Redegørelse om inspektion i Norðoya Sparikassi (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var den 6. maj 2022 på inspektion i Norðoya Sparikassi (sparekassen). Inspektionen omfattede sparekassens organisation, risikovurdering, politik og skriftlige forretningsgange på hvidvaskområdet.

Desuden omfattede inspektionen sparekassens kundekendskab og -overvågning samt sparekassens overholdelse af undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligterne og kravene til interne kontroller på området. 

Risikovurdering og sammenfatning

Norðoya Sparikassi er et mindre færøsk pengeinstitut beliggende i Klaksvik med filialer i Fuglafjørður og i Torshavn. Sparekassen udbyder de mest almindelige finansielle produkter til privatkunder og har kun erhvervskunder i det omfang, at der er tale om mindre virksomheder, og hvor ejeren også er privatkunde i sparekassen.

Det er Finanstilsynets vurdering, at sparekassens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er middel til høj. Finanstilsynets vurdering er bl.a. baseret på sparekassens størrelse og udbud af finansielle produkter. Sparekassen skiller sig således ikke ud fra resten af sektoren af tilsvarende mindre pengeinstitutter, hvad angår risikoen for hvidvask og terrorfinansiering.

På baggrund af inspektionen er der en række områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner:

Sparekassen har fået påbud om at revidere sin risikovurdering, så den i tilstrækkelig grad også er baseret på, hvilke højrisikoprodukter sparekassen udbyder, og hvilke lande sparekassen har transaktioner til og fra.

Sparekassen har fået påbud om at udføre interne kontroller på sine kundekendskabsprocedurer og sin løbende overvågning samt sikre funktionsadskillelse mellem den complianceansvarlige og den hvidvaskansvarlige.

Sparekassen har fået påbud om at sikre, at den har gennemgået kundekendskabsprocedurer for alle kunder, at omfanget af kundekendskabsproceduren afhænger af en risikovurdering, og at sparekassen i denne risikovurdering inddrager oplysninger om samtlige personer, der kan disponere over kontoen.

Sparekassen har fået påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor sparekassen vurderer, at der er øget risiko for hvidvask eller terrorfinansiering, herunder om nødvendigt indhente dokumentation mv. for midlernes oprindelse.

Sparekassen har fået påbud om at sikre, at sparekassens overvågningssystem i tilstrækkeligt omfang dækker og kan anvende ændringer i kundeadfærd og afvigelser fra sparekassens kendskab til kunden til brug for generering af alarmer i sparekassens transaktionsovervågningssystem, samt at alle kunder er overvåget. I forlængelse heraf er sparekassen blevet påbudt at gennemgå transaktionerne fra og med 1. januar 2021 fra alle kunder, der ikke har indgået i den løbende overvågning pga. manglende risikoklassificering og sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens viden om kunderne og deres forretnings- og risikoprofiler.

Sparekassen har fået påbud om at undersøge, dokumentere og om nødvendigt foretage underretning på alle de alarmer, som sparekassen ikke har behandlet frem til inspektionen, og sikre, at alle alarmer fremover bliver undersøgt, dokumenteret og om nødvendigt underrettet til Hvidvasksekretariatet.

Sparekassen har fået påbud om at udarbejde en politik for effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme.

Sparekassen har fået påbud om at udarbejde forretningsgange for det løbende kundekendskab og det skærpede kundekendskab samt revidere sine forretningsgange indenfor risikoklassificering af kunderne, fastlæggelse og ajourføring af kundens formål og omfang, proces ved alarmhåndtering samt i øvrigt at revidere sine forretningsgange, så de indeholder beskrivelser af de konkrete aktiviteter, som medarbejderne skal udføre, herunder beskrive kontrolforanstaltningerne, der skal gennemføres.