Redegørelse om inspektion i Plus Leasing A/S (hvidvaskområdet)

Finanstilsynet var den 18. marts 2021 på inspektion i Plus Leasing A/S. Inspektionen havde til formål at undersøge, om virksomheden overholder nærmere afgrænsede dele af hvidvaskloven.

Inspektionen fokuserede på virksomhedens risikovurdering, politikker, forretningsgange og interne kontroller i henhold til hvidvaskloven og virksomhedens organisering på hvidvaskområdet. Herudover var der fokus på virksomhedens kundekendskabsprocedurer, herunder overvågning af kunder samt undersøgelser af alarmer og underretning til Hvidvasksekretariatet.

Risikovurdering og sammenfatning

Virksomheden er registreret efter § 48, stk. 1, i hvidvaskloven, idet virksomheden udbyder finansiel leasing til både privat- og erhvervskunder. Virksomheden betjener udelukkende kunder bosiddende i Danmark.

Finanstilsynet vurderer, at virksomhedens iboende risiko for at blive brugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme er normal til høj vurderet i forhold til gennemsnittet af finansielle virksomheder i Danmark. I vurderingen har Finanstilsynet særligt lagt vægt på, at leasingvirksomhed generelt anses for at have en øget iboende risiko for at blive udnyttet til terrorfinansiering, og at virksomheden specifikt tager imod kontanter i mindre beløb og betalinger over MobilePay. Virksomhedens kunder består af kunder bosat i Danmark, og alle kundeforhold bliver indgået direkte mellem virksomheden og kunden uden brug af forhandlere eller andre mellemled.

På baggrund af inspektionen er der en lang række områder, som giver anledning til tilsynsmæssige reaktioner.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at den hvidvaskansvarlige har tilstrækkeligt kendskab til virksomhedens risici for at blive brugt til hvidvask og terrorfinansiering. Virksomheden skal herunder sikre, at den hvidvaskansvarlige godkender virksomhedens politikker, kontroller og forretningsgange samt etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en politisk eksponeret person.

Virksomheden har fået påbud om at revidere sin risikovurdering, således at den identificerer og vurderer risikoen for, at virksomheden kan blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme med udgangspunkt i virksomhedens forretningsmodel.

Virksomheden har endvidere fået påbud om at udarbejde en politik på hvidvaskområdet, som tager udgangspunkt i virksomhedens risikovurdering og fastsætter virksomhedens overordnede strategiske mål på hvidvaskområdet, samt indeholder de principielle beslutninger om, hvordan virksomheden skal indrettes, så risiciene for hvidvask og finansiering af terrorisme imødegås.

Virksomheden har fået påbud om at udarbejde skriftlige forretningsgange, som indeholder beskrivelser af de konkrete aktiviteter, som medarbejderne skal udføre. Forretningsgangene skal omfatte risikostyring, kundekendskabsprocedurer, undersøgelses-, noterings-, underretnings- og opbevaringspligten, screening af medarbejdere og intern kontrol.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at ansatte, herunder ledelsen, modtager tilstrækkelig undervisning i kravene i hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf samt relevante krav om databeskyttelse, og at uddannelsen kan dokumenteres over for Finanstilsynet.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden indhenter identitetsoplysninger på samtlige af virksomhedens kunder ved etablering af kundeforholdet, og at dette kan godtgøres over for Finanstilsynet.

Virksomheden har endvidere fået påbud om at sikre, at virksomheden kontrollerer kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, og at dette kan godtgøres over for Finanstilsynet.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at den indhenter identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere og gennemfører rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet, og at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden vurderer og, hvor det er relevant, indhenter oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, og at dette kan godtgøres overfor Finanstilsynet.

Virksomheden har desuden fået påbud om at sikre, at virksomheden foretager den fornødne overvågning af virksomhedens kunder, herunder om nødvendigt indhenter dokumentation for midlernes oprindelse, samt sikre, at dokumenter, data eller oplysninger om kunden bliver ajourført.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomhedens kunder risikoklassificeres på baggrund af en konkret og dokumenteret vurdering.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden gennemfører skærpede kundekendskabsprocedurer i de kundeforhold, hvor virksomheden har vurderet, at der er øget risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden undersøger og har forretningsgange til at afgøre, om kunderne er eller i løbet af kundeforholdet bliver en politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at virksomheden undersøger mistænkelige transaktioner, herunder at resultaterne af disse undersøgelser noteres og opbevares, og at dette kan godtgøres over for Finanstilsynet.

Virksomheden har endvidere fået påbud om at sikre, at den foretager underretning til Hvidvasksekretariatet ved mistanke om, eller når virksomheden har rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Virksomheden har fået påbud om at sikre, at den med passende hyppighed foretager interne kontroller, der sikrer, at virksomheden effektivt forebygger, begrænser og styrer risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder at virksomheden kan dokumentere de foretagne kontroller overfor Finanstilsynet.

Endelig har virksomheden fået påbud om at etablere en whistleblowerordning, hvor virksomhedens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser af hvidvaskloven og regler udstedt i medfør heraf.