Redegørelse om inspektion i Nordea Kredit Realkreditaktieselskab

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet var i maj og juni 2013 på inspektion (funktionsundersøgelse) i Nordea Kredit Realkreditaktieselskab (Nordea Kredit).

På inspektionen gennemgik Finanstilsynet områderne landbrug og restancer.

Sammenfatning og risikovurdering

Landbrug
Finanstilsynet gennemgik 50 engagementer med henblik på at vurdere Nordea Kredits rating af kunderne og 40 engagementer med henblik på at vurdere Nordea Kredits værdiansættelse af de belånte ejendomme.

Nordea Kredit har haft en stigende markedsandel på landbrug og stigende restance på landbrugssegmenter. Ultimo 2012 har Nordea Kredit den højeste restanceprocent for realkreditinstitutter på området. Nordea Kredit har flere udlån på landbrugsområdet med høje belåningsgrader end resten af sektoren.

Gennemgangen af de 50 engagementer viste, at Nordea Kredit i en række engagementer var sen til at downgrade kunderne til at være svage kunder.  Engagementsgennemgangen viste også et tilfælde, hvor Nordea Kredit ikke havde vurderet OIV (objektiv indikation for værdiforringelse), hvor Finanstilsynet vurderede, at der var OIV på grund af debitors betydelige økonomiske vanskeligheder, der var dog ikke behov for at nedskrive på engagementet. Tilsynet påbød Nordea Kredit at ændre ratingen af de konkrete sager samt at forbedre metoden til at identificere svage kunder og OIV.

Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at Nordea Kredit anvender oplysninger fra en anden virksomhed til at vurdere kunderne, herunder om de er svage eller i OIV. Dette har især betydning i sager, hvor kunden ikke er i restance. Nordea Kredit forholder sig dog ikke til kvaliteten af de indhentede oplysninger. Når en finansiel virksomhed outsourcer opgaver, skal virksomheden løbende føre kontrol med, at aktiviteterne lever op til reglerne og den outsourcende virksomheds politik på området. Tilsynet gav Nordea Kredit et påbud om at ændre dette.

Finanstilsynet havde ikke bemærkninger til Nordea Kredits værdiansættelse af landbrugsengagementerne.

Restancer
Tilsynet gennemgik Nordea Kredits metode til behandling af udlån i restance herunder gennemgik tilsynet 30 sager. Tilsynet gav Nordea Kredit et påbud om at supplere instituttets forretningsgang for udarbejdelse af nedskrivningsberegninger. Sagsgennemgangen gav dog ikke anledning til bemærkninger.

Nordea Kredit havde pr. 30. juni 2013 opgjort et solvensbehov på 10,0 procent og et kapitalkrav i henhold til overgangsreglerne for institutter med en IRB-tilladelse på 14,1 procent. Instituttets faktiske solvens pr. 30. juni 2013 var 15,1 procent. På baggrund af inspektionen er det Finanstilsynets samlede vurdering, at der aktuelt ikke er behov for yderligere tillæg til solvensbehovet vedrørende de gennemgåede områder.