Redegørelse om påbud til Nordea Bank Danmark A/S (IRB-metoden)

Værd at vide

Tilsynsreaktioner er en samlebetegnelse for Finanstilsynets reaktioner over for lovovertrædelser eller forøget risiko i virksomheder under tilsyn.


Tilsynsreaktioner omfatter påbud, påtaler, risikooplysninger, tvangsbøder og politianmeldelser.

Indledning

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn konstateret, at Nordea Bank Danmark har gennemført en væsentlig ændring af bankens interne ratingbaserede metode til kapitaldækningsformål (IRB-metoden) uden en forudgående tilsynsmæssig tilladelse.

Sammenfatning

Finanstilsynet konstaterede i december 2012, at banken havde implementeret en ændring af bankens IRB-metode. Ændringen vedrørte en reklassificering af kunder med konstateret objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) men uden nedskrivning. Ændringen indebar et fald i Nordea Bank Danmark koncernens risikovægtede poster på 12,5 mia. kr. svarende til et fald på 4,3 procent.

Finanstilsynet vurderede, at der var tale om en væsentlig ændring af bankens IRB-metode, som kræver en forudgående tilsynsmæssig tilladelse.

Banken har fået tilladelse til at anvende IRB-metoden til kapitaldækningsformål for specifikke dele af bankens portefølje. Hvis der foretages væsentlige ændringer i den metode, banken har fået godkendt, er betingelserne for tilladelsen ikke længere opfyldt, og ændringerne kræver en forudgående tilladelse.

Banken havde ikke forud for reklassifikationen af OIV kunder ansøgt om godkendelse af denne ændring. Banken havde heller ikke i god tid før implementeringen oplyst om den planlagte ændring, således at Finanstilsynet kunne have vurderet, hvorvidt der var tale om en væsentlig ændring.

Finanstilsynet gav banken påbud om at ansøge om en godkendelse af ændringen. Samtidig skulle banken tage højde for effekten på de risikovægtede poster ved opgørelsen af solvensbehovet, indtil Finanstilsynet har behandlet bankens ansøgning om godkendelse af ændringen. Finanstilsynet gav endvidere banken påbud om fremadrettet at ansøge om godkendelse af væsentlige ændringer til IRB-metoden inden implementering.

Nordea Bank Danmark koncernen har hidtil opgjort sit solvensbehov pr. 31. december 2012 til 10,5 procent. Banken skal dog som nævnt ovenfor tage højde for effekten på de risikovægtede poster af ændringen af IRB-metoden ved opgørelsen af solvensbehovet. Den faktiske solvens pr. 31. december 2012 var 18,2 procent.