Redegørelse om påbud til AP Pension

Finanstilsynet har afsluttet sin undersøgelse af AP Pensions overholdelse af oplysningsforpligtelsen i artikel 5 i disclosureforordningen. Undersøgelsen skete som led i en tværgående temaundersøgelse, hvor overholdelsen af samme oplysningsforpligtelse blev undersøgt i flere livsforsikrings- og pensionsselskaber.

Finanstilsynet har afsluttet sin undersøgelse af AP Pensions overholdelse af oplysningsforpligtelsen i artikel 5 i disclosureforordningen. Undersøgelsen skete som led i en tværgående temaundersøgelse, hvor overholdelsen af samme oplysningsforpligtelse blev undersøgt i flere livsforsikrings- og pensionsselskaber.

Disclosureforordningens artikel 5 fastsætter, at de omfattede selskaber skal i) medtage i deres aflønningspolitikker oplysninger om, hvordan disse politikker er i overensstemmelse med integrationen af bæredygtighedsrisici og ii) offentliggøre oplysningerne på deres hjemmeside. 

Bestemmelsen har til formål at skabe gennemsigtighed med, hvordan selskabernes aflønningspolitik eventuelt tager højde for bæredygtighedsrisici. Bæredygtighedsrisici forstås som miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige begivenheder eller omstændigheder, som, hvis de opstår, kunne have faktisk eller potentiel væsentlig negativ indvirkning på værdien af selskabets investeringer, jf. artikel 2, nr. 22 i disclosureforordningen

Finanstilsynet finder, at AP Pensions aflønningspolitik ikke skaber tilstrækkelig gennemsigtighed omkring, hvorvidt og i givet fald hvordan aflønningspolitikken tager højde for integration af bæredygtighedsrisici.

Finanstilsynet har derfor påbudt AP Pension at indarbejde oplysninger i aflønningspolitikken om, hvordan politikken er i overensstemmelse med selskabets integration af bæredygtighedsrisici, jf. artikel 5, stk. 2 i disclosureforordningen. Det indebærer, at AP Pension i aflønningspolitikken skal oplyse, hvorvidt aflønningen tager højde for integration af bæredygtighedsrisici i investerings- og rådgivningsprocesser, og udbygge aflønningspolitikken med oplysninger om, hvordan der konkret tages hensyn til integration af disse risici ved anvendelse af variabel løn, herunder i forbindelse med performance- og personlige tillæg samt engangsvederlag.