Redegørelse om inspektion i Frøslev-Mollerup Sparekasse

Finanstilsynet var i februar 2022 på inspektion i Frøslev-Mollerup Sparekasse. De væsentligste risikoområder blev gennemgået ud fra en risikobaseret tilgang, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der havde den største risiko.

Frøslev-Mollerup Sparekasse er et mindre og lokalt gruppe 3-institut med en enkel forretningsmodel. Sparekassen tilbyder enkle indlåns- og udlånsprodukter samt rådgivning om blandt andet pension, investering og forsikring til private og mindre erhvervsdrivende på Mors, i Thy og i Salling, som er de primære geografiske forretningsområder.

Sparekassens forretningsmodel og kreditpolitik tillader markant større andel af udlån uden for det primære markedsområde, end hvad der aktuelt er. Sparekassens kreditpolitik er på en række områder meget overordnet og giver ikke i tilstrækkelig grad klare retningslinjer for, hvilken risikoprofil, der er acceptabel for sparekassen. Derfor har sparekassen fået påbud om at sikre, at kreditpolitikken klart afspejler bestyrelsens ønskede risikoprofil på kreditområdet, herunder skal grænsen for eksponeringer til kunder udenfor markedsområdet tilpasses, så kreditpolitikken virker som et styringsværktøj.

Finanstilsynet gennemgik ved inspektionen 60 udlån, heraf 37 udlån over 2 pct. af kapitalgrundlaget samt øvrige udlån til sparekassens ledelse.

Gennemgangen førte til, at 12 udlån fik en dårligere risikoklassifikation samt øget nedskrivning for 266 t.kr. fordelt på to eksponeringer. Relativt til sammenlignelige institutter har sparekassens en høj andel af svage kunder blandt de store eksponeringer.

Sparekassen har fået påbud om at øge kvaliteten af forretningsgangene og beslutningsgrundlaget på kreditområdet.

Sparekassen har desuden fået påbud om at vurdere, om der afsættes tilstrækkeligt tid til varetagelse af bestyrelsesarbejdet, og om der er de tilstrækkelige kompetencer i bestyrelsen. Sparekassen har tillige fået påbud om at sikre, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til udførelse af compliance- og risikostyringsopgaver, ligesom det skal sikres, at sparekassen løbende kontrollerer eksterne leverandørers arbejde, så mangler i varetagelse af outsourcede aktiviteter identificeres.

Finanstilsynet vurderede på baggrund af inspektionen, at sparekassens individuelle solvensbehov på inspektionstidspunktet var fastsat for lavt. Der var behov for forøgelse af tillæggene for operationelle risici, markedsrisici og for store kunder med finansielle problemer. Sparekassen har i forlængelse af inspektionen fastsat sit solvensbehov til 13,7 pct. pr. 31. december 2021. Finanstilsynet vurderer, at sparekassens opgørelse af det individuelle solvensbehov herefter er passende.