Fastsættelse af solvenskrav og dispositionsbegrænsende foranstaltninger i J.A.K. Andelskasse Østervrå

Finanstilsynet har den 9. juni 2017 fastsat solvenskrav i J.A.K. Andelskasse Østervrå i medfør af § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed samt påbudt dispositionsbegrænsende foranstaltninger i medfør af § 225, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, da andelskassen pr. 9. juni 2017 ikke opfyldte sit individuelle solvensbehov.

Finanstilsynet har den 9. juni 2017 modtaget henvendelse fra bestyrelse, direktion og revision i J.A.K. Andelskasse Østervrå [herefter Andelskassen] i henhold til § 75, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed om, at andelskassen ikke opfylder sit individuelle solvensbehov som følge af, at andelskassen har haft negativ drift siden afslutningen af 1. kvartal 2017 og frem til dags dato. Andelskassen er 0,2 mio. kr. under sit individuelle solvensbehov.

Andelskassen havde ultimo 2016 en spinkel overdækning til solvensbehovet på 2,4 pct. point. I løbet af 1. kvartal 2017 faldt overdækningen yderligere som følge af nedskrivninger på 1,9 mio. kr. Andelskassen har således siden ultimo 1. kvartal 2017 ikke levet op til kapitalbufferkravet. Overdækningen til solvensbehovet var på dette tidspunkt alene 0,2 mio. kr. Andelskassen har i løbet af 2016 øget sin landbrugseksponering fra 12,9 pct. ultimo 2015 til 28,8 pct. ultimo 2016.

Læs hele afgørelsen.