Påtale for at have drevet ulovlig virksomhed

Finanstilsynet påtaler, at Popermo Forsikring g/s har overtrådt § 11, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed ved at have udøvet forsikringsvirksomhed i forsikringsklasse 6 og 12 uden tilladelse.

Sagsfremstilling

Popermo Forsikring g/s (Popermo eller selskabet) ansøgte den 20. juni 2019 om tilladelse til at udstede forsikringer i forsikringsklasse 6, Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have mv. og i forsikringsklasse 12, Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have mv. Finanstilsynet gav tilladelsen den 10. september 2019.

I ansøgningen oplyste selskabet, at det igennem en længere periode har solgt en tillægsforsikring til indboforsikringerne, som dækker windsurfere, kitesurfere og småbåde under 6 meter og med motor under 6 HK. Dækningen har omfattet både kasko- og ansvarsdækning.

Selskabet oplyste i redegørelse af 22. oktober 2019, at selskabet har tilbudt tillægsforsikringen siden 1998, hvor branchen gennem forhandlinger mellem Forsikring & Pension og Forbrugerrådet, efter selskabets opfattelse, fik mulighed for at tilbyde dækningen under indboforsikringen, og at denne dækning ikke krævede tilladelse til forsikringsklasserne 6 og 12. Af redegørelsen fremgår det også, at selskabet ultimo maj 2019 selv blev opmærksom på, at kravet om tilladelse til forsikring af både fremstår meget bredt og derfor må anses for at omfatte alle både, uanset formål og anvendelse. Af redegørelsen fremgår det videre, at antallet af tillægsdækninger i 2019 udgør 102 med en samlet præmie på 35.347 kr.

Den 15. november 2019 anmodede Finanstilsynet Popermo om en uddybning af forretningsomfanget for dækningen siden 1998.
Den 19. november fremsendte Popermo ny redegørelse for dækningens årlige forretningsomfang siden påbegyndelsen, som nu var korrigeret til 1992 i stedet for 1998. Samtidig blev den samlede præmie i 2019 korrigeret fra 35.347 kr. til 58.106 kr.

Det retlige grundlag

Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed skal have tilladelse som forsikringsselskab. Tilladelsen skal angive de forsikringsklasser, som tilladelsen omfatter, jf. §11, stk.1 i lov om finansiel virksomhed.

Høring

Selskabet har i perioden 20. februar 2020 til 5. marts 2020 haft udkast til afgørelse i høring.

Selskabet har i høringssvaret ikke fremlagt nye oplysninger, som har relevans for sagen. 

Finanstilsynets vurdering

Det er Finanstilsynets vurdering, at de både, som Popermo kalder småbåde under 6 meter og med motor under 6 HK er omfattet af de fartøjer, der er nævnt i forsikringsklasse 6 og 12. Da Popermo har udstedt forsikringer til disse småbåde uden at have tilladelse til de to klasser, har Popermo drevet ulovlig virksomhed. Da Popermo nu har fået tilladelse til at udstede forsikring i de to klasser, er ulovligheden nu ophørt, og Popermo modtager en påtale.

Offentliggørelse

Det følger af § 354b, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsy-net skal orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der overtræder forbuddet mod at udøve finansiel virksomhed uden tilladelse, jf. § 11. Offentliggørelsen vil ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest fire uger efter, at den er modtaget. Det følger af § 372, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. Klagen skal sendes pr. e-mail til ean@naevneneshus.dk eller pr. post til Erhvervsankenævnets sekretariat, Toldboden 2, 8800 Viborg.

Det er forbundet med et gebyr at klage til Erhvervsankenævnet. Yderligere information om klagegebyr og opsættende virkning kan findes på Erhvervsankenævnets hjemmeside, https://naevneneshus.dk/start-din-klage/erhvervsankenaevnet/, og i bekendtgørelse nr. 1135 af 13. oktober 2017 om Erhvervsankenævnet.

Kopi af afgørelsen er sendt til selskabets eksterne revisor.