Påtale til Smidt & Kromand Holding A/S for at have erhvervet en kvalificeret andel uden Finanstilsynets forhåndsgodkendelse

Finanstilsynet har den 5. maj 2017 tildelt Smidt & Kromand Holding A/S en påtale for at have erhvervet en kvalificeret andel i NEM Forsikring A/S uden på forhånd at have fået Finanstilsynets godkendelse heraf, jf. § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Smidt & Kromand Holding A/S erhvervede den 30. december 2016 en kvalifceret andel i NEM Forsikring A/S. Samme dag ansøgte selskabet om Finanstilsynets godkendelse af erhvervelsen i henhold til § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet skal godkende en erhvervelse af en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed, inden erhvervelsen finder sted, jf. § 61, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet har i den forbindelse 60 arbejdsdage til at behandle en sådan ansøgning.

Finanstilsynet har vurderet, at Smidt & Kromand Holding A/S på tidspunktet for erhvervelsen kendte til kravet om, at Finanstilsynet skal forhåndsgodkende en påtænkt erhvervelse af en kvalificeret andel i en finansiel virksomhed. Finanstilsynet har derfor overfor Smidt & Kromand Holding A/S påtalt, at selskabet ikke har indhentet Finanstilsynets godkendelse, inden erhvervelsen skete.

Læs hele afgørelsen.