Redegørelse om undersøgelse i Pensionskassen for teknikum- og diplomingeniører af udvalgte ejendomme

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet har i perioden maj – juli 2012 gennemført en undersøgelse af 7 udvalgte ejendomme i Pensionskassen for teknikum- og diplomingeniørers ejendomsportefølje. Ejendommene, der ultimo 2011 udgjorde omkring to tredjedele af pensionskassens samlede ejendomsportefølje, er udvalgt ud fra en risikobaseret tilgang.

Sammenfatning

Ifølge bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser skal investeringsejendomme efter første indregning løbende måles til dagsværdi.

Finanstilsynet vurderer, at pensionskassens værdiansættelse i 6 ud af de 7 ejendomme på tidspunktet for undersøgelsen var for høj, og ikke svarede til dagsværdi. Finanstilsynet vurderer endvidere, at værdiforringelsen af ejendommene er indtruffet på et tidligere tidspunkt end på tidspunktet for Finanstilsynets undersøgelse.

Værdiforringelsen androg i alt 161 mio. kr. og det er Finanstilsynets vurdering, at der var tale om en fejl i pensionskassens årsrapport for 2011 og halvårsrapport for 1. halvår 2012, da den manglende værdiregulering havde væsentlig betydning for egenkapitalens størrelse i såvel års- som halvårsrapport samt for resultat og investeringsafkast i årsrapporten. Da årsrapporten for 2011 er væsentligt påvirket af fejlen, er det Finanstilsynets vurdering, at forholdet ikke kan rettes som et ændret skøn i årsrapporten for 2012.

Da pensionskassens årsrapport for 2012 er nært forestående, har Finanstilsynet påbudt pensionskassen at rette fejlen i årsrapporten for 2012 i overensstemmelse med regnskabsbekendtgørelsen.