Regnskabskontrolsag vedrørende delårsrapporten for første halvår og 3. kvartal 2015 for Asetek A/S CVR-nr. 34 88 05 22

Indledning

Erhvervsstyrelsen(1) har gennemført en kontrol(2) af delårsrapporten for første halvår og delårsrapporten for 3. kvartal 2015 for Asetek A/S.

Delårsrapporterne er aflagt efter IAS 34, Præsentation af delårsregnskaber, som godkendt af EU og danske oplysningskrav for børsnoterede selskaber. Delårsrapporterne er offentliggjort i henhold til værdipapirhandelslovens § 27.

Delårsrapporterne er ikke reviderede eller gennemgået af virksomhedens revisor.

Afgørelse

Erhvervsstyrelsen har den 15. juni 2016 truffet følgende afgørelse vedrørende delårsrapporten for første halvår 2015 og delårsrapporten for 3. kvartal 2015 for Asetek A/S, jf. årsregnskabslovens § 159 a, stk. 5 og 6, sammenholdt med årsregnskabslovens § 161.

Afgørelsen har på grund af, at forholdene vurderes at være principielle, været forelagt Finanstilsynets bestyrelse på mødet den 14. juni 2016, jf. årsregnskabslovens § 159 a, jf. lov om finansiel virksomhed § 345 og lov om værdipapirhandel m.v. § 84.

Erhvervsstyrelsen påtaler, at:
1.  virksomheden ikke har indregnet den modtagne erstatning for krænkelser af virksomhedens patenter i delårsrapporten for 1. halvår 2015, jf. IAS 39, afsnit 14 og AG 35 (a).
2.  virksomheden i delårsrapporten for 3. kvartal 2015 har modregnet den modtagne delbetaling af erstatningen i omkostningerne ”Selling, general and administrative”, da modregning ikke tillades, jf. IAS 1, afsnit 32 og 33.

Erhvervsstyrelsen påbyder endvidere virksomheden fremadrettet at ændre sammenligningstallene i de kommende delårsrapporter for 1. halvår 2016 og 3. kvartal 2016, således den fulde erstatning er indregnet pr. 30. juni 2015. Endvidere skal virksomheden i disse delårsrapporter undlade at modregne erstatningen i omkostningerne.

For en konkret begrundelse og vurdering af de enkelte forhold kan sagsfremstillingen læses her.

[1] Jf. årsregnskabslovens § 159a, jf. værdipapirhandelslovens § 83, stk. 2 og 3.
[2] Jf. værdipapirhandelslovens § 83 b, stk. 2.