Redegørelse om inspektion i Forsikringsholdingselskabet Oona Health A/S

Finanstilsynet var i juni 2022 på ordinær inspektion i Forsikringsholdingselskabet Oona Health A/S (herefter selskabet). Inspektionen fokuserede på selskabets ledelsessystem og solvens- og kapitalforhold. Undersøgelsen tog udgangspunkt i selskabets indsendte materiale og rapporteringer til Finanstilsynet.

Sammenfatning og risikovurdering

Forretningsmodel
Oona Health A/S er moderselskab for Forsikringsselskabet Dansk Sundhedssikring A/S (DSS), PrimaCare A/S, som varetager kontakten til behandlernetværk og visiterer skadelidte til behandlerne, og for DSS Hälsa AB, som er et svensk registreret forsikringsagentur.

Koncernens hovedaktivitet er at tegne sundhedsforsikringsprodukter til private og virksomheder, herunder forsikringsselskaber og pensionskasser, gennem DSS i Danmark og DSS Hälsa i Sverige. 

Bestyrelsens arbejde
Selskabets bestyrelse havde ikke besluttet en forretningsmodel for koncernen og har derfor fået påbud om at gøre dette. 

Selskabets ORSA-rapport tog ikke i tilstrækkelig grad højde for de risici, som knytter sig til DSS Hälsa AB og PrimaCare A/S. Selskabet har derfor fået påbud om at udarbejde en ORSA-rapport, som forholder sig til risici i alle datterselskaber. 

Finanstilsynet konstaterede, at selskabet ikke havde en investeringspolitik og at selskabets politik for anvendelse af den tabsabsorberende effekt af udskudt skat (LACDT) ikke indeholdt tilstrækkelige bestemmelser om metoder og antagelser. Finanstilsynet har derfor givet selskabet påbud om at udarbejde og opdatere politikkerne. 

Nøglefunktioner
Koncernens nøglefunktioner inddrog ikke DSS Hälsa AB og PrimaCare A/S i overvågningen af koncernens risici, compliance og interne audit. Finanstilsynet vurderede, at selskabets datterselskaber DSS Hälsa AB og PrimaCare A/S indgår som integrerede enheder i koncernens forretningsmodel. Selskabet har derfor fået påbud om, at nøglefunktionerne også skal forholde sig til risikostyring, compliance og intern audit i DSS Hälsa AB og PrimaCare A/S.

Selskabets aktuarfunktion, risikostyringsfunktion, compliancefunktion og interne audit havde ikke funktionsbeskrivelser. Selskabet har modtaget påbud om at udarbejde disse. 

Solvenskapitalkravet (SCR)
Finanstilsynet konstaterede, at selskabet ikke havde medregnet sine materielle anlægsaktiver i delmodulerne for ejendomsrisiko og koncentrationsrisiko i beregningen af SCR for koncernen. Derudover havde selskabet ikke medtaget alle type 2-eksponeringer i beregningen af delmodulet for modpartsrisiko. 

Finanstilsynet vurderede, at selskabets metode til beregning af optionsrisici for non-life sygeforsikringer ikke var ækvivalent med det scenarie, som er beskrevet i standardmodellen. 

Finanstilsynet konstaterede også, at selskabet ikke havde beregnet solvenskapitalkravet for den forventede nutidsværdi af de præmier, som selskabet vil tjene efter de efterfølgende 12 måneder for eksisterende forsikringsaftaler (FPexisting). Ligeledes havde selskabet ikke beregnet præmier tilhørende forventede fremtidige forsikringsaftaler med en risikoperiode på ét år eller derunder, og hvor forsikringsaftalen først bliver indregnet inden for de efterfølgende 12 måneder (FPfuture). 

Selskabet har derfor fået påbud om at ændre metoden for beregning af SCR for at tage højde for disse forhold.

Kapitalplan
Selskabet havde ikke en kapitalplan for koncernen og har derfor fået påbud om at udarbejde denne. 

Solvensdækning
Selskabet havde en solvensdækning på 176 pct. pr. 31. december 2022.