Redegørelse om funktionsinspektion i Pædagogernes Pension – pensionskassen for pædagoger

Finanstilsynet var i maj 2021 på funktionsinspektion i Pædagogernes Pension – pensionskassen for pædagoger (PBU).

Funktionsinspektionen var en opfølgning på den ordinære inspektion, der blev gennemført i 2018. Fokus for funktionsinspektionen var på pensionskassens fastlæggelse og styring af pensionskassens primære pensionsprodukt, herunder på produktegenskaber og på pensionskassens risikostyringsset-up, herunder den anvendte risikostyringsmodel samt på governance i den forbindelse.

Sammenfatning og vurdering

Pensionskassen administrerer pensionsordninger for ca. 121.000 medlemmer. Pensionskassens primære pensionsprodukt er et ugaranteret markedsrenteprodukt med livscyklus, dvs. aldersafhængig investeringsprofil. Pensionsproduktet og de tilknyttede forsikringsdækninger udgør ifølge pensionskassen et supplement til de offentlige ydelser.

Finanstilsynet konstaterer, at pensionskassen siden sidste inspektion i 2018 har arbejdet med at forbedre risikostyringen i forhold til det primære pensionsprodukt, hvilket Finanstilsynet finder positivt. Finanstilsynet vurderer dog, at pensionskassen fortsat skal have fokus på at videreudvikle det risikostyringsmæssige set-up og pensionskassens bestyrelse skal tydeliggøre de ønskede produktegenskaber og fastsætte mere klare kriterier for styringen af produktet.

Finanstilsynet ser en risiko for, at medlemmerne vil opleve en anden pensionsydelse end bestyrelsen har tiltænkt, og har derfor givet pensionskassen en risikooplysning, da bestyrelsens ønsker til produktegenskaber fortsat er forholdsvis overordnede. Finanstilsynet finder, at pensionskassens bestyrelse bør tage udgangspunkt i medlemmernes behov og bør fastsætte relevante målsætninger for hele udbetalingsfasen i produktet, herunder hvilke udsving i pensionsydelserne som bestyrelsen kan acceptere på medlemmernes vegne. Bestyrelsen bør fastsætte relevante risikotolerancegrænser for medlemmernes risiko på både kort og lang sigt samt fastsætte tydeligere kriterier for, hvordan produktet skal styres. 

Finanstilsynet finder, at pensionskassen i højere grad skal sikre en fyldestgørende identifikation, overvågning, styring mv. af alle relevante risici som pensionskassens medlemmer er eller kan blive udsat for. I den forbindelse har Finanstilsynet påbudt pensionskassen at sikre, at bl.a. levetidsrisici inddrages løbende i risikostyringen, og givet påbud om at forbedre governance omkring pensionskassens risikostyring.

Det indebærer bl.a. en bedre og mere systematisk validering af de anvendte metoder til måling af risiko, samt en begrundelse for at pensionskassens anvendte risikoopgørelser afspejler pensionskassens konkrete investeringer og risici, herunder særligt i tilfælde hvor der bruges eksterne forventninger til f.eks. afkast og risiko.

Pensionskassen har også fået påbud om at sikre, at risikostyringsfunktionen løbende forholder sig til de anvendte tilgange, og dermed understøtter risikostyringssystemets effektivitet.  

Finanstilsynet har i øvrigt påbudt pensionskassen at sikre bedre dokumentation for den anvendte risikostyringsmodel og de opgaver, der er forbundet hermed, samt at sikre, at bestyrelsen ikke overlader de overordnede beslutninger om opgørelse af risici til administrationen.