadeforsikringsloven og efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Det sidste fremgår af bekendtgørelse nr. 1125 af 15. december 1992 om, hvilke administrative forskrifter, udstedt efter lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring med senere ændringer, der fortsat finder anvendelse.

Er ydelsen tilkendt for tab af erhvervsevne eller for varigt mén, afhænger faktoren af skadelidtes køn og alder. Er ydelsen tilkendt for tab af forsørger, afhænger faktoren af efterladtes køn og alder og restløbetiden for den løbende ydelse, der skal omsættes.

Økonomiske konsekvenser af kapitalisering
Udvalget er ikke bekendt med detaljerede aktuarmæssige opgørelser over den samlede økonomiske effekt af omsætningen af løbende ydelser til kapitalværdi. Herunder findes derfor en beskrivelse af de økonomiske effekter af kapitaliseringer og deres påvirkning af selskabernes resultater.

Den umiddelbare økonomiske effekt af en kapitalisering kan illustreres ved følgende eksempel:

En årlig erhvervsevnetabsydelse på 100.000 kr. til en 40-årig mand omsættes til en kapitalværdi på 953.700 kr. I henhold til hensættelsesbekendtgørelsen skal selskabet imidlertid afsætte 1.847.900 kr. til afdækning af de fremtidige løbende ydelser. Hvis manden vælger at kapitalisere, påvirker dette umiddelbart selskabets resultat i en positiv retning, idet udbetalingen af kapitalværdien er mindre end det beløb, der er hensat til afdækning af de fremtidige ydelser.¹

Løbende ydelser og kapitalerstatninger behandles forskelligt i skattemæssig henseende, og selskabets gevinst ved en kapitalisering medfører derfor ikke umiddelbart et tilsvarende tab for den skadelidte.

Den umiddelbare gevinst i forbindelse med omsætning af en løbende ydelse til kapitalværdi er baseret på forudsætninger om det fremtidige afkast af de midler, som dækker hensættelsen, den fremtidige inflation og ydelsesmodtagernes fremtidige dødelighed.

Forudsætningen vedrørende ydelsesmodtagernes fremtidige dødelighed er interessant i denne sammenhæng, fordi der ikke tages hensyn til ydelsemodtagerens helbred ved udbetaling af kapitalbeløb. Principielt set er der derfor en risiko for, at dødeligheden blandt de, som omsætter løbende ydelser til kapitalværdi, er markant højere end dødeligheden blandt de øvrige ydelsesmodtagere. Dette vil i givet fald medføre et tab for selskaberne i forhold til de forudsætninger, som ligger til grund for opgørelsen af hensættelser til løbende ydelser.

Udvalget har imidlertid ikke foretaget nogen nærmere undersøgelse af dødeligheden blandt de forskellige grupper af ydelsesmodtagere, idet en sådan undersøgelse på det foreliggende grundlag må forventes at kræve betydelige ressourcer.

_{1. Forskellen mellem kapitalværdien og det hensatte beløb fremkommer, fordi der ved de to beregninger benyttes forskellige forudsætninger.}

BILAG 7

Regler for statsgaranti

De nærmere regler vedrørerende statens refusion fremgår af bekendtgørelse nr. 274 af 30. juni 1965 om regulering af og om statskassens refusion af visse ydelser i henhold til ulykkesforsikringsloven. Om skader indtruffet før 1. april 1947 fremgår det af bekendtgørelsen:

– at staten refunderer et beløb, der udgør forskellen mellem det udbetalte beløb og den oprindelige ydelse, for skader indtruffet i perioden 1. oktober 1933 - 31. marts 1947. De nærmere regler for fastsættelse af den oprindelige ydelse fremgår af § 3.

– at såfremt en invaliderente, der udbetales på grund af et ulykkestilfælde, der er indtruffet i perioden 1. oktober 1933 - 31. marts 1947, kapitaliseres, refunderer statskassen det beløb, hvormed kapitalbeløbet overstiger kapitalbeløbet svarende til den oprindelige ydelse.

For skader indtruffet i perioden 1. april 1947 - 31. marts 1965 garanterer staten for den manglende hensættelse, der er opstået, fordi hensættelsen ikke skulle forøges på grund af reguleringen i 1965, men selskaberne skal som udgangspunkt selv betale hele den løbende ydelse. Statens garanti udmøntes kun, hvis selskabet ikke kan klare sine forpligtigelser. Såfremt man skal kapitalisere en invaliderente, der udbetales på grund af et ulykkestilfælde, der er indtruffet i perioden, refunderer statskassen det beløb, hvormed kapitalbeløbet overstiger den på omsætningstidspunktet beregnede hensættelse. Denne mulighed for refusion ved kapitalisering af ydelser for skader indtruffet i perioden 1. april 1947 - 31. marts 1965 anvendes ikke i praksis af selskaberne. En nærliggende forklaring på dette er, at kapitalbeløbet ikke overstiger selskabets hensættelser. Selskabernes egne hensættelser udgør mere end 95 % af den samlede hensættelse på disse skader, og i tilfælde af kapitalisering udgør kapitalbeløbet almindeligvis under 80 % af hensættelsen.

Sammenfattende kan statens garanti for hæftelse og refusion skitseres således:

Tabel 1
Statens garanti for hæftelse og refusion

Ifølge det oprindelige lovforslag om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, der blev fremsat den 24. februar 1965, skulle selskaberne forhøje hensættelsen som følge af reguleringen af de løbende ydelser. Socialministeren kunne give selskaberne tilladelse til, at forhøjelsen skulle tilvejebringes over en 5-årig periode fra lovens ikrafttræden. Staten skulle i så fald hæfte for den manglende hensættelse i tilfælde af ophør af et selskabs anerkendelse, inden hensættelsen var tilstrækkelig. For skader indtruffet før 1. april 1947 skulle staten, som i den vedtagne lov, refundere de forøgede udgifter.

Af kommentarerne til lovforslaget fremgår, at selskaberne skulle forhøje hensættelsen med ca. 65 mio.kr. som følge af reguleringen af ydelserne. For at undgå at beløbet skulle tilvejebringes på én gang gennem forhøjelse af præmien, blev det foreslået, at selskaberne fik mulighed for at forhøje hensættelsen over et tidsrum på 5 år. Efter første behandling i Folketinget blev lovforslaget behandlet i et udvalg. Af referatet fra anden behandling af forslaget fremgår, at dette udvalg modtog henvendelser fra bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening, Assurandør-Societet, De samvirkende Landboforeninger og Dansk Fiskeriforening. Disse henvendelser resulterede i et ændringsforslag, hvorefter arbejdsgiverne blev fritaget for udgiften til opsamling af hensættelsen, idet udgiften, hvis den blev aktuel, skulle dækkes af staten. Ændringsforslaget blev vedtaget og indarbejdet i den endelige lov.

BILAG 8

Eksempel på bestemmelse af anden erstatningshensættelse, De Vylders model

I dette bilag gennemgås De Vylders model til opgørelse af anden erstatningshensættelse summarisk. Modellen er beskrevet i detaljer i De Vylder: »Estimation of IBNR claims by credibility theory,« Insurance: Mathematics and Economics 1 (1982), 35-40. Dernæst beskrives, hvorledes modellen kan udvides til bestemmelse af sikkerhedsmargener. Endelig sammenlignes modellen med FFE's model beskrevet i bilag 8, og erfaringerne med modellens anvendelighed ved opgørelse af anden erstatningshensættelse drøftes.

Sidst i bilaget findes en kortfattet beskrivelse af en »grafisk metode«.

Parameterestimation

2. Bestemmelse af sikkerhedsmargener

De Vylders model lægger struktur på 1. og 2. ordens momenterne. Herved opnås, at det bliver muligt at kvantificere afvigelserne fra det forventede. Modellen beskrevet ovenfor bestemmer således udelukkende de forventede fremtidige udbetalinger (erstatningshensættelsen) på baggrund af fortidens erfaringer. Populært udtrykt vil de forventede fremtidige udbetalinger kun dække de faktiske fremtidige udbetalinger med ca. 50 % sandsynlighed.

Herunder beskrives, hvorledes De Vylders kredibilitetsmodel kan videreudvikles, så de samlede hensættelser er tilstrækkelige til at imødegå en ugunstig fremtidig udvikling af allerede indgåede forsikringsaftaler. Populært udtrykt vil hensættelserne herefter dække de faktiske fremtidige udbetalinger med en given sandsynlighed (f.eks. 97,5 %).

Ideen er at specificere fordelingen af de fremtidige udbetalinger på baggrund af 1. og 2. ordens momenterne estimeret i De Vylders kredibilitetsmodel. Vi har valgt 3 fordelinger, som specificeres ved ovennævnte momenter: normalfordelingen, gammafordelingen og lognormalfordelingen. Den førstnævnte fordeling er symmetrisk, de to andre har positiv skævhed.

Normal approksimation

Log-Normal approksimation

3. Sammenligning af De Vylders model og FFE’s model
For at sammenligne De Vylders model med FFE's model er begge modeller anvendt på samme datamateriale, jf. bilag 10. Den samlede hensættelse udgør ca. 325 mio.kr. ifølge De Vylders model (se tabellen sidst i bilaget) og ca. 312 mio.kr. ifølge FFE's model. Forskellen på ca. 13 mio.kr. udgør ca. 4 procent af den samlede hensættelse. En nærmere analyse af de årgangsopdelte hensættelser viser en større forskel mellem de to modeller. Hensættelsen vedrørende skadeår 1996 udgør således ca. 147 mio.kr. ifølge De Vylders model og ca. 120 mio.kr. ifølge FFE's model. Forskellen på ca. 27 mio.kr. udgør ca. 20 procent af skadeårets hensættelse. For skadeår 1995 observeres derimod en hensættelse på ca. 111 mio.kr. ifølge De Vylders model og ca. 121 mio.kr. ifølge FFE's model. Forskellen på ca. 10 mio. udgør ca. 9 procent af skadeårets hensættelse.

Den væsentligste forklaring på ovennævnte forskelle er, at De Vylders model »trækker« hensættelsen for det enkelte skadeår mod gennemsnittet for samtlige observerede skadeår, hvorimod FFE's model »skubber« hensættelsen for det enkelte skadeår væk fra gennemsnittet for samtlige observerede skadeår. De observerede udbetalinger for skadeår 1996 ligger under gennemsnittet, og FFE's model medfører derfor en lavere hensættelse end De Vylders model. De observerede udbetalinger for skadeår 1995 ligger over gennemsnittet, og FFE's model medfører derfor en højere hensættelse end De Vylders model.

Såfremt man ønsker en sikkerhedsmargen svarende til, at hensættelsen dækker de faktiske fremtidige forpligtelser med en større sandsynlighed end 50 procent, udgør den samlede hensættelse ved normal-approksimationen 367 mio.kr. (75 %), 423 mio.kr. (95 %), 444 mio.kr. (97,5 %) eller 464 mio.kr. (99 %). Benyttes gamma-approksimationen eller log-normal approksimationen udgør den samlede hensættelse 2 - 5 procent mere end ved anvendelsen af normal approksimationen.

4. Erfaringer med De Vylders model
De Vylders model (og videreudviklinger af denne model) har været benyttet til opgørelse af anden erstatningshensættelse i arbejdsskadeforsikring. De erfaringer, som udvalget er blevet præsenteret for, tyder på, at modellen giver en god beskrivelse af forløbet for små skader. For de store skader har erfaringerne med modellen ikke været tilsvarende gode. En forklaring på dette er, at modellen »trækker« hensættelsen for det enkelte skadeår mod gennemsnittet for samtlige observerede skadeår. Dette medfører imidlertid, at modellens anvendelighed reduceres ved pludselige skift i erstatningsniveauet. Et sådan skift skete tilsyneladende i arbejdsskadeforsikring i perioden 1993-1994. Som supplement til De Vylders model har en »grafisk model« derfor været anvendt. Denne model er beskrevet nedenfor.

5. En grafisk model
Den grafiske model baseres på kurver over de akkumulerede erstatninger for de enkelte skadeårgange. De akkumulerede erstatninger for den enkelte skadeårgang korrigeres for ændringer i grundlagsrenten og løntalsregulering af løbende ydelser.

Den forventede endelige erstatning for den enkelte skadeårgang fås ved at betragte kurverne over de akkumulerede erstatninger for de enkelte skadeårgange og vurdere, hvor disse kurver ender. Metoden er illustreret på næste side. Stjernerne angiver den forventede endelige erstatning for de enkelte skadeårgange, og hensættelsen for den enkelte skadeårgang fås således som afstanden mellem kurvens slutpunkt for skadeårgangen og stjernen for skadeårgangen.

De Vylders kredibilitetsmodel på ikke-kumulerede udbetalinger (fortsat)

BILAG 9

Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser ultimo 1996

Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser ultimo 1996 (fortsat)

Genforsikringens andel af de forsikringsmæssige hensættelser ultimo 1996 (fortsat)

BILAG 10

Eksempel på bestemmelse af anden erstatningshensættelse, FFE's model

I dette bilag gennemgås Forsikringsselskabet for Erhvervssygdommes metode til opgørelse af anden erstatningshensættelse.

Beskrivelse af skadesudgifterne
I det følgende ses der bort fra udbetalinger vedrørende løbende ydelser, da hensættelsen knyttet hertil behandles separat. Ved skadesudgift forstås derfor i det følgende summen af udbetalte erstatninger inkl. lægehonorarer, behandlingsudgifter, befordring m.m. og overførsel fra anden erstatningshensættelse til hensættelsen for løbende ydelser regnet med fortegn som følge af:

1. Oprettelse af nye løbende ydelser.
2. Ophør af eksisterende løbende ydelser som følge af ny kendelse fra arbejdsskadestyrelsen.
3. Bortfald af hensættelse som følge af kapitalisering, hvad enten denne skyldes en kendelse fra arbejdsskadestyrelsen eller ydelsesmodtagers eget valg.
4. Ændringer i den enkelte hensættelse på grund af ny kendelse.
5. Ændringer i den enkelte hensættelse på grund af delvis kapitalisering af den løbende ydelse.

Ændringer som følge af aldersnedskrivning og bortfald af hensættelse som følge af ydelsesmodtagers død medregnes ikke. En eventuel forsørgertabsydelse medregnes som ny ydelse.

Klargøring af data

Lad Y_js = Den direkte observerede skadesudgift vedrørende skadeår j og afløbsår s. For hvert skadeår i perioden 1978 til 1996 er der observeret 6 afløbsår begyndende med regnskabsår 1991.

Ikke alle udgifter har kunnet henføres til skadeår. Det er valgt at anvende »søgt læge«-år i stedet for skadeår, hvis et sådant år er opgivet i sagen. Der henstår herefter en restbestand, der ikke kan fordeles på skadeår.

Data korrigeres for pristal, bestandsvariationer og den resterende fejlgruppe, der ikke kunne fordeles efter »søgt-læge«-års kriteriet, på følgende vis:

Dvs. de korrigerede udgifter X_js er i 1. april 1994 »ydelsesindeks«, en markedsandel på 100% og forøget ud fra den antagelse, at de ikke skadeårsfordelte beløb fordeler sig på skadeår som observeret blandt de udgifter, der kunne opsplittes på skadeår. At markedsandel kan benyttes som bestandskorrektionsmål, baseres på antagelsen om, at det samlede antal forsikrede har været konstant over tid.

Hensættelsen baseret på X_js ’erne er derfor opgjort i 1. april 1994 kroner, hvorfor den skal korrigeres til 1. januar 1999 niveau. Hensættelsen skal ligeledes korrigeres tilbage til FFE's markedsandel, der udgør 99,6%.

Manglende rensning
Data er ikke korrigeret for ændringer i grundlagsrenten.

2. FFE’s Model

Fortolkning af modellen
Det antages i modellen, at det bedste bud på udgiften vedrørende de udestående afløbsår er lig summen af de gennemsnitlige observerede udgifter vedrørende disse afløbsår multipliceret med forholdet mellem de hidtil observerede udgifter for skadeåret og den gennemsnitlige udgift for alle skadeår i de pågældende afløbsperioder.

Antagelsen er altså, at hvis skadeårets hidtil observerede udgifter ligger højt (hhv. lavt) i forhold til et normalår, vil de fremtidige udgifter for dette skadeår fortsat ligge højt (hhv. lavt).

3. Faktisk hensættelse pr. 31.12.96
Nedenfor er 5 tabeller. Tabel 1 til 4 viser klargøringen af data fra rådata til de korrigerede udgifter (X js ’erne). Tabel 5 viser bestemmelsen af hensættelsen i henhold til modellen beskrevet ovenfor.

Tabel 1:
Skadeudgifter fordelt efter Arbejdsskadestyrelsens anmeldelsesår og ventetiden indtil endelig afgørelse
Direkte observerede tal - 1.000 kr.

Tabel 1 (fortsat):

Tabel 2:
Skadeudgifter fordelt efter Arbejdsskadestyrelsens anmeldelsesår og ventetiden indtil endelig afgørelse
Observerede tal med korrektion af manglende anmeldelsesdato - 1.000 kr.

Tabel 2 (fortsat):

Tabel 3:
Bestemmelse af korrektionsfaktorerne

Tabel 4:
Skadeudgifter fordelt efter Arbejdsskadestyrelsens anmeldelsesår og ventetiden indtil endelig afgørelse
Observerede tal med korrektion af manglende anmeldelsesdato, markedsandel, ydelsesindeks og restfejlbestand - 1.000 kr.

Tabel 4 (fortsat):