Redegørelse om påtale til Andelskassen Fælleskassen for manglende opfyldelse af kravet til nedskrivningsegnede passiver og manglende underretning til Finanstilsynet herom

Finanstilsynet har i forbindelse med tilsyn af Andelskassen Fælleskassens overholdelse af kravet til nedskrivningsegnede passiver konstateret brud med kravet.

Sendt elektronisk til bestyrelsen og direktionen for Andelskassen Fælleskassen (CVR: 69556728) 

Andelskassen havde pr. 30. juni 2020 nedskrivningsegnede passiver for 11,3 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag svarende til 76,1 mio. kr. Det var lavere end andelskassens krav til nedskrivningsegnede passiver, som pr. 30. juni 2020 udgjorde 11,5 pct. af de samlede forpligtelser og kapitalgrundlag svarende til 77,2 mio. kr., jf. afgørelse af 16. marts 2020 om krav til nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet har ikke modtaget en underretning om, at andelskassen ikke opfylder sit krav til nedskrivningsegnede passiver.

Finanstilsynet har konstateret, at andelskassen pr. 30. juni 2020 havde tilstrækkelige nedskrivningsegnede passiver til at opfylde NEP-kravet fastsat den 2. oktober 2020, jf. afgørelse om krav til nedskrivningsegnede passiver af 2. oktober 2020.

Andelskassen har på den baggrund modtaget påtale for ikke at have overholdt sit krav til nedskrivningsegnede passiver, jf. § 266, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Andelskassen har endvidere modtaget påtale for ikke at have overholdt sin pligt til straks at underrette Finanstilsynet, hvis kravet til nedskrivningsegnede passiver ikke er opfyldt, jf. § 269, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.