Påtaler for Saxo Banks håndtering af CHF-hændelsen den 15. januar 2015 i forhold til reglerne om investorbeskyttelse

Påtale

Finanstilsynet har givet Saxo Bank A/S to påtaler på baggrund af håndteringen af hændelsen 15. januar 2015, hvor schweizerfrancen (CHF) steg kraftigt.

Finanstilsynet finder, at Saxo Bank A/S har overtrådt investorbeskyttelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, ved ikke at oplyse om begrænsninger for, hvornår den såkaldte ”dedicated liquidity” finder anvendelse. Saxo Bank har efterfølgende fjernet de pågældende oplysninger fra sin hjemmeside. Finanstilsynet påtaler derfor, at Saxo Bank har markedsført sig med ufuldstændige oplysninger om begrænsningerne for dedicated liquidity.

Finanstilsynet påtaler endvidere, at Saxo Bank ikke straks har orienteret de kunder, som ikke kunne få eksekveret deres stop-loss ordrer som følge af den manglende likviditet i markedet den 15. januar 2015, om væsentlige vanskeligheder ved at udføre deres ordrer. Dette strider mod investorbeskyttelsesbekendtgørelsens § 27, stk. 1, nr. 3.

Da den schweiziske nationalbank kl. 10.30 den 15. januar 2015 uden varsel ophævede sin fastkurspolitik over for euroen, medførte det en pludselig og kraftig stigning i kursen på schweizerfranc (CHF). Den voldsomme stigning i CHF-kursen betød, at mange kunder, som havde korte positioner i CHF, oplevede, at deres positioner blev lukket ned som følge af, at de ikke længere opfyldte deres marginkrav.  
 
Finanstilsynet har modtaget i alt 38 klager over Saxo Bank, som kan henføres til CHF-hændelsen. Klagerne har bl.a. handlet om Saxo Banks justeringer af afregningskursen, Saxo Banks markedsføringsmateriale, kundernes mulighed for at komme i kontakt med Saxo Bank under hændelsen og Saxo Banks mulighed for at opkræve et beløb fra kunden, som overstiger dennes marginindbetaling.

Læs hele afgørelsen her.