Regnskabskontrolsag vedrørende årsrapporten for regnskabsåret 2014 for GW Energi A/S, CVR-nr. 28101414

Indledning

Erhvervsstyrelsen[1] har gennemført en kontrol[2] af virksomhedens årsrapport for regnskabsåret 2014, som er offentliggjort i henhold til værdipapirhandelslovens § 27. Udtagelsen til kontrol er en følge af styrelsens kontrol af årsrapport for 2013, jf. afgørelsen af 21. april 2015, hvoraf det bl.a. fremgik, at ”som følge af, at de påtalte forhold vedrørende årsrapporten for 2013 ikke fuldt ud er indarbejdet i årsrapporten for 2014, vil Erhvervsstyrelsen udtage årsrapporten for 2014 til kontrol”.

Koncernregnskabet er aflagt efter International Financial Reporting Standards som godkendt af EU. Årsregnskabet for modervirksomheden er aflagt efter årsregnskabsloven. Årsrapporten er herudover udarbejdet i overensstemmelse med yderligere danske oplysningskrav til årsrapporter for børsnoterede selskaber.

Års- og koncernregnskabet er revideret af Pryds, Statsautoriseret Revisionsfirma. Revisionspåtegningen er uden forbehold, men indeholder supplerende oplysninger vedrørende forhold i regnskabet (om virksomhedens kapitalberedskab).

Afgørelse

Erhvervsstyrelsen har den 21. december 2015 truffet følgende afgørelse vedrørende årsrapporten for regnskabsåret 2014 for GW Energi A/S, jf. årsregnskabslovens § 159 a, stk. 5 og 6, sammenholdt med årsregnskabslovens § 161.

Da afgørelsen indeholder væsentlige forhold, har den været forelagt Finanstilsynets bestyrelse på mødet den 21. december 2015, jf. årsregnskabslovens § 159 a, jf. lov om finansiel virksomhed § 345 og lov om værdipapirhandel m.v. § 84.

Erhvervsstyrelsen påtaler:

  1. at virksomheden ikke har præsenteret oplysninger om finansiel stilling for tre perioder, jf. IAS 1, afsnit 40A, og foretaget tilpasning af sammenligningstallene, jf. IAS 8, afsnit 42, som følge af styrelsens afgørelse vedrørende årsrapporten for 2013 om at klassificere misligholdt gæld som kortfristet, jf. IAS 1, afsnit 69, litra d,
  2. at virksomheden ikke har givet en korrekt løbetidsanalyse, jf. IFRS 7, afsnit 39, litra a, der viser de kontraktlige restløbetider for finansielle forpligtelser,
  3. at virksomheden ikke har klassificeret obligationsgæld, der forfalder til betaling den 31. december 2015, som langfristet gæld i sammenligningstallene for 2013, jf. IAS 1, afsnit 69, litra c,
  4. at virksomheden ikke har givet udtrykkelig oplysning om, at virksomheden ikke har konkrete politikker om at respektere menneskerettighederne og for at reducere klimapåvirkningen, jf. årsregnskabslovens § 99 a, stk. 3,
  5. at virksomheden ikke har udarbejdet en redegørelse om det underrepræsenterede køn, jf. årsregnskabslovens § 99 b, og
  6. at virksomheden ikke har givet oplysninger om dattervirksomheder, jf. årsregnskabslovens § 72.

For en konkret begrundelse og vurdering af de enkelte forhold henvises til sagsfremstillingen nedenfor.

Læs hele afgørelsen her

[1] Jf. årsregnskabslovens § 159a, jf. værdipapirhandelslovens § 83, stk. 2 og 3.

[2] Jf. værdipapirhandelslovens § 83 b, stk. 2.