Redegørelse om påbud om egenkapitalens risikoforrentning og påbud vedr. dækning af et negativt realiseret resultat

Finanstilsynet har som led i det løbende tilsyn med Velliv, Pension & Livsforsikring A/S (Velliv), jf. lov om finansiel virksomhed (FiL) § 20 og § 21, givet Velliv påbud om at anmelde en ny risikoforrentningsregel og påbud om at anmelde ny regel for fordeling af realiseret resultat, der overholder principperne om tabsdækning. Påbuddene er givet den 7. marts 2023.

Påbud om at anmelde en ny risikoforrentningsregel

Af bekendtgørelse om kontributionsprincippet (kontributionsbekendtgørelsen) § 6, stk. 4, fremgår det, at selskabet skal anmelde betaling til egenkapitalen fra de enkelte kontributionsgrupper.

Velliv har anmeldt en risikoforrentningsregel, hvor et negativt realiseret resultat efter bonus indregnes i opgørelsen af risikoforrentningen. 

Finanstilsynet er af den opfattelse, at risikoforrentningen er en betaling for den risiko, som egenkapitalen løber på kundernes vegne. En betaling er et begreb, der angiver, at man får et positivt beløb. Risikoforrentningen er derfor et beløb, der svarer til den ekstra forrentning, der kan tilfalde egenkapitalen, som følge af den risiko, der påhviler egenkapitalen. Finanstilsynet vurderer, at Velliv i sin anmeldte risikoforrentningsregel angiver en overskudsdisponering og ikke en risikoforrentning. Finanstilsynet vurderer derfor, at selskabets anmeldte risikoforrentningsregel ikke er i overensstemmelse med kontributionsbekendtgørelsens § 6, stk. 4, da selskabets anmeldte risikoforrentningsregel for egenkapitalen kan føre til, og har ført til, at betalingen til egenkapitalen kan blive negativ, både når man ser på betalingen fra den enkelte gruppe og også den samlede betaling til selskabet.

Finanstilsynet har derfor påbudt Velliv at anmelde risikoforrentningsregler for egenkapitalen, som sikrer, at betalingen fra hver enkelt gruppe afspejler, at der er tale om en ekstra forrentning, som kompensation for den risiko, der påhviler egenkapitalen.

Påbud om at anmelde ny regel for fordeling af realiseret resultat, der overholder principperne om tabsdækning

Af kontributionsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, fremgår det, at hvis en omkostnings- eller risikogruppes realiserede resultat efter bonus er negativt, og hvis dette resultat ikke kan dækkes af gruppens kollektive bonuspotentiale, kan fortjenstmargen hørende til gruppen anvendes. Yderligere tab skal dækkes af egenkapital og særlige bonushensættelser (type B).

Velliv havde besluttet, at egenkapitalen skulle dække en andel af et negativt risikoresultat efter bonus i risikogruppe ”R1”.

Finanstilsynet vurderer, at selskabets anmeldte risikoforrentningsregel om, at egenkapitalen dækker en andel af et negativt realiseret resultat efter bonus, før det kollektive bonuspotentiale er opbrugt, er i modstrid med det grundlæggende princip omkring tabsdækning, og hvornår egenkapitalen skal tage over som udtrykt i kontributionsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Undtagelser til dette kan være situationer, hvor det vil være i strid med reglerne om rimelighed eller, hvor bestyrelsen træffer en diskretionær beslutning om at give en gave fra egenkapitalen til den pågældende kontributionsgruppe.

Finanstilsynet har derfor påbudt Velliv at anmelde regler for dækning af et negativt realiseret resultat i selskabets kontributionsgrupper, som overholder kravene til, hvornår egenkapitalen tager over i tabsdækningen.