Påbud om at sikre, at finansiel virksomheds samarbejdspartner, der i medfør af lov om finansiel virksomhed § 118, stk. 1, modtager fortrolige oplysninger til varetagelse af administrative opgaver, ikke uberettiget udnytter de fortrolige oplysninger til andre formål.

Påbud

Sagsfremstilling

En kunde klagede over, hans bank uberettiget havde videregivet fortrolige oplysninger om ham til et andet selskab. Banken oplyste, at de havde indgået en aftale med det andet selskab – både om salg af fordringer og om inddrivelse af afskrevne fordringer. Af bankens redegørelse og parternes aftale fremgik, at de fordringer, hvor oplysningerne om kunden og låneforholdet var offentligt tilgængelige, blev overdraget fra banken til selskabet til eje. De fordringer, hvor oplysningerne om kunden og låneforholdet ikke var offentligt tilgængelige, blev administreret af selskabet.

I den konkrete sag var kundens oplysninger om låneforholdet ikke offentligt tilgængelige og blev derfor alene administreret af selskabet med henblik på inddrivelse. Selskabet rettede imidlertid henvendelse direkte til kunden og anmodede om samtykke til, at selskabet kunne få overdraget de fortrolige oplysninger og fordringen.

Retligt grundlag

Det følger af lov om finansiel virksomhed § 118, stk. 1, at sædvanlige kundeoplysninger kan videregives til brug for varetagelse af administrative opgaver.

I medfør af lov om finansiel virksomhed § 118, stk. 4, er den som modtager fortrolige oplysninger efter § 118, stk. 1, omfattet af tavshedspligten i § 117, stk. 1.

Af lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1, fremgår, at en finansiel virksomhed ikke uberettiget må udnytte fortrolige kundeoplysninger, som de under udøvelsen er deres hverv er blevet bekendt med.

Afgørelse

Den samarbejdsaftale, som banken har indgået med selskabet, indeholder to former for aftaler:

For at sikre, at en sådan aftale overholder reglerne om tavshedspligt i lov om finansiel virksomhed, er det afgørende, at der i det modtagne selskab er klare skillelinjer mellem den del af virksomheden, der overtager fordringer og den del af virksomheden, der administrerer inddrivelse af fordringer.

Der skal således være klare retningslinjer der sikre, at det modtagne selskab ikke uberettiget udnytter de fortrolige oplysninger, de har modtaget til brug administration af inddrivelse af fordringer med henblik på at overtage fordringer til eje.

Det er Finanstilsynets vurdering, at der er risiko for, at det modtagne selskab i den konkrete sag uberettiget har anvendt oplysningerne om kunden ved at rette henvendelse til ham med henblik på at få overdraget fordringen til eje. Havde det modtagne selskab ikke administreret inddrivelsen af kundens fordring, havde selskabet formentlig ikke været i besiddelse af de oplysninger, som førte til henvendelsen.
 
På den baggrund blev det påbudt banken at sikre, at bankens samarbejdspartnere, der i medfør af lov om finansiel virksomhed § 118, stk. 1, modtager fortrolige oplyser til brug for varetagelse af administrative opgaver, ikke uberettiget udnytter de fortrolige oplysninger til andre formål end varetagelse af de pågældende administrative opgaver.