Påtale til AHL Partners LLP for forkert indberetning af en kort nettoposition

Finanstilsynet har d. 10. juli 2019 givet AHL Partners LLP en påtale for overtrædelse af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 om shortselling og visse typer af credit default swaps (”shortselling-forordningen”).

Baggrund

I henhold til shortselling-forordningens artikel 9 skal en fysisk eller juridisk person, som har en kort position, opgøre sin korte nettoposition ved midnat på den handelsdag, hvor positionen er opnået. Hvis den korte nettoposition er indberetningspligtig, jf. shortselling-forordningens artikel 5 og 6, skal den fysiske eller juridiske person i henhold til artikel 9 indberette positionen til den relevante kompetente myndighed med korrekte detaljer vedrørende identiteten på den fysiske eller juridiske person, som har den korte position.

Hvis den korte nettoposition er 0,2 % eller mere af det noterede selskabs aktiekapital, skal den juridiske eller fysiske person indberette oplysninger om positionen til den relevante kompetente myndighed (i Danmark Finanstilsynet) den efterfølgende dag senest kl. 15.30. Hvis den korte nettoposition er 0,5 % af det noterede selskabs aktiekapital eller derover, bliver den korte nettoposition offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside. Hvis den korte nettoposition kommer under 0,2 % af selskabets aktiekapital, skal positionen nedflages i Finanstilsynets indberetningssystem.

AHL Partners LLP (”AHL Partners”) og Numeric Investors LLC (”Numeric Investors”) er juridiske enheder, der begge hører under moderselskabet Man Group Investments Limited (”Man Group”). Complianceafdelingen i Man Group har stået for indberetninger af korte nettopositioner på vegne af både AHL Partners og Numeric Investors. Man Group har ved en fejl indberettet en kort nettoposition på vegne af Numeric Investors, som skulle have været indberettet på vegne af AHL Partners.

Man Group kontaktede Finanstilsynet d. 29. maj 2019. Man Group meddelte, at Man Group havde identificeret en intern fejl, der påvirkede AHL Partners’ og Numeric Investors’ indberetningshistorik vedrørende en kort nettoposition i et dansk børsnoteret selskabs aktiekapital.

Fejlen vedrørte en kort nettoposition over 0,5 % af det danske børsnoterede selskabs aktiekapital. Fejlen har medført, at AHL Partners har forsømt sin indberetningspligt for en kort position i mere end et år og har angivet en forkert positionsindehaver. Fejlene har dermed resulteret i, at offentligheden har fået forkerte informationer i forhold til de indberetningspligtige korte nettopositioner i det respektive danske børsnoterede selskabs aktiekapital.

Finanstilsynet og AHL Partners har i samarbejde rettet fejlen i de historiske korte nettopositioner.

Man Group har over for Finanstilsynet oplyst, at migreringen til det automatiserede tredjepartssystem og et øget fokus på de underliggende enheders indberetningspligtige korte nettopositioner vil medføre, at AHL Partners og Man Groups øvrige indberettende enheder ikke vil indberette forkert eller mangelfuldt fremadrettet. Finanstilsynet forventer på baggrund af ovenstående tiltag, at AHL Partners og Man Group vil indberette korrekt fremover.

For yderligere information om shortselling-forordningen henviser Finanstilsynet til temasiden på www.finanstilsynet.dk.