Påbud til fem banker for overtrædelse af investorbeskyttelseslovgivningen

Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Ringkjøbing Landbobank får påbud, fordi bankernes egnethedstests eller egnethedserklæringer ikke har været tilstrækkelige.

  • Jyske Bank får påbud om at gennemføre nye egnethedstest på de kunder, der har modtaget investeringsrådgivning gennem Munnypot, og som nu er overdraget til NemInvestering. Derudover påbyder Finanstilsynet Jyske Bank at sikre, at rådgivningsreferat/egnethedserklæringen afspejler chatrådgivningen.
  • Sydbank får påbud om at sikre, at egnethedserklæringen indeholder konkrete oplysninger om aktivfordelingen i investeringen, jf. § 11 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
  • Spar Nord får påbud om at sikre, at egnethedserklæringen indeholder konkrete oplysninger om aktivfordelingen og spændet herfor i investeringen jf. § 11 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.
  • Arbejdernes Landsbank får påbud om at udlevere en egnethedserklæring, der opfylder kravene i § 11 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel og artikel 54 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/565 af 25. april 2016. Derudover skal banken sikre, at kunden tydeligt kan identificere, hvilke oplysninger i ”aftaledokumentet”, der udgør egnethedserklæringen.
  • Ringkjøbing Landbobank får påbud om at sikre, at egnethedserklæringen indeholder konkrete oplysninger om aktivfordelingen i den anbefalede investering, samt sikre at alle rådgivningsreferater indeholder oplysning om, hvilken risikoprofil og investeringshorisont der følges, jf. § 11 i bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

Du kan herunder læse de fulde afgørelser:

Jyske Bank
Sydbank  
Spar Nord
Arbejdernes Landsbank 
Ringkjøbing Landbobank