Påtale for overtrædelse af § 4 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder i forbindelse med markedsføringsmateriale for GF Veteran

Påtale

Finanstilsynet påtaler, at GF Forsikring A/S ved forsikringsklubben GF Veteran har udsendt markedsføringsmateriale for forsikringen, GF Veteran, hvori et væsentligt vilkår for tegning af forsikringen var udeladt.

Da der imidlertid er tale om et enkeltstående tilfælde, foretager Finanstilsynet sig ikke yderligere i sagen.

Sagsfremstilling

Finanstilsynet modtog den 2. juni 2014 en henvendelse fra Paul Sørensen, der klagede over markedsføringen af GF Veteran i månedsmagasinet, ”Veteran Posten.”

Det er en betingelse, for at kunne tegne forsikringen, at kunden ud over veterankøretøjet tillige er ejer af et andet køretøj, der ikke er et veterankøretøj.

Denne betingelse fremgår imidlertid ikke af markedsføringsmaterialet i ”Veteran Posten.”

Finanstilsynet anmodede på denne baggrund GF Forsikring A/S om en redegørelse for hvorledes GF Forsikring A/S generelt sikrer, at virksomhedens markedsføringsmateriale er i overensstemmelse med reglerne om god skik, herunder særligt, hvordan udeladelsen af et væsentligt vilkår for at kunne tegne GF Veteran i det omtalte markedsføringsmateriale fandtes at være i overensstemmelse med reglerne om god skik.

Finanstilsynet modtog GF Forsikring A/S’ redegørelse den 15. august 2014.
Af redegørelsen fremgår det, at GF Veteran er en forsikring, der udbydes af en forsikringsklub, der fungerer som forsikringsagent for GF Forsikring A/S. Markedsføringsmateriale, der udsendes af disse forsikringsklubber, skal dog altid godkendes af GF Forsikring A/S for at sikre, at materialet er i overensstemmelse med god skik, markedsføringsloven m.v.

I det konkrete tilfælde med GF Veteran i ”Veteran Posten” er markedsføringsmaterialet dog ikke blevet godkendt af GF Forsikring A/S inden anvendelse. Dette er en fejl, og GF Forsikring A/S vil rette op på den konkrete annonce hurtigst muligt.

Retligt grundlag

Af § 4 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder fremgår det, at en finansiel virksomhed ikke må anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, hvis dette er egnet til mærkbart at forvride kundernes økonomiske adfærd på markedet.

Af § 3 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder fremgår det, at en finansiel virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder.

Finanstilsynets vurdering

Af § 4 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder fremgår det, at et forsikringsselskab ikke må udelade væsentlige informationer. GF Forsikring A/S har erkendt, at vilkåret om, at en kunde ud over veterankøretøjet tillige skal være ejer af et andet køretøj, der ikke er et veterankøretøj, er et væsentligt vilkår, og at dette burde være oplyst.

Finanstilsynet vurderer dog, at der er tale om en enkeltstående fejltagelse og ikke udtryk for en generel praksis, der udøves i GF Forsikring A/S, da GF Forsikring A/S generelt har procedure, der skal sikre, at markedsføringsmaterialet er i overensstemmelse med gældende lovgivning. 

På denne baggrund påtaler Finanstilsynet, at GF Forsikring A/S ved forsikringsklubben GF Veteran har udsendt markedsføringsmateriale for forsikringen GF Veteran, hvori et væsentligt vilkår for tegning af forsikringen var udeladt.

Finanstilsynet har informeret klager om påtalen og sagens afslutning.

Klagevejledning

Finanstilsynets afgørelse kan senest 4 uger efter at afgørelsen er modtaget, indbringes for Erhvervsankenævnet, Kampmannsgade 1, 1780 København V., tlf. 33 30 76 22, jf. § 372, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed. Det er forbundet med et gebyr at klage til Erhvervsankenævnet.

Offentliggørelse

Det følger af § 354b i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet og som er af almen interesse. Finanstilsynet finder, at denne sag er af almen interesse og påtalen vil derfor blive offentliggjort på Finanstilsynets hjemmeside.