Påtale om for sen indberetning af ledende medarbejders transaktion

Finanstilsynets afgørelse af 9. oktober 2017 er truffet i henhold til artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen).

Finanstilsynet har den 9. oktober 2017 påtalt, at en ledende medarbejder ikke har overholdt pligten til at give rettidig meddelelse til Finanstilsynet om en transaktion i første halvår af 2017. Den ledende medarbejder havde glemt at indberette transaktionen til Finanstilsynet. Finanstilsynet vurderer, at en forglemmelse ikke er en undskyldelig omstændighed.

 

Ledende medarbejderes pligt til at indberette transaktioner var tidligere reguleret i § 28 a, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., men er i dag omfattet af markedsmisbrugsforordningen.