Redegørelse om inspektion i S.A.C A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var i april 2022 på inspektion i S.A.C A/S (virksomheden). Inspektionen var en undersøgelse af hvidvaskområdet.

Inspektionen omfattede virksomhedens organisering, politik, skriftlige forretningsgange og interne kontroller på hvidvaskområdet. Desuden omfattede inspektionen virksomhedens kundekendskab og overvågning af kunder samt undersøgelse af alarmer og underretning til Hvidvasksekretariatet.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er et leasingselskab, der udelukkende har erhvervskunder, og som tilbyder finansiel leasing af varevogne, kassebiler og ladbiler til virksomheder i blandt andet byggebranchen. 

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme er mellem til høj, vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på virksomhedens størrelse og forretningsmodel, idet denne udelukkende fokuserer på at lease køretøjer til virksomheder, blandt andet i byggebranchen. Virksomheden har på denne baggrund en relativt høj eksponering til kunder forbundet med højrisikobrancher og virksomheden har dermed også et relativt højt antal af højrisikokunder. 

På baggrund af inspektionen er der en række områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden for alle kunder har tilstrækkelige kundekendskabsoplysninger i overensstemmelse med hvidvaskloven, herunder hvor relevant oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden har fået påbud om at gennemføre en opdatering og ajourføring af kundekendskabsoplysninger for samtlige kunder i overensstemmelse med hvidvaskloven. Virksomheden har fået påbud om at udarbejde og sende en plan for gennemførelse heraf.

Virksomheden har desuden fået påbud om at sikre, at virksomheden foretager den fornødne overvågning af virksomhedens kunder, herunder om nødvendigt indhenter dokumentation for midlernes oprindelse, samt sikre ajourføring af dokumenter, data eller oplysninger om kunden. Dette indebærer, at virksomheden skal have fornødent kendskab til indtjenings- og formueforhold, herunder likviditet for at kunne afgøre om en transaktion er sædvanlig eller usædvanlig.

Virksomheden har endvidere fået påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer i de kundeforhold, hvor virksomheden har vurderet, at der er øget risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme. 

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden i tilstrækkeligt omfang undersøger mistænkelige transaktioner, herunder at resultaterne af disse undersøgelser noteres og opbevares, og at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at den foretager underretning til Hvidvasksekretariatet ved mistanke om, eller når virksomheden har rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Virksomheden har desuden fået påbud om at revidere dens skriftlige forretningsgange for intern kontrol, så de indeholder beskrivelser af de konkrete aktiviteter, som medarbejderne skal udføre. Forretningsgangen skal omfatte kontrollen af kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligten samt screening af medarbejdere. Virksomheden påbydes endvidere at sikre, at den med passende hyppighed foretager interne kontroller, der sikrer, at virksomheden effektivt forebygger, begrænser og styrer risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder at virksomheden kan dokumentere de foretagne kontroller overfor Finanstilsynet.

Endelig har virksomheden fået påbud om at sikre, at den foretager indberetning af korrekte oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer.